Mitmidtfyn

#mitmidtfyn VERD ENS B E DS TE H VE R DAG

VELKOMMEN Måske sidder du med dette magasin i hånden, fordi du lige er flyttet til Midtfyn. Eller måske overvejer du at gøre det? Uanset om du er ny på egnen, eller om du har boet her længe, så håber vi, at du vil nyde at blive taget med på rejse i det midtfynske. Vi er nemlig stolte over og glade for at bo her, og det håber vi stråler ud igennem hver en side.

Vi vil tage dig med på besøg i de små byer omkring Ringe, som er vores hovedby, og vi vil præsentere dig for nogle af de mennesker, der bor her. Vi møder både nytilflyttede familier og mennesker, der har tilbragt et langt liv her. Alle har de noget på hjerte og et brændende ejerskab til deres egn.

Vores intention er at vise dig noget af det, der gør os allermest stolte af at bo her og lade både ord og billeder tale. Fordi vi synes, at vores egn kan uendeligt meget mere end at være pæn. Fordi vi håber, at #mitmidtfyn også kan blive dit.

#mitmidtfyn s. 3

INDHOLD Jeg holder af hverdagen - Dan Turèll Jeg holder af hverdagen - Kim Aas Christensen Ringe Tilbage til Ringe - Ester Kyed Lundager Bjærge Ringe Bio - Torbjørn Wahl Stationsbygningen - Rikke Dyrgård Den skæve hverdagskunst Spektaklet - Lise Ørtved Midtfyns Fritidscenter - Douglas McCall Hjerter Dame Tour - Conny Wahl Espe - Karina Baraviec Hillerslev Thaisen Hus - Peter Thaisen Gislev - Winnie Vestergaard Ådalsscenen - Bjarne Dyrehauge Ryslinge - Tine Asbild Kværndrup - Anja Hjeronimus Larsen Hjerteland Rudme Min barndom i Rudme - Astrid Rasmussen Heden-Vantinge - Søren Kristensen Boltinggård Årslev - Anne Bejlegård List Tingcentralen - Katja Skovgaard Marcussen

s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s.

5 6-7 8-9 10-11 12-13 14 15 17 18 19 20-21 23 24-25 26-27 28 30-31 32-33 34-35 36-37 39 40-41 42 44-45 48

JEG HOLDER AF HVERDAGEN /Dan Turèll Mest af alt holder jeg af hverdagen Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt der alligevel ikke er helt så kendt Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter Morgenkyssene Postens smæld i entréen Kaffelugten Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser Jeg holder af hverdagen Selv gennem alle dens irritationer Bussen der skramler udenfor på gaden Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium Fuglene der pipper fra deres bur Den gamle nabo der ser forbi Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang Den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks Den lille hurtige på den lokale når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne Jeg holder af hverdagen Dagsordenen Også den biologiske De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet Den obligatoriske barbermaskine De breve der skal skrives Huslejeopkrævningen Afstemningen af checkheftet Opvasken Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape Jeg holder af hverdagen Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera Det skal til med alle sine efterladte slagger Så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og hængende i luften bagefter Som en art psykiske tømmermænd Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere Fint nok med fester! Al plads for euforien!

Lad de tusinde perler boble!

Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt Jeg holder af hverdagen Jeg er vild med den Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen Jeg holder stinkende meget af hverdagen

JEG HOLDER AF HVERDAGEN Kim Aas Christensen er et højenergi-menneske; det kan man mærke fra det øjeblik, han træder ind ad døren. Han er glødende socialdemokrat, kommunalpolitiker og måske på vej til at gøre landspolitisk karriere - det vil et snarligt folketingsvalg vise. Men det er ikke det, det skal handle om i dag.

Vi har valgt at snakke med Kim om at være Fynbo, MIDTfynbo, fordi han har nogle interessante vinkler på det. Fordi han både kender området som politiker, men også som privatperson.

Vi skal have fat i hverdagen, siger Kim. “Hvad er det nu, han hedder? Ham den døde digter? Der holdt af hverdagen…?” Vi tænker lidt. Jo, Dan Turell! Ham skal vi have fat i! Så det er inspireret af Kim, at vi åbner magasinet med Dan Turèlls “Jeg holder af hverdagen”.

Kim bor i Ryslinge. Det var egentlig ikke meningen, men nu blev det altså sådan. Faktisk kommer han fra Viborgkanten, men flyttede som barn til Allested-Vejle. Ungdomsårene brugte han i Århus sammen med kæresten Susanne, og i 2001 besluttede de, at de ville flytte tilbage til Fyn. Kim ville læse til lærer på Skårup Seminarium, og de gav sig til at lede efter en lejebolig på Fyn. Og så var der altså én i Ryslinge. Det skulle bare være midlertidigt, men så blev de hængende. Fordi det bare fungerede!

Den lille by havde alt, hvad de havde brug for; indkøbsmuligheder, idrætsfaciliteter, natur og gode transportmuligheder. Da de fik deres to drenge, var der børnehave og skoler, fritidsaktiviteter. Så selvom parret kom fra Århus, hvor de både havde haft storbyen og den smukke natur lige udenfor døren, savnede de faktisk ikke noget i Ryslinge.

Kims livssituation har ændret sig siden, men han er her stadig, og han finder stadig det, han har brug for her. Nu er drengene blevet store; den ene er flyttet hjemmefra, og den anden har fået en kæreste, som han er sammen med det meste af tiden. Kim mistede sin kone Susanne til cancer i 2015, og han bor nu selv med sin kat. “Faktisk tænkte jeg, at nu var jeg færdig med at bo her - nu skulle jeg væk!”, fortæller Kim om tiden efter Susannes død. Han tog til nogle venner i Århus, men vendte alligevel tilbage til Ryslinge efter lidt tid.

For det er her, han føler, at han hører til.

#mitmidtfyn s. 7

“Jeg oplever en tryghed her. Altså tryghed i den forstand, at man kan føle sig godt tilpas. Her er en stor spændvidde, og man respekterer hinandens forskelligheder”.

Tilbage til hverdagen. For den er altafgørende ifølge Kim: “Det er ikke enten-eller her. Det er ikke én ting, der gør dette sted unikt. Vi har ikke en storslået natur som Faaborg, men vi har mange små perler, som man opdager hen ad vejen, når man bor her. Det nære fungerer enormt godt. Vi har gode skoler, vi har gode muligheder for handel, vi ligger godt i forhold til transport.

Der er mange muligheder her. Og så er vi simpelthen for ydmyge! Vi skal være bedre til at fortælle alle de gode historier om vores område, for det kan så mange ting. Og det er drevet af et kulturliv og foreningsliv, vi kan være stolte af.”

Kim er stolt af sin egn, mærker man tydeligt. Han har taget ejerskab og engageret sig på forskellig vis, siden de flyttede til byen. Og han føler sig som “en af de lokale”, selvom dem, der er født og opvokset i byen, måske ville sige noget andet.

Han nævner flere gange de mange foreninger, der er i området, som et eksempel på, hvordan “Hånd og Ånd” er nogle af de nøgleord, der kendetegner området. Men han har også en lille bekymring. For foreningerne er drevet af aktive frivillige, og der er nogle virkelige ildsjæle, der lægger et kæmpe stykke arbejde i at drive de forskellige foreninger.

Som tilflytter ser man måske bare mulighederne, tilbuddene, men det er vigtigt, mener Kim, at man også er opmærksom på, at der skal nye kræfter ind. At man byder ind og engagerer sig! Så vi kan blive ved med at have det aktive foreningsliv, vi har.

Det er også vigtigt, at vi kigger op fra vores egen lille landsby. At vi tænker i synergier, og hvordan vi kan bruge hinanden noget mere. Der er ting, vi ikke kan i de små byer, men måske er det ok - for så kan man nok i Ringe. “Så skal vi huske at tage til Ringe og gøre det”, opfordrer Kim. I løbet af den times tid, jeg snakker med Kim - og hvor antallet af ord pr. minut er virkelig højt - er dét ord, der bliver nævnt flest gange uden tvivl hverdag! Han bliver ved med at komme tilbage til den. Og eftersom han har boet på egnen både som barn, som ung voksen, som børnefamilie og alene, moden mand, må han have mærket hverdagslivet på egen krop. Vi kan hurtigt blive vi enige om, hvor vigtigt det er, at hverdagen fungerer og er god. Det er trods alt den, der er mest af.

RINGE I Ringe bor der knap 7000 mennesker, og byen er dermed kommunens største efterfulgt af Fåborg.

Her ligger kommunens rådhus, centralt placeret på Fyn. Ringe ligger nemlig i midten af det hele, og herfra kan du tage Svendborgbanen mod Svendborg eller Odense, ligesom Svendborgmotorvejen løber forbi byen og forbinder den med resten af øen.

Ringe har flere skoler, både folkeskoler og en friskole, et velrenommeret gymnasium samt kost- og specialskoler. Som børnefamilie er man altså godt dækket ind! I byen finder man desuden både supermarkeder og små specialbutikker, så familiens hverdagsbehov fint dækkes ind.

Hvis du var ung i 70’erne, 80’erne og 90’erne, kan du sikkert huske Midtfynsfestivalen. Den legendariske festival, som på et tidspunkt var større end Roskilde Festival, startede i 1976, og tiltrak danske såvel som udenlandske musiknavne. I 2004 lukkede festivalen efter nogle økonomisk svære år, men i 2019 var der igen mulighed for at komme på festival på den gamle dyrskueplads. En flok lokale initiativtagere har nemlig arbejdet hårdt for at genoplive festivalen, og det har mødt stor opbakning fra det lokale bagland.

#mitmidtfyn s. 9

Lokalt initiativ er noget, man kender til i Ringe. I 2016 finansierede Borgerbudgettet den

flotte jernalderlegeplads, som blev til ved lokale kræfter. Året efter blev den gamle stationsbygning i Ringe vakt til live ved hjælp af samme Borgerbudget, og det er nu et særdeles aktivt samlingssted for befolkningen i Ringe. Her finder du aktiviteter lige fra yoga til babycafé og koncerter. Rundt omkring i byen finder man andre projekter, der er drevet af frivillighed og lokalt engagement. Nogle af dem vil vi også præsentere dig for i magasinet her.

I Ringe er der mulighed for at have et aktivt fritidsliv. I Midtfyns Fritidscenter er der mulighed for at dyrke mange forskellige sportsgrene, og der en svømmehal med et helt nyt varmtvandsbassin.

Byen har en aktiv billedskole, ligesom musikskolen tilbyder undervisning på byens skoler. I midten af byen, i Kulturzonen, holder Spektaklet til. Her kan børn og unge blandt andet gå til teater, parkour og streetdance.

Ringe er en rigtig god “hverdagsby”, hvilket stadig flere får øjnene op for. Her er man tæt på storbyens muligheder, men nyder godt af smuk natur, landsbystemning og noget billigere huspriser sammenlignet med Odense.

TILBAGE TIL RINGE ”Du må ikke citere mig for det her, men jeg synes, at jeg har fået alting!” Ester Kyed Lundager Bjærge griner og synes selv, at det lyder som en kliché. Men det er sådan, hun har det. ”Ringe er lille nok til at være tryg, og stor nok til at være mangfoldig”.

Ester kommer af en præstefamilie i Østjylland, og hun mødte sin mand i Århus. Sammen flyttede de til København, hvor de boede i nogle år, indtil de traf en vild beslutning. De sagde deres jobs op og flyttede til Fyn på trods af, at økonomien var stram. Med gensidig forsørgerpligt skulle de leve på én dagpengeindkomst, og der var kommet et barn til, som også skulle forsørges. Men de brugte ikke byen mere, og Fyn hev i dem. Esters mand, Esben, kommer fra Ringe, og de mærkede begge, hvordan der var en masse identitet forbundet med at være fynbo. ”I København så vi folk i fynske fællesskaber”, fortæller Ester, som mærkede sin mands stolthed ved det midtfynske.

Først flyttede den lille familie til Højby, men hjerterne flyttede ikke rigtigt med. De vidste, at der var tale om en midlertidig løsning, og det var først, da de fandt deres hus i Ringe, at de fik følelsen af at være kommet hjem. Nu er de tæt på Esbens familie, og tættere på Esters familie, end da de boede i København, og det gør noget godt for deres lille familie. ”Vores forældre får en helt anden aktie i børnene. Og selvom Esben er flyttet til sin hjemby, er han et andet sted i sit liv, end da han flyttede herfra. Han har nogle nye værdier, og spejler sin egen barndom i mødet med sin hjemegn.”

Ester fik en projektansættelse på biblioteket i Ringe, som ret hurtigt blev til en fastansættelse.

Her arbejder hun dels med udstillinger og litterære arrangementer, dels som gymnasiebibliotekar; et job, hun er enormt glad for. Hendes netværk i Ringe består primært af arbejdsrelationer og så de mennesker, hun møder qua sine nu to børn, som er tre og fem og begge går i børnehave. Hun holder fast i sit gamle netværk og tager ofte til København i weekenderne – faktisk bruger hun byen mere aktivt nu end dengang, de boede der.

#mitmidtfyn s. 11

Det er lidt paradoksalt. Selvom hun endnu ikke har et stort netværk i Ringe, føler hun sig ikke ensom. Byen har de muligheder, hun skal bruge, og hun deltager i alle de arrangementer, hun har tid og overskud til. ”Jeg synes, at Ringe er en god by – også for mine børn at vokse op i. Men den er ikke så lille, at alle kender alle. Selv voksede jeg op i en meget lille by, hvor det for eksempel rygtedes, hvis præstefamilien pantede mange flasker – så vi skulle helst ikke gå op og pante alle vores flasker på én gang – så var der gang i landsbysnakken”, fortæller Ester med et smil.

Om der er noget, Ester savner ved storbyen? Hun sparer i hvert fald penge til kaffe latte og takeaway – men kan godt savne nogle flere kulturelle oplevelser for børn. Især sådan nogle drop inarrangementer, for Ester erkender, at hun ikke er super god til at have overblik og tilmelde sig ting på forhånd, og sådan er det tit herude ”på landet”. Det kunne være lækkert med noget, man kunne tage til lidt mere impulsivt.

Og så synes hun, at vi skal være opmærksomme på, at de tilbud, Ringe har, appellerer bredt. Der skal gerne være noget for enhver smag - og ethvert behov ikke mindst. Vi kunne f.eks. oplagt have en gamingcafé til de helt unge.

Ringe Bio Med opstart i 1916 er Ringe Bio en af landets ældste biografer. Siden 2004 har den med stor succes været drevet af Foreningen Ringe Bio, og biografen er ad flere omgange blevet renoveret og moderniseret. Foreningen Ringe Bio har godt 300 medlemmer, der økonomisk støtter op om foreningen – nogle også med deres arbejdskraft. Hvert år er der cirka 10.000 biografgængere i den lille biograf, hvor der er i alt 99 pladser, hvoraf tre pladser kan ændres, så der er plads til to kørestole.

Biografen sørger for at være med på beatet i forhold til at vise premierefilm; faktisk bruger FilmFyn biografen som premierebiograf, så man kan være heldig at komme til forpremiere med filmstjerner og rød løber.

Ligeledes er der både babybio, børnefilmklub og seniorbio, så biografen tiltrækker alle aldersgrupper. Hvis man er medlem af Biografklub Danmark, er der adgang til at se udvalgte film til halv pris.

Ringe Bio er et godt sted at møde andre mennesker. Det er primært derfor, at Ejvind Larsen er frivillig der. Det har han været sammen med sin kone, Ulla, i fem år, fortæller han, da jeg er på besøg i den hyggelige lille biograf. Ejvind er indkøbsansvarlig, og Ulla er koordinator. Sammen er de en del af holdet af bagvagter, der sørger for, at der altid er nogen på vagt. De træder også til, hvis det hele brænder på. Fællesskabet er rigtig godt i biografen, siger Ejvind, og man finder et godt netværk her.

Ejvind bliver afbrudt af dørklokken; det er leverandøren, der kommer med slik, chips og vand, som Ejvind tager imod og sætter på plads. Formanden for Foreningen Ringe Bio, Torbjørn Wahl, til dagligt blot kaldes Tor, fortsætter fortællingen: “Vi har mange slags frivillige her, yngre og ældre. Og det er så godt, at der er en del pensionister som Ejvind iblandt! Nogen, der kan komme i dagtimerne og tage imod varer eller sælge popcorn til babybio”.

#mitmidtfyn s. 13

I foreningen tager de sig godt af de frivillige. Ud over at de får et antal fribilletter, der beregnes efter det antal vagter, de har taget, så er der også forskellige arrangementer i foreningen. Der er julefrokost samt to særlige medlemsarrangementer om året. Det kan være fællesspisning eller “hemmelig film”, hvor de frivillige bliver overrasket med en god film. Derudover er der fredagsbar den første fredag i hver måned, hvor de frivillige mødes og drikker en kop kaffe eller en fredagsøl sammen. Her kan man også møde op, hvis man er interesseret i at møde de frivillige og høre mere om det frivillige arbejde.

Som frivillig er der forskellige grupper, man kan være i.

Dem, der er allermest filmentusiaster kan melde sig til “filmgruppen”, som udvælger film, tager på messer osv.

Der er også en gruppe for børn og unge, som står for arrangementer til denne målgruppe, f.eks. filmmaraton for unge. Billet og café-gruppen kommer en time før hver fremvisning og sælger billetter og popcorn m.m.

Rengøringsgruppen skiftes til at gøre rent en gang om ugen. Bygningsgruppen er en slags pedeller, der f.eks. kan fikse ting, der er gået i stykker og stå for indretning. Og PR-gruppen står for al markedsføring, både i avisen og på de sociale medier. Så der er masser af muligheder for at gøre lige dét, man brænder for.

Der er filmnørder blandt de frivillige, fortæller Tor - det er især de unge - men der er også en del, der kommer på grund af det sociale.

I biografen skal der være plads til alle, understreger Tor. Både blandt de frivillige, men også blandt biografens gæster. Derfor er det vigtigt, at der er gode forhold for handicappede, med lift og mulighed for at tage sæder ud så der er plads til kørestolsbrugere. Men også døve og svagthørende er der særligt fokus på. Der er installeret Subreader i biografen, så man kan høre underteksterne blive læst op i en høretelefon i det ene øre, mens man hører lyden i det andet øre. Og biografen gør meget for at vise et stort udvalg af tekstede, danske film.

Det er dog vigtigt for dem, at der ikke kun er brede publikumsmagneter i biografen. Det er vigtigt, mener Tor, at man også viser smalle film; også selvom det betyder, at man spiller for en næsten tom sal. Man skal kunne det hele i biografen. Og heldigvis er der så stort et besøgstal, at der også er mulighed for at vise nichefilmene.

Og det er ikke mindst på grund af de frivillige. Alt arbejde i biografen udføres af dem. Og det sker med en charmerende ordentlighed og systematik. Jeg får indtryk af, at alle tjanser er nøje fordelt, lige fra hende, der tjekker, om slikposerne er blevet for gamle, til dem, der sørger for at de rigtige plakater kommer op på de rigtige tidspunkter. Og der er naturligvis et nøje udtænkt - og udført - system, der kategoriserer både filmplakater og lagervarer som slik og sodavand. Der er ingen tvivl om, at her huserer mennesker, der virkelig brænder for den lille biograf og driver den med hjerteblod.

STATIONSBYGNINGEN Den smukke gamle stationsbygning i Ringe havde stået tom i flere år, da en flok lokale ildsjæle dannede en forening med dét formål at skabe liv i det gamle, centralt beliggende hus. I starten af 2018 blev foreningen etableret, og med hjælp fra blandt andet Borgerbudget (som er en permanent, årlig pulje, der kan søges af lokale initiativer) lykkedes det at få indrettet og åbnet Stationen som et moderne kulturhus.

Stationen danner ikke blot ramme om fællesspisning, barselscafé, babyrytmik, backgammonturneringer m.m., men har også udviklet sig til et ’klubhus’ med en særlig ånd, hvor fællesskab er i højsædet.

Her mødes man på tværs af interesser og generationer til mad, musik, sang, kunst og meget andet.

Dogmet er, at man både skal have lov til at yde og nyde, som man kan. Og derfor hjælper søde pensionister f.eks. til med lækre anretninger til de barslende mødre, der kommer til barselscafé. Til gengæld får de kram, snak og masser af babynusseri.

Flere af Stationens medlemmer er tilflyttere, og de oplever, at det er et godt sted at møde nye mennesker i et rart og trygt miljø, hvor der samtidig er højt til loftet og plads til nye idéer. Når man er medlem, kan man deltage i alle arrangementerne, men man kan også leje bygningen til privat brug.

Man er mere end velkommen til at engagere sig i arbejdet med foreningen. Det er kun fantasien og bygningens størrelse, der sætter grænser for hvilke aktiviteter, der skal foregå. Det vigtigste er, at bygningen er så meget i brug som muligt.

Penge til huslejen, som betales til DSB, skal nemlig hentes hjem via arrangementer, fondsansøgninger og medlemskontingenter.

#mitmidtfyn s. 15

DEN SKÆVE HVERDAGSKUNST Kunst og kultur betyder meget i Ringe. Det er et formuleret punkt i kommunens bymidteplan at arbejde med kunst i byens bymidte for at aktivere byen og skabe aktivitet og stillingtagen. Her er det både professionelle kunstnere, unge fra de lokale uddannelsesinstitutioner samt byens børn, der er i gang. Kunstbænken Termini, der er bygget op ud fra Fibonaccis talrække, og som ligger ved Ringe Sø, har skabt debat blandt byens borgere. Den er skabt af kunstner Poul Ingemann. Rundt omkring i byen kan man gå på opdagelse og nyde den kunst, der for eksempel gør byens mange passager levende. På din tur igennem byen kan du møde anerkendte kunstnere som f.eks. Frank Fenriz og Per Buk, der har lavet kunst til byen, udvalgt blandt andre værker af byens borgere til Open Call arrangementer. På den måde tilstræbes det, at man får mulighed for at få indflydelse på og ejerskab over den kunst, der præger bybilledet.

#mitmidtfyn s. 17

SPEKTAKLET Spektaklet er en del af Ungdomskulturhuset i Ringe, og her har børn og unge mulighed for at dyrke passionen for teater, dansk og parkour. Ud over at være et hus for undervisning er det også et samlingssted for områdets unge, og her bliver blandt andet arrangeret fællesspisninger og meget mere. Det er dels initiativtager til stedet og underviser, Lise Ørtved, der står for huset, og dels kommunens ungdomsråd, der laver fede arrangementer for de unge.

Når Spektaklets børn danser og optræder, er der som regel sort af mennesker omkring dem. Og med god grund. For ikke bare optræder børnene godt og selvsikkert, de gør det også med en smittende glæde, der når mange gange ude over scenekanten.

Spektaklet er del af “Den Kulturelle Rygsæk”, som er skræddersyede undervisningsforløb indenfor kunst og kultur til alle skoleelever i Faaborg-Midtfyn Kommune. Herigennem besøger skolebørnene kulturinstitutioner og møder lokale kunstnere, forfattere, filminstruktører m.fl. Og de så får de altså lov til at prøve kræfter med en danseworkshop arrangeret af Spektaklet.

I november 2018 vandt “Den Kulturelle Rygsæk” Den Fynske Kulturpris for sit arbejde med “at fostre kloge individer og samfundsborgere, der har et dybere grundlag for at forstå sig selv såvel som andre mennesker”.

MIDTFYNS FRITIDSCENTER Man kan sige, at Midtfyns Fritidscenter spiller en stor rolle i lokalområdet. Man kan også sige, at det spiller mange roller.

I fritidscentret er der haller med både foreningsaktiviteter og skoleidræt - faktisk så godt belagt, at centret selv kun råder over dem i én time om ugen! Der er træningscenter, spinningsal og svømmehal med varmtvandsbassin, som man alt sammen kan benytte sig af sammen med de mange holdtræningsmuligheder, hvis man bliver medlem i centret. Men der er også mødelokaler og plads til fester, der er forskellige behandlere; blandt andet massør og kiropraktor, og der er sund café, som er et billigt og familievenligt alternativ til de andre gode spisesteder i byen. I Midtfyns Ferieby, som ligger i tilknytning til fritidscentret og med udsigt ud over Ringe sø, er der mulighed for overnatning i lækre rammer, helt centralt på Fyn. Og så er Midtfyns Fritidscenter et vigtigt samlingspunkt for mange mennesker. Også dem, der egentlig er lidt udfordrede i forhold til sport og bevægelse.

Blandt andet har Midtfyns Fritidscenter den første specialkonstruerede spinningcykel, som man kan betjene med armene. Den er lavet til en cykelrytter, der styrtede og blev lam fra brystet og ned. Han ville stadig gerne cykle, og det måtte man så finde råd for.

Og så er der Douglas McCall, som repræsenterer en ret stor gruppe. Han har lungesygdommen KOL og hans lungefunktion er kun en fjerdedel af, hvad den burde være. For ti år siden begyndte han at motionere, efter at være stoppet med at ryge. Dengang var der ikke KOL-hold i fritidscentret, og Douglas følte sig flov over, hvor lidt han kunne, så han trænede derhjemme.

I starten kunne han holde til 2-3 minutters træning, men efter nogen tid gennemførte han et løb, hvor han skulle gå fem kilometer. Det var en stor sejr.

For fem år siden oprettede fritidscentret KOL-hold, og det giver virkelig meget, fortæller Douglas, at træne med andre, der er i samme situation. Han understreger også, at fritidscentrets KOL-hold er stærkt medvirkende til, at hans lungefunktion ikke er faldet de sidste mange år.

Douglas træner i fritidscentret tre gange om ugen, blandt andet på et KOL-spinninghold, sammen med 15-20 andre KOL-patienter. Ud over konditionen giver det også en masse socialt, og blandt andet spiser de sammen en gang om måneden.

Træningsansvarlig Sarah Kjærved byder ind: “Det er sådan det er her; Midtfyns Fritidscenter er for alle, og alle kommer her, uanset alder og træningsniveau. Og her er plads og rum til, at man f.eks. tager de pauser, man har brug for.”

HJERTERDAMETOUREN Det startede egentlig med, at der var syv damer, der spillede tennis sammen. Hver gang en af dem havde fødselsdag, lavede de noget aktivt og hyggeligt sammen, og en dag, de var taget på tur til Brahe Trolleborg, spurgte den ene: “Vi er nogen, der er i gang med at lave et cykelløb for kvinder. Hvem vil være med??”

Det var i 2011, og siden dengang har Conny Wahl siddet i bestyrelsen for Hjerterdametouren. Først som kasserer, og de sidste par år som formand. I år afholdes løbet for 8. gang, og målet er, at omkring 700 kvinder cykler over målstregen i Ringe i år. Løbet er for alle kvinder på alle slags cykler, selv elcykler og rickshaws skal kunne deltage. For som Conny siger, så er det et velgørenhedsløb til fordel for Hjerteforeningen, så selv mennesker med hjerteproblemer skal kunne deltage. Som noget nyt er det i år muligt for beboere på byens plejehjem at deltage ved at blive kørt på Rickshaws. Der er distancer fra 15 km til 125 km, så der burde være et niveau for alle.

Conny taler engageret og medrivende om løbet, og der er ingen tvivl om, at det er en hjertesag for hende.

Bestyrelsen på seks personer kører som en velsmurt lille maskine, der holder møder cirka seks gange om året. Alt er uddelegeret, og der er helt klare ansvarsområder. Selvom Conny er formand, har hun ikke en forventning om, at hun skal have en finger med i alt; de har lavet en drejebog med de opgaver, der skal løses, og hun har fuld tillid til, at alle involverede har styr på deres områder.

Derfor bliver det en sjov og overskuelig opgave, selvom det er et stort arrangement.

Selve dagen er fantastisk, fortæller Conny. Den starter tidligt, og hun mødes med alle de frivillige. Der er en fantastisk stemning, et sus af adrenalin. “Alle kommer jo for at få en god dag. Både hjælperne og deltagerne.

Så her er en rigtig god stemning” Der er aldrig problemer med at finde frivillige til dagen, men der er selvfølgelig plads til flere, siger Conny.

For det er et dejligt og overskueligt projekt at hjælpe til med med mulighed for at møde nye mennesker og støtte et godt formål. Hun tror også, at projekter som Hjerterdametouren er gode for byen. Både i forhold til stoltheden og fornemmelsen af at bo i en by, hvor der sker noget, men også i forhold til at få folk udefra til at komme og få øjnene op for området. For det ER jo bare pænt at cykle rundt i den midtfynske natur, siger Conny.

#mitmidtfyn s. 19

ESPE Seks kilometer sydvest for Ringe ligger Espe, en mindre by med cirka 550 indbyggere. På trods af byens beskedne størrelse, rummer den flere aktiver, blandt andet en skole med næsten 200 elever, et velfungerende forsamlingshus og ikke mindst en selvejende hal, der fungerer som samlingspunkt for hele byen.

Siden 1978, hvor hallen blev bygget, efter at ophavsmændene havde stemt dørklokker og samlet private bidrag til byggeri og opstart - og i øvrige tjente til driften ved at sælge røde pølser og rød sodavand - har en særlig energi båret stedet. Den energi stråler også ud af halbestyrer Karina Baraviec, som vi møder en forårsdag i hallens cafeteria. Karinas vej til jobbet som halbestyrer lå ikke ligefor. Hun er tilflytter, dog “kun” fra Odense, og har haft forskellige andre jobs, men hendes fire børn går alle til forskellige ting i hallen, så hun brugte alligevel al sin tid her. Og da der så manglede en halbestyrer, så kunne hun jo lige så godt…

Hun har været her siden oktober 2018 og i starten jokede hun med, at hun skulle have installeret seng i hallen, for hun nåede knap hjem for at sove. Det er dog blevet bedre, men - “det er ikke et job; det er en livsstil”, siger hun på en måde, der giver indtryk af, at dét har hun det bare helt fint med. At Karina har fire børn, heste, hunde og en mand, der arbejder ude mandag til fredag, lader ikke til at stresse hende. Og måske derfor er hun den perfekte til jobbet.

For der sker meget i den lille hal! Med tydelig stolthed fortæller hun om de mange aktiviteter; hvordan de har fået licens til at oprette jumping fitness-hold, hvordan hun drømmer om at rykke dem udenfor til sommer (hvis det da ikke vil komme til at forstyrre kirken, som er nabo, med den høje musik. Det skal hun lige tænke over). Hvordan atlet Susanne Hedeager og kostvejleder Anne Louise Greinert hver uge laver bootcamp med træning og kostvejledning, ligesom hallens træningscenter er veludstyret og velbesøgt. Hvordan hallen laver større arrangementer som “Store hoppedag” med hoppeborge og bumperballs, som er store oppustelige bolde, man kan være inde i. Og hvordan hun har det allerbedst, når der er 200 glade børn, der løber rundt i hallen. “Og de kender alle sammen hinanden - og os! Så man får en masse highfives, og det er fedt!”

#mitmidtfyn s. 21

Alle sammen har de, store som små, ejerfornemmelse over hallen. Karina fortæller, at hun havde inviteret de største børn fra børnehaven hen for at lave et vægmaleri og senere blev mødt af et andet barn, der lidt bestyrtet betroede hende: “Karina, der er nogen, der har tegnet på vores væg!!”

Der sker mange spændende tiltag og løbende udvikling, og det er klart, at der er visioner for hallens fremtid. Hallens næstformand har sammen med en lokal erhvervsdrivende sørget for at søge penge til at anlægge et solcelleanlæg til sommer, ligesom man har fået kommunalt tilskud til at omlægge caféen til sund café. Den næste store drøm er at udvide den eksisterende skydebane, og arbejdet er godt i gang. Men der er et stykke vej endnu, og hallen har brug for at finde økonomisk hjælp et sted. “Rundt omkring i Danmark lukker de gamle skydebaner”, fortæller Karina.

“Hvis vi får anlagt skydebanen, som vi drømmer om, er målet at vores hal bliver opdateret, så den er totalt handicapvenlig. Så vi mener, at vi har gode rammer for at lave virkeligt gode skydefaciliteter. Vi har fået lavet tegninger, hvor vi tilføjer et større areal til hallen, som både kan bruges som skydebaner, men også til andre ting, som f.eks. større arrangementer. Og så vil vi gerne lave lækre, moderne skydefaciliteter, som kunne blive et trækplaster for hele landet. Også i forhold til bueskydning!”

Karina er helt klar over, at det er af afgørende betydning for Espe by, at hallen eksisterer, er velfungerende og drives visionært. Der er mange, der gerne vil bo i byen, og husene ligger sjældent til salg i ret lang til. Til gengæld mangler der virkelig udstykninger, så dem, der gerne vil bygge, kunne få mulighed for det.

Og efter at have besøgt stedet, forstår jeg godt, at man har lyst til at blive en del af dét. Tænk engang, at der stadig findes en by, hvor man holder rigtig, gammeldags byfest med vejturneringer. Hvor alle kender alles børn, så når man finder en lille pige på fire år, der resolut kommer marcherende afsted et godt stykke udenfor byen, fordi hun er gået hjemmefra, så ved man lige, hvem det er, og hvor hun hører til. Hvor præsten holder bikergudstjeneste, og hvor man i stedet for at tænke på, at det måske kommer til at larme eller fylde på gaderne med alle de motorcykler, glæder sig til at se flotte Goldwings og synes, det er en vildt sej præst, man har. Hvor vejene er så få, at vejformændene (der har en vigtig rolle til den årlige vejturnering) kan stå på én side i den lokale “Espe Posten”. Og hvor alle nytilflyttere bliver ønsket velkommen i samme blad.

Og selvom alle i Espe da ikke kan være totalt fitte og sportslige, så har vi en klar fornemmelse af, at langt de fleste lægger deres vej forbi den hyggelige hal. Om ikke andet så for at sætte tænderne i en Espe Burger og tage del i det sociale samvær, der bærer det lille lokalsamfund.

HILLERSLEV

#mitmidtfyn s. 23

Hillerslev er en lille by med knap 400 indbyggere. Den ligger cirka 9 km. fra Ringe i et smukt landskab. Siden 1889 har der været drevet skole i byen; først i form af friskolen, som overtog navnet Hjemly efter det børnehjem, hvis bygninger man overtog, og siden også med en efterskole, der især er kendt for idræt. I dag er der små 200 elever på friskolen og lidt flere på efterskoledelen, ligesom den selvejende institution også tæller en skovbørnehave.

I Hillerslev findes der også en aktiv idrætsforening, der spænder bredt, lige fra gymnastik og fodbold til e-sport. Det nyeste initiativ er “Mandfolk på MTB”; et projekt, der skal få mænd med lidt for meget på sidebenene op på cyklen og afsted.

THAISEN HUS Da Peter Thaisen første gang gik i banken med en forretningsplan, et budget og en drøm om at købe det nedlagte plejehjem i Hillerslev for at lave det om til et moderne og visionært kursuscenter, fik han et rungende nej! Ejendommen var et konkursbo, der havde ligget til salg længe. Standen var dårlig, og set med bankens øjne var beliggenheden langt fra optimal. Set med Peters og hans kone Stinas derimod - var den perfekt!

Selvom Peter havde et godt, velbetalt job, som han var glad for, så havde han en drøm om at starte sit eget.

Og flere års erfaring i branchen havde fået hans øjne op for, at en placering som Hillerslev kunne noget helt særligt: “Hvis man hæver sig lidt op i perspektiv”, mener Peter, “så finder man ikke nogen mere central placering i Danmark! Hillerslev ligger i midten af det hele, omgivet af god og velfungerende infrastruktur og med to timer til hhv. Århus og København”. Så hvor andre så en nedslidt ejendom i et landdistrikt, så Peter og Stina potentialet og mulighederne i at trække folk væk fra byerne og tilbyde dem rammer for refleksion, fordybelse og nærvær.

Så Peter sagde sit gode job op, og de satte huset i Odense til salg. Da han kom til banken for anden gang, var situationen derfor en lidt anden; han var ikke blot arbejdsløs, men også hjemløs, og denne gang gik banken nødtvungent med til at låne Peter pengene. Siden mener han nu nok, at de har fået dem rigeligt igen.

Visionerne drev fra første dag værket; et værk, der har vokset sig stærkt og stabilt i de nu 15 år, Thaisen Hus har eksisteret. At Peter både har stor erfaring og indsigt i branchen, har været en stor fordel. Han vidste fra sit tidligere arbejdsliv, hvordan man ofte skal vælge i mellem kursus- og konferencesteder, der enten er store og velsmurte maskiner, men upersonlige - eller små og personlige, men med forskellige udfordringer, som for eksempel dårligt wifi eller umulig infrastruktur. Parret besluttede sig for at skabe en hybrid; et sted, hvor alting bare fungerer, hvor rammerne er optimale, men aldrig bliver på bekostning af det intime og personlige.

Stedets berettigelse var der fra første dag, hvor der for eksempel blev afholdt kurser for kommende adoptivforældre på stedet. Mennesker, der havde været meget igennem og havde brug for rammer, hvor de trygt kunne tale og færdes, uden at tage hensyn til andre gæster.

Ud over intimiteten og de trygge rammer skulle stedet også “emme af god mad!” Parret har en dyb dedikation og kærlighed til det bedste fra Fyn, og de går op i at opdrive gode lokale råvarer og dyrke detaljen. Selvom de prioriterer råvarerne og virkelig bruger penge på dén post, så ligger Thaisen Hus prismæssigt stadig i midten af konferencemarkedet - simpelthen på grund af den billige beliggenhed i forhold til, hvis de havde været placeret i en større by. Og så får man jo hele den midtfynske naturskønhed med oveni. Win win!

#mitmidtfyn s. 25

På Thaisen Hus fylder tanker om bæredygtighed og økologi meget. Fordi man tallerkenanretter i stedet for at lave buffet, er der stort set intet madspild. Og fordi råvarerne i høj grad er lokale, bruger de årstidens råvarer og minimerer transport.

Peter og Stina har en kærlighed til råvarerne og en dyb respekt for det, de arbejder med, og derfor fik de for et par år siden også lyst til at åbne op for lokalsamfundet og få mulighed for at servere den lækre mad, ikke kun for kursisterne, men også for dem i lokalsamfundet, der var nysgerrige, eller som efterspurgte mere. Da der blev et centralt beliggende lejemål ledigt i Ringe, blev de prikket og efter at have tænkt over det i et par måneder, besluttede de sig for at åbne… ja, hvad er det egentlig? “Det er ikke en café, et brasserie, en restaurant! Det er et Ma’hus!” - siger Peter, og udtaler Ma’hus på syngende fynsk. Maden bliver lavet i Hillerslev og anrettet på Thaisen Ma’hus, og på den måde udnytter de stordriftsformen. Og selvom Peter siger, at det er notorisk dårlig forretning at drive restauration i Danmark, så vækster Ma’huset årligt. Blot en fjerdedel af gæsterne er lokale; resten kommer til, ofte langvejs fra, for maden er værd at rejse efter!

Var dette så drømmen? Dengang Peter og Stina satsede alt, droppede job og hus og pressede banken til at lade dem investere i det gamle plejehjem i Hillerslev?

“Både og,” siger Peter og fortsætter: “jeg vil ikke tilbage og være lønmodtager, kun hvis jeg var tvunget til det.

Denne måde at arbejde på påvirker livet rigtig meget, men det gør et 8-16 job jo også, hvis man luller sig ind i den kedelige hverdag. Nu er det drive og indre ild, der driver værket!”

Den ild, Peter taler om, er hans kunder med til at bære brænde til, for han får meget tilbage, og anerkendelsen betyder meget! “Mad opfylder et basalt behov, men man søger også en særlig situation, når man tager ud at spise. Hvis man får mere end det, man søgte, så bliver man glad og overstrømmende. På en måde er det jo unfair: hvis en elektriker laver sit job, gør sig umage og det virker, så siger kunden tak og betaler. Men det er nok sjældent overstrømmende, som vi kan opleve det,” siger Peter. Der er ingen tvivl om, at han føler sig heldig.

Og begge de to Thaisen Huse er så fine eksempler på, hvordan en drøm med grobund i ambitioner, intentioner, arbejdsomhed tilsat en anelse stædighed kan vokse i den midtfynske muld. Side om side med de fynske råvarer, varer og produkter, som Peter husker os på, at vi skal være stolte af, og som verden faktisk har øjne for - måske skal vi bare selv blive bedre til at se dem og sætte pris på dem.

GISLEV Gislev er en gammel hovedvejsby med 1.200 indbyggere, der ligger centralt med 10 kilometer til Ringe, 35 minutters kørsel fra Odense C. og cirka 2o minutters kørsel fra Svendborg og Nyborg.

Naturen omkring Gislev er meget kuperet og med de mange stier og markveje i og omkring byen, er her gode muligheder for at komme ud i den flotte natur.

På trods af sin beskedne størrelse rummer Gislev mange muligheder. Der er vuggestue og børnehave; begge tilknyttet byens friskole. Børn i skolealderen går enten i friskolen eller i kommuneskole i nabobyen. Der er gang i den i byens idrætshal, hvor der er mange aktiviteter, ligesom der sker en masse på musik- og teaterfronten. Indkøb gøres i den velassorterede SuperBrugs, og herudover er der frisører, autoværksteder, firmahus (kontor- og lokalefællesskaber), kro, forsamlingshus og et moderne lægehus.

Ud over hverdagens muligheder er der også en række tilbagevendende events, f.eks. Gislev Musikfestival, Gislev by Day, Gislev by Night (Halloween), revy, pensionistteater, egnsspil, festivalmarked, oktoberfest, retrofest m.m. Til Gislev Musikfestival spiller i omegnen af 40 bands og kor for cirka 2000 tilhørere.

Børneskoven ligger centralt i byen og blev plantet af byens børn for mange år siden. Efterhånden som byen har udviklet sig, er en del af skoven blevet ryddet og udgør nu et mere parklignende område, hvor mange af byens aktiviteter foregår.

Skoven dækker en del af ådalen, hvor den nye Ådalsscene, en stor og smuk friluftsscene, blev bygget i 2018. Scenen er byens stolthed, fordi den ud over sin funktion også er et bevis på, hvad man kan opnå, når man slår sine kræfter sammen.

Bladet “Vækst i Gislev” udkommer hver kvartal med tekster skrevet af frivillige, lokale kræfter og finansieret af de lokale virksomheders annonceringer. Her kan man læse om alt det, der foregår i byen, samt om byens spændende personligheder.

#mitmidtfyn s. 27

Alt i alt rummer Gislev mulighed for at kombinere det aktive landsbyliv sammen med byens øvrige, engagerede borgere, med den ro og smukke natur, som får flere og flere til at søge til “Udkantsdanmark”. Således også Winnie Vestergaard, der er 36 år og bor i Gislev sammen med sin kæreste, sine tre børn og syv hunde. Og så er Winnie blind.

Hun kommer fra Midtjylland, men fik under sin uddannelse på Dalum Landbrugsskole en rigtig god fornemmelse af Fyn og fynboerne. Hun syntes, at der var en åbenhjertighed her, som hun ikke oplevede på samme måde hjemme i Jylland. Så da hun senere faldt for en svinebonde, der boede i det midtfynske, krævede det ikke meget overtalelse at få hende til at rykke til Fyn. De boede på en gård lidt uden for Gislev i otte år, og her kom deres tre børn til verden. Winnies syn var på grund af en øjensygdom meget dårligt allerede under hendes uddannelse, og da hun blev færdiguddannet som dyrepasser, var hun stort set blind. Derfor fik hun tilkendt pension. Hun fik en førerhund, og begyndte, med sin viden om og flair for dyr, at træne førerhunde.

Da Winnie og eksmanden gik fra hinanden for knap fem år siden, rykkede hun og børnene ind til Gislev, hvor hun nu bor meget centralt.

Hun elsker det liv, der er omkring dem! Den nye Ådalsscene er helt tæt på, og hvor andre måske ville frygte støjgener, glæder Winnie sig til sommerens koncerter, som hun kan høre fra sin have. Ligesom hun elsker, når der bliver holdt ungdomsfester i forsamlingshuset lige ved siden af hendes hus. I det hele taget elsker hun, når der er gang i den, og efter hun er flyttet ind til byen, er hun begyndt at bruge fællesarrangementerne meget. Hver torsdag, når der er gymnastik i hallen, er der torsdagscafé med fællesspisning; noget Winnie og hendes familie elsker at deltage i. Der er banko i forsamlingshuset en gang om ugen, og Winnie har købt specialplader med blindskrift, så hun også kan være med.

Hun er også med til alle festerne i byen - hun kan ikke huske, hvad de allesammen hedder “Gislevfestival”, “Gi’ den gas”... “For mig er det ikke så vigtigt, hvad det er for et arrangement.

Jeg elsker bare at være med!”, siger Winnie.

“Som blind er det en fed by! Der er stadig nogle, der er berøringsangste og ikke tør sige hej og snakke med mig. Men det er få i forhold til, hvad jeg oplever andre steder.” Det eneste, der kan være en udfordring ved at leve på landet med et synshandicap, kan være transporten.

Heldigvis har Winnie hjælpere, der kører hende, hvis hun har behov for det. Brugsen i Gislev dækker rigtig mange behov, men større indkøb gøres i Ringe. Skal familien have pizza, henter de i Kværndrup, vil hun i solcenter, tager hun til Ørbæk - og så henter hun træpiller og holder øje med gode tilbud hos Sparkøbmanden i Ryslinge.

Alle Winnies tre børn går på den lokale friskole, hvor Winnie også sidder i bestyrelsen. Her er der både vuggestue, børnehave og skole til og med 9. klasse. Winnie bliver varm i stemmen, når hun snakker om skolen, og det er tydeligt, at hun brænder for den og er taknemmelig for at have sine børn der. Der er også en klub på friskolen, og derudover arrangerer frivillige en fritidsklub for alle byens børn fra 3.-6. klasse to gange om ugen.

“Det allerbedste ved Gislev er den åbenhed, her er. Åbenhed og hjertelighed. Folk er virkeligt gode til at tage imod en, og vi er ligesom én stor familie, selvom det måske lyder som en kliché.

Hvis man har brug for hjælp, er der altid en, der vil hjælpe. Og der er altid nogen, der sætter noget i gang. Det kunne lige så godt være en død by. Jeg mener, det er jo ikke en ret stor by. Så blev vi nødt til at køre andre steder hen, når vi ville noget. Men det er det bare ikke, her er vildt mange aktiviteter.”

ÅDALSCENEN Bjarne Dyrehauge, som har boet i Gislev i en menneskealder, fortæller: Der var en musiklærer på skolen, der hed Tommy og han kunne få eleverne til at spille på alt muligt!

Om de så bare kunne slå to ting sammen, så kom de med i et orkester. Mine egne drenge var med, det var fantastisk! Så for 18-20 år siden lavede han og nogle andre en festival i Børneskoven. Man startede tidligt med de små børn; der var mad og drikke, ansigtsmaling osv. Om aftenen var det voksenmusik og fest.

De fleste, der optrådte, var lokale - sådan er det stadig - og der er mange, der gerne vil være med. Dem, der var med til at etablere festivalen ville gerne have en scene; derfor købte de en påhængsvogn, og så gik de lokale smede og tømrere i gang og lavede en scenevogn. Den blev brugt i nogle år, men drømmen om en stor scene levede stadig. Finn Hvid og AP, som er lokale ildsjæle, gik ind i det. Vi har en tømrermester i Sandager, Frans Jeppesen, som var ude at lave noget for en bondemand, som havde fået en 8 meter høj vindmølle fra Tyskland. Den var for høj i forhold til danske mål, og derfor fik tømreren “en stump rør”, som var til overs, og han gik i tænkeboks over, hvad han skulle bruge den til. En fredag aften, da hans kone og børn skulle se Vild med dans, gik han i værkstedet og lavede en model, bygget op omkring et rør.

Det viste han frem for lokale og fik god respons, og derfra blev der nedsat nogle udvalg: et bygningsudvalg, nogle der kunne søge penge, nogle der kunne sidde med bygningskonstruktionerne osv. Der blev indkøbt tømmer af Normannsgran fra Holstenshuse ved Fåborg, og da det skulle afbarkes, skulle byens borgere i gang! Der blev sat skiftehold i gang, og det var meningen, at de skulle arbejde i skift hele dagen, men der var så stort fremmøde og så god aktivitet, at alt var færdigt ved middagstid.

Den lokale tømrerforretning Werner Pedersen fik hovedentreprisen. Der er ti bærende fundamenter i scenen, der hver vejer 4 tons, så det er vigtigt, at det er lavet ordentligt. Tømrermesteren fik hjælp af en lokal skovmand, Henrik Hansen, og langsomt skred arbejdet frem. Og så stod den der lige pludselig, scenen. Men der manglede en masse - der skulle planeres, lægges fliser osv. De professionelle lagde maskiner til, og der var løbende en masse frivillige i gang. Mandage og onsdage var arbejdsdage, og efter arbejdet var der mad til de frivillige. Så det er i den grad et fælles projekt, og der var fælles stolthed, da scenen blev indviet den 18.8.2018 med en dejlig fest.

#mitmidtfyn s. 29

RYSLINGE Højskoleånden hviler over den lille by. Her er aktive mennesker og en indstilling til, at vil man have ting til at ske, må man løfte i flok.

Ryslinge har 42 foreninger. I en by med under 2.000 indbyggere må man sige, at det afspejler en sjælden aktivitet! Og her er vitterligt mange muligheder, hvad end det drejer sig om pasningstilbud eller idrætsaktiviteter. Her er er folkekirke, valgmenighed og frimenighed. Her er kommunal børnehave og dagplejer og fribørnehave og -vuggestue. Her er folkeskole og friskole. Her er en aktiv, selvdrevet hal med et væld af idrætsaktiviteter, en aktiv gymnastikforening og forskellige boldklubber. Og her er billedskole, husflidsforening og rideanlæg. I Ryslinge er man ude på landet, men samtidig har man alt det, man skal bruge, også indkøbsmuligheder, og intet er langt væk i den lille by, der er bundet sammen af trygge stier gennem både parcelhuskvarterer og skove.

I byens nordlige del ligger den smukke gamle Ryslinge Højskole, som er en af Danmarks ældste højskoler. Den blev grundlagt i 1851 af Christen Kold og har siden 2014 fungeret som en teaterhøjskole, hvor unge med skuespillerdrømme kommer til fra hele Danmark for at dygtiggøre sig.

Siden 2009 har der ligeledes været efterskole på stedet, hvor fællesfaget projektledelse tiltrækker dygtige og innovative unge til en anderledes 10. klasse. Skolen danner også ramme for en stor del af byens kulturliv, idet mange koncerter, møder, foredrag m.m. finder sted i de historiske rammer.

Et andet samlingssted i byen er forsamlingshuset, som er Danmarks ældste. Her er der mange aktiviteter lige fra fællesspisning for byens borgere til danseskole og teaterforestillinger. MAS - Midtfyns Amatør Scene er nemlig næsten nabo til forsamlingshuset, og her sættes større forestillinger op flere gange om året med både lokale og importerede talenter på scenen.

Netop et aktivt foreningsliv var et af kriterierne, der skulle opfyldes, da Tine Julie Asbild og hendes kæreste Jan, som er tilflyttere fra Vesterbro, skulle vælge, hvor på Fyn, de ville slå sig ned. De havde valgt at koncentrere sig om Fyn, da Tine oprindeligt kommer fra Fyn og har et netværk af familie og venner her - og fordi de var fascineret af den smukke natur og de mange muligheder for at leve mere bæredygtigt og købe økologisk fra små, lokale virksomheder. Drømmen var en ejendom med masser af plads, modsat lejligheden på Vesterbro. Plads til køkkenhave, børneleg, byggeprojekter, dyr osv. Og altså helst i et lokalmiljø, der skulle være båret af aktivitet, sammenhold og summende foreningsliv.

Efter lidt søgen zoomede de ind på Ryslinge , som havde alt det, de ledte efter. Her fandt de drømmehuset, som ligger i skovkanten lidt uden for Ryslinge.

Her er parrets andet barn kommet til verden, her bræger familiens får på markerne omkring huset, og her er et større byggeprojekt i gang - stille og roligt, for det skal ikke være stressende.

Det var jo en del af drømmen.

Parrets ældste dreng går i børnehaven, der er tilknyttet friskolen i Ryslinge og er faldet godt til. Tine fortæller: ”Vi føler os enormt godt taget imod som tilflyttere. Frygten for ensomhed og isolation viste sig hurtigt at være ubegrundet. Lokalområdets beboere har været ekstremt inkluderende — det er tydeligt, at der gælder en gylden regel i små samfund: Jo længere, der er mellem husene, jo mere kommer man hinanden ved! Jo færre man er, jo mere arbejder man sammen og står sammen for at skabe et trygt og godt miljø, hvor alle kan trives—her er jo ikke andre, der gør det for én!”

I 2018 blev Ryslinge sammen med to andre landsbyer i Danmark nomineret som ”Årets landsby”. Komitéens begrundelse for at vælge byen ud, kan du læse her:

Landsbyen Ryslinge i Faaborg-Midtfyn Kommune har de seneste fem år skabt 28 nye arbejdspladser, oprettet tre virksomheder og oplevet en tilflytning på mellem 20 og 25 personer årligt i den femårige periode. Som et led i landsbyens bosætningsindsats har lokalrådet udpeget lokale ambassadører og arbejdet med at introducere nye og potentielle borgere til byens erhvervs- og bosætningstilbud.

#mitmidtfyn s. 31

KVÆRNDRUP Sidste stop på Svendborgbanen i Faaborg-Midtfyn Kommune i retning mod Svendborg, er Kværndrup. Stationsbyen, der ligger cirka syv kilometer fra Ringe og huser omkring 1750 indbyggere, er nok især kendt for det smukke, gamle Egeskov Slot, og det velbesøgte, årlige Egeskov Marked.

Men ud over disse turistattraktioner er byen også en velfungerende hverdagsby. Anja Hjeronimus Larsen valgte forrige år at flytte hertil sammen med sin mand, Martin, parrets fælles datter samt Martins to døtre. Anja er vokset op på Midtfyn og kender området godt, så for hende var det lidt hip som hap, hvor på Midtfyn, de endte. Men de var på jagt efter en hesteejendom, som de kunne bytte parcelhuset i Ryslinge ud med. Og pludselig var det der: det nedlagte landbrug med fire hektar land og renoverede heste- og ridemiljøer.

Anja er opvokset på landet og er vant til, at prisen for den friske luft og pladsen omkring sig er, at man er langt fra alt og må køre til alting. Derfor føler hun sig enormt heldigt ved at være landet, som familien er: “Selvom ejendommen ligger lidt udenfor byen, er der stisystem helt ind til byen. Det er super dejligt for os, at børnene selv kan transportere sig rundt, og at vi ikke er langt fra noget”, fofmk.dkrtæller Anja.

Til daglig er Anja lærer på Sydfyns Fri Fagskole, en praktisk orienteret kostskole, der ligger ved Svendborg. De store indkøb gør hun som regel i Svendborg på vej hjem fra arbejde eller i Ringe. Men hun føler sig privilegeret over, at der i Kværndrup er mulighed for at gøre sine hverdagsindkøb helt til ved 21-tiden i den lokale Brugs.

#mitmidtfyn s. 33

Desuden rummer byen rigelige muligheder for fritidsaktiviteter, og parrets fire årige datter har for eksempel gået til gymnastik i den aktive idrætsforening i den lokale hal. I sommerperioden nyder familien, at de har masser af plads omkring sig: “Børnene kan fise rundt på hele matriklen”, siger Anja, “Og hvis vi har lyst til at ride en tur, så sadler vi bare en hest og tager afsted!”

Alt i alt har de ni heste stående, hvoraf tre er Anjas. Før i tiden brugte hun mange penge på at have sin hest opstaldet, og da hun begyndte at mærke interessen for heste og ridning ved sin datter og sin bonusdatter, begyndte hun at spekulere over, hvordan de mon kunne få råd til at give pigerne mulighed for at omgås heste på samme måde, som Anja selv er vokset op med. Det handler nemlig om meget mere end ridning; det er lige så meget dét at muge ud, fodre, strigle og i det hele taget bare vokse op med heste omkring sig. Det har de muligheden for nu.

Anja mærker tydeligt den intime stemning, der er i byen, og det sammenhold, der især opstår omkring begivenheder som den årlige tyrolerfest, eller når det er tid til føromtalte Egeskov Marked.

Selvom familien stadig er nye i byen og mest har dannet relationer via børnehaven og fritidsaktiviteter, så synes Anja, at hun mærker både sammenhold og en generel positiv kommunikation.

“Når der sker noget i byen, skaber det sammenhold, og det virker attraktivt at være frivillig til de store begivenheder. For eksempel har Egeskov Marked stor betydning for byens identitet, og alle byens foreninger går ind i arbejdet; både for at tjene penge, men også på grund af de gode oplevelser.”

Anja og hendes familie er glade for at være landet lige dér; midt i naturen med halm i håret og bløde hestemuler, med god infrastruktur til hele Fyn - ja, hele landet - tæt på deres familier og i en by, der fungerer godt både til hverdag og fest.

HEARTLAND Egeskov Slot - det smukke slot fra år 1554 - er en stor del af områdets identitet og danner ramme for flere store events i årets løb. Haven omkring slottet er kåret som én af verdens 12 mest spektakulære haver og er uden tvivl et besøg værd.

Ligeledes er både julemarkedet på Egeskov Slot, Halloween og den smukke lysoplevelse Luminis velbesøgt.

I 2016 kom festivalen Heartland til. Heartland er andet og mere end en musikfestival, som vi kender den. På Heartland kombineres kulturoplevelser indenfor både musik, mad, kunst og samtale, så gæsterne får en helstøbt og højaktuel oplevelse.

De smukke rammer omkring Egeskov Slot trylles om til et nærmest magisk univers, hvor det summer af liv i den tidlige sommer, mens festivalen afvikles.

Selvom Heartland er en relativt ny festival, er her allerede stamgæster og traditioner. Hvert år tager ambassadører fra kommunen - helt almindelige mennesker, som bare er rigtig glade for at bo her og gerne vil dele det med andre - godt imod de mange gæster, som kommer strømmende til fra resten af Danmark. Ambassadørerne fortæller stolt om deres egn, mens de deler fynsk brunsviger eller vandflasker med billeder af huse til salg i området på etiketterne ud til festivalens gæster.

Hvis man har glemt sin shampoo eller får brug for en hovedpinepille til at tage toppen af tømmermændene, er det også på Ambassaden, man kan henvende sig.

De mange frivillige, der blandt andet står for at holde området rent, er også hentet blandt de lokale foreninger. Så ejerskabet er stort, når man taler om Heartland Festivalen - man har i lokalområdet en stor aktie i den, og rigtig mange har allerede nogle dejlige festivaloplevelser at tænke tilbage på.

#mitmidtfyn s. 35

RUDME Man drejer hovedet og kigger en ekstra gang, når man kører forbi statuen af Kresten Kold, der står ud til hovedvejen i Rudme. Bag ham sidder Grundtvig og ligner grangiveligt en, der skal til at fortælle én noget meget klogt. Som om det ikke var nok, står Holger Danske i baggrunden med en fredsdue i hånden, for ”Vi vil gerne gøre ham til en drabelig fyr, men i virkeligheden elskede han fred!” Ordene kommer fra den ene ejer af Galleri Svinestien , som også undskylder, at der roder lidt. Der har lige været Rudme Festival, som er en festival arrangeret af fire unge fra byen. På festivalen kan unge for billige penge høre upcoming bands og lave aktiviteter såsom yoga, afrikansk dans og musikquiz.

Det er bare ét eksempel på den foretagsomhed, der tegner den lille by, der trods sin størrelse og kun cirka 800 indbyggere har en sjæl og fortælling så stor, at den kræver sin plads.

Denne særlige stemning og energi mærkes for eksempel, når spillestedet Foderstoffen kalder til folkekøkken med musikoplevelser. Så stiller de lokale frivilligt op og laver mad, serverer for gæsterne - og ofte er det oven i købet lokale musikalske talenter, der underholder. Eller når lokale og folk udenbys fra mødes til sommerhøjskole og laver spændende workshops, hører foredrag, spiser, danser og nyder de sidste sommerdage sammen.

#mitmidtfyn s. 37

Når byen går sammen om at udgive bøger; en kagebog og en julebog. Eller når der er arrangementer på byens friskole - så bakker byen op! I Rudme får man en sjælden fornemmelse af fællesskab.

Spillestedet Foderstoffen er et særdeles eftertragtet spillested og trækker hvert år anerkendte kunstnere til Midtfyn. Stedet, som blev startet i 1992 som privat initiativ, drives af frivillige med en bestyrelse i spidsen. Uden for spillestedet, som blev væsentligt renoveret og moderniseret i 2011, står en smuk skulptur af en glad spillemand, fem meter høj og lavet af stålplader. I øvrigt lavet til Foderstoffens 25 års jubilæum af de dygtige, cubanske kunstnere, som også har lavet skulpturerne af Grundtvig, Kold og Danske. Til samme jubilæum sammenlignede den daværende borgmester Foderstoffen med humlebien, der ikke vidste, at den ikke kunne flyve. Og sådan er det faktisk lidt generelt med Rudme. For ting, der måske ikke burde kunne ske, de sker!

Det skyldes en sjælden folkelig opbakning og deltagelse i de lokale aktiviteter. Og ligeledes en selvfølgelig indstilling til at dele sine goder med hinanden. Som for eksempel den lækre swimmingpool, der egentlig er privat, men som fungerer som hele byens. Og den tennisbane, som ligeledes tilhører en privat familie, men som det står alle frit for at booke tider på.

I Rudme kan man vokse op i trygge omgivelser, og børnene kan gå i både dagpleje og vuggestue, børnehave og skole her. Når de når gymnasiealderen, kan de cykle på den gamle banesti ind til Ringe eller tage toget til Svendborg eller Odense. Svendborgbanen standser nemlig i Rudme, og den lille by ligger lige midt mellem de to større byer med en masse uddannelsestilbud. I Rudme ser børnene aktive voksne, der får ting til at ske, og det forplanter sig i de unge. Det virker som om, børn og unge i Rudme har en særlig tro på, at de KAN - at det meste kan lade sig gøre, hvis man arbejder for det!

Byen tiltrækker kreative sjæle, og for eksempel mødes kunstnergruppen Desperate Housewifes og laver kunst sammen, rejser på kunstrejser og udstiller i byens galleri. På byens stadion kan man være aktiv med alt fra fodbold til gymnastik og yoga. Så skønt byen ved første øjekast måske blot ligner en klump huse, der er smidt ved den lange landevej, så summer den af liv og muligheder.

MIN BARNDOM I RUDME

#mitmidtfyn s. 39

Astrid er født og opvokset i byen Rudme og har gået i skole på Rudme Friskole indtil 7. Klasse. Hun er vokset op sammen med sine forældre og tre ældre søskende. Astrid bor nu i København, men har sammen med sin mand besluttet, at de vil flytte tilbage til Rudme. Her fortæller hun om sin barndom i byen:

“En barndom, et skoleliv og et lokalsamfund, der er indbegrebet af ordene tryghed og rummelighed.

Et lokalsamfund, der vil hinanden og fællesskabet. Tryghed ved at alle kender hinanden, ens bedste venner bor lige om hjørnet, skolen er 5 minutter væk, fritidsaktiviteter lige hen af vejen, den lokale pool, tennisbane, et musiksted, og en lokal aftenklub – mere ønsker man sig vist ikke.

En tryg barndom, som jeg nu kan se tilbage på, og kun kan ønske at give videre til min egen datter.

Mine egne forældre har i den grad også engageret sig i det lille samfund. Både i skolen, i spillestedet Foderstoffen, og hvad der ellers måtte røre sig i byen af fester, finurlige ideer og gode tiltag. Det agter min mand og jeg også at gøre. Det er vigtigt for en lille by som Rudme, at nye kræfter kommer til og er med til at styrke byens værdier og det gode grundlag, andre før os har været med til at opbygge. Min storesøster Anne Sofie og hendes mand er ligeledes for nogle år siden flyttet tilbage til byen og er gode forbilleder for, hvordan man kan engagere sig i samfundet.

Min mand og jeg har boet i København i omkring 10 år, og vi har nu fået det ud af byen, som vi kom efter. Vi har nydt at bo i København, som har givet os meget i forhold til vores studieliv, mange gode byture og gode erfaringer i forhold til vores videre arbejdsliv, men efter vi er blevet forældre, bruger vi ikke byen og det, den tilbyder, som vi engang gjorde. To gode uddannelser, en masse gode venner og en god start på voksenlivet tager vi med os fra København.

Min mand og jeg er begge vokset op i hus, og det er dermed svært for os begge at forestille os, at vores datter skulle vokse op i en lille lejlighed. At flytte på landet giver os mulighed for at give hende plads, en have, bedsteforældre om hjørnet, og venner lige nede af vejen. Vores netværk har ligeledes haft stor betydning for, at vi vælger at flytte tilbage. For os er det vigtigt, og flere ting bliver nemmere ved at bo tæt på vores netværk. Derudover er Rudme Friskole et godt samlingspunkt for byen, som giver os mulighed for at tilbyde vores datter en lille tryg og fagligt stærk skole. Efter vores datter er kommet til verden, er det tydeligt for os, hvilke værdier og hvilken barndom vi også gerne vil berige hende med. Og her vender jeg tilbage til de samme ord som tidligere: tryghed, rummelighed, et socialt og hyggeligt lokalsamfund.”

HEDEN - VANTINGE Søren Kristensen er ikke tilflytter. Faktisk er han vel nærmest det modsatte, for han bor på sin slægtsgård i Vantinge, der har været i familiens eje siden 1600tallet. Han har altid vidst, at han ville være landmand, og at han skulle overtage gården, men det har aldrig været en byrde eller føltes som en forventning til ham. Egentlig ville hans far gerne have, at Søren efter afsluttet skolegang gik videre på gymnasiet, men der var en god kammerat fra skolen, som skulle videre på landbrugsskole, og ham ville Søren gerne følges med.

De fulgtes hele vejen og er stadig kammerater i dag.

Bortset fra årene på Dalum Landbrugsskole og et mindre skoleophold i Jylland har Søren ikke boet andre steder end i Faaborg-Midtfyn Kommune. Han har boet forskellige steder her, jovist, men udenfor området kom han ikke. Og i år 2000 købte han så slægtsgården. Om hans børn vil bo der i fremtiden, ved han ikke. Han håber det, men han forventer det ikke. Selv vil han gerne blive boende så længe som muligt.

Søren interesserer sig for historie og for samfundet omkring sig. Sin historiske interesse dyrker han, når han beskæftiger sig med det lokalhistoriske, og han mærker historiens vingesus, når han bevæger sig rundt på den jord, der har været i familien i generationer. “Gad vist, hvad min oldefar ville sige, hvis han dumpede ned her nu? Mon han ville kunne genkende det?” filosoferer Søren. Vi snakker om det fascinerende i at tænke på den udvikling, landbruget har gennemgået i den tid. Ja, faktisk bare fra dengang, Sørens far drev det og til nu.

Interessen for at engagere sig i samfundet har Søren også med sig. Han har været aktiv i og formand for den lokale idrætsforening i 14 år og har været en aktiv del af det rige foreningsliv, der især tidligere kendetegnede Heden og Vantinge. Her er stadig aktivitet, og det er et dejligt sted at bo, fortæller Søren. Men det er ikke på samme måde en “spydspids” i forhold til andre lokalsamfund, som det har været tidligere.

Da Vantinge Skole lukkede i 2010, mistede byen et oplagt samlingssted, men til gengæld bringer det andre samlingssteder mere i spil.

#mitmidtfyn s. 41

Forsamlingshuset spiller for eksempel en central rolle, og her er både fester og fællesspisninger.

Søren er også stolt af den aktivitetsplads, der er blevet etableret, og som rummer plads til både sport, leg og bål. Der bor en masse engagerede mennesker i området, men også stille sjæle, der helst passer sig selv. Der skal være plads til begge dele, mener Søren.

For 30 år siden begyndte man at arrangere fællesspisning i byen, og i år har man fejret dét jubilæum.

De har også holdt nogle fede tyrolerfester og 70’er-fest med stor succes. De er gode til at feste sammen i byen, men hvordan man får folk til at engagere sig i foreningsarbejde i de lidt længere, seje træk, er noget, man tænker over i Vantinge. “Der er nok ingen, der sidder som formand i 14 år længere”, griner Søren, “og det er måske ok. Men der skal være en form for kontinuitet i arbejdet, og hvordan vi tiltrækker folk til det, dét tumler vi lidt med”.

Han er stolt af mange ting ved sit lokalområde, blandt andet at der er et flot erhvervsliv, selvom det er en lille by.

Det lå også til Sørens familie at engagere sig politisk, og der var en tradition for, at der var en fra området repræsenteret i kommunalbestyrelsen, så Søren stillede op i 1997 og blev valgt ind.

Man kan tydeligt mærke engagementet hos Søren, hvad end han taler om sit arbejde som landmand, om sit lokalområde eller sit politiske virke. Nogle gange er det en udfordring at være fuldtidslandmand og fuldblodspolitiker, fornemmer jeg; for eksempel når kommunalbestyrelsen og vejrguderne ikke har fået afstemt forventninger. “I denne uge har jeg ikke så mange møder”, siger Søren, “og så regnede jeg med, at jeg skulle nå en hel masse hjemme på gården. Men så regner det bare hele tiden!” Ellers har Søren delt det lidt op; blandt andet har han en kommunal telefon, som han lader ligge derhjemme, og som han kun tjekker, når han kommer hjem. Det er også der, han kigger sin kommunale mailbox. “Hvis jeg havde det med mig ud i stalden, ville jeg ikke kunne arbejde.

Så skulle jeg hele tiden gå og tjekke, hele tiden være tilgængelig.”

Men han får den indflydelse, han gerne vil have, både i forhold til det nære og i forhold til det større, kommunale perspektiv. “Når man er folkevalgt, har man en forpligtelse til at interessere sig for og sætte sig ind i det, der betyder noget for andre mennesker”, siger Søren; “det handler ikke kun om ens eget lokalområde.”

“Men vi er lægfolk, deltidspolitikere, og det skal folk jo også vide. Så selvom vi bruger meget tid på det, så har vi vores eget ved siden af. Det er nok i virkeligheden en stor styrke, for vi er ikke i en osteklokke.”

Søren oplever ofte, at mennesker han møder, ser ham som “politikeren”, og der er ofte et vejskilt, et hegn osv., man gerne vil drøfte med ham. Det kan være en udfordring ved at være lokalpolitiker, men Søren øver sig på at sige “Skal vi ikke lige tage den en anden dag?”, og så være privatperson men dog altid være bevidst om, hvad han gør og siger. “Din familie og dit arbejde har en prioritet, men politikken er også højt prioriteret. Det er et vilkår, når man går ind i politik, og det skal man være klar til.”

Søren vil gerne opfordre til, at man tager ejerskab og engagerer sig i sit lokalområde. Børnefamilier i dag fungerer anderledes end dengang, Søren havde små børn, og han oplever, at der er færre, der engagerer sig. “Der er måske færre, der er opvokset i foreningslivet og har oplevet, hvad man kan få ud af det. At det er sjovt at tage del i arbejdet og fællesskaberne omkring det lokale. Demokrati starter dér; man kan lære det som barn ved at deltage i foreningsarbejde. Og det er vigtigt!”

BOLTINGGÅRD “Fremtidens Herregård” - det var målet, da man i 2014 skulle genskabe den gamle herregård, og man valgte at satse på at blive det fynske hovedsæde for film. Den regionale filmfond, FilmFyn, har længe arbejdet for at gøre Fyn til et attraktivt sted at producere film, og det er denne vision, Boltinggård bakker op omkring. Ved at skabe både studier, administrationsplads og indkvarteringsmuligheder, skaber herregården med ejer Peter-Vilhelm Rosenstand i spidsen mulighed for at flytte en hel filmproduktion til det midtfynske. I forbindelse med denne branding af herregården lægger han vægt på at inddrage lokalsamfundet så meget som muligt, så der f.eks. bliver brugt lokale producenter og samarbejdspartnere, og der bliver åbnet op for lokalsamfundet til forskellige events.

FilmFyn er et samarbejde mellem ni fynske kommuner, Fionia Fond og TV2, finansieret af kommunerne og Kulturministeriet. Målet er “at støtte og investere i spillefilm, tv-fiktion og kort- og dokumentarfilm med det mål at skabe vækst, udvikling og oplevelser, der bidrager til filmkulturen på Fyn og i Danmark.” Dette skaber både arbejdspladser, lokal omsætning, oplevelser og lokal stolthed.

Boltinggård blev opført i år 1559 af den svenske adelsmand Peder Thott og har gennem tiden spillet en væsentlig rolle for lokalområdet. I 1972 købte den nuværende ejer Peter-Vilhelm Rosenstands familie den smukke gamle herregård, og de har istandsat den og omlagt den til en moderne virksomhed med økologisk landbrug og konference- og kursusvirksomhed.

De sidste to år har Boltinggård afholdt julemarked med stor succes. Her er der udover de gængse julemarkedsoplevelser som stande med kunsthåndværk, julepynt, bolcher, mad mm., også mulighed for at opleve en udstilling med nogle af de kostumer, der har været i aktion på herregården.

#mitmidtfyn s. 43

ÅRSLEV Anne Bejlegård List bor i nummer 63 sammen med sin mand, Morten, og deres to børn. I nummer 82 bor Annes forældre, og det er også her, Anne er født og opvokset. Til fødselsdage og familiemiddage bliver der navnligt snakket om én ting rundt om bordet; nemlig Polymeren, hvor hele familien er engageret.

Polymeren er egentlig en tidligere skosålefabrik, som kommunen overtog i 2015, hvorefter der blev lavet en styregruppe, som skulle hente inspiration til det kulturelle og sociale samlingssted, man drømte om at etablere i Årslev. I første omgang var Anne slet ikke med i projektet. Det var først, da hun så et opslag på Facebook om, at der var nogen, der ville starte funktionel træning op i den gamle højhal, at det vakte hendes interesse. “Den første aften var vi kun fire, men alligevel var det bare så fedt!”, husker Anne. Siden kom der flere og flere til, og der blev lavet et egentligt trænerkorps, som Anne blev en del af. Derigennem kom hun også med i styregruppen som repræsentant for funktionel træning. Og da der skulle etableres en bestyrelse, stillede hun op. I første omgang som suppleant. Nu sidder hun som formand.

Annes far er ham, der hver morgen låser op til Polymeren og tjekker, at alt er, som det skal være.

Annes mor er foruden at være træner også med i bestyrelsen. Så hendes forældre ser hun hver dag - og det nyder hun. Hendes mand, Morten, hjælper til og tager billeder. Parrets søn bruger skaterbanen, hvor Anne oplever, at de store hjælper og passer på de små. Og deres datter kører ofte derhen efter skole for at spille bold.

De cirka 100 børn og unge, der bruger skaterhallen, betaler ikke kontingent i år, fortæller Anne, da den er blevet renoveret, og der har været en periode, hvor de ikke har kunnet bruge den. Ud over skaterne er der omkring 400 medlemmer, og heraf er 60-75 frivilligt engagerede med faste tjanser.

#mitmidtfyn s. 45

“Det er nemt at være formand her”, siger Anne. “Her er så mange frivillige, der selv tager initiativ og arbejder, uden at man skal bede dem om det. Og folk sætter så meget pris på det arbejde, vi gør i bestyrelsen. Her er en stærk fællesskabsfølelse, så hvis man ikke lige har været her i et par dage, trækker det i én for at komme herhen igen. Og det er jo især menneskene her; det fællesskab, vi har.”

Generelt synes Anne, at Årslev er kendetegnet ved at være præget af medmenneskelighed og næstekærlighed - det er nemt at skabe relationer, man bakker hinanden op og ser ikke skævt til hinanden. Når noget lykkes for andre, bliver man stolt på deres vegne!

At Årslev er “fremtidens forstad” kan Anne mærke på flere måder. Generelt ser hun, at der bliver satset på byen på flere områder, og det er rigtig positivt. Byen vokser, og når det nye OUH kommer til at ligge “næsten i baghaven”, vokser Årslev nærmest sammen med Odense. Anne arbejder til daglig som afdelingssygeplejerske på kræftafdelingen på OUH, og der er flere af hendes kolleger, der begynder at købe huse i Årslev for at være tættere på det nye supersygehus.

Selv henter Anne ny energi og overskud til sit arbejdsliv på Polymeren. Træningen og sammenholdet dér giver hende rigtig meget. Ud over at undervise i funktionel træning har hun også et hold, der hedder “Sund i Årslev”. Her er der fokus på livsstilsændringer ved kostomlægning og træning.

Derudover kan man i Polymeren spille hockey, volley, fodbold og basket. Om mandagen er der streetdance, som to megaseje piger fra 9. klasse har startet op, og snart vil man også kunne gå til yoga. I kælderen kører RC Trucks med fjernstyrede lastbiler. Og derudover er der mange forskelligartede arrangementer på stedet, lige fra Kulturdag for byens foreninger og institutioner, til Game of Thrones arrangement og modeshow. Alle medlemmer kan byde ind med ideer og initiativer, og så bakker bestyrelsen som udgangspunkt op. Grundholdningen er, at stedet skal kunne løbe rundt, og at man ved hjælp af medlemskontingenter skal kunne betale huslejen til kommunen. Heldigvis er nogle af de frivillige gode til at skrive fondsansøgninger, så der også er til arrangementer og “lidt sjov”. Men alle er frivillige og byder ind med det, de kan; hvad end det er at lave kaffe, stå for træning eller give den en skalle, når der er rengøringsdag. Anne slutter af: “Jeg tror simpelthen ikke, at dét, der foregår her, kunne ske i en stor by! Det kræver, at man ved, hvem hinanden er og bakker hinanden op.”

#mitmidtfyn s. 47

TINGCENTRALEN Bæredygtighed og kreativitet. Det er de to ben, Tingcentralen i Årslev står på. Her handler det om at give ting et ekstra liv og om at lære at se muligheder i de ting, vi ellers ser som affald.

Katja Skovgaard Marcussen havde egentlig tænkt sig, at Tingcentralen skulle ligge i Svendborg, hvor hun bor med sin familie, men det var Faaborg Midtfyn Kommune, der kunne se potentialet i idéen, og som gav hende muligheden for at starte op med et pilotprojekt i samarbejde med Polymeren i Årslev.

Katja er et kreativt menneske. Hun er uddannet grafisk designer og har både arbejdet som selvstændig og som projektleder på digitale udviklingsprojekter. På Tingcentralen får hun hænderne i materialerne, for det er primært hende, der henter restprodukter rundt omkring på lokale virksomheder. Hun ser ikke bare “småt brændbart”, men materialer til kreativ udfoldelse i de materialer, hun samler op. Og Tingcentralen udfylder i kraft af sin primære funktion som lagerplads for institutioner en væsentligt rolle, mener Katja: “De kommunale skoler er ofte pressede på økonomi og ressourcer.

For dem er det en hjælp at kunne hente materialer her.

Det åbner også op for nogle nye tilgange til fagene, for eksempel til matematik. Og så lærer det børnene om bæredygtighed, uden at man skal være formanende.

Det bevidstgør dem om “brug og smid væk” kulturen, og børnene kan genkende nogle af de ting, man smider ud derhjemme. Det skaber små, men vigtige ændringer.”

Ud over at være materialelager, som institutioner for et lille beløb pr. barn kan benytte sig af, fungerer Tingcentralen også som kreativt værksted. Her kan man dumpe ind i et frirum af kreativitet, hvor hylderne bugner af ting, der venter på at få nyt liv.

Katja får hjælp af nogle frivillige, som dels er kreative mennesker, men også handy pensionister, der kan hjælpe med at fikse og reparere. De mødes ofte og byder ind med idéer, undervisning m.m., og laver kreative ting, der kan sælges for at samle ind til stedet. Og de er en kæmpe hjælp i dagligdagen, for alle de mange ting skal sorteres og ordnes.

Katja ser Tingcentralen som bindeled mellem tre aktører; institutioner, virksomheder og kommune. Hun drømmer om at bruge synergien mellem disse tre endnu mere og f.eks. lave workshops for både virksomheder og skoler. I hendes optik er Tingcentralen et videncenter, dels for bæredygtighed, men også for, hvordan man kan bruge hinanden optimalt - hele tiden med bæredygtigheden som omdrejningspunkt; hvad er det, vi giver videre til vores børn?

Og når restprodukter fra en virksomhed på Fyn kan blive til samskabelse og skærpet bevidsthed om bæredygtighed, så går tingene op i dén højere enhed, der får Katja og de frivillige til at knokle videre. Med skotøjsæsker, mystiske dimser og mærkelige dutter, som alle venter på at få et nyt liv i en kreativ proces.

#mitmidtfyn s. 49

TAK TIL Alle medvirkende - tak for jeres historier!

Lokalsamfundene Tryk - Mark & Storm Hanne Raunsmed Maj-Britt Andersen Bjergager Byforum

FOTOCREDIT Stina Thaisen Lise Korsgård Ørtved Nicoline Rosenstand Peter Kirkegaard Hans Henrik Pedersen Tingcentralen Katja Skovgaard Marcussen Jesper Larsen Morten Bejlegård List Lissi Agermose Uuttera Tine Lorentzen Lise Kaltoft

TEKST Rikke Dyrgård Astrid Rasmussen Lise Kaltoft

LAYOUT Tine Lorentzen Lise Kaltoft Kan du ikke få nok af midtfyn? Så følg med på

Instagram @mitmidtfyn og www.mitmidtfyn.dk

Magasinet er udarbejdet af Bymæglerne i Ringe og formålet er at samle hele Midtfyn.

1. oplæg er trykt i 1000 stk. ( juli 2019).