1 minute read
Hilsen fra sognepræsten
Her i præstegården fylder foråret os, og alting springer ud i præstegårdshaven, som vi nyder, badet i majmånedens gavmilde solskin.
Årets konfirmandhold sendes i løbet af maj ud i verden, og en sommer uden konfirmander venter, før næste hold begynder i efteråret.
Det er hvert år vemodigt at sende konfirmanderne afsted, men man kan heller ikke lade være med at blive revet med af glæden på deres vegne. Det er ligesom konfirmationerne hvert år indleder sommerens lyse tid, som jeg ikke kun forbinder med solskin og lyse nætter, men også med glæde.
Sommeren har sin egen stemning af lethed, og det føler man helt ind i kirken, hvor også sommerens salmer er lyse, lette og glædelige. Sommeren er sanselig. Vi forbinder den med varmt sand mellem tæerne, duften af grillkul og naturen, som står i fuldt flor. Det udtryk ker vi også gerne i salmerne, som er sanselige og fulde af taknemmelighed for naturen og alle dens gaver.
Sommeren er en tid til taknemmelighed. Til at lade sit hjerte fyldes, af hvor godt man egentlig har det – det kan man komme og gøre i pastoratets kirker, som har mindst én gudstjeneste hver eneste søndag sommeren igennem. Og kan vi ikke komme til kirken, kan vi naturligvis også finde taknemmeligheden over naturen, mens vi er i den. Vi kan finde den i selskab med vores venner, og familie, og selv i en pakket bil på vej mod nye eventyr. Taknemmeligheden kan vi finde alle steder. Og i denne tid hjælper naturen os godt på vej! Med ønsket om en vidunderlig sommer til jer alle sammen.
Kærlig Hilsen
Jeres sognepræst Anasia Sjøstedt-Elnef