1 minute read

Arrangement i Herrested

Den 24. juni er det Sankt Hans. I år er det en fredag , så vi vil fejre det med helstegt pattegris, hvis vi kan få fat i en, med salat. Der er fællesspisning foran Brugsen klokken

18.30 og derefter går vi op til bålet, der er bagved kirken og tænder det klokken 20.30. Ved bålet giver Herrested Menighedsråd lidt at drikke, og vi synger sammen. Alle er velkomne. Der vil blive oplyst om pris senere.

Hilsen fra Herrested/Måre landsbyråd og kirke

Refsvindinge Forsamlingshus

Sommeren er lige om hjørnet, en årstid, som vi alle har set frem til. Dejlige lyse og varme aftener, hvor det er muligt at samle energi til årets andre årstider. Foråret er en smuk tid, træerne er sprunget ud og står i fuldt flor, og har vist os, selv i en lidt mørk tid med uro i verdenssamfundet, at der trods alt er smukke og positive oplevelser i naturen. Refsvindinge Forsamlingshus er i skrivende stund klar til en skøn aften med rejsning af Majstangen.

En aften, hvor vi så frem til en sommer med gode varme oplevelser. Der var tilmeldt rigtig mange mennesker, og vejrudsigten var god, så alle forventninger om en festlig aften blev indfriet. Aftenens menu bestod traditionelt af helstegt pattegris m/tilbehør. Der var genhør med Therese Andreasen og Hans Henriksen fra Ullerslev. De underholdt gæsterne ved kirkens menighedsmøde i april. Om vi hørte nattergalen på dens officielle aften, ja, håbet var der da.

Loppemarked

Traditionen tro deltager Refsvindinge Forsamlingshus på Ørbæk Marked med et ”udvidet” loppemarked. Vi bruger weekenden til dels at samle penge ind til huset, men også til at mødes med en masse mennesker, og gøre lidt reklame for ”huset”. Vi ser frem til at møde jer på pladsen. Arrangementet finder sted fra den 14. – 16. juli. Vi holder til i gade nr. 13.

Nedtagning af Majstang

Selv om der er rigtig længe til bliver det naturligvis også tiden, hvor majstangen igen skal tages ned. Selvom det varsler, at en forhåbentlig god sommer går på held, så er det naturens gang. Nedtagningen finder sted fredag, den 25. august, hvor vi naturligvis i flot sensommervejr tager afsked med sommeren. Aftenen byder på et let måltid og lidt fællessang. Nærmere herom senere.

Rigtig god sommer.

This article is from: