Med Olfert i Golfen af Ejgil Bank Olesen

EJGIL BANK OLESEN Med OLFERT i Golfen

HOLMENS PROVST OG ORLOGSPROVST EMERITUS TIL SØS

Tak til Nyborg Marineforening som har bedt mig om et indlæg om ”Orlogspræstens forventninger, overvejelser og oplevelser”, til publikationen om Olfert Fischers mission FARAWAY i Den Persiske Golf 1990-91.

Tak også fordi det giver mig mulighed for at takke Danmarks Marineforening og alle de lokale foreninger for deres aldrig svigtende støtte til os i sejlende tjeneste. Jeres opbakning er meget værdifuld, også den der blev os til del ombord i OLFI 90-91 i Golfen. Tilfældigt eller et sammentræf, men i disse dage hvor dette indlæg skrives, er jeg netop efter næsten 36 år som præst i Holmens Kirke, orlogspræst, Holmens provst og orlogsprovst efter eget ønske gået på pension.

Jeg har, om jeg så må sige, lagt uniformen. Og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forudset, hvor ondt det ville gøre. Men i øjeblikket drømmer jeg meget om min tid i Søværnet og de mange sejladser, jeg har fået mulighed for at deltage i, jeg diskuterer uniformer, scenarier ombord osv. osv..

Orlogsprovst emeritus Ejgil Bank Olesen

I nat fik den gamle sorte hue, som vi ikke bruger længere, da der nu er hvidt hueovertræk hele året, en central placering i min drøm. Jeg har fra den allerførste dag i Søværnet altid været stolt og glad for at bære ”vores” uniform, ikke mindst A3, jakkeuniformen, som jeg befinder mig godt i, og som enhver uanset hvad, ser meget velklædt ud i.

Som nyudklækket, uerfaren og teologisk kandidat i en alder af 30 år, blev jeg i september 1985 ansat som præst i Holmens Kirke og som orlogspræst i Søværnet med særlig forpligtelse overfor Søværnets Eksercerskole, senere Søværnets Grundskole i Auderød og med forpligtelse til sejlads med Søværnets skibe. Jeg kendte ikke noget til Søværnet, jeg havde i 197374 aftjent min værnepligt ved Hærens Lægekorps, så jeg var ”grøn”, ligesom min vestjyske familie havde været ”grøn” og aftjent værnepligt i Hæren i generationer.

Men med flere ugentlige tjenestedage i Auderød og hyppige sejladser med Flådens skibe, kom jeg hurtigt efter det, og jeg undergik en farveændring og blev mørkeblå og lærte også den særlige friske jargon ombord i Søværnets skibe og på Søværnets tjenestesteder at kende. Jeg erfarede meget tidligt, at tonen i Søværnet bærer meget præg af, at der i Søværnets skibe ikke er stor afstand mellem chefen og yngste mand, mellem skibets ledelse og det menige personel, fordi alle på hver deres post er helt nødvendige for skibets funktion og rolle, ikke mindst i en skarp situation. Og det at man lever så tæt sammen ombord, som vi eksempelvis gjorde i korvetterne af NIJU-klassen betød, at man mødte hinanden adskillige gange i døgnets 24 timer, man arbejdede sammen, spiste sammen, delte lukaf med hinanden og var sammen i fritiden også, når vi var havn. Jeg mener ovenikøbet, men det er måske erindringsforskydning, at vi i perioder i Golfen tørnede om køjerne, da der var mere mandskab ombord, end der var køjer!? Den hierakiske pyramide er meget flad i Søværnets skibe, og det sætter sit præg på omgangsform og tone, og det har jeg altid befundet mig godt med.

Det er også tilfældigt at mit indlæg skrives i 50 året for etablering af værnspræstetjenesten 1.marts 1971-1.marts 2021, en gejstlig ordning, som er reguleret af bestemmelser mellem Forsvarsministeriet og Kirkeministeriet og som lever op til og er reguleret i overensstemmelse med Danmarks medlemskab af NATO. Bestemmelserne er i min tid som orlogsprovst sammen med mine værnsprovstekollegaer, blevet nyforhandlet og væsentligt opdateret, så de på alle måder lever op til nutidige udsendelsesforhold også hvad angår aflønning og vikardækning, en regulering som både er til gavn for forsvaret og folkekirken og ikke mindst for værnspræsterne. Jeg er meget stolt af mit fingeraftryk i de mange forhandlinger. De har alle været præget af mit mangeårige og nære kendskab til Søværnet og mine mange udsendelser ikke mindst til Golfen i 90-91 og Adriaterhavet i SHARP GUARD i 92-95. Men hvad der ikke er tilfældigt, er at disse linjer skrives i 30 året for operation FARAWAY, fordi Nyborg Marineforening har besluttet at udgive en publikation om OLFI i Golfen, ikke mindst fordi Charlotte og Poul, mine gode gamle skibskammerater fra Golfen, er medlem i Nyborg Marineforening.

Der spørges om mine forventninger, overvejelser og oplevelser, og jeg kunne tilføje opgaver. Det er jo rigtig gode spørgsmål, og så er det at man begynder at blive flakkende i blikket, samtidig med at man forsøger at hage sig fast i et eller andet, der vil kunne ligne et svar.

Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg havde af forventninger for 30 år siden. Jeg var familiefar med udearbejdende hustru, to små drenge, hund og et dejligt hus i Nyboder. Og da begge familiens voksne var præster, bar dagens og ugens rytme meget præg af det forhold, at der stort set i alle ugens dage ikke var nogen fast arbejdstid, men at der var masser af opgaver og aftaler og når jeg som den ene af familiens voksne ofte var på sejlads i længere tid ad gangen, så var der ikke tid til klynk og navlepilleri. Og jeg tror i øvrigt ikke vores liv i Sct. Paulsgade adskilte sig fra livet hos andre unge familier i Nyboder og Søværnet dengang.

Da Golfkrigen begyndte og Danmark under eget flag deltog i operationen FARAWAY, var min hustru og jeg enige om, at jeg skulle tage min tørn, selvom Solveig stadig var syg efter vores sidste søns fødsel. Så det var en hård tid ikke mindst for hende. Men vi var enige om, at det at være præst i Holmens Kirke og Søværnet forpligtede, også selvom det ikke var belejligt. Jeg tror nok, vi i dag glemmer, at det dengang i 90érne var en ny tid.

Den kolde krig var forbi og Berlinmuren var faldet og de kendte strukturer og alliancer var under forandring. Vi havde i mands minde ikke oplevet noget lignende. Og hvis man kan tale om, at jeg havde nogle forventninger, da jeg skulle med PETOs-besætning i OLFI til Golfen, så skulle det da være at være skibets præst i allerbredeste forstand.

Afdøde admiral H.Garde blev engang spurgt af os orlogspræster om, hvilke forventninger han havde til værnspræsterne. Hertil svarede han: ”At de er tilstede, fordi intet menneskeligt er dem fremmed.” Jeg synes, det er flotte ord, som til fulde dækker mine forventninger til tjenesten dengang i Golfen og også i dag og til alle tider.

Vi orlogspræster kommer ikke ombord med en særlig maritimuddannelse, der er rettet mod sejlads med Søværnets skibe, bortset fra at vi selvfølgelig, inden vi når så langt, har lært at tage vare på egen sikkerhed og i øvrigt at begå os korrekt.

Juleaften 1990 - Orlogspræst Ejgil B. Olesen

Julegudstjeneste på agterdækket i Oman

Men som præster kommer vi med en stor ballast som sjælesørger, med menneske- og psykologiske kundskaber som er af værdi ikke mindst i grænseoverskridende situationer. Admiralens ord om at vi er tilstede, er imidlertid også et flot udtryk for den store frihed og tillid vi præster til alle tider nyder i Søværnets tjeneste, det er virkelig ”Frihed under ansvar”. For i de forskellige bestemmelser og kundgørelser er der nemlig ikke megen hjælp at hente, når spørgsmålet om orlogspræstens opgaver stilles.

Det der kommer tættest på er ”Skibschefens midlertidige instruks”, hvor der står, at chefen i samråd med orlogspræsten med hensyn til den kirkelige betjening fastsætter dennes tjeneste.

Chefen fastsætter endvidere orlogspræstens tjeneste i forbindelse med besætningens velfærd og beskæftigelse i fritiden, eventuelt i samråd med Søværnets socialgivere og velfærdsofficeren. Under iagttagelse af den tavshedspligt der gælder for folkekirkens præster, påhviler det orlogspræsten at orientere skibsledelsen om vanskelige forhold, som måtte gøre sig gældende blandt besætningen. Denne vejledning er altså ikke dækkende, men vejledende og som sådan en god ledetråd at følge. Og for os præster gælder det så i øvrigt, at det er troen på den opstandne Herre og Frelser, vores egen samvittighed og det af os afgivne løfte ved vores præsteordination, der sætter dagsordenen. Så efter mange års tjeneste er jeg helt enige i admiralens ord om ”at det vi er tilstede”, fortsat er den mest dækkende beskrivelse af vores opgave, og det gælder i øvrigt hvad enten vi er ”Ordets forkyndere” i Søværnet eller i et af de øvrige værn, eller vi er præst i ”Nøddebo Præstegård”. Hvis man vil have korte svar, skal man aldrig spørge en præst. Vi præster bruger mange ord, sådan som jeg allerede har udsat Jer, I mine læsere, for det. Men når vi taler opgaver, så er præstens, også orlogspræstens, egentlige arbejdsgivere de mennesker, der har brug for en præst. Og det vil sige, at vi om præstens arbejdsfelt kan bruge et moderne udtryk: det uendelige arbejde og så er det altså vanskeligt med få ord at beskrive, hvad orlogspræstens opgave er. Også i OLFI i Golfen.

Men opgaven er først og fremmest ”at være tilstede”, dvs. at tage hånd om dem der har brug for en præst, at hjælpe Søværnets personel og deres familier menneskeligt og kristeligt. Og at være tilstede og hvad den enkelte præst lægger i opgaven er selvfølgelig forskellig fra præst til præst, det har også noget med teologisk observans at gøre.

Men Søværnets præster har nu aldrig været de ringeste præster i Folkekirken, og jeg kan med glæde forlade orlogsprovstetjenesten i Søværnet med vished om, at orlogspræsterne de næste 10-15 år til fulde vil leve op til den standard, jeg har sat for niveau og uddannelse. Men når gudstjenesterne er forberedt og afviklet, og der er afholdt samtaler, så er der også på de lange togter tid til oplysningsvirksomhed, nyhedsbreve (som jeg satte i system i OLFI i Golfen, og som er et sjovt historisk materiale fra vores dagligdag dengang i øvrigt), velfærd, underholdning, arrangere ture, udlåne bøger og film, lave bingo-banko osv… Som bekendt er der mange indgange ind til Guds rige! Jeg vil hævde, at sejladsen med OLFI i 90-91 har været én af mine menneskelige og arbejdsmæssige største oplevelser i mine små 36 års ansættelse. At være sammen med så mange dygtige, veluddannede, dedikerede mennesker i alderen fra 18 til 45 så længe og så tæt var fantastisk. Det har imponeret mig, så meget besætningens medlemmer har udrettet sidenhen i mange forskellige erhverv og karrierer. En del blev i Søværnet, men nogle fandt også andre veje. Vi taler altid om worstcase-besætning og bestcase-besætning.

Det var morsomt at lave sådanne en besætning ikke mindst worstcasebesætning. Men PETO-besætning i OLFI december 1990 til april 1991 var udpræget en bestcasebesætning, jeg vil gerne, om nødvendigt, i krig med den igen. Hvad jeg derimod ikke vil mere, det er at spille brætspillet der hedder KRIG.

Vi spillede det meget ofte ombord i OLFI i Golfen. Og jeg måtte altid love skibets besætning, at når jeg spillede med vores gode chef kommandørkaptajn Thor B.Nielsen, så måtte jeg tabe, for ellers var Thor ikke mild og god. Det gik, og jeg var god til at tabe, jeg er ikke strateg jeg er teolog.

I DET 6.NYHEDSBREV FRA OLFI I GOLFEN DEN 9.FEB. 1991 SKREV VI:

Til stadighed får vi underretninger om, hvor bekymrede I er derhjemme. Der er heldigvis forsat ikke nogen grund til at nære bekymringer for os ombord i OLFI.

Der er dem, der har ment at vore nyhedsbreve er ”olierede”, forstået således, at de skulle give et forskønnet billede af vores situation. Det er ikke rigtigt. I må have tillid til vore meldinger. Vi forsøger ikke at stikke noget under stolen.

Vore nyhedsbreve er fyldestgørende, for hvad vi føler og tænker. Vel er Golfkrigen uforudsigelig, men hverdagslivet må gå videre for jer såvel som for os i OLFI.

Det er ikke fordi vi er overfladiske, at vi har valgt at tage den internationale ”galskabssituation” på denne måde.

Men vi skal alle overleve denne nye og ganske uventede udfordring, som Golfkrigen er. Og vi skulle gerne slippe igennem; mange erfaringer rigere, som Søværnet forhåbentlig kan drage nytte af mange år frem i tiden.