Ringsted Krisecenter

Oplag: 250

Tryk: Mark & Storm Grafisk A/S 5750 Ringe Tlf.: 62 62 22 77

Email: ringe@mark.storm.dk

MarianneLay-out:Berthing

Fotos: Fotograf Anne-Mette Kelter Skovsgaard, Kelter Photography

ISBN: 978-87-87769-62-4

Ringsted Krisecenter

”The most painful thing is losing yourself in the process of loving someone too much, and forgetting that you are special too”. Ernest Hemmingway

Indholdsfortegnelse

Forord 9

Hvorfor tillader vi stadig, at vold er et tabu? 10

”Kvinder, bryd ikke sammen, bryd ud!”

”Vi lukker ikke, vi udvider” 18

Tidslinje for Ringsted Krisecenter 26

”Mit hus, mine regler” 32

”Kroppen husker det jo” 38

”Han kunne slet ikke magte, at han gik ned” 46

Den svære samtale 51

Krisecentret er ikke enden, men begyndelsen 55

”I’m outta love” 60

Et hus med hjerterum 66

Kampgejst 74

Hvad har Ringsted Krisecenter betydet for mig 78

Forord

Af Kirsten ForstanderHejnfelt,Ringsted Krisecenter

40 år

At arbejde for en god hjælp til kvinder og børn udsat for mænds vold

At fejre et paradoks

At fejre så mange kvinders gode kræfter, intentioner, fællesskab, hjælpsomhed, ønsker om en ligestillet verden fri for vold

At tænke på alle de kvinder og børn, der har søgt hjælp og beskyttelse mod vold og overgreb fra part ner, far eller nær familie.

At få lov til at se tilbage og mindes

At vide, at der er mere der skal nås og at se på, at volden ikke stopper

At opdage, at der er så mange stærke kvinder, der vil beskytte deres børn

At være ydmyg over for krisecentrets rødder – kvindebevægelsen

At se den globale udfordring

At harmes over uretfærdighed

At glædes over små skridt, små sejre og nye begyndelser

At være taknemmelig over at være en del af alt dette

God læselyst!

Hvorfor tillader vi stadig, at vold er et tabu?

Partnervold er den mest udbredte form for vold i Danmark. Statens Institut for Folkesund hed vurderer, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd hvert år bliver udsat for fysisk vold af deres partner. Dertil kommer den psykiske, økonomiske, materielle, seksuelle og digitale vold. Yderligere vurderer de, at op mod hvert 6. barn lever med vold i familien. Alle eksperter er enige om, at vold i familien og parforholdet er langt mere udbredt, end statistikkerne viser. En forklaring på, hvorfor volden er så tabubelagt, er måske, at ofrene ikke fortæller om den. Når vold og kærlighed blandes sammen, medfører det hos mange følelser af skyld og skam, og der melder sig spørgsmål som: Hvordan kan jeg el ske en person, der behandler mig på den måde? Hvorfor har jeg bragt børn ind i dette forhold? Og hvad tænker andre mon?

Men hvorfor er det så svært at tale om? Og hvad skal der til for bryde tabuet og statistik kerne? På Danmarks Forsorgsmuseum har vi sammen med Ringsted Krisecenter samarbej det om projektet ”Kvinder og børn på flugt fra vold” for at sætte fokus på problemerne med vold i hjemmet og hylde de stærke kræfter, der hver dag gør en forskel for ofrene. Projektet består af denne udgivelse samt en udstilling,

en række film og et undervisningsmateriale til socialrådgiverstuderende, der skal klæde de kommende socialrådgivere på til mødet med fordomme, holdninger, følelser, muligheder og begrænsninger, når det kommer til vold i hjemmet.

Med projektet ønsker vi, med ord lånt fra Georg Brandes, ”at sætte problemerne under de bat”. Vi ønsker at starte en etisk, demokratisk, konfronterende og socialt forpligtende debat omkring partnervold, dens konsekvenser og mulige løsninger. Vi ønsker at give et personligt og inkluderende indblik i survivorkvindernes historier, men først og fremmest ønsker vi at være med til at aftabuisere emnet partnervold både historisk og i vores samtid.

Projektet ”Kvinder og børn på flugt fra vold” er blevet til i anledning af Ringsted Krisecenters 40-års jubilæum i 2018, og derfor er denne udgivelse også at betragte som et jubilæums- og hyldestskrift til de kvinder, der siden 1978 har kæmpet for at give voldsramte kvinder en bedre hverdag fri for vold og kontrol. Tak til jer for jeres modige og banebrydende indsats gennem 40 år.

Danmarks Forsorgsmuseum

Byens mørke gader, et sted hvor jeg vader, fordi min verden er slået i smadder, ænser ingenting ikke vejr eller vind, du har gjort det igen, hvor skal jeg nu gå hen, har ingen ven, de tænker jeg er dum, fordi jeg er stum, mener det er min fejl, fordi jeg ikke går min vej, når du mishandlede mig, er så træt kan ikke tænke klart, for tit har vi det rart, så jeg er ikke parat til at forlade dig, jeg vil nu gå hjem, i morgen har du nok alt glemt, så er du igen min ven, som ikke er så slem, for lige nu er du min eneste havn.Tidligere

beboer på Ringsted Krisecenter

I 1970’erne var engagementet i kvindebevægel sen rundt omkring i det danske land på sit højeste. Slutningen af 70’erne og første halvdel af 80’erne var samtidig storhedstid for etableringen af kvindehuse foranlediget af bevægelsen. Allerede fra begyndelsen havde bevægelsen bekæmpelse af vold mod kvinder som sit fokus og skabte med deres ildsjæle og aktiviteter et særligt kvindefællesskab.

Men møderne blev en belastning for de forskel lige hjem, hvor kvinderne mødtes på skift. Derfor gik en af kvindegrupperne i efteråret 1977

I Ringsted i august 1975 blev der skabt en kvin degruppe bestående af 12 initiativrige og visionære kvinder mellem 16 og 38 år med vidt forskellige baggrunde – forbundet af ønsket om en samhørighed med andre kvinder. Det blev star ten på Kvindebevægelsen i Ringsted. Hanne Lise Strand, som var en del af bevægel sen, fortæller, at ”jeg oplevede meget tidligt, at der automatisk bredte sig en eller anden solidaritetsfølelse”. Efterhånden dannedes der flere kvindegrupper, som alle gik op i forskellige emner, men med tiden blev de mere politiske. Nogle kæmpede for fri abort, mens andre ville opnå flere vuggestuepladser eller ligestilling mellem Kvindernekønnene.havdeikke noget særligt tilhørssted, så de første to år mødtes de forskellige steder i Ringsted. Ella Sohrbeck var også med i Kvinde bevægelsen i Ringsted. Hun forklarer, at i takt med den stadig større interesse for bevægelsen ”var der nogle, der gerne ville have et kvinde hus, vi kunne mødes i, for vi var temmelig man ge, og vi mødtes privat”. Også Malene Elrond kom med i en gruppe med 4-5 andre kvinder. Hun fortæller, at ”det var sådan noget med at starte med at køre rundt til hinanden. Så var vi så sammen fælles en gang imellem i den store gruppe, som jo var den, der sådan pressede lidt på, at der var brug for et kvindehus”.

”Kvinder, bryd ikke sammen, bryd ud!”

”Det var en bevidsthedsudvidelse ligesom ringe i vandet”. Hanne Lise Strand om Kvindebevægelsen.

”Der, hvor man var, da var også mulighed for at komme med i kvindegrupper”. Malene Elrond om Kvindebevægelsen.

i gang med arbejdet for at opnå et fælles samlingssted, så gruppemøder, kvinderådgivning og et fristed for kvinder i krise, kunne etableres. I løbet af 1978 udviklede den oprindelige kvinde gruppe sig til 11 basisgrupper bestående af 88 medlemmer tilsammen, og stadig flere kvinder meldte sig under fanerne, så der var hårdt brug for et fast mødested.

Slagordet for tiden var ”Kvinder, bryd ikke sam men, bryd ud! ”, hvilket hentydede til kampen for kvindefrigørelse. I længere tid kæmpede Kvindebevægelsen med lokalpolitikerne i Ring sted om at få tildelt et kvindehus til deres akti viteter. Birgitte Mønsted var særlig involveret i proceduren med at overtale Ringsted kom mune til etableringen af Kvindehuset til bevægelsen. Hun fortæller om tiden dengang, at ”det var sådan et Kvindegruppengræsrods-excitement”.varinteresseretien gammel skolebygning på Sorøvej 22 i Ringsted. De blev gjort opmærksomme på huset af en ansat i kommunen, da den tidligere arbejdsformidling, som havde holdt til på adressen, skulle flytte. Så kvinderne lagde ’billet ind’ på at leje lokalerne. I første omgang afviste kommunen at leje ud til dem. I februar 1978 lykkedes det dog endelig, og kvinderne fik efter flere måneders kamp til bud om at leje et par små lokaler i den tidligere Torpet Skole.

Tilbage i ’78 bestod lokalerne i Kvindehuset blot af 2 rum, da det var et halvt hus med aku punkturklinik i den anden halvdel. Man kom ind i huset igennem en lille bagindgang, hvorfra man trådte ind i et større fællesrum, der funge -

Den fælles istandsættelse af Kvindehuset i 1978.

rede som det centrale rum. Fra fællesrummet var der nærmest en skabsdør, som førte ind til et lille bitte kammer, hvor kvinderne indrettede køkken, selvom der hverken var afløb eller vand. Men ifølge Birgitte var det ”fuldkommen lige meget, vi kunne jo lave kaffe og hente van det fra håndvasken på toilettet. Det gjorde ikke så meget. Vi var høje over, at vi havde fået vo res eget hus”.

Inden Kvindebevægelsen for alvor kunne gøre brug af rummene, trængte de dog til en gene rel istandsættelse og kærlig hånd. I fællesskab fik kvindegrupperne sat huset i stand med gen brugsmøbler, maling og hjemmesyede gardiner. Ella fortæller, at kvinderne ”var gode til at ar bejde sammen. Nogle syede bannere, og andre syede gardiner. Alle havde en eller anden god idé om det”. Malene husker også, hvordan ”alle var med til det, de kunne være med til”. Hun deltog selv i arbejdet og syede nogle dansende kvinder i patchwork, hvilket var meget moder ne på det tidspunkt. Ved egen kraft transforme rede kvinderne stedet med få midler og gjorde huset til deres eget.

Kvindehuset i Ringsted blev officielt indviet på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts 1978, og fundamentet til det, som i dag er Dan marks ældste krisecenter, blev lagt. ”Det var meget interimistisk, men der kom hurtig gang i huset. Det rygtedes hurtigt”, beretter Ella om

den første tid. Birgitte fortæller om stemningen i huset, at ”der var faktisk megen entusiasme, og vi fik lavet, bevilliget og vedtaget noget, som bare var vores. Selvom det var småt og primi tivt, det var fuldkommen lige meget”. Hanne Tolstrup, som deltog i 2-3 møder efter Kvinde husets åbning, husker stemningen i huset som meget aktivistisk og kvindepolitisk.

I Kvindehuset afholdtes der månedlige fællesmøder, som skabte struktur og organisering, og Kvindedagbogen blev brugt til referat. Helt be vidst arbejdede Kvindebevægelsen i Ringsted ud fra en flad struktur som organisationsform, hvor alle skulle være med og have lige meget indflydelse. Det betød intet traditionelt hierarki med en leder, men at kvinderne i fællesskab alle var beslutningstagere. Ifølge Malene skulle alle kvinder deltage aktivt i møderne og ”byde ind med din egen stemme og sige noget og gøre noget”. Man kunne ikke bare være passiv, men ”Det var en ny orientering med fokus på kvin ders liv og på ligestilling. Det var i hvert fald nyt selvfølgelig på den tid. Det var det vel for alle, og det var også nyt for mig. Så det var sådan stemningen, der var blandt de kvinder, når man kom dér. Det var nyt og anderledes”.

Hanne Tolstrup om Kvindehuset.

Kvindehusdagbogen til mødereferater og meddelelser.

skulle ”være en del af noget” til de forskellige arrangementer. Birgitte fortæller om møderne, at der var en atmosfære af både idealisme og solidaritet med ”meget gå-på-mod og sam menhold og lyst til at udnytte de muligheder, vi Efterhavde”.åbningen

af Kvindehuset blev der dannet flere emnegrupper, som tog sig af hvert sit om

råde relateret til huset, bl.a. økonomi, kultur, PR og bogcafé. Kvindehuset blev i slutningen af 70’erne anvendt til flere forskellige aktiviteter udover gruppemøderne, såsom legestue, filmarrangementer, foredrag, tøjbytning og musikaf tener. Ligeledes blev det månedlige ”Q-blad” i Ringsted etableret af Kvindebevægelsen i for året 1979 med information om fællesmøder, arrangementer og interne meddelelser.

Der var fra start fokus på, at kvindehuset skulle være et fristed for kvinder i krise. Der blev annonceret, bragt sengetøj til huset og telefonen blev omstillet til kvindernes egne private fast nettelefoner, så de kriseramte kvinder kunne tage kontakt uden for åbningstid. Mona Sivert sen husker fra sin tid i huset, at ”vi vidste jo godt, at det ligesom lå i luften, at hvis der var nogen, som fik tæv derhjemme, så kunne man altid få et sted at være. Men det var ikke sådan, så der var nogle dernede og passe på én. Så fik man en nøgle, og så kunne man lukke sig ind. Og så kunne man få lov til at være der nogle nætter, hvis der var øretæver i luften derhjemme”.

”Udover al den der idealisme med kvindekamp og kvindesammenhold og støtte, åbenhed, brug te vi jo hinanden meget terapeutisk”. Birgitte Mønsted om Kvindehuset.

”Når man passede huset, så var der jo bare åbent, og det vidste folk. Det blev jo sådan ligesom annonceret, og så kom der forskellige kvin der. Der var nogle, der ville være med i sådan nogle grupper, og der var andre, der bare ville snakke”.

Malene Elrond om Kvindehuset.

Ella, som var meget involveret i udviklingen til krisecenter, fortæller, ”vi var allesammen foku serede på at få kvindehuset til at fungere som et krisehus. Det arbejdede vi meget stærkt på, og vi holdt møder en gang hver 14. dag og snak kede om, hvad vi nu gjorde, og hvordan vi gjor de”. Der blev startet en turnusordning i forhold til, hvem der skulle passe huset hvornår, men da stedet blev drevet af frivillige kræfter, var der kun åbent få timer om ugen.

Om kvinderne, der opsøgte hjælp i Kvindehuset, husker Ella, at de ofte var knuste og græd. ”Der var også gengangere – nogle der kom flere gange. Så var der også nogle, der gik fra manden, og så gik der et par år, og så kom de igen med en ny mand af samme type. Men jeg oplevede, at de var meget taknemmelige for det, vi kunne gøre for dem på det tidspunkt”. Hun fortæller, at hjælpen dengang var på frivillig basis, så set ud fra nutidens synspunkt, var den ikke specielt professionel. Malene erindrer kvinderne som enormt usikre, og at man nærmest kunne mær

ke, de havde været udsat for vold, uden der blev sat ord på det. Flere af de unge kvinder, som passede huset, følte sig tvivlsomme overfor, hvordan de skulle hjælpe de voldsramte kvinder. Malene betegner sig selv dengang som ”et meget ungt menneske, som egentlig ikke vidste særlig meget om det”.

Ella husker særligt børnene af de voldsramte kvinder, ”der har også været nogle, der kom med nogle forhutlede børn, og man kunne se på dem, at de var så bange, og de græd. Det var ikke kun situationen nu og her, der lå meget til grund. Og der manglede man noget ekspertise til at gå ind og støtte op om det. Altså, vi kunne give dem en varm seng og et kærligt kram. Det var sådan det, vi kunne på det tidspunkt”. Når hun ser tilbage på de frivilliges arbejde førhen, er hun glad for, at Kvindehuset i dag er blevet et specifikt krisecenter med professionelle tilbud.

”Så lukkede vi kvinderne ind og snakkede med dem og prøvede at gøre det godt. Der var en del socialrådgivere med i grupperne, som vi trak på. Så var kvinderne der i nogle dage, ofte tog de hjem igen, når manden ligesom havde ligget på knæ og bedt om godt vejr. Sådan var det. Det var den spæde opstart, og det var ikke særlig struktureret”.

Ella Sohrbeck om opstarten til krisecentret.

De oprindelige kvindegrupper faldt dog lidt fra hinanden efterhånden som fokus skiftede fra kvindebevægelse til krisecenter. Ligesom de an dre aktiviteter, som ellers havde foregået i hu set, svandt mere og mere ind. Tilbuddene til voldsramte kvinder udviklede sig. I august 1979 blev der oprettet åben rådgivning i huset med seks tilknyttede, frivillige socialrådgivere. Flere fra de forskellige basisgrupper, som arbejdede inden for det sociale område, oplevede et sti gende behov for hjælp til voldsramte kvinder. Kvinderådgivningen var gratis, og man kunne være anonym.

Kvindehuset udsendte flittigt pressemeddelelser om deres arrangementer.

Kvindehusets samarbejde med politiet var også vældig godt. De rykkede gerne ud og hjalp, hvis det blev nødvendigt. Blandt andet fortæller Ella, at ”de var vældig søde, hvis vi havde nogle mænd, der blev for voldsomme og ligesom stod og buldrede for længe på døren”.

I de første år kæmpede kvindebevægelsen ofte med betaling af huslejen for Kvindehuset. Fra januar 1981 modtog de dog et årligt kommunalt tilskud, som støttede deres arbejde og dermed lettede økonomien. Derefter var det blot udgif ter som varme, vand og el, der skulle dækkes. Kvinderne tog alle en tjans og hjalp til med at forbedre forholdene i huset. Nogle var gode til at søge økonomiske fonde, mens andre skaffede fysiske midler. Én af kvinderne var gift med lederen for Teknisk Skole, og da skolen skulle have nye senge og madrasser, modtog Kvindehuset både køjesenge, borde og stole derfra. Så langsomt fik de etableret og indrettet sig lidt bedre i huset. En anden kvinde sørgede for, at de frivil lige fik forsikringer, så de var dækkede, hvis der skete noget i Kvindehuset.

Om den første tid i Kvindehuset fortæller Ma lene, at hun stadig har kontakt til nogle af kvinderne den dag i dag. ”Det blev jo nogle venska ber for livet”. Hun erindrer tydeligt oplevelsen af at ”føle sig tryg, at turde”. Det, som står særligt frem for hende, er, ”at være sammen dernede, da vi skulle sætte huset i stand. Det der med, det gjorde vi det her. Det var vores”.

”Vi lukker ikke, vi udvider”

”Vi har mange overnatninger sammenlignet med andre krisecentre i landet på vores størrel se, og det er et hårdt arbejde, når vi kun er syv aktive”.

Hanne Barløse, kvinderådgiver, om Ringsted Krise center, Dagbladet 19. oktober 1985.

Ringsted Krisecenter førte i 1980’erne bevidst intet register over deantalderesoplysningerpersonligekvindernesudoveralderogdetovernatninger,havdeihuset.

FAKTA

Fra 1985 kunne voldsramte kvinder overnatte på Ringsted Krisecenter i 3-5 dage. Der var ca. 80 overnatninger per år. Der var ingen registrering af kvindernes oplysninger udover alder og antal overnatninger.

Op igennem 1980’erne udviklede Kvindehuset dets tilbud til kvinder i krise. Det var dog stadig udelukkende frivillige, som stod for at passe hu set og hjælpe de voldsramte kvinder. Men det tog hårdt på de frivillige, som selv havde familie og job ved siden af arbejdet i krisecentret. Ella Sohrbeck, som var frivillig indtil 1985, husker, at man blandede privatliv og arbejdsliv meget sammen. Det var svært at være på arbejde fra 8 til 16, da de voldsramte kvinder ikke kunne få fat i de frivillige i det tidsrum. Derfor gav Ella kvinderne lov til at ringe hende op på arbejdspladsen. Ofte måtte hun tage frem og tilbage mellem sit job og krisecentret for at lukke kvin derne ind.

der aktivt involveret i arbejdet. Dette var årsag til, at de andre aktiviteter i huset, udover arbej det med voldsramte kvinder, langsomt gled ud i sandet. Kræfterne var ved at slippe op.

Flere og flere kvinder henvendte sig til krisecen tret, hvilket gjorde presset på de frivillige stør re. Den svære balance mellem familieliv og frivilligt arbejde gjorde, at der opstod krise inden for krisecentrets egne fire vægge. Flere frivillige faldt fra efterhånden, og i 1985 var kun 7 kvin

I august ’87 var der blot 4 kvinder tilbage, som stod for alt arbejde med krisecentret såvel som den åbne kvinderådgivning. Efter aftale med kommunen valgte de frivillige at lukke krise centret i en periode på 3 måneder i håb om, at de ville kunne tiltrække flere frivillige kræf ter. Behovet for krisecentret var allerede påvist med 259 overnatninger alene i første halvdel af Ønsket1987.

var dog både fra de frivillige og politiets side, at tilbuddet skulle bestå, for hvor skulle de voldsramte kvinder ellers gå hen? Med en luk keperiode på 3 måneder blev det tydeliggjort, at der var et stort behov for krisecentrets vide re eksistens.

”Jeg priser meget min familie, fordi de var tål modige med mig, og støttede op om alt det, der foregik”. Ella Sohrbeck om det frivillige arbejde i Ringsted Kri secenter.

”Vi kan simpelthen ikke klare arbejdet. Det har vi fire slet ikke ressourcer til. Vi skal være mindst en 12-14 stykker, og bliver vi ikke det inden for de næste tre måneder, må krisecenteret lukke”. Ann, frivillig i krisecentret, Dagbladet 29. august 1987.

”Allerede nu har vi afvist adskillige, som har været her, siden vi lukkede i begyndelsen af august, og vi ved, at mange også opgiver, fordi en op ringning kun bliver besvaret af en automatisk telefonsvarer”.

Ann, frivillig i krisecentret, Dagbladet 29. aug. 1987.

Men selvom huset blev drevet af frivillige, var de ”dog i høj grad indstillet på at arbejde for bedre vilkår for de kvinder, der boede her, både plads og rådgivningsmæssigt”, husker Hanne. De frivillige søgte bl.a. Ringsted Kommune om midler til et kursus i krisehjælp og supervision ved en psykolog, hvilket de fik bevilliget. Hanne tilføjer, at det betød, at ”alle frivillige blev bedre rustet til opgaven”.

Igennem presse og lokalradio blev der annonce ret efter flere frivillige, og i november ’87 kunne krisecentret genåbne med tilslutning fra 18 nye kvinder. Krisen var afværget, og Ringsted Krisecenter kunne 8. marts 1988 fejre 10-års jubilæ um. Én af kvinderne, der meldte sig som frivillig rådgiver, var Hanne Barløse, der stadig arbejder i huset den dag i dag. Hun fortæller om den rådgivning, kvinderne modtog i slutfirserne, at den ”afhang af, hvad den enkelte frivillige havde af baggrund, og hvor meget tid hun kunne bruge”. Det var stadig den gamle ånd fra Kvinde bevægelsen, der herskede, hvor man mente, at ”enhver kvinde kan hjælpe en anden kvinde”.

”Der var slet ikke viden om, hvad det kunne medføre af skader at have levet med vold, man tænkte, at hvis kvinden bare kom væk fra voldsudøveren var, alt godt”. Hanne Barløse, kvinderådgiver, om arbejdet med voldsramte kvinder førhen.

I 1989 overtog krisecentret den tidligere SSP-bolig på samme adresse og kunne flytte til større lokaler i en anden del af bygningen. Det blev den første i en række af flere udvidelser henover de næste år. Fra 1990 til 2003 overtog krisecen tret flere lokaler i samme bygning og opkøbte i 2009 naboejendommen på Sorøvej 20, så der støt blev udvidet både i forhold til kvadratme ter og pladsantal. Fra 2 kvinder i 1989 til 8 kvinder og deres børn i 2009, og der var stærkt brug for udvidelserne, for henvendelserne fra volds ramte kvinder steg ligeledes gennem årene. Om forskellen mellem stemningen i huset førhen og i dag, fortæller forstander Kirsten Hejnfelt: ”Jeg synes, at der altid har været en meget engageret stemning i huset – boligen var mindre, og konto ret tættere på værelserne, og derfor kunne man tydeligt mærke følelser og stemninger. Gråd, angst, lettelse – urolige børn. Skiftende stemnin ger, og man vidste aldrig, hvad man mødte ind til. Det ved man stadig ikke, og det gør arbejdet spændende og afvekslende”.

1990 blev året for de første deltidsansættelser af en socialpædagog og to krisevagter med en bevilling fra Socialministeriet. Den flade struk tur var ved at fade ud til fordel for et mere professionelt tilbud. Men der var et indre op gør i forhold til visse af de frivillige. Ikke alle var enige om organisationsformen. Den tidlige opbygning, hvor alle havde medbestemmelse, havde ind imellem været en hindring. Hanne fortæller, at ”den flade struktur, hvor alt skulle besluttes på det månedlige fællesmøde, gjorde at mange ting tog lang tid. Jeg kan huske, da der skulle males i de nye lokaler, var jeg med til at ringe rundt til alle frivillige for at spørge til hvilke farver, der skulle på væggene, så det ikke skulle vente til næste fællesmøde. Det kom der jo mange forskellige bud på. Jeg og et par fri villige mere besluttede så farverne og tænkte, at vi måtte tage skraldet herfor på næste fæl lesmøde”. Med de ansatte fik krisecentret også mulighed for at holde åbent dagligt fra 12-16 i første omgang på forsøgsbasis. I løbet af 1992 blev åbningstiden dog udvidet til mandag-fre dag 8-22 og 10-16 i weekenderne.

Gennem 90’erne opstod der en del magtkampe inden for krisecentrets egne vægge. På anbefa ling af en fond, oprettede krisecentret en besty relse bestående af frivillige, da ”det viste ansvar og seriøsitet”, fortæller Kirsten, der var blevet ansat som pædagog i 1990. Det var dog ikke alle inden for huset, som anerkendte Kirstens

faglighed, selvom hun i de første par år fun gerede som ”uformel leder” for krisecentret. Kirsten arbejdede blandt andet med at søge fondsmidler til sin egen og de ansattes lønninger, da økonomien altid spillede en rolle i for hold til deres videre ansættelse.

Da bestyrelsen bestod af frivillige, betød det, at de både var over og under Kirsten, hvilket gav dem stor indflydelse. Hanne husker, hvordan bestyrelsen havde svært ved at ”acceptere Kir stens linje og beslutninger som daglig leder”, og forsøgte at ”komme af med hende”. Kirsten beretter, at ”enden blev, at bestyrelsen gik og lederen blev med medlemmernes/de frivilliges opbakning”. Dette blev en vigtig erfaring for

Ringsted Krisecenter, vor man blev klar over, at ”vi skulle have en organisation, hvor de frivillige havde indflydelse i bestyrelsen men ikke mag ten – så vi fik ændret vores organisation til et krisecenter med bestyrelse bestående af perso ner, der havde faglig baggrund men ikke daglige opgaver i krisecentret”, husker Kirsten.

I 1996 fik krisecentret endelig kæmpet sig til en driftsoverenskomst med Vestsjællands Amt, som bl.a. forbedrede husets økonomi. De an satte troede, at nu var lykken gjort. Hanne fortæller om sin glæde over aftalen, at den ”betød faste kolleger med faglig uddannelse og der

med en meget bedre hjælp til de kvinder og børn, der boede på krisecentret”. Men Kirsten husker, hvordan det hurtigt gik op for dem, at ”vores sag – hjælp til voldsudsatte kvinder og børn – slet ikke havde den prioritering, som vi syntes, den skulle have. Det var svært at kom me igennem med forbedringer inden for amtet”. Til gengæld fik Ringsted Krisecenter etab leret et godt samarbejde med andre krisecentre i disse år. Ligesom de fik involveret sig i LOKK –Landsorganisationen af Kvindekrisecentre. Om samarbejdet mener Kirsten, at ”fællesskabet med andre krisecentre om sagen giver styrke”.

Ringsted Krisecenter var med opsigelsen af driftsoverenskomsten med Vestsjællands Amt lukningsstruet fra 2003.

Samtidig blev 1996 året, hvor den første børnemedarbejder blev ansat. Hun blev ansat i en 3-årig projektstilling med midler fra en særlig pulje til børn på krisecentre. På det tidspunkt var man begyndt at have fokus på, hvor mær kede børn fra voldsramte familier er, og styrke indsatsen på børneområdet. 8. marts 1998 kunne krisecentret desuden fejre deres 20-års jubilæum – til trods for både økonomiske, ad ministrative og personlige kampe, havde huset formået at overleve i to årtier.

I 2001 blev Ringsted Krisecenter kastet ud i endnu en krise, da Vestsjællands Amt meddelte, at bevillingen til huset ville blive beskåret. Der skulle spares 70% af krisecentrets budget; sva rende til en nedskæring fra 5,5 fuldtidsstilling til blot én. Amtet mente, at arbejdet i stedet over vejende skulle baseres på de frivillige kræfter, som på det tidspunkt bestod af 12 mennesker.

Med sminkede sår og blå mærker i ansigtet demonstrerede en gruppe kvinder den 17. december 2001 mod amtets nedskæringer. 600 stykker tøj blev hængt op på tørresnore mellem træerne på parkeringspladsen ved Amtsgården i Sorø for at symbolisere det antal kvinder og børn, som krisecentret havde måtte afvise det foregående år pga. pladsmangel. Men til trods for demonstration og underskriftindsamling, valgte Vestsjællands Amt alligevel at opsige driftsoverenskomsten med Ringsted Krisecen ter ved udgangen af 2002. Krisecentret var luk ningstruet fra januar 2003.

”De problemer, de voldsramte kvinder og de res børn kommer med, er så alvorlige, at de har brug for kontinuitet og tryghed for at få genop bygget tilliden. Og det kan vi ikke etablere, hvis vi skal stykke et døgntilbud sammen, som består af mange forskellige frivillige”.

Kirsten Hejnfelt om beskæring af krisecentret, So cialpædagogen 2001.

”Opsigelsen af driftsoverenskomsten og opsigelsen af os medarbejdere var først et chok – og så fik vi mobiliseret kampgejst via vores fælles skab”.

Kirsten Hejnfelt om opsigelsen af driftsoverenskom sten.

Hanne husker, at hverken de ansatte eller frivil lige var villige til at give op. ”Frem til amtet opsagde overenskomsten med os, fik vi udviklet et virkeligt godt tilbud. Det tilbud, ville vi ikke fin de os i, blev forringet eller helt skulle ophøre! Der var fælles fodslag hos bestyrelse, ansatte og frivillige medarbejdere for at gøre alt, hvad

Fødselsdagstegning fra et af børnene på Krisecentret.

vi kunne for, at krisecentret skulle overleve, så vi fortsat kunne hjælpe voldsudsatte kvinder og børn. Det giver styrke at have en god og enga geret leder, og at hele fællesskabet bakker op.”. Som modreaktion og med mottoet ”Vi lukker ikke, vi udvider!” besluttede de derfor i fællesskab at få skabt en selvejende institution. Kam pen for Ringsted Krisecenter fortsatte fremad rettet med den særlige kampgejst, der altid har kendetegnet huset. I pressede situationer mær ker man stadig ”en feministisk grundholdning”,

fortæller Hanne Tolstrup, som har fulgt husets arbejde siden begyndelsen i ’78.

1. januar 2003 etableredes krisecentret som selvejende institution. Som privat tilbud øgedes taksten for kvindernes ophold. Den forhøjede pris be tød, at nu måtte kommunerne i højere grad dække udgiften for de henviste kvinder. Men kampen for krisecentret var ikke slut endnu – uden offent lig støtte var stedet afhæn gig af kommunernes betaling, fondsmidler og ministerielle puljer for at overleve. I løbet af årene 2003-2007 blev flere statspuljer krisecentrets redning. I disse år søgte og skaffede Kirsten med held adskillige millioner fra puljen for ”Handicap-udvikling på krisecentre”. Hun havde tanke for, at ”vi i Ringsted skulle lave særlige tilbud, som ikke alle krisecentre havde”. Det blev en overlevelsesstrategi. Hun mener, at ”krisecentrets overlevelseskamp har givet os et særligt fællesskab”.

Så til trods for truslen om lukning kunne Ring sted Krisecenter alligevel fejre 28-års jubilæum den 8. marts 2006 med samtidig indvielse af nye handicapvenlige lokaler.

Den nye kommunalreform gældende fra 1. januar 2007 blev Ringsted Krisecenters økonomiske redning. Med reformen blev driften sikret, da opholdene på krisecentre nu automatisk takstfinansieres gennem kommunerne, når de henviser voldsramte Udviklingenkvinder.

af Ringsted Krisecenter og dets tilbud fortsætter. 8. maj 2015 blev Sansehaven indviet af Kronprinsesse Mary, som er protektor for kvindekrisecentrene i Danmark. Til åbningen blev der plantet en ”kvinde-eg” i haven i anledning af 100året for kvinders valgret. Haven består af forskellige små haverum, og er ment som et rum for terapi. Desuden blev der ansat en projektmedarbejder til koordinering af de grønne frivillige, som passer haven i det Idaglige.2018fejrer

Ringsted Krisecenter deres 40-års jubilæum. 4 årtier er det blevet til med mange af de samme ansatte siden 90’erne. Hanne Tolstrup mener, at stedet er præget af en særlig kontinuitet, som man ikke almindeligvis finder i en institu tion. Hun nævner også det store engage ment fra medarbejderne. ”Og de er der endnu. De er der hele tiden, og det er hver dag år ud og år ind. Det er unikt for en in stitution”.

VerdensbegivenhederKrisecenterRingsted

Tidslinje for Ringsted Krisecenter

Den første kvinde gruppe dannes, skabt.iKvindebevægelsenogRingstedbliver

Kvindehuset på Sorøvej 22 indvies på Kvindernes Inter nationale Kampdag.

Ringsted Krisecen ter begynder at modtage et årligt kommunalt tilskud fra kommunen.

fleregenåbnerKrisecentretmednyefrivil lige.

August 1975

Vietnamkri gen slutter.Kampen for et kvindehus starter

Sept. 1977

8. marts 1978

Den åbne kvinderådgivning starter i Kvindehuset. Sept. 1979

TV-serien Mata dors første sæson har premiere.

Elvis Presley dør 42 år gammel.

Den iranske Shah forlader landet pga. revolutionen. Det religiøse over hoved gerKhomeiniAyatollahovertaefterfølgende magten i Iran.

Januar 1981

Diana Spencer gifter sig med Prins Charles.Derer

intern krise i Kvindehuset, og huset lukkes i tre måneder pga. mangel på frivillige.

August-okt. 1987

Nov. 1987

Den amerikanske præ sident Ronald Reagan afholder sin tale i Berlin, hvor han med det be rømte citat ”tear down this wall” GorbatjovSovjetunionensopfordrerledertilatriveBerlinmurenned.

En ung arresteret.terfølgendeoglilleMoskvaRødelanderMathiastysker,Rust,påDenPladsiietprivatflybliveref

Ringsted Krisecenter fejrer 10års jubilæum.

To krisevagter og en socialpædagog ansættes på deltid som de første ansatte på krise centret.

Ringsted etablererKrisecenterselvhjælpsgrupper i samarbejde med Ringsted Kom mune.

Ringsted Krisecenter fejrer 15års jubilæum.

8. marts 1988

Krisecentret flytter til større og bedre lokaler i den tidl. SSP-bolig, dog stadig på Sorøvej 22. 1989

Marts 1990

Krisecentret udvi der med endnu et lejemål på Sorøvej 22, den husvildebolig.tidligere

Marts 1991

April 1992

TV2 har premi ere og somDR’sdermedbrydermedmonopolnational TV-kanal.

Brandulykken på færgen M/S Scan dinavian Star, som sejler mellem Oslo og kosterFrederikshavn,159menneskerlivet.

Berlinmuren falder, og Tyskland genfor enes.

med”TheTV-julekalenderenJulekalender”DeNattergale har premiere.

Danmark vinder EM i fodbold.Krisecentret over tager yderligere et lejemål på Sorøvej 22, den tidligere akupunkturklinik.

Sept. 1992 oglandeopdelesTjekkoslovakietidetoTjekkietSlovakiet.

8. marts 1993

VerdensbegivenhederKrisecenterRingsted

Ringsted Krisecenter forsommerkoloniafholderførstegang.

Per 1. januar indgår Ringsted Krisecenter en meddriftsoverenskomstVestsjællandsAmt.

Børnemedarbejderens stilling gøres permanent.

Førstesalen på Krisecentret indvies.

August 1994

Krisecenters støtteforening oprettes.

December 1994

1996

Der fejres 20års jubilæum på krisecentret.

Folkedrabet i

Bjarne Riis vinder Tour de France.

8. marts 1998 broenStorebæltsåbner.

April 1999 1999.December-orkanenDer

ansættes en to-sproget medarbejder.

Oktober 1999

1. nov. 2000

Brødrene Olsen vinder det euro pæiske Melodi Grand Prix med sangen ”Fly on the wings of love”.

Demonstration mod Vestsjællands Amt pga. deres besparelser. Amtet væl ger at opsige driftsover enskomsten med Ring sted Krisecenter ved ud gangen af 2002.

Ringsted Krisecenter fejrer 25-års jubilæum.

Krisecentret underskriver skødet for overtagelsen af ejendommen på Sorøvej 22.

17. dec. 2001

Ringsted etableresKrisecentersomenselvejende institution.

1. jan. 2003

Ringsted telsepuljerframodtagerKrisecenter850.000kr.Socialministerietstilistandsæt-afloftsrummet.

8. marts 2003

Juni 2003

Terrorangrebet 9/11 på World Trade Center i New York 11. septem ber 2001.

Irak invaderes af USA som start på Golf-krigen.

Februar 2004

fejrer 28-års jubilæum og indvier samtidig nye handicapvenlige lokaler.

8. marts 2006

Kronprins Frederik og australske Mary Elizabeth Donaldson bliver gift.Ringsted Krisecenter

Muhammedkrisen udvikler sig på internationalt plan, da tegningerne bringes i hele Europa, og det danske flag afbrændes i flere arabi ske lande, ligesom danske varer boykottes.

Den nye kommunalreform sikrer Ringsted Krise centers drift.

VerdensbegivenhederKrisecenterRingsted

1. jan. 2007

Med en bevilling på 165.000 kr. fra Glunz & Jensen Fonden etableres der videoovervågning på krisecentret.

Forår 2007

Der fejres 30-års jubilæum på krisecentret med en sommerfest.

Juni 2008

Ringsted Krisecenter køber naboejendommen på Sorøvej 20.

Efterår 2009

Der etableres børnegrupper på krisecentret for børn, som tidligere har været på Ringsted Krisecenter. 2010

I Tøndersagen bliver en far og 17 andre mænd dømt for seksuelt mis brug af en 11-årig pige.

Barack Obama vælges som den første afro amerikaner til at være USA’s 44. præsident.

På årets første dag angri bes tegneren Kurt Wester gaard, som stod bag en enmedMuhammed-tegningerne,afenøkseisithjemaf28-årigesomalier.

Josef Fritzl, der har holdt sin egen datter indespærret i 24 år og fået 7 børn med hende, får en livsvarig fængselsdom.

Psykologtilbuddet til brugere på Ringsted Krisecenter gøres permanent.

2011

Sansehaven indvies af Kronprinsesse Mary.

Ringsted Krisecenter bliver en del af Mary Fondens projekt ”Råd til livet”, hvor kvinder kan modtage gratis økonomisk rådgivning.

I 2012 etableres der desuden tilbud om børnepsykolog på krisecentret.

April 2012

8. maj 2015

Ringsted Krisecenter afholder 40-års jubilæumsreception.

Osama bin Laden, som stod bag terrorangre bet på World Trade Center i 2001, bliver dræbt i Pakistan af amerikanske styrker.

Homoseksuelle vielser i den danske folkekirke bliver tilladt.

Terrorangreb ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København.

Krisecentret har 40-års jubilæum.

8. marts 2018

24. august 2018

”Mit hus, mine regler”

Julija og hendes to piger tegnet af en anonym kvinde på forklarehunmanden,villeGadekunstnerengågaden.ikketegneselvomikkekunnehvorfor.

”Mit hus, mine regler” var beskeden gang på gang, når ukrainske Julija (opdigtet navn, red.) ville eller mente noget andet end sin danske mand. Mandens ”regler” indebar bl.a., at hans 14-årige datter kunne bestemme over Julija og være voldelig over for hende, og at Julija til ti der var frataget sit betalingskort og sin telefon, plus at han slog Julijas 3-årige datter, hvis pigen ikke ville være med til hans leg.

I Ukraine havde Julija en universitetsuddannelse og et godt job. Hun havde et barn fra et tidligere ægteskab, og så tilbragte hun mange ferier i Danmark, hvor hendes søster boede sammen med sin danske mand. Julija var betaget af H.C. Andersen og syntes dengang, at Danmark var et eventyrland. På besøg ved søsteren for år til bage, fandt hun en mand på en datingside – en mand, som hun hurtigt begyndte at ses med. Julija havde sin datter fra Ukraine med til mø derne med manden. Hun var imponeret over, hvor kærlig og omsorgsfuld manden var over for den 2-årige datter. Julija boede ved sin sø ster, mens romancen udviklede sig.

I begyndelsen af deres forhold sad Julija og manden en dag hjemme ved en af Julijas søsters veninder. Veninden spurgte manden i en spøgende tone, om han aldrig havde været gift før, hvortil han ifølge Julija grinende svarede ”jo, jeg har faktisk fem børn”. Julija fortæller, at hun slog det hen som en joke, men det viste sig, at være sandt. I dag forstår hun ikke, at han holdt oplysningen om børnene hemmelig. Det ville ikke have været et problem for hende, idet hun også selv havde et barn med ind i forholdet. Ifølge Julija var forklaringen nok kontrol: Han havde alle svarene og alle oplysningerne.

”Det er lidt forskelligt, hvornår volden starter, men det starter meget ofte, når manden tæn ker, ”nu har jeg hende”-agtigt. For nogle kan det være, når man flytter sammen (…). For andre kan det være netop, når man bliver gift.”

Hanne Barløse om hvornår vold i forholdet begyn der.

gjaldt ”hans hus, hans regler”. Julija blev også ydmyget ved gentagende gange at skulle spørge om lov til at gå på toilettet, og ved en enkelt episode blev hun i over en time efter et bad nægtet adgang til sit tøj. Yderligere var Julija i perioder udsat for økonomisk vold, hvor hun fik frataget sit betalingskort. Det betød blandt andet, at hun ikke kunne forlade hjemmet, da hun ikke kunne betale for transport.

Efter 6 måneder kunne Julija ikke forny sit turistvisum mere. Derfor blev Julija og manden gift efter blot et halvt års forhold. Derved kun ne Julija og datteren blive familiesammenført med manden og få opholdstilladelse. Som æg tefolk flyttede Julija og manden sammen i hans hus, hvor tre af hans børn også boede. Den første måneds tid havde Julija, hendes datter og manden dog for sig selv, da børnene var på ferie hos deres mor. Julija var lykkelig, og sam men fik hun og manden en datter, men gradvist begyndte manden at forandre sig.

Julija fortæller bl.a. om en episode, hvor hun talte med sin mor over Skype. Pludselig kom manden ind og skældte hende højlydt ud og truede hende til at lægge på. Sønnen skulle bruge hele internetforbindelsen til at spille. Epi soden endte med, at han tog kortet ud af Julijas telefon og ødelagde det. Han betalte, og derfor

”Han betaler for min mobiltelefon; for abon nementet, så han tager kortet, så jeg ikke kan kommunikere med min søster, og min søster bor i Ringsted, så hvis jeg ikke har penge, kan jeg ikke tage hen og besøge hende. Og det er mit eneste lys i tunnelen, hvor jeg kan komme lidt væk. Min søster har også netværk her, hvor vi kan sidde og snakke russisk.” Julija om mandens kontrol.

Mens den psykiske og økonomiske vold stod på næsten hele forholdet, udviklede det sig langsomt også til fysisk vold. Isolation og fysisk nægtelse af adgangen til sit tøj karakteriseres også som fysisk vold. Julija oplevede, at man dens mellemste datter på 14 bestemte alt i hu set. Hun rapporterede alt, hvad der skete til sin far, og manden tog gang på gang datterens

parti remfor for Julijas. Julija er lille af bygning, og derfor kunne steddatteren både skubbe, vælte og kradse hende, uden at Julija fysisk var i stand til at forhindre det. En episode, der sta dig står tydelig for Julija, var en morgen, hvor Julija stod foran en skuffe i køkkenet. Steddatte ren ville have noget i skuffen og skubbede Julija væk. Da Julija bad mandens datter om at spørge pænt, blev han meget vred og skubbede også til hende og sagde, at hun skulle flytte sig for dat teren.

For Julija var den værste episode dog, da man den slog Julijas ældste datter. Manden havde sin yngste datter på skuldrene og løb rundt efter Julijas datter for at drille hende. Julijas dat ter sagde gentagende gange fra over for den voldsomme leg. Men manden kunne ikke ac ceptere den 3-åriges nej og sagde, at han bestemte, hvornår legen var slut. Til sidst slog den lille pige sin stedfar i afmagt, hvilket gjorde ham rasende. Han reagerede ved at give hende en hård lussing i ansigtet, hvorefter han slæbte hende ud i badekarret og truede hende med at overbruse hende med koldt vand, hvis hun ikke stoppede. Til Julija sagde han, at hun var overbeskyttende, og at hans snart 15-årige datter var en bedre mor end Julija. Det sidste sagde han så ofte, at Julija endte med at tro på det. Det var først på krisecenteret, at hun blev overbevist om, at manden tog fejl.

Men det var svært for Julija at forlade manden pga. deres fælles datter. Hvis hun gik fra ham, risikerede hun at miste sin opholdstilladelse og at måtte efterlade den yngste pige i Danmark hos faren. Hver gang manden og Julija blev uvenner, truede han Julija med at få hen de sendt hjem og beholde deres fælles datter i Danmark. Han sagde til hende, at han vidste, hvordan han skulle gøre det, fordi han havde prøvet det før med sin første kone. Ifølge Han ne Barløse fra Ringsted Krisecenter er det almindeligt, at mænd, der oplever ikke at kunne kontrollere danske kvinder, finder udenlandske kvinder. Over for dem har de endnu flere magtmidler i kraft af, at opholdstilladelsen er betin get af samlivet.

”Hvis man bliver familiesammenført, så skal der jo oftest stilles en økonomisk garanti, og man kan heller ikke almindeligvis få et arbejde her i Danmark, før man har lært noget dansk. Men dér hvor det giver allerstørst magt, det er, at op holdstilladelsen hænger sammen med den familiesammenføring, så man er forpligtet til at bo sammen. Det er ikke engang nok, at man har fælles folkeregisteradresse. Det er lige før de løfter dynerne”.

Hanne Barløse om udenlandske kvinders vanskelig heder ved at forlade deres mand.

MichellaAneta

Julija tog billeder af de sms’er, manden sendte til hende, mens hun var på krisecenter for at bruge dem i Michellaforældremyndighedssagen.erderesfællesbarn og Aneta er Julijas ældste barn. Begge navne er opdigtede.

Den første Julija søgte hjælp hos var hendes egen læge. På det tidspunkt var hun blevet udsat for psykisk vold i en sådan grad, at hun blev diagnosticeret med PTSD - posttraumatisk stresslidelse. Hun tog på Ringsted Krisecenter for første gang efter et par års ægteskab. Men manden lovede hurtigt bedring, og Julija havde stadig drømmen om en familie med den kærlige mand, hun oprindeligt forelskede sig i. Derfor blev de enige om at modtage hjælp fra kommu nen. I sagsakterne kan man se, at kommunens rådgivere tilsyneladende ikke mente, at Julija og manden havde særlige problemer. Samtidig konkluderede kommunen, at Julija og steddat teren havde et problematisk forhold, som de var lige gode om, og de foreslog bl.a., at de to skulle tage på ferie alene sammen for at ”finde hinan den”. Ingen troede på den ukrainske kvinde over for den danske familie. Ved et senere møde med en socialrådgiver, brugte Julija en russisk tolk, som advarede Julija om at passe på, da socialrådgiveren tydeligt var på mandens side.

”Du skal vide, at du er i en meget farlig situation, for hun er 100% på hans side. Hun er på hans side. Hun lytter ikke til dig. Du risikerer, at de tager din datter.” Julijas gengivelse af tolkens ord om socialrådgiveren.

I løbet af den næste tid ringede Julija flere gan ge til Ringsted Krisecenter, inden hun i marts 2012 for sidste gang forlod hjemmet og for anden gang lod sig indskrive med sine to børn for på Ringsted Krisecenter. Indtil videre havde Ju lija kun oplevet systemsvigt, men krisecenteret ændrede hendes liv for altid. Igennem LOKK fik hun hjælp af en jurist til at søge om opholdstil ladelse, skilsmisse og blive familiesammenført med sin yngste datter. I løbet af opholdet følte Julija, at manden terroriserede hende over telefonen. Julija fortæller, at hun både var bange for at læse hans sms’er og bange for at slukke tele fonen. Han truede igen med at tage deres fælles barn fra hende, og han ville gøre alt for, at hun ikke skulle få permanent opholdstilladelse i Danmark. Heldigvis fik Julija hjælp mange steder fra. Ringsted Krisecenter hjalp hende med en lejlighed, og de fandt pladser i en natbørnehave til hendes to børn, så hun kunne beholde sit ar bejde på skiftehold. Hendes chef gav hende en fast stilling, hvilket sikrede hendes opholdstilladelse. Julija fik både skilsmisse, opholdstilladelse og fuld forældremyndighed, men dog betinget af den yngstes samvær med faren. Julijas ældste datter følte det som et svigt, at hendes ”far” nu ikke længere ville have noget med hende at gøre, da hun ikke havde været ret gammel, da de flyttede sammen med den danske mand. I dag er Julija igen gift, men denne gang med en omsorgsfuld mand, hvor kærligheden og re spekten er gensidig.

”Kroppen husker det jo”

Barn på Ringsted Krisecenter om farens fysiske vold.

Man estimerer, at der i Danmark vokser 33.000 børn op i voldsramte familier. Hvert år kommer ca. 2.000 af disse børn på krisecenter rundt omkring i landet. Henover årene er indsatsen over for voldsramte børn blevet intensiveret og er i dag mindst lige så vigtig som arbejdet med kvinder, der er voldsudsatte. På Ringsted Krise center fik de ansatte op gennem 90’erne særlig fokus på de voldsramte børn. I 1996 blev der i en midlertidig 3-årig projektstilling for første gang i krisecentrets historie ansat en børnemedarbejder. En stilling, som først blev forlæn get, men sidenhen med støtte fra amtet blev gjort permanet fra år 2000.

I dag er der tilknyttet to børnerådgivere på Ringsted Krisecenter. Deres arbejde består bl.a. i at forklare børnene, hvad et krisecenter er, og hvorfor de er kommet på krisecenter.

”Er det ikke smart, at jeg kan gøre sådan, at jeg ikke kan mærke, at det gør ondt?”

Børnerådgiverne, Lone og Tine, fortæller, at når børn kommer på krisecentret for første gang, reagerer de meget forskelligt. Nogle børn er tilbageholdende, andre meget udadreagerende, mens andre igen gerne vil deltage i den første samtale med personalet. Men ”alle børn er meget observerende, hvad er det her for et sted? Og hvad er det her for nogle nye mennesker, de møder? Vi har en fornemmelse af, at de tænker: Hvad kan vi forvente os her?”. Lone og Tine fortæller, at de gør særlig meget ud af at for klare børnene, at alle, der bor på Ringsted Kri secenter, ”har oplevet skænderier mellem de voksne hjemme, eller at mor er blevet slået”. Desuden taler de også med både mor og børn om, ”hvordan det var hjemme hos dem. Gerne ved at det er mor, der siger, hvorfor hun valgte at flytte ind på dette her sted, og at det er, fordi hun gerne vil passe på både sig selv og dem”.

93% af børnene, der bor på krisecenter, har oplevet vold i familien. At opleve vold har stor ind flydelse på barnet – også senere i livet. Ikke blot vold rettet direkte mod barnet selv, men også at være vidne til vold – at se mors blå mærker dagen efter eller overhøre voldsepisoder, efter man er lagt i seng – er skadeligt og traumatise rende. Lone og Tine beretter om, at ”det sætter dybe spor i børns hjerner at opleve vold mod deres mor og dem selv. At se eller overhøre, at mor bliver udsat for vold er mere ødelæggende for børnenes psykiske udvikling end, hvis det kun var dem selv, der blev udsat for det”.

FAKTA

om børn på kvindekrisecentre

72% af børnene på krisecenter har overværet fysisk eller seksuel vold mod deres mor.

57% har været udsat for psykisk vold.

37% har oplevet fysisk vold på egen krop.

16% har været udsat for materiel vold.

1% er blevet seksuelt misbrugt. Årsstatistik 2014 Kvinder og børn på krisecenter (LOKK).

”Børnene har været vidne til nogle meget voldsomme oplevelser, og de har brug for hjælp. De har brug for, at der er nogen, som tør tale med dem om deres oplevelser”

Kirsten Hejnfelt, forstander for Ringsted Krisecenter, Dagbladet 9. november 1995.

Desuden har vold under moderens graviditet også en negativ indflydelse på barnet. Jordemoderforeningen taler om ”det stressede foster”, og hvorledes moderens følelsesmæssige tilstand under graviditeten har indflydelse på barnet allerede i fostertilstanden. Stress hos moderen kan føre til graviditetskomplikationer som svangerskabsforgiftning, ligesom der er øget risiko for udvikling af fødselsdepression ef terfølgende. Men stress og angst hos moderen under graviditeten har også indvirkning på bar nets senere udvikling, og om det siden hen vil udvikle en psykisk sygdom. Jordemoderforenin gen fortæller, at meget alvorlige påvirkninger i den tidlige graviditet bl.a. kan føre til skizofreni hos

Ifølgebarnet.LOKK,

Landsorganisation af Kvindekrise centre, lever voldsramte børn ofte i ”et forhø jet alarmberedskab”, og de føler sig ikke trygge

i hjemmet. Deres hverdag er uforudsigelig, og børnenes erfaring med voksne er, at de er truende, omskiftelige og ustabile. Der er ingen tryghed eller hjælp at hente hos de voksne. Hvis børn oplever vold over en længere periode, kan de bl.a. være præget af angst, sorg, skyldfølel se, lavt selvværd og ensomhed. Tidligere bebo er på Ringsted Krisecenter, Camilla, fortæller, at den psykiske vold fra hendes eksmand har haft store konsekvenser for deres to sønner selv som voksne. ”Jacob stammer og lider af noget angst og manglende selvværd. Joachim har haft en Derudoverdepression”.harvoldsramte børn dobbelt så stor risiko for at udvikle PTSD, posttraumatisk stresslidelse, Visse af børnene, som har erfa ring med eller har overværet en meget voldsom grad af vold, får stillet denne diagnose. Symptomerne ved PTSD kan bl.a. være ”flash backs eller mareridt, hvor børnene igen og igen genoplever det, de har været udsat for”. (LOKK).

Desuden er voldsramte børn sammenlignet med deres jævnaldrende mere udsatte i skolen både socialt, fagligt, sundheds- og trivselsmæs sigt. De klarer sig dårligere, har mere fravær og ligger gennemsnitligt ca. 1,5 karakterpoint lave re end deres klassekammerater. Derudover er det også en stor udgift for samfundet. Det ko ster ca. 200.000 kr. mere per barn mellem 0-15 år, når barnet er eller har været udsat for vold.

”Mig og min søster skyndte os ind på værelset –så stod vi dér. Hun græd, men jeg rystede kun”.

Barn på Ringsted Krisecenter om volden i hjemmet.

- ”Var du bange?”

- ”Ja, jeg gemte mig under sengen.”

- ”Nej, jeg måtte selv komme ud igen”.

Barn på Ringsted Krisecenter om voldsepisode i fa milien.

Forældrene har oftest ikke overskud til at dæk ke børnenes behov for trøst eller opmærksomhed, da de er fanget i deres egne konflikter. Dette påvirker den mentale omsorg for barnet.

Når børn lever i en familie med vold, udvikler de flere overlevelsesmekanismer. Lone og Tine beretter om, hvordan de har hørt om børn, som ”forsøger at gå imellem de voksne, hvis mor bli ver slået”. Men også om børn, som ”laver afledningsmanøvrer, så det i stedet er dem, der bli ver fokus på”. Ved at flytte opmærksomheden over på sig selv, så far i stedet slår eller skælder barnet ud, forsøger barnet at passe på mor. Ofte har barnet skyldfølelse i forhold til volds episoderne og vender skylden imod sig selv, ved f.eks. at tænke: ”Hvis jeg nu bare havde gjort…, så havde han nok ikke slået min mor”.

Lone og Tine har også set eksempler på, hvordan nogle børn gemmer sig eller forsøger at be skytte mindre søskende. Men selvom der er vold i familien, er børnene enormt loyale over for deres forældre. Nogle børn er især meget opmærksomme på deres mor, og hvordan hun har det. De mener, at de skal passe på hende og holder deres egne be hov tilbage. Men som Lone nævner, er det ”alt for stor en opgave for et barn, uanset hvilken alder det har”. Børnenes mor er som oftest deres primære omsorgsperson, og de føler, at ”hvis hun ikke kan passe på sig selv, så kan hun heller ikke passe på dem”. Lone fortæller gerne børnene, at hun ved, ”hvor bange og ensom me de er, og at de slet ikke skal passe på deres mor. Der er andre, der hjælper hende”. Det kan være rørende at opleve, hvor meget omsorg små børn har over for deres mor, og hvordan de tager ansvar for hende, men ”det siger også noget om, hvor vigtigt det er at tage ansvaret fra dem. Det er alt for belastende for dem i den alder at hjælpe og passe på deres mor”.

Barn på Ringsted Krisecenter om at aflede de voks nes opmærksomhed.

”Jeg skyndte mig at smide mine tusser på gul vet”.

Børnerådgiver: ”Hvor var du henne, da far slog løb ind på værelset.”

- ”Kom der nogen og hjalp dig og snakkede med dig?”

Men selv over for deres far har børnene loyalitetsfølelse. På trods af den vold, han har udsat dem og deres mor for, så elsker de ham stadig, men ”de har også været med til at forlade ham, og det sætter dem i en loyalitetskonflikt”, be retter Lone. I den situation kan børnene komme meget i tvivl om, hvem de kan snakke med om det. ”De fornemmer hurtigt stemningen og ved, at mor ikke er den rette til at snakke med om dét. Så børnene er ligeså meget i krise”. Lone og Tine fortæller, at ”nogle børn er meget urolige og støjende. Det kan være svært over hovedet at have en samtale med mor”. Tidligere frivillig Birgitte Wendt husker særligt en sådan episode fra sin tid på Ringsted Krisecenter med en 10-12-årig dreng, som havde boet i huset i nogen tid. Han ”flippede helt ud på sin mor og kastede med ting og sager. Jeg fik talt ham til ro og hjulpet ham til at få et break fra mor”. Birgitte fortæller, at hun ”blev overra sket over hans reaktion, fordi jeg husker ikke, at han ellers gjorde meget væsen af sig”. Men ifølge børnerådgiver Lone var drengens reak tion ret naturlig. ”De fleste børn bliver heldigvis ret umulige at have med at gøre på et tids punkt, når de er her på krisecenteret. Jeg siger sådan, fordi de har ofte ikke turdet sige noget derhjemme. Stemningen i huset har været af en sådan karakter, at børnene har været klar over, at det var bedst, hvis de ligesom ikke var der, så de næsten ikke turde trække vejret… derfor kan

de blive vrede og rasende også på deres mor, når de kommer her. De har noget at komme af med. Det er en sund reaktion”.

På Ringsted Krisecenter bliver der gjort meget ud af, at ”både kvinder og børn får den oplevel se, at de ikke er ene om at have oplevet vold”. Her bliver deres historie almengjort, ligesom krisecentret ønsker at ”fratage dem ensomhe den”. I stedet får både mor og børn mulighed for at være en del af et fællesskab, hvor ”både personale og andre familier har en forståelse for, hvor svært det er at have oplevet vold i hjemmet”. Minderne om volden vil børn dog al tid bære med sig gennem livet. Camillas sønner var ganske små, da familien kom på krisecen tret. Alligevel fortæller hun, at ”de kan godt hu ske noget af det” – ikke i ord eller billeder, men mere som en kropslig erindring.

”Jeg tror, det er derfor, Jacob har den her usik kerhed og angst. Kroppen husker det jo. Hjernen har opfanget det, men kognitivt har han ikke kunne omsætte det, men han kunne mærke det. Visse begivenheder udløser en følelse, som han ikke ved, hvor kommer fra”.

Camilla om hvordan hendes børn husker volden.

”Han kunne slet ikke magte, at han gik ned”

I 1999 fandt Lotte sammen med sin gamle ung domskæreste fra gymnasiet. De havde det godt sammen og var et kærligt par i 12 år, før man den fik et alkoholmisbrug og gik ned med en depression. I begyndelsen nægtede han, at han havde et problem. Det var verden, der havde et problem med ham. Han drak i smug, men Lotte kendte til problemerne, bl.a. fordi han drak med naboerne, som fortalte om det til Lotte. Derhjemme oplevede Lotte, at han begyndte at blive mere mistænkeliggørende over for hende, og han begyndte gradvist at tale mere og mere nedladende til hende. Lotte beskriver i dag alkoholen som ”triggeren”, der sammen med depressionen gjorde, at manden ikke længere kunne skelne mellem rigtig og forkert opførsel. Lotte blev mere og mere utryg i forhold til manden, og for hvad han kunne finde på over for parrets to børn på 5 og 7 år. På det tidspunkt var Lotte taknemmelig for, at parret de sidste ni år havde boet i et bofællesskab, for her var hun sikker på, at der altid var andre mennesker om kring dem, som kendte dem og udviste omsorg over for dem. Manden var i alkoholbehandling, men dukkede alligevel af og til fuld og skæv op ved Lotte og krævede at se børnene. Lotte sagde altid, at de var ude og lege. Hvis hun vid ste, at han ville komme, havde hun sørget for

at få dem ud af huset. Derfor så han dem sjældent. Hun ønskede, at han skulle se dem, men ikke når han var påvirket og utilregnelig. Også børnene var utrygge ved deres far. De ville ikke hentes af ham i SFO:

En dag i foråret 2012 mødte Lotte op på børne nes skole for at hente dem fra SFO. Imidlertid havde deres far allerede hentet dem. Lotte og manden var gift og havde fælles forældremyn dighed, så pædagogerne havde ikke set noget forkert i, at det var faren, der for en gangs skyld hentede børnene, men Lotte vidste, at der var noget galt. Hun ringede til sin socialrådgiver, som rådede hende til at kontakte politiet. Det gjorde hun, men der var intet, de kunne gøre, ”De (børnene, red.) oplevede, at han var ”mær kelig” (…). Han ville ikke følge reglerne i trafik ken, så han cyklede over for rødt, hvilket de fortalte, var helt forkert. Jeg pakkede det ind og sagde, han nok havde travlt og holdt øje med, at der ikke kom biler, men de sagde så, de ikke ville til København med ham, for der kunne man ikke undgå biler”.

Lotte om børnenes oplevelse af deres far.

da der som udgangspunkt ikke var sket noget ulovligt, og da faren havde forældremyndighed. De rådede hende til at kontakte dem igen, hvis børnene ikke var hjemme til sengetid. Kl. 21 ringede Lotte igen til politiet. Hun forklarede dem, at hun via parrets fælles mailkonto kunne se, at børnene var et sted med halm og petroleumslamper, og at deres far sandsynligvis var fuld og skæv og bare ville falde i søvn uden at tage sig af børnene. Politiet valgte denne gang at handle, fordi det var potentielt farligt for børnene. Dog havde de stadig problemer med at anven de magt over for en forældre med forældremyndighed. Lotte og politiet blev enige om at bruge en af mandens venner som mellemmand. Lotte ringede til en fælles ven og en veninde fra deres gymnasietid og fik dem til at tage med til Nordsjælland, hvor hun mente, at børnene var. Politiet fulgte med på afstand, da Lotte frygte de håndgemæng.

Da Lotte og vennerne ankom, var manden tydeligt påvirket, og børne var lettede over at se dem. De havde ikke lidt overlast, men de var trætte og utrygge. Vennen foreslog, at de alle sammen skulle tage hjem, og med det samme blev stemningen iskold. Manden gjorde dog ikke noget. De tre var kørt derop i en Citroën Berlingo, så der var ikke flere pladser, efter bør nene var kommet i bilen. De besluttede at tage manden med i bagagerummet, selvom Lotte havde det dårligt med at hjælpe ham ud af sin

KVINDER BØRN

knibe, og selvom de var vidende om, at politiet holdt oppe for enden af vejen. De gav politiet en melding om, at alt var forløbet fredeligt og så dem trille afsted, inden de selv kørte hjem med manden i bagagerummet.

Det var bl.a. denne episode, der omkring Sankt Hans fik Lotte til at søge om skilsmisse. Det skulle dog ikke gå så nemt, for i august samme år blev hun udsat for et regulært overfald.

”Børnene sansede meget henad vejen, selvom jeg prøvede at beskytte dem. Og så tudede jeg om aftenen, når de var kommet i seng ”. Lotte om tiden med eksmanden.

I løbet af sommeren holdt Lotte børnene væk fra deres far. Han var konstant påvirket og util regnelig. Han blev mere og mere hidsig og sagde, at han havde krav på at se sine børn. Han ringede til Lotte og gav hende besked på, at han ville komme og se børnene den næste dag, og at hun ikke skulle være der. Hvis hun var hjemme, ”vidste han ikke, hvad der ville ske”, sagde han. Heldigvis for Lotte havde hun taget telefo nen oppe ved naboerne og sat den på medhør, så naboerne hørte mandens trussel.

Dagen efter sendte hun børnene på tur, så de ikke var hjemme, da deres far kom. Han var som sædvanligt meget påvirket. En af naboerne begyndte at grille lige udenfor, for at være i nærheden af Lotte under besøget. Lottes mand ødelagde et af Lottes billeder med vilje. Der efter slog han hende i ansigtet, så hendes briller røg af og gik i stykker. Stellet blev skævt, og glasset skar hende i ansigtet. Naboen dukkede op, og blev der til manden var rolig igen. Der efter gik naboen for at ringe til politiet. Mens han var væk, overfaldt manden igen Lotte. Han pressede hende ned i sengen, så hendes arm gik af led. Da politiet kom, forklarede manden, at Lotte havde hidset sig op. Politiet troede på ham, og gav Lotte besked om at fjerne sig fra børnene, så manden kunne være sammen med dem. Naboen tog med til ”samværet”, så de var under opsyn.

Næste morgen ringede Lotte til kommunen, som sagde, at hun skulle tage på krisecenter. Hun kom på Ringsted Krisecenter med blå mær ker på halsen, armen i slynge og med ødelagte briller. Lottes historie er atypisk, fordi parret levede sammen i lang tid uden spor af vold, og fordi volden udviklede sig hurtigt over ganske kort tid.

Da Lotte endelig kom på krisecenter, var hun træt og rystet. Hun havde levet et halvt år i konstant alarmberedskab. Hun havde brug for krisecenterets trygge rammer, hjælpen, låsen på døren og videoovervågningen. Hver gang hun og børnene skulle med toget til deres hjemby, slog hendes hjerte i dobbelttakt. Lotte lagde aldrig sag an mod eksmanden for volden, men anmeldelsen lå der, da de var i statsamtet om børnene, og han gav hende frivilligt fuld forældremyndighed. Almindeligvis er det et langsommere og længere forløb end Lottes historie, så den er ualmindelig, fordi forløbet er så meget kortere, men ellers in deholder den alle de almindelige ”faser”. Hanne Barløse om volden i Lottes forhold.

Den svære samtale

Hvis man kender nogen, der er udsat for vold, kan det være fristende at vente, til de selv er klar til at gøre noget ved deres situation. Ek sempelvis fortæller tidligere vikar på Ringsted Krisecenter Thea Pedersen, at hun (i andre sam menhænge) har oplevet pædagogkollegaer tøve med at reagere på mistanke om vold eller undlade at indberette vold mod børn af frygt for at bryde barnets tillid. Hun siger, at hendes bedste råd til pårørende for voldsramte er at reagere, hvad enten man er ven/veninde, kollega eller Ogsånabo.tidligere

frivillig Birgitte Wendt peger på, at man skal tage den svære samtale og bryde tavsheden. Hun appellerer til, at man lytter og er nysgerrig uden at dømme den voldsudsatte. Hun mener, at det altid er nemt at dømme og drage egne konklusioner, men at det er en kom pleks situation, den voldsudsatte kvinde er i. Birgittes råd om ikke at dømme den voldsramte kvinde, bruger ådgiver, Hanne Barløse dagligt i sine samtaler på Ringsted Krisecenter. Hun fortæller, at alle livshistorier er unikke. Nogle kan minde om hinanden, men der vil altid være de taljer, reaktioner, bevæggrunde eller lignende, der er anderledes fra historie til historie.

For nogen, der ikke selv har oplevet vold, kan det være svært at forstå, at den voldsramte kvinde ikke bare forlader sin mand. Tidligere frivillig Pernille Høy Larsen forklarer, at det ikke er så simpelt. Kvindens selvværd er som regel fuld stændig nedbrudt, og hun er afhængig af man den. Som sit sidste gode råd påpeger tidligere vikar Thea Pedersen, at det er vigtigt at huske, at vold ikke kun er slag, spark og blå mærker, men at der findes flere voldstyper, der er mindst lige så nedbrydende, men sværere at få øje på.

FAKTA

99% af kvinderne på krisecenter har været udsat for psykisk vold. 83% har levet med fysisk vold. 53% blev udsat for økonomisk vold. 52% har oplevet materiel vold. 31% er blevet udsat for seksuel vold.

11% flytter tilbage til voldsudøveren efter deres ophold på krisecenter. Årsstatistik 2016, Kvinder og børn på krisecenter (LOKK).

FAKTA

Voldstyper med eksempler*

• Fysisk vold

- Slag, spark, skub, fastholdelse, isolation

• Psykisk vold

- Kontrol, overvågning, trusler, nedsættende tale

• Økonomisk vold

- Fratagelse af retten til at styre egen økonomi eller tvungen gældsættelse

• Digital vold

- Digital overvågning af samtaler, SMS’er, chats eller GPS-sporing

• Materiel vold

- Ødelæggelse af ting eller tøj

• Seksuel vold

- At man bliver tvunget til seksuelle handlinger eller får sine grænser overtrådt

• Stalking

- At man bliver forfulgt, chikaneret eller overvåget

* Ovenstående er kun eksempler, da der findes mange måder at udøve hver voldstype.

Krisecentret er ikke enden, men begyndelsen

At man ikke omtaler krisecenteret som ”enden”, er en vigtig pointe for lederen af Ringsted Kri secenter, Kirsten Hejnfelt. Man bør ikke sige, at ”hun endte på krisecenter”. For mange kvinder ender deres historie nemlig ikke her – den be gynder. På krisecentret begynder de voldsram te kvinder at finde sig selv. De begynder en proces med at genopbygge deres selvværd, deres selvstændighed og deres livs- og virkelyst.

for dem at tro på, at de kan klare det hele uden ham. Derudover har mange kvinder bekymringer omkring deres netværk: F.eks. om parrets fælles venner vil tro på hendes udlægning af forholdet, eller om hun mister venner, fordi de vælger at ”holde med” ham i stedet for hende. Yderligere betyder flugten fra hjemmet, at kvin derne bliver tvunget til at se volden i øjnene og tale om den.

”Jeg var nedbrudt, bange og havde brug for at kunne sove efter flere måneder på vagt. Jeg hav de brug for den base, det var, og jeg havde stor gavn af både at være med i en gruppe, (…) og af en rådgiver, der hjalp mig med at genfinde fod fæstet i mit liv og mine personlige værdier.”

Lotte, tidligere beboer på Ringsted Krisecenter.

Inden ankomsten til krisecentret tager de fle ste voldsramte kvinder tilløb til at komme væk mange gange. Man siger, at der i gennemsnit skal syv forsøg til, inden det lykkes at forlade hjemmet. Det er svært at forlade hjemmet, for di de voldsramte kvinders selvværd ofte er helt nedbrudt. Manden opfatter de som deres faste holdepunkt i tilværelsen, og det er ofte svært

”Det er meget stressende og angstprovokerende at nå dertil, hvor man siger: ”Nu går jeg”.” Hanne Barløse om kvindens flugt fra hjemmet.

Turen fra hjemmet omtales almindeligvis som ”flugten”. Når man omtaler det som flugt, er det måske fordi, man i højere grad i hast rejser væk fra noget end hen til noget. Kvinderne ved, hvad de vil væk fra, men fremtiden er usikker, og de fleste ved ikke, hvad de nu skal gøre, eller hvad der er i vente. Meningen med flugten er at komme væk og skærme sig selv og eventuelle børn for yderligere vold. Ordet flugt antyder, at det er noget, der foregår i hast: At man bogstavelig talt løber væk. Nogle gange foregår flugten akut, og kvinden kommer hjemmefra uden noget som helst, men for det meste er flugten planlagt.

”Det mest almindelige er, at man forsøger at sikre sig selv og børnene mod yderligere vold, så man på en eller anden måde prøver at få det planlagt. Det kan godt være, at det bliver lidt akut alligevel, men der hvor man ringer til krisecenteret, vil tit være et tidspunkt, hvor manden er ude af huset, fordi man vurderer det som mest sikkert. Man tror ikke på, at man får lov til at komme fra huset/lejligheden, hvis han er hjemme. Man tror slet ikke på, at man får lov til at få sine børn med, eller tøj, eller personlige papirer.” Hanne Barløse om kvindens flugt fra hjemmet.

Når kvinderne ringer til krisecenteret, bliver de rådet til at pakke tøj, personlige papirer og vig tige ejendele, men selvom kvinderne tit ved, hvornår manden er hjemme igen, foregår pak ningen alligevel ofte i hast i en tilstand af angst og panik, af frygt for at manden skulle komme tidligere hjem end planlagt. Det betyder, at kvinderne ifølge Hanne Barløse ofte bliver over raskede over, hvad de har fået med, og hvad de ikke har fået med.

”Vi råder altid til, at man får pakket noget tøj til sig selv og sine børn og får sine personlige papirer med. Hvis man har nogle særlige ejendele, som betyder noget for en, råder vi også til, at man prøver at få dem med. Det siger vi ud fra en vis erfaring om, at det kan blive et yderligere pres for kvinden, at de er i hjemmet, og også en erfaring om at der bliver truet med at ødelægge det, eller at det rent faktisk bliver ødelagt.” Hanne Barløse om betydningen af personlige ejen dele.

Noget, der bidrager til de emotionelle udfordringer ved at flygte, er alle de fysiske forhold, der også giver anledning til bekymringer for den voldsudsatte kvinde. Hvis hun og manden har fællesøkonomi, kan det være svært at få penge med sig på flugten, og hvis de ikke har det, kan

Plakat fra oplysningskampagne til bekæmpelse af vold mod kvinder fra 2003.

det være, at kvinden alligevel har været vant til, at manden styrede det hele. Nogle kvin der flygter helt uden penge, men de skal bruge dem til de ting, de ikke fik med hjemmefra, til at leve for på krisecenteret, til indskud i en ny lejlighed og til at starte retssager/skilsmissesa ger eller lign. Tidligere havde alle samlevende partnere forsørgelsespligt over for hinanden, hvilket gjorde det svært for de kvinder, der ikke var i arbejde at få kontanthjælp. Nu gælder det kun de gifte kvinder. Sidst men ikke mindst bekymrer spørgsmålet om forældremyndighed alle kvinder, der kommer på krisecenter med deres børn. Når forældrene flytter fra hinanden og/eller bliver skilt, skal statsamtet tage stilling til forældremyndighedsspørgsmålet, og for alle voldsramte kvinder er deres største frygt at mi ste deres børn til den voldelige far.

”Det er helt generelt, at når kvinderne kommer til krisecentret, så er de alle vældig bange for ikke at blive troet på. Det er de fleste. Og det er jo netop, fordi de også har fået at vide fra manden, at der er ingen, der vil tro på dig. Og mange kender den her mand som charmerende, hvor naboer, fami lie og skole synes, at det er en meget okay mand. Billedet udadtil vil ofte være sådan.” Hanne Barløse om de voldsramte kvinder på Krise centret.

For udenlandske kvinder fylder spørgsmålet om opholdstilladelse også meget. Ofte er deres op holdstilladelse betinget af samliv med manden, og de risikerer derfor at blive smidt ud af landet, hvis de forlader den voldelige mand. Endnu vær re er det for dem, hvis de har børn med den dan ske mand. Så risikerer de nemlig at blive sendt ud af landet, mens børnene skal blive i Danmark. Heldigvis er krisecentrene og deres netværk i bl.a. LOKK vant til at hjælpe kvinderne med både deres psykiske, fysiske, økonomiske og juridiske udfordringer. Det er udfordringer, som kvinder ne ville have svært ved selv at overkomme, og mange kvinder udtrykker stor taknemmelighed for krisecentrenes arbejde. Desværre ved man også, at mange voldsofre aldrig forlader den vol delige partner, og måske er nogle af de ovenstå ende grunde netop årsag(er) til, at flugten virker uoverskuelig.

”Ved mødet med Peter (jurist for LOKK, red.) kommer jeg til ”point of no return”. Mens vi sid der og snakker, skriver min mand, at han vil hen te mig. Jeg begynder at ryste. Advokaten tager min sag uden betaling og vil repræsentere mig i Udlændingestyrelsen. I dag ville jeg gerne møde ham og give ham en flaske whisky og fortælle ham, at han har gjort en stor forskel i mit liv.” Julija, tidligere beboer på Ringsted Krisecenter.

KVINDER BØRN

”I’m outta love”

”Jeg ved, at jeg ikke kan blive i det her. Jeg har taget mod til mig længe. Jeg har sagt, at jeg vil skilles, men Morten tror ikke på det. Han vil have, at jeg skal sige til ham, at jeg ikke elsker ham mere. Jeg må sige det to gange, men det er som om, han ikke hører det”. Camilla, tidligere beboer på Ringsted Krisecenter.

Den 25. februar 2001 flygtede Camilla til Ring sted Krisecenter med sine to drenge. Forud lå et forløb, hvor forholdet til hendes mand, Mor ten, gradvist var blevet værre og værre. (Nav net er opdigtet, red.)

Når Camilla husker tilbage, mener hun, at det begyndte under hendes graviditet med deres første barn, Joachim, i ´97. I slutningen af gra viditeten fik hun svangerskabsforgiftning og

måtte have akut kejsersnit. Hun husker følelsen af, at hun, mens hun lå på fødegangen, mærke de, at ”det stod jeg fuldstændig alene om. Det kunne han ikke være i”. Da det var Camillas før ste barn, tænkte hun, at ”det er nok meget nor malt, at det er sådan”.

I tiden efter fødslen var det overvejende hen de, som tog sig af barnet. Morten havde meget kort barsel og prioriterede ikke tiden med sønnen. Joachim sov ikke ret meget, og Camilla følte sig nedslidt. Men Morten var uforstående over for det. Alligevel begyndte de at tale om at få barn nummer to, selvom Camilla samtidig overvejede, om hun skulle forlade Morten. Kort tid efter blev hun gravid igen. I tiden under den anden graviditet forværredes deres for hold. Morten ændrede sig mere og mere og var vred på Camilla. Han følte, at graviditeten var et svigt over for den ældste søn.

”Hvis han var gal på mig, så stod han med en knytnæve oppe i hovedet på mig. Han slog mig aldrig, men det var bare en truende adfærd. Det kunne jeg ikke være i, men jeg havde ikke overskud til at skride højgravid, og med et lille barn”. Camilla om Mortens adfærd.

Under december-orkanen i ´99, da Morten var til julefrokost, forlangte han til trods for hendes tilstand, at Camilla skulle ”stå op hver anden time og tjekke, om strømmen var gået”. Ellers ville fyret brænde sammen. Hun fortæller, at ”der var ingen forståelse for, at det er hårdt at være gravid. Det er hårdt at have et lille barn og at skulle passe et arbejde. Den forståelse var der ikke. Forståelsen for kvinder og kvindeliv”.

I april 2000 kom deres anden søn, Jocob, til verden. Allerede inde på fødestuen fornemmede Camilla ”osteklokken dale ned” over sig, men kunne ikke sætte ord på det. Efter fødslen ville hun ikke hjem, selvom den ældste søn ventede derhjemme – ”de kunne ikke få mig ud ad dø ren”. På det tidspunkt var sundhedspersonalet lige begyndt at få fokus på fødselsdepressioner; alligevel spottede hverken de eller sundheds plejersken tegnene hos Camilla. ”Jeg havde det mærkeligt, jeg var ked af det, jeg kunne ikke være nogle steder”. Sundhedsplejersken lovede at ringe Camilla op sidst på ugen – ”hun ringede aldrig til mig, og så går det galt om mandagen”. Efter weekenden blev Morten hjemme fra arbejde. Men tirsdag tog han afsted med ordene ”jeg kan ikke blive ved med at blive hjemme”. Camilla talte med sin egen læge flere gange.

Hun ringede også til en veninde, som omgåen de forstod, at noget var helt galt. Som en hjælp havde Camilla fået en liste over psykologer, hun kunne ringe til.

”Jeg glemmer det aldrig. Så ringer jeg, og så sid der jeg bare og skriger ind i telefonen, og får det der tunnelsyn. Det hele sortnede bare”. Camilla om sin fødselsdepression.

Psykologen kunne ikke hjælpe Camilla. I stedet blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling med fødselsdepression. Morten var med til den før ste samtale. Til trods for indlæggelsen fik hun dog lov til at tage hjem, da hun også havde Joa chim derhjemme. Dagen efter forventede hun, at Morten igen ville tage med hende ind på hos-pitalet, men han ville ikke tage fri fra arbej de endnu en dag. ”Jeg tror først, at det er dér, det virkelig går op for mig, at jeg skal skilles, når det her er overstået”. Camilla kørte selv ind til hospitalet med Jocob på bagsædet, men var flere gange ved at køre galt. Hospitalet valgte efterfølgende at indlægge hende på fuld tid i 11 dage. Derefter blev hun dagpatient de næste 5 måneder.

I de 11 dage trak Joachim sig fra Camilla. Han kaldte hospitalet for ”mors hus”, og Jocob for ”mors lillebror”. Hun havde håbet på Mortens hjælp, så hun stadig ville kunne være der for Joachim. Men i stedet var det som om Morten ”benyttede sig af muligheden for” at skabe afstand mellem Joachim og Camilla. ”Jeg følte selvfølgelig, det var et svigt over for mig, men det var et endnu større svigt over for Joachim, for han blev heller ikke hjulpet til at kunne være sammen med sin mor”, fortæller Camilla. Efter Camilla kom hjem, skreg den yngste hver gang Morten tog ham op. Barnet var bange og utrygt. Det kunne Morten ikke håndtere, ”han blev bare hidsig og sad og slog hånden ned i sofaen”.

”Jeg har svært ved at trække vejret. Jeg husker ikke så meget fra selve festen udover, at jeg står lænet op ad min far, fordi jeg ikke kan være i mig selv”.

Camilla om barnedåben.

”Så jeg skulle både være syg, sørge for at få en amning til at køre bare nogenlunde og tage mig af Joachim også. Det var jo ikke muligt”. Camilla om tiden efter hospitalsopholdet.

Under oprydningen efter festen, fortalte Morten, at ”han ikke orker mere og vil forlade mig. Jeg går fuldstændig i panik, min verden falder sammen. Jeg tigger og beder ham om ikke at gå fra mig. Jeg gentager hele tiden, at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre, hvis han går fra mig”. Da Mortens far lidt efter dukkede op for at hen te det sidste efter festen, ”nærmest overfalder jeg ham og spørger, om jeg må bo hos dem. Jeg kan ikke holde på mig selv, og ordene vælter ud af mig”. Da de kom hjem den aften, indrømmede Morten, at ”det gjorde ham glad at se, at jeg ikke kunne undvære ham”.

I juli måned holdt de barnedåb for Jocob. Morten var på det tidspunkt blevet optaget på en uddannelse, og de skulle flytte. Men Camilla var ”i total panik over, hvordan det skulle gå. Langt fra familie og venner”. Med sin fødselsdepres sion kunne hun slet ikke overskue at holde fest, og mange af invitationerne blev trukket tilbage, så kun den nærmeste familie deltog.

”Jeg havde ikke kræfter til at sige noget, men tænkte, at det var så ondt og kynisk, det han gjorde. At det var så ydmygende at skulle tigge og bede ham om ikke at gå fra mig. At jeg var fuldstændig prisgivet, og altid ville være bange og svag”.

Camilla om Morten.

Camilla boede hos sine svigerforældre med børnene indtil december, mens Morten flyt tede i studiebolig og startede på uddannelse i august samme år. Inden jul flyttede hun og børnene ind hos ham i 3-4 uger, men Camilla kunne mærke, at ”det her skal jeg ikke være i. Når jeg har fået min styrke tilbage, så er det afsted”. I tiden op til flugten lyttede hun dagligt

til sangen ”I’m outta love” af Anastacia, da hun havde ”brug for at booste mig selv. Det er ikke bare sådan lige at tage to bittesmå børn under armen og løbe sin vej”. Camilla erindrer, at hun blev nødt til at ”finde frem til den styrke, jeg vidste lå derinde, men som havde været lagt ned gennem flere år”.

Hun tog på weekend hos sin far, men allerede på det tidspunkt var Morten klar over, hvor forholdet bar hen. Han truede hende med, at hun ikke ville få børnene med sig. Camilla var klar over, at hun var ”nødt til at stikke af med un gerne”. Efter besøget hos sin far, pakkede hun aldrig taskerne ud. Som hjemmeværnsmand havde Morten et våben i huset. Da Camilla kom tilbage fra weekend, ledte hun efter geværet. Det lå ikke, hvor det almindeligvis var, og Camil la husker, at hun blev i tvivl om, hvad Morten kunne finde på.

Samme aften udviklede den psykiske vold sig til at blive fysisk. Morten tog fat i Camilla, og

trak hende ned fra sofaen ved håret. Han truede med at smide hende ud, selvom det var januar måned. Men da hun skreg, gav han slip af skræk for, at naboen skulle høre det. Over telefonen fik hun fortalt sin mor: ”Jeg er nødt til at finde en måde at komme herfra. Jeg er nødt til at finde ud af at få pakket børnene sammen og stikke af”. Men babyalarmen var sat til, og Morten havde hørt samtalen. ”Så kommer han op ad trappen, og jeg kan bare se, da han træder ind i rummet, at han har hørt det. Han var ved at nå dertil, hvor jeg ikke kunne trænge ind til ham længere”.

Han kastede Camilla ned i sengen og satte sig overskrævs på hende, mens børnene var i rum met. ”Joachim går rundt om sengen og sutter på sin tommelfinger og ved ikke, hvor han skal gøre af sig selv. Og Jocob er så lille, så han gum per rundt, men kan godt fornemme, at der er noget galt”. I det øjeblik tænkte Camilla: ”Enten slår han mig, eller også voldtager han mig, og hvis han voldtager mig, så lad det blive overstået, så kan jeg komme ud”. Men Morten stop pede og flyttede sig væk.

Dagen efter skulle Morten afsted til studiet, men trak tiden ud. Da han endelig var ude af døren og rundt om hjørnet, ringede Camilla sin sagsbehandler op angående betaling af et ophold på krisecenter, hvilket blev godkendt. Der næst fik hun fat i Ringsted Krisecenter, men der var ingen ledige pladser. Da hun fortalte om det forsvundne gevær, svarede personalet dog, ”du kommer bare afsted. Vi finder en sofa til dig”. Ved middagstid kom Morten hjem til frokost, og Camilla måtte forsøge at lade som ingenting. Han kommenterede på, at hun endnu ikke hav de pakket sine tasker ud. Så snart han var taget afsted igen, ringede Camilla efter en taxa, som kørte hende og børnene til stationen, hvorfra de tog toget til Ringsted.

I al hastværket havde hun dog glemt bleer og nattøj, så dagen efter måtte hun ud og købe ind. Først hævede hun penge, og herefter kun ne Mortens mor, som arbejdede i en bank, spo re, hvor Camilla befandt sig. ”Jeg når ikke til bage fra byen, før så passer han mig op oppe på torvet”. Camilla kom gående med barnevognen med Jocob i, og Joachim ved hånden, da Mor ten dukkede op. ”Jeg tænkte, jeg kan ikke løbe mig fra det her. Joachim kan ikke løbe hurtigt nok”, husker Camilla.

Morten fik Joachim ind i bilen, og Camilla nå ede lige at se Joachims ansigt kigge ”op på mig fuldstændig helt krakeleret”, før Morten kørte afsted med ham. De næste 3 uger havde Ca

”Så han tager ham op på armen og går med ham, og jeg siger: ”Jeg vil gerne have, du slip per ham”. Det ville han ikke. Og så gik han bare over torvet, og jeg løb efter ham med Jacob i barnevognen og råbte og skreg”. Camilla om Morten og Joachim.

milla kun ganske lidt kontakt med Joachim. Hun fortæller, at ”jeg kunne egentlig godt få en no genlunde fornemmelse af, hvordan han havde det. Men hans far sad jo lige ved siden af ham, så han turde til sidst ikke tale med mig i telefonen”.

Joachims 3-års fødselsdag fejrede Camilla og Morten sammen. Men da retssagen blev udsat yderligere 3 uger, tog Camilla sagen i egen hånd. Hun tiltvang sig adgang til Joachims dagplejer og gik under jorden i en uge med begge børn. I den efterfølgende retssag fik hun tilkendt forældre myndigheden over begge drenge.

”Det er som at vade rundt i havregrød, hver gang man løfter benet, forsvinder sporet”. Camilla om at finde sig selv igen efter tiden med en voldelig ægtemand.

Et hus med hjerterum

”Der har alle dage været en ordentlighed og en respekt for det enkelte menneske som en grund sten i deres arbejde; det gælder både ansatte, frivillige og ikke mindst kvinder og børn”. Thea Pedersen, tidl. vikar på Ringsted Krisecenter.

de sig i gang i så mange år”, og opleve, at den til stadighed fortsætter på samme engagerede

Ringsted Krisecenter har altid haft en helt særlig atmosfære. Ikke blot for de voldsramte kvin der og børn, men også for frivillige og ansatte har huset en særlig plads i deres hjerter. Når man taler med både kvinderne fra opstarten i 1978, tidligere beboere samt frivillige og ansat te, mærker man tydeligt, at stedet har stor personlig betydning for dem.

Hanne Tolstrup, tidligere bestyrelsesmedlem og nuværende grøn frivillig i krisecentret, har været forbundet til huset igennem mange år i forbindelse med sit arbejde som socialrådgiver i Ringsted Kommune. Hun fortæller, at der i hu set er en særlig omtanke og omsorg for andre. Hun mener, at personalets arbejde er præget af professionalisme ”i tilgangen til kvinderne”, men at der samtidig også er ”megen kærlighed til stedet”. Hun nævner desuden, at det ikke er ”helt almindeligt, at se en institution kunne hol

Ogsåniveau.tidligere frivillig, Pernille Høy Larsen, nævner det store engagement inden for krisecen trets arbejde, og den ”kæmpe store viden per sonalet har oparbejdet”. Hun fortæller, at der altid har været en vigtighed i at fastholde med arbejdernes motivation og således fastholde dem. Derudover nævner hun det store fokus på de ansattes kompetenceudvikling og den store ”fleksibilitet i forhold til opgaverne, der skulle løses”. For Birgitte Wendt, der ligesom Pernille er tidligere frivillig, står ”den store faglighed som medarbejderne besidder og evnen til at udvikle sig hele tiden” også som noget af det helt særlige ved Ringsted Krisecenter. Hun tilfø jer, at ”det er klart den bedste arbejdsplads, jeg har været på. Arbejdsmiljøet er i top”.

Thea Pedersen, som tidligere har været vikar på krisecentret, roser ligeså stedet for ”et fan tastisk arbejdsmiljø”. Hun fortæller, hvordan der var respekt for hinandens forskelligheder, fagligheder og ønsker. Også selve samarbejdet og fællesskabet står i fokus for hende, når hun tænker tilbage på sin tidligere arbejdsplads, ”der var altid fokus på at højne fagligheden via

Takkekort fra en tidligere praktikant på Ringsted Krisecenter.

fælles refleksion på p-møder og i supervision, for at vi kunne yde den bedste rådgivning”. Der udover nævner hun, at der blev taget godt vare på alle medarbejdere, for det var ofte ”nogle svære og voldsomme oplevelser, vi lyttede til”.

Hanne Tolstrup fortæller, at arbejdet i huset altid har været spændende og haft ”et fagligt fokus på mennesker, der har brug for hjælp”. Ifølge hende var ledelsen af bestyrelsesmøder ne ”præget af professionalisme og respektfuld inddragen af os som bestyrelsesmedlemmer. Det var åben dialog, hvor man kunne stille de spørgsmål, man ville, og man kunne komme med forslag. Som udgangspunkt var der en po sitiv holdning til både bestyrelsesmedlemmet som person, men også til ens holdninger”. Hun beskriver arbejdet med krisecentret som ”me get udviklingsorienteret, både behandlings mæssig men også forebyggende”.

Efter Hanne Tolstrup trådte ud af bestyrelsen, blev hun frivillig på krisecentret, hvilket også

har givet hende et stort udbytte. Hun fortæller, at både hendes mand og hun selv er en del af gruppen af grønne frivillige, der står for ar bejdet med sansehaven, som blev etableret i 2015. Dette arbejde finder hun spændende, ”selvom der ikke bliver lavet direkte terapi i ha ven, så er der alligevel en påvirkning fra haven og det grønne, det er godt for mennesket og for sjælen”. Derudover fortæller hun, at gruppen af grønne frivillige er blevet ”en givende social gruppe, som mennesker man kender, og som man arbejder sammen med omkring det med haven, men som man også deler nogle andre ting med. Blandt andet tager vi på udflugter og fortæller hinanden om, hvad vi gør i livet”. Nuværende forstander Kirsten Hejnfelt, som har været ansat i huset siden 90’erne, mener, der er sket en forandring i huset, imens organisationen er vokset gennem tiden. Krisecentrets arbejde ”er blevet mere specialiseret, og mit ar bejde er nu mere ledelse af medarbejdere, der igen har forskellige funktioner. Jeg synes, vi har en høj faglighed og viden om fænomenet vold i dag”. Hanne Barløse, der startede som frivillig rådgiver i 80’erne, og ligesom Kirsten var en af de første ansatte, fortæller om engagementet i krisecentrets både tidlige og nuværende arbej de, at ”det store engagement har også gjort os udviklingsorienterede, vi er nysgerrige efter ny viden og metoder, der kan forbedre den hjælp, vi giver”. Hun fortæller, at de ansatte med åre

”De har altid været gode til at udvikle sig og haft lysten og evnen til forandring”. Thea Pedersen, tidl. vikar på Ringsted Krisecenter.

ne har fået større viden og er blevet ”mere specialiserede med hver vores funktioner i forhold til familien”. Der har altid været en stor involvering i krisearbejdet, men arbejdets professionelle og administrative form har ændret sig gennem tiden. ”I dag arbejder vi i teams – kvin derådgiver, børnerådgiver og psykolog omkring den enkelte familie. Det har for mig været en gave at være en del af denne udvikling”, fort sætter Hanne.

Ikke blot arbejdsmiljøet, hvor man både lytter til personalet og sørger for en evig udvidelse af deres kompetencer, men også selve husets atmosfære nævnes af frivillige som ansatte og tidligere beboere som noget ganske særligt. Pernille Høy Larsen, fortæller, at hun som frivil lig hurtigt følte sig velkommen og som en del af fællesskabet i huset pga. den rare og rolige stemning i krisecentret. Birgitte Wendt tilføjer, at hun allerede, da hun var til informationsmøde i huset, syntes, stemningen i krisecentret var ”så god, og jeg var solgt til stedet med det samme”. Den særlige stemning var grunden til, at hun var ”meget opsat på at blive en del af Netophuset”.stemningen

i huset er også noget af det, som de tidligere beboere på Ringsted Krisecen ter nævner i deres mange takkekort og -breve til de ansatte. Efter en fraflyttet beboer havde været til julefest i huset, skrev hun til de an

satte, at ”det er sådan en dejlig fornemmelse at træde ind i det dejlige hjertevarme hus på Sorø vej”. Gennem beboernes kort og breve får vi indblik i, hvor meget de ansattes store indsats og engagement betyder for de voldsramte kvin der. Gang på gang udtrykkes der, hvordan deres arbejde har været en kæmpe hjælp og et skridt videre i en positiv retning for de mange kvinder, der igennem årene er trådt ind ad krisecentrets dør. Tidligere beboer, Lene, skriver til de ansatte: ”Jeg tænker stadig meget på jer, på alle de

Hyldest til den frivillige kvinde fra 1980’erne.

mange timer hvor personalet tålmodigt hørte på mig, og på alle de kærlige, omsorgsfulde og kloge ord I har givet mig med på vejen, og som jeg i dag gør stor brug af. Tak”. Hun fortæller også om den store kærlighed, der eksisterer i arbejdet med de voldsramte kvinders børn og hvilken betydning, det senere hen har for bør nene, ”tusind tak for den store omsorg I har vist mine børn, de bærer også et helt specielt for hold til Ringsted Krisecenter i hjertet”.

Louise, som også har boet på Ringsted Krise center, skriver om den hjælp, hun modtog, at ”I gav mine børn og mig trygge rammer”. I kortet beskriver hun sin store taknemmelighed over for personalet i huset: ”Jeg kunne ikke have kla ret det uden jer. Vi har stadig et stykke vej igen. Men det værste er overstået, og vi skylder jer et stort kram og et KÆMPE TAK. Tusinde tak for alt hvad I gjorde, så vi nu står glade, stærke og med masser af mod på livet”.

Nogle af de første kvinder fra krisecentrets op start tilbage i 1978 føler stadig en tilknytning til huset og vender ind imellem tilbage til de forskellige arrangementer, der foregår i løbet af året. En af disse er Malene Elrond, som bl.a. deltog i krisecentrets 30-års jubilæum. I sit kort til Ringsted Krisecenter skriver hun om det sto re stykke arbejde, de ansatte gør: ”Uden jeres arbejde ville mange flere kvinder lide – I gør en forskel”.

Hanne Lise Strand, der ligesom Malene var en del af Kvindebevægelsen i ’78, besøgte for ny lig krisecentret efter mange år. Hun fortæller, at det var en virkelig stor oplevelse for hende at være i huset igen og opleve den særlige stem ning: ”At komme på en institution, der fungerer, hvor der både er smukt og dejligt og hyggeligt og rart, ikke institutionsagtigt. Der er virkelig dejligt, og haven er helt, helt vidunderlig. Og så et sted, hvor det virker, som om de har de folk, de skal bruge, og stedet fungerer”.

”Tak for al jeres støtte, opbakning og omsorg i vores tid på ”kriseren”. Tak for jeres opfordringer og kompromisløshed i forbindelse med varetagelse af mine børns tarv. Tak for jeres måde at være på og for alle de kram og al det nærvær, I har givet os. Specielt tak til mine to mennesker som for evigt har en plads i mit hjerte. Jeg tror nu på en god fremtid for mine børn og jeg”. Camilla, tidligere beboer på Ringsted Krisecenter.

Sansehaven på Ringsted Krisecenter

Kampgejst

Kampgejsten har gennem årene præget Ring sted Krisecenter, da der til alle tider har været nok at kæmpe for.

Ud over kampen mod vold og kampen for at bryde tabuet omkring vold har de mere prak tiske ting omkring økonomi og pladsmangel al tid fyldt meget. Kvindehuset begyndte som et frivilligt tilbud, der selv stod for renovering og drift, og som derudover kunne søge lokale for eninger og private om tilskud. Da de første løn nede ansatte blev tilknyttet Ringsted Krisecenter i marts 1990, kunne man endelig ansætte to krisevagter og en socialpædagog på deltid. Derved kunne man afværge kriser, som i 1987 hvor centeret lukkede i tre måneder på grund af mangel på frivillige. I slutningen af 80’erne og i starten af 90’erne begyndte det offentlige generelt at yde tilskud til drift af krisecentrene

ved brug af ”hjemløseparagraffen”. De kvinder, der midlertidigt boede på krisecentrene, kun ne nu betegnes som midlertidigt hjemløse. På Ringsted Krisecenter oprettede man desuden i 1994 ”Støtteforeningen” for at samle midler ind til både huset og dets beboere, der mange gange var flygtet i hast uden at medbringe andet, end det de stod i og med børnene ved hånden.

”Man har været i stand til at overkomme og kla re store udfordringer i organisationen. Der har altid – indtil for måske 10 år siden – været økonomiske om ikke vanskeligheder, så i hvert fald tider, hvor man havde brug for flere penge, og man skaffede nogle”. Hanne Tolstrup, tidligere bestyrelsesmedlem og nu værende Grøn Frivillig på Ringsted Krisecenter.

Tøjet ved demonstrationen i 2001 skulle symbolisere de 600 kvinder og børn, der alene på Ringsted Krisecenter var blevet afvist på grund af pladsmangel.

I slutningen af 90’erne skaffede man således på Ringsted Krisecenter også midler til en børnemedarbejderstilling og en tosproget medarbej-

Ider.2001opsagde amtet driftsaftalen med Ring sted Krisecenter. En beslutning med store kon sekvenser. Centeret havde endnu engang brug for den kampgejst, der altid havde kendetegnet stedet. Ved en ihærdig indsats fra de ansatte og frivillige og ved mobilisering af lokalsamfun det lykkedes det i 2003 at etablere krisecentret som selvejende institution, der blev driftet af kommunal betaling af takster, fondsmidler og ministerielle puljer. Det økonomiske grundlag blev yderligere sikret ved kommunalreformen i 2007, som betød indførelse af takstfinansiering af ophold på krisecentre, så kvindernes hjemkommune fra nu af skulle betale for opholdet.

FAKTA

• Der er 43 krisecentre i Danmark.

• Der er tilsammen 457 pladser til kvinder på krisecentrene.

• 61% (= 4561) af de kvinder, der efterspurgte en plads på krisecenter i 2016, blev afvist pga. pladsmangel. Dvs. 6 ud af 10.

• For alle landets krisecentre er der sammenlagt en belægningsprocent på 93%.

• Der er dog store regionale forskelle i belægningsprocenten. I Nordjylland er den ”kun” på 83%, mens den konstant ligger omkring 97% i hovedstadsområdet. Årsstatistik 2016 Kvinder og børn på Krisecenter (LOKK).

Ringsted Krisecenter har altid haft brug for donationer fra private og virksomheder i lokalområdet. Kvindehuset bevilliget 100.000 kr. fra socialministeriets fattigdomsmidler 20.000 til nyanskaffelser.

Amtet ville med besparelserne i 2001 i fremtiden lade frivillige stå for driften af Krisecentret.

”I stedet for at indskrænke til nogle få pladser, så udvidede vi og skabte en selvejende institution”. (Vi havde) ”den der kampgejst. Den der vilje til hele tiden at være fremme i skoene”. Hanne Tolstrup, tidligere bestyrelsesmedlem og nu værende Grøn Frivillig på Ringsted Krisecenter.

En anden problematik, som alle krisecentrene og dermed også Ringsted Krisecenter altid har slo ges med, er den evige pladsmangel. Som faktaboksen viser, blev 61% af alle kvinder, der søgte om ophold på et krisecenter i 2016, afvist på grund af pladsmangel. Det er et tal, der er steget de senere år, men problemet er ikke nyt. Det strækker sig helt tilbage til starten, hvor volds ramte kvinder kom til kvindehusene, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. Bl.a. husker tidligere frivillig, Ella Sohrbeck, at de frivillige kvinder i starten tog voldsramte kvinder med hjem på sofaen, hvis der ikke var plads i huset. Også i 2001, hvor amtet truede med massive nedskæringer af Ringsted Krisecenter, bestod en del af demonstrationen imod nedskæringerne i blandt andet, at de frivillige og ansatte hæng te 600 stykker tøj op foran Amtsgården i Sorø. Mængden af tøj symboliserede de kvinder og børn, man alene på Ringsted Krisecenter havde måtte afvise det foregående år.

Problemet med pladsmangel på krisecentrene i Danmark er alvorligt, og det førte derfor i 2017 til hård kritik fra udlandet. Danmark har som na tion underskrevet Istanbul-konventionen, hvorved vi på en lang række punkter forpligter os til at hjælpe voldsramte kvinder og børn. Bl.a. skal vi stille en krisecenterplads til rådighed for voldsramte kvinder og børn, og vi skal hjælpe offeret i sager om skilsmisse og samvær. Konventionens overholdelse overvåges af EU’s ekspertråd GREVIO. I 2017 konstateredes det, at Danmark på netop disse punkter ikke overholdt sit ansvar, og de rettede derfor kritik heraf. Kritikken af Dan marks indsats for at nedbringe pladsmanglen på landets krisecentre viser, sammen med statistik ken over de mange forgæves henvendelser, at pladsmanglen er stor. Den er måske krisecentrenes største nuværende problem.

”Det, der står mest frem, det er den der entu siasme og fighterånd – at vi kæmper for at gøre noget, og vi lykkedes”. Birgitte Mønsted, tidligere frivillig på Ringsted Kri secenter.

Hvad har Ringsted Krisecenter betydet for mig

Som en afslutning på dette hyldest- og ju bilæumsskrift er det passende at overlade pladsen til beboere, ansatte og frivillige og lade dem fortælle, hvad Ringsted Krisecen ter har betydet for dem.

På Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 1978 åbnede Ringsted Krisecenter. I 2018 fejrede stedet 40-års jubilæum som landets ældste Ringstedkrisecenter.Krisecenter og Danmarks Forsorgsmuseum har i fællesskab samlet beboere, frivillige og ansat tes fortællinger i dette jubilæumskrift til ære for de kvinder, som har kæmpet for at give voldsramte kvin der en bedre hverdag fri for vold og kontrol.