Martin Bager Wulf
DELVISE BYGER
Prolog
”Gem et lille smil til det blir gråvejer”, Morten nynnede og trummede med de slanke fingre på det læderbetrukne ret, han var glad, han betragtede bakspejlet der var indstillet så det ikke spejlede bagruden af bilen men derimod hans eget ansigt, han smilede endnu mere ved synet af sig selv, fugerne i panden, de smukke grønne øjne. Det lyse hår der sad som var det en reklame for et fransk hårprodukt. Selv det dybe indhak i hans venstre kind som ellers ikke passede til hans ellers atraktive og empatiske ydre, var med til at fastholde smilet! Han trådte speederen endnu mere i bund og tvang bilen i sjætegear, med en voldsomhed der virkede helt malplaceret for en så smilende empatisk udsende mand. Bilen kørte nu så hurtigt at larmen fra det udenfor passerene landskab bestående af marker og vejside træer, overdøvede mussikken fra den lille cd afspiller. Men det korigerede Morten for ved at hæve stemmen og skifte fra nynnen til sang, Gem et lille smil til det blir gråvejer sang han, denne gang uden at trumme på rettet, dog hørtes en bumpen der ikke lød som om det blev skabt af hverken vejsidetræer eller marker. Morten tog sin højre hånd fra gearstangen og placerde den med et fast greb på cdafspilleren og skruede helt op, derefter flyttede han den uden at sagne farten på den lillle landeveje op til bakspejlet, blinkede med det ene grønne øje som et på gensyn til sig selv og rettede det så mod bagruden, det genspejlede dog den forsvindende landevejen forsvinde men derimod et par vildt opspærede blå men blodsprængte øjne, de sad i et sved glindsende ansigt på en kvinde, en kvide hvis mund var fikseret af et stykke metal tråd der holdt hendes tunge i spænd, og strammede til omkring den hver gang hendes vejrtrækning fik hendes kæbe muskler til at bevæge sig, Morten smilede til hende i spejlet og sang, ”lige nu er himlen klar og blå!” kvinden blødte voldsomt fra den ene kind hvor to af de mange små stål kryds der sad placeret med få centimeters mellerum på hele tråden, havde gennembordet huden og sad fast. Bare rolig min skat vi er der snart sagde morten, og vendte blikket mod vejen igen. Kvinden stred med piktråden der ud over at fiksere hendes tunge og asigt også var bundet stramt om hendes håndled og ankler. Imens lød manden på forsædetes stemme ”der kan hende ting i morgen, du ikke forudså! Et par minutter senere parkerede Morten den lille røde smart car med tv2 logoet bag en lille gruppe små træer, han steg ud og lukkede døren men uden at slukke for musiken. Han vinkede til kvinden og smilede mens han trykkede på den lille elktroniske nøgle der fik lyden af fire låse der klikkede samtidig, de ankompangnerede musikens sidste toner helt perfekt, inden introen til samme nummer genlød. Panikken i hendes øjne fik Morten til at grine, han grinede hele vejen over til den nærtlignde bygning der var udstyret med en utroligt høj mast. Dem af Danmarks befolkning der så nyhederne kunne stadig skimte hans grin da han ni minutter efter stod foran greencreanen og udpegede hvor der, når tekninkken havde pålagt vejr kortet, ville komme nedbør, inden for de næste par timer!
Kapittel 1 Christian Troel Weber sad i sofaen med sin morgenmad der for fjerde dag i træk bestod af en portion shokolade overtrukne majs flager i en pøl af kakaomælk, han tændte for fjernsynet og skruede ned for lyden så hans søster ikke skulle vågne. På skermen tonede en kvinde frem slog et par papire ned i bordet og vidre til vejret sagde hun, en man med lyst stort hår, grønne øjne og et indhak i kinden stod foran en skærm med et billede af danmark, han smilede på en måde der fik Chistian til at føle at manden netop var blevet fortalt en vitighed, og at han ikke havde kunne nå at grine af før de havde skiftet over til ham, men der var også noget der skræmte Christan, der var dette lille næsten usynlige skær i hans blik der minede Christan om Lukas, det var lige præcis det selvsikre blik han havde hvert frikvarter når han hold Christan op af cykkelskurets kolde fliser og skulle til at slå ham i maven. Den tanke forsvandt dog hurtigt da Morten Svanesøe Lynge som der stod i bunden af skærmen, begyndte at tale. Til alle de morgenfriske der sidder og luner sig der hjemme eller sidder fast i bilen, i morgentrafikken kan jeg love at i får en solrig dag, men dog ikke uden enkelte byger, der vil dog være opk..... der lød en stille gråd fra værelset ved siden af og Christian skyndte sig at slukke fjernsynet. Han spiste de 2 sidste skefulde flydene diabetes 2 som hans mor kaldte det, og gik ind i verelset ved siden af. Hvad er der galt Sophie? Spurgte han sin grædene lille søster, jeg havde onde drømme igen Trolle, lad være med at kalde mig det ”ANNA” så skal du da heller ikke kalde mig Anna sagde Anna-Sophie Weber til sin storebror. Hvad drømte du? Hun tørede sine øjne og sagde grådkvalt Jeg drømte at mor og far kyssekærester igen, nå sagde Christian, hvad var dog ondt ved den drøm? At jeg vågnede og så kom jeg i tanke om at de slet ikke kysser eller kærester mere, hun begyndte igen at græde og Christian satte sig på hendes seng så hun kunne lægge hovedt ned på hans skulder. Jeg tror faktisk slet ikke du skal tænke så meget over det, de skal nok blive kyssekærester igen! Han brød sig ikke om at lyve for sin lillesøster, men det føltes som det rigtige at gøre, også selvom han inden deres mor tog afsted i morges havde set en lille sammentrækning i hendes mundvige der på en eller anden måde havde gjort ham sikker på at hun ikke ville komme til at kysse deres far igen! Sophie lyftede hovedt og spurgte så med en lille stemme, ”har du egenligt hørt fra fra siden han rejste” ja løj Christian igen, han rigende tidligere og spurgte efter dig, men jeg ville ikke vække dig. Det kan du altså ikke være bekendt Christian. Nej undskyld men han ringer nok igen når vi kommer hjem fra skole! Christan hævede blikket mod det store smiley ur der hang på den lysseblå væg, den var kvart over 7 vi skal altså afsted sagde han og hev dynen af Sophie så kulden fra rummet fik hende til at skynde sig i tøjet! 9 minutter senere sad Sophie foran i ladet på Christians lille Christiania bike, hun sad og hodt begge deres tasker mens Christian trampede løs i pedalerne mod skolen! Samtidig med begyndte telefonen der lå mellem sofapuderne i stuen at ringe, på displayet stod indkomende opkald, F F F. Kun Christian vidste at de tre fér stod for Fulde Far Fængsel...