Walthers Vildtunderlige Verden by martin wulff

PERSONGALLERIET gud Jesus ( nævnes ved navnet guds søn) Judas(ikke ved navn) Leonarod ( journalist) Indehaveren af restauranten på bakken Elektrikeren Thomas Tyven Edison Yufuc Stell Mi Idas Elektrikerne nævnes nu som Leopol Keld Nulle Walther nævnes som bogens hovedperson(ikke ved navn) Boghandler der sælger skoletasken Newton nævnes i forbindelse med hans lov Jan og Helle(i forbindelse med forfattergreb) Forfatteren En celle - her bliver der mange celler nævnt, til sidst bliver de dog til Panderichyst Fisken Karl Fisken Sille Charles D(arwin)

Celui Pavot Her nævnes Walther som minum Indkøbsvognen Walthers mor Jarl Friis Mikkelsen Mulam nævnes ikke(men Walther snakker med ham for første gang) Rådet der styrer landet Amy der taber 26 kg Person i døren til indkøb Døren snakker Vognen snakker Døende restaurantbestyrer i rom Fugl får opskriften afvide Flytteflok Mulam Hun ( magisk ukendt væsen der redder Walther) psykologen Guds mundskænk skøgen maria magdalena Borgmester 1 Robbert borgmester 2 Linda Katten der stedfortrædder for Linda 5

hjemmerøveren og den pædofile 2 krager i et træ Indkøbsvognen kommer igen Træet græder træets venner og søster Og ham det store lækre træ der er ved at blive fældet Karl nævnes igen plus oldebørn Stine og Nicolas Møgkøteren STOLEN Torturredskabet AKA Banjo Helt almindelig stol naboens dørklokke Naboen Børnehavepigerne Trine,Lisa,Emma og Mia Johan Spejderlederen Brandmænd Indkøbsvognen nævnes igen Sur børnehavedame opdager hængte dukker 321 ældre mennesker Omkring det dobbelte antal biler Tolder(vi er nu nået til smuglerløbet) Smugler og bagmænd og andre deltagere hjemmerøverne og den pædofile Biler og kærester 6

Lexie og kĂŚreste (ikke navn) rigtig mange kĂ¸er Koen Fugle, johan taler med Johans mor Johans psykolog

WALTHERS VILDT-UNDERLIGE VERDEN

1 BERETNINGEN OM TRÆ OG REB Der er ganske få, der ved det, men først skabte Gud Manden. Derefter tog Gud to ribben fra ham og med det ene, skabte Gud Kvinden. Det tiloversblevne ribben, “the spare rib”, tog Gud med i værkstedet, og her brugte Gud følgeligt de næste mange tusind år på at koge, dryrubbe, grille og marinere dette ribben. Da opskriften endelig var korrekt, sendte Gud sin søn ned til os på Jorden for at sprede budskabet. Desværre havde Jordens befolkning på dette tidspunkt en sær fetish for mænd på trækors, så han nåede slet ikke at give folk opskriften. Han startede ellers godt ud med at skabe den korrekte vin, man drikker til “the spare rib”. Han helbredte de spedalske, så de ikke skulle tabe både næse og mund over smagen af de lækre ben. Da dagen endelig oprandt, valgte en af hans nære venner, at han ville holde opskriften for sig selv, og da han aftenen inden havde fået opskriften til et privat middagsselskab, “kun få inviteret, et dusin eller der omkring, og så en lidt speciel journalist ved navn Leonardo”, valgte han at

stikke Guds Søn til ordensmagten og stikke af med den guddommelige opskrift. Igen, igen, desværre, viste det sig, at Jordens befolkning også havde en sær fetish for bondage … så han nåede ikke meget længere end til et træ lidt udenfor byen, hvor han blev hængende til sine dages ende. Opskriften blev senere hentet af endnu en af de få inviterede fra det der intime middagsselskab, hvor han tog den med til Rom. Der fandt han en bakke og sagde: “Og på denne klippe vil jeg bygge min restaurant”. Hvordan opskriften kom videre fra restauranten, der forøvrigt 2 uger efter åbningsfesten blev lukket af Levnedsmiddelkontrollen, hvis udsendte, med et stort dumt smil sagde: “Den her bule kommer aldrig til at servere noget igen!” “Aldrig?” spurgte den knuste indehaver. “Ikke med mindre du tror, du kan køre stedet her rundt kun med tørre kiks og billigt portvin”, råbte han, mens han hulkende af grin gik sin vej. Han vendte sig om og tørrede et par tårer væk fra øjnene: “Nårh ja, og den store røgovn, du brugte til at ryge de der “spareribs”, den kan du bare lade stå, for du finder sikkert et eller andet og bruge den til. Resten kommer vi og henter på mandag. God weekend.”

2 BERETNINGEN OM MØRKE OG LYS Gud gik gennem den mørke tunnel fra Edens have. 7 gange… hele 7 gange var den gået direkte på telefonsvarer hos elektrikeren. Gud: “det fungerer jo ikke med denne lange mørke tunnel med kun en enkelt 4000 watts pære for enden til at guide én i den rigtige retning. Jeg fyrer sgu den elektriker!” Dette var imidlertid ret urimeligt for den arme elektriker, der led under 3 store arbejdsmæssige udfordringer: 1: Hans telefon var ikke blevet opfundet endnu, og der ville foreløbig gå et ukendt antal år, før man bare begyndte at tælle år, og selv fra det tidspunkt ville der gå yderligere omkring ettusindottehundredeogseksoghalvfjerds år før “Alle Beelle mig ringe og fortælle” ville løfte røret for første gang.

2: Det lyssystem, han skulle sætte op i tunnel arealet var heller ikke blevet opfundet endnu. Fra den dag hvor man begyndte at tælle år, ville der gå yderligere omkring ettusindottehundredenioghalvfjerds år, før Thomas Tyven Edison, som han engang ville blive kaldt, stjal en elpære fra en lille dagligvare biks i nærheden af, hvor han boede. Den forbedrede han og dermed blev elpæren 1,0 ubrugelig, og skaberen Yufuc Stell Mi Idas, som ellers skulle være leverandør på Guds tunnelprojekt, gik konkurs.. 3: Den tredje og nok største arbejdsmæssige udfordring, den arme elektriker havde, var nok, at han selv først ville blive født yderligere ettusindnihundredetoogfirs år efter man var begyndt at tælle år… og at han desværre var født uden arme. En lille ting mere, der ville være fair at nævne, var nok, at denne elektriker født uden arme omkring ettusindnihundredetoogfirs år (plus alle de år, man ikke tæller med) for sent til at kunne løse bare en af sine arbejdsopgaver, var født som en undulat, i en lille by uden for Hartzen. Dette resulterede i at den ellers smukke undulat ved navn Leopol levede et meget deprimeret liv grundet en 12

sær følelse af utilstrækkelighed og et stort pres, der altid lå lige i baghovedet, men som Leopol aldrig kunne forstå. Det resulterede ydermere i en stressrelateret mavepine, som Leopol desværre mistolkede som mavepine grundet de sild hans, efter hans mening nærige ejere, gav ham, skønt han hellere ville have en lidt mere sukkerholdig kost. Det endte på en trist onsdag morgen, hvor hans ejere Keld og Nulle endelig havde opfyldt Leopols usagte ønske og derfor havde sodavand og diverse frosne desserter med til ham. Leopol havde med vilje slugt et Silleben og lå nu død i bunden af buret. På den måde fik Leopol, den lille deprimerede undulat født alt alt for sent uden arme, lov til at hoppe igennem en mørk tunnel mod lyset, og der i den mørke gang sagde Leopol: “Nogen burde virkelige fyre den elektriker” Cirka totusinde år (plus det løse) tidligere, nåede Gud lyset for enden af tunnelen, trådte ind i sit værksted, og åndede lettet op og lagde “the spare rib” fra sig på bordet, slog håret ud og tog sin BH af…

3 BERETNINGEN OM BLÅ OG RØD Der gik ca 23 år, plus en del nuller, før Gud havde færdiggjort arbejdet på sin opskrift, det perfekte rib. Imidlertid var hendes resterende ribben nået en del længere, cirka femhundredetoogtredivetusind kilometer og en helvedes masse religiøse placeringsspørgsmål under Paradis, men dog alligevel cirka femhundredeeenogtredivetusindnihundredenioghalvfem s kilometer og en himmelsk masse religiøse placeringsspørgsmål over, hvad den første af de to nævnte afstande ellers brugte som tillægsord, nå pyt med det … der nede på jorden er denne histories virkelige hovedperson, som -for at gøre hele denne historie endnu mere bizar- har en blå skoletaske, eller det ville han have haft, hvis den boghandler, han købte den hos, ikke havde været farveblind. Dette giver dog selvfølgelig ikke mening da hovedpersonen bare kunne have gjort opmærksom på, at den blå skoletaske, han havde bedt om at få taget ned fra hylden, var rød … men desværre for folk, der går op i farver, og heldigvis

for folk, der synes at sammentræf er et rigtig godt forfatter greb, er vores hovedperson også farveblind. For at vise lidt respekt til Newtons Tredje Lov, skal det dog også siges, at den blå skoletaske, altså den som de to nu førnævnte personer selvfølgelig stadig var i god tro om er rød, blev solgt til en tredje person, som i over ti minutter argumenterede for, at det var en forkert farve, der lå på disken, men alligevel endte med at køre der fra med den blå taske – altså i hovedpersonens og den på nuværende tidspunkt ligegyldige i boghandlers/fiskehandlers bevidsthed røde taske. Dette skyldtes dog mest, at den tredje person, som købte tasken, var stum og derfor ikke var ret god til at argumentere … Som før nævnt, er der nogle forfatter greb, man kan bruge, for at skrive en god historie. Dette er mest henvendt til folk, der følger reglerne og dermed også masserne, men som du måske har opdaget, er disse regler og forfatter greber fuldstændigt ligegyldige i bevidstheden på personen, der forfatter denne historie. Ja faktisk næsten lige så ligegyldig som bog- og fiskehandleren, og dette skyldes primært to ting: 1: 15

Disse fortællegreber er brugt tusindvis af gange og kan hentes på det nærmeste bibliotek, hvor en sød ung herre, eller en sød ung kvinde – lad os for historiens skyld og for at bruge et af disse forfatter greber, give dem et navn, det kunne fx være Jan og Helle, selvfølgelig var navnet på kvinden Jan og navnet på manden Helle. Forstår i? Men at hente en sådan bog, ville selvfølgelig være en idé, hvis man ville bygge historien flot op. Problemet var bare, at denne forfatter ikke kan læse. Det skyldes hovedsageligt yderligere to ting, hvoraf den første er den sætning, der starter – hvad end der kommer efter næste tal og kolon, der er skrevet i dette kapitel. Nu, når vi har det slået fast, skal det også siges, at vores forfatter havde en ubetalt bøde på biblioteket for en bog ved navn “Om at Eksistere”, som han heller aldrig havde fået læst, men heller ikke afleveret. Dette skyldtes fuldstændigt de to ting, som denne lange udenomssnak er en del af! 2: Mangel på øjne. Derudover var der igen et lille bitte “men”, der lød således: Forfatteren eksisterede ikke! En forfatter er kun nødvendig, hvis historien er fiktiv, eller der skal forfattes noget ekstra på historien. Dette er ikke nødvendigt, da alt i denne beretning er sandt og skrevet præcis, som det er foregået. Af den grund vil forfatteren 16

skyde hovedet af sig selv med en meget langsomt virkende hundeproppistol grundet sin nu mangel på job, som så i virkeligheden vil være besat af en fortæller eller beretter. De to vil ikke blive nævnt yderligere i denne beretning – eller det vil sige at fortælleren kun vil blive nævnt tre gange mere i denne beretning, og i forhold til beretningens længde, er det så godt som ingenting. Hvad angår forfatteren, er der ingen der ved, da ingen er klar over, hvor lang tid det tager at skyde hovedet af sig selv med en hundeproppistol.

4 BERETNINGEN OM VAND OG LAND Ca mange mange mange mange mange ja altså rigtig mange år før Gud blev opfundet, eller på samme tidspunkt bare i en alternativ bevidsthed eksisterede pludselig En Celle, ikke sådan en man sidder i, fordi man tro man kan snakke med fugle; nej en celle, faktisk Cellen, der flyder rundt i havet; en celle med en tanke: “Jeg har krampe” Et ukendt antal år gik. To celler. To tanker. “Jeg har krampe” og “Jeg tror, det er vokseværk”. Et ukendt antal år gik. Tre celler, tre tanker. “Jeg har stadig krampe” og “Det var vokseværk” og “Her bliver lidt kedeligt”. To ukendte antal år gik. En organisme, en lidt mere gennemtænkt tanke. “Hvis jeg havde krampe, må jeg også have muskler”. Halvdelen af 3 ukendte antal år gik. En Panderichthys, 3 gennemtænkte tanker plus en knap så gennemtænkt tanke. “Jeg har muskler” og “Hvis jeg havde vokseværk,

må jeg også have en krop” og ”Hvis jeg kedede mig, må jeg også have en hjerne” og “Jeg har lyst til kaffe…”. Et kendt antal år, men ikke noget, der vil gavne fortællingen, og derfor lader vi den ligge, gik. En osteolepiformer, en ret gennemtænkt tanke, det første tegn på skuffelse og et underligt udsagn, vi nok først forstår, når beretningen er til ende. “Jeg eksisterer, og det gør alt omkring mig også” og “Kaffe eksisterer ikke endnu” og ” En lilletå i krampe er aldrig noget, du vil se på en død mand”. Vi undskylder den ene fejl, der opstod i hjernen på dette lille væsen, men til dens/dets forsvar kunne den/det slet ikke vide, at forfatteren ikke eksisterer, og at dens/dets antagelse af, at alt omkring den eksisterer, var derfor forkert. Derpå vil vi dog rose den/det for netop denne antagelse, da det senere blev til en bog , der dog ikke kunne lånes af nogen, da dens første låner aldrig fik leveret den tilbage og endvidere ikke engang læste den! 15 år gik. En fisk. En fisk med navnet Karl. Ret mange tanker, der var udmærkede, en personligheds krise, et møde med en anden fisk, en kortvarig romance, et brud og en gåtur. “Jeg er trist og alene. Der er ingen at snakke med”. Fisken Karl svømmede rundt i et meget stort og tomt ocean. Han var egentligt godt tilfreds med sin krop og sit liv, selv om han var teenager. Skægget voksede, som 19

det skulle. Finnerne blev større og større desto mere, han besøgte Fishnet Centeret, hvor han pumpede jern. Hans stemme var gået i overgang, og når hans finner en dag var lange nok, kunne han nok også begynde at øve sig på at lave kaviar, for helt ærligt: Hvad er en æggemad uden kaviar? Men desværre for Karl var han alene. Han manglede nogen at snakke med. Han manglede nogen at være på bølgelængde med. Og derfor var det et held, at der cirka to kilometer derfra, var en anden encellet organisme, der havde udviklet sig flot. Store flotte runde gælder havde hun, og ja, som skæbnen nu lå, så mødtes de to fisk, og det foregik nogenlunde sådan her: Karl så i retning af Sille, og hun så i retning af ham. De blev nysgerrige og svømmede tættere på hinanden. De mødtes! Hvordan de fik et forhold op at svømme, det er en lidt mere kompleks beretning, men for at gøre helheden mere læselig, vil noget af kompleksiteten blive skåret fra, og derpå vil en mere læselig og flot fortælling fremstå. Sille og Karl sad en dag og filosoferede over 3 ting. Det ene var deres navne; hvordan havde de fået dem? Var de blevet luft, altså hvor en sort- og hvidklædt fisk havde hældt luft på deres hoveder 3 gange?

Det andet: fandtes der sorte og hvide klæder til de andre fisk, og var der overhovedet andre fisk? Og det tredje: Kunne fisk overhovedet sidde ned og filosofere? Da de var blevet enige om, at det kunne fisk ikke, da fisks tankerække ikke holdt til meget mere end ’ja og ja’ for en hanfisk og ’hmm og nå’ for en hunfisk, gik deres forhold faktisk som på finner … En dag gik det desværre sådan, at Karl var begyndt at få finner, der havde 3 udvækster på hver, og det havde Sille ikke, så da Sille så dem, sagde hun bare NÅ og ventede på, at Karl skulle svare på, hvorfor hun ikke også havde fået dem, hvorpå Karl bare svarede Ja! Dette tog Sille dog som en fornærmelse og svarede ”Hmm”, hvortil Karl fortvivlet svarede JA, som Sille så tog som det sidste ord i deres forhold! Karl var i krise! Han svømmede og svømmede op mod lyset. Han ville ikke mere. Nu skulle det slutte. Han ville tage hen til den nærmeste ovenvands sandstrand og binde et stykke let flydetang om halen, og så ville han tage sit eget liv ved at lufte sig! Der var dog et lille problem … endnu et af disse små “men”. To Tredjedele af planen var udført, og han flød mod overfladen, op i sollyset. Op i luften. Han blev skyllet ind på land og gjorde noget, som ingen levende organisme på dette tidspunkt havde gjort før ham. Han trak vejret! Kravlede 21

et par skridt på sine pumpede finner/udvækster og så op mod Solen. Lyset var så stærkt heroppe. Den der kæmpestore pære brændte som en sindssyg, og det hele var underligt, og af alle verdens tanker, tænkte han kun en ting: “Nogen burde virkelig fyre den elektriker”! Nede i havet svømmede Sille rundt alene. Hun var i sorg. Hun var så ked af det, som kun en kvinde kan være det. Så ked, at hun bare, fordi hun kunne, blev nede på bunden ind til hundrede tusind år var gået, ind til hun kunne shoppe til hendes kort blev spærret, indtil hun kunne æde Ben and Jerrys, indtil hun kunne se Pretty Woman, og da hun så en dag tænkte: ”Der er jo ingen, der ser mig være ked af det her nede, så hvad er så hele idéen med at være ked af det?” og som følge af den tankerække valgte nr. 2 i stedet for nr. 1, som et logisk tænkende væsen ville have valgt, men åbenbart ikke en mange mange tusind år gammel sild. 1: Lad være med at være ked af det, og kom videre med dit liv! 2: At følge i hendes tabte elskedes finnespor og gå op på land i håbet om, at han der ville sidde og se på hende være ked af det! Desværre for Sille var kun en af de, nu for mange tusind år siden encellede organismer, været så heldig at få evnen til kunne trække vejret, så da hun skyllede ind på land, nåede hun lige at se en underlig mand stå med en 22

tegneblok og glo op i træerne efter nogle fugle. Hun vidste dog hverken hvad underlig, mand, tegneblok, træer eller fugle var, men det nåede hun ikke at bekymre sig om, før hun døde! Den underlige mand ved navn Charles D., der faktisk ved et helt vanvittigt “eller undskyld ordvalget, lad mig lige rette det”, der faktisk ved et helt luftalvor sammentræf, var på den ø for at studere netop, hvad hendes tabte kærlighed, Karl, var blevet til og hvorfor hun ikke var. Charles samlede Sille op, lagde hende i olie og i en konservesdåse fuldstændig uvidende om, hvor gammel og hvor vigtig Sille kunne have været for hans evulotionsteorier, og sendte hende derfor hjem til sin bolig, hvor hun blev stående på en hylde i mange år indtil den dag, hvor Charles’ hus skulle ryddes, og hans konservesdåser skulle gives til de hjemløse i området. Ved et mærkeligt tilfælde overlevede dåsen i nogle år endnu inden den en dag havde fået sat ny etikette på af en medarbejder, der ville tage sin stille hævn, og derfor tog en dåse rådne fisk med på arbejde på fabrikken, og gav den et ny look, så en eller anden en dag ville åbne en dåse rådne sild, og så med et trylleslag, ville fabrikken blive lukket. Det gik hverken værre eller bedre end at den butik, som dåsen havnede hos, måtte lukke grundet konkurs, da en eller anden idiot havde stjålet indehavernes idé til en elpære og lavet en version 2.0, der solgte meget bedre. 23

Da butikken nogle år efter blev lukket op igen, for at tømme de resterende varer, røg dåsen igen afsted, indtil den i slutningen af 1900-tallet blev solgt til en herre i en lille ikke-fødevare registreret biks i Hartzen. Herrren ved navn Keld tog den med hjem til sin kone, Nulle, og fodrede derpå deres undulat med mavebesvær med indholdet af dåsen. Undulaten valgte derpå, grundet andre ligegyldige årsager, at kvæle sig selv i Silles rygrad, og på den måde endte Sille sin lange rejse, og fløj til en meget dårligt oplyst tunnel.

5 BERETNINGEN OM VENSTRE OG HØJRE Det er lige før, at denne beretning også skal starte med ’Gud’, men det gør den ikke, eller i og med jeg lige nævnte hende, gør den måske alligevel … Ja okay … men havde det ikke været for den lille svipser, starter denne beretning altså ikke med hende der Gud. Nej, den begynder med indehaveren af en Rød/Blå skoletaske. Denne skoletaske havde kun en farve, men dog to forskellige, alt efter hvem der betragtede den. Dette vil sikkert blive en vigtig ting at huske på senere i livet, eller senere i fortællingen. Lige nu var tasken rød, den blev nemlig beskuet af hovedpersonen. Lad os for en god ordens skyld lave en indskudt sætning, der vil gøre det nemmere for læseren at identificere sig med hovedpersonen og samtidig give en smule mening til den ellers så underlige begivenhed, der skete efter fødslen af hovedpersonen -i ved det der mærkværdige tidspunkt, hvor en person, som familien ikke kender, skal hælde vand i hovedet på barnet. ”Hovedpersonen

hedder Minum Walther”. Nå, og så snakker vi ikke mere om ham! En mand født i midten af det nittende århundrede bliver i denne fortælling meget vigtig, derfor ville det være på sin plads lige at forklare, hvorfor han ”hvis en lille episode ikke var sket” slet ikke var vigtig, så I forhåbentligt glemmer ham, da det vil gøre overraskelsen større, når han igen dukker op -eller noget af ham gør- og bare rolig, det bliver ikke makabert, det er billedsprog. INFORMATION. Hvis du vil vide mere om billedsprog, kan du på ethvert bibliotek låne en bog om fortællegreb. Bogen er at finde lige ved siden af der hvor den ikke tilstedeværende bog skulle have stået. Hvilken bog? Jo, den, der er skrevet ud fra en ret gennemtænkt tanke fra en fisk engang. Nå men han var ligegyldig, fordi han i folks øjne havde en ligegyldig kone, et ligegyldigt arbejde, en ligegyldig hobby, og fordi han syntes, at venner var ligegyldige. Hans navn var Celui, Han boede i en lille by, der lå så langt ude på landet, at kragerne ikke turde vende derude, da de helt sikkert ville blive skudt grundet de var sorte … dog var der et hus, et smukt træhus, der husede nogle intelligente mennesker, der var så oplyste, at de vidste, at der ingen forskel var på sorte mennesker

og hvide mennesker, og at der var virkelig stor forskel på mennesker og fugle. Disse to mennesker var Celui og hans kone Pavot. Celui havde ikke noget mere kært i verden, ingen glæde så stor som at komme hjem efter en hård dag og se Pavots smukke ansigt, dufte til hendes hår og nyde, at de havde endnu en stund sammen i dette hans perfekte liv, og tanken om netop dette drev ham i alt, hvad han foretog sig. Pavot havde sin mand lige så kær, som han havde hende, så de var på alle måder perfekte for hinanden. Celui var kunstner, i hvert fald i Pavots øjne. Han skabte de smukkeste ting ud af træ. Det var ikke løver, drager eller trolde, som mange andre trækunstnere, nej det var ganske almindelige trapper. Hver dag tog han sin cykel og kørte hjemmefra med sin taske på ryggen fyldt med det værktøj, han skulle bruge på den opgave, han nu var sendt ud på af sin chef. Han havde indenfor de sidste 3 år lavet tohundredeelve trapper, hvoraf han have 4, der var en del af hans personlige top 5. Han havde lavet trapper i over firehalvtreds byer og kun begået 2 fejl, og ingen af dem, var han klar over. Hans arbejdsrutine er som følger: Celui møder på arbejde og stiller sin cykel fra sig et sted, hvor han er sikker på, den ikke står i vejen for nogen. Han går ind i huset, hvor han skal bygge 27

trappen, sætter sig på hug, finder det bedste billede, han har af sin elskede Pavot frem i sine tanker, og går i gang med at høvle, slibe, sømme og polere, kun med de få små værktøjer, han har i sin taske. Når fløjten lyder, og alle hans kolleger går til frokostpause, sætter han sig på det smukkeste af de trappetrin, han har skabt, og finder frem fra tasken den smukke fyldepen og den godt brugte blok. Ikke en frokost, da han ikke har haft den store appetit på det sidste. Han fordyber sig derpå i de ord, han smukt anbringer på blokken, og når fløjten så igen lyder, fordyber han sig i resten af trappetrinene. Bestemt det sidste, hvor han igen sætter sig på hug og fumler med et eller andet. Når dagen er forbi, pakker han sine værktøjer, sin fyldepen og blokken i sin taske, henter sin cykel og kører hjem uden at have andet i tankerne end den smukke trappe, han netop har færdiggjort og den smukke kvinde, han nu skal hjem til. Hans blomst. På en ganske ligegyldig dag er det første, han ikke opdager, da han kommer hjem, den ene dumme krage, der har forvildet sig til at bruge denne by som vendeplads. Kragen ligger sørgeligt nok ubevægelig tæt ved et kloakdæksel ved den nærmeste lygtepæl. Den anden ting, han ikke opdagede, var, at der var en utrolig masse fugleklatter rundt omkring netop hans hus, og det 28

er jo i sig selv er mærkeligt, da der ikke plejer at være fugle i eller over denne by. En enkelt gang under, men det er ikke sket endnu. I døren står Pavot og venter på Celui. De går ind sammen hånd i hånd. Han lægger sin taske fra sig i gangen, mens hun henter den forberedte middag. De sætter sig til bords, og Celui fortæller om sit arbejde. Der er lys på bordet og flot dækket op. Pavot fortæller om sin dag, som mest har foregået i haven. De kysser, spiser, kysser, spiser, kysser, kysser, spiser slet ikke mere, kysser, og lader det gå, som den slags gør. Derefter går de sammen i bad, rydder af bordet, kysser og går sammen i seng, indtil Celui igen næste morgen lister ud i gangen, tager sin taske og cykler på arbejde. Han står op i pedalerne, ikke fordi han har travlt, men fordi han har haft så ondt i den ene balle det sidste stykke tid. Da han ankommer til huset, de i dag skal bygge -et lille enderækkehus med en fin tegning af en flot trappe- vælger han det sted i nærheden hvor han kunne forestille sig hans cykel ville stå mindst i vejen, og låser den der. Han går ind, sætter sig på hug, finder billedet fra i går, da det smukkeste billede, han kan finde af sin elskede Pavot, altid er fra sidst han så ind i hendes øjne, og går i gang med trappen. Fløjten lyder, bloggen kommer frem, fyldepennen fyldes, nogen bliver jo nødt til at holde navnet på den lille ting i live. Han 29

sætter pinden på bloggen og rejser sig med et op … Det strammer og stikker i hans ene balle. Billedet af Pavot forsvinder en smule, men forstærkes så igen. Han prøver febrilsk at fastholde billedet, da det lindrer smerten en smule. Fløjten lyder igen, og han sætter sig ømt på hug og fortsætter med trappen. Da han kommer ud fra huset og går over mod sin cykel, kan han ikke få tankerne væk fra den smukke trappe samt den smukke kvinde, der venter derhjemme. Han sætter sig op på den cykel, der skulle stå lige der, indtil han opdager, at den ikke er der og derfor falder ned af den manglende cykel igen. Han lander oven på en bunke bøjet jern, som han -efter at have ømmet sig på over stødet mod sin balle- identificerer som sin cykel. Han ser tårevædet ned på resterne af sin elskede cykel, der lignede, at den var kørt over af en kampvogn. Ked af det tog han det ene ben foran det andet, det venstre foran det højre for at være helt præcis, og begyndte at gå hjem. Turen var lang og kold, og han var først hjemme sent ude på aftenen. Hvor han ville have gået alene ind ad døren til en sur ventende kone -hvis ikke det lige var fordi, han var gift med Pavot. Da hendes elskede Aime, -det var for resten hans efternavn- ikke var kommet hjem, tog hun en frakke på og gik ud ad døren. Hun tog også det venstre ben foran det højre og begyndte at gå mod Celuis arbejdsplads. På halvvejen mødte hun sin 30

elskede mand, og de fór i armene på hinanden, begge lykkeligere end nogensinde over igen at have en stund sammen i deres perfekte liv. De gik hånd i hånd -den højre i den venstre set fra hans perspektiv, og den venstre i den højre set fra hendes- hjem mod det smukke hus, som Celui havde bygget i det smukkeste træ, så det kunne rumme, hvad han syntes, var den smukkeste kvinde, og hvad hun syntes, var den smukkeste mand. Celui og Pavot havde kun hinanden. De ville ikke andre, og derfor ville andre ikke dem. Den nat elskede de, som aldrig før. De tænkte ikke på noget som helst andet end det, de var i lige nu. De faldt i søvn på stuegulvet, og da Celui næste morgen vågnede nogle timer før han plejede -grundet en stikken i ballen- bar han uden at vække hende, Pavot ind i seng, hvorpå han kyssede hende, tog sin jakke og listede ud ad døren. I dag tog han det højre ben foran det venstre, og da han ankom, udså han sig det bedste sted at stille sin cykel og var nået halvvejs hen med den, før han kom i tanke om, at han ikke havde nogen cykel længere. Han gik ind og satte sig på hug, så op på trappen, tog sig til ballen, fandt febrilsk billedet fra stuegulvet natten før frem, smilede og faldt om. Celui Qui Aime blev to dage efter begravet i en kiste lavet af de smukkeste stykker træ delvist taget fra trappen, han døde ved og delvist fra træet fra stuegulvet 31

i hans hjem. Dette valgte hans elskede Pavot, der var mere knust end Celui´s cykel. Celui endt i en mørk tunnel og tænkte som en af de første: ”Hvor er her dog smukt”. Så ledes sluttede historien om den ligegyldige mand, og historien om hans kone blev sat på pause. Minum vandrede over parkeringspladsen cirka halvtreds år senere, på vej mod indkøbscentret. Han var glad og havde lige nu en indre dialog kørende om, hvorvidt de mørkegrå eller lyseblå brikker i skak var dem, der skulle starte spillet. Han var glad, for dagen i dag var dagen, hvor han skulle købe en taske og helst i blå

6 BERETNINGEN OM NØGLER OG RØV Mimum gik over parkeringspladsen og hen til det lille skur, der var bygget til at huse indkøbsvognene. “Sådan. Vi gjorde det. Vi startede en beretning, uden at nævne hende, som vi ikke nævner, for hvis vi gjorde, ville vi have startet beretningen med hende igen! Gud hvor er vi gode … Ejjj Pis.” Minum, som faktisk slet ikke blev kaldt Minum, der ellers var hans fornavn, men derimod Walter, som var hans efternavn -den eneste, der kaldte ham Minum, var hans mor- , walther var det som folk altid brugte, når de tiltalte ham. Nu hvor Minum kom til at tænke over det, var han faktisk ikke blevet kaldt det i mange år. Selv folk, han havde kendt længe og været følelsesmæssigt tæt på, kunne blive helt overrasket over, at Walther i virkeligheden hed Minum. Men det havde han for længe siden slået sig til tåls med, i alle andres verden var han Walther, og det var der ikke noget at gøre ved. Og da vi er en del af alle andre, må vi nok også hellere kalde ham Walther. Walther tog sit nøglebundt frem fra lommen, fandt husnøglen frem, klikkede den ud af nøgleringen, vendte den om, så han holdt med to fingre på den lange del af nøglen og stak den afrundede del med hul ind i indkøbsvognens møntrevne. Der lød et klik og vognen var fri. Derefter drejede han nøglen helt til 33

højre og så helt til venstre, der lød endnu et klik, og nu var nøglen også fri. Walther trak den ud, og klikkede den tilbage i nøgleringen, derpå havde han ikke blot snydt en stakkels vogn for sin daglige løn, men også beriget verdens ellers så fyldte akustik med hele fire ekstra klik. Det tænkte Walther var en gerning. Hvorfor han tænkte sådan, skal vi nu prøve at lære som en del af en større forståelse af individualiteten af menneskehjerner og livssyn. Walther boede i et lille tyndvægshjem i den del af verden, hvor krig var noget, man hørte om i fladhedsoffentligtydmygelsesfremviseren eller læste i en historiebog, hvis selvfølgelig idioten, der havde lånt den før, havde husket at aflevere den. Så vidt Walther kunne huske, havde han aldrig glemt at aflevere nogen bog! Dette tyndvægshjem var bygget således, at det lå i forbindelse med cirka 12 andre tyndvægshjem som lå på en lang række, deraf navnet rækkehus. “Nogen skal jo holde det ord i live”, men Walthers hus havde kun een nabo, da det var et enderækkehus. Et enderækkehus med en okay træ hoveddør, fine træpaneler, flotte træ vinduesrammer, og en decideret smuk trappe. Han boede alene med sin mor, hvilket gør brugen af ordet “alene” ligegyldigt eller faktisk dumt, men det var bare 34

brugt for at forklare, at Walther boede i et hus med sin mor, og ikke som mange andre med både sin mor og sin far. Walther var en relituk, og for at imødekomme dit usagte spørgsmål, og for at gøre en faktisk ikke særlig lang historie lige så lang som den faktisk var, så er her svaret på, hvad en relituk er: En relituk er et stadie mellem dreng og mand, som i dette tilfælde betyder, at man aldersmæssigt er klar til at blive kaldt en mand, men hver gang ordet bliver nævnt, virker det som om, der bliver talt om en anden. ”Hvorfor skulle jeg dog også ændre på det med navnet?”, tænkte Walther en dejlig sommeraften i juni. ”Der er mange fine mennesker, der hedder Walther! Der er både ham fra den der film med Jarl Friis Mikkelsen? ” Walther tænkte lidt. ”Ja okay, der er kun den ene, og så er der mig! Hvorfor lave om på noget så ligegyldigt som et navn? Og hvorfor fører jeg egentlig en samtale med mig selv?” ”Det ved jeg ikke?” ”Jo, det er fordi, du er ensom?” ”Hold da kæft, det er ikke fordi, jeg er ensom! At snakke med sig selv er faktisk et tegn på Intelligens …” ”At snakke med sig selv, om at snakke med sig selv er et tegn på ensomhed.” 35

”Skal vi virkelig fortsætte den her?” ”Hvem er vi?” ”Du er kun dig, eller jeg er kun mig!” Sådan kunne aftenerne nemt gå hen og blive til nætter, og nætterne kunne gå hen og blive til flere aftener. Nogle gange foregik samtalerne højtråbende, og andre gange foregik de kun inde i hovedet på den unge relituk. Det var 6 uger inde i den periode af Walthers liv, som han kaldte ferie. Ferie var måske mere et ord, end det egentlig havde noget på sig. Ganske rigtigt havde Walther fri, men problemet var bare, at han ikke havde noget at få fri fra. Problem og problem var ikke, hvad Walther ville definere det som, da den sidste af hans endeløse monologer med sig selv var endt i, at det, som tidligere var blevet kaldt ”arbejdsproblemet”, ikke længere var et problem, da det kun var hans nære, der havde et problem med det. Men da hans næres problemer, selv når det omhandlede ham, gik hen og blev til hans problemer, så det problem han ellers lige havde fået smidt i sin fiktive makulator, nu syntes at genopstå fra de ellers så glædeligt døde papirstumper på hans ellers ret rodede fiktive gulv. ”Jeg skal have et arbejde, så jeg kan… Så jeg kan hvad? Så jeg kan gøre min familie glade?” En stemme i hans hoved sagde ”Æhhh!”, som lyden når man svarer 36

forkert i et quiz-program i TV, eller hvis man er et af de forfærdelige børn, der ikke kan synge og gør det alligevel på opfordring af nogle forældre, som virkelig ikke kan have kærlighed til deres afkom, hvis de lader dem ydmyge sig selv på offentligt TV? ”Sådan er jeg ikke, jeg elsker at synge, men ved udmærket godt, at jeg ikke er god til det. Jeg ville aldrig stille op i TV for at synge eller på nogen anden måde forsøge at gøre noget, jeg ikke er god til! Det er jo også det, der er galt med de fleste i Rådet. De stiller op og fortæller om, hvordan de synes, at landet skal ledes, men i de 73 år, der har eksisteret et Råd i landet, har der aldrig været 1 forslag, som alle 173 medlemmer synes om? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Er de bare stædige for at være stædige? Er de bare i mod alt, hvad der ikke er skrevet med deres eget blæk? Hvad er problemet egentligt? Er det fordi …” Æhhh!-lyden kom igen inde fra Walthers eget hoved. ”Nåh ja, skal jeg få et arbejde for at gøre min familie stolt?” Et lidt lavere og mindre hånligt æhhh lød fra indersiden af hans hoved. ”Skal jeg så få et arbejde, fordi pengene og erfaringen ville komme mig til gode senere i livet?” Et lille kor og en kortfattet klapsalve lød fra indersiden af hans højttaler i bunden af han store fladeoffentligydmygelsesfremviser. Han havde igen glemt at slukke for det, og det betød, at 37

han de næste 42 minutter (ikke medregnet de 6 minutters lange propagandagardiner) var næsten som tryllebundet til at se, om lille Amy kunne tabe sig 26 kilo, mens hun lavede dårlig mad til et publikum udelukkende bestående af kendte mennesker, der ikke kunne synge. Men når Walther så fladeoffentligydmygelsesfremviser, var det ikke, som når andre ser fladeoffentligydmygelsesfremviser. Det var nemlig igen gang i en fyldig monolog dog uden lyd og stadig med begge kiggedytter fastklæbet mod skærmen. Der gik et par hundrede jord omdrejninger, før vi nåede til det sted på Walthers livs målebånd, hvor den Walther netop havde snydt en stakkels indkøbsvogn for sin dags hyre og skubbede den underbetalte vogn mod de store skydedøre med et stort rødt kryds på, der var sat der for at signalere, at denne dør var til udgang hvorimod døren til højre var til indgang, selvfølgelig kun i den rækkefølge, hvis man så det udefra og omvendt, hvis man så det inde fra, og selvfølgelig kun hvis man fulgte de regler og lod sig bestemme over af et klistermærke på en dør. Det gjorde Walther ikke. Han hævede nøglebundtet i en skæv vinkel over hovedet. mens den kidnappede vogn rædselsslagen så til, den tænkte kun en ting. “Kan det nøglebundt mere???” Walther pegede en lille lygte fra bundet op mod sensoren over døren med det stor røde kryds, der i 38

Walthers øjne signalerede “kom an hvis du tør”, klikkede på lygten, så den lille grønne lys stråle ramte døren, der derpå måtte erkende sit nederlag og med et suk og en hvæsen, skød op. Derpå havde Walther nu tilføjet 5 klik til verdens akustik … på dette tidspunkt besvimede vognen af overraskelse. Walther skubbede vognen ind foran sig, og mens en person kom gående op mod ham, pegede på døren, pegede på den anden dør og pegede på ham og lavede en masse fagter og tegnsprog, men ikke en lyd fra personens mund. Walther kiggede på vedkommende og sagde: ”hvis den dør ikke skulle kunne åbne ude fra, så har elektrikeren, der har lavet den, ikke gjort det godt nok, og så burde nogen fyre ham” den gestikulerende person stoppede sine fagter og stod stille og kiggede vredt på Walther, men i det sekund lød et brag og en masse bøger faldt på gulvet fra vedkommendes taske, der var revnet hele vejen fra den ene ende til den anden. Walther satte sig på hug og begyndte at læsse de mange tunge bøger op i den kidnappede vogn, en historiebog, en bog om at eksistere, en seddel med en reservation til en eller anden bog om fortællegreb, der åbenbart var lang lang kø til. De gestikulerende person pegede på sin mund, pegede på tasken, pegede på Walther, pegede på vognen og så derefter spørgende 39

på Walther. Døren, der ikke skulle kunne åbne udefra, følte sig nu meget overset, da den kun var blevet peget på en gang, og alle de andre havde fået opmærksomhed to gange -det var trods alt den dør, der var blevet misbrugt. Walther forstod nu at personen overfor var stum og i det øjeblik brød hans verden sammen. Walther kunne ikke bære tanken om at nogle mennesker var skabt uden en evne, som resten af menneskeheden tog for givet, og derpå kom et par få sætninger ud af Walther: “Her, tag min vogn, og undskyld det med døren. Jeg er ked af, din taske gik i stykker, men jeg ved, at de har tilbud på flotte tasker oppe ved boghandleren”. Døren lo hånligt. ”HA, jeg får ingen undskyldning”. Vognen missede med øjnene, hvis den altså havde haft nogle, og sagde: ”DIN vogn?? Jeg er ikke engang betalt!” Walther gik med en nonverbal monolog kørende med, hvad han kunne gøre for at give den stumme stemmen igen,og imens sagde den stumme ikke noget … det gjorde døren og vognen nok heller ikke, men det ville de have gjort, hvis de kunne!

7 BERETNINGEN OM SKO OG HULLER På en bakke i Rom lå en lille restaurant, det vil sige på en bakke i Rom lå en lille tidligere restaurant, der nu fungerede som kirke. Dens bestyrere lå på deres dødsleje, dette betød for fortællingen at Den guddommelige opskrift var på nippet til at forsvinde for evigt, derfor skulle der ske noget nu. Der var nogle der skulle gribe ind, en eller anden kæmpe magt skulle komme og hente opskriften og bringe den videre, dette skete dog ikke. Indehaveren så sig derfor nødsaget til at give opskriften til den eneste, der var til stede, nemlig en lille sort krage, der sad i hans vindue. Denne fugl fik dog aldrig bragt budskabet videre til andre end sine unger, der gjorde det samme igen og igen dog uden det rigtigt endte ud i noget vigtigt, da mennesker ikke kunne forstå fuglesprog og ikke anede, at fugle kunne forstå menneskesprog, og de få mennesker, der rent faktisk kunne, blev højst sandsynligt spærret inde, hvis de nogensinde fortalte det til nogen.

Hvad hverken fuglen eller indehaveren havde nogen idé om, var denne mandag dagen, hvor en udsending 109flyttefolk skulle hente de resterende køkkenartikler i den nu forhenværende restaurant, og hvad de heller ikke var klar over, var at den ene lige nu stod og lyttede ved døren til det værelse, hvor indehaveren lå og snakkede til en krage. Han hørte derfor hele opskriften på The Spare Rib og skyndte sig at skrible det hele ned i sin lille notesbog. Walther låste sig ind ad hoveddøren, lagde sin nye blå taske fra sig og gik ind i den skofyldte gang. Egentligt vidste han ikke helt, hvorfor han havde så mange sko. For at forstå Walther korrekt, har vi fra de klogeste hoveder i et land langt væk fået et råd om at opdele Walthers personligheder i farver, det vil sige at når Malum taler, er teksten rød, normalt lytter vi ikke til de kloge hoveder, for hvem stoler på hoveder uden kroppe, men denne gang gør vi en undtagelse. ”Hvorfor smider du dem ikke bare ud? Du bruger jo kun det ene par.” ”Men hvad nu, hvis jeg får brug for et par andre, der er jo allerede hul i dem jeg går med nu!” ”Der er også hul i alle de andre par, der står her, du gad bare ikke smide dem ud, da de gik i stykker, og nu bliver du ved med at finde på undskyldninger for, hvorfor vi skal beholde dem.” 42

”Jeg finder ikke på undskyldninger, jeg siger bare, at jeg måske får brug for et par andre!” ”Det siger du ikke, det tænker du!” ”Ja, det tænker jeg, og lige nu ligger du bundet på skinnerne, og vent! Hvad er det, jeg kan høre? Er det det fiktive tog der kommer kørende nu? Hov det var det, det var vel nok ærgerligt, hva’?” Da Walthers fiktive henrettelse af sit fornuftige jeg, var overstået, fandt han sig selv siddende og spise sin aftensmad. Det skete ofte, at Walther uden selv at tænke over det gjorde ting, som ikke krævede den store indlevelse eller fokus. Han bar tallerkenen ud i køkkenet, som var et meget lille køkken, hvor der højst var plads til 2-3 mennesker. Med mindre selvfølgelig at de 2-3 mennesker var dværge, for så var der efter Walthers omhyggeligt gennemtænkte opmåling plads til 31 dværge, såfremt man brugte køkkenskabene som afsætningsplads for de små mennesker. Walther gik i gang med at vaske op, og næppe før hans fingre havde rørt det varme vandspejl i opvaskebaljen, skulle Walther tisse. ”Det er da egentligt mærkeligt, at man skal tisse, når man hører vand løbe eller rører vand eller kommer ude fra kulden og ind i varmen? Det er da underligt? Sådan er det da ikke med andre ting. Jeg skal da ikke skide, når jeg ser kød køre igennem en kødhakker? Jeg skal 43

da ikke pudse næse, når jeg ser andre trække vejret? Jeg skal da…” ”Du skal da kaste op, når du ser ser andre kaste op, i fladeoffentligtsydmygelsesfremviser, haha.” ”Jeg troede lige, jeg havde kørt dig i smadder med et fiktivt tog?” ”Næ” Er du klar over, hvor meget et fiktivt tog vejer? Det vejer lige som en fiktiv færge.” ”Åh hold da kæft.” Walther gik ind på toilettet og smækkede aggressivt døren efter sig, hvilket fik håndtaget til at ryge ud. ”Pis også!” sagde han. Han bukkede sig ned for at samle det op. Det var den side af håndtaget uden den lange metalpind! ”Det er simpelthen løgn det her!” Han kiggede gennem håndtagshullet, og ganske som hans hjerne havde frygtet, lå der den lange metalting og selve håndtaget på gulvet! Walther satte sig på toilettet og begyndte at blive virkelig nervøs. ”Jeg er fanget. Jeg kan ikke komme ud. Jeg skal dø herinde.” ”Slap dog af, det er da ikke så slemt?” ”Ikke så slemt? Min mor er i Paris i 14 dage! Naboen er døv, min ringerheletiden ligger inde på bordet, og der er ikke noget vindue på badeværelset? Jeg er på røven!… 44

Okay tænk! Du er intelligent, du er smart, kom nu … Okay…” Walther satte sig hen i hjørnet af badeværelset. De hvide klinker var kolde og føltes som små knivstik i ryggen og lænden. Walter begyndte at rokke frem og tilbage. ”Jeg skal nok klare det her! Hvis det går helt galt, sparker jeg bare døren ind!” Walther tænkte lidt. ”Hvorfor hedder det egentlig det? Jeg skal jo ikke sparke den ind? Jeg skal sparke den ud.. med mindre man siger at den skal sparkes ind i gangen, men man plejer da at sige ud i gangen? Medmindre man kommer udefra, så siger man gå ind i gangen! Det vil så sige, at det kommer an på, hvor man er, inden man skal ind eller ud i gangen, men hvorfor hedder det så ind i stuen og ud på toilettet? Hvad er det for en sprogspasser, der har designet dansk?! FUCK DIG! JA, JEG BRUGTE LIGE ET ENGELSK ORD, HAHA! Knep dig, der har designet dansk, jeg vil skide på dig, skide dig lige ned i halsen! Du skal ikke bestemme, om min gang er inde eller ude! JEG SPARKER DET LORT OP! HAHA, JEG FIK DIG! ”OP”! Det havde du ikke regnet med hva’?” Walther tog pludselig sig selv i at have brugt både ordene ’knep’ og ’skide’, dette gjorde ham helt perplekst, derudover tænkte denne dør: “Hvad har jeg dog gjort? Hvorfor er han så vred? Hvem snakker han egentligt med?” Hvor er mit håndtag? disse tanker resulterede i at døren blev 45

stiv af skræk, og det var nok grunden til, at der ikke skete noget, selv om Walther lige nu stod og sparkede lidt på den! Det var lettere sagt end gjort. Et par hunderede spark mod den ellers så massive trædør kunne måske få et udfald, der resulterede i en redning. Men at sparke en dør op, betyder næsten uden undtagelse en smadret dør og dørkarm, og det var ikke ligefrem noget, Walther ønskede sig. ”Selvfølgelig, jeg kunne jo bare grave mig ud herfra!” ”Ja, kanon idé! Jeg tager da lige den her tandbørste og graver mig ud gennem betonfundamentet. Et lille skridt for menneskeheden og et enormt skridt for den tykke tumpe med tandbørsten… nej, tænk nu for menneske!” ”Hvis bare mit fiktive tog kunne smadre igennem væggen!” ”Tag dig nu sammen, det her er ikke nogen dårlig og ret glemt animation julefilm… nej, hvad så med den her idé?” ”Hvilken?” ”Haha, jeg vandt over dig! Jeg er en stemme i dit hoved, og alligevel kunne du ikke høre, hvad min idé var, haha! Hvad med den her idé fra din stemme i hovedet?” ”Flet næbbet!” Walther begyndte at vade rundt på det lille toilet. Efter en time, hvor den store redningsplan kun havde foregået nonverbalt, sagde han pludselig: ”Jeg 46

kom herind, fordi jeg skulle pisse, og det er det eneste, jeg ikke har gjort! Måske er det det eneste, der skal til!” ”Hvad mener du? At din urin skulle være kummens krav for at sætte håndtaget i igen? Du er virkelig sindssyg!” ”Ja, sådan må det være, jeg skal bare tisse, og så skal alt nok løse sig.” Walther stillede sig hen til kummen for at tisse. I sin iver ramte de første skvat ved siden af, men lige i det han tog et skridt tættere på kummen og urinen ramte vandspejlet, hørtes der en summen uden for døren, og ind gennem hullet i døren kom stangen fra håndtaget, og det håndtag, der lå på gulvet foran Walther, løftede sig, som var det magi. Det satte sig på stangen og døren gik op. ”Jeg er fri! Jeg er fri! Yes! Hvad sagde jeg?! Det eneste, der skulle til, var min urin, HAHA! Magisk pis! Jeg vidste, jeg havde en eller anden magisk evne!” Der lød intet svar fra stemmen i Walthers hoved. Walther gik ind i stuen, der var noget mørkere, end da han havde forladt den sidst. De grå gardiner var trukket for, og døren bag ham var lukket, selvom han lige var kommet ind ad den. Han gik hen til stuedøren og trak gardinerne til side. Det bælgragende mørke, som måtte stamme fra en eller anden kæmpe ting foran Solen, gjorde ham desorienteret, han ville kunne se igen lige om ganske få sekunder, bare lige et par blink mere med øjnene … men han forblev blændet. Han vendte sig om, 47

stuedøren var lukket, og han stod nu på den udendørs side. Han hamrede og bankede på glasset, men der skete ikke noget. Pludselig sagde Walther stille til sig selv: ”Jeg vil blive her. Jeg vil ikke af sted. Ikke endnu!” Han sank sammen og lå på et materiale, han ikke kunne bestemme. Det var blødt og alligevel solidt på samme tid. Han lå i en mørk tunnel. En mørk tunnel som så mange havde besøgt før ham. Men for første gang i Walthers liv, var der ingen tanker. Så lød en kvindestemme, “arhh, det er vist ikke din tur endnu.”

8 BERETNINGEN OM TIS OG BLOD Walther åbnede øjnene. Han kiggede op i et træloft med små stykker sølv isolation mellem brædderne. Han prøvede at sætte sig op, men en smerte skar gennem hans baghoved, så den fik hans øjne til at løbe i vand. ”Vågn op din idiot!” sagde en stemme. Han kiggede sig rundt for at lokalisere lyden, og der ovre i hjørnet af badeværelset sad en relituk med langt hår og med et dumt grin på læben. ”Hvem er du?” sagde Walther. ”Jeg hedder Malum.” Stemmen lød så bekendt tænkte Walther. ”Hvad sker der? Jeg var lige kommet ud her fra?” Malum grinede. ”Hvad snakker du om Walther? Du pissede på gulvet og så gled du i dit eget pis og knaldede dit hoved lige ned i vasken der, jeg har aldrig før set noget så sjovt! Det var bar pisse ærgerligt, haha! Fik du den taber? PISSE ÆRGERLIGT, HAHA!” Walther tog sin hånd op til sit lange hår. Det var varmt og vådt.

”Hvor længe har jeg været væk?” spurgte Walther. ”Nårh bare en 11-12 timer… det var utroligt kedeligt at sidde her og vente så længe!” Walthers mave knurrede. ”Jeg er sulten.” sagde han, og fortsatte: ”Hvordan er du overhovedet kommet herind?” ”Kommet ind? Ja, du må sku virkelig have slået dig! Jeg åbnede sku da bare døren og trådte ind?” ”Sagde du ikke lige du så mig falde?” ”Du stiller for mange spørgsmål Walther, hold nu din mund og find ud af, hvad du vil gøre for at komme ud!” ”Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme ud af det her helvede,? Walther vidste selvfølgelig at helvede rent faktisk lå femhundredetoogtredive kilometer og en himmelsk masse religiøse placering spørgsmål under ham. Hvis du kunne komme ind, kan du så ikke også hjælpe mig ud?” ”Walther, jeg er sku ikke nogen tryllekunstner, jeg er lige så meget fanget, som du er! kan du ikke regne ud, hvordan man skal komme ud? Du er sku næsten lige så klog, som jeg er?” ”Jeg er ikke klog! Jeg er bare alternativt begavet!” ”Hvorfor bliver du ved med at sige det, bare fordi dine ”jeg gider ikke arbejde på en folkeskole” undervisere har prøvet at få dig til at tro på det i 11 år?” ”Nej jeg er ba… Hey hvor fanden vidste du det fra?”

”Jeg ved også, at du scorede 143 i en ”se hvor klog jeg er test”, men at du siger til folk, du kun lå på omkring normalen for ikke at skabe distance til de venner, der ligger lavere!” ”hold kæft Malum! Jeg kan ikke bruge nogen skide test til at komme ud herfra! Jeg må tænke mig om for at overleve det her!” ”Slap da af din freak. ”Overleve”?! Du er fanget på et lokum, du kan sku da bare sparke døren op?” ”Nej jeg kan ikke! Det går ikke, du skal ikke blande dig!” Walther kiggede sig panisk omkring. ”Overleve det er sku egentligt et underligt ord for ikke at dø? Hvad er det modsatte? At underleve? Det lyder som underliv? Hvad har et underliv med ikke at dø at gøre? Selvom det kræver, man har været igennem et underliv, hvis man skal overleve? Medmindre man blev taget med kejsersnit! Men så har sædcellerne været igennem et underliv, og de var jo en del af mennesket eller er en del af mennesket, man kan...” mumlede Walther. ”LUK NU ! Walther, nu hører du rigtig godt efter! Du er fanget på et lokum, du bløder ud af hovedet, du har ikke spist i over 15 timer, og så står du og snakker om underliv. Hvordan ville du tro filmen sluttede, hvis det her var en film?” ”Tja, det ved jeg ikke, måske med at den ene af os blev sindssyg og dræbte og åd den anden, og hvis du ikke 51

snart lukker røven, så kan du godt forvente, at jeg er den, som er mæt når rulleteksterne kører!” ”Okay Walther, så siger vi bare, at jeg snupper en lur, og så kan du jo få os ud her fra? Ikke? ikke?!” ”Så sov dog, du er alligevel ikke til en nogen hjælp, du sidder bare der og spiller klog!” ”Godt, jamen du kan vække mig, når du ikke kan undvære mig længere?” ”Fint!” ”Fint!” Walther satte sig på gulvet og begyndte at tænke. ”Hvis det her var en film? Hvis det her var en film? Hvi… så ville jeg være super attraktiv og så ville alle 13 årige piger, der så mig, blive helt vilde, så ville de bare vente på, jeg smed trøjen og blev til en hund! De ville bruge deres fritid på at finde billeder af mig, når de altså var færdige med at klynke over, hvor hårdt det er at gå i folkeskole, og hvor mange lektier de har for. Når de var færdige med at lægge ”lad os se om kaninen får udslet og dør” creme i hele fjæset, og når de var færdige med at smugle ”se jeg kan ikke lide det, men drikker det alligevel” drikke med til fester, de ikke er gamle nok til at deltage i, så ville de se filmen om Walther Warhund, og nej, de ville ikke forstå den, men skide være med det, han smider jo trøjen inden for de første 3 minutter af filmen! Han ville nok sidde på badeværelset over for et 52

spejl og sige noget i stil med ”Jeg elsker dig, du er mit liv! Men vi kan ikke være sammen, det er for farligt for dig! Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg kom til at såre dig, undskyld!.........” MEN sådan er verden bare ikke, jeg er ikke med i nogen film, der er ikke nogen, der kan høre, hvad jeg siger eller tænker! Men hvis der er, så kan jeg ikke forstå, hvorfor du ikke svarer! Hvis… Nu taler jeg direkte til dig, der måske kan høre mig: …” Walthers tankestrøm gik i stå for en kort stund. ”Jeg ved ikke engang, hvad jeg skulle sige…” Walther rejste sig op og begyndte at samle ting sammen fra badeværelset. Han satte sig ned foran bunken med ting og begyndte at placere dem ved siden af sig. En tandbørste, et blåt plastikkrus, en tandpasta (næsten tom), en shampoo, en håndsæbe, en æske og et håndklæde. Efter 3 timer og 23 minutter vågnede Walther på det kolde gulv, han rejste sig op og så sig i spejlet. Han var meget bleg, og der var blod overalt på gulvet, og han følte sig meget svimmel. ”Jeg tror, du må se at komme ud,” lød det fra den anden ende af badeværelset. Det var Malum, ”du bliver ved med at bløde! Tag dig nu sammen Walther!” ”Jeg kan ikke finde på noget, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Vil du ikke nok hjælpe mig Malum?” ”Så nu kan du godt bruge mig? Jeg hjælper dig kun, hvis du lover, at jeg må blive her.” 53

”Hvorfor fanden vil du blive på et lokum?” ”Jeg mener, hvis jeg må blive her i huset og bo? ”Okay, hvis du får os ud, kan du blive! Aftale?” ”Aftale! Hvad er der i æsken?” han pegede på de ting Walther havde stillede op på gulvet. ”Det er mit barbergrej?” ”Okay, åben den!” ”Ok?” Æsken indeholdt en stor skraber, et barberblad og en lille barberskum. ”Tag bladet!” ”Hvad? Til hvad?” Walther var forvirret. ”Gør det nu bare!” ”Okay?” Malum kiggede Walther dybt i øjnene, og i det sekund var det som om, at Walther forstod, hvad Malum ville have, han skulle gøre. ”Du vil vel ikke have, at jeg skal…?” Malum kiggede bare på ham med et sørgeligt blik. ”Der er ikke andet at gøre Walther.” ”Jamen du kan da ikke mene, at jeg skal…?” ”Jo Walther! Hvad ellers? Du har ikke noget at blive for? Der er ingen, der tænker på dig, der er ingen, der vil savne dig!” ”Jamen…” ”Jamen ikke noget ”jamen” Walther! Du bliver nødt til det! Jeg lover dig, jeg gør det lige bag efter dig! Vi har ikke andet valg!” 54

der var stille et kort øjeblik før walther stille sagde ”Er du sikker på, du også gør det Malum?” ”Ja, Walther, jeg lover det, jeg sætter mig om bag badeforhænget og gør det!” ”Så skal du gøre det først Malum!” ”Okay, jeg skærer, og så smider jeg bladet hen til dig, lige inden jeg rejser væk! Aftale?” ”Aftale.” Malum tog bladet og satte sig ved brusenichen og trak for. Det føltes så uvirkeligt det hele, det føltes som om, en anden styrede Walthers krop. Han holdt øjnene stærkt sammen og hørte den forfærdelige lyd af noget metal, der ramte gulvet et par centimeter fra ham. Han hørte en rallende vejrtrækning, og lyttede i pinefuld tavshed, til lyden hørte op. Han åbnede øjnene en lille smule og så det blodige barberblad, der lå ved siden af ham. Hvert sekund han brugte på at trække vejret, gjorde ham svimmel. Han kunne ikke mere, det var slut! Han greb fat i barberbladet og tog det op, fast besluttet på, han ikke ville se, hvad der gemte sig bag badeforhænget, han tog en dyb indånding og forstod på ganske kort tid, at det ville blive hans sidste. Hun kunne flyve. Hun havde lige slået øjnene op. Det var som om hun, var blevet hidkaldt, hun vidste præcis, hvor hun skulle hen. Hun fløj ned af vejen og så til venstre, hun kunne ikke mærke vinden i sine øjne eller

susen for ørerne, hun fløj bare, som var der ingen verden, men kun hende og hendes mål. Et bump kun 2 igen - hendes åndedræt var også væk, der var kun hendes krop, ingen funktion. To bump, kun 1 igen - hun kunne stadig tænke, men tankerne virkede så ligegyldige. Det eneste der havde betydning var Minum. Sidste bump og så til højre ned ad gaden med de små tyndvægshjem, helt ned til det sidste og ind ad døren, gennem gangen med alle de store sko og så hen til døren, forbi håndtaget på gulvet og ind ad nøglehullet, ind på det lille badeværelse. Hen til forhænget og om bag det til den tomme plads. Han var her ikke. Det havde hun heller ikke regnet med. Hen over gulvet til den store bunke af plastik- og gummi støv, op til øret på Minum. ”Min Minum…!” hun tog plads ved siden af hendes elskede Minum, hun hviskede: ”Minum? Minum?! Du gjorde det!” Walther vågnede nu igen op på badeværelset og lagde barberbladet fra sig. Han holdt sin tandbørste stramt i hånden, eller hvad der var tilbage af den, siderne manglede og den lignede ikke længere en tandbørste. Han rejste sig med besvær og tørrede noget væk fra sit øre. Det føltes som om, et insekt havde siddet der, men det var nok bare en bloddråbe, der var løbet ind i øregangen. Han kom på benene og gik hen til døren. 56

Han tog den tilskårne tandbørste og stak den i det lille firkantede hul. Han drejede den forsigtigt og døren gik op, han var fri. Han var FRI! Kort tid efter da walther havde fortalt sin mor om episoden på badeværelset og og manun blev Walther kørt til en masse tests, en eller anden psykolog forklarede ham at manum slet ikke var der i virkelighed, at det var en personlighedsspaltning, ordet skizofreni kom op, andre ord kom op, en lille bussemand blev snøftet op i næsen på psykologen, flere ord kom op, bussemanden kom ned igen, og endnu engang blev den snøftet tilbage i den hule den kom fra, flere og flere ord kom men op alt dette hørte walther ikke da han lyttede til en anden stemme. den Psykolog er godt nok en idiot at høre på var? Ikke en lige så stor idiot som dig, du prøvede at slå mig ihjel. Næææ det gjorde jeg faktisk ikke, jeg skræmte dig nok til du selv fandt på en løsning for at komme ud... På en lille notesbog i lommen på en flyttemand for længe siden stod noget af historien samt opskriften på "the spare Rib" her røbes det at gud for mange år siden var så i tvivl om hvilke "ben" der var de bedste for menneskene at bruge nu når de selvfølgelig ikke kunne

bruge menneskeriben, derfor fik gud sin Mundskænk til at bygge en stor båd hvorpå de samlede 2 af hver slag dyr, derpå lod gud vandene stige, da det kun var lovligt at slå dyr ihjel på internationalt farvand. det viste sig der at det ikke kunne være andet en gris der var det rigtige, skønt Klokkefrøens Ribs var bedre, dog var mængden ikke helt optimal det blev derfor svin... Bloggen i lommen blev desværre konfiskeret af flyttemandens kone da hun på en af siderne fandt en piges adresse, flyttemanden prøvede at forklare at adressen var til en pige hvis datter han havde lovet at passe mens moren igen flyttede, Hendes mand var gået bort for et år siden, og så underligt nok igen for et år og 3 dage siden, men alle i byen vidste at addresse var til hende skøgen maria magdalena.

9 BERETNINGEN OM titel mangler 58

Selvom gud burde forbyde det findes der steder i verden hvor, larmen er ubærgelig, hvor der liggere sårede mennesker overalt, hvor folk der har psyken til den slags prøver at trøste og berolige de grædende sårede, genstande du ikke engang vil prøve at forestille dig hvad er flyver omkring ørene på dig, og du ved at der er ingen mulighed for at undslippe. disse steder bliver kaldt for børnefødselsdage. det var netop sådan et sted walther lige var kommet hjem fra, da han udenfor sin dør kiggede op på sit træ, som han havde gjort det så mange gange før. det højeste træ i hele byen. det var walthers stolthed, det var for ham et bevis på at dette var det rigtige sted at bo. det var et monument. ligesom peterskirken i rom var det for andre, ligesom eiffel tårnet var det for franskmænd og ligesom. klubhuset var det for de forfærdelige mennesker der havde besat stedet da det lukkede. her følger beretningen om Klubhuset. i midten af 1900 tallet blev der for at øge byens vækst og selvfølgelig for at øge borgmesterens egenkapital bygget et klubhus så byen kunne få en fodboldklub. de hyrede de bedste håndværkere til at stå for det praktiske, og derfor blev hver lille del af klubhuset smukt, især trappen. da huset stod færdig manglede byen spillerne og derfor blev der på alle byens 59

lygtepæle sat en plakat op, hvorpå der var skrevet en invitation til udtagelse til byens nye fodboldhold. mange mennesker dukkede op, og et par fugle gjorde også, de sad på klubhusets tag og skreg af deres lungers fulde kraft til stor irritation for borgmesteren der synes de var en plet på hans store dag. udtagelsen foregik inde i byen gamle hal. da de nye udendørs baner ikke var klar før til første kamp. men da ingen i byen havde spor forstand på fodbold og derfor ikke vidste af at der var nogen forskel på udendørs og indendørs bold, var der ingen der så noget problem i det. da dagen var omme havde borgmesteren og nogle andre slipseklædte mænd valgt 11 mand. ingen udskiftere, men dog var ham de havde fundet til pladsen som målmand, ekseptionelt god. Robert hed han, de trænede og trænede og var faktisk utroligt dygtige. da dagen kom hvor udendørs banerne var klar havde borgmesteren sat en kamp op imod den by han hadede mest, det er værd at nævne at hans bror var borgmester for den by og at de to aldrig havde kunne komme ud af det med hinanden grundet at den ene bror havde stjålet den anden brors kæreste, i virkeligheden var det nok kæresten Linda der burde være sur da det var hende der en mørk vinternat var blevet proppet i en sæk mens hun lå og sov ved siden af den bror hun nu blev stjålet 60

fra. tyveriet blev anmeldt til politiet og det endte med at broren der stjal Linda fra den anden bror skulle aflevere linda tilbage til den bror hun nu blev stjålet fra, dette skabte så meget drama at den nemmeste måde at forklare dette på uden at det bliver alt for mærkeligt, er at de to brødre igennem de næste 20 år stjal personer fra hinanden mindst en gang om dagen. hvordan de begge endte som borgmestre er en helt anden beretning. dog er denne lille detalje nok meget fair lige at give jer med inden vi går videre. Linda som blev stjålet 63 gange syntes en dag at det var for meget. hver anden dag vågnede hun op i en sæk og var efterhånden blevet så vant til det at hun havde lavet en aftale med den pågældende bror om at han skulle stjæle hende forsigtigt og stille for ellers kunne hun altså ikke komme op på arbejde dagen efter, men en dag var det som sagt for meget, hun hørte nogen ræsle ved døren og vidste med det samme at nu kom han, og han ville have sækken med. derfor listede hun ud af sengen og lagde på hendes plads en meget meget meget klaustrofobisk kat, broren endte derfor ikke med en sæk fyldt med Linda men derimod med en sæk fyldt med klaustrofobisk kat. dette kom som sådan en stor overraskelse for broderen at han aldrig mere stjal Linda, eller katten...

Dagen var kommet hvor bror skulle kæmpe mod bror. kampen de begge vidste skulle være den ultimative. fodboldkampen. det endte sådan at da klubhusets spillere marcherer ud på banen og kampen var fløjtet i gang tog klubhusets målmand sine handsker af og stak begge hænder ind i sine øjne mens han skreg. kampen endte 34, 3, og klubhuset scorede ikke et eneste af deres 3 mål. dette blev slutningen på taber brorens karriere. han lukkede samme dag klubhuset. fyrede spillerne og den sidste beslutning han tog for byen var at det hus aldrig skulle bruges igen. hvad man kan lære af denne beretning er 1 lad være med at stjæl andres kærester 2 Linda var en meget tålmodig pige 3 udendørs fodbold og Ekstrem Græsallergi er ikke en god kombination... der skulle en masse år før de tilskoddede døre på klubhuset blev brækket af. men da det endelig skete var det af en flok unge hjemmerøvere og en enkelt pædofil der i de sidste 6 år havde plaget byen. nu havde de deres hovedkvarter, i klubhuset. og ingen vidste det! Walther stod stadig og betragtede træet, da noget i horisonten fangede hans øjne.. "hvad satan Walther" Det lå normalt ikke til Walther eller Minum at tale grimt, men som i måske havde lagt mærke til kom der nogle 62

gange grimme ord når de befandt sig i pressede situationer. og lige nu var bestemt en presset situation da Walther og Minum lige nu stod og så på en horisontlinje hvorpå et træ det var næsten lige så højt som hans majestætisk ragede op, Det er højere end mit! gu er det ej.. det er mit der det højeste i byen. men det der træ er vokset sig så højt på meget kort tid, det vil sige det vokser hurtigere end dit! hvad gør vi? der er kun en ting du kan gøre Walther... og ud af alle valg der fandtes i verden var det ene forslag Minum kunne øjne det Walther valgte at agere på og derfor fik to sorte Krager der sad i et meget meget højt træ sig en overraskelse! for selvom de sad og skreg en opskrift på svineribben op havde de aldrig set noget så mærkeligt som en dreng der kom marcherende ind i deres skov snakkende med sig selv og med en indkøbsvogn fyldt med værktøj. ved et forfærdeligt tilfælde var vognen der husede værktøjerne den selvsamme vogn som ellers lige var kommet sig efter en slemt overgreb af selv samme person som lige nu stod hev værktøjer op af den... kom nu walther, det står her over.

slap nu lige af jeg kan ikke køre vognen længere ind, der er alt for sumpet, lad lortet stå og bær tingene resten af vejen.. Lortet, tænkte vognen, det er vel forhåbentligt ikke mig det sindsyge mennesker taler om! Jeg er i gang, råbte walther. han efterlod vognen og begyndte at vade ind i sumparialet, vognen græd, han efterlader mig, han efterlader mig, jeg er aldrig blevet efterladt før, kun den ene gang i slik afdelingen, i centeret. og så lige mens jeg var på slankekur, det var forfærteligt. men det her er jo desideret ubæreligt.. skoven var mørk, og det var mørkt. klokken var efter hvad walthers ur viste 21,37, 3 men da det ikke var et digital ur var den nok bare 20 i 10 walther kom længere og længere ind i skoven, er du sindsyg hvor er det uhyggeligt det er. slap af walther det er ikke en krimi eller en gyser, nej men folk bliver altså også slået ihjel i virkeligheden ja walther men ikke i en skov i et boligkvarter bag en fodboldbane i danmark. nå okay kloge. men havde det været i udlandet var du allerede blevet slået ihjel walther stop minum. 64

hvad mener du, har du glemt at jeg er dig. århh ikke den snak igen... STOP det er der.... hold da kæft hvor er det stort. vi tager hjem igen... nej walther nu gør vi det! hvad snakker du om minum vi kommer aldrig igennem den der stamme, den er mindst 3 meter tyk.. se nu her walther.. han tog øksen ud af bunken med værktøjer som han havde smidt da han blev chokeret over tykkelsen på stammen. han begyndte at hugge et slag, to slag, 3 slag, 6 slag, 262 slag, 3574 slag efter han var stoppet med at tælle. walther bandede og skændtes minum.. kom nu for fanden sagde den ene, gør det dog selv sagde den anden, vi er den samme for helvede sagde den eneste der var i skoven.. Kragerne skreg. vognen var der ingen der skænkede en tanke.. Et par timere senere oppe i en højde hvor mennesker normalt ikke kommer med mindrer det er i høje bygningere, Græd et stort majestætisk træ, nogen var ved at fælde hende, nogle var ved at afslutte det liv som ellers havde varet i over tohundrede år. de fleste af hendes venner var blevet til huse og åndssvage legepladser, selv hendes Søster var hun tvunget til at

stå at se på hver dag. hun var blevet til et flot klubhus engang for mange år siden. nu skulle hendes liv så også slutte. endda nu hvor hun var blevet lige høj nok til at ham det store lækre træ i horisonten kunne få øje på hende. det skulle slutte nu, hun kunne mærke hendes fodfæste slippe. hun kunne mærke hver en Åre i hende skælve ved frygten for det der skulle ske. i det mindste havde hun sine gode venner siddende i en af hendes grene, til at holde hende med selskab her de sidste timer af hendes liv. bare de dog ville holde op med at skrige sådan.. Walther var drevet af en kraft som ingen udenforståendes ville kunne forstå, og hver gang han spurgte sig selv om det var det rigtige at gøre lød stemmen i hovedet igen, ikke minum nej, dette her var et minde. "se det smukke træ Minum, det er højeste træ i hele byen. det er vores træ dit og mit" Nu sker der noget råbte walther, ja der gør sku. det giver efter nu. skal vi skubbe nej er du sindsyg hvis det går galt bliver vi revet midt over ja eller mast flade! slå en gang til walther. Walther løftede den snart smadrede økse, den led efter at have været brugt i over 6 timer. Han svingede den og 66

lagde så meget kræft i som overhovedet muligt, han placerede slaget i den gabende uddybning og det gav en forfærdelig lyd igennem træet. det knagede og vred sig, og så sank det stykke der stadig holdt det gamle træ oprejst sammen så træet begyndte at hælde i den modsatte retning end hvad walther havde forventet. LØB Walther løb løb alt hvad han overhovedet kunne. træet faldt. stort tungt og usandsynligt højt... der lød et forfærteligt brag. det rungede i hele skoven. walther stoppede ikke før han var næsten hjemme, han så forpustet op på sit eget træ og hviskede, nu er du igen det højeste. Træet så forbløffet på horisonten, og sagde, årh hvad så skred hun bare?? typisk Egg

10 BERETNINGEN OM VOV OG SORG I begyndelsen af livet, hvis man var af en anden overbevisning end dem der troede på hende der Gud, 67

vandrede Karl rundt på det dejlige stykke land han havde valgt at kalde karlsland. Der var begyndt at opstå lidt liv omkring ham, og det var han ganske tilfreds med, de stammede trods alt fra ham og det rogn han havde i maven da han kom på land. Hans første tanke da rognen havde vist sig at blive til små levende organismer der senere blev til dyr havde, været "så er den æggemad ødelagt" hans næste tanke havde dog været at der nu var nogen at snakke med og nogen af dem kunne endda sige mere end bar "nå" og "hmm" dog var han efter et par tusind år ret træt af to af hans tip tip tip tip osv osv og så og så osv børn der hele tiden stod og diskuterede hvem af dem der var ældst!. til sidst måtte karl træde ind og forklare dem at svaret på om det var Stine eller Nicolas der kom først var det kun forfatteren der vidste og han fandtes åbenbart ikke! Det fik den lille høne stine til at blive så rasende at ægget nicolas og hende aldrig snakkede sammen igen og de så ikke hinanden igen før en eller anden havde opfundet panerede Chicken wings med mayonnaise. karl Havde efterhånden fundet sig godt til rette med at verden blev ældre og ældre men at han forblev lige så frisk som altid. et kort sekund tænkte han på sille. hvordan mon hun havde det. tanken plagede ham, han savnede hende. savnet gjorde mere og mere ondt på ham, og til sidst et par uger efter en underlig mand med 68

sin notesbog havde stået og gloet på ham et par uger gik Karl hen mod sit gamle hjem, så op mod solen og sagde. nu kommer jeg sille. han hoppede derpå med hovedet først i vandet, og i det han ramte overfladen hoppede et eller andet op lige ved siden af ham. men det ville han ikke bekymre sig om nu. han dykkede. længere og længere ned og i det han kunne ane bunden gav begge hans lunger op og han døde, hans døde krop blev senere skyllet på land i en lille havneby hvor den hurtigt blev snuppet af en flok fugle. karl var nu også kommet op i en mørk tunnel selvom han ellers var beviset på at den ikke burde eksisterer. men det gjorde den altså! Mange år senere blev walther igen vækket af den forfærdelige larm der kom fra struben på en 4 benet møgkøter der bestemt ikke er walthers bedste ven midt om natten. Det var nu 32. gang den åndssvage hund have vækket ham, og hvert lille pjef eller vuf eller vov eller hulk eller en strofe fra Fly me to the moon, den køter lavede skar i walthers sjæl. Det skal slutte nu... ja det skal! vi blænder det møgkræ. hvor vil du finde en blender der er stor nok til en hund walther.

det ved jeg da ikke, måske i magasin eller xl byg eller et andet sted der indikere at de har store maskiner. vi kunne selvfølgelig også partere den først? ej slap lige af manum det er altså et levende væsen... Som du lige har proppet i en stor blænder ? ja men det er noget andet! hvad er det så hvis det ikke er det samme? det er gastronomi! ad... ja du siger ad men 1,2 milliarder andre siger god appetit. hunden gøede højt, der var den sku igen, ja, ja jeg kan godt høre det, And let me play among the stars... ej du er sku sindsyg walther.. walther stod op der var alligevel ingen grund til at blive liggende, der var kun 2 timer til han alligevel skulle op, han væltede ned af trappen og åbnede hoveddøren for at få lidt luft, han gik ind i stuen og satte sig i stolen, når stolen nu er i bestemt ental skyldes det at dette var STOLEN! han hev i håndtaget så den lille indbyggede fodskammel sprang op og ryggen gled tilbage. århh endelig lidt ro hva?

ja de har sikkert lukket kræet ud så den kunne løbe en tur, haha tror du stadig den kan bruge sine ben de løfter jo fandme den kødpølse rundt hvor end de går? Husk walther "en hund er bare en ven du ikke har aflivet endnu" du er bestemt ikke rask... Han faldt i søvn, det skete tit når folk lå i Stolen, især walther for som regel var Stolen kun et sted han sad når der ikke var et gran af energi tilbage i ham. han blev vækket af en underlig kradsende lyd som når en af de gamle egyptiske faraoer fandt ud af at de bestemt ikke kunne lide bondagde og derfor prøvede at bruge deres fingernegle til at kradse sig fri fra deres sidste sæt tøj. walther rejste sig og slog fodskamlen ind med et højt brag. kradselyden stoppede. han gik hen mod døren i stuen der førte ud/ind/op/ned/hen i gangen og da han nåede den så han en stor kødpølse sidde på gulvtæppet i fulde gang med at farve det helt grønt! Nej nu kan det edersateme være nok, DER ER JO PIS OVER ALT!!! sådan walther på den! pus den! Walther skreg kan du så se at komme ud forhelvete! Kødpølsen vendte om og løb ud af den åbne gangdør! walther hentede løb op på sit værelse ind i skabet og 71

kom ud med det farligste redskab walther havde. det var rundt i bunden og havde en aflang udgroning fra midten og op efter, der var på monterede nogle lange metal snore der kunne bruges som nogle af de mest forfærdelige torturredskaber i verden. han løb ned af trappen og ind i stuen greb en helt almindelig stol der altid havde haft mindreværdskomplekser over at stå i stue med Stolen, når man er stue med Stolen så bliver man aldrig valgt.. men nu hvad skete der lige nu?? han havde fat i mig! han tog mig med?? skal jeg smides ud? Hjælp mig! Stol hjælp mig, Stolen sagde ikke noget men gav et lille smil, der sagde alt! Walther løb ud gennem gangen igen og planter den venstre fod foran den højre, den venstre i gulvet den højre i gulvet. den venstre i en halv liter pis... FUCK kom nu walther ud og torturere de svin! ja ikke hunden men ejerne!! BEGGE DELE WALTHER! Walther stillede den helt ligegyldige men dog rædselsslagne forrådte stol foran naboens hoveddør og satte sig på den. han tog sin pis dryppende fod op i en højde hvorpå den blev presset hårdt mod naboens dørklokke! der lod han sin fod blive således at dørklokken fastholdt en tone der lød nogenlunde sådan her, 72

Ihhaaaleeeææææææihaleeeæææææææaihaleeeæ æææ ingen lagde mærke til den A lyd der havde sneget sig ind og havde været undercover i snart 2 år for at opsnappe data om hvem der brugte ringeklokken. Døren blev flået op og der stod naboen. en dame på alder med walthers mor og hun så meget sur ud! Walther tog tortur redskabet frem og slog den føreste streng på banjoen an! derpå et lille forspil akomenjeret af ringeklokken og, hvis de havde kunne høre det, Den lykligste stol i verden, der nu endelig blev brugt! Walther åbnede munden og minum skrev teksten i en hast der ikke kan forstås af normalt tænkende mennesker, ok walther brug Blobs Vuggevise fra Min søsters børn som melodi! Wlather spillede ordne blev sendt fra manum og gennem walthers læber! "Lille hund nu skal du sove, ingen gider hør´dig Vove, Du skal ind i ovnen ja, skynd dig li så stærk du kan! Den sure dame gloede og var alt for forviret til at kunne andet end at se sur ud! "Duften fylder mine lunger, Shokket kigger dine unger, 73

De er sultne du er mad Du vil gør dine unger glad, nu hvor de er blevet mætte kan man se at de er trætte jeg er glad og høj på Tjal næste hund i ovnen skal! Naboen skulle til at sige noget, men walther kom hende i forkøbet! hvis den møgkøter vækker mig eller mor igen så får jeg den aflivet! han fjernede foden fra ringeklokken, rejstesig og tog stolen og banjoen over hver skulder og gik ind til sig selv lige inden han lukkede døren skreg naboen der endelig var kommet til genmæle, " så længe der er et heng imellem vores tos grunde så bestemmer jeg på min side og sådan er det!" walther lukede døren og gik i gang med at gøre tæppet rent! Manum blev stående uden for og skød Den sure dame tuisnd gange i mellem skuldrene med en fiktiv Automat riffel eller var det er rivejern? Stole stod nu i stuen og gloede ondt på den nok ikke helt så ligegyldigen stol, denne gang var det stolen der smilede og ikke Stolen.

11 BERETNINGEN OM GRØNNE SKOVE OG GULD At blive hængt fra loftet i en børnehave som havde man forrådt selveste guds søn er ikke noget man ønsker sig, i hvert fald ikke hvis man er helt normal oppe i hovedt.

det var Trine, lise, emma og mia, de sad i deres lille hyggelige teselskab og snakkede om dit og dat, jeg synes det er utroligt med alle de Ditter der flyder rundt i vores samfund, sagde Trine. Thhh det er da ingen ting i forhold til alle de Datter som vælter rund i supermarkederne sagde lise. skal vi ikke finde et emne hvor vi også kan være med ? spurgte Mia. Ja sagde Emma i har jo allerede brugt både dit og dat hvad skal vi så snakker om?? i kan da bare snakke om stort og småt sagde Trine. med et toneleje og stemmeføring der antyede både at hun ville prøve at løse problemet men også som understregede at det altså ikke var hendes problem. Emma og mia begyndte derpå at snakke om stort og småt men da de begge stortset ikke havde sat sig ind i sådan nogle småting måtte de give op.. som tidliger nevnt var de alle helt normale oppe i hovederne, den diagnoseringn er altså kun gældene hvis man går ud fra at de fire piger hvoraf den ene altså i virkeligheden er en dreng, var mennesker. som i nok har på fornemmelsen er dette ikke tilfældet. de 3 piger og den fejldøbte dreng var nemmelig lavet af solidt plastik, et par glas øjne og et par kunstige hår som øjnvibber, de var dukker, dukker der inden for den næste halve time ville opleve et marridt bestående af Hængning, tortur, atomisk splitning, og en tur i ovnen! 76

alt sammen fordi den geniale bestyrelse i området havde bestemt sig for at børnehaven delte lokaler med en spejdergruppe. en spejdergruppe der i dette uheldige tilfælde havde et medlem ved navn walther. ind af døren til spejder/børnehaven kom en dreng, en dreng der på dette tidspunkt ikke viste nogen som helst tegn på, at han senere i sit liv ville vokse op blive manden der startede den nye vikinge revulution i danmark, hvis du læser denne fortælling før den nye vikingerebulution er her en lille opsumereing om hvad der kommer til at ske. Manden ved Navn Gudsspyd "forresten helt uvidne om at gud er hunkøn" havde samlet sig en flåde af speed både, ikke de slags speedbåde med moter og som var lavet af kulfiber, nej det var den anden slags, nemlig de både der er bygget af træ som rigtige vikingeskibe men hvor alle der sidder ved årene bliver fodret med C9H13N. derud over var sejlene lavet af hesian. og som alle ved er folk der bruger Hesian ikke nogen man vil i kampulage med.. nå med i hvertfald sejlede Gudspyd og hans flåde af flotte og tatoverede mænd med stoe skæg og hæstehaler ud på togt! det skal lige nævnes at grundet et citat fra gudspyds ungdom var det ikke den slags togt hvor man plyndre og voldtager, det var mere den slags Togt hvor man sejler til fjerne kyster vandre store og muskuløse 77

ind i byen finder de boligere hvor der befinder sig enlige mødre! Banker hårdt på døren, forklare citurationen til den skræmte mor, går ind til barnet, tager det op og giver det den faderkærlighed det påglældene barn mangler i livet! kort sagt de Pylre og Varetager. hvorvidt de indlete et forhold af romantisk karekter til den enlige mor var meget forskelligt. lad os bare sige det så klart og dog uklart som vi nu kan. resten af værden kom igen til at huske hvor store de danske vikinger var! ind i mellen spejder og den nye vikinge revulution havde Gudspyd dog et ophold i en grå bykning som walther ville komme til at kende til senere, hvorfor gudspyd endte i denne unavngivne og ikke specificerede grå bykning vil stå klart for dem der følger serdeles godt med når denne beretning er forbi. gudsspyd som på dette tidspunkt hed Johan stormede ind i den lille spejder/børnehave for hend til dukkerne tog alle 4 op lagde dem på et bord ventede spændt på walther skulle dukke op, for at forklare hvor spejderlederne var på dette tidspunkt bliver vi nu igen nød til at lave et sidespring denne gang til 3 af de forrige spejdermøder, ikke 3 i række følge, ikke 3 som er unikke men 3 helt tilfældige møder der gerne skulle give et billede af hvorfor de ikke var tilstede på denne dag! 1 walther og Johan får af deres leder en opgave der lyder på for det første ikke at gøre andet end de 78

forbesked på, så det ikke ender ligesom med skuret de brændte ned, eller som med det 32 meter høje reftetårn de bykkede og skulle hentes ned af af den lokale brændmands bedreskabs gruppe da de nægtede at komme ned før tårnet var højre end det de dumme franskmænd havde, eller så det ikke endte som da de valgte at tage samptlige mærker på samme tid og derfor sad i et træ i shorts med en sav en kniv en økse et ræb, og to ældremennesker der ikke anede hvordan de skulle komme ned og som var ømme i føderne efter at være blevet slæbt med på en 10 kilometers gå tur der dog for dem var ret så behalige da de skiftes til at sidde i en stjålen indkøbsvogn, der på dette tidspunkt var på sit første eventyr og aldrig kunne forestille sig at blive træt af det! DEN TOG FEJL! opgaven som lederen gav dem gik for det andet ud på at de skulle lære at binde et knob efter deres eget valg, det tænkte lederen kan ikke gå galt! 4 minutter og 34 sekunder senere havde de to drenge valgt et knob og bundet lavet fire flotte udstilinger og en kedelig af dette knob. det kedelige tog de i hånden og gik ud af rød stue og ind og viste til lederen, han smilte og sagde " ja galje knobet det er vel okay, det er i hvertfald bundet rigtigt!" inden i fryede han sig over at han for første gang i de 3 år de to drenge havde været i

gruppen havde givet dem en opgave de ikke havde fordrejet. de lukkede mødet og tog alle hjem værd for sig, johan og walther fulgtes da de begge boede i samme område, lys på cyklen og så eller i shorts selvom det var minusgrader hjem med et meget højt træ som pejlingspunkt morgenen efter da Spejderlederen lå og sov blev han ringet op af en meget sur kvinde der netop havde låst døren til blå stue op med en flok vilde børnehavebørn i hælene for sammen med de skrigende unger at opdage 4 babydukker hænge og dingle i loftet i galger som var de julepynt! spejderlederen fik her sit første sammenbrud siden den dag hvor walther og Johan skulle hjælpe gamle mennesker overvejen og derfor skruede de grønne og gule pære ud af et af de mest trafikerede lyskryds i området og derfor lod alle bilerne holde for rødt men fodgængerfeltet stående med grønt lys, derpå smadrede valther over på den anden side af vejen skæftet på sin dolk igennem den lille glasrude der udløste brandalarmen på plejehjemmet der lå klods op og ned af vejen, derpå gik evakueringen i gang og ca 321 ældre mennesker krydsede vejen for grønt på under 10 minutter mens omkring det dobbelte antal biller lavede den lyd som biler nu laver når de har holdt i

et kryds i næsten 15 minutter uden at kunne komme hverken frem eller tilbage. larmen plagede stadig spejderlederen og han vågnede tit op koldsvedende og i panik over hvor han var og især hvor walther og johan var... 2 Johan og walther er til smuglerløb, smuglerløb er for dem der ikke kender til det og som vil have den VOKSNE forklaring, at fragte et element fra A til B og så smugle Pengene elementet er købt for fra B til A! mellem A og B og altså også mellem B og A står så nogle toldere der tjekker efter ELement eller penge. Som nu nok kan gætte er det dog ikke lige sådan at det beskues og opfattes af Walther og Johan, som forresten bliver nævnt i tilfældig rækkefølge så de begge får både en førstenævenlelse og en anden nævenelse. Walther lå i en grøft, han kunne mærke Johan lå lige ved siden af ham selvom der ikke var nogle at se, det sørgede mudderet og bladene de havde smurt i hele hovedet og på deres hænder samt syet på deres uniformer for. Walthers hjerte hamrede som om det ville vinde en konkurance for hurtigts brug af stortrommepedalen på et musik koncervatorieum, med det vidste walther godt at det ikke ville, musik koncavatorier lukker nemlig kun folk ind på deres talent og ikke på deres hjerter! 81

Er du klar hviskede Johan? næ, er du? NÆh. ok så gør vi det. De hoppede begge op fra grøften og stormede hen mod Den meget forskrækkede tolder, der på grund af månelyset havde opdaget alle der havde prøvet at smule guld eller piller forbi ham hele natten. Han skreg, walther tog venstre arm og johan højre.. de lagde ham ned på den våde mudrede skovbund. walther satte sig på hans bryst mens johan gik i gang med at binde hans fødder med det medbragte Knobreb. han skreg og skreg, DET ER KUN EN LEG. DET MÅ I IKKE. I BLIVER SMIDT UD. Ordner du lige det der sagde Johan, ja da sagde walther og Satte et stykke Gaffatape på munden af den skrigende Tolder, der gik selvfølgelig som folk der har haft et stykke gaffatape på munden, det har alle vel.. ikke længe inden de forskellige mund væsker og kæbemuskler samt tungens vedvarende pressen ikke længe inden han igen kunne skrige, derfor satte walther denne gang et stykke for ikke at sige en rulle hele vejen rundt om hovedet på den ikke længere skrigende tolder! alt dette mens johan pillede hans tolder jakke og kasket af og bandt hænderne på ryggen. de løftede nu begge den meget panikslagne tolder hen til et træ hvor de bandt ham fast med endnu en rulle 82

gaffatape og begge walthers Knobreb.. Alt dette ville selvfølgelig være slemt nok i sig selv hvis den stakkels spejderleder der i forvejen havde det svært med Walther og johan havde fået en opringning om at dette var sket med en tolder, men det gjorde spejderlederen ikke det var der to grunde til 1 der var ingen ud over walther og Johan der vidste at den stakkels tolder sad der på den kolde skovbund uden jakke og kasket bundet til et træ midt om natten. 2 Det er utroligt svært at modtage et opkald når man sidder på en kold skovbund uden jakke og kasket bundet til et træ midt om natten! Videre efter planen? spurgte walther jep det kan du tro svarede Johan, som var i gang med at iføre sig den store jakke og kasketten. Jeg stopper alle smuglerne herfra mens du ordner Bagmændene, jep!! ses om en halv time. Walther løb op gennem skoven på en måde der antydede at han vidste præcis hvor hvert træ og hver rod stod og lå. efter et par minutter kunne han se den lille røde lygte der markerede at han skulle blive stående ved den til han blev hentet af bagmændene. han stod der et par minutter inden han kunne høre stemmer, der var 2 præcis som de havde regnet med!

Den ene stemme råbte til ham fra kanten af det lysfelt den røde lygte skabte. Har du piller med? Ja råbte walther.. Hvordan slap du forbi tolderen?? jeg, jeg øh. vis os pillerne ! Jeg øhh jeg har ikke nogen. tolderen tog dem.. så får du ikke nogle af de her, sagde den ene mand. af hvilken?? de her Svarede han, Jeg kan jo ikke se noget sagde walther Århh for fanden da sagde manden og tog sin mobiltelefon frem og lyste på et guldstykke han havde i hånden... nårhh nej okay jeg prøver bare igen. Ja da hahah held og lykke.. De vendte sig om og gik og valther løb i en lille cirkel om på deres venstre side.. der fulgte han dem helt stille. indtil de nåede deres lille jordhul hvor der var mere lys. walther kravlede lydløs hen til dem og holdt øje mens den ene lagde guld stykket tilbage i Kisten som bugnede af dem! derpå låste han den med den sorte hængelås fra skuret tilbage i spejderhytten, alt efter planen.

Walther kastede den tomme rulle gaffatape så langt han kunne derfra så det larmede lidt, Tror du det er ham igen ? lad os gå ud og kigge om det er en af de andre der har piller med.. de låste kisten op og tog et guldstykke ud igen og lod kisten stå åben... de begyndte at gå mod den røde lampe, mens Walther kravlede ned i jordhulen og byttede den sorte hængelås med den han selv havde lænket til sit bælte.. han modstod at tage et stykke guld da dette måske kunne røbe ham.. derpå løb han tilbage til johan der stod i måneskæret med to store tasker. virkede det? spurgte de i munden på hinanden. Ja da svarede de samtidig! Begge tasker? JA!! Fyldt??? JA"" du er for sindsyg johan! johan havde mens walther var væk, stoppet samtlige smugler mens han var iført toldertøjet og havde konfiskeret alle de piller de havde på sig.. det ville i korte træk sige at der ikke var flere piller i spil og at johan havde vundet hvis han kunne bringe dem til bagmændene og få dem vekslet til guld. bagmændene ville dog så være på en delt førsteplads med johan og 85

walther da deres mission er ikke at lade nogle tolder finde deres hule og ikke lade nogle afsløre hvem de er når spillet er slut... Walter og johan tog hver en taske på ryggen og begyndte at gå mod hulen.. denne vej hviskede walther.. de nåede den røde lampe og walther tog den anden rygsæk også, så han nu bar begge. han gav johan hængelåsen og gik igen i en cirkel over mod jordhuler. imens kunne han se de to bagmænd gå lige mod johan, walther kravlede ned i hulen og tjekkede at kisten var låst med den anden hængelås. det var den... i samme øjeblik stod johan i sit tolder tøj over for 2 bagmænd der var meget overrasket over hvordan en tolder kunne have fundet dem. Walther tog kisten og gik i den snart velkendte cirkel tilbage mod den røde lampe lige i tide til at høre johan sige i får lov at spille videre hvis i viser mig begge jeres navneskilte og giver mig 1 stykke guld.. Det gjorde de så. de vendte sig om og begyndte at gå walther og johan slentrede tilbage til spejderhytten og hvor spillederne stod, der fortalte de de andre smuglere at de lige havde set en stor bunke piller nede bag det 3 store elmetræ ved siden af der hvor tolderen stod.. johan var på dette tidspunkt smuttet ud at tolder tøjet og de smuglere der nu løb afsted for at få de piller de snakkede om ville finde den rigtige tolder bundet.. 86

derpå gav de begge spillederen alle pillerne, de gloede helt vandvitigt på dem og sagde hvor har i dem fra? hvordan. hvad. hvornår? da han igen havde fundet mælet sagde han. i kan ikke bruge dem til noget når i ikke har fået dem vækslet til guld hos bagmændene. det var så ca her at walther smed kisten på jorden og 2 meget meget bedragede bagmænd kom løbenden og råbte at de 2 der havde snydt... efter lidt diskution blev de eneige om at walther og johnan faktisk havde tabt da pillerene ikke er noget værd i sig slev og at kisten ikke tælder når den er låst!! der valgte Johan lige at bryde ind og sige begge de to Bagmænds navne og vise det ene stykke guld han havde... så nu har vi bagmændene, vi er dem der har flest piller, faktisk dem alle sammen,. vi er dem med mest guld, faktisk det hele i form af 1 stykke. og vi har kisten... den har ikkke den er låst og vi har nøgleen råbte bagmændene. okay sagde walther så lås den op..... de to bagmænd skiftes i flere minutter til at prøve at låse låsen op... men så tog walther sin nøgle og åbnede kisten... det havde alt sammen været en ef de største samtale emner i spejdergruppens historie hvis ikke lige det havde været for en meget forfrossen mudderindsmurt spejderleder der i dette øjeblik kom 87

løbende med en hel flok spejdere i hælene han stoppede op og anskuede det mærkelige senarie der udspillede sig foran ham, han så på walther, så på pillerne, så på den åbne kiste, på de to diskuternede bagmænd, de to lamslåede spilledere, på johan og så tilbage på walther, og for første gang i de ”antal kommer når tidsllinjen er færdig” år han havde været walther og johans spejderleder, smilede han, ikke længe, men akurat lige tids nok til at walther og johan anede det! Den eneste grund til dette kunne have blevet en af de mest omtalte episoder i spejdergruppens historie men ikke blev det, er at det i stedet for blev den mest omtalte episode i spejder gruppens historie.

12 BERETNINGEN OM FLOD OG EBBE da de havde gået i nogle timer og det begyndte at blive lyst igen stoppede Joghan pludsleig op, Walther fik øje på den før han behøvede at sige noget det var broen, grunden til broen var i bestemt ental var at det var stedet hvor en flok tumpede hjemmerøvere og en enkelt pedofil viste størelsen på deres køns organer ved hjælp af deres stjåldne biler som de meget i stil med barbi

dukker kunne byntes i forskellige kjoler og make up, derudover kunne deres allrede pyntede barbidukkekærester som ved hjælp af meget stramme læder lamminerede ben og et 3,145053 cm tykt makeup lag skjuler et agneramt ansingt der vidner om at en god tur ud og spiser er de dage hvor mc donalds coinoffer er blevet udleveret af en ansat der huskede at hive den syltede agurk ud inden hun selv skulle fidte sine 3,145 cm lange cilikone negle ind i ketchup, vise deres mangel på selvtillid ved at stå ved siden af barbidukkebilerne og lave lyde der kunne få en hver livsglad lapperador inden for 4 kilometers afstand til at hænge sig bare for at få lyden til at ophøre. Johan kiggede walther lige i øjnene og ingen af dem behøvede at skjule at de var bange! Ikke bange som når et skib på størelse med titanic pludselig faler ned fra himlen og destruere alt hvad du nogen sinde har elsket, for lad os være ærlige det sker jo næsten aldrig! Nej mere bange som når man ser en flok hjemmerøvere og en enkelt pedofil og deres fugleskræmselsbarbidukkekærester i deres barbidukkebiler på en bro der er i bestemt ental fordi den ligger så langt væk fra alting at hjemmerøverene, den enkelte pedofil og deres fugleskrmselsbarbidukkekærester med ketchup undere cilikoneneglene i barbidukkebilerene kan få lov at tæve 89

ligeså mange spejder drenge som de har lyst til uden nogen ordensmagt griper ind! Walther og Johan stod et par hundrede meter fra broen og skulle under den for at komme hen til deres spejderhytte/vuggestue det var sådan set ikke noget problem hvis det ikke lige havde været fordi den eneste vej hvorpå de kunne ungå at skule ind for øjesyn af barbi,barbi,den ekelte og hjemmerøverene var gennem en tætpakket mark med køer plus en meget ubehagelig å der uden tvivl vil blive vigtigt for beratningen siden den bliver nævnt helt ude af kontekst.. De to drenge, fik vi forresten nævnt at de begge to var drenge? Selfølgelig antyder navnene at de begge er hankøn, men det kan man altså ikke regne med, fx er der nogle hunløn der hedder noget så maskulint og matcho som Lilli, altså come on , snak om forældre der ikke ville ha en pige??! Nå men de to drenge var efter en meget langsomelig gå tur gennem en labyrinth af køer nået til den sidste flok køer de skulle pasere, da walther pludselig fik øjenkontakt med en stor grøn en af slagsen, den kiggede med et blik der ikke helt sagde ”jeg har aldrig været i østrig, og ej heller spist glutenfritbrød i en taxa” Det sagde mere ”jeg er en ko, og jeg er ikke grøn din farveblinde underlige dreng”

På en bro i et markområde havde Lexie lige skodet en ciggerutters ”ciggeretter var for dyre” han gik hen mod hans fede øse, lexie som i virkeligheden i lighed med walther ikke hed lexie men derimod et navn han ikke var blevet kaldt i 33 år, Han svedte, ikke sved fordi det var varmt, men koldsved, sved af angst, sved der dryppede af hans kinder i kapløb med tårende der blev kaldt frem af 25 års vrede og had til livet selv, der var blevet holdt inde. Det var her.. det var nu... alt eller intet. Han satte sig ind bag rettet. Du rør ikke den cele kommanderede han til pigen der var ved at sætte sig ind ved siden af ham! Hendes lange negle havde kun lige strejfet celen! Nej nej skat sagde hun lidt overrasket, selvfølgelig ikke! Jeg ved jo du kan køre bil, smilede hun, hun opdagede ikke at han græd, Lexi drejede nøglen og trådte spederen i bund så bilens omdrejninger steg til en vild væsen, men uden af bilen bevægede sig, han lukkede øjnene og lod bilen drøne fremad med en stigende vild fart, han slog sin knyt næve ned i hornet, først en gang så en tung rungende dyt lyd kom frem der efter slog han igen men holdt hånden på hornet så den tunge lyd varede ved et par sekunder, så skreg han! Det gjorde pigen ved hans side også! Hun i falsk ekstase for at vise sin begrejstring, han i sorg, for her bag rettet på broen var

han for første gang i 10 år i kontakt med det der havde ødelagt det liv han endelig havde kæmpet sig tilbage til! Walther stod og så koen i øjnene da johans hånd tog fat om hans skulder, hør sagde johan, det var lyden af en bildør der blev smækket oppe på broen, der gik et kort øjeblik hvor de begge stod omringet af køre og så på hinanden, koen så stadig på walther så lød en bil dør mere og en hurtig hissig væsen fra en bil der gassede op! Bilen kørte i vild fart oppe på broen og da den var næsten lige ud foran der hvor walther og johan og omkrin 232 kører den ene der gloede på walther stod neden for broen, lød et hårdt og dybt rungende Horn i dalen de stod i! Alle kørenens øjne stod nu vidt åbne og pannikken var tegnet i alle 464 af dem, et sekundt mere og så skete det! Et langt og voldsomt horn mere, denne gang blev det ved.. og alle køeren begyndte at løbe i panik og vildskab mod hinanden og væk fra lyden der i dalen kom alle steder fra. Walther blev væltet omkuld af den ene og johan prøvede at tage hans hånd men han blev blokeret af store tunge dyr der var overalt omkring dem! WALTHER skreg han! Walther åbnede øjnene og kunne først ikke se andet end blå himmel over ham, han følte rundt med sine hænder og kunne mærke at han lå i en blanding af gras og fugtigt jord. Der var fordybninger på størlse med store knytnæver overalt i jorden, han tog 92

fat i en af de store Klov huller med hver hånd og fik sig trukket op han kunne høre nogen skrige, hæst, som havde vedkomdnest stemmebånd fået en sandpapirsslibning, han spejdede efter lyden og der kom den igen, ”Walter?” Walter stod på en nu tom mark der var fyldt med de dybe klov fordybninger, og der henne ved floden lige ved skyggen af broen kunne walther se Johan, han sad i et lille træ og spejde efter walther, ” jeg er her råbte walther og løb mod ham, hans ankler knækkede sammen under ham adskilige gange på vej over det ujænve terrant grundet hullerne, walther nåede til træet der kun var omkring 3 meter højt, Er du okay skreg johan da walther kom tættere på, næ, råbte walther, Er du? Næ råbte johan, Godt råbte de begge i kor, ”men jeg sidder fast walther, walther så nu at det ikke war johans arme eller ben der holdt ham fast i træet, det var hans spejder bælte der sad stramt hen overlivet på ham men med en gren i mellem ham og bæltet, det så faktisk lidt komisk ud og walther råbte ”hænger du ud?” ja råbte johan grindene og sagde ” men jeg tør ikke løsne pæltet for så drætter jeg på hovedet ned”. Jeg kommer råbte walter, det vil sige han råbte ikke rigtigt mere da de ligesom begge godt var klar over at træet kun var omkring 3 meter højt og walther stod lige neden foran det og johan hang som et kræmmerhus på et juletræ i en stor græn nær ved 93

toppen.. ”nu ved jeg hvordan Trine, lise og emma og mia har det” sagde johan der også var stoppet med at råbe. Denne handling fik en sandpapirs mager i området til at miste en stor kunde” Walther kravlede op til johan og spændte sig selv ud over to paralelle grene lige under johan, således at hans ene ben ver over en stor græn, det andet under og ligeledes med hans arme. Spænd bæltet op sagde walther, er du sikker? Ja! Gør det nu... johan trykkede på den lille kanp med liljelogoet og han falt ned på walther der hang lige under ham, var det også din første gang spurgte Walter, de skreg af grin og klatrede med lidt besvære ned fra træet. De stoppede hurtigt med at grine da walther shyyse på johan, walther havde hørt noget, en lyd der skræmte ham mere end nogen lyd der kunne komme fra broen, dette her var lyden af noget stort, hvad? Sagde johan, svaret kom inden walther nåede at svare, en muen, men ikke som fra dem men høre i reklamer for mælk eller i børne bøger hvor man skal trykke på et dyremotiv for at høre lyden, de så over mod flod breden bag dem og de kunne lige skimtes nogle plask fra noget stort grønt, de løb begge uden at sige et ord der over. Der i det kolde mudrede hissigt bevænden flod vand brød en koes hovede vand overfladen, den snappede effter luft men kun hver andent åndedrat indeholdt luft og ikke vand,!! Begge drenge sprang i! De svømmede ud til midten 94

hvor koen langsomt blev trukket ud, walther skyndte sig ind under hovedet og prøvede at skuppe det op,, hvad gør vi skreg johan, ”sandpapirsmagerens aktier steg igen” det ved jeg ikke råbte walther, den er alt for tung!!! Johan dykkede ned så kun hans fødder stak op, og i det så walther koen i øjenen, og han vidste uden at være i tvivl at det var den samme ko som han for under en halv time siden havde set i øjene, den blinkede panikslagen til ham og han blev ved med at præsse koens hoved op mod overfladen. Johan kom op, walther,,, dens ben er helt smadret, de er knækket flere steder og der sidder en gren fast i dens bagparti... neeej råbte walther, LØB EFTER HJÆLP Johan! Johan så walther i øjnene og nikkede, han svømmede ind til kanten og kravlede op, og begyndte at løbe i retning af træet der nu var fyldt med skrbbende fugle. Han løb og stoppede ikke en gang i alt den tid han var i walthers syns felt. Walther kunne mærke panikken tage over sig, han frøs og havde krampe i det ene ben, det var nu over en halv time siden johan var løbet. Koen var nu så afkræftet at det tog alle walthers kræfter at holde dens hove over vandet. Og hver gang han selv skulle bruge kræfter på at holde sig oppe var koens hovede under overflade... Walther græd, du skal nok klare den råbte han, en uvedkomdne stemme i walthers hovde sagde, gi nu op walther, lad den drukne du kan ikke gøre mere... walther 95

rystede over hele kroppen, koen gled ud og ind af bevisthed med han kunne høre dens åndedrat ralle når han lyftede dens hovde.. Der gik 9 miutter mere før walther måtte opgive. Han strøg koen over øjnene og holdt med sine ene hånd på dens pande, det var ment som beroligende men han anede ikke om det hjalp, han slap den anden arm som holdt hovedt oppe, i det sekundt huskede walther ved hjælp fra stemmen i hovedet at druknedøden skulle være en af de mest forfærtelige måder at dø på da det først er ens mavesæk der bliver fyldt op og derefter lungerne,, Han Skreg,,, ”og en ko har fire maver? ==???? , han greb ned i sit bælte og kliggede en lille læder ståp op, han tog fat om skæftede på sin dolk og skreg så højt grædene og hjerteskærende han kunne, ”undskyld far”. Det var der johan stoppede ca 300 meter fra floden, han havde spejderledern og 2 andre af byens store mænd med sig, han kendte walther, han vidste at det var for sent. Og der ved selv samme træ han havde siddet fast i en time forinden pegede han op på de sorte fulge. Og skreg til mændene, ” de er der! Det var dem i skulle hjælpe! Kan i ikke høre hvor de skriger på hjælp. Hør dog fuglene!” mændene så uforstående på johan, Har du slæbt os her ned for at se på nogle fugle? Det her er dråben din sindsyge møgunge NU finder du walther og 96

så er i tilbage ved hytten om en halv time og der venter Din mor på at hente dig for sidste gang! Johan bed tænderne sammen og råbte ! jammen fint! Så siger jeg forvel til fuglene! OG det er ikke min skyld at i ikke forstår Fuglesprog!.. Mændene vendte sig om og gik! Johan løb over mod flodbreden. Da han kom hen under skyggen kunne han se walther sidde på kanten og grade. Han havde en blodinspurt dolk i hånden... koen lå fredfyldt lige under overfladen et par meter ude i floden! Johan satte sig ved siden af walther... Walther skulle til at sige noget men johan tog ordet!.. Kan du huske du engang fortalte mig at din far havde sagt til dig at fuglene kunne tale walther, og at du hvis jeg lovede at jeg ikke ville sige det til nogle andre fortalte at du kunne forstå noget af det de sagde?. Walther snøftede og sagde stille ”ja”? Jeg kan høre dem walther, det har jeg altid kunne, jeg ved din far havde ret i det med fuglene, og også i det vi altid har levet med som vores vigtigeste spejderregl,! Walther citerede, ”gør aldrig noget fortræd ligegyldigt hvorfor du føler lysten til at gøre det” Præcis sagde johan... Mener du det johan, kan du høre dem? Tror du min far havde ret? Og at det ikke bare er mig der er sindsyg? 97

De Taler lige så klart som du og jeg gør lige nu walther! Jeg blev nød til at fortælle spejderlederderen, smeden og sandpapirsmageren at jeg kunne høre fuglene! HVORFOR johan?????? Der var ingen der skulle vide det???!!! Nej walther, men jeg hørte dig råbe, undskyld. Og da vidste jeg hvad du havde gjort! Tænk hvis de 3 var kommet her hend og set dig sidde der med dolken og koen ligge der ude! Han pegede på koen der nu nermest skinede af den våde pels.. Du var blevet smidt ud Walter!, de ville aldrig have troet på os! Jammen hvad sagde de??? Hvad sker der nu?? Svar mig johan? Det ved jeg ikke walther. Kom vi må tilbage til hytten... De rejste sig og gik langsomt våde og kolde op mod hytten... Da de trætte traskede med hinanden ind på græsplæne ved spejderhytten stod johans mor og ventede på dem sammen med en mand walther ikke kendte, de så meget sure ud!, johans mor stoppede med en enkelt sætning johans snak før han fik begyndt ”du skal svare ærligt på det her johan! Det betyder alt!,” hun græd lidt.. manden ved siden af sagde du skal ikke påvirke ham! Johan så uforstående på dem.? Hva? Manden sagde 98

kort og præcist, ”jeg hedder jacob og jeg er fra psykiatrisk afdeling, Din spejderleder har ringet til os og forlangt en tvangsindlæggelse,” PÅ hvilken baggrund råbte johans mor! Spejderlederne trådte frem fra en stol han havde siddet gemt i bag ved jacob, på baggrund af at din søn er en forskruet lille møgunge, han har sat flere ældre menneskers liv på spil ved at udløse deres brandalarm nær ved en befærdet vej, han har bundet mig i en skov midt om natten og han traumatisere alle børn i dagplejen ved at hænge deres dukker op i galger, og han, JA SÅ ER DET GODT sagde jacob!. Alt dette er med i vurderingen men kan måske afslås som grove drengestreger påvirket af en anden, han så på Walther, MEN hvis det sidste du nævnte i telefonen er korrekt så er vi nød til at indlægge ham!. Derfor spørger jeg dig direkte Johan, TROR DU AT DU KAN SNAKKE MED FUGLE? OG FORSTÅ HVAD DE SIGER? Johan så rystende af raseri over på spejderleder, og sagde det var derfor du smilede dengang! Du vidste at du næsten havde nok på mig??? Spejderlederne sendte ham blot hans kolde øjne!. Johan så på sin grædende mor! SVAR HAM NU JOHAN, du er ikke sindssyg vel lille skat??! Johan så over på walther! Walthers øjne fandt hans og sagde, uden at trække en mine! JEG VED AT FUGLE KAN SNAKKE, OG DET ER IKKE MIN SKYLD AT I ikke kan sortere larmen fra så i 99

100

kan høre efter hvad de siger! Moren brød grædende sammen og råbte neeeeej i samme øjeblik som to mænd steg ud af en rød vogn der holdt parkeret lige ved siden af hytten uden hverken walther eller Johan havde lagt mærke til den. Det tog hver et fast tag i den lille men muskuløse johan, og førte ham med over til bilen I det hørte walther nogen hviske noget i hans øre, det var spejderlederne. ”jeg vidste at den største hævn jeg kunne få over jer to var at skille jer ad!. WALTHER SKREG ”!!! Johan!!! ” johan svarede DET SKAL nok blive okay walther! WALTHER OG MODEREN GRÆD. Jeg kommer snart ud råbte Johan NÆ!!! råbte spejderlederne!

13 BERETNINGEN OM DÅSESKJUL OG PUSLESPIL På en konservesfabrik stod en efterhånden meget træt medarbejder og ventede på at noget skulle ske! Det var nu 110 år siden hans far havde lagt sin grusomme plan, der skulle få det her hul til at lukke for evigt! Kooom nu 100

101

sagde han, mens han så på sit ur. De tusind dåser væltede forbi på et rullebånd og ikke en eneste blev inspiceret, af Gustav, som han altså hed. Hans job var ellers simpelt, han skulle tjekke overfladerne af dåserne for huller eller fejl lukninger og så ellers bare gå til frokost, komme tilbage og tjekke overfladerne af dåserne for huller eller fejl lukninger og så gå hjem, 11 timer om dagen.. det var ikke noget godt betalt job men der var dog penge nok til han kunne passe sin hobby i de resterende 13 timer af døgnet, det var der såmen nok alligevel, da gustavs hobby stort set ikke var andet end at lægge puslespil på gulvet i hans lejlighed, det var dog ikke helt traditionelle puslespil med brikker fra en stor æske, der så skulle blive til et motiv man allerede havde hvis man klippede siderne af kassen, Nej det var noget lidt mere grotesk... Det var ca 10 minutter inden lukketid da det endelig skete!, men slet ikke som han gerne ville have det! De kom bare ind. Cheferne, dem i jakkesæt... dem som hans far havde svoret sin hævn over... hans far... Thorkild, thorkild havde som 14 årig fået arbejde på en konservesfabrik som stik i rend dreng, men da han ikke anede hvad en rend var og hvorfor han skulle stikke i det, blev han hurtigt forfremmet til dåse inspektor, det var på det tidspunkt at han begyndte at stjæle en dåse 101

102

med hjem fra arbejde hver dag, han kunne ikke læse og hørte aldrig efter så han vidste egentligt ikke hvad der var i dåserne. Og da han også var lidt for fantasiforladt og måske også lidt uintelligent prøvede han heller aldrig at åbne en. Han gravede dem derimod ned i haven. Faktisk var det ret imponernede for han havde gravet et stort dybt firkantet hul som han begyndte at sætte dåserne i, først som et lille gulv. Derefter som væge. Efter ca 7 år lagde han bræder på toppen og dækkede huldet til. Hans ide om hvorfor han gjorde dette var i virkeligheden sørgelig. For hans tankerække gik således, Jeg har verdens bedste spise kammer, hvis der bliver krig flytter jeg bare der ned!.. han havde desvære glemt to ting i byggerriet, en luftkanal og en indgang... derfor var det 7 års spildt arbejde! Den dag besluttede han sig for at det bestemt ikke var hans skyld! Det var fabrikkens skyld. Der var ingen der havde fortalt ham at hvis man stjal en dåse med hjem hver dag og begyndte at bygge en beskyttelses kælder af dem så skulle man altså lave en dør og en luftkanal, det var lidt unfair for faktisk stod det i ansættelseskontrakten, som også blev læst højt for ham på hans første dag som stik i rend dreng, men eftersom han ikke kunne læse og aldrig hørte efter var hans vrede i han øjne fuldt berettiget.

102

103

han planlagde derfor sin hævn da han en dag fik en dåse rådne sild i hånden, han smuglede den med på på fabrikken og satte en ny merkat på. Og så ventede han!.... i ca 30 år. Så fik han en søn. Ikke sådan ud af det blå, men faktisk mere ud af det røde, det var den gode gamle histiore som faktisk hverken var god eller gammel, mere dårlig og ret ny. Han gjorde en glædes pige gravid og hun ville ikke have barnet så hun sendte ham en slags stork med babyen, storkern var mere kroværten fra glædepigernses hus AS. Som troppede op og sagde du glemte den her for 9 måneder siden inden i en af mine piger. Og så skylder du forresten ikke for 1 aften mere men for 270... du kan jo bare komme forbi en af dagende og afregne! Sønnen voksede, og hver nat blev han fortalt historeier af Thorkild om hvordan fabrikken var det onde og de var det gode, og hver dag kom thorkild hjem fra arbejde med et meget skuffet ansigtst udtryk og så på sin søn, den er ikke lukket endnu!, da sønnen fyldte 13 lå thorkild på sit dødslege. Og det sidste han sagde til sin søn var, at du bliver nød til at tage job på fabrikken så du kan se deres dumme ansigter når de bliver lukket af fødevarestyrelsen. Så dødede han. ” det gør folk tit på deres dødsleje”! Gustav tog job som stik i rend dreng på fabrikken, men da han ikke vidste hvad det var han skulle stikke i rend 103

104

drengen var han jo dømt til en forfremmelse, og der blev han i yderliger 40 år.... Og det var så nu det skulle ske, alle de historier han havde hørt sin far fortælle om hvordan det skulle ske, skulle gå i opfyldese nu. For der stod de! Jakkesætscheferne som hans far hadede, nu hvor gustav kom til at tænke over det havde han aldrig fået svar på hvorfor hans far haddede dem! Det var ikke fordi han ikke havde spurgt? Nej han spurgte hver eneste dag og gerne flere gange om dagen, han havde også spurgt hvor han havde fået sildene fra og hvordan han vidste at der var rådne sild i når nu hans far ikke kunne læse? Men det var som om at Thorkild slet ikke hørte efter! Der var stille på fabrikken ud over de tusind dåser der kørte forbi på båndene, så råbte den ene jakkesætschef som hans far haede uden gustav vidste hvorfor, ” Fabrikken er blevet opkøbt af et andet firma, i kan allesammen tage en uges fri og så kan i komme tilbage og få arbejde her igen, så går vi lige ud og køber nye jakkesæt imens. Den anden jakkesætschef som nu skulle ud og have et nyt jakkesæt nikkede og råbte, og som en lille gave kan i alle tage en valgfri dåse med hjem! De andre fabriksmedarbejdere råbte og skreg i glæde og svingede deres jakker over dem! Gustav, der lige som sin far aldrig havde lært at læse men dog høre 104

105

efter, råbte og skreg ikke, for den uge de nætop havde fået fri var alligevel hans ene årlige ferie uge... En uge senere mødte gustav ind på den gamle fabrik der var blevet bygget en del om han tog sin nye uniform på, den havde en lomme foran som nok ikke kan bruges til andet end at ødelægge pasformen i så fald nogen er dumme nok til at lægge et opjekt støre en en gennemsnitlig afskåret pegefinger i den! Han sløsede hen mod døren til hans nye arbejdsplads og gik ind.. I de næste måneder skete der noget der hvis det blev fortalt til hans far ville få ham til at vende sig i sin grav... Det vil sige at faktisk havde gud lige lænt sig ind over bordet hvor hun af urensalige årsager spiste middag med Thokild, hun sagde, prøv lige at se hvordan det går med din søn der nede! Han udvikler sig, han er nået så langt. Thorkild kiggede på hende og sagde, ”undskyld sagde du noget?

Et halvt år efter gik den nu aldrene gustav mod fabrikken og håbede på at det igen ville blive en fridag. Gustav elskede fridage. Ikke fordi et job som primært bestod af opsavering af væske der forlader røde frugter i superslowmotion er et hårdt eller kedeligt job. Men 105

106

efter 8 måneder med samme stiling uden nogen revulusinering af produkten andet end en udgave hvor kun omkrin 50 af væsken havde forladt de røde frugter og fik et ret ligyldigt og nermest ugenkenliget karerktiristika samt en plads på de værse ”der mangler for resten et t i det ord” fastfood/sandwitch/bagle/altid åben franshaising resturanter, men fordi så kunne han komme hjem og fortsætte sit mærkværdige puslespil Han satte sig på sin plads foran de mange rækker af de rød frugt bærende planter og så på sit ur! Lagerhallen med det jorddækkede gulv og de tusind sprænklere, klippe maskiner og så maskiner der kunne så op til 35 planter i minuttet var mørk og var kun oplyst af nogle meget svage lamper der på ingen måde var stærke nok til at uddrage væske fra noget som helst andet en den pedel der 3 gange om ugen skiftede pære i dem. 4. 3. 2.1 alle medarbejderne kiggede op mod det mørke loft som langsomt skød til side som taget i en af de store fodboldstadions, det gik langsomt og stål kablerne som trak i de to plader der delte loftet i to lavede en forfærdelig lyd som ofte var nok til at få de nye på fabrikken til at holde sig for ørerende og kikke panik slagen rundt på de andre, med et udtryk i øjnene der sagde ”er i sikre på det ikke styrter ned i hovedet på os?” det blik fik ofte en flok af ALFAHANNERNE på fabrikken til at se på hinanden og råbe Plejer det at sige 106

107

sådan?`?? løbbb det kollapser” hvilket Gustav i for et halvt år havde opfundet da nytjakkesætschefen for fabrikken for første gang besøgte lagerhallen. Det havde resulteret i at chefen foran sekretæren som han tydeligt prøvede at imponere , samt 2 lidt ældre herrer begge med hvidt jakkesæt og en grå hat, havde løbet i høj hastighed lige ind i de nydeligt opsatte glasdøre som chefen selv have kæmpet for at få op så han kunne ”øge effektiviteten” det øgede selvfølgeligt ikke andet end den bule chefen fik, samt de fine våde plamager på glasset, da chefens chokkende møde med de eller så gode at kigge igennem for at se om folk gøre deres arbejde, havde ladet blæren lægge en dråbe eller to!. Og så lige i det nye flotte jakkesæt. I dag var der ingen der løb. Men da de alle så at der igen i dag var overskyet og gråt rejste alle medarbejderne sig tog deres tasker og jakker og gik endnu engang hjem! Endnu en fridag sagde Gustav, og prisede sig lyklig for At de skide tomater abselut skulle soltørres.

107

108

109