LAD OS NØDE DIG
Piedmont Hazelnut I.G.P. Alta Langa
Hasselnødden fra Piemonte har ry for at være verdens bedste og fineste af sin slags. Den er blandt andet kendt for sin sødme, og vi tør godt love, at du bliver nødt til at spise mere end en nød, når du smager den første gang. Sød, mild og rund i smagen. Den kan meget vel blive din nye craving.
Pistacchio Verde di Bronte DOC
Den ægte pistacienød vokser ved foden af vulkanen Etna på Sicilien, og den er en decideret delikatesse. Denne nød er helt utroligt lækker og er da også så eftertragtet på den skønne middelhavsø, at det lokale politi må overvåge området ved høsttid. Her er der i sandhed tale om ’grønt guld’.
REDAKTØR
Niklas Roar niklas@ello.dk
REDAKTIONSANSVARLIG
Barbara Lütken bml@ello.dk
FOTO FORSIDE
Lûtken & Roar
FØLG OS supermarco supermarcodk
FIND OS
Supermarco
Støbegodsvej 1, 2450 København SV
Supermarco.dk
Niklas er journalist, underviser og tidligere rejseredaktør og har i mange år haft en stærk passion for det italienske køkken. Han prøver at lære italiensk, er en glad amatørkok og producerer desuden film og tekster til Supermarcos onlineplatforme.
TRYK
Dystan & Rosenberg ApS
ANSVARSHAVENDE Supermarco
En Bid af Italien udgives af Supermarco fire gange årligt
Barbara er opvokset i Napoli, men har boet i Danmark siden 1997. Hun har arbejdet i reklamebranchen som art director og tegnestuechef, hun har udgivet kogebøger og stod bag magasinerne Si Italia og Italia – Ja tak.
Velkommen til vores italienske baghave. En BID af Italien sætter denne gang fokus på den region, vi kender bedst. Det er nemlig i Piemonte, vi har flest venner og oplevelser, og hvor vi har besøgt adskillige vinhuse og restauranter – og så er det også her, vi har vores italienske hus.
I dette magasin glæder vi os til at præsentere nogle af vores gode venner, nære samarbejdspartnere, naboer og producenter, som alle har en stærk passion for deres produkt og historien bag.
Jeg købte i 2006 en gammel ruin, og på det tidspunkt var der næppe mange, der havde kunnet forestille sig det færdige resultat - et skønt stenhus bygget på italienske traditioner med et dansk twist – lige midt i Piemontes vinmarker. Det er her, vi kobler af, henter inspiration og får nye ideer. Her lever vi livet langsomt og langt væk fra den travle hverdag i Supermarco. Den lille snoede vej op til huset fra Canelli med udsigt over vinmarkerne og hårnålesving, hvor man helst ikke skal møde en modkørende, er et typisk billede af området. Stilheden under morgenkaffen på terrassen med biernes summen i lavendlerne og den fjerne dunken fra naboens traktor, der kører gennem vinrankerne.
Hanen galer solen op, og kirkeklokkerne bimler fra først den ene og så den anden lille kirke
fra hver deres bjergtop, og på en klar dag ser vi både Matterhorn og Monte Rosa knejse majestætisk i horisonten.
Fik fars anderkendelse
Jeg stiftede kendskab til regionen via min daværende svigerfar, som havde et direktørjob i Olivetti Danmark, hvis hovedsæde lå i Ivrea nær Torino. Ved en tilfældighed stødte jeg ind i en dansk-italiener, som hjalp med at finde og ombygge gamle stenhuse i området, og efter et år og 50 ruinbesøg lykkedes det endelig i 2006 at finde det rette. Min far var også jysk købmand og har ofte givet mig råd, men denne gang involverede jeg ham ikke, for han ville have frarådet mig købet. Og første gang, mine forældre så ruinen, sagde min far ikke meget men trak mig så til side og spurgte, om jeg var klar over, hvad det var jeg havde kastet mine hårdt tjente penge efter.
Heldigvis nåede min far at se det færdige resultat, inden han blev for syg til at kunne rejse, og der kom endda et stille, men anerkendende nik og et glimt i øjet, der antydede, at det nok ikke var helt så ringe endda.
Min far er her ikke længere. Men huset og minderne står stærkere end nogensinde.
Mette og Jens Ejere
Det er her, vi kobler af, henter inspiration og
får nye ideer. Her lever vi livet langsomt og
langt væk fra den travle hverdag i Supermarco.
DPe bugtede veje snor sig gennem et landskab, hvor middelalderbyer tårner sig op på bakketoppe mellem kilometervis af hasselbuske og vinmarker i snorlige rækker med nogle af Italiens allerfineste druer. I bakkerne ved Alba står trøffeljægerne tidligt op sammen med deres Lagotto-hunde for at snuse sig frem til det hvide guld, og fabriksarbejderne i Torino stempler ind og assisterer robotterne med at samle funklende, nye Fiat-automobiler. I Torino flyder chokoladen tættere end noget andet sted i
Italien og sammen med Nebbiolo og co. sættes en tyk streg under, at vi her er i en af Italiens absolut mest højprofilerede regioner, når det gælder smag, kvalitet og usvigeligt sikker sans for branding. Piemonte betyder ’Landet ved bjergets fod’, og det enestående landskab syd for Alperne har skabt grobund for nogle af de mest eftertragtede råvarer i ikke blot Italien, men i hele verden. Piemonte er en overflod af dufte, smage og storslåede scenerier. Det er en region for livsnydere, og det er en region, vi holder meget af. Velkommen til skønne sanseindtryk, store naturoplevelser og forførende smage. Velkommen til Piemonte.
Jeg elsker at spille
The Bad Guy, men i virkeligheden er jeg svigermors drøm.
Skuespilleren Joachim Knop er folkeligt bedst kendt fra Anja og Viktor-filmene. Men han bruger mest tid på at synge opera. Og så har han fundet lykken og sin indre italiener sammen med familien på Østerbro.
Joachim kører den åbne Mini ind af den tilvoksede skovvej, før han stiger ud med et stort smil. Han pendler frem og tilbage fra Østerbro til Svendborg og har travlt som aldrig før, og derfor har han tilbudt at lægge vejen forbi redaktørens sommerhus i Vestsjælland, før turen går videre til Fyn.
Det karakteristiske ansigt bringer med det samme minder frem om rollen som Dario-drengen Peter, der er Viktors rival i kampen om at vinde den skønne Anjas gunst i filmhittet ’Kærlighed ved første hik’ fra 1999. Det blev siden til
flere efterfølgere, og selv om Joachim Knop bruger det meste af sin tid som operasanger og teaterskuespiller, så er det den rolle, der hænger ved i offentligheden. Men det er han ikke ked af. Det er nemlig en rolle, der giver plads til de store armbevægelser, som er en så integreret del af hans personlighed, at han på nogle områder føler sig helt italiensk, selv om både dåbsattest og et helt liv med postnummer 2100 i folkeregisteret indikerer, at han er pæredansk.
Men kærligheden til Italien og den italienske livsstil er stærk
- ligesom sproget, som er umuligt at adskille fra Italien og italienerne.
”Det er den der passion. Den der rullen på r’erne, du ved. Italienerne overdriver jo, og jeg er selv vild med at overdrive. Det er også det, jeg elsker, når jeg laver teater. Når man laver film, så skal man som regel holde det nede, medmindre man har de filmroller, jeg har haft, hvor det passer meget godt ind. I Anja og Viktor-filmene spiller jeg jo Peter med store armbevægelser og store udbrud. Det italienske sprog passer også perfekt ind i operaens verden, hvor vi skal
fortælle en stor historie på kort tid,” fortæller Joachim Knop, der tager en tår napolitansk Kimbokaffe og lader blikket falde ned på telefonen foran ham, hvor sekunderne ruller utrætteligt fremad i lydoptagelsen.
”Altså, jeg kan godt lide det subtile, men jeg skal virkelig arbejde med det. Min gamle rektor sagde:
’Joachim skriver meget småt og taler meget højt’. Jeg har altid talt højt og meget tydeligt, og jeg aner ikke hvorfor.”
Han taler med ulastelig diktion og øjnene rettet mod et udefinerbart fikspunkt et sted mellem de træer, der omgiver det lille træhus. De italienske ord og fraser bliver vendt i munden og behandlet, som var de særligt velkomne gæster, der skal udvises ekstra opmærksomhed.
Vejen fra operaens finkulturelle verden til en serie af Regnar
Grasten-film kan synes lang, men for Joachim Knop er det bare med til at skabe et balanceret og rigt arbejdsliv.
Kør den ind med Puccini
”De fleste forbinder mig med Anja og Viktor. Og det er jo ikke så sært. For hvis du opfører en opera ti gange for 1000 mennesker hver gang, så kommer den ud til 10.000 mennesker. Men en film derimod kan jo vises i mange biografer over hele landet og sendes på tv igen og igen.”
Joachim synes, at man skal operadebutere med Puccinis
‘La Boheme’. “Det er opera goes Hollywood. Det gør ikke så meget, at du ikke forstår sproget, for Puccinis musik forklarer det hele. Hvornår de er glade, og hvornår de er kede af det. Den er dejligt kort - kun fire korte akter – og der er så mange hits, at det er svært
smukke kvinder, og det vil jeg blive ved med at gøre. Vi
må da for helvede kunne rose hinanden, uden at det skal lugte af sex.
ikke at gå nynnende ud af salen, når man har set den. Det er sgu der, man skal begynde,” siger Joachim Knop med stærk overbevisning og ditto passion for en genre, som har det med at opdele folk i elskere og hadere.
At lære at elske opera er også at have et åbent sind. Og det er et område, hvor Joachim Knop mener, at vi i Danmark kan lære noget af italienerne. ”Jeg synes, den almindelige dansker bør lukke sin indre italiener ud i ny og næ. At byde velkommen med åbne arme. At ikke altid sidde i vores kolde stuer og drikke kaffe med os selv og pege fingre af alle mulige andre. Lad os i stedet åbne vores døre og vores sind for andre. Jeg føler, at italienerne har været gode til det.
Selv har jeg aldrig været bange for at græde eller grine. Måske holder vi danskere lidt mere på formerne. I operaens verden skal man vise store følelser på kort tid, og det er vidunderligt, når publikum også går hjem og tør bagefter.”
Joachim lyser op, da et fad med forskellige oste bliver sat frem.
Pecorino, Ubriaco, Brundu og så en Gorgonzola Dolce. Han fortæller, at han egentlig ikke er sulten, men særligt den bløde, cremede gorgonzola er svær ikke at smøre på det letristede filone.
”Jeg er en jubeloptimist, og jeg har meget svært ved at se sort på
livet. Nogle vil måske sige, at jeg er født med en guldske i røven, men man kan jo også opsøge den der guldske. Jeg elsker drømme og har det fint med, at mine ikke går i opfyldelse. Jeg elsker italiensk mad, men har det også fint med havregryn og mælk. Jeg er gift
halv dag, hvor jeg tuder og synes, det hele er hårdt, men så er jeg glad igen dagen efter. En fordel ved at græde er at komme af med det, og hvis man ikke tør græde eller grine og så samler det sig og bliver kæmpe klumper i maven.”
Jeg er så ordentlig at folk vil brække sig
Joachim Knop debuterede i 1991 som 19-årig skuespiller i ‘Drengene fra St Petri’. Verden stod åben, men han var sikker på, at det var den vej, han ville gå - også selv om han med egne ord havde et sind som en 12-årig. Det bedste råd om fremtiden fik han dog af Tommy
Kenter:
”Du skal kun gøre det her, hvis du ikke kan lade være”. Et råd Joachim Knop har efterlevet lige siden. Og han er så heldig, at han har kunnet leve af sin passion.
med en fantastisk kvinde, jeg elsker at kysse på, og jeg har tre vidunderlige, sunde og raske børn. Jeg kan skændes med min kone, men jeg elsker hende højt, og jeg har et dejligt lille hus. Jeg ved godt, at jeg er heldigt stillet, men jeg har opsøgt mit held.”
”En jubeloptimist kan også være trist og græde. Jeg kan også synes det hele er hårdt. Men jeg får det ud med det samme. Så har jeg en
”Jeg har i bund og grund kunnet leve af det i 30 år, fordi jeg er nysgerrig og tør at prøve nye ting. Jeg bliver næppe Danmarks største operasanger, men det er ikke så vigtigt. For mig er det vigtigt, at jeg morer mig i min hverdag og i mit arbejde. Og dem, jeg arbejder med, holder jeg af. Jeg skifter tit arbejdsplads og møder mange vidunderlige mennesker, som heller ikke kunne lade være at gøre det. Spille teater og synge.” Det er også her, Joachim får lov at lege med udgaver af sig selv, som ligger meget langt fra den mand, som hans nærmeste kender så
Jeg er en jubeloptimist, og jeg har meget svært ved at se sort på livet.
godt. Og det gælder blandt andet spradebassen Peter i Anja og Viktorfilmene.
”Jeg elsker at spille the bad guy. Han får nemlig tit lov til at have lidt større armbevægelser. Det er jo sjovt at spille det, jeg ikke er til daglig. I det virkelige liv er jeg svigermors drøm, men det er sjældent, jeg får den slags roller. Der er ellers så lidt bad guy i mig. Jeg opfører mig så ordentligt, at de fleste ville brække sig over det,” siger skuespilleren og løfter øjenbrynene.
”Italienerne ville sikkert grine af, at jeg ikke har knaldet udenom, men sådan er jeg virkelig ikke. Jeg er meget trofast,” understreger familiefaderen fra Østerbro, der har været sammen med sin norske kone, skuespilleren Tuva Semmingsen, i mere end 20 år.
Sjovere at kysse ædru
La famiglia betyder alt, og det trygge familieliv er ligeledes grundlaget for Joachims glæde ved sin profession og for livet i sin helhed. Og ganske som i Italien er
det ikke blot forholdet til kone og børn, der er vigtig, men også hans forældre er en integreret del af familielivet. ”Vi har det godt sammen - alle sammen. Der er tryghed, og
Men vi taler om alt.”
Joachim smører endnu et lag gorgonzola på det ristede brød, og drømmer sig fra søndagsmiddage i familiens selskab til la cucina italiana.
”Jeg kan ikke leve uden pasta og olivenolie. Og så elsker jeg gode pizzaer. I Slankedanmark er det jo ikke så godt, men så må man altså løbe en ekstra tur. Jeg er i al fald ikke blevet tyk af at spise pizzaer. Jeg har dog også en vild energi og kan ikke sidde stille,” funderer skuespilleren.
vi tør tale om tingene. Vi har en ugentlig middag, hvor vi taler om alt. Nogle gange er der ikke så meget at tale om, nogle gange skændes vi, andre gange græder eller griner vi.
”Jeg kan desværre sagtens leve uden rødvin. I dag kan jeg næsten kun drikke hvidvin og Prosecco. Jeg drikker ikke ret meget, og jeg har ikke længere behov for at drikke mig fuld. Jeg er for helvede en gammel mand, og jeg tør godt at smide hæmningerne uden alkohol. Der kan vi lære noget af italienerne. Jeg bilder mig ind, at de har et sundere forhold til alkohol end os danskere. Jeg fortæller også mine drenge, at man ikke behøver at drikke sig fra sans og samling for at kysse en pige. Det er faktisk sjovere at kysse ædru.”
”Hold kæft nogle flotte kroppe” Italienerne derimod synes ikke
traditionelt af have samme hæmninger, og det ikoniske sort-hvide billede af en ung kvinde, der får opmærksomhed fra en hel gade fuld af italienske mænd er stadig med til at underbygge en fortælling om de italienske mænd som en flok uforbederlige skørtejægere. Men i en tid, hvor det kan være risikabelt at italesætte eller give udtryk for værdsættelse af kønnenes forskelligheder og skønhed, har Joachim Knop et budskab.
”For vel kan det være for meget i Rom, når man som kvinde ikke kan gå i fred for mænd, der pifter, men man må jo altså gerne give komplimenter. Jeg elsker at give kvinder komplimenter, og det insisterer jeg på at blive ved med. Hvis vi insisterer på at det er krænkende, så … gu’ er det da røv. Det må aldrig blive som i Sverige. Jeg lavede en forestilling i Odense med en masse unge dansere mellem 16 og 20, og jeg sagde: ’Hold kæft nogle flotte kroppe!’. Så sagde svenskerne.
’I Sverige var du kommet op på chefens kontor. Du må da ikke stå og rose unge menneskers kroppe på den måde.’
Joachim ryster opgivende på
hovedet. ”Jamen, man må da også rose skuespillernes stemmer. Det er jo unge mennesker, der har arbejdet stenhårdt hver dag for at få den perfekte krop, lige som jeg
lugte af sex.”
Skuespilleren håber på at få mere tid til at lade sin veltrænede stemme behandle klassiske croonersange med italiensk udtryk. Og det foregår i jazztrioen Attenzione Dino! sammen med konen Tuva og pianisten Nikolaj Benzon.
”Jeg elsker bare Dean Martin, og han blev jo kaldt Dino. Der var sådan en charmerende tjener nede på restauranten
har arbejdet i mange år for at få den perfekte stemme. Tænk at man ikke tør at give en kompliment, fordi man er bange for at den, der får komplimenten, føler sig krænket. Jeg komplimenterer smukke kvinder, og det vil jeg blive ved med at gøre. Vi må da for helvede kunne rose hinanden, uden at det skal
L’Imperatore, lige hvor vi bor, og han kaldte mig altid Dino, og så tænkte jeg, at det var det, vi skulle hedde. Her får jeg lov til at synge med italiensk accent,” ler Joachim og bryder ud i ’When the moon hits the sky like a big pizza pie that’s amooooore,” uden andet publikum end redaktøren og et enkelt rådyr, der har forvildet sig ind mellem træerne tilsyneladende helt upåvirket af både musik, italienske oste og det komplekse forhold mellem hanner og hunner i menneskenes verden.
Joachim Knop (f. 1971) medvirker resten af 2021 i musicalen The Bodyguard, der opføres i blandt andet København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.
Jeg synes, den almindelige dansker bør lukke sin indre italiener ud i ny og næ. At byde velkommen med åbne arme.
V inmarkerne står i snorlige rækker. Her i hjertet af Barolo er intet overladt til tilfældighederne i forsøget på at få druehøsten til at leve op til det måske stærkeste af alle italienske vinbrands. Luften over den slidte asfalt flimrer utålmodigt denne brandvarme junidag og forkæler de dyre druer, der kvitterer med at vokse sig større og stadig sødere. Porten går op, og en elegant klædt mand på cirka 30 år byder os velkommen. Lorenzo er sønnen i Scavino-familien, der desuden tæller far Luigi og dennes hustru Lorella. Vingården har været i familien i tre generationer, og man kunne fejre 100 års-jubilæum i 2020. Lorenzo forklarer, at hans far i øvrigt er fætter til Barolokongen Paolo Scavino, men at deres samarbejde begrænser sig til, at deres bedstefar i sin tid opdelte vinmarken Fiasco, hvoraf de hver
fik 2,5 hektar – Luigi som den heldigste med den øverste del af marken.
I 11 år har Lorenzo arbejdet fuld tid hos sin far efter at have taget uddannelsen som ønolog, og fremtiden synes allerede givet. Som enebarn forventes han at overtage gården efter sin far, men det synes den unge mand nu heller ikke ked af. Han fortæller om både filosofiske og vinøse diskussioner med det fædrene ophav, men frem for alt om den store respekt, de nærer for hinanden. ”Min far er meget perfektionistisk, og alt skal være i den fineste orden, men samtidig er han også den første til at afprøve nye metoder for at komme med et endnu bedre og mere interessant produkt. Og så holder han fast i det, der virker,” fortæller Lorenzo.
Vi går ned i kælderen og
betragter de store træfade, der synes at understrege, at han ikke går på kompromis med kvaliteten. De er specieldesignet til Azelia, er tykkere end normale fade og er ikke forseglede, hvorved vinen bedre kan ånde. Han blander vin fra hele fem forskellige trætyper, da de hver især afgiver en helt unik smag. Ligeledes har han designet firkantede ståltanke for at optimere den sparsomme plads i kælderen.
Azelia producerer cirka 85.000 flasker årligt.
Azienda Agricola
Azelia di Luigi Scavino
Via Alba Barolo 143
12060 Castiglione Falletto (CN) l.scavino@azelia.it azelia.it
far er meget perfektionistisk, og alt skal være i den fineste orden.
Hestevognen ruller adstadigt derudad, mens en midaldrende mand, går foran og holder i hestens seletøj. I vognen ligger de netop håndhøstede druer, som skal køres til sortering og presning, før vinificeringsprocessen går i gang. Vi er i Loazzolo i Astiprovinsen, hvor vinhuset Forteto della Luja råder over 15 hektar i et UNESCO-beskyttet naturområde, der gør et besøg til ikke blot en oplevelse for ganen, men også for øjne og sjæl. Gården er fra 1850, men vinkælderen har aner tilbage i 1700-tallet.
Ejeren Giancarlo Scaglione arvede den efter moderens familie, og man begyndte i 1985 produktionen af
Moscato Passito Late Harvest, der var så god, at den i 1992 blev tildelt den eftertragtede DOC-betegnelse, som understreger dens kvalitet og tilhørsforhold til den lokale jord. Foruden den prisvindende Moscato, producerer man blandt andet den spændende single vinyard-vin Le Grive, der består af en atypisk blanding af Barbera og Pinot Nero.
Når man besøger vinhuset, er det en nødvendighed, at man får en guidet tur i Forteto della Lujas enestående natur, der er beskyttet af Verdensnaturfonden WWF. Her støder man på en sand overflod af vilde orkideer herunder nogle særligt sjældne af slagsen, som blomstrer sidst i marts. Dette er et
vinhus, hvor man sætter en ære i nænsomt at dyrke vin i harmoni med naturen – til glæde for både planter, dyr og mennesker. Som et lille kuriosum er vinhuset tillige nabo til Supermarcos ejerpar, der har et hus med en direkte gangsti hen til Forteto della Luja.
Forteto della Luja producerer cirka 45.000 flasker årligt.
Azienda Agricola
Forteto della Luja s.s. Regione Candelette, 4 14051, Loazzolo (AT) fortetodellaluja.it info@fortetodellaluja.it
Besøg vinhuset Forteto della Luja, og oplev det enestående UNESCO-beskyttede naturområde, der omgiver gården og markerne.
Alessandro Rivetto ville gøre tingene på sin egen måde uden at være bundet af familietraditionerne. Han brød med sin far og bror og skabte så sin egen succes.
Normalt er familiestridigheder en trist affære, som ikke fører noget som helst godt med sig. Men i tilfældet Alessandro Rivetto kan vi andre i det mindste glæde os over nogle fremragende vine. For da Alessandro for år tilbage blev uenig med sin far og bror om, hvordan man skulle producere vin, gik han solo i 2012 for at starte sin egen produktion, hvor han i modsætning til familien insisterede på at kombinere moderne metoder med de traditionelle.
Alessandro fik et forskud på sin arv i form af en række velplacerede marker i den lille landsby La Morra, hvor han i selskab af ønologen Alessandro Bonelli og salgschefen
Mauro Adriano smøgede ærmerne op og skabte grundlaget for den succes, som det unge vinhus har opnået i dag.
Besøg Barolo-kælderen I dag har man også marker i Alba, Langhe og Barbaresco, og vinene på blandt andet Nebbiolo, Barbera og Dolcetto har opnået stor international anerkendelse.
Rivettos vinhus i La Morra er virkelig et besøg værd, og det er også her, man kan se vinkælderen, hvor blandt andet den eftertragtede Barolo modner i skønne trætønder. Det er også en del af oplevelsen at få en rundtur på nogle af markerne omkring aziendaen, hvor man virkelig fornemmer, hvorfor Langhe er et af verdens mest eftertragtede vinområder.
”For os er drømmen i dag en overbevisende udforskning af, hvad vores vinmarker kan tilbyde os år efter år. Men det er også den udfordring, vi giver os selv ved at lade nye kunder opdage og værdsætte vores vine i alle verdenshjørner,” fortæller Alessandro Rivetto.
Alessandro Rivetto producerer cirka 130.000 flasker årligt.
Azienda Agricola
Alessandro Rivetto
Fraz. Annunziata Ciotto, 53/B 12064 La Morra (Cuneo) alessandrorivetto.it info@alessandrorivetto.it
Piemontes hovedstad har i lang tid været i søgelyset hos engelske og amerikanske livsstilsmagasiner. Det er ikke sært, for byen tilbyder sine besøgende et fascinerende mix af historie og modernitet. Tilføj hertil muligheden for virkeligt at forkæle smagsløgene. En BID af Italien har været på besøg.
Du fornemmer ret hurtigt Torinos elegance, når du kommer til byen som førstegangsbesøgende. Fortiden har helt tydeligt sat sit aftryk på nutiden. For en del af byens atmosfære af overdådighed
stammer uden tvivl fra perioden fra 1861 til 1865, hvor Torino var hovedstad i et netop samlet Italien. De store åbne piazza’er, de elegante bygninger og den generelle ånd af tidligere tiders pomp og pragt er stadig til stede.
Torino er i dag Italiens fjerdestørste
by og en betydelig økonomisk faktor. Hjemsted for Fiatfabrikkerne og for Italiens mest succesfulde fodboldklub gennem tiden, Juventus, samt for en række kendte virksomheder, bl.a. inden for avis- og forlagsbranchen.
På det kulturelle område træder de kendte museer nærmest hinanden
over tæerne for at lokke besøgende til. Først og fremmest må man ikke gå glip af Mole Antonelliana, der med sine 167,5 meter er Torinos arkitektoniske symbol og Italiens højeste bygning. Bygningen er også hjemsted for det interessante Biograf-museum, der strækker sig over hele fem etager. Husk også det Egyptiske Museum, der er et af verdens vigtigste af sin slags, og det fascinerende bilmuseum, Mauto, der har omkring 200 antikke såvel som moderne biler i deres kollektion, og som helt sikkert vil forsyne bilentusiaster med litervis af adrenalin.
En smag af historie Madelskere vil uden tvivl kunne finde glædesstunder i Torino. Eatalys Torino-afdeling tilbyder et sandt overflødighedshorn af alt det, der har gjort Italien berømt blandt alverdens foodies. Ønsker du en mere rustik og folkelig madoplevelse, så er Torinos (og Europas) største udendørs madmarked ved Porta Palazzo et naturligt valg. Her kan man gå rundt i timevis blot for at suge atmosfæren til sig.
Historien ligger på lur i Torino, både i kaffekopper og på tallerkener. En helt igennem must try-oplevelser er således et besøg på byens ældste cafe, Bicerin, der slog dørene op i 1763. Hvad angår dette åbningsår så ”overhales” cafeen dog af Torinos (og et af Italiens) ældste spisesteder, Ristorante Del Cambio, der serverede den første ret i 1757. I dag er stedet stadigt et af Torinos mest populære.
Emma Lucich, København
“Jeg går aldrig i Supermarco uden at købe denne her abrikosjuice fra Yoga. Jeg er halvt italiener, og for mig er det en helt særlig drik, der minder mig om min barndom. Min farfar fra Venedig kom til Danmark for at arbejde og blev forelsket i den kvinde, der skulle blive min farmor. Jeg husker, hvordan jeg som lille sammen med både min farfar og min far tog ud i det gamle Supermarco og købte disse, og jeg elskede bare smagen. Det gør jeg stadig.”
Cebrina Rambeck Dyreholt, Vallensbæk “Min mor og jeg kommer her blandt andet for den fantastiske prosciutto cotto fra Levoni. Den ryger altid ned i kurven. Og så kører vi også efter jeres pastakits. Særligt dem med carbonara eller salsiccia og trøffel. De smager SÅ godt! Vi elsker trøfler. Vi kan heller ikke lade være med at
Thomas Olesen, Borup
“Jeg køber altid Fiore del Pastore, en pecorino fra Sardinien. Den kan spises, som den er eller bruges i en ret. Jeg har boet i Torino i seks år, og for mig er det her bare en del af Italien heroppe. Det har man virkelig formået at skabe. Andre steder får man masseproducerede varer, men her er råvarerne i fokus. Det er noget ganske særligt at kunne få disse ting, jeg husker fra Italien.”
Ingen vermouth har opnået større succes end Martini, der startede sit liv på Martini & Rossi Distilleria Nazionale di Spirito di Vino i Torino i 1847. Virksomhedens brand blev siden så stærkt, at det lagde navn til en drink, som blev udødeliggjort af en vis agent, der foretrak den ’shaken, not stirred’. En vermouth er fremstillet af vin eller ufermenteret druemost, og så er den tilsat sukker samt en omfattende specialblanding af krydderier, rødder og bark. Oprindeligt blev den solgt som medicin, men den blev i stedet populær som aperitivo. Køb den helt uden recept i Supermarco.
I generationer har man høstet nødderne fra hasselbuskene, der vokser i den frugtbare og mineralske jord i Langa Fenogliana sydøst for Alba i Piemonte. Emanuele Canapara driver den lille virksomhed med en kompromisløs kærlighed til nødderne og den kvalitet, som er så afgørende for Nocciole d’Elite. Man arbejder grundigt med blandt andet beskæring, så hver enkelt plante får den helt rette mængde sol og vind, og det er virksomhedens filosofi kun at benytte sig at naturligt forsvar mod insekter, og der bruges ingen sprøjtemidler. Naturligvis.
Dette er en af de mest klassiske oste i Piemonte, og den er fremstillet efter ældgamle mejeritraditioner. Den skønne ost har en strågul farve og fine huller. Smagen er rund og sødlig og passer perfekt sammen med eksempelvis en figenmarmelade. Caseificio Longo ligger i det billedskønne Bosconero ved Alperne nord for Torino, hvor køerne nyder godt af det særlige græs og den friske luft. Toma Piemontese er ikke uden grund af en de allermest elskede oste fra regionen – i både Italien og udlandet.
AF NIKLAS ROAR
Det hele begynder i det herrens år 1560, hvor Emanuele Filiberto af Savoyen beslutter sig for at fejre sin flytning af hertugdømmets hovedstad fra Chambéry til Torino ved at servere en kop varm chokolade for byens borgere. Han kunne ikke vide det dengang, men hans ædle handling såede dermed det første spæde frø til det, der senere skulle blive et af byens vigtigste særkender. For byens indbyggere var der ingen vej tilbage. For har man en gang
smagt chokolade, vokser drømmen om chokoladesmagen sig så stærk, at den er umulig at få ud af hovedet, og stadig flere cioccolaterie blomstrede op, og dygtige håndværkere udviklede stadig flere opskrifter indeholdende de eksotiske og meget dyre kakaobønner. Det var dog først i 1800-tallet, at Torino for alvor blev sat på chokoladelandkortet – først med opfindelsen Bicerin, der er en drik med kakao, kaffe og fløde, og senere i 1865 med opfindelsen af den skelsættende Gianduotto – Torinos
chokoladesymbol. Det var en uimodståelig blanding af kakao og den piemontesiske hasselnød også kaldet Nocciola Tonda Gentile, der den dag i dag anses for at være verdens fineste af slagsen. Dengang handlede tilføjelsen af hasselnødder dog primært om at sænke omkostningerne, da nødder i modsætning til
Den mest elegante chokoladebutik i Piemonte Flere af de chokoladevirksomheder, der blev grundlagt i denne tid, eksisterer stadig i dag. En af de mest velrennommerede er Venchi, hvis rødder går tilbage til 1878, hvor den blot 20-årige chokoladeelsker Silviano Venchi brugte alle sine sparepenge på to bronzeformer og begyndte at eksperimentere i sin lille lejlighed på Via degli Artisti
in Borgo Vanchiglia i Torino. Den første succes fra hans hånd blev Nougatine, der var en blanding af en ekstramørk chokolade og hakkede, karamelliserede hasselnødder, og han åbnede Venchi Spa, der blev kendt som ’den mest elegante chokoladebutik i Piemonte’, og han fik status af kongelig hofleverandør. Blandt de andre senere klassikere, der blev skabt i den tid i Torino var Cremino, der er
en trelagslækkerbisken bestående af gianduja-chokolade og hasselnød samt Boero, der er chokolade fyldt med likør.
Som man så ofte ser det i Italien spiller traditionerne en stærk rolle, og hos Venchi holder man fast i flere af de originale opskrifter. Tydeligst med Gianduiotto antica ricetta og Cremino 1878, der ikke er blevet ændret i 123 år.
Der udvikles dog til stadighed nye produkter hos både Venchi og konkurrenterne, hvor man er opmærksom på de skiftende tider og nu tilbyder både veganske og glutenfri alternativer. Og man er ikke bange for rejse uden for Piemonte for at finde inspiration.
“Vi elsker at lade os inspirere af italienske opskrifter og tradition, som i eksempelvis Tiramisuchokoladen, som I år vandt ‘Gold
Bar’-prisen, eller Bitter Spritz-chokoladen, der er en lille lommeaperitif,” fortæller Silvia Bianchi, markedsansvarlig hos Venchi.
”Men vi hylder også Kina og Japans lokale ingredienser – naturligvis med et italiensk twist. For eksempel vores Matcha-chokolade, der er baseret på den enestående japanske te kombineret med hvid chokolade, citron og de grønne pistacienødder fra Bronte.”
Har man en gang smagt chokolade, vokser drømmen om chokoladesmagen sig så stærk, at den er umulig at få ud af hovedet
Jeg er med en vis jysk underdrivelse en mand, der arbejder en del. Men når jeg virkelig skal gå ned i gear og bare nyde tilværelsen, så foregår det i vores dejlige hus i Piemonte, hvor jeg elsker at gå i køkkenet med en flaske Barolo for at lave min hofret til fruen og gæsterne. Det er naturligvis efter devisen: Et glas til gryden - to glas til kokken. For mig er det her bare smagen af Piemonte, og det er altså nødvendigt, at det er en rigtig god Barolo i glasset.
Ingredienser (4 pers.)
• 100 g svampe, tørrede (eller friske)
• 3 spsk. ekstra jomfru olivenolie
• 40 g smør
• 1-2 fed hvidløg, finthakket
• 1 løg Zittauer, finthakket
• 1 kvist frisk rosmarin, finthakket
• 1 kvist salvie, finthakket
• 1 kvist frisk basilikum, finthakket
• 1 ds. Piennolo-tomater
• 2 stilke frisk bredbladet persille, finthakket
• ca. 1,5 l. grøntsagsbouillon
• 350 g Carnaroli-ris
• 2,5 dl. Barolo af god kvalitet
• En rundhåndet mængde
Parmigiano Reggiano
• Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du Hvis du bruger tørrede svampe udblødes de mindst en halv time inden brug, og væsken presses ud af dem. Smør og olie varmes op, hvorefter løg, hvidløg, rosmarin, salvie og basilikum sauteres i fem minutter ved lav varme.
Tilsæt tomaterne og lad det simre med i cirka et kvarter. Herefter skal svampene i sammen med salt og peber og simre yderligere et kvarter under låg. Bouillonen sættes i kog.
Persille og ris røres sammen med grøntsagerne, indtil alle risene er dækket af olien. Varmen skrues op, og Baroloen hældes i og koges ind under konstant omrøring. Herefter tilsættes hønsebouillonen 1 dl af gangen. Pas på gryden ikke på noget tidspunkt koger tør. Den er færdig efter cirka 18-20 minutter.
Drys den færdige risotto med Parmigiano Reggiano og server.
Mirko Cangialosi, kok, Supermarco
Dette er en ret, man serverer til en fest, en søndag med familien eller en middag med en virkeligt god ven. Det er en meget enkel ret, hvor det vigtigste overhovedet er, at pastaen er kogt al dente. Med så få ingredienser skal hver eneste del sidde lige i skabet. I Toscana, hvor jeg kommer fra, ville vi nok bruge porcini (Karl Johan) i stedet. Men friske trøfler fra Piemonte er jo helt fantastiske og giver retten en enestående og forførende smag.
Ingredienser (4 pers, små serveringer)
• 250 g tagliolini
• 15-25 g frisk trøffel – enten hvid eller sort
• 1 spsk. olivenolie
• 40 g smør
• Parmigiano Reggiano
• Salt og peber
Sådan gør du Pasta koges al dente – det er meget vigtigt, at der er bid i den.
Smelt smørret på en pande og vend den nykogte pasta i smørret og smag til med lidt salt og peber.
Anret på tallerkener, og høvl så meget tynde flager af trøffel oven på pastaen.
Til sidst rives Parmigiano Reggiano på og rundes af med et skvæt olivenolie fra øverste hylde.
Niels Bach, køkkenchef, Supermarco
Det er bare en skidegod frokostret. Og så er den jo atypisk, fordi den kombinerer fisk og kød. Det er jo i virkeligheden den oprindelige surf ’n turf. Jeg husker, at jeg blev forundret over, hvor godt den fungerede allerede som helt ung, da jeg gik i lære som kok. Den begyndte at dukke op i 80’erne og er måske blevet udvandet flere steder, men når den laves med gode råvarer, så er det altså bare en fremragende ret med nogle ikke-nordiske ingredienser som kapers.
Ingredienser (4 pers)
Kød Rosastegt
kalvekød (ca. 100g pr. pers.)
Tunsauce (ca. 350 ml)
• 1 dåse kvalitetstun
• 1 cl hvidvin
1 spsk. kapers
• 3 cornichoner
• 1/2 spsk. finthakkede syltede, grillede peberfrugter
• 1 spsk. mayonnaise
Sådan gør du Find det bedste kalvekød, du kan opdrive, og steg det rosa i ovnen. Det må ikke blive gennemstegt – mængde, tykkelse og ovn afgør tiden. Kødet skal hvile og køles af inden servering.
Bland tunkødet med en god mayonnaise (gerne hjemmerørt) samt kapers, cornichoner, syltede og
grillede peberfrugter. Og tilsæt så et skvæt hvidvin, inden det blendes.
Det er vigtigt, at du smager saucen godt til, og justerer. Husk at du ikke må gå på kompromis med især tunen.
Det er forskelligt, hvor fint man blender saucen, og personligt foretrækker jeg det lidt groft.
For mange vinelskere er Piemonte regionen over dem alle. Og det er da også svært at sige Piemonte uden også at sige Barolo. Kongernes vin har opnået kultstatus over den ganske vinverden,
og vinentusiaster valfarter hvert år til området for at opleve smagen af de berømte marker i de helt rette omgivelser. Piemonte er dog mere og andet end Nebbiolo, og særligt Barbera-druen trives perfekt i det unikke klima ved bjergenes fod.
En spændende vin fra det UNESCObeskyttede vinhus Forteto della Luja, hvor man har blandet den for området så vigtige Barbera-drue med den skrøbelige og elegante Pinot Nero. Der er noter af vanilje og krydderier, og den har en fløjlsblød smag - dog med en pæn mængde tanniner. Det er en vin, der kun vil blive bedre over de kommende år, hvor det vil klæde den at blive nydt sammen med modne norditalienske oste eller rødt kød og den er altid perfekt til den gode pastaret.
Pr. fl. kr. 195,- (2 fl. for kr. 350,-)
Et sikkert kort på hånden til en god vinoplevelse er denne Barolo fra Alessandro Rivetto, som er en af de helt populære flasker fra vinmagerens hånd. Nebbiolodruerne er økologisk dyrket i Serralunga d’Alba lige i hjertet af Barolo. De høstes i starten af oktober, og kun de bedste druer bliver presset efter at have været igennem hele tre selektionsprocesser. Den dufter af modne bær og smager intenst og vil stå perfekt sammen med en fyldig efterårsgryderet med eksempelvis lam, okse, vildt eller skovsvampe.
Pr. fl. kr. 245,- (Tilbud årg. 2015 pr. fl. kr. 195,-)
At fremstille vin er som at have børn; du elsker dem alle, men hold da fast, hvor er de forskellige
Bunny Finkelstein
Hos vingården Azelia, som er opkaldt efter de blomster, der omgiver det billedskønne sted mellem Alba og Barolo, betegner man denne vin som en ’hun’. Om man kan sætte et feminint prædikat på denne Barbera, vil vi lade op til køberen at vurdere og i stedet nøjes med at fastslå, at der er tale om en særdeles indtagende vin med en på en gang kraftfuld og mild karakter, der forfører din gane med skovbær, solbær og svesker. Den er lagret i træfade i halvandet år og dufter skønt og krydret. Den vil fungere glimrende sammen med en risotto, en pastaret med svampe eller en pizza.
Pr. fl. kr. 199,-
Her har vi en vermouth fra absolut øverste hylde produceret på Barolovin og hele 13 forskellige urter og krydderier. Det går op i en højere enhed, når de noble Nebbiolodruer møder varme krydderier som vanilje, bark og nelliker og giver både sødme, dybde og elegance. Grundlægger Leonardo Leuci har lagt vægt på at genskabe en autentisk vermouth fra slutningen af 1800-tallet fremstillet af nogle af de dygtigste folk i branchen og de bedste råvarer, og hele processen foregår i samarbejde med hæderkronede Antica Distilleria Quaglia.
Pr. fl. kr. 399,50,-
Det skal helst siges på italiensk. Cinquecento Det er nemlig en af de mest ikoniske maskiner, der er fostret i Italien. Den blev første gang præsenteret i Torino 4. juli 1957 som en efterfølger til minibilen Fiat 500 Topolino. Den originale Cinquecento vejede ganske vist 499 kilo, men det var motorstørrelsen på knap 500 ccm fordelt på to cylindre, der blev udslagsgivende for navngivningen af den lille sag, der udviklede svimlende 13 italienske hestekræfter. Den blev udstyret med et stoftag, der ikke blot havde den fordel, at den lille charmør kunne omdannes til en halvåben bil efter behov, men som endnu vigtigere for Fiat gjorde det muligt at spare på det dyrebare metal, som var en mangelvare i
det ludfattige Italien i årene efter 2. Verdenskrig. Og Italienerne tog den til sig. For ikke nok med, at den var billig – både i indkøb og drift, så fungerede den ligeledes perfekt i et land med et utal af middelalderbyer med snævre gader og improviserede parkeringspladser.
Motoren blev lagt bagi, hvilket ikke ses ret ofte i dag. Ideen var, at forhjulene kun skulle bruges til at styre bilen, hvorfor man igen sparede vægt og dyre produktionsdele ved ikke at føre transmissionen hele vejen under bilen. Det gjorde også bilen i stand til bedre at overføre kræfterne til baghjulene, der
således blev tynget ned.
Fiat 500 blev en rigtig folkets vogn, som trods størrelsen blev brugt til at fragte hele familien rundt, uanset om turen gik til bedsteforældrene på landet eller til stranden med det minimale bagagerum bugnende af brød, ost og vin og en parasol stikkende op af taget.
Gennem årene kom det lille automobil i mange forskellige udgaver. Eksempelvis en sportsversion, en cabriolet, en strandbil og sågar en varevogn, hvor man dog ikke skulle påregne at kunne laste alt for mange appelsinkasser.
Da produktionen blev nedlagt i 1975, havde fabrikken i Lingotto samlet knap fire millioner Cinquecento, der således havde været en afgørende drivkraft for Torinos og Piemontes økonomi og henrykket den halve verden med sin blotte størrelse og sin uimodståelige charme.
Her er historien om den lille charmør, der motoriserede Italien.
Den er næsten et nationalt symbol for Italien. Det var mange italieneres første bil, og den repræsenterer udbredelsen af biler til folket. Inden da var biler et luksusgode for de få,” fortæller livsstilsekspert og foredragsholder
Christian Grau.
Fiat 500 var ifølge Grau en teknologisk landvinding og en frihedsbeføjelse for mange familier, og den opnåede særstatus på flere parametre. ”Mange vil utvivlsomt tænke tilbage på, at det var i en Fiat 500, de kyssede deres senere ægtefælle første gang.”
Praktikken var ligeledes en
afgørende del af succesen. For enhver, der har besøgt nær sagt en hvilken som helst italiensk by, kan ikke undgå at bemærke, at pladsen i de snævre gader og gyder er begrænset. Og kombinationen af trafikkaos og mangel på parkeringspladser var således at betragte som en rød løber til vor lille ven fra Torino.
”I storbyerne er det ikke smart at have en stor bil,” anfører Grau. ”Nogle steder er det sådan, at har man succes, så skal man have en stor bil. Men i Italien er det alment accepteret, at bor man i byen, så har man en lille bil.”
Ligner en lille glad mus
”Italien er jo også et æstetisk land, der er meget fokuseret på formgivning. Nogle gange kommer det før funktion. Det ved alle, der har haft en italiensk elkedel. Designet gør, at den er nem at besjæle, og mange giver den et navn. Det er sådan en bil, man knytter sig til. I England havde man Minien og i Tyskland Boblen, men den charme og den status, som Fiat 500 har i Italien, kan de andre altså ikke matche.”
Ifølge Christian Grau er der en helt særlig grund til, at bilens ejere har fået så nært et forhold
til det diminutive befordringsmiddel.
”Den ligner jo en lille glad hund eller en lille glad mus. En Topolino. Den er nem at holde af, for den har jo et ansigt med forlygterne, køleren og kofangeren, der giver et smil.”
Anti-macho
”Når man er lidt ‘italofil’, så er det den ultimative humørspreder. Og så har den alle dage været et antimachosymbol. Der er jo tit sådan en langpisningskonkurrence med biler, og hvis man er hævet over det, så er en Fiat 500 helt rigtig. Den har aldrig været god for dem, der gerne ville pisse langt. Men for
alle mulige andre, så appellerer den jo bare med sin charme.”
Det er dog ikke enestående køreegenskaber og fart, der står tydeligst frem hos bileksperten, som i embeds medfør har testet noget nær alt, hvad der har en motor og fire hjul.
”Den er en prøvelse at køre. Den er ganske vist sjov, og man kan simpelthen ikke lade være med at smile. Men det er jo en dødsfælde på hjul, og den er – jeg vil ikke sige
undermotoriseret, for den er jo ikke så stor, men den føles som en mellemting mellem en scooter og en bil. Med sine to cylindre og halve liters motor har den ikke meget at skyde med. Men i tidernes morgen var folk jo bare lykkelige over, at den startede, og at man kunne køre i den. Det var bare ind med familien og så på med et bredt smil.”
Christian Grau er tv-vært, forfatter, foredragsholder og vært på den populære podcast Graus Garage
Når man er lidt italofil, så er det den ultimative humørspreder. Og så har den alle dage været et anti-machosymbol.
Den mest populære panino i vores cafe er mortadella med mozzarella.
Der arbejder flest mænd i køkkenet, mens der i cafeen er flest kvinder.
Den dyreste vin i butikken er den legendariske Sassicaia fra Toscana. Den koster 1.995 kr. flasken.
2.000
Supermarco sælger mere end 2.000 enheder pasta hver uge.
Flere end 100.000 har set vores muntre film på Facebook, hvor Daniele lærer os at udtale blandt andet bruschetta, mozzarella og focaccia.
Supermarco har mere end 20 forskellige typer af den italienske citronlikør Limoncello på hylderne.
Barbara fra Sardinien har i december 2021 arbejdet hele 10 år i Supermarco.
Der er 53 år mellem Supermarcos yngste og ældste medarbejder.
Må jeg bede om to kaffe, tak.
Due caffé per favore.
Har I noget, som ikke står på kortet?
Avete qualcosa fuori del menu?
Vi kommer meget gerne igen.
Ritorniamo con molto piacere.
Må jeg bede om regningen?
Il conto, per favore.
9
restauranten
1 2 3 4 5 6 7 8 9
Mine komplimenter til kokken. Det er virkelig lækkert.
Complimenti allo chef. É molto buono.
Hvad kan I anbefale?
Cosa mi consigliate?
Har I et bord udenfor?
Avete un tavolo fuori?
Hvilken vin passer til pastaen?
Che vino mi consigliate per la pasta?
Må jeg tale med ejeren?
Posso parlare con il proprietario?
Trøffeljægeren står tidligt op, før han sammen med sin trofaste hund går ud i morgendisen i de ofte uvejsomme skove i bjergene i det billedskønne Piemonte. For når jagten på det hvide guld sætter ind i det italienske efterår, gælder det om at være den første til at opsnuse den værdifulde svamp.
I Supermarco kan du i sæsonen købe den
aromatiske og intense hvide trøffel, der enten kan nydes i papirtynde skiver ovenpå dampende, frisk pasta eller måske som luksuriøst drys på et spejlæg. Blandt mange gastronomer er den hvide trøffel en af verdens fineste råvarer, og hvis du endnu ikke har haft glæde af det hvide guld, så kom i Supermarco og få en uforglemmelig smagsoplevelse.
