Vi skal indstille os på, at verden ikke er uendelig

Der skal gøres op med trangen til at bygge nyt og i stedet lægges kræfter i transformation, mener arkitekturprofessor Nicolai Bo Andersen, der opfordrer til nytænkning i både arkitektbranchen og i samfundet som helhed.

Tekst af Tim Panduro

Når Nicolai Bo Andersen kigger ud over det globale arkitekturlandskab, er det med en solid portion bekymring for klodens fremtid. Ganske vist er klima- og bæredygtighedsspørgsmål de senere år blevet en del af tankegodset hos arkitekter og andre af byggebranchens aktører. Men der skal mere til end mærkningsordninger, levetidsanalyser og certificeringer for at afværge en kommende klima- og ressourcekatastrofe. Nicolai Bo Andersen er professor MSO i bygningskultur og bæredygtighed på Det Kongelige Akademis Arkitektskole, hvor han gennem 12 år beskæftiget sig med transformation af det eksisterende – og det kan være vejen til ikke bare en reduktion af klimabelastningen, men også til en generelt bedre sammenhæng i verden. Det kræver dog andet og mere end LCA-beregninger og mærkningsordninger. Et opgør med brug- og smid-væk-kulturen inden for byggeriet som et middel til at reducere branchens snavsede fingeraftryk på kloden underbygges af nyere forskning. I 2020 lavede Rambøll en stor undersøgelse, hvor 16 renoveringer blev sat op mod nybyggeri. I alle tilfældene var aftrykket ved renovering betydeligt lavere end ved nedrivning og genopførelse – og økonomisk var der også store gevinster at hente. TEKNOLOGIEN REDDER OS IKKE

Til trods for det, er der stadig langt til at ændre mindsettet fra cowboyøkonomi og til rumskibsøkonomien, mener Nicolai BoAndersen. Det gælder ikke blot i arkitektbranchen, men hos alle, fra forbrugere og til politikere. – Der er en forestilling om, at hvis vi venter længe nok, kommer teknologien og redder os. Det tror jeg ikke på, selv om teknologi kan give nogle gode redskaber. Men vi skal gå på to ben. Vi skal holde materialer i loopet så længe som muligt ved at vedligeholde, transformere og restaurere. Og vi skal udvikle det kulturelle og æstetiske perspektiv, der handler om at sikre bygningers værdi for nutidige og fremtidige generationer. Vi skal bygge mindre nyt, og genbruge det, vi har, siger han.

– Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at mindske klimaaftrykket, men vi skal passe på, at ordningerne ikke bliver en undskyldning for at gøre, som vi plejer, bare en smule bedre, siger han og påpeger svagheder i vores måde at tænke på. – Det vigtigste kan ikke måles og vejes. Selv om det store fokus på klima og CO2-udledning er rigtig godt, er det svært at få aspekter som biodiversitet, æstetik og ulighed med i en beregningsmodel, siger han. COWBOYS OG RUMREJSER

Nicolai Bo Andersen fremhæver den amerikanske økonom og filosof Kenneth Boulding, der i 1960‘erne ridsede to typer økonomi op; cowboyøkonomien, der forenklet er en tankegang om, at man altid kan drage ud i verden og finde flere ressourcer, og rumrejseøkonomien, der går ud på, at man kun har de begrænsede ressourcer, der er med i lastrummet. – Vi skal erkende, at jorden er en afgrænset størrelse, og her ligger en etisk fordring, når de begrænsede ressourcer skal anvendes. Vi skal spørge os selv, hvilken verden, vi gerne vil give videre. Jeg er sikker på, at menneskeheden nok skal overleve, men vi skal spørge os selv, hvilken verden, vi gerne vil overleve i, siger han og nævner Danmark som et eksempel. Her bygges der nemlig nyt på livet løs, selv om behovet egentlig ikke er der. – Danmark er et af de lande der har det største antal kvadratmeter pr. person i verden. Vi har i bund og grund ikke brug for mange flere nye kvadratmeter, og vi skal indse, at det gode liv ikke handler om, at alting skal være nyt og større. Det bør handle om at gentænke det, vi allerede har, siger professoren.

– Her er det kulturelle og æstetiske perspektiv vigtigt. Vores bygningskultur fortæller om, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi drømmer om. Man kunne trække meget på teorierne fra frednings- og restaureringsverdenen. Fredningsloven er faktisk et eksempel på en lovbestemt cirkulær økonomi. Man må ikke rive et fredet hus ned, så derfor bliver materialerne holdt i bygningssystemet, og de tanker kan også overføres til bygninger, der hverken er fredede eller erklæret bevaringsværdige, siger han. SKIFTENDE SMAG

Smag har det med at ændre sig. I 1960erne og de omkringliggende årtier blev historicistiske bygninger jævnet med jorden som værende arkitektoniske misfostre. Nu gentager historien sig med de bygninger, der blev sat i stedet. – Der er bygninger, der opfattes som grimme. Men nogle gange ændrer vore præferencer sig. Og hvis vi kigger på det bygningsfysiske, er der brugt meget CO2 til at opføre bygninger, der for tiden ikke falder i vores smag. Man kan transformerebygningerneogudvikledekvaliteterderalleredeerder.Deterder, jegserenstordelafarkitektensopgaveifremtiden,sigerNicolaiBoAndersen. >

Elefanthuset af Leth og Gori. Foto af Laura Stamer

> Han medgiver, at det vil kræve et ændret mindset hos arkitekter, hvis de skal lære at opfatte deres rolle fra at være skabende og til at være redigerende. – Der er en lang tradition for at bygge monumenter. Man skal helt tilbage til Aristoteles, der beskrev et kunstværk som noget, man ikke kunne trække fra eller lægge til uden at ødelægge det. Men som arkitekt skal man være opmærksom på, at værket ændrer sig hele tiden. Det handler om at tænke i stemninger, i resonans, i at se vores fysiske omgivelser som andet end et investeringsobjekt, men som en ramme om det gode liv. Det kræver at ikke blot arkitekter, men politikere, beboere, ingeniører og alle mulige andre også ændrer mindset og indstiller sig på, at verden ikke er fysisk uendelig, siger professoren. Han fremhæver de franske arkitekter Anne Lacaton and Jean-Philippe Vassal, der i år modtog Pritzker-prisen for deres arbejde med transformation af sociale boligbyggerier. I 2004 formulerede de deres princip som ”Never demolish, never remove or replace, always add, transform, and reuse!” - der bør altså ikke rives ned og bygges nyt, når der er noget eksisterende. 10 STIGENDE INTERESSE

Tættere på dagligdagen oplever han en øget interesse for transformation frem for nybyggeri. – Bevarings- og restaureringsarkitektur var næsten uddødt på Arkitektskolen i mange år. Men da mine kolleger og jeg for 12 år siden startede transformationsafdelingen på Arkitektskolen, mærkede vi en stor interesse fra de unge for at arbejde med det materialenære og stedspecifikke. I år har vi desuden startet en Master i Bygningskultur - Bæredygtighed, Strategi og Transformation, der gik i gang i september med et fuldt hold på 24 studerende. De kommer både fra tegnestuer, kommuner og materialeproducenter. Så vi oplever heldigvis en kæmpestor interesse for kombinationen af transformation og bæredygtighed. Han er selv involveret i to større projekter – nemlig ‚Der, hvor vi bor‘, der er støttet af Veluxfonden og udføres i samarbejde RUC og Nationalmuseet og‚ Robust bygningskultur‘, der er støttet af Realdania. – Vi skal blandt andet kigge på den traditionelle byggeskik og blive klogere på, hvordan vi bruger og oplever de værdier, der ligger i dem, siger han. – I et eller andet omfang handler det om at genopfinde den dybe tallerken. I traditionel bygningskultur og i landbobyggeskikken har man vidst, at materialer var sparsomme. Man har vidst, at man skulle passe på bygningerne, og man har forædlet de materialer, man har haft i nærmiljøet, gennem håndværk, siger han og kommer med en række bud på, hvordan man som arkitekt selv kan skrive videre på den fortælling, der ligger i det eksisterende. – Vi skal opfordre til, at man genopfinder det gode håndværk. Det kræver, at vi tænker os om og bruger de rette materialer på de rigtige steder. Det er helt klassiske byggetekniske dyder, der skal sikre, at ressourcerne bliver i bygningssystemerne så længe som muligt. Vi skal blive mere opmærksomme på de æstetiske og tekniske kvaliteter, der ligger i bygningerne. Der er altid en æstetisk virkning og en kulturel værdi, der kan fremhæves og arbejdes videre på. I de seneste 20 års tid har arkitektur i høj grad handlet om koncepter og det spektakulære, om ting, der ser godt ud på afstand. Men det er sjovere at arbejde med det benspænd, der ligger i at skulle identificere kvaliteterne i det eksisterende. Vi skal træne vores æstetiske erkendeevne og sætte pris på de værdier, der ikke nødvendigvis kan måles og vejes.

2 Student Village af Kim Lenschow og Søren Pihlmann. Fotos af Hampus Berndtson

Den rette dør bliver åbnet og en ny karriere tager sin begyndelse. Tænk hvilken betydning en dør kan have.

Vi fremstillede vores allerførste dør, så den kunne modstå brand. Det var i 1942. Siden har hver eneste dør, vi har udviklet, haft et vigtigt formål. At stoppe tyve, støj, eksplosioner, skud, brand og giftige røggasser. At øge trivslen og trygheden i boliger og på skoler, på hoteller og arenaer. At redde liv. Vores døre har et tydeligt formål og det har vi også. At hjælpe dig med det, du har brug for, for at få den rette dør til dit projekt. For er der noget, vi har lært gennem årene, så er det, at døre ikke altid er så ligetil, som de ser ud.

Det er derfor, vi altid kun har haft fokus på døre. Det kræver engagement og nysgerrighed for at skabe døre, som gør en forskel.