Hvilken plante hvor – for både biologisk og æstetik biodiversitet

– Jeg savner, at man behandler den plantemæssige del med en kunstnerisk sans og ikke kun en biologisk. Det ene udelukker ikke det andet, siger landskabsarkitekt Jane Schul, der er kendt for sit indgående plantekendskab.

Tekst af Malene K. Holm

DET GRØNNE OG DET GROEDE DET BEGYNDER MED PLANTEKENDSKABET

Oprindelig blev Jane Schul uddannet som kunsthåndværker og væverske og underviste på ergoterapeutuddannelsen. Men efterhånden som uddannelsen blev mindre praktisk og antallet af hendes undervisningstimer faldt, måtte hun tænke i andre baner. Landskabsarkitekturen havde længe trukket i hende, og som 40-årig begyndte hun på Landbohøjskolen. Det er det grønne og groede frem for det stramme og arkitektoniske, der trækker i Jane Schul. For planter gror jo og udvikler sig, som hun siger:

– Det må gerne være vildt, men vores nærmiljø skal helst være attraktivt det meste af året og måske endda se ud som, der har været et menneske forbi. Inspiration til sin dynamiske og systematiske tilgang fandt hun hos landskabsarkitekt G.N Brandt, og senere på rejser og hos udenlandske kollegaer som Piet Oudolf og Noel Kingsbury.

– Jeg prøver at starte med ikke at gå ind ad den æstetiske dør, men den rent praktiske dør for at skabe overblik; hvad kan lade sig gøre, hvad kan driftes? Hvilke muligheder har jeg beplantningsmæssigt? Derefter kan man begynde at se på æstetikken, så man er nogenlunde sikker på, at man kan få det til at gro.

Jane Schul arbejder med hele året som ramme - med planternes former, farver og faconer:

– Det er bl.a. kommet af arbejdet med kirkegårde. Dem besøger folk jo hele året rundt. Derfor skal være noget, som giver oplevelser - at der er noget, der dufter lige nu. Noget der blomstrer lige nu. Når man tænker havens 365 dage, tænker man helt naturligt i vinterstandere, og hvilke skulpturelle former planterne har.

– Jeg er ud af en havetosset familie med en morfar med indtil flere kolonihaver. Jeg tænkte, at jeg havde en rimelig baggrundsviden. Og det at arbejde med de nære, æstetiske oplevelser, med farver og verden en til en, var jeg vant til.

Efter uddannelsen fik hun ansættelse hos ’Inspektoratet for de kongelige lysthaver’ - i dag en del af Slots- og Kulturstyrelsen. Et lykkeligt valg, fortæller Jane Schul:

– Når man er planteinteresseret, var det et fantastisk sted at komme ind. Frem for at sidde i en kommune. Her var masser af planteanvendelse, staudebede, sommerblomster, træer og buske. Det var lige noget for mig!

– Senere begyndte jeg at skrive og oversætte, bl.a. for Politikens Forlag. Det blev bl.a. til Hvilken plante hvor (1999).

I dag er Jane Schul seniorrådgiver i tegnestuen, Schul Landskabsarkitekter, som hun har stiftet sammen med sin søn Jonas Schul. Tegnestuen løser opgaver for både kommuner, boligforeninger og som rådgiver for arkitektvirksomheder.

Jane Schul. Foto: Timme Hovind.

Sit indgående plantekendskab har Jane Schul flittigt formidlet som mangeårig underviser på landskabsarkitektuddannelsen i både Danmark og Sverige, som foredragsholder og forfatter. DYNAMISKE LANDSKABER

– Til billedhuggerhaven på Charlottenborg arbejdede vi ikke med tegninger af egentlige beplantningsplaner, men mere udvidede beplantningslister, og var også med til at sætte planterne ud på stedet.

– Dette var ud fra en erkendelse af, at man ofte får et andet tilhørsforhold til projektet ved at arbejde sammen med dem, som skal passe det bagefter.

Gladsaxe Skovkirkegård. Foto: Schul Landskabsarkitekter.

> – Staudehaven lykkedes det at få til at se færdig ud i løbet af tre måneder, fordi der i høj grad blev taget hensyn til det driftsmæssige. At man plantede i ren jord, fordi vi lagde ti cm grus ud, som vi plantede igennem. Og at vi skaffede så store planter hjem som muligt. Her havde vi også havde et samarbejde med de gartnere, som skulle tage sig af haven bagefter.

– Vi mangler noget af den regulære udviklingsmæssige viden om, hvordan gør det grønne Landskabsarkitekterne har lidt spillet sig nogle kort af hænde og givet dem over til biologerne, mener Jane Schul:

– Jeg ville ønske, at vi i landskabsarkitektfaget havde været mere grønne i længere tid. At landskabsarkitekten og gartneren var samme person; at vi i hvert fald havde mere respekt for hinanden.

– Vi har ikke i samme grad forudsætningerne for at arbejde biodiverst med det grønne som biologerne. Hvis du ikke ved, hvordan planten ser ud, udover i kataloget, så mister du muligheden for at arbejde med både den biologiske biodiversitet og den æstetiske.

– Æstetikken ryger også lidt, hvis man kun taler om at plante hjemmehørende. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvor mange sommerfugle og insekter der er, men også et spørgsmål om, hvordan jeg som menneske synes det fungerer.

– Og det er ikke fordi vi ikke skal plante dansk, men det bliver let en lille smule indskrænket.

ET DRØMMEPROJEKT HER OG NU

Et af de steder, Jane Schul gerne ville arbejde med, er beplantningerne omkring metrostationerne i København, siger Jane Schul:

– Her er det tydeligt, at man har forlangt noget af planterne, de slet ikke har kunne håndtere. Og når noget ikke ser pænt ud længere, så får det hurtigt et præg af forfald. – Der syntes jeg, at det kunne være spændende, hvis man nogle af de steder, hvor der kommer mange mennesker, i højere grad havde udnyttet muligheden for at lege med noget, som er biodiverst og groft, men også er i stand til æstetisk at fungere og regenerere.

HVILKE PROJEKTER ARBEJDER DU PÅ NU?

Ugen efter skal Jane Schul bl.a. forelæse hos Arkitema om beplantninger, og flere projekter hvor drift, biodiversitet, robusthed og æstetik er knyttet tæt er undervejs, fortæller hun:

– Vi skal også til at arbejde med Copenhagen Business School. Der er spørgsmålet, hvilken slags biodiversitet, man kan lave steder, hvor der færdes utrolig mange mennesker og kræver robusthed.

– Så har vi fornøjelsen af at være blevet bedt af BIG om at være sparringspartner i deres udvikling af beplantninger. Det er et fint eksempel på, hvordan storskala arkitektur og opmærksomhed på detaljen kan spille sammen og forløses i gode, åbne faglige relationer.

Det er skægt for os at være med til at hjælpe noget videre og i gang. Det at prøve at arbejde med at få en driftssituation og en projektsituation til at fungere bedre.

– Jeg vil gerne lave noget, der kommer til at se ud, som man forestiller sig det på tegningerne. Vi laver ikke i særlig høj grad et afleveringsklart tegningsmateriale af beplantninger, men vil i højere grad gerne være med i selve processen.

– Vi vil gerne være med på stedet og se, hvad der kan lade sig gøre, og arbejde sammen med dem, som skal tage sig af driften.