2 minute read
Flygtningelejren i Oksbøl genopstår som museum
Det nye museum, FLUGT, er designet af BIG, som har ombygget og designet en tilbygning til det tidligere sygehus tilknyttet flygtningelejren. Tilbygningen er et blødt kurveformet rum, der skaber et design, der kan genkendes på lang afstand. Bygningen er beklædt med Cortenstål, et moderne element, som samtidig refererer til de røde mursten fra den tidligere hospitalsbygning.
Tekst af Mikkel Weber Sandahl. Fotos af Rasmus Hjortshøj
FLUGT får til huse i Oksbøl på Danmarks vestkyst, hvor landets største flygtningelejr efter Anden Verdenskrig lå. I dag står få bygninger tilbage fra tiden dengang, men fortællingen om at stå på tærsklen til et nyt land, på flugt fra sit eget, er mere relevant end nogensinde.
BIG har ombygget og designet en tilbygning til et af de sidste fysiske spor fra dengang. Sygehuset og den nye tilbygning udgør tilsammen det 1.600 m2 store museum, udviklet i samarbejde med Ingeniør’ne og oplevelses- og udstillingsdesignere Tinker Imagineers.
– FLUGT – Refugee Museum of Denmark fortæller ikke kun historien om den største flygtningestrøm, der har ramt Danmark de sidste 100 år. Vi fortæller også historien om, hvorfor mennesker flygter, hvad det betyder at være på flugt, og hvordan det påvirker deres liv, Claus Kjeld Jensen, Museumsdirektør. Rammerne for det nye FLUGT tager afsæt i lejrens tidligere hospitalsbygning: hvor der tidligere stod små syge- og operationsstuer, der nu bygget ni store udstillingsrum fordelt på to separate bygninger.
Det kurveformede rum er placeret mod gaden for at skabe en behagelig og inviterende indgang for museumsgæsterne. Det abstrakte rum fremstår udadtil som en lukket mur, men når man træder indenfor, får man øje på et glasparti, der går fra gulv til loft, hvorfra man har udsigt til et grønt gårdområde og skoven, hvor den tidligere flygtningelejr oprindeligt var placeret. Det grønne gårdområde lader naturligt lys skinne ind igennem de store vinduer udover hele lobbyen, der fungerer både som en indgang, museumsbutik og et midlertidigt udstillingsområde.
– Museet FLUGT omhandler et tema, der er en del af vores historie og som netop nu er blevet højaktuelt igen med flygtningestrømmene fra bl.a. krigen i Ukraine. Derfor har vi skabt en arkitektonisk ramme, der forbinder fortiden med nutiden – hvor de nye bygningskroppe er direkte formet af deres forbindelse til de historiske bygninger. Det har været en hjertesag for tegnestuen og for mig selv at være involveret i et projekt, der skal formidle en af de største udfordringer, verden står overfor i dag – hvordan vi tager imod og tager os af vores globale medborgere, når de bliver tvunget på flugt. Projektet er en fortsættelse af vores samarbejde med Vardemuseerne og Claus Kjeld Jensen om at skabe museet Tirpitz, og det er den samme arkitektoniske kompromisløshed, der har været afsættet for FLUGT, slutter Bjarke Ingels, Stifter & Partner, BIG.
INFO OM FLUGT
Størrelse: 1600 m2 Lokation: Oksbøl, Danmark Kunde: Vardemuseerne Samarbejdspartnere: Ingeniør’ne, Tinker Imagineers, BIG Landscape, BIG Ideas, Gade & Mortensen Akustik, HB Trapper