2 minute read
Kunne du tænke dig en karriere i Grønland?
Er du til eventyr, naturoplevelser i verdensklasse og et spændende, anderledes job, så har du chancen i anlægsafdelingen i Avannaata Kommunia i Ilulissat.
Tekst af Morten Bøcker
Turister strømmer hertil fra hele verden for at opleve den unikke natur i og omkring Ilulissat og ”Kangia” – Isfjorden på den grønlandske østkyst, som er UNESCO Verdensarv område. Her svømmer pukkehvalerne rundt mellem gigantiske flager af indlandsis, du kan hive torsk, hellefisk og rødfisk op af vandet på din fiskesnøre, tage på sæljagt, køre med hundeslæde og samtidig bruge dine kompetencer inden for det byggetekniske område i en kommune, der er 12 gange større end Danmark.
Lyder det som noget, du kunne overveje?
– Lige nu søger vi to sagsbehandlere til vores arealafdeling, fortæller anlægschef Mogens
Holmegård Mortensen, Avannaata Kommunia. Han kom selv til Grønland for godt 30 år siden, faldt godt til og stiftede familie. I dag er han chef for 14 ansatte, fordelt på fire i anlægsafdelingen, fire i planlægningsafdelingen, fire i arealafdelingen og en i byggesagsbehandling.
– Som ansat i arealafdelingen kommer man til at beskæftige sig med noget, som ikke findes i Danmark, forklarer Mogens Holmegård Mortensen.
– I Grønland køber man ikke et stykke jord, man søger om det og får det tildelt, og hvis grunden skal byggemodnes, betaler man kun en andel af udgifterne, for det er meget dyrt med sprængning af klipper og anlæg af vej. Så der er en hel del administrationsarbejde forbundet med det, og vi har brug for medarbejdere, der er uddannet teknisk assistent, byggetekniker eller lignende, siger Mogens Holmegård Mortensen. Man skal helst kunne tale grønlandsk, og det sætter jo en naturlig begrænsning for ansøgerfeltet.
– Det er dog muligt at arbejde med tolk, men heroppe mod nord i vores kommune er der ikke mange, der taler dansk.
Så det er noget andeledes end i Nuuk, fortæller Mogens Holmegård Mortensen.
Projektansættelse og flytning betalt Hvis du overvejer at prøve noget helt nyt højt mod nord, bør det ikke være praktiske ting, der holder dig tilbage. Og du siger heller ikke ja til at tilbringe hele livet mellem fjelde, fjorde og bygder.
– Vi tilbyder projektansættelse af to års varighed, og man får flytteudgifterne betalt. Der er mulighed for at leje en personalebolig og flytte ind i en midlertidig bolig, hvis der ikke er en ledig personalebolig, når man starter i jobbet, siger Mogens Holmegård Mortensen. Lønnen svarer cirka til den i Danmark, men skatten er anderledes. Man betaler 43 % efter fradrag, og topskatten har ikke fundet vej til Grønland. Rådhuset i Ilulissat er den faste base. Her er cirka 170 ansatte. – Vi kan love et stort ansvar i jobbet og en spændende, afvekslende og udviklende hverdag, siger Mogens Holmegård Mortensen.
Avannaata Kommunia har cirka 10.820 indbyggere (2021), der bor spredt i byer og bygder i kommunen. Der er fire hovedbyer og 21 beboede bygder. Byerne er foruden Ilulissat, Uummannaq, Upernavik og
Qaanaaq. Skal du til et møde i Qaanaaq som led i jobbet, tager rejsen næsten tre timer – med fly.
Qaanaaq er Grønlands nordligste by, hvor museet har til huse i den opdagelsesrejsende Knud Rasmussens tidligere bolig. Der er flyforbindelse til Qaanaaq en gang ugentligt og 24-timers sollys fra slutningen af april til slutningen af august.
Fritid med sæljagt, sejlads og fodbold!
Mogens Holmegård Mortensen fortæller, at det overvejende er nyuddannede og 40-50-årige, der søger job i hans afdeling. – Det er mennesker, som er til en aktiv fritid i naturen og gerne vil opleve noget nyt. Mange sejler på fjorden, hvor man kan se pukkelhvaler, og nogle af medarbejderne har hunde og kører med hundeslæde. Man kan gå på jagt og skyde sæler og fugle i starten. Efter to år kan man få licens til at skyde rensdyr, siger Mogens Holmegård Mortensen.
Man kan også spille fodbold, idet der er anlagt kunstgræsbaner i de fire hovedbyer.