Wunderbaum #11

W D B M 11 路 S 1

S 2 路 W D B M 11

W D B M 11 路 S 3

SKATE.VANS.COM/CHIMAPRO | VANS.SE

Oscar Gr酶nb忙k - Ollie Foto 路 Simon Knudsen S 4 路 W D B M 11

L

e d e r

Ved sidste redaktionsmøde meldte Per ud, at han ikke længere kunne være redaktør, hvorfor han gerne så, at en af os andre i redaktionen overtog tjansen. Efter lidt betænkningstid meddelte jeg redaktionens øvrige medlemmer, at jeg gerne med redaktørkasketten på ville prøve kræfter med bladets tilblivelse, selvom jeg egentlig ikke var i besiddelse af nogen særlig erfaring, især ikke hvad angik trykte medier. Nu er jeg heldigvis omgivet af en masse kloge hoveder og da jeg stadig kan trække lidt på Pers erfaringer, har det været et sikkert projekt at kaste sig ud i. Også selvom det tog lidt længere tid at lave indeværende blad end planlagt.

Allerede nu synes jeg at have lært en masse af denne proces og kan dårligt nok vente med at komme i gang med næste udgave af WDBM. Indholdet af bladet favner bredt. Der er blandt andet fortællinger fra Marokko og Grønland — to steder man ikke så tit forbinder med skateboarding. Derudover bringer vi interviews med Jonas Daater, Pontus Alv, Joey Pepper samt arkitekten bag SEB aka. ’Drømmespottet’ - bare for at nævne nogle få. Vi har også fokus på nye talenter i Check Out foruden, selvfølgelig, de klassiske features såsom My Favorite Thing, Brevkassen, Galleriet og Room In Hell.

Alt i alt byder WDBM #11 på et spændende mix af indhold, og vi kan sågar bringe bidrag fra nye skribenter og fotografer.

God læselyst.

Morten Westh mw@wdbm.dk

W D B M 11 · S 5

WUNDERBAUM 11

I

NOVEMBER 2013

N KOLOFON REDAKTØRER:

DESIGN OG PRODUKTION:

Morten Westh Nis Andersen

Morten Bender Adamsen

D

KORREKTUR: SKRIBENTER:

Morten Westh Teit Andersen Frederik Bengtsson Per Andreasen Nis Andersen Søren Tolshave Bjarke Hansen Liv Saalbach Holse Aske Kvist Johan Leth David Leth Williams

Bjarke Hansen FORSIDEFOTO:

Mads Sand – Feeble Grind Foto: Emil Hvilsom TRYK:

Jannerup Offset ANNONCESALG:

Teit Andersen ads@wdbm.dk

REDAKTIONSSEKRETÆR:

OPLAG:

Per Andreasen

3.000

FOTOGRAFER:

UDGIVER:

Thomas Damgaard-Jensen Emil Hvilsom Morten Westh Teit Andersen Emil Østerby Henrik Edelbo David Leth Williams Tobias Plass Pierre Starchurska Christian Klintholm Michael ’Påske’ Jensen Simon Knudsen Keld Aabjørn Nils Svensson Brian Kelley

Sumostudio ApS

S 6 · W D B M 11

H

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR:

Thomas Elmkjær

O L D

Check Out

10

Fra DSB-Gap Til Drømmespot

16

Impressions

20

Check Up · The Boss Shop

22

Helligdommen

26

Joey Pepper Relevant Veteran

30

Hardware / Software

60

Skateboarding Aktiverer Gr酶nlands Unge

96

Pontus Alv

36

Roskilde Festival 2013

62

Room In Hell

100

Boards Across Borders

44

Brevkassen

64

Time 4 Sum Axion

104

My Favorite DIY

50

Galleri

68

Herning Hardcore

52

W D B M 11 路 S 7

S 8 路 W D B M 11

W D B M 11 路 S 9

Check Out

HUGO BOSERUP Af · Morten Westh

H

an er fra Frederiksberg, men flyttede til Vesterbro for et par år siden. Hvis du er fra København, så har du nok allerede set eller hørt Hugo Boserup. Det er svært at undgå. Han er kun lige fyldt 15 år, så når han ikke er til lockout-fest eller på Snapchat, finder du ham nok i Fælledparken eller i Hullet, da stenhårde transitioner er det bedste han ved. Han er faktisk så vild med beton, at han har været i erhvervspraktik hos Pivotech, hvor han hjalp til med at bygge den nye skatepark i Kolding.

Hans idol er Peter Hewitt og Hugo skater også selv som en, der er rundet de 40 år. Det er usædvanligt, men han gør det godt.

Vennerne kalder ham ’Raven’ og det er da heller ikke helt tilfældigt, at både han og Raven Tershy begge er sponsorerede af Lakai og Chocolate. I efteråret 2012 var Raven taget til Danmark for at filme et par sidste tricks til sin videopart i Pretty Sweet. Hugo blastede rundt i Fælledparken, som han vel at mærke plejer, og det gjorde indtryk på amerikanerne, der lovede at sende Hugo både sko og boards samt en anbefaling til den danske distributør.

Han har nu brugt sommeren på at filme tricks til både Royal og Lakais danske teamvideoer. Hugo skater også for Sidewalk Skateshop — man er vel vesterbroer.

S 1 0 · W D B M 11

Hugo med en tidløs fastplant i Hullet.

Foto · Morten Westh

W D B M 11 路 S 11

Check Out

Backside bigspin Foto · Thomas Damgaard

NICOLAI MINDE Af · Thomas Nielsen

N

icolai Minde eller ”Minde”, som han hedder både nær og fjern, er 21 år gammel og kommer fra Ålbæk, tæt på Skagen. Minde er født i Norge og er stadig norsk statsborger, men har boet i Danmark i størstedelen af sit liv.

Jeg husker tydeligt første gang den lille 12-årige dreng med langt sort hår troppede op i Vejgaard Skatehal og stokede Aalborgs skatescene. Hver gang han besøgte byen, var han så hyped på at skate, at han lærte mellem fem og ti nye tricks og udviklede sig lynhurtigt. På kort tid blev han en del af den aalborgensiske skatescene og overnattede utallige gange på drømmesengen i Sørens (Nielsen, – red.) værelse.

Minde og Søren var på små missioner hver dag i sommeren, og det gik aldrig stille for sig. Minde filmede sin første og meget imponerende part på én sommer sammen med Mikkel Sokken.

Efter 8. klasse tog Minde på efterskole og forsvandt da i et års tid. Minde fik en masse nye venner og en ny omgangskreds, så det var desværre ikke meget, man så til ham i skateboarding. Vi så ham til gengæld et par gange med lilla hår på en tunet scooter.

Scooteren blev heldigvis kasseret og Minde begyndte senere på automekaniker-uddannelsen i Aalborg. Han flyttede til byen, fandt det gamle board frem og skatede, som om han aldrig havde lavet andet. I starten arvede han alle mine gamle boards, men efter lidt tid hookede jeg ham op med The Boss Shop. Minde skater i dag i sko fra DC, på trucks fra Royal og boards fra DGK. På facebook hedder hans daglige status ”sku vi aldrig ha’ fri”, da han ikke tænker på andet end at komme ud at skate streeten. Når vi tager rundt og filmer, er Minde altid ham, der får flest tricks i kassen, og han kan snildt producere mellem fem og otte brugbare tricks om dagen. Nicolai Minde har sin til dato bedste part på vej, og vi kommer helt sikkert til at se mere til ham i dansk skateboarding.

S 1 2 · W D B M 11

Check Out

SEBASTIAN WANG-HOLM Af · Frederik Bengtsson

F

Backside flip Foto · Morten Westh

ørste gang jeg hørte om den lille blege dreng, er vel små to år siden. Det var Casper Hechmann, der sagde, at jeg skulle holde øje med Wang, som kommer ude i Laden (Slagelse skatehal). Jeg troede selvfølgelig, det var en lille asiat, jeg skulle holde øje med, men fandt hurtigt ud af, at det var en ranglet dreng af skandinavisk udseende fra Sorø – og ikke Slagelse.

Sebastians ydre snyder. Inde under overfladen ligger en dæmon og venter på at blive vakt til live. Til hverdag virker han som en lidt genert teenager, men i samme øjeblik kameraet kommer frem og der skal filmes tricks, så bliver han til den rene Kerry Getz. Han smider med boardet og bliver så sur, at det kan være svært at komme i kontakt med ham. Han har truet mig på livet flere gange og endda smadret mit board. Vi har haft flere samtaler om det, og selvom Sebastian er en rolig dreng, der sidder hjemme og spiller klaver for hele familien fredag aften, så går han alligevel helt i ”hockey temper”-mode, når der skal filmes. Sebastian går på Skateboardgymnasiet i Malmø, og hver dag rejser han den lange tur fra Sorø til Malmø. På de lange togture studerer han flittigt skateboardvideoer, og hans yndlingsvideo er Mosaic.

Måske er det ikke helt ved siden af, at han skater for Habitat (flow). Fik jeg nævnt, at han også kan spille guitar?

Hen over sommeren har han filmet til Tor Ströms projekt ”a different format”, som kommer ud i 2014 og til det danske Lakai-teams introklip.

Når vejret er godt, bliver han gerne i hovedstaden efter skole, så han kan skate street sammen med sine venner og de andre teamriders. Om lørdagen, og somme tider efter skole, arbejder han i Streetmachine. Søndagen går med at lave ingenting, da Sebastian har en teori om, at søndag er en dag, hvor man ikke kan lave noget. Så der bliver han hjemme og er helt færdig.

Til næste år bliver Sebastian 18 år, og han drømmer om at flytte til København, så han kommer tættere på sit arbejde, sine sponsorer og sin skole.

W D B M 11 · S 1 3

S 1 4 路 W D B M 11

Check Out

TOBIAS SIMEON Af · Teit Andersen

T

Switch ollie Foto · Simon Knudsen

obias ”Herb” Simeon er født i Danmark, men har boet mere end halvdelen af sit liv i Afrika, hvilket forklarer hans afslappede forhold til klokken. Hans far er fra den fransk-caribiske ø Guadeloupe og hans mor er fra Roskilde.

De mødte hinanden i Congo og har sidenhen boet i Burkina Faso, Benin og senest på Mali. Da Tobias skulle i 9. klasse, flyttede han alene hjem til Danmark for at bo og gå i skole på Bagsværd kostskole. Dengang begyndte han at skate med Göt Hul, som er en større gruppe skatere fra Kbh. De gav ham tilnavnet Herb / Herben / Urten, fordi han rockede en ond, urtet afro fortæller, Carlos Montano.

Herb er 94er og bor nu på Amager. Han går i 3.G på Christianshavns Gymnasium og tager ofte direkte fra skolen til Fælledparken, indtil folk er klar til street session. Tobias’ skateboardinspiration kommer bl.a fra Keelan Dadd, Spencer Hamilton, den grønne og Göt Hul crewet. Han har en god blanding af pop, tekniske evner og afslappet balance. Han skater hovedsageligt ledges, gaps og manual pads. Urten skater for Jägers, og så arbejder han på en part til Jägers videoen, som kommer ud i 2014. Derudover har han nogle tricks med i Labvideoen, som udkommer i slutningen af 2013.

Når Urten har ansvaret for maden, er der fried chicken eller den afrikanske ret cossa-cossa på menuen. Han er klar på caribisk rom, hvis der er bytur på programmet, og hvis den står på chiller, er Urten klar på GTA5; men mest af alt er han klar på skateboarding og dette er ikke til at overse, når man ser ham på boardet.

W D B M 11 · S 1 5

Før lå DBS-gappet og den legendariske læsserampe der.

Derudover var der ikke meget liv ved DSB og Post Danmarks hovedkontor. I dag er disse steder blevet bygget om til SEB Bankens hovedkontor, bedre kendt som drømmespottet. Men hvordan er det egentlig blevet til? Og hvorfor har vi fået lov til at skate der? Det har Wunderbaum spurgt arkitekterne Lundgaard & Tranberg, som står bag ideen og designet af SEB, om.

Af · Nis Andersen

SEB aka ’Drømmespottet’ anno 2013.

Foto · Morten Westh

SEB S 1 6 · W D B M 11

F R A T I L

D S B - G A P D R Ø M M E S P O T

D

e fleste kender eller har hørt om SEB spottet eller drømmespottet, som spottet til tider omtales som. Kører du forbi en tilfældig hverdag i ugen, kan du med sikkerhed finde en håndfuld skatere i gang med at skate trappen for neden eller ’bank til curb’ for oven. I modsætning til andre skatespots, hvor man ofte bliver smidt væk, fordi vagten synes, at vi sviner og ødelægger tingene, har vi faktisk fået ”lov” til at skate her.

Men hvorfor har vi det, når man tydeligt kan se, at deres curbs bliver slidt ned og buskene trådt flade?

Nicolai Richter-Friis er arkitekt hos Lundgaard & Tranberg og har været med til at tegne SEB-domicilet. Derudover har han selv skatet i sine unge dage. Som en del af begrundelsen for, hvorfor skatere kan få lov til at skate SEB, fremhæver han blandt andet vigtigheden af respekt for spottet:

”Det er så vigtigt at skatere, inklusiv mig selv, når vi er ude og skate, at vi passer på stederne og hjælper med at vedligeholde det.”

Hvis man har været på spottet, set billeder eller video derfra, så er det da også tydeligt, at der hverken er graffiti eller tags.

Faktisk er der altid meget lidt skrald eller andre tegn på de mange skatere, som dagligt hænger ud på spottet. Som Nicolai fortæller: ”Det er jo klart, at hvis man begynder at smadre ting og laver graffiti, så bliver ejerne ikke glade. Det handler om at have gensidig respekt for hinanden. Hvis flere byrum havde det, så tror jeg faktisk det ville være en rigtig spændende by. Selvfølgelig kan man lande i en busk en gang imellem, men der må jeg også sige, man kunne jo havde valgt nogle buske som kunne tåle det, sådan kan man også vende den om.”

Allan Nissen – Switch heelflip på ’DSB gappet’.

Over en dekade før SEB-domicilet blev opført samme sted.

Foto · Tobias Plass

I forlængelse heraf vil rygtet vide, at nogle skatere har talt med SEB, som har givet udtryk for, at så længe vi rydder op efter os selv, ikke laver graffiti og kommer efter lukketid, så er de åbne for, at vi skater på stedet. Denne åbenhed over for skatere, som man desværre ser alt for sjældent, er Nicolai imidlertid glad for: ”Selvfølgelig tror jeg, at første gang SEB så jer, så blev de lidt skræmte. Alle på tegnestuen er mega glad for, at der er nogle, der har indtaget det her rum. Så man må sige, at vi har været utroligt heldige med den her bygherre [SEB, -red.], som har grebet jer som brugere og som er med på (som jeg forstår det), at I passer på området og de giver jer lov til at være der.”

W D B M 11 · S 17

Det er dog ikke kun for drømmespottet, at denne uskrevne regel fungerer. Det er netop den gensidige respekt og forståelse for at passe på sit skatespot, som har gjort det muligt for de københavnske skatere at komme på Jarmers Plads de seneste 15 år.

Eksemplet med Drømmespottet og Jarmers Plads viser, at det kan betale sig at passe på vores skatespots og vise, at vi holder af stederne. Det er netop disse uskrevne regler, som skal sikre, at vi stadig kan komme på drømmespottet og flere andre skatespots om 15 år.

Hvis man friserer det, dræber man det Selvom drømmespottet ser ud som om, det er bygget til at skate og på trods af, at Nicolai selv har kørt på skateboard og stadig gør det, så var det ikke med ”skateboardbrillen” på, at Nicolai startede på designet af drømmespottet: ”Vi havde en drøm om at forvandle et super trist og trafikeret område til et sted, hvor folk ville have lyst til at være og opholde sig. Bare det at bruge det aktivt. Det har altså ikke været hovedintentionen, at der skulle opstå det her skatespot.”

Nicolai fortæller, hvordan designet faktisk udspringer fra det indvendige af SEB: ”Vi havde intentionen om, at trinene inde i bygningen skulle føres ud i landskabet, hvilket er blevet til den her sti ned gennem bakken. Det er de her trin, som er blevet til de her forskellige niveauforskelle. Faktisk er der lige så fedt at skate indenfor. Der er bare ikke den her sti, men trin man kan skate ud over.”

Kigger man ind i bygningen, kan man da også se, hvordan trappen flyder sammen med de forskellige niveauer på spottet. Det er dog ikke kun det arkitektoniske og æstetiske, som har været med til at definere designet. Der var også nogle bestemte handicapkrav til pladsen, hvilket også har været med til at skabe stien og de forskellige gaps, curbs og banks. Desuden uddyber Nicolai, hvordan den moderne arkitektur kommer skaterne til gode: ”Der er nogle tendenser i moderne arkitektur, hvor vi bliver lidt mere flydende og hjulvenlige, hvis man kan sige det sådan. Vores [Lundgaard & Tranberg, -red.] arkitektur ser ikke ortogonalt ud [90 grader, -red.], Den begynder mere i stueetagen og har nogle mere organiske former, som gør, at man kan trille og køre mere.”

S 1 8 · W D B M 11

Nicolai fortæller, hvordan drømmespottet snarere opstod som en tilfældighed: ”Da jeg sad og tegnede på det her projekt, så sad jeg ikke og tænkte, ’et skateboardhjul er så stort og skal kunne køre her etc.’ Det opstod bare sådan lidt tilfældigt. Jeg tror det er ekstremt sårbart, hvis man går ind og friserer det for meget. Så tror jeg man dræber det lidt.”

Har man skatet på drømmespottet, vil man også have opdaget, hvor svært det kan være at finde den rigtige linje eller det helt rigtige sted at få session på. Alt er skævt og har underlige vinkler, hvilket udfordrer ens kreative tilgang til spottet. Måske det netop

er pointen, at skatespots er noget, der opstår tilfældigt og ikke kan tænkes ind i designet fra start. Bliver det for ”friseret” og planlagt, kunne man lige så vel tage i den lokale skatepark.

Da vores samtale er ved at være slut, fortæller Nicolai følgende: ”Det er jo noget man håber på det liv I har skabt. Jeg vidste faktisk ikke, at SEB er med i mange videoer og sådan. Det er jeg faktisk vildt stolt over. Det synes jeg er vigtigere end nogen af disse her arkitektpriser, som byggeriet har vundet. Men det at stedet kan bruges på den måde, det synes jeg faktisk er vigtigere.”

Opfør dig ordenligt på dit skatespot, så holder det længere. Anton Juul - switch backside tailslide med gensidig respekt i 2002.

Foto · Henrik Edelbo

”Jeg vidste faktisk ikke, at SEB er med i mange videoer og sådan.

Det er jeg faktisk vildt stolt over.

Det synes jeg er vigtigere end nogen af disse her arkitektpriser, som byggeriet har vundet.”

Nicolai Richter-Friis Foto · Presse

Fakta: SEB Domicilet blev bygget i 2011 og er designet af Lundgaard & Tranberg.

Domicilet har vundet flere arkitektpriser, blandt andet Arkitektforeningens — ”Årets Arne”. De af læserne, som kender deres danske skateboardhistorie, eller har været så heldige at få fingrene i gamle udgaver af Wunderbaum, vil vide, at før drømmespottet blev bygget, lå der DSB og Post Danmarks hovedkontor, hvor man kunne skate det legendariske DSB-gap og læsserampen, hvor Kristian Bomholt (RIP) blandt andet lavede nollie nosegrind.

Jonas Daater – Frontside 180 Foto · Morten Westh W D B M 11 · S 1 9

IMPRESSIONS · EMIL ØSTERBY

En dag cyklede jeg forbi NBP og stoppede op for at se Villads Larsen lave denne 50-grind til 50-grind.

Hjalte Halberg efter et hang-up slam, en kold og våd efterårsdag i

Selvom det er i en skatepark er det stadig rimelig street!

parken.

(Ricoh 35 ZF)

(Ricoh 35 ZF)

Der var mindst ti på session på taget i Københavns Nordvest-kvarter, men det lykkedes mig at fange Hjalte

Dino chiller på en af de sjældne perfekte sommeraftener i Amager

alene i billedet, imens Jimmy Duus kigger på.

Strandpark.

(Ricoh 35 ZF, sort-hvid film)

(Nikon FE2)

S 2 0 · W D B M 11

Forår på Jarmers. Bear, Leslie, Morgan og Frey demonstrerer god opførsel.

90’eren og Jones tester verten en sommeraften i parken.

(Nikon FE2, sort-hvid film)

(Ricoh 35 ZF, Diasfilm)

Foråret føltes uendeligt langsomt i år, hvor de første mange sessions var iskolde. Peter Stege smith-grinder

Gordon, skate stress på

forbi den sidste meter sne på Jarmers.

Carlsberg.

(Ricoh 35 ZF)

(Ricoh 35 ZF, Diasfilm)

W D B M 11 · S 21

Kickflip Foto · Thomas Damgaard

The Boss Check Up

I 00’erne gjorde brødrene Nielsen sig bemærket ved at tage til stort set alle konkurrencer, snuppe en stor bid af præmierne og haste hjem igen før efterfesten. I de senere år har de i stedet drevet butik og jagtet spots i hele Jylland.

Af · Per And S 2 2 · W D B M 11

Videoprojektet Der blev til en skateshop

I løbet af ugen er Thomas Nielsen at finde bag disken i The Boss Shop i Nørresundby — hvis han da ikke lukker tidligt for at tage ud at skate. Foto: Hr. Stativ

I

dag er The Boss både videoprojekt og skateshop. For Thomas Nielsen begyndte sidstnævnte med en mindre formue i præmiepenge.

”Jeg vandt jo lidt penge, som jeg sparede op og investerede i boards og t-shirts med vores egne designs. Da de kom, gav det mest mening også at have hjul og trucks, så man kunne samle et helt board” siger han.

skate, end at han skulle sørge for, at andre havde noget at gøre det på. Når det er tilfældet, møder han i stedet mellem kl. 6 og 7 og giver den gas indtil kl. 16. Derudover tager han for det meste også aftenen i brug til at lave regnskab og andre opgaver, som kan ordnes hele døgnet.

Selvom Thomas Nielsen i dag passer The Boss Shop på fuld tid, har han aldrig drømt om at have sin egen skateshop.

”Jeg har ikke et mål om, at The Boss Shop skal være et kæmpe firma. Det er fedt at holde det lokalt. Lige nu synes jeg, det er for vildt at sende ordrer ud og ekspedere kunder og lave video.

Jo større du er, jo flere regninger har du også” siger Thomas

”Da jeg var yngre, drømte jeg ikke om at have min egen skateshop, selvom det da var fedt som 15-årig at hænge ud hos Mikkel og Kristian i Lab i Aalborg. Det voksede bare stille og roligt ud af videobloggen, og det er jeg glad for. Min drøm har altid været at leve af skateboarding, og det synes jeg, at jeg gør den dag i dag” siger Thomas Nielsen.

Nielsen.

The Boss Shop lejer sig ind hos brødrenes fars og onkels VVS-firma. Det sikrer ikke bare godt selskab, men også en overkommelig husleje. Med tiden ser Thomas Nielsen gerne, at butikken giver et større afkast, så han kan opgradere fra sin Suzuki Swift og købe en ejerbolig. Men han har ikke travlt.

Fast arbejde

Båndsalat

I butikkens første to år fik han hverken ferie eller løn af sig selv. Til gengæld har han hele tiden været god til at give sig selv tidligt fri, hvis vejret lagde mere op til, at han selv skulle

Michael Nielsen og Thomas Nielsen er på helt anderledes hårdt arbejde, når butikken er lukket. Ud over selv at skulle levere videoparts filmer de to også hovedparten af videoerne.

W D B M 11 · S 2 3

Wallie Foto - Thomas Damgaard

”Vi har dobbeltarbejde, fordi vi også gerne vil lave parts og følge med. Det er svært at få filmet nok, når man først skal filme de andre og så skate spottet alene. Vi har deadline til november, så lige nu står den meget på skateboarding og spotjagt i hele Jylland” siger Thomas Nielsen.

“Jeg spiser ikke Nutella, men pålægschokolade. Det opbevarer jeg i køleskabet” – Thomas Nielsen S 2 4 · W D B M 11

De to anskaffede sig for længe siden et spejlreflekskamera, så de kan filme videoklip til nettet i HD. Deres kommende video, som de har filmet til siden sommer 2012, bliver ikke i HD, men derimod den sidste filmet med Sonys engang så populære VX-kameraer. Teknologiskiftet har også givet stof til et muligt skifte i videotitlen. ”Vi kalder den Båndsalat. Det her skal være vores sidste projekt med VX, for det fucker vores bånd op så tit, at vi er nødt

til altid at have tre kameraer med ude - to til at filme med og ét kun til at se vores tricks på, så båndende ikke bliver ødelagt” fortæller Thomas Nielsen.

Ligesom størstedelen af den danske skatescene har brødrene Nielsen talt om at flytte til København. Selvom der er flere spots at komme efter, har storbylivet dog aldrig tiltalt Thomas Nielsen. ”Jeg har altid villet hjem igen efter en uge, når vi har været der.

Jeg føler mig hjemme, hvor jeg er, og vores sessions er federe her, fordi alle kender alle, og vi holder sammen. På den måde er det fedt, at det ikke er så stort” siger han.

Michael Nielsen Hardflip

Foto: Damgaard

.

Thomas Nielsen Mads Sand Søren Noe Nicolai Minde Michael Nielsen Andreas Larsen Søren Nielsen

TheBossShop. d k 100%skateboarding W D B M 11 · S 2 5

Af · Teit Andersen

F R A

A S F A L T

Ø R K E N

I januar 1997, da jeg gik i 3.G, læste min dansklærer et brev fra Gentofte Kommune højt. Brevet omhandlede Ungdomspuljen, som udloddede 400.000 kroner til kommunens unge til et formål efter eget ønske, såfremt ansøgerne selv tog initiativ og lavede arbejdet. Brevet indbød til et møde på hovedbiblioteket samme

T I L

G R A N I T

O A S E S 2 6 · W D B M 11

eftermiddag. Jeg havde skatet syv måneder på det tidspunkt og havde tilbragt tre af disse med en ankelskade. På mødet så jeg til min glædelige overraskelse en dygtig ung skater, jeg kendte. Og så var vi to.

D

er blev fremlagt mange idéer på mødet, men vores argumenter for støtte til en lokal skatepark var åbenbart stærkere end de fleste andres, hvilket resulterede i, at vi modtog 115.000kr til vores støtteformål, en lokal skatepark; sidenhen modtog vi et tilsvarende beløb fra Lokale- og Anlægsfonden.

Jeg fandt på navnet Helligdommen, da jeg mente, at skateparken med tiden kunne blive et sted, som folk så som en subkulturel helligdom. De første to kasser og fire flatbars lavede vi på Ungdomsskolens værkstedshold. Arealet, vi fik stillet til rådighed, havde været en plads til lastbilsparkering, så der skulle blot nyt asfaltslidlag oven på den eksisterende belægning.

I maj 1998 åbnede Helligdommen. Og i 1999 fandt jeg frem til det firma, der havde leveret betonelementerne, som Bongspottet [Islands Brygge, -red.] var opbygget af. De var gode at skate, og jeg indkøbte derfor 10 styks af dem. På den måde blev de vores første rigtige gadeskateinventar. Sidenhen forsøgte jeg mig med andre typer betonsten med varierende succes, og hvert andet år byggede jeg desuden alt til både træ og jern.

I 2003 designede jeg Holmehaven. I processen fandt jeg ud af, hvor og hvordan man kunne købe granit. Tre år senere, i 2006, var der penge i budgettet til at købe for 25.000kr granit fra Kina. Granitblokkene blev en stor succes og senere fik vi nogle aflagte fliser fra Jarmers gennem en vens arbejde. Med tiden fik jeg også krejlet mig til en del aflagte ramper bl.a. re-

sterne af en vert-rampe, som vi i 2003 lavede om til en minirampe; i 2009 den lille bowl fra CPH Skatepark; diverse obstacles fra Adidas City Attack; en minirampe fra Hedegårdsskolen i Ballerup.

Helligdommen blev således holdt i live af en blanding af et snævert budget brugt på drift og vedligeholdelse, min velvilje til at bygge ting samt almisser fra andre skateparks. Fra 2004 til 2010 deltog jeg i en række forskellige sports- og fritidsmøder, hvor jeg blev lovet bedre opbakning og flere penge til skaternes vilkår, men løfterne blev aldrig indfriet. Til gengæld kunne jeg se, at foreningsidrætten gang på gang modtog midler. Dog blev jeg hele vejen igennem rost af såvel rådhuset, borgmesteren som idrætsklubberne for at have skabt det mest aktive område i kommunen.

I 2010 modtog jeg kommunens Initiativ Pris bl.a. på baggrund af mit frivillige arbejde med Helligdommen samt mit arbejde med kommunens idræts- og bevægelsespolitik. Jeg var naturligvis beæret og stolt, men følte, at der på kommunalt plan stadig intet skete for at styrke vilkårene for skateboarding. Endvidere følte jeg, at hvis jeg en dag sprang fra, så ville det blot være et spørgsmål om tid, før Helligdommen fik et provinsielt make-over af tyske betonelementramper og dårlig æstetik, hvilket motiverede mig til for gang nummer 1000 at skrive til Fritidschefen. Denne gang undlod jeg de pædagogiske vendinger og gik direkte til sagen.

W D B M 11 · S 2 7

“Vi var enige om, at vi skulle have en skatepark med så få krydsende linjer som muligt og med fokus på godt underlag.”

Jeg sammenlignede Helligdommens brugeraktivitetstimer med vores nabo; en kunstgræsfodboldbane som alene i belægning havde kostet 5 millioner at anlægge, og dertil kom prisen for at nivellere det areal, den ligger på, hvilket nok koster mindst det samme. Vores årlige budget for både Helligdommen og Holmehaven var 80.000kr og det inkluderede alt: fejning, skraldespandstømning, belysning, hækklipning, nye plader til ramper osv. Beløbet, der stod til rådighed for den generelle vedligeholdelse og vedvarende forbedringer af arealet rakte med andre ord ikke langt.

Min opsang til fritidschefen blev hørt og jeg blev nogle måneder senere ringet op af borgmester Hans Toft, som kunne fortælle mig, at der ville være penge til fornyelser i 2013.

På det første møde om sagen forklarede jeg den meget forundrede forsamling, at hvis ikke vi fik indendørsfaciliteter, så havde vi reelt ikke forbedret noget for brugerne, da vi jo havde et højt aktivitetsniveau, når det var tørvejr. De havde svært ved at sluge den og valgte derfor at glemme dette for at arbejde videre med en idé om, at det der skulle til, var, at de eksisterende træramper skulle udskiftes med lignende ramper i beton, således at de ikke skulle vedligeholdes. Der pågik en underlig omgang tovtrækkeri i et års tid, indtil projektet blev sendt i udbud – dog havde kommunen stadig ikke afklaret, hvad projektet egentlig skulle blive til, så mens tovtrækkeriet skiftede karakter, forblev det dét forkerte mål man arbejde hen imod.

Endelig var heldet med os. Borgmesteren havde hørt, at jeg blev ved med at sige skatehal, og da Lokale- og Anlægsfonden havde 3 prototyper af lethaller under udvikling, som de gav 2,5 millioner i støtte til opførslen af, var vi så heldige at få den ene. Med dette tilsagn gav kommunen ligeledes en bevilling, således at vi i alt havde ca. 10 millioner at bygge en ny udendørs skatepark for samt en lethal. Kommunens samarbejdspartner blev Pivotech, som var gode til at forstå, hvad vi skulle opnå. Hele Jägers-crew var med i den kreative proces, og vi var alle enige om, at vi skulle have en skatepark med så få krydsende linjer som muligt og med fokus på godt underlag. Inspirationen til parken har vi fundet i de streetspots, vi er gladest for samt Hollenbeck skatepark i Los Angeles. Resultatet bliver et 8-talsformet areal med et lille niveauspring. Underlaget bliver store granitfliser og banks bliver ligeledes af granit.

Den uopvarmede skatehal får også granitflisegulv og til at begynde med bliver hallen indrettet med vores nuværende granitbænke og træmanualpads. Byggeriet er sat til at starte i november 2013 og det hele skulle efter planen så færdigt i juni 2014.

Fakta: Jägers’ samlede areal er over 3500kvm og hallen vil optage ca. 1000kvm.

Banen hedder officielt Helligdommen, men fik hurtigt kælenavnet Jägers, da den ligger nær Jægersborg S-togstation.

Lethallen, som er en uopvarmet hal, bliver 52x17meter og adgang bliver gratis.

S 2 8 · W D B M 11

W

W

W

. R

I

D

E R

S

G

U

I

L

D

.

C O M

T O

B

I

A

S

S

I

M

E O

N

:

N

O

L

L

I

E

F

S

.

H

W D B M 11 路 S 2 9

E E L

Photo 路 Morten Westh

J o e y P E P P E R S 3 0 路 W D B M 11

R E L

E

V

E R

E

T

V A N

T

A N

B

ack in the days when the Aesthetics video ”Ryde Or Die” (2001) came out, Joey Pepper was one of my favorite riders to watch. It was the very first time I saw him, and he was killing it with such good style. And, he’s been doing it ever since although with a short break from the pro ranks when Zoo York gave the whole team the boot. The HUF team was in Copenhagen in August, so we met with Pepper to talk about his life as a professional skater.

Interview · Teit Andersen & Morten Westh Forewords · Morten Westh

(MW) Everybody went to Club34 the other night. You missed out on the dirty beer.

I missed out man.

(MW) Was that on purpose?

Let’s just say I don’t like starting the lawnmower without mowing the lawn, you know?

Ha ha. So that night I just didn’t wanna go out, so I never got started.

But there’s still plenty of time for dirty beers.

I want that experience. I still have another 15 hours to do it.

(MW) How’s the tour been so far?

Tour has been good. We’re like two and a half weeks into it and we have one week left. We started in Amsterdam, went all over Germany and now we’re here. Next stop is London. I haven’t been on a team trip in a while so it’s a nice change of pace. These dudes are rad.

(TA) There are a lot of new dudes in the Dirty Beer Crew.

Yes it’s fairly new. A lot of dudes have been added, but it’s like, everyone kinda knows each other anyways. When people get added to HUF it’s always for a good reason.

Everyone kinda meshes well together. The team is not just assembled for money you know. If you ever get a chance to hang with these dudes you’ll understand why. A bunch of solid dudes!

(TA) That’s how it’s supposed to be!

Yeah. When everyone’s going on a session it’s like a session I wanted to have when I was a kid. Homies from the town. It’s the same vibe.

(MW) When did you get on?

Probably three years ago. Keith and me met randomly and started talking about it. Once we started talking it happened real quickly.

I was really down for it. I was in a position where I was tired of dealing with companies who didn’t care about my needs. I didn’t really have anything serious going on at the time and we kinda clicked. When I told him I wanted a shoe he was really responsive to it. I just basically let him know from the start and he made it happen.

(TA) I didn’t do any research on this. But I believe that you’re the only pro skater to get his first shoe in his thirties.

I never thought about that ha ha. Is that right? Could be.

(TA) I think so.

How do you see the development in skateboarding. It seemed like for a while it was only about new talent. But now we appreciate the veterans you know?

Yeah I understand. I think it’s going in all directions now. If you asked me like six years

ago if I thought I was going to get a shoe. I wouldn’t think it was possible. But when I started working with HUF, skateboarding in my eyes changed. When I started working with him it actually wesn’t that crazy an idea.

I feel like I’ve been around for long enough to think it’s not a ridiculous idea, right?

I’m psyched. I’m grateful that I’m a part of a company that is run by a skateboarder that I’ve always had respect for. Like I grew up having posters of that dude on my wall you know. So yeah, over all skateboarding has just expanded so much that nothing is out of reach.

(TA) Can you tell us about the design process for your pro model?

I always hated really crazy looking shoes. I like simple stuff. I mean there’s a million other simple shoes out there. Same basic profile, same lines and colors. It’s like – what’s the difference? I wanted to have something simple but also something you could recognize from a distance. That woven stripe is something unique I really like. Recognizable. But still it’s just a simple basic skate shoe.

(TA) Any plans for a Pepper 2?

Yeah. From the time we started doing the first one, there were thoughts about a second one. So yeah I think so. It’s a long process though. That was an eye opener. Seeing W D B M 11 · S 31

the whole process from conception to an actual physical product.

of model homes. Furnish them so they can sell faster.

(TA) Your shoe is vulcanized which usually does not offer as much support in the heel and arch of your foot as a cup sole could. Is that an issue you’ve been working with?

(MW) That’s something else.

It is for sure. Honestly, I really like cup soles myself. I used to prefer cup soles. But the development process of a cup sole is a lot longer. So we just did it on vulc outsole and I think most people prefer vulc too. I have custom insoles in mine that a doctor is doing for me. They provide the heel- and arch support that my feet need. You gotta take care of your feet.

(TA) They are custom molded to you?

Yeah. Crazy shit. I know a guy in New York.

Normally they’re like 500 bucks but this dude does them for $200 for me because I send him a lot of business. Half the skaters in New York are wearing these things.

(MW) Maybe we should mention him?

Patrick Wenning. He’s a good dude. He’s a dancer. No relation to Brian Wenning.

(MW) Back when Zoo York sort of wiped their team …

Yeah they do that every two years or so. Ha ha.

(MW)… And when they did, we didn’t really see much of you for a while?

Actually the day that happened everything started to be much more positive for me.

Skating for Zoo York never felt right. The team was rad, and that was the best part of it. Wearing the product, I was never a 100% about it. As soon as that shit was over I was in a better place. Just working for a little while. And I was skating better and having more fun with it. It forced me to be in a more positive place.

(TA) A gift and a curse?

The only curse would be that the paycheck wasn’t coming any more. But it didn’t really matter to me. That made me move on to the next thing you know. I had a job the next day.

So it was fine.

(MW) What kind of job?

I was working for this woman who did home staging for real estate. Interior decoration S 3 2 · W D B M 11

Yeah! It was the total opposite of professional skateboarding. I was actually in the position to take over the business around when Expedition wanted to hook me up. And I didn’t really have any other sponsors at that time. So I had a serious dilemma whether I wanted to go back into it and have a board out again or say fuck it, and stay out. But I ended up doing it. I think it was a good choice. Expedition has always supported me and I saw it as a company that had a lot of room for growth.

(TA) Your former teammate Zered Bassett is on Expedition now.

Yeah!

(TA) Have you been on any team trips together yet?

Not really yet. A quick one to New England once. But I see him on a daily basis anyway.

So it’s good.

(TA) Do you find it most difficult to film and shoot photos in your own neighborhood or out on a tour?

It just depends on the mode you know. I could be like skate, skate, film, film, and then sometimes there are long periods of just getting nothing. Sometimes I do better at home and sometimes better abroad.

(MW) That’s funny. That’s also how I imaged that video being made. The line up of names was pretty weird. Mark Gonzales, Darren Harper, Bobby Worrest, James Craig and so on …

Yeah it was pretty random ha ha. But I think he actually filmed with all those dudes - maybe not Daewon. He probably has five parts ready to go at any time.

(MW) I saw a video of you talking about woodworking. You’re doing furniture and lamps and stuff. How did that come about and will that be your future?

Yeah. I don’t know how much of a future it is.

But it’s something that I’m gaining more and more passion for. It’s something new within the last three years. I always liked building stuff but I never really learned any proper techniques until three years ago. And when I did I just really enjoyed it. It’s fun to have something new in your life that you can dive into and get lost in. I don’t know about a future in it. The business side of things seems to always fuck things up. It really changes things. Right now I’m only making things that I really want to do. If I can somehow sell some stuff that I like making, that’s fine. But I’m not really into anything at a larger scale.

(TA) How do you learn?

I just ask friends. Sometimes make a phone call. But mostly I just try and fail. I fuck shit up all the time. There’s a lot of waste.

(TA) That’s like skateboarding.

(TA) Where do you live right now?

Brooklyn, New York.

(MW) Let’s hear about Chris Hall’s video “Get Familiar”. You had a whole part. That was before Expedition right?

Yeah that was kinda in the period between Zoo York and Expedition. When I was working full time. All my footage is from the Zoo York period but when that ended I basically told all the filmers to hang on to it. Chris wanted me to film a part for the video he was doing but I was really busy, so I told him I didn’t have time. I sent him two or three tricks so I could be in the video. And then fast-forward eight months later to the premiere of the video - My name came up and I had a whole part. He pretty much sourced all the footage on his own from the filmers. It just came outta nowhere. I wasn’t expecting it.

Yeah. Physically it’s totally different but mentally it’s the same approach.

Try and fail. Eventually make it. And don’t do it if you don’t like doing it.

Thanks Joey! See you later in the Meatpacking District.

“I had a serious dilemma whether I wanted to go back into it and have a board out again or say fuck it, and stay out.”

Ollie in Rotterdam Photo 路 Brian Kelley

W D B M 11 路 S 3 3

AUSTYN GILLETTE

HUFWORLDWIDE.COM FOR DEALER INQUIRIES PLEASE CONTACT: CALIFORNIA SPORTS +4533630332 S 3 4 路 W D B M 11

E: INfo@BB-AgENtuR.DK - t: 40 87 50 49

BACKSIDE hEEL

Eu.ELEmENtBRAND.Com

#JULIANIS PRO

Photo By oLIVER BARtoN

W D B M 11 路 S 3 5

Pontus Alv By · Søren Tolshave Photo · Nils Svensson Art · Pontus Alv

P

ontus started skateboarding during the late ’80s boom, only to see the skateboard industry die a few years later. Together with 10-15 others, Pontus was part of Malmö’s small and isolated skate scene of the ’90s. They watched the Powell, H-Street and Blind videos and all dreamt of going to California. For Pontus, however, it didn’t remain a dream. When he was 15, still in school and still in Malmö, Justin Girard, the founder of Mad Circle, saw him skate and put him on the team.

”Now, looking back, it feels almost like a total miracle. Like, how can somebody from San Francisco discover this little kid from Malmö?” Pontus marvels.

Pontus started going back and forth between Malmö and San Francisco. When in San Francisco, he would build up an archive of footage for videos, interviews and ads, and then go back to Malmö to attend school. He thought that his skateboard career was laid out in front of him – he planned to finish school and move to San Francisco to become a full time pro skater. But then it all got taken away when Mad Circle went out of business.

“Justin [Girard] was drowning in work and he just got so fed up with it. Also, Giant Distribution stole money from the company without Justin knowing. He was so burnt out and just hated everything. When he found out about the money he just shut it all down and disappeared. I haven’t seen him or talked to him since,” Pontus says.

America I’ve given you all and now I’m nothing Pontus tried calling different friends he had made in California, but no one seemed to have any interest in having a rider abroad: Photo · Christian Klintholm

“If you are on a cool brand people want to shoot with you and do stuff with you. If you are on a not so cool brand the same people will just walk right past you. I know that is the way it works, but it is still hard when you get it in your face,” he says.

Nothing seemed to work out until Arcade came along and offered him a place on their team. However, Pontus wasn’t too happy with the company’s art direction and location.

Pontus Alv is part of a new movement in skateboarding. This movement aims to be the polar opposite of Street League, energy drink sponsors and big money corporations.

S 3 6 · W D B M 11

“Being in San Diego, where Arcade was located, I was just stuck in the house most of the time, sitting there playing video games, eating burritos and getting fat, and being super depressed.

With everything over there you are dependent on someone coming to pick you up Jason [Rogers] had to go to work Monday to Friday so I was mostly just sitting there, waiting for fucking Dave Mayhew coming in his new car and his D3’s or some shit, to come and pick me up. I was really not happy being there and also just skating there totally didn’t fit me - all these sunny California plastic benches and whatnot. So yeah, with all that put together I just couldn’t take it anymore and I just left California for good and didn’t go back to the US for 10 years,” he recalls.

Wallride

W D B M 11 路 S 3 7

Pontus Alv

company, if it’s Mad Circle, Arcade or Cliché, the company decides who you are. They edit your part, they put out the video with their idea of how the brand should be,” he says.

The combined efforts of filming and building resulted in the very personal and artistically ambitious film, The Strongest of the Strange.

“The first film I gave out for free. We made 65.000 copies. We gave them away as a present to skateboarding. I didn’t want to show a product, I didn’t want to sell anything. I just felt that I had a lot to say about skateboarding, so I wanted to present my vision: the skating I like, the kind of spots I think are dope and the type of filming and music I like,” Pontus says.

Pontus went home, disappointed with his experiences with the skateboard industry and he thought his skateboarding career was over.

This is what happened to Cliché Being back home with his friends reignited Pontus’ love and passion for skateboarding. He got on Cliché, which at the time was still just a small, rather unknown company.

“It was a really great time in my life, that whole first era of Cliché when we filmed Cliché Europa. I was tired of California being all about business and filming, and when I came back to Europe and we did Europa I felt it was more about skating and friends and sessions and having a good crew,” Pontus says.

After Europa the brand’s popularity went through the roof. They couldn’t keep up with the demand, so they got an investor deal and ended up selling the company. Businesswise everything was going great for Cliché, but despite the bigger paychecks Pontus didn’t appreciate the company’s sudden growth and changes.

S 3 8 · W D B M 11

“It changed all the people on the team and it took away the entire spirit. When you sell it and make tons of money, then it is not the same spirit anymore. Shit just got really serious, because people got paid a lot of money and the investors wanted to see their investment grow. All the tours were super serious and the pressure from the company and the investors got really serious. It had become a global company and we had to deliver a second film that was on the same level as the American videos. With all that pressure, on the tours half the team got super depressed.

All the joy and fun just wasn’t there, people were just on filming missions with generators, doing long days,” he recalls.

Cliché added new skaters to the team such as JB Gillet and Lucas Puig. Pontus felt that the new guys were the main focus while he was being ignored, as his type of skating wasn’t popular at the time.

“We didn’t go to any of my kind of spots and I just felt like I was being pushed back. They were not embracing my ideas as a skater, and I felt like I couldn’t express myself. We would

go to rails, hubbas or ledge spots, where I would just sit there and wait a full day for people to film their lines, and then when everyone else were finished, they were like, “Okay, now we can go to a Pontus spot”. They would all just sit there and I had to skate alone and do my tricks. And then two or three years later, skating banks and wallrides became like a massive trend in skateboarding. So yeah, what happened is that I just got out of it. Once again I quit a company and went back to Malmö with no board sponsor. At that time I was really at a stage where I was like, “Shit, I’m fucking broke, I have no money. I’m in Malmö, what am I going to do?”

At this point Pontus didn’t know how big of an impact the film had made around the world. He just kept doing his own thing in his own little bubble: skating, building and filming. On his 30th birthday he premiered his next film, In Search of the Miraculous. To distribute the film he opened a web shop.

“That was the first time in ten years that people had the possibility to contact me. Over the next one and a half year where I was active on the website people kept sending me photos of DIY spots they had built and telling me stories about how The Strongest of the Strange was the best thing they had ever seen.

The films have inspired hundreds and hundreds of people and that is when I realized that there is a massive underground support out there of people who have been inspired and touched by the projects. I felt like all these people needed a brand,” he says.

Wherever the crowd is they are not

Polar opposites

For the next 10 years Pontus seemingly disappeared from the skateboard scene.

But back in his hometown he began filming and building DIY spots with his friends. This slowly began taking form as a film project.

Pontus decided to take matters into his own hands and start his own company.

Together with his good friends Jacob Ovgren and Stefan Narancic he founded Polar Skate Co.

“My goal was to try to release something that was my own, because when you ride for a

“Skateboarding is not a small operation anymore. It is a million dollar business and there has to be a counter pole. I want to be on the

“Do we want to have a healthy skateboard culture in skateboarding?” other side pushing the other way. People need a new breed and I think Palace, Magenta and Polar are all pushing this new breed from Europe. This time it is all really starting in Europe. What we do is not about making money, it is about presenting a vision of skateboarding and to show that a skateboarding company can do rad shit, do cool videos and cool graphics and have a real team with real friends and a real spirit. It doesn’t have to be focused on business,“ he says.

Pontus is looking forward to seeing the impact of this new movement on the skateboard industry and culture: “I like the new wave we have right now. We have a generational change in skateboarding.

The industry went too crazy. A lot of the big brands like Girl, Alien, Real, Krooked and Anti Hero were holding the throne for many years.

Historically they did a lot of great stuff, but some of the brands got old. They ran out of ideas and didn’t renew themselves. They went in a really mainstream direction and pushed it out like a toy brand. They lost their roots because they wanted to grow bigger. They grow so big that they lose their entire identity and then they end up falling apart. That is what is happening right now. For instance we are seeing people quitting Girl and Alien. Five years ago people would say you would be crazy to quit those companies,“ Pontus says.

To Pontus the big corporations are not the only problem in skateboarding. He believes that the way many skateboarders act today is undermining the once rich skateboard culture.

Nollie Flip

“Any shop can order their own shop boards, which means they cut out the skateboard brands. They cut off all the competition for the skateboard brands. I mean, it is good that kids can get cheap boards, but it is bad for the skateboard culture when the companies are not being supported. The bigger problem is that with the Chinese factories you can get boards so cheap that so many brands survive – not because they are good brands or they have something interesting to say or W D B M 11 · S 3 9

contribute with something to the industry – all they can offer is good margins to the shops. It is an ugly graphic, it is an ugly company, but the price is right. If the good stuff is not supported then it is going to die. Then we are going to end up having blank decks and no teams. So the question is, do we want to have a healthy skateboard culture in skateboarding?” Pontus asks.

On the other hand Pontus is not worried that big shoe or clothing companies are going to kill off the smaller skater owned companies like Emerica, which he left to skate for Cons.

In his view it is the skateboard companies that set the standards for the inner core of skateboard culture. The shoe and clothing companies come after and have the choice between tagging along or dying. At the same time the paychecks from Carharrt and Converse are what make Polar happen. ”If I did not have the support of Converse and Carhartt I would have to work on the side and could not have the dedication and focus to run this company and be able to build things, travel the world, make films and what not. I personally really like what these two brands do. I was always a fan of Converse shoes and the Carhartt clothes and the people I deal with really understand what we do and what we are about. They support us and they never want to have any input or to control us,” Pontus says.

The new breed To Pontus, the main point of him running a skateboard company is to present something new and interesting to the skateboard culture and especially to the new generation of skateboarders.

“Kids are consumers of culture. They watch things and consume, but they don’t think about it, because they are young. It is our job to present interesting worlds to them. When I watched films as a kid I would enter the world of Powell Peralta or World Industries and I would think, “Wow, this is cool.” Then you see the products and the pros and you get into the brand and that world. But there needs to be cool worlds to enter. If the kids are only presented to the worlds of Street League, energy drinks and TV commercials, then that is all they are going to see,” he says.

Even though Pontus doesn’t want to take any part in the commercial side of skateboarding he accepts it as a necessary part of it.

“Skateboarding is so big now that in the future you really need to find your own little corner of it. I think there is room for these little bubbles to exist and be successful. It is nice that they can have their Street League thing, but that there are also alternatives for people to choose. It all comes back to the different poles. If we didn’t have this commercial direction in skateboarding then I don’t think a new underground breed would appear. Skateboarders are really hyped on this new wave movement and they support it. I am glad that I am a part of that movement. A lot of crazy brands are falling apart and young ones are coming up. I think that in the next two or three years there will be a lot of new interesting videos and fresh things coming out of skateboarding that will make skateboard culture blossom once again,” he says.

Pontus Alv

S 4 0 · W D B M 11

No Comply

Ollie

W D B M 11 路 S 41

S 4 2 路 W D B M 11

W D B M 11 路 S 4 3

Skateparken i Tanger var en af de bedre. Beton, mere beton og banks af en slags brosten. Her Mohammed Mwaha, 19, ollie til 50-50 på extensionen. Han har aldrig ejet sit eget board.

A C R O S S

BOARDS BORDERS Af · Aske Kvist, Johan Leth & David Leth Williams Foto · David Leth Williams

På en hullet landevej syd for Tanger suser en lilla, gammel Toyota Carina på danske plader af sted. Bag rattet sidder en stor mand og underholder passagererne ved at spille fløjte med begge hænder. Ud over Farokh består bilens passagerer af Farokhs 18-årige svigerinde, Amina, og tre blege danskere fulde af forventning. Bilen er på turné mellem Marokkos større nordlige byer — Rabat, Fez, Maknes og Tanger. Det var planen, at dette umage selskab skulle introducere de marokkanske børn til skateboarding ved at dele boards ud og sprede kendskabet til kulturen; men intet er ligetil i Marokko.

S 4 4 · W D B M 11

En øde landevej i det vestlige Marokko. På vej væk fra vinden i Essaouira.

W D B M 11 · S 4 5

Et paradis for ludere og lommetyve ”Den der skateboard, den skal du tage med til Marokko.”

Sådan lød det tilbage i foråret 2013 fra den 65-årige iranske Farokh. Planen var simpel. Vi skulle undervise marokkanske børn i at stå på skateboard, undersøge og skabe kontakt til den marokkanske skateboardkultur. Farokh ville til gengæld stå for kost, logi og transport. Tilbuddet kunne ikke afslås, det var næsten for godt til at være sandt. Et par uger senere stod vi med en pakket bil og var klar til at tage af sted.

Første stop var Tanger. Et paradis for ludere og lommetyve. Det var umuligt at gå på gaden, uden at alle ville sælge en noget. Ligegyldigt hvem man mødte, så kendte de altid den bedste restaurant, det bedste hotel eller også havde de det bedste hash. Ligeså påtrængende som mange af sælgerne var, ligeså frygtsløse var børnene, når det kom til skateboardet.

Bare fødder, op på boardet og fuld gas. Imponerende gåpåmod – de var slet ikke til at stoppe. Først da et par af børnene havde revet deres fødder til blods, og vi gav dem papir til at tørre fødderne, anede vi uråd.

De tomme blikke og den intense, kemiske lugt af lim var umulig at ryste af sig, når man kom tæt på dem. Vi blev hevet ned på jorden og tvunget til at se realiteterne i øjnene. Marokko er et fattigt land og i et fattigt land er folk desperate.

Med denne tanke i baghovedet blev vi mere realistiske i vores tilgang til de mennesker, vi mødte; men det tog flere uger, før vi overhovedet begyndte at have bare lidt forståelse for hvem og hvad man kunne stole på.

Opbrud i gruppen Selvom Farokh aldrig selv havde stået på skateboard, havde han tidligere lavet lignende projekter i Marokko, og han havde derfor en idé om, hvordan det meste skulle gøres. På en tidligere tur rejste han rundt med Toyotaen fuld af tandbørster og tandpasta, fordi han ville forbedre folks mundhygiejne.

En fornuftig idé da det er mere normalt, at man mangler et par tænder, end at man har et fuldstændigt tandsæt. Ifølge ham tog det omkring tyve minutter at lære en person at børste tænder, og derfor mente han også, at man kunne lære en marokkanere at stå på skateboard på ca. samme tid.

Farokhs tilgang til projektet blev mere og mere opslidende, og det samme gjorde ramadanen, der var på sit højeste i Marokko. Ligesom marokkanerne sov vi det meste af dagen, fordi de fleste steder var det ikke muligt at få hverken vand eller drikke i de varme dagstimer. Vi havde imidlertid fået at vide, at der i Casablanca, Marokkos største by, var tre skateparks. Derfor virkede det som et naturligt stop på turen, men vi blev enige om, at det var på tide at gøre tingene på vores S 4 6 · W D B M 11

Kommende locals i Chichaoua, hvor der løber en stor dræningskanal fra øst til vest.

Boards Across Borders

Essaouira, Marokkos ”Windy City”, er et paradis for kite- og windsurfing. Vinden gjorde hverken de ødelagte fliser på det lokale spot værre eller bedre. Til gengæld rippede de lokale.

egen måde. Derfor sagde vi farvel til Farokh og stak sydpå til Casablanca.

Det viste sig dog endnu en gang, at tingene i Marokko lød bedre end de var — Casablanca var en heksekedel.

Kaotisk trafik, menneskemylder, smog, affald og larm. Ud over det generelle kulturchok viste det sig nærmest umuligt at finde de påståede spots. Det lykkedes dog med besvær at finde frem til det ene. Men at kalde det en skatepark var nærmest synd.

En række stilladsagtige konstruktioner beklædt med plademetal gjorde det ud for arealet, der var gemt væk i et hjørne af en slags betonfodboldbane. Ramperne var i så dårlig stand, at metalpladerne flere steder var tyndslidte og flossede som små knive, der stak op af jorden. Selv de lokale havde svært ved at skate det.

En enkelt fik endda næsten skåret sit ene hjul over, og boardet sad uhjælpeligt fast på metalpladen. Kun styrke og en stor sten kunne efter flere forsøg løsne urethanens greb i metallet. Alt i alt var Casablanca heller ikke en succes.

Humøret var lavt, og det så sort ud for projektet.

Roadtrip på vores måde Efter et par spændende dage i Casablanca havde smoggen lagt sig som et tykt, sort lag i vores lunger, og vi blev enige

om, at det var på tide med luftforandring. Vi stod med en bil og alle muligheder åbne. Alle ville gerne ud og se ørkenen, og den lå sydpå. Det mente vi i hvert fald.

Marrakech lå også i den retning, så dér satte vi kursen imod. Romantiske idéer og forestillinger om en moderne by fyldt med nordafrikansk mystik og stemning fyldte vores hoveder og bilen. Køreturen gennem det golde landskab og de frodige bjerge var fantastisk. Marrakech var flot, men varm — meget varm. På trods af vores store fascination, blev vi ret hurtigt enige om, at det at skate i 48 graders varme var en dårlig idé. Så allerede efter to dage, kørte vi længere mod syd til Agadir.

Agadir blev i 1960 ødelagt af et kæmpe jordskælv. Byen blev lagt øde, men den daværende konge Mohammed V sagde, ”hvis skæbnen har bestemt at Agadir skal ødelægges, er det op til vores tro og vilje at genopbygge den”. Og i 1961 gik genopbygningen i gang. Med inspiration hentet fra moderne byer blev det hele planlagt ud fra et gittersystem, så det var nemt at finde rundt i byen. Med den moderne arkitektoniske stil fulgte også rene linjer og lækre materialer, hvilket gør byen til et mekka at skate i. Den fem km lange strandpromenade er overstrøet med marmor-curbs i forskellige højder og former. Der er trapper og naturlige quarterpipes med meget hurtig tranny og oververt. Noget for en hver smag. Læg dertil W D B M 11 · S 47

Mohammed Mwaha, 19, tager en cruiser i Tangers gader. Når der er fredagsbøn, pjækker han og tager ud og skater – hvis han kan låne et board af nogen.

Boards Across Borders S 4 8 · W D B M 11

Mohammed Mwaha, 19, var uden tvivl den mest dedikerede skater vi mødte. To måneder før vi kom, brækkede han anklen. En hjemmelavet bandage og varmt vand kurerede den igen.

Johan spejder efter det næste spot. Han er vist gået forkert.

havet og en årlig gennemsnitstemperatur på omkring 23 grader og du har opskriften på en god session.

Af uforklarlige grunde skatede alle de lokale på et spot lidt længere oppe i byen. En flad plads, to små banks, en trappe og et lille gap. Med lidt kreativitet kunne det sagtens skates, men det var os totalt uforståeligt, hvorfor de ikke var ved strandpromenaden eller nogen af de mange andre streetspots rundt om i byen. Efter fire dage i Agadir var det på tide at køre videre. Sahara blev droppet til fordel for Essaouira, en by lidt længere oppe ad kysten, kendt blandt windsurfere for sin evindelige blæst. Derudover var der i slutningen af 1960erne en stor tilstrømning af hippier, der alt sammen har gjort, at byen har en utrolig afslappet og dejlig stemning. De lokale skatere var da også meget imødekommende. Selv om vi kun var der to dage, nåede vi, vinden til trods, en god session med de lokale.

En skater uden et board Efter 10 dage og 2100 tilbagelagte kilometer var vi tilbage i det nordlige Marokko. Med base i den lille by Asilah var dagene præget af lange ophold ved stranden samt skatesessions på gaderne om aftenen. Vi havde dog stadig et enkelt hængeparti, nemlig en skater ved navn Mohammed Mhawa.

Vi mødte ham, da vi først kom til Tanger, hvor vi blev imponeret over hans stil. Ikke nok med at han var dygtig, så havde han aldrig ejet sit eget board. I de tre år han havde skatet, havde han lånt sig frem til boards, når han ville skate.

Han havde heller ikke nogen telefon, kun et simkort som han kunne sætte i en anden telefon, hvis han altså kunne låne en.

Den bedste mulighed for at hooke op med ham var derfor enten at tage ud i Tangers skatepark og vente på, at han skulle komme, eller at se om man kunne få fat i en af hans venner, der måske var sammen med ham.

På en af vores sidste dage i Marokko lykkedes det os at få fat i ham. Vi aftalte at mødes på en plads på hovedgaden i byen.

Efter at have hooket op med ham, gav vi ham et complete og en stak ekstra boards, og der gik ikke meget mere end to minutter, før han fløj rundt på pladsen.

Vi besluttede os for at tage ud i parken. Mohammed skulle hen forbi sin fars sandwichbod og smide nogle ting af først, så vi blev enige om at mødes derude. Da Mohammed ankom til parken og vi skulle skrive under på, at vi påtog os ansvaret for evt. skader og ulykker, blev Mohammeds board kørt over af en lastbil. Board og trucks brækkede på stedet.

Det var næsten ikke til at forstå, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, da vi ikke havde ekstra trucks med. Heldigvis forbarmede ejerne af skateparken sig over os, og lod os købe et sæt af deres elendige trucks. I det mindste kunne han da skate nu. Efter et par timer efterlod vi Mohammed i parken, da vi skulle nå færgen til Spanien.

Marokkos skateboardkultur er fascinerende og overvejer man at lægge sin vej forbi landet, kan man forberede sig på et eventyr fyldt af uforudsigelige oplevelser. Forvent at opleve alt fra limsniffende børn og hustlere til supertalenter, der alle er med til at skabe et samfund, som langt fra ligner det danske. Endnu mere fascinerende er det at se, hvordan aflagte boards fra danske skatere kan give så meget glæde til børn i en anden verden. Hertil vil vi gerne give en stor tak til Jägers og drengene fra Nørrebro-parken for at donere gear, så vi kunne levere boards across borders.

W D B M 11 · S 4 9

Af · Teit Andersen

F

ørste gang jeg skatede granitkanter var i juli 2000 på en skatetur på USA’s østkyst. Ved at sammenligne granittens overflade i LovePark, Philadelphia City Hall og et spot få gader derfra bemærkede jeg, at det ikke var en fordel, at overfladen var helt glat og poleret. Et spot i Boston bekræftede mig yderligere i, at en meget ujævn overflade faktisk gjorde ’slidet’ mere jævnt.

Da jeg i 2003 skulle tegne Holmehaven, lærte jeg bl.a. om processerne knyttet til behandlingen af granitoverflader. Og under byggeriet indså jeg, hvor simpelt det var at opstille granitblokkene ved hjælp af det rette værktøj. Med denne erfaring på sinde bestilte jeg senere syv granitblokke fra Kina til at opstille på Jägers.

Jeg har siden drømt om at opstille granitklodser til skateboarding i byrummet. Det sværeste ved det er, at hvis man opstiller noget meget tungt et offentligt sted, så må det nødvendigvis leveres af et køretøj med nummerplade, som myndighederne altid ville kunne finde frem til. I bedste fald bedes man kun om at fjerne opstillingen igen.

I juli 2012 opstillede jeg tre betonklodser på hver to meters længde med en vægt på 730 kg stykket på Den Røde Plads på Nørrebro. Det lokale Kultur- og Fritidsudvalg havde godkendt idéen. Til dette havde jeg skaffet en kaffemølledonkraft, løftestang, palleløfter, europalle, træklodser samt to friske skatere. Det gik nogenlunde let; men det tog alligevel fem timer at flytte de tre store klodser ca. 300 meter fra Mimersgade og ind på pladsen. Resultatet blev godt. Det syntes naboerne til pladsen dog ikke, hvorfor komS 5 0 · W D B M 11

munen bad mig fjerne klodserne; det fik jeg heldigvis talt mig ud af. Jeg har siden haft lyst til at lave et spot på samme måde, men først i august i år fik jeg fat på tre buede, massive granitblokke, jeg kunne bruge.

Da en af opgaverne i Quest of Honor 2013 var at lave et DIY-spot, blev dette den perfekte anledning til at anvende disse granitblokke. Jeg anskaffede igen løfteudstyr og lånte en palleløfter i en grønthandler. Granitten befandt sig i Nordhavn, så jeg måtte trække en tjeneste i min vens fars transportfirma for at få de tre blokke på hver ca. 400 kg fragtet til Nørrebro. Blokkene blev leveret på fortovet 200 meter fra, hvor ”bananen” skulle opstilles. En forbipasserende Teknik- og Miljømedarbejder spurgte chaufføren ”om han havde lov til at sætte blokkene der”, hvortil han svarede ”ja, det er til den nye skaterbane”, og det var åbenbart et gyldigt svar. Hele Jägers-crew ankom samme aften med palleløfter og løftestænger. Vi gik i krig, trak en blok ad gangen hen til stedet de skulle placeres. Den første bloks placering var afgørende for tilløbet; de næste blokke skulle blot stilles tæt ind til den første blok på hver side. Ved hjælp af kaffemølledonkraften var det nemt at tippe klodserne af pallerne. Det svære var at få dem ind på plads.

Til dette have jeg to rundstokke, så vi kunne rulle klodserne på plads, ligesom de gamle ægypterne gjorde ved opførelsen af pyramiderne, og derefter løftede vi blokkene ned på asfalten med løftestængerne. Det tog to timer at opstille klodserne, og selvom jeg nu skylder en tjeneste til en trucker, var dét det hele værd.

MY FAVORITE D.I.Y. THING

Frontside noseslide Foto · Simon Knudsen

W D B M 11 路 S 51

h

h

ERNING

ARDCORE

For to udgivelser siden kørte vi et tema kaldet ”Den Lebensunterhalt”, hvor vi så

Så hvad er der sket siden minkfarmen?

Jeg fik en kæreste. … og det er så det eneste, der er værd at nævne?

parrede dem og smed dem

Ja, det er det vel. Så tog jeg mig jo lidt sammen. Hun gik i gang med at gå i skole og jeg gik bare på produktionsskole. Jeg fik meldt mig til HF igen for at starte på mit andet år.

Jeg måtte have noget matematik på enkeltfag, inden jeg kunne få lov at starte. Men så fik jeg gjort det færdig. Jeg havde gået og talt om, at jeg ville i millitæret og min kæreste drillede mig med, at jeg aldrig kom ind.

Så da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle lave, sendte jeg en ansøgning til livgarden og kom ind.

i et gasbur, hvis de havde

Hvor foregik livgarden henne?

en håndfuld danske skateres arbejdspladser. Jonas Daater arbejdede på sin families minkfarm, hvor han skovlede møg, vaccinerede minkene,

været oppe at slås.

Det er tre år siden, vi sidst havde fokus på Daater. Jeg fangede ham midt i en GTA Vsession for at høre, hvad der er sket siden minkfarmeriet.

De første fire måneder var ganske normal værnepligt på Høvelte Kaserne [ml. Birkerød og Allerød, –red.]. De sidste fire måneder var inde på Gothersgade [København, –red.].

Så du har gået vagt i Gothersgade?

Hvad med Amalienborg?

Ja og ja. Amalienborg er først, når man er færdig med grøn tjeneste, som er fire måneder. En hel måneds træning handler om Amalienborg. Hvor man øver i at gå vagt og i at lave vagtskifte.

Så da du blev færdig i marts, skyndte du dig tilbage til Herning?

Jeg havde glemt at spare penge op i livgarden. Så jeg tog til Herning igen for at spare op til København og USA. Så jeg ville faktisk godt have blevet, men jeg havde ikke råd. Jeg brugte mine sidste penge på at være i Århus og i Aalborg for at filme til Brian-videoen.

Du tog også til Justin Bieber-koncert. Hvad kostede den fornøjelse?

Min kæreste betalte billetten!

Hvor gammel var du?

23. Det var måske den dårligste koncert, jeg nogensinde har været til. Eller, den var dope nok, men der var så mange piger, som skreg hele tiden. Vi måtte nærmest holde os for ørerne under hele koncerten.

Det kunne jeg forestille mig. Men nu er du så i København igen!

Ja, nu arbejder jeg på California Sports og sparer penge op. Jeg tager til USA her om lidt.

Det lyder spændende. Fortæl om USA.

Jeg skal til USA og stå på skateboard i tre måneder. Med Mads Christensen, Rene Villumsen og Marc Andresen.

Det er da et seriøst hold, må man sige.

Var det dét, du ville hele tiden?

Passe på kongefamilien?

Af · Morten Westh S 5 2 · W D B M 11

Jeg meldte mig ind, fordi det tog længst tid. fire måneder var for kort, syntes jeg. Det var fra august til marts, så det var alligevel vinter.

Ja! Vi skal til LA og ved ikke, hvor vi skal bo endnu. Jeg har købt billetten, så jeg skal snart finde ud af det. Frederik [Bengtsson – red.] kender en filmer fra Lakai, og vi kan forhåbentlig også komme hen og besøge Girl og deres skatepark, hvis vi får lyst. Så vil vi leje

Backside bluntslide fra toppen af Bellah酶js Sv酶mmestadion. Foto 路 Pierre Starchurska W D B M 11 路 S 5 3

S 5 4 路 W D B M 11

h

h

ERNING

ARDCORE

“Man er bare brian! Og hvis du ikke ved, om du er brian — ja, så er du det nok ikke!”

en bil og køre til San Francisco i to uger. Der kan vi forhåbentlig få lov at bo i Double Rock til ’bunk bed fest’. Mads skal kun være der i én måned, så vi skal nå noget.

Jesus [Fernandez – red.] regner også med at være derovre, når vi kommer. Så ham skal vi også ud at skate med.

Man har godt af at komme tilbage til rødderne ind imellem.

Hvor skater du mest henne?

Hvis jeg ikke skal ud på street spots eller filme osv., så kommer jeg tit på Jarmers Plads.

Er det ikke street?

En skudsikker plan. Men lige nu bor du i København. Hvad er det bedste ved hovedstaden?

Det er bare mere chilleren i hvert fald. Og ellers kommer jeg meget i Fælledparken. Der er en rund flatbar.

Her er så mange spots. Man kan skate hele tiden, hvis man gider.

Der er også andre ting har jeg hørt.

Gider man det?

Ja en stor trappe og et stort rail, som man kan kaste sig selv ned i.

Det kan jeg fandme love dig for. Herovre er der bare en del, som ikke gider.

Jeg har hørt dig tale om ’Københavneri’?

Har det noget med det at gøre?

Ja, det der når man i stedet for at skate bare sætter sig ned og drikker bajere eller tager i Kødbyen. Når man spørger folk ”skal du med ud at skate?”, så får jeg tit svaret, ”hvad fanden snakker du om, det er fredag”.

Det svar får du sikkert også om mandagen …

Dette rail ligger på Amager. Der kører flere scootere end biler i om-

”Ej jeg skal måske skate i morgen”, hvad fanden er det for noget at sige? På en måde er det også forståeligt nok, hvis man bare ikke er så klar på at skate længere. Det er bare synd kun at tænke på bajere, hvis man stadig har nogle gode år tilbage at kunne skate i. Så kan man lave alt det andet bagefter.

rådet og 50 Cent havde lige givet autografer i Fields. Men Jonas er fra Herning, så han turde godt blive for at lave denne frontside noseslide.

Foto · Morten Westh

Du er rimelig ferm til at kaste dig selv ned i jorden. Mere end andre måske. Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg da af og til har frygtet for dit helbred, når vi har været ude at tage billeder.

Det hører jo med. Jeg er måske ikke altid lige sikker på, hvad jeg kaster mig ud i. Så må man jo føle sig lidt frem og æde nogle lorte en gang imellem. Det kan gå galt.

Er det nogensinde gået rigtig galt? Jeg synes altid du kommer på benene igen, selvom du har taget et seriøst slam.

Næh, jeg har brækket vristen to gange. Og så har jeg fucket min menisk op. Det slap jeg faktisk rimelig heldigt fra. Jeg lavede et rullefald og vred mit knæ, imens mine ben var i luften. Så var menisken nærmest foldet ind over sig selv.

Har man ikke bare mere energi, når man er fra Jylland?

Hvor længe var du ude med det?

Åbenbart. Men mange herovre er også fra Jylland. De er bare blevet til Københavnere.

Det var længe. Jeg måtte begynde at genoptræne 3-4 måneder efter operationen. Jeg var W D B M 11 · S 5 5

Gap ud til en stor frontside boardslide.

Foto 路 Morten Westh S 5 6 路 W D B M 11

Første gang Daater hoppede op på dette rail, skød han sit board med 100 km/t direkte ind i sin teammanagers knæ. Det faldt ikke i god jord, og han måtte derfor lande denne backside lipslide meget hurtigt for at undgå en seriøs lammer.

Foto · Morten Westh

fucking slap i benene, da jeg begyndte igen.

Det tog en 5-6 måneder, før jeg skatede ordenligt igen.

er ærgerligt, at Ville ikke er på, for det har han heller ikke.

Men Frederik [Bengtsson – red.] er den ældste på teamet altid. Han bliver snart 200.

Så lå du bare derhjemme?

Jeg gik i skole på det tidspunkt. Jeg blev kørt i Taxa 400 meter til og fra skole i to måneder.

Filmer I til noget for tiden?

Hvem betalte det?

Ja, jeg kan jo ligeså godt få filmet noget ordenligt footage, nu hvor jeg bor i København.

I stedet for at dandere den.

Det gjorde kommunen. Tak for dét, alle der læser.

Hvor lang tid brugte I på ’2 Brian 2 Handle’?

Var det i den periode, at du havde en blog på WDBM.DK?

Ja, der var brevkassen på sit højeste. Jeg begyndte at spille meget Playstation og Warhammer også.

Du hoppede for nyligt fra Habitat Footwear til Lakai. Hvordan føles det at være den ældste på teamet?

En smart titel hvis du lige tænker over den.

Der var tre et halvt år imellem de videoer.

Hvordan gik premieren?

Det gik for sindssygt. Jeg kan ikke rigtig huske så meget. Den må have været god, for jeg var nødt til at se hele premieren med ét øje lukket.

Man er bare brian! Og hvis du ikke ved, om du er brian — ja, så er du det nok ikke! Ej man er bare lidt mere brian, når man er fra Jylland, tror jeg. Vi har opdaget, at shakere, Crazy Daisy og techno er federe end bajere og jazz. Der er så mange af de brian bøverter i Herning. Så det er jo også bare lidt for sjov.

Fakta: Jonas er 23 år gammel.

Han har skatet i 11 år.

Han er sponsoreret af Lakai, Habitat og Independent.

Det mest afspillede nummer fra ’Herning Hardcore’ playlisten er ’Brennan Heart-One-Master-Blade’.

Er din ’Herning Hardcore’ playlist så også for sjov?

Du kan se videoen ’2 Brian 2 Handle’ ved at

Næh. Hvorfor tror du den hedder ’Herning Hardcore’? Den er ikke for sjov! Den er bare så hardcore, at den kun kan spilles i Herning.

Andre begynder at græde, når de hører den.

scanne koden nedenunder.

Hvad er der på den liste?

Hvorfor? Havde du fået én på hovedet?

Det er da løgn. Kern er et halvt år ældre end mig.

Nej, men vi drak 80 shakere hver. Jeg så dobbelt.

Den næstældste så …

I tror, I er så brian med jeres shakere. Hvem er mest brian i Herning?

Det er sgu da meget godt. Så kan jeg mobbe Hugo med, at han ikke har hår på pikken. Det

Der, hvor jeg kommer fra, er en brian sådan en steroide-makker med tribals og en Opel Kadett. Hvordan passer det ind i jeres crew?

Hvad er jeres definition af en brian?

Dan Ray. Prøv at se ham …

Klassiske ’Climax’ sange. Bare noget voldsomt tramperi. Det lyder bare fucking dope, og især når man er fuld, så er det grineren.

Det er jo ikke fordi jeg kun hører dét.

Yeah right!

h

h

ERNING

ARDCORE W D B M 11 · S 5 7

L

D

x DIAMO I A AK C O L L E C T I O N N

DISTRIBUTED BY CALIFORNIASPORTS.DK S 5 8 路 W D B M 11

Marc Andresen | Backside nosebluntslide | Foto: Pierre Stachurska W D B M 11 路 S 5 9

10

7

8

5

9

4

6

1

2

19

11 18 17

16

3

12 15

14

Hardware 1 — Austyn Gillette pro board fra 3D Skateboard Co. 2 — 3D Skateboard Co. Brian Anderson.

Jake Phelps. Bri-Gnar!

3 — Shane O’Neill board fra Skate Mental. ’Cat With Kittens’.

4 — Raven Tershy og alle de andre Trunk Boyz er blevet pros. Her er Ravens debut ’portrait’ board fra Chocolate.

5 — Cliché x Fourstar Special Projects Edition. Lucas Puig pro board.

6 — Alien Workshop ’Send Help Pro Series’.

Jake Johnson pro board.

7 — Kerry Getz ’Airway Pro’ Habitat board.

8 — Enjoi ’Animal Rights’. Jerry Hsu board.

S 6 0 · W D B M 11

13

Han har netop forladt Enjoi, så det er allerede et samlerobjekt.

9 — Sailor board fra The Boss Shop.

10 — Politic er et forholdsvis nyt firma med Brian Brown, Steve Durante og Danny Renaud i spidsen. Her ser du en af ’Awoken’ grafikkerne fra deres første boardserie.

11 — Ishod Wair er en rapskater! ’Low End Theory’ grafik fra Real.

12 — Andrew Reynolds signatur hjul fra Spitfire til frappuccino elskeren.

13 — Spitfires nye ’Formular Four’ 101 duro.

Hårde og hurtige. Modstandsdygtige over for flatspots, og alt hvad der hører til.

14— Tensors nye Maglight truck. Verdens

absolut letteste truck. Til den bevidste light skater!

15 — A Truck Called Quest! Ishod Wairs Thunder Light truck.

16 — Thunder Shane O’Neill Light truck med Playboy ører på – fordi han kan!

17 — Brandon Westgates nyeste truck fra Venture. Den ollier højere end alle de andre.

18 — Chocolate kniv til campingturen eller grip jobbet. Ikke til at have med i byen.

Fat det!

19 — Nyt logo board fra det danske mærke Jägers Riders Guild.

20

22

24

19

25

21

23

26

27

28

29

33

35

36

32

30

34

38

31

37

Software 19 — The Boss T-shirt med tie dye logo.

20 — Nike SB har teamet op med det Portland baseret fritidsmærke Poler Stuff for at lave en serie af praktiske sko og klæder.

21 — Spitfire Ol’ Dirty Theotis Beasley tshirt. Belee’ Dat! 22 — Levi’s Skateboarding x Thrasher Magazine T-shirt.

23 — Langærmet T-shirt fra LAB CPH. 24 — Jägers Riders Guild hoodie med den velkendte hane på.

25 — Jägers Riders Guild ’Strike’ hoodie.

26 — Skjorte fra Levi’s Skateboarding.

27 — Levi’s Skateboarding. Det nyeste nye fra Levi’s. Klassiske styles (511 slim og 504

straight) der er optimeret til skateboarding med stretch materialer, ekstra syninger de udsatte steder og til priser, som er rettet til skatere.

28 — Så er den her. Huen der får pigerne til at tro, du er Sean Malto. Tag til CPH PRO i den her og gå aldrig alene hjem fra festen!

29 — The Boss hue med læder logo patch til den hårde danske vinter.

30 — Nike SB. Brian Andersons længe ventede sko. Ikke ligesom alle de andre skatesko på markedet lige nu. Meget sneaker inspireret og naturligvis med Lunarlon midsole.

31 — Eric Koston pro sko fra Nike SB – også med Lunarlon midsole.

32 — En af vores yndlings veteraner har en mega fresh sko ude på markedet. Joey Peppers signatur model fra HUF Footwear.

33 — Har du brug for at se lidt skarp ud henne på universitetet, så har Rick Howard lavet en stilren boot, der også kan skates.

Det er Lakai og det er Fourstar.

34 — Cup sålen er på vej tilbage igen.

Dette er en af Lakais stærke modeller med cup sål. Den hedder ’Linden’.

35 — Mark Appleyards pro sko fra Globe.

Den hedder ’Mahalo’, som betyder ’tak’ på Hawaii. Den fås i mange forskellige afskygninger. Denne version er i canvas materiale, og er derfor perfekt, hvis du er veganer.

36 — En af Supras klassikere. Simpel skatesko til en yderst rimelig pris (600 kroner).

37 — Andrew Reynolds pro sko fra Emerica.

Høj og stabil. Sort og hvid. Ingen dikkedarer.

38 — Collin Provosts første pro sko. Clean sko uden for mange syninger. Lækkert ruskind, og med Emericas nye G6 sål indeni er den uden tvivl et hit.

W D B M 11 · S 6 1

ROSKILDE FESTIVAL 2 0 1 3

Af · Morten Westh Foto · Teit Andersen

Det er den tid på året, hvor 130.000 gæster inklusiv frivillige tager til dyrskuepladsen i Roskilde for at slippe hæmningerne løs i en uge. Igen i år havde Wunderbaum udsendte for at dække de forskellige skateboardevents, der vanen tro blev afholdt i Street City. Her er min erindring af Roskilde Festivalens opvarmningsdage.

Eliten af dansk skateboarding Det er søndag og jeg er lige ankommet til ’Street City’. Hegnet væltede i går og folk ligner allerede zombier, der har været på festival i en måned.

Mit job består blandt andet i at invitere 20-30 af de bedste danske skatere til Roskilde Festival for at skate demoer og forhåbentlig imponere festivalgængerne, som er rastløse i opvarmningsdagene og derfor har brug for noget underholdning, inden koncertpladsen åbner.

I dag er det søndag og den står i street-skatingens tegn.

Der er bare dét problem, at det først starter kl. 18:30 og jeg kan godt mærke på den inviterede skateboard-elite, at det er et lidt sent tidspunkt at skulle performe. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at de godt snart vil i gang med at drikke baS 6 2 · W D B M 11

jere — klokken er kun 11:00. Jeg kan godt forstå dem. Det er vist den eneste holdbare måde at klare en festival på, så vidt jeg har forstået.

Skateboardopvisningen på BMX-arealet skal til at starte og der er allerede et par skatere, jeg ikke kan finde. Nogle er ædru, nogle er det stik modsatte. Jonas Skrøders skating var kort sagt imponerende, selvom han vist ikke var helt ædru.

Rasmus Sand havde regnjakke på og bailede en flatground kickflip. Bertram Kirchert havde dårligt nok bukser på, men pelsen og Burberry-hatten imponerede folk. Oscar Grønbæk troppede op med begge arme i gips, men ville alligevel skate for at gøre sig fortjent til sit armbånd. Jeg syntes, det var en farlig idé, men han tog den heldigvis med ro. Mange andre fremmødte skatere fyrede så godt op, man nu kan på det

sparsomme areal. Heriblandt brødrene Nielsen, Tobias Lynge, Mads Christensen, Balder Lehmann, Magnus Kreiberg, Peter Stege osv.

Den nyudklækkede tv-ekspert Frederik Schou Andersen var dagens kommentator og han var fuldtud klædt i hør med hvide bukser og pink skjorte. Han lignede en rigmand fra Nordsjælland og jeg tror sågar, at han drak rosévin af glas midt på arealet bare for at fuldende sit Roskilde-look.

Der var besttrick-konkurrence på trappen og railet, hvor der blev delt ølbilletter ud til den helt store guldmedalje.

Billetterne var nærmest indløst inden showet var ovre og en lang nat var i sigte.

Danmark mod Sverige En nyere tradition på festivalen er skateboard-landskampen.

Kommentatoren var godt i gang med et selvudslettende oneman show. Jeg tror ikke, han havde sovet hele natten. Han sang Danzig klassikeren ’Mother’ og jeg hørte ham også en enkelt gang sige ’I’m so tired’ i mikrofonen. Festivalen havde allerede været hård imod ham. Publikum fandt ham heldigvis rimelig underholdende.

Tilbage til landskampen. I år var vi oppe imod Sverige, som havde samlet et ret godt hold af unge talenter. Især en af dem formåede at hive nogle gode manøvrer ind i bowlen, blandt andet da han lavede noseblunt nollie flip ud i første hug. Danmark tog dem dog gevaldigt ud i flow og carving, og fik brugt hele bowlen. Sverige vandt med højeste kickturn

på wallen, selvom mange vil mene, at Balder kom højest.

Sverige vandt også højeste ollie. Mads Christensen tog selvfølgelig sejren i game of s.k.a.t.e og jeg kan ærlig talt ikke huske resten af pointfordelingen, men det endte med, at Braydon Szafranski annoncerede Sverige som vindere over mikrofonen. Bagefter fortsatte dysten ude backstage med ølstafet – den vandt Danmark og der blev jublet og festet mere end min far gjorde ved EM i 1992. Man kunne hurtigt konstatere, at ølstafet var en langt mere ærefuld sejr at tage.

”Yeah Tommy Guerrero with a huge air!”

Onsdag var den sidste dag for Street City og det skulle sluttes af med et show. Det var tid til den traditionelle vert demo med de professionelle atleter. Alex Perelson, Sam Beckett,

Rune Glifberg, Nicky Guerrero, Jürgen Horwarth m.fl. var klar på platformen og de gjorde det selvfølgelig godt. Jeg tror heller ikke, de var stive. Publikum var helt oppe at køre og det er vist ingen hemmelighed, at vert-skating er en anelse mere publikumsvenligt end street skating.

To australiere var blevet hyret til at kommentere dette arrangement og det var en pinlig affære. Jeg tror ikke, de havde rørt et skateboard i 20 år eller overhovedet set på et. De kaldte Runes 10 meter lange frontside grinds for slashs. Og så forvekslede de Nicky Guerrero med Tommy. ”Yeah Tommy Guerrero — nice grab!”.

De fik en sviner fra en af skaterne på platformen og var forholdsvis stille resten af demoen. Tak for det!

W D B M 11 · S 6 3

BREVKASSEN Af · Per And Frederik Bengtsson

Aarhus. Skoen havde modhagere i hælen og når jeg stoppede bollerne derned var det den vildeste oplevelse jeg har haft i mit liv. Jeg kom hver dag i to uger men jeg fik aldrig købt skoen med hjem. Ved i hvor jeg kan få fat i den eller andre sko med modhagere, penisringe eller hvad der ellers rigtig kan rykke i min javertus?

jorde igennem hovedstaden med. Skate Mental har et herresejt hampblads-wunderbaum, du kan hænge i forruden.

Liderlig hilsen XXX

Her får i desværre et surt opstød fra mig. Det er meget underholdende at være tilskuer til skating på et højere niveau, og jeg elsker den uhøjtidelighed og stemning vi skatere har mht. konkurrenceformatet der ikke behøver at være så firkantet og har plads til lidt sjov og ballade. Desværre er jeg ved at være fandens træt af at programmet aldrig bliver overholdt og alting skal starte 1-2 timer efter det annoncerede. Sponsorerne kan sikkert nå at få solgt en masse Monster, øl eller burgere til folk der skal have slået tiden ihjel, og det er selvfølgelig også dem der får det til at løbe rundt og er skyld i at vi overhovedet har så fede arrangementer i København. Det er selvfølgelig også rart hvis man ikke kan være der til den annoncerede tid, men stadig kan nå at ankomme inden showet starter.

Modsat er det nærmest endnu mere irriterende for os som aflyser aftaler, får fri fra arbejde eller forsømmer studiet for at være der fra start. Selvfølgelig ved man godt at det ikke starter til tiden, men det ville altså være en skam hvis man en dag gik glip af noget. Det hører måske bare med til skateverdenen at det hele er lidt loose, og jeg er skam også godt tilfreds så snart klaveret spiller, men det kunne altså godt være lidt bedre mht. at starte til tiden. Så arrangører, tag lige og gøre noget ved det, tak!

Per And Hej WDBM

& Steve Douglas

Kære XXX Jeg kender følelsen. Jeg har det på samme måde med North Face tøj – ikke bare deres støvler, men alt deres tøj. I mine ferier rejser jeg verden rundt og besøger deres ”flagship stores” og prøver at stikke pikken ned, ind, op og rundt i så meget af deres tøj som muligt. En af mine favoritter er deres mini-soveposer. De er helt tight, og der er et perfekt hul i toppen, når de er presset helt sammen i deres lille container/ pose. Samtidig er de lavet i et nylonlignende materiale, som bare glider, og føles, så godt. Engang kom jeg til at stønne så højlydt i et prøvelokale i deres butik i Beverly Hills, at butiksassistenten kom løbende og spurgte om jeg var ok. Det var jeg i allerhøjeste grad, men den sovepose bliver aldrig ren eller tør igen.

Men for at vende tilbage til dit spørgsmål: Nej, det ved jeg ikke. Desværre, det lyder ellers frækt.

Kærlig hilsen FB @Vampire_Sex_ how many Mexicans does it take to screw in a light bulb?

XJ Kære XJ

Det kommer vel an på, hvor mange liderlige mexikanere, der er plads til i den pære. Skal der også være plads til liderlige vampyrer?

Venlig hilsen Per And

Hej WDBM Jeg har tænkt på at anskaffe mig et longboard i noget tid nu.

Mit arbejde som finansiel rådgiver har nu endelig givet mig den økonomiske frihed til at købe et langt skateboard med blødere hjul. Grunden til at jeg vælger longboard som transportmiddel og ikke et ganske normalt skateboard er at jeg efterhånden er blevet de 33 år, og jeg gider ikke ligne en af de der livstabere der suser rundt nede i Fælledparken og leger de er 12 år gamle. + I må give mig ret i, at skate på longboard til mit arbejde i Danske Bank fuldt iført tux og med latté i hånden er ganske badass. Mit spørgsmål til jer drejer sig altså primært om hvor jeg kan finde det perfekte longboard (helst med cannabisblade på boardgrafikken) til at køre igennem københavnsgader …

Kære W

Hjalte Jeg elsker sko. Duften af nyt stof og stærk lim gør mig hård.

Siden jeg begyndte at skate har jeg brugt mange timer på at se på sko i skateshops. Men jeg gør også mere end det. Når jeg kan slippe afsted med det tager jeg en særligt lækker sko med i prøverummet. Så klæder jeg mig nøgen og stikker min stive pik ned i skoen. Så står jeg der og får gåsehud ved tanken om at jeg kan blive opdaget hvornår det skal være. Nogen gange er skoen så fræk at jeg kører pikken af i den. Engang havde jeg en sko fra Savier med i prøverummet i en butik i S 6 4 · W D B M 11

PS. Mange tak for de sidste ti års blade, jeg håber at i holder ti mere!

Kh Mads Jacobsen (forkortet af redaktionen)

Kære Mads Jeg kender det desværre alt for godt. Til et utal af konkurrencer har jeg været træt af at spilde så meget liv på bare at vente på at komme i gang med at filme noget god action. På de tre Wunderbaums, jeg var redaktør på, var der ikke én gang, hvor deadline ikke blev overskredet. Og i skrivende stund har jeg selv røde ører over at have overskredet deadlinen. Et eller andet sted handler det nok om, at man får, hvad man betaler for. For langt de fleste er skateboarding og aktiviteterne omkring det en fritidsbeskæftigelse. Derfor virker det tit som om, skateboarding kommer i anden række. Måske trækker folk det bevidst i langdrag, fordi de nyder dagen så meget. Måske er skatere bare sløvere end de fleste. Selv tak!

Kære Hjalte Nu skriver du godt nok, at du ikke vil ligne en “livstaber”. Det er da et fint udgangspunkt. Men hvorfor ønsker du så at være endnu en af de håbløse eksistenser, der uden nogen form for kontrol over boardet skiftevis mall-grabber og mongo pusher gennem byen? Når du nu har en hæderlig indkomst, så køb dig dog en Hummer eller en anden hippiedræber, som du kan

Kærlig hilsen Per And Hej Wunderbaum Jeg overvejer lige nu hvilket trick, jeg skal prøve at lære, men mit problem er at jeg ikke gider at lære wacke tricks, fordi det

simpelthen er for wack. Derfor arbejder jeg lige nu på en ligning som beskriver et trick´s popularitetsniveau. Lad mig lægge ud med et par betragtninger. Engang var nollieflip noget af det sygeste man kunne lave ud over trapper, gaps og ligende.

Idag synes fakieflippen at have taget denne plads.

Suski grind var for nogle år siden det fedeste trick i verden, men er idag mere elller mindre glemt. Tidligere var hardflip svært, men nu kan man fodre grise med tricket, og man skal vist være københavner hvis man tvilver på at et svin er altædende.

Varialflip var tidligere et trick der stemplede dig øjeblikketligt, lidt ligesom AK81 og tusser i fjæset. I dag er det retrocool aka blæret. Tager man et par baggy bukser på og udfører overnævntet manuver i den klassiske fakie position, er man hiphophipstercool. Hvilket pt. er rigtigt sejt. Trick og manøvrer har altså ikke en permanent coolhedsfaktor, men synes istedet at have et organisk liv, dette har jeg prøvet at beskrive med følgende matematiske model: H= V×10 D²+A+1 H= Hotness (indeks 1-100) A= Antal bekendte som allerede mestrer tricket V= Videoklip, antal gange hvor tricket bliver udført i nyere filmklip (hvis tricket optræder i en Jamie Thomas-inspireret montage bør man forøge V´s værdi med 3 point) D= Douchebags statistisk, henviser til antal af nederen typer som kan tricket (Re: personer som gentagende gange vil fortælle dig at de har stemplet et eller andet forleden, som om at min anerkendelse er et postkontor). Men mit spørgsmål er om min ligning mangler nogle variabler eller faktorer?

VH. Rasmus

Hej Rasmus Ja, din ligning mangler den faktor, som hedder: ”hvis-jeghavde-10kr-for-hver-gang-jeg-havde-hørt-nogen-bitche-overhvilke-tricks-og-hvad-og-hvordan-noget-var-fresh-eller cool-iskateboarding-så-var-jeg-millionær”. Og oven i det kan du jo altid tilføje: større, højere, hurtigere og switch.

Og sidst men ikke mindst klassikeren: ”det drejer sig ikke om, hvad du laver, men hvordan du laver det”.

Men, nu hvor du spørger mig, så vil jeg sige: ”lær dem alle!”

Mvh FB

vil vide er: Hvornår ser vi den første pigeskater springe ud som heteroseksuel?

Med venlig hilsen Den Nysgerrige

Kære Nysgerrige Når det kommer til seksualitet, er Wunderbaum lidt ligesom Iran. Vi har ingen homoseksuelle. Vi har til gengæld – og i modsætning til Iran – biseksuelle, transseksuelle, omniseksuelle, pæderaster, aseksuelle og muligvis en enkelt heteroseksuel, men vi er stadig lidt i tvivl om ham. Jeg tror godt, jeg kan love dig at bringe et interview med en heteroseksuel pigeskater på WDBM.dk inden vi skriver 2015.

Venlig hilsen Per And Hej Wunderbaum Der er kommet en masse nye skateparks i Danmark, især i Københavnsområdet vælter de frem. Det er jo dejligt og ”tak” til jer der har arbejdet for det. Men det er fandeme ikke godt nok!! I sidste blad kritiserede i vist nok parken i Helsingør, men der er altså meget værre eksempler i det danske landskab. Tag for eksempel SEB-parken: Magen til lortepark skal man lede længe efter! Der er intet flow over arealet og ikke en eneste quarterpipe. Hvordan skal man så få fart på??? Der er ikke metalkanter på curbsene og nogle steder står der endda træer i vejen foran dem. Det er jo Roskilde skatepark om igen!

Held og lykke med at holde X-Games der, siger jeg bare!

Hilsen Bjarne Engilds PS: Don’t even get me started angående den røde plads!

Hej Bjarne SEB-parken? Hvad er det?

Hilsen FB Kære Brevkasse

Hej Wunderbaum, Nu når BA og Alex Olson officielt har quittet Pige-holdet og hver især opbygger deres egne homoimperier, er det så ikke på tide at I på WDBM-redaktionen følger trop? Det er jo efterhånden dårligt nok en hemmelighed, så hvorfor holde fast i det vakkelvorne IKEA-skab I allesammen gemmer jer i?

Egentlig er jeg ligeglad. Der er ikke en skid nyhedsværdi i at springe ud som homo længere. Det jeg i virkeligheden gerne

Jeg flyttede til København på gangster Nørrebro for et år siden og tænkte ”nu skal jeg satme være skatersmart! I alle hovedbyens skateparker”, jeg havde derfor gjort forarbejdet grundigt på SLAPs messageboard, og fundet ud af, at det vigtigste for at gøre et godt indtryk er at holde sig til 50-50, frontside ollier, wallies (de sidste skal jeg stadig lige have helt styr på!) og måske lige kalde Shane O’Neill for en robot. Problemet er bare, at i stedet for at komme ind og show all the haters hvor fucking sej jeg er, så får jeg den samme følelse som da jeg var fjorten og min mor gik ind på mit værelse imens jeg ona-

nerede. Mit spørgsmål er så, hvordan skal jeg nogensinde få mad propz fra alle seje mennesker når jeg ikke kan overskue at skate andre steder end i forladte industriområder? Skal jeg tage stoffer? Skal jeg lære at DJ’e? Skal jeg bare have lært wallies? Skal jeg kalde flere robotter?

Socialt fobiske hilsner Rasmus Riegels P.S. Det er som om, at jeg ikke kan imponere piger med et skateboard længere - mit liv smuldrer!!

Kære Rasmus Du skal ikke være flov! Der er så mange fælder for tilflyttere i hovedstaden. Man kan bruge al sin energi på at klæde sig så kikset som muligt og foregive, at det er et bevidst modevalg. Man kan knappe en bajer op og tænde en smøg/joint/ crackpibe, hver gang man ser sit skateboard – det fik du sikkert gjort så rigeligt i Jylland, hvis jeg ikke tager meget fejl.

Eller man kan, som du også skriver, blive DJ/designer/kunstner uden egentlig at have forudsætninger for nogen af delene.

Og det er kun nogle af de mest åbenlyse. Hvis du holder fast i den Rasmus, du hele tiden har været, skal det nok gå alt sammen. Og hvis du ikke bliver accepteret af de, der selv er faldet i ovenstående fælder, så er det et godt tegn.

I øvrigt skal du bare onanere, hvor du har lyst til.

Masturbation is not a crime!

Kærlig hilsen Per And Hej Wunderbaum Ja nu er jeg jo bare et gammelt røvhul. Altså jeg ved sgu ikke rigtig hvad der rør sig i skateboard for tiden. Jeg skatede jo for fanden dengang brædderne var store ik!? Altså dengang hvor det handlede om at blive på og ikke bare skyde det rundt.

Dengang skatede vi jo flyvehop nede på Israels Plads. Det var jo de gode gamle dage man. Så kom der jo wallrides og hollywood ramper og alt det der. Jeg var der jo kraftstejlme dengang Mike McGill viste skandinavien hvad en 540 var. Det var der sgu da ingen der havde set før! Det var oppe i summer campen i Sverige ikke. Og så var der jo Herlev og Helsinge som havde et par gode Hollywoods. Altså vi taler jo helt tilbage med alle de gamle drenge. Der var jo Søren og Frank fra Lyngby. Nicky fyrede op ude i Herlev. Christian havde sin rampe oppe i nordsjælland. I ved sikkert ikke hvad jeg kæfter om alligevel men for fanden, det var jo der det hele startede ikke!? Skateboarding blev sgu opfundet af os drenge! Det skal i fandme lige huske man.

Men altså det er for fedt at se et dansk skateboard blad.

Dengang jeg skatede havde vi jo kun ”Skating”. Det var jo i firserne, og det var da sjovt at følge med i hvad der rørte sig. Det var jo alle drengene der lavede det blad.

W D B M 11 · S 6 5

He said, “no not really”. “Well”, I said, “you should and hit me up when you do.”

A few months later at a demo in Crystal Palace with, I believe, Billy Ruff and Blender or it was Cab and McGill, anyway I am skating with them and Bod walks over to me after and said. “I’ll take you up on that offer.”

From that day on we skate every Saturday and Sundays.

I live North West London and I have to go past his station at West Hampstead so he is waiting on the station for my train.

He jump on and we head for Crystal Palace or Farnborough, a journey of some 1-2hrs, we were always there the first and last to leave we would go regardless of if it was raining or snowing we hoped that it would be dry.

One time I believe 1983 we were sitting on a bus and heading to Crystal palace Bod was sitting in front of me. He turns around and says, “my ambition is to beat you!” I laughed - here I was European champion U 16 and sponsored by Madrid. Bod was barely doing front side and backside grinds.

But the contest had started …

Fast forward allot, 1987 we are in the US we are now both sponsored and about to turn pro*, right before I turned pro I was getting injured and my spirits and confidence was at an all time low. There was a contest in SF and I though if I go Bod will beat me and I can’t allow that, so I went south to prepare at Fallbrook. Bod won that contest in SF. We turned pro at Arizona and I got the 17th or so (Chris Miller won) and I beat Bod, and this went on and on, Bod would say to me “But I am a better skater” and I was like “maybe, but you have not beaten me yet”.

I used to drop in for my ride and say, ”I can’t let that Sk8 and destroy! Jeg glæder mig til at læse jeres svar. Hvis little bastard beat me”. jeg vinder brættet så må det godt være en skude til en gammel At the time Chris Miller said to Bod, “Hey Bod, I used to ræv som mig. Altså noget over 9 tommer som mine gamle ben get last in every contest when I turned pro and now I am winkan stå på! ning and one day you will!”

Then it happened, he beat me and I went up to him and Hilsen said, “well done, the best man won, and you deserved it”.

Bo ”Boyle” When I could only skate 5 days a week he would be skating 6 or 7. But the contest had made me a better skater; it was friHey Bo endly competition at its best.

Then a few years later in Munster, Germany 1990 he won Siden du er fan af Bod Boyle, så har jeg fået Steve Douglas the World Championships, he was the first ever non-Ameritil at skrive en lille historie om, hvordan han mødte Bod. can to ever win it. It was the year we started New Deal, Ed Templeton won the street and Bod, one of my best friends a Bod story little lad that I had invited to skate vert 8 or so years before, I believe it was 1982 when I met Bod, I at the time was well had not only beaten me but beat everyone. Now was that a into skating contests and was not beaten in the u14 pool and party that night! ramp division. *Back-story I was at fun event in Kennington (south London) and I see I woke up one day and I said if I learn front side hurrithis skater my age ripping around the reservoir. It was a time canes on the extension (I chose the extension as it had pool when we all knew everyone and I did not know this guy. coping) of Paige Mill ramp, then I will turn pro. I had seen a I went over and introduced myself he said his name was picture of the Gonz doing one on a curb I had never done one Hugh but his nickname was Bod. I said, “you look good on a anywhere. I learnt them that day and said, ”right, I’m turning board have you ever thought about skating vert?” pro”, and convinced Bod to do the same.

Men alle de gamle der de skater jo stadig man! Tony, Lance, Mcgill, Mullen hele brigaden man! De var jo forbi Helsinge dengang. og summer campen oppe i Sverige!! Så kom de lige forbi og viste hvordan fanden man gjorde. Det satte sgu da ild i os! Vi blev jo også pissegode. Nicky, Søren, Frank og Mark røg jo fandme helt til udlandet ik!? De var jo med i Powell videoerne og hvad ved jeg. Det var jo efter Münster cupsne og alt det der. Så var det sgu vores tur!

Ja jeg kom sgu da aldrig helt på Nickys niveau det siger jo sig selv. Men Rune ude fra Rødovre han blev jo også pro og lavede madonna på wallriden der. Og han kan krafteddeme også stadig hva!? Jeg så ham i Hammerslag for et par år siden og troede han var pensioneret. men næ nej!! Jeg var lige forbi Fælledparken her den anden dag, og jeg har jo fandme ikke set et skateboard i 20 år. Så ser man lille Rune i den nye hollywood derinde. Bedre end nogensinde. Det giver sgu håb til sådan en gammel stodder som mig! Så jeg skal jo ud og købe et bræt nu! Men de sælger fandme kun tændstikker i butikkerne nu!? Det er jo de der små pinde som Messmann og Welinder kørte på for helvede.. Mine skuder dengang var jo store. Jeg var mest til Santa Cruz. Bod Boyle, Jason Jesse, Roskopp og selvfølgelig Sørens boards!. Jeg har hørt man stadig kan få sådan nogle rundt omkring. De havde ikke en skid da jeg var nede i Mills her forleden så hvor anbefaler i at jeg skal tage hen? Hjælp lige en gammel skid ud her. De sendte mig over i Street Machine og bevares de havde da en vild Danny Way grafik. Og et Mike Mcgill fra de gamle dage. Men jeg kunne hverken få et sæt Trackers eller rat bones. Og jeg skal jo have noget ordenligt ik? Findes biksen på Nørrebrogade stadig?

S 6 6 · W D B M 11

Vi var glade for det underholdende brev fra Bo ’Boyle’.

Men da han ikke har skrevet os sin adresse og i øvrigt ikke skater under 9 tommer, vil vi i stedet ønske Rasmus Riegels tillykke med hans nye Chocolate skateboard.

@chocolateskateboards www.chocolateskateboards.com

www.crailtap.com

Info: California Sports 0045 33 63 03 30

W D B M 11 路 S 6 7

S 6 8 路 W D B M 11

G A L L E R Mikael De Stoppelaar – Layback air Foto · Tobias Plass

I W D B M 11 · S 6 9

Rune Glifberg – Backside ollie Foto · Tobias Plass

S 7 0 · W D B M 11

Kern Handler – Bluntslide heelflip Foto · Morten Westh

W D B M 11 · S 71

Laurent Gehin – Kickflip Foto · Emil Hvilsom

S 7 2 · W D B M 11

Mads Christensen – Frontside 5-0 Foto · Pierre Starchurska

W D B M 11 · S 7 3

Villads Larsen – Frontside lipslide Foto · Morten Westh

S 74 · W D B M 11

Oscar Grønbæk – Heelflip Foto · Teit Andersen

W D B M 11 · S 7 5

S 7 6 路 W D B M 11

Freddie Lonka – Crooked grind Foto · Thomas Damgaard

W D B M 11 · S 7 7

Dennis Rasmussen – Fakie frontside flip Foto · Thomas Damgaard

S 7 8 · W D B M 11

Freddie Lonka – Alleyoop backside 180 Foto · Thomas Damgaard

W D B M 11 · S 7 9

Hjalte Halberg – Switch polejam Foto · Emil Hvilsom

S 8 0 · W D B M 11

W D B M 11 路 S 8 1

Rene Villumsen – Kickflip backside tailslide Foto · Thomas Damgaard S 8 2 · W D B M 11

Nicolai Minde – Kickflip Foto · Thomas Damgaard W D B M 11 · S 8 3

Tobias Lynge – Switch frontside lipslide Foto · Emil Hvilsom S 8 4 · W D B M 11

W D B M 11 路 S 8 5

Balder Lehmann – Nosegrind tailgrab Foto · Påske

S 8 6 · W D B M 11

Rene Villumsen – Switch varial heelflip Foto · Thomas Damgaard

W D B M 11 · S 8 7

Andreas Pedersen – Frontside boardslide Foto · Thomas Damgaard

S 8 8 · W D B M 11

Marc Andresen – Frontside lipslide Foto · Pierre Starchurska

W D B M 11 · S 8 9

Joshua Fabrin – Nollie 180 switch crooked grind Foto · Emil Hvilsom

S 9 0 · W D B M 11

W D B M 11 路 S 91

Jonas Orloff – Switch frontside flip Foto · Emil Hvilsom

S 9 2 · W D B M 11

enjoi let your freak flag fly

jimmy jimmy carlin carlin

WWDDBBM 1 1 路路 S9 M 11 S 95 3

Alexander Risvad - Frontside 180

Guldbergsgade 16 kl. th. · 2200 København N · 26 79 62 84 · www.CircusCircus.dk

S 9 4 · W D B M 11

W D B M 11 路 S 9 5

MA RK APP LEYA RD

AV AIL ABLE NO W

HA WAI I TE STE D A ND APPR OVE D

NE W S IGN ATUR E S HOE TH E MA HAL O

UN ITE D B Y F ATE ES T. AUS TRA LIA 19 94 WW W.G LOB E.T V

skateboarding aktiverer

grønlands unge Af · Liv Saalbach Holse Foto · Keld Aabjørn, Mads Pihl, Steen Olsen, Hans Christian Sivertsen

Hvalspæk, moskusokser, isbjerge og skateboarding. For Keld Aabjørn er det opskriften på et socialt ansvarligt eventyr.

Sammen med foreningen Urban Greenland har han været på Grønland for at bygge både skateboardareal og bowl med henblik på at skabe fritidsaktiviteter til de mange grønlandske unge, der mangler noget at rive i.

S 9 6 · W D B M 11

K

eld Aabjørn har tabt sit hjerte. Han har været på Grønland to gange inden for det seneste år, og kan ikke vente med at komme tilbage. Første gang han var af sted, var i august 2012, hvor han deltog i byggeriet af en bowl i Grønlands næststørste by Sisimiut. Anden gang kom han hjem i marts 2013 efter, at han havde været af sted i en uge i hovedstaden Nuuk. Her var han tovholder på smedearbejdet, som skulle udføres på et større skateboardareal i byen, der i dag rummer 21.000 indbyggere.

Begge byggeprojekter er iværksat af foreningen Urban Greenland, der med Mama skateboarding og Nathalia Jenét i spidsen arbejder for at aktivere og engagere unge grønlændere fra de lokale tekniske skoler i byggeprojekterne. Herved kommer de unge til at skabe noget til dem selv og derudover gør de deres uddannelse mere spændende, hvilket ifølge Nathalia Jenét er nødvendigt, da der generelt er stort frafald på de tekniske skoler i Grønland.

I samarbejde med foreningsformanden har Keld Aabjørn samlet et hold af håndværkere, der alle tidligere har arbejdet på skateboardarealer eller selv skater, så de har en forståelse for at bygge skatearealer. Holdet bestod af blandt andet af Peter Stege, Travor Moncaster og Jessie Boswell.

Som en del af Urban Greenlands aktiveringspolitik får holdet også hjælp til byggearbejdet af unge klejnsmedeelever fra Jern- og Metalskolerne i Grønland. Og ifølge Keld Aabjørn er der kraftigt brug for aktiviteter, som kan beskæftige de unge grønlændere.

W D B M 11 路 S 9 7

En 40-årig mand kan trille med en på 13 Ud over at få adrenalinen til at pumpe håber Keld Aabjørn også, at byggeriet af skateboardarealerne kan overføre nogle af de bedste elementer fra skateboardkulturen til de grønlandske lokalsamfund – såsom sammenhold og ansvarsfølelse. ”Jeg har aldrig oplevet et lignende sammenhold, som man får gennem skateboarding ligegyldig hvor i verden, du tager hen.

Det er den eneste sport, hvor man ser en mand på snart 40 år som mig ligge og trille rundt med en dreng på 13 år. Der er ikke nogen aldersforskel, vi skater bare sammen. Man tænker ens på en måde. Jeg tror, det er fordi, det er så meget en livsstil, for du slipper ikke skateboarding, når du går hjem.

Skateboarding er med i alt, hvad vi tænker og gør. Vi ser byen anderledes end alle andre, for når vi ser en trappe eller et gelænder, ser vi ikke bare den traditionelle funktionalitet, men et skatespot. Det er ligesom en indbygget radar, der søger efter nye skatespots lige meget, hvor man er,” fortæller han.

Derfor har han også altid anset skateboarding som en form for universel fællesnævner, der går på tværs af sprog, kultur og sociale skel, hvilket ville kunne virke samlende og motiverende for unge grønlændere.

Danskere, skrub hjem med jer Skateboardområderne på Grønland er blevet taget godt imod af lokalbefolkningen og er meget besøgt af de unge. Det fik ”Kriminaliteten, hash- og alkoholmisbruget deroppe er jo desværre rigtig højt. Så det er meget vigtigt, at vi får engageret de unge i noget andet end at sætte sig ned på bænken og gå til flasken eller ryge. Derudover er der en meget høj selvmordsprocent på Grønland, så hvis vores projekt kan få afledt tankerne lidt, er det jo rigtig godt. Både ved hjælp af den beskæftigelse, som de unge grønlændere får ved at arbejde på byggeriet og ved de aktiviteter arealet lægger op, når det står færdigt. Så de har noget at give sig til,” fortæller han og

tilføjer: ”Når du ankommer til byerne, ser du tit unger på fem-seks år, der render rundt oppe på femetages høje bygninger. Det er blandt andet fordi, der ikke er nogen til at se efter dem, men det kan også spores tilbage til den grønlandske tankegang om, at alle må klare sig selv.”

“Jeg har tabt mit hjerte til det sted. Jeg kunne flytte derop i morgen, hvis det var.”

S 9 8 · W D B M 11

Et folkefærd, der søger det ekstreme Keld Aabjørn mener netop, at det er vigtigt at sætte sig ind i den lokale tankegang, inden man dømmer grønlænderne som uopmærksomme eller et svagt folkefærd. ”Man skal passe på, at man ikke kommer derop med nogle fastgroede vestlige principper og forsøger at trække dem ned over hovedet på den grønlandske kultur. Derimod skal man prøve at hjælpe dem til at se, at man kan lave noget andet end ballade, når man er rastløs. Fordi mange af dem har et kæmpe talent, og de er simpelthen frygtløse. At se smukke, unge piger tage på jagt inden solen står op og skyde store rener på over 100 kilo og slæbe dem hjem selv, det er fantastisk,” for-

tæller Keld fascineret.

Det er også derfor, at foreningen Urban Greenland bygger skateboardramper og ikke fodboldbaner, for som Keld fortæller, er grønlænderne langt mere til det ekstreme, da de lever i en ekstrem og vild natur. ”Der er allerede mange, der kører BMX deroppe og vi håber selvfølgelig, at skateboarding vil bide sig fast på samme måde, hvilket det sandsynligvis også kommer til, da mange allerede snowboarder. Grønlænderne er til den slags sport, hvor adrenalinen pumper og der skal ske noget. De er frygtløse og kaster sig ud i hvad som helst,”

siger han.

bygge en indendørs skatehal. Jeg har tabt mit hjerte til det sted. Jeg kunne flytte derop i morgen, hvis det var.”

Keld Aabjørns næste tur til Grønland hænger sammen med, at Urban Greenland på nuværende tidspunkt er i gang med at projektere Urban Greenland Hero School, hvilket er et ungdomshus i Sisimiut, som skal indfases i 2014. I ungdomshuset kommer der til at være forskellige linjer, såsom multimedie, fotografi, klatring og musikstudier. Når ungdomshuset står færdigt, tager skateboardcrewet derop i 2015 og bygger Grønlands første indendørs skatehal.

Keld Aabjørn en førstehåndsberetning om i sommers, hvor han mødte en af de grønlandsk drenge, der bruger bowlen i Sisimiut, og hans far i Kastrup. ”Faren var lidt skeptisk, da knægten hilser på mig, men da han finder ud af, hvem jeg er, giver han mig et kram og fortæller mig, hvor stor en betydning skateboardarealet har haft for byen, hvor lidt ballade, der har været, efter det er kommet, og hvor gode de lokale er til at passe på det og få fejet. De unge har simpelthen fået et helt andet sammenhold efter bowlen er blevet bygget, hvilket jeg selvfølgelig blev meget rørt over. Det betyder jo, at det giver mening at bygge et skateboardareal på Grønland i stedet for til nogle snotforkælede unger herhjemme,” påpeger Keld ærligt.

Det var dog ikke fra dag ét, at lokalbefolkningen var så begejstrede for Urban Greenland og håndværkercrewets tilstedeværelse i Sisimiut. ”Man skal ikke glemme, at Danmark er en gammel kolonimagt, som i sin tid har trukket diverse normer og regler ned over hovedet på det grønlandske folk. Derfor er den gængse holdning blandt grønlændere stadig: ’danskere, skrub hjem og lad vær med at tage vores arbejde.’ Det var den indstilling, vi først mødte, da vi kom derop, indtil de fandt ud af, at vi ikke kom for at tage deres arbejde, men modsat give noget til byen. Vores arbejde hiver ikke løn ud af noget grønlandsk firma, det er nogle fonde, der betaler for, at vi kan give byen

en gave. Derefter fik de dyb respekt for det, vi lavede,” siger

Keld Aabjørn.

Fra skateareal til ungdomsskole Antallet af voldsanmeldelser per indbygger i Grønland var ifølge FNs seneste måling fra 2009 otte gange højere end gennemsnittet i kriminalitetsstatistikkens 71 andre lande.

Det er specielt i Grønlands større byer, at der er meget kriminalitet og hærværk, og derfor var det fascinerende for Keld Aabjørn at se, hvor godt de lokale børn og unge passede på byggepladsen. ”Vi fik sat en container op med vores værktøj i, og selvom alle sagde ’det kan I ikke, det bliver stjålet eller ødelagt’, så oplevede vi ikke noget som helst. De lokale var indforstået med, at arealet blev bygget for deres skyld, så de stod nærmest på vagt om natten for at passe på det, og var der glemt et stykke værktøj udenfor containeren om aftenen, var det lagt pænt på plads næste morgen,” fortæller han i en lettere overrasket

Fakta: Keld vil gerne rette en stor tak til en lang række af personer, som alle har været med til at gøre turen helt fantastisk og uforglemmelig. Uden jer ville projektet aldrig have kunnet lade sig gøre. En tak går ud til Nukaaka, Rasmus og Naja fra Sk8mate, Krister, John og alle eleverne fra Tekniskskole, samt alle dem, som har hjulpet til med projektet.

Bowlen, der blev bygget i Sisimiut i 2012, kostede 360.000 kroner og var finansieret af fondsmidler. Blandt andet af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys fond, Det Kongelige Grønlandsfond og Lions Grønlandsfond.

Det 500 kvadratmeter store Skateboardareal i Nuuk, som stod færdigt i marts 2013, blev finansieret af Nuuk Kommune, der hyrede Urban Greenland til at stå for byggeriet.

Det kostede 1,7 millioner kroner.

tone.

Urban Greenlands planer for at udbrede skateboarding på Grønland og skabe nogle positive rammer for de unge grønlændere rækker dog også videre end en bowl og et udendørs skateboardareal. ”Hvis alt går efter planen, så rejser jeg derop igen i 2015 med hele familien, hvor vi skal bo der i et halvt til et helt år for at

W D B M 11 · S 9 9

De Høje Hæle Mund Til Mund Af · Frederik Bengtsson

WHEN THERE IS NO MORE

ROOM IN HELL THE CRITICS WILL WALK THE EARTH

D

enne gang skal jeg anmelde en af mine gamle venners bands nye album.

Jeg blev derfor en smule nervøs, men havde også store forventninger. Bassisten i De Høje Hæle er Fredericia skateboardlegenden Myren, og derfor forventede jeg også en hardcore punk lyd fra et band, som han spiller med i. Desværre blev jeg slemt skuffet. Lyden er mere noget, der minder mig om et gymnasieband, som er blevet forelsket i Ramones. De har endda inviteret en pige til at synge på et af numrene — synge, ikke skrige. Jeg blev simpelthen nødt til at spørge Myren, hvad fanden det her er for noget gymnasierock.

Hey gamle Myre. Jeg sidder lige og lytter til jeres nye album. Hvad fanden er det for noget? Jeg troede du var hardcore? Jeg troede du var fra Fredericia? Det er jo det rene gymnasierock. Og du har ikke engang gået på gymnasiet!

Det er jo rock n Roll, det handler om.

Hvad så med Fredericia?

Og jeg troede du var punker myren med ungdomshuset outfittet?

Fredericia er rimelig hardcore, jeg synes bare punk er lidt federe. Jeg er jævnt meget Punker Myren fra Ungdomshuset [i Fredericia, red.], og punk lever i bedste velgående.

Men er De Høje Hæle punk?

DHH er Punk. Ja, en ny form for Punk. Men Punk det er det.

Og så plaprede vi derud af …

Myren mener, at de er blevet mere modne på denne plade, og at det er positivt at blive sammenlignet med både Ramones og S 1 0 0 · W D B M 11

Shubidua. Han mente endda, at man kunne være borgerlig og punk på samme tid — ­ dog ikke helt så punk som hvis man ikke var borgerlig. Jeg fattede ikke, hvad han talte om.

Men nu skal det jo handle om pladen og ikke om vores samtale.

Jeg hørte alle numrene igennem og fandt ikke et eneste, som jeg virkelig kunne lide. Dog vil jeg til hver en tid hellere høre denne plade frem for Dodo and the Dodos eller Thomas Helmig. Så de får alligevel to stjerner for at være et dansk band, hvor jeg ikke slukker efter 10 sekunder — og kan du lide Ramones og bands i den dur, så er DHH nok mere noget for dig.

Grand Theft Auto

Eleventh Hour

Five Af · Frederik Bengtsson

D

er er gået fem år, siden GTA IV udkom, og hold kæft hvor har det været fem lange år. Forventningerne til GTA V var nærmest på et niveau, hvor det ville være umuligt at indfri dem — det skete så heller ikke …

GTA V er flot, stort og imponerende, men de fleste af de features, som jeg havde håbet på og hørt rygter om, er ikke med i spillet. I mine vildeste fantasier så jeg for mig, hvordan man kunne gå ind i alle ejendomme og røve alt og alle, flyve en Boeing 767 ind i et tårn, springe bygninger i luften, multi-player funktioner og børn — hvorfor er der ingen børn i denne storby? Men jeg blev skuffet …

Der er nogle tankstationer, spredt ud over hele kortet, som man kan røve. Nogle gange kan man godt komme til at køre langt for at finde én. Nioghalvfems procent af bygningerne er aflåste. Der er endda døre i ens eget hjem, man ikke kan gå ind ad. I lufthavnen er der nogle små privatfly og helikoptere, man kan stjæle, men de store jumbojets står der bare — ingen adgang. Der er også en del af de sædvanlige grafikfejl, som fx usynlige biler, man pludselig bliver kørt ned af; lys ud gennem karakterernes mund og øjne; gennemsigtige vægge og gulve; og selvfølgelig biler, der smadrer på modsatte side af, hvor ulykken sker — à la den gule Porsche i Commando, der skiftevis har en stor bule i højre og så i venstre side.

Heldigvis gik skuffelsen forholdsvis hurtigt over, da jeg kom i gang med spillet. Jeg blev fanget af historien og føler, at det er den bedste storyline siden San Andreas spillet. Man har tre karakterer at holde styr på, hvilket er et godt koncept, så man hurtigt kan komme videre med en mission, hvis man keder sig eller er kørt lidt surt i en situation eller bydel. Til tider skal de tre arbejde sammen, hvilket giver mulighed for meget action, når man kan skifte mellem fx en karakter i en helikopter, en sniper og en kidnapper

i samme mission. Grafikken er selvfølgelig også blevet bedre — meget bedre. Bilerne kan customizes ud i det helt vanvittige, og du har også mulighed for at lave om på dine karakterer (til en hvis grad) og forbedre dine våben en smule.

Oven i alt dette er der mulighed for at dyrke sport, sejle, flyve, køre ræs, være med i en kult, opkøbe forskellige virksomheder, lege børsmægler og mange, mange andre ting.

Toppen af kransekagen fik vi at smage den 1. oktober, da GTA-online gik i luften.

Forestil dig spillet, missionerne, atmosfæren — og så online sammen med alle andre.

Kaos i den reneste form. Her er flere butikker, du kan røve. Du kan selvfølgelig også røve de andre spillere eller arbejde sammen med dem om at røve butikker, andre spillere, eller gå på missioner sammen. Du kan lave bander sammen med dine makkere og udfordre andre bander. Online bandekrig — kan det blive bedre? Ja, det kan det sagtens — og det gør det. Rockstar Games vil arbejde på nye ”add ons”, som konstant vil udvide og gøre GTA-verdenen stadigt mere spændende og udfordrende. Husk også at købe en penthouselejlighed og invitere alle dine online venner over til house party. Også hende den lækre i bikini, som render rundt, og skyder tilfældige fodgængere med en AK47 –, men pas på — måske er det en mand. Intet er sikkert online.

Jeg ville have givet GTA V 3 stjerner, hvis ikke det havde været for online delen.

Skuffelsen over manglerne i spillet er på den ene side for stor til at kunne give mere, men på den anden side trækker online-delen spillet op på 5 stjerner. Man kan blive væk derinde — leve et andet liv i det solrige Los Santos og aldrig komme hjem igen. Nu er jeg vist på vej over i en anmeldelse af Cronenbergs Videodrome.

Af · Morten Westh

J

acob Harris har arbejdet hårdt for at færdiggøre sin nye uafhængige skatevideo ’Eleventh Hour’, som hovedsagligt foregår i London.

Lineuppet af skatere er interessant.

Størstedelen af det nybagte ’Isle’-team er repræsenteret med fulde parts, men der er også andre lidt mindre kendte navne med.

Jeg kender dem i hvert fald ikke, men jeg har også en dårlig hukommelse.

Luka Pinto, Chris Jones, Daniel Clarke, Kevin Lowry, Rob Mathieson og Arthur Derrien er nogle af navnene. Og de fyrer den af alle sammen. Ham Luka er ret funky og virker som en pænt impulsiv skater. Chris Jones laver en fresh fakie flip tailslide bare for at nævne ét ud af mange gode tricks. Der bliver lavet en nollie flip bs 50-50 af Daniel Clarke, som fik mig til at måbe. Og Rob Mathieson er bare dope. Ham har jeg engang været i Kødbyen med.

Nick Jensen er en af heavyhitterne. Han skater til en Kate Bush sang og det er fedt.

Hans linjer er altid gode og han formår at præstere nogle imponerende ting på de rugged spots, der findes i England. Der er mange spots i denne video, som jeg tvivler på, at mine egne 53mm hjul overhovedet ville kunne køre på.

Jeg har med vilje sprunget få navne og parts let og elegant over i denne tekst, da jeg ikke synes, jeg vil afsløre alt for dig.

Tom Knox har sidste parten. Det er ikke den gamle Tom Knox fra 80’erne (beklager på forhånd til alle oldschoolers). Nej, ham her er ung og han er helt klar! Han skater til P. P. Arnolds version ’First cut is the deepest’, hvilket naturligvis giver et stort hak i min bog og udover den detalje, så kan han tydeligvis skate alt terræn og er meget kvik på fødderne. Teknisk, hurtig og ikke bange af sig. En perfekt afslutning på en fresh video.

Alt er filmet med VX1000 og 16mm kamera, redigeret på en Macbook G4 og puttet

ned på en god ’gammeldags’ DVD. Jeg elsker at få en skatevideo i hånden. Det meste inde på Hellaclips’ digitale glemmebog kan jeg ikke følge med i. Så husk at skatevideoer skal ses på fjernsynet. Derfor må du løbe ned i din lokale shop og spørge efter ’Eleventh Hour’ og hvis det ikke giver pote så bestil den over nettet.

Jeg giver ’Eleventh Hour’ 5 ud af 6 stjerner for at være hvad den er. En god uforstyrret skatevideo, der ikke prøver at være glamourøs. Den går ikke op i hat, briller og one footed powerslides, som jo kan være tendensen lige for tiden. Her er solide tricks og et fornuftigt soundtrack.

W D B M 11 · S 1 0 1

S O N I C

C h e l s e a L i g h t M o v i n g v s .

Y O U T H

Af · Bjarke Hansen

L

ørdag den 6. juli 2013 ved midnatstid indtog Chelsea Light Moving scenen Odeon på årets Roskilde festival.

Betingelserne var imidlertid svære. Hverken fordi vejret eller tekniske problemer talte imod afviklingen af koncerten; men fordi Metallica endnu spillede på Orange Scene og derfor havde tiltrukket alt, hvad der kunne krybe og kravle på festivalpladsen, måtte Chelsea Light Moving til at begynde med nøjes med omkring 150 fremmødte. Tilsyneladende uanfægtet af Metallicas magtdemonstration på Orange Scene trådte den nu 55-årige Thurston Moore ind på Odeon med sit nye band bestående af guitaristen Keith Wood, bassisten og violinisten Samara Lubelski samt John Moloney på trommer. Selvom Thurston Moore tidligere har turneret med bandmedlemmerne, der endda medvirker på soloudgivelsen Demolished Thoughts, så har Moore udtalt, at han for fremtiden ønsker at indtage en mere anonym rolle, hvorfor han har navngivet bandet efter et flyttefirma bosiddende i Chelsea, der tilhørte den dengang økonomisk ruinerede komponist Philipp Glass, som kun ville flytte lette ting og sager. Trods kunstnernavnet er der næppe tvivl om, hvem frontfiguren er i Chelsea Light Moving.

Thurston Moore, der i løbet af de senere år har føjet en række soloudgivelser til repertoiret, har lagt rollen (for en tid i hvert fald) som frontfigur i bandet Sonic Youth på hylden

S 1 0 2 · W D B M 11

for i stedet at prøve kræfter med kvartetten Chelsea Light Moving. Det er uden tvivl vanskeligt, om ikke umuligt at følge i kølvandet på Sonic Youth; men grundet Sonic Youths fremtid eller mangel på samme, en stilstand der nok har at gøre med bruddet med sin kollega og ægteskabelige partner igennem mere end 27 år, Kim Gordon, har Thurston Moore set sig nødsaget til at søge nye veje. Efter næsten tredive års pionerarbejde med Sonic Youth inden for støjrocken dannede Thurston Moore således i foråret 2012 bandet Chelsea Light Moving, hvis selvbetitlede album udkom den 5. marts 2013 på pladeselskabet Matador Records, der også producerede Sonic Youths sidste album.

Mens Thurston Moore på sine soloudgivelser mere har dyrket det akustiske og sensitive musikunivers end støjrocken, hvori han har rødder, måtte et af spørgsmålene til koncerten på Roskilde Festival selvsagt være, i hvilken retning Moore havde til hensigt at tage Chelsea Light Moving. Da nummeret ”Groovy and Linda”, som handler om to forelskede hippier, der tager speed i kælderen og aldrig vender tilbage, blæste ud af højtalerne på et lydniveau langt over det tilladte, kunne der ikke længere herske tvivl: Thurston Moore havde truffet den modige beslutning sammen Chelsea Light Moving at fortsætte der, hvor Sonic Youth slap: æraen omkring støjrocken var ikke forbi. Om den post-soniske kvartet

Chelsea Light Moving også formår at træde fuldstændigt ud af skyggen fra Sonic Youth uden at blive en dårlig efterligning deraf, må hver især selv tage stilling til. I hvert fald har Thurston Moore fundet anledning til med kvartetten at knytte sine avantgarde musikalske ambitioner an til også mere litterære facetter, som eksempelvis nummeret om New York City digteren ”Frank O’Hara Hit” vidner om, ligesom også nummeret ”Burroughs” gør det, hvori William S. Burroughs, en af idémagerne bag drømmemaskinen og forfatteren til bl.a. bogen om ’det sorte kød’, ’paranoide skakspillere’, ’åndens osteopater’ og junkie-syge hædres med afsæt i dennes sidste journaloptegnelse: ”Love? What is it? Most natural painkiller what there is?”

Mens Chelsea Light Moving måske nok stadig er ukendt for de fleste af bladets læsere, så vækker Sonic Youth derimod genklang ved igennem tiden at have suppleret solide skateparts med et lydspor, uden hvilket disse parts næppe havde været, hvad de er. Bedst kendt er nok Ed Templetons mangeårige brug af de eksperimenterende, soniske riff fra Thurston Moores og Lee Ranaldos guitarer i parts lige fra Sheep-videoen ”Life of Leisure” fra 1996 til de legendariske parts fra storhedstiden omkring Toy Machine. Det banebrydende ved Templetons parts er ikke kun skatingen, men især måden, hvorpå sammenhængen mellem skating og musik (og

vand i kælderen ej at forglemme) tager sig ud. Vi tager det ofte for givet, når vi ser en skatevideo, at musikken ledsager skatingen; men de to ting tilsammen udtrykker mere, end hvad de hver især formår. Ed Templeton selv har udtrykt det om sin part i ”Welcome to Hell” fra 1996, hvor Templeton i øvrigt skater til nummeret ”Titanium Exposé” fra albummet Goo, at det banebrydende i hans part består i, at musikken passer til skateren, og at skateren selv har valgt musikken.

Thurston Moore, der i begyndelsen af 1980erne abonnerede på Thrasher Magazine for at læse om hardcore bands som Suicidal Tendencies, fik derved et kendskab til et dengang undergrundspræget skatemiljø, der drejede sig om ’thrashing’, ligesom han og resten af bandet Sonic Youth forsøgte at udtrykke igennem støjrocken. Selvom Sonic Youth har et enkelt nummer med i Santa Cruz-videoen ”Streets on Fire” fra 1989, så er det først i begyndelsen af 1990erne, efter at have medvirket i musikartikler i Thrasher Magazine i henholdsvis juli 1990 og september 1991, at Sonic Youth for alvor blev associeret med skateboarding. Efter en Sonic Youthkoncert i 1991 kom Mark Gonzales, der dengang skatede for Blind, op til Thurston Moore for at aflevere et eksemplar af Blind-videoen ”Video Days”. Thurston Moore blev så betaget af måden, hvorpå filmeren forholdte sig til skateren, at han og Kim Gordon, der spillede bas i Sonic Youth, opsøgte filmeren,

som var Spike Jonze. Sammen med Tamra Davis instruerede Spike Jonze, hvem vi bedre kender fra bl.a. produktionen af Girl og Chocolate-videoerne, en musikvideo til nummeret ”100%” fra albummet Dirty fra 1992. I denne musikvideo ser vi Spike Jonze iført en opknappet rød skovmandsskjorte komme slentrende op ad gaden på vej mod en privatfest, en scene der umiddelbart efterfølges af et sort-hvid klip med Jason Lee, der demonstrer sin patenteret 360-flip. Scenen er sat: Spike Jonze er på vej til skaterfest, hvor Sonic Youth står for underholdningen og pigerne er vilde med skatere, men Spike Jonze føler sig åbenlyst ilde til mode – han nøjes med abrikossodavand og stirrer ud af vinduet. Længes han efter gaden, one-eighties og øller på gaden som i de gode gamle dage sammen med Jason Lee (der nu er borte) og teenageren Guy Mariano, som fortrinsvis står for skatingen i musikvideoen?

Hvorvidt Chelsea Light Moving i fremtiden vil lægge lydspor til både skaterfester og skateparts, ligesom Sonic Youth har gjort det i snart end 20 år, kan alene tiden vise.

Selvom man kunne indvende mod koncerten med Chelsea Light Moving på årets Roskilde Festival, at musikken placerer sig tæt, nogle ville endda mene for tæt, op ad arven fra Sonic Youth, så må man vedstå — de uimodsigelige ligheder samt Thurston Moores næsten irriterende evigt

unge udseende til trods -, at ny vin på gamle sække i dette tilfælde ikke sprængte sækken. Tværtimod demonstrede hele kvartetten en opfindsomhed i en grad, man ikke hver dag ser, som da Thurston Moore under koncerten sprængte en streng på sin øjensynligt eneste medbragte guitar, hvorefter Moore — forberedt til tænderne — reciterede et vers eller tre af — så vidt jeg erindrer — den engelske sekstenhundredetals barokdigter John Donne, mens en assistent skiftede streng. På baggrund af Chelsea Light Movings uforfærdede attitude, ja næsten kække ignorering af magtudfoldelsen fra naboscenens heavy-mestre, samt den gennemgående professionalisme og modet til at fortsætte i støjrockens spor vil jeg give Chelsea Light Moving fire ud af seks stjerner for deres koncert på Roskilde Festival 2013.

Chelsea Light Moving Live På Roskile Festival 2013

W D B M 11 · S 1 0 3

S 1 0 4 路 W D B M 11

Ti me

4

sum

A x i o n

Af · Morten Westh

Det er sjældent, at man får en rigtig fornemmelse af at træde tilbage i tiden. En tur i Scala eller på Isted Grill kan være ganske omvæltende bevares – men der ligger en autentisk tidslomme ude på Østerbro, nærmere sagt i Martin Lees lejlighed. Han har altid elsket sneakers, og lige nu står der omkring 300 par i den knap 40 kvadratmeter lille lejlighed.

V

elkommen til 90’erne. Dengang Jarmers Plads var en nyhed, skoene havde reflekser og dit tøj var lavet af nylon. Sådan var det i hvert fald for Martin Lee. Og selvom alt hans tøj ikke er nylon længere, har han holdt sin stil rimelig godt kørende, så længe jeg kan huske. Hans lejlighed er fyldt med de ting, han elsker mest. Der hænger Axion-plakater og gamle boards fra Neighborhood, Girl og Chocolate på væggene, der er vinyler i massevis, og så er der sko. Mange sko. ”Jeg tror ikke engang, jeg vil kalde det en mani. Jeg elsker bare sko” svarer Martin bestemt. ”Det startede nok, fordi jeg spillede basketball. Så ville jeg altid have de nye sko, men havde aldrig råd til dem, da jeg var lille. Og da jeg begyndte at skate, var Axion stort og dope. Jeg fik kun et par sko eller to om året, og de skulle jo bare skates. Jeg havde ikke råd til at gemme på noget.

Så da jeg begyndte at tjene mine egne penge, begyndte jeg bare at købe mange sko,”

siger han.

W D B M 11 · S 1 0 5

Martin forklarer også, at han ikke er den besatte samlertype, som aldrig ville stikke fødderne ned i de sjældne sko. Han går i alle sine sko, uanset prisen på eBay eller hvor mange eksemplarer der er lavet på verdensplan. Og lige præcis limited sko har han masser af. Især Nike SB dunks står ham kært. Diamond, Stüssy, Pee Wee Herman, De La Soul, Heineken, FTC, Supreme, Levi’s, Lobster og Pushead er bare nogle få af de velkendte og ikke mindst værdifulde Dunks, der kan findes i hans samling.

Nikes Swoosh er at finde på omkring 200 af Martin Lees 300 par store skosamling.

Kvaliteten har for ham at se været bedst hos Nike i mange år, men på det seneste har han også kastet sin kærlighed over et andet stort skomærke. ”Jeg er begyndt at købe New Balance sko lidt oftere nu, da jeg synes, de er af bedre kvalitet.

Nikes sko var bedre kvalitet i slutningen af 80’erne, i 90’erne og da de lavede de første SB’s end i dag. Ingen af de nye re-issues fra Nike er helt de samme shapes som originalerne, og materialerne føles billigere. Der synes jeg, New Balance gør det lidt bedre,” fortæller Martin Lee.

Han har altid været vild med Nike og skatede i Air Force Ones og Dunks, før Nike lancerede deres SB-linje. ”For mig er det så bare et plus, at de nu laver noget, der kan holde og grippe lidt bedre. Jeg kan godt se, at det er wack for de andre mærker, at Nike er blevet så stort, men de andre skomærker mangler også at tage nogle chancer. I 90’erne var alle sko forskellige. Hver gang der udkom en pro sko, var det noget nyt og dope. Nu er det bare de samme vulkaniserede såler, og det hele ligner Vans sko,” siger han.

Hvad Martin Lees samling mangler i moderne skatesko, opvejer den i klassikere fra primært Axion. Han har 18 par af de engang så populære sko, og både Kareem Campbells og

S 1 0 6 · W D B M 11

”Når jeg endelig finder en sko, jeg godt kan lide, kan jeg få sådan en angst, så jeg bliver nødt til at købe den, fordi jeg ved, at den bliver svær at få fat i igen. Det er et mareridt!”

Guy Marianos ikoniske prosko er i blandt. Men for Martin Lee handler skoene også om hans egen og den danske skatescenes historie. ”Jeg har altid været meget inspireret af Emil Stoltz, Anton Juul og alt det sporty gear fra slut90’erne, hvor jeg begyndte at skate. Alt mit tøj var sporty, fordi jeg spillede basket, så det passede meget godt ind. Og Axion-skoene er bare fra en tid, som ikke eksisterer længere. Axion, Stamina og Neighborhood har jeg altid syntes, var mest fresh. Det kunne faktisk ligeså godt være DC-sko fra den tid, jeg samlede på, men dem er jeg bare ikke stødt så meget på,” siger

Martin Lee. Han har ikke meget til overs for de sko, der er kommet fra den nutidige udgave af Axion, som ikke længere drives af Kareem Campbell. Magien i Guy Marianos klassiske pro-sko Aries er forsøgt genskabt i modellen Zeus. Når man har originalen at sammenligne med, er det let at blive skuffet. ”Det er i hvert fald ikke det samme som dengang. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at tage noget, som andre har lavet og så bare fortsætte. Det vil altid blive noget andet, selvom de har taget det samme navn,” siger han.

Til daglig arbejder Martin Lee i Street Machine. Det giver ham mulighed for at passe sin samling, mens han passer sit arbejde. ”Jeg lærer Nikes sælgere at kende, så jeg kan få lidt gode priser indimellem. Og så kan jeg få indflydelse på, hvad der bliver købt ind til butikken. Det ville blive rigtig dyrt, hvis jeg kun shoppede over eBay. I princippet har jeg jo sko nok, men det gælder mere om at have de rigtige. Jeg vil bare gerne have en god samling. Måske skal jeg komme af med en del af den og så finde nogle sko, der er lidt vildere,” siger han.

Fakta: Martin købte sit første par jeans som 19-årig. Før det stod den kun på jogging- og nylonbukser.

Mange af de gamle Nike SB collaborations med blandt andet Diamond, Stüssy, De La Soul eller Supreme kan gå for flere tusinde kroner på eBay i ny stand. Martin har alle dem — og lidt til.

Martins dyreste sko er en Jordan 1 i royal blue/black. Man har set den colourway i skatevideoer på Gino Iannucis og Jesus Fernandez’ fødder. Han købte sit første par af den for 1.500 kroner. Par nummer to kostede det dobbelte.

Axion-skoene holder ikke til at gå i. Da Martin tog et ubrugt par fra de sene 90’ere på, smuldrede sålen.

Når Martin endelig sælger noget, foregår det kun på Sneaker Banquet, som afholdes i København et par gange om året. Han har aldrig selv solgt noget over eBay.

W D B M 11 · S 1 0 7

STREETMACHINE

S 1 0 8 路 W D B M 11

W D B M 11 路 S 1 0 9

BOARDSHOP

S 11 0 路 W D B M 11

W D B M 11 路 S 111

S 11 2 路 W D B M 11