Åndens krise

R E P L I Q U E

Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Åndens krise

OPINION – Romantikkens perspektiv på samfundet er udgrænset af oplysning og nyttefikseret rationalisme. I et åndhistorisk perspektiv er romantikken dog en uundværlig komponent i forhold til udviklingen af de grundlæggende forudsætning for det gode samfund, ikke mindst hvis dens fornuftskritiske aspekter – der kan kamme over i et totalitært potentiale – udnyttes kompletterende. Det gode samfund kan ikke udformes kun efter effektivitets- og kvantitetsidealer.

Frederik Thomsen

Som åndshistorisk bevægelse har romantikken typisk udgjort et kritisk korrektiv til oplysningstidens snævre rationalisme, hvis praktiske såvel som moralske nyttehensyn mentes at udviske det følelsesmæssige, transcendentale og dionysiske fra den menneskelige tilværelse, og derved fortrænge det væsentlige ved eksistensen. I opposition til oplysningens nyttefikserede og materialistiske rationalitet var romantikkens sammensatte væsen derimod eksponent for en følelsesladet betoning af naturen, længslen, kunsten og fantasien, hvorfor den - foruden menneskets dunkle drifter - inkluderede det irrationelle i sin oprørske og poetisk ladede perspektivering af livet og samfundet.

Som et potentielt modstridende princip i europæisk åndsliv, set i relation til oplysningens kalkulerende rationalitet, inkarnerede romantikken således et ubehag ved

den filistrøse nyttemorals mangel på åndelig og æstetisk fordybelse. På trods af deres indbyggede konfliktmateriale skal de to idéhistoriske strømninger dog ikke nødvendigvis betragtes som gensidigt udelukkende, men snarere som komplementære perspektiver, der bør supplere hinanden i et afbalanceret forhold.

TEKNISK-ØKONOMISK RATIONALITET I dag synes oplysningens rationalistiske fornuft imidlertid instrumentaliseret til fordel for en teknisk-økonomisk rationalitet, som - godt hjulpet af den moderne civilisations videnskabelige omverdenbearbejdning og affortryllende opgør med de mytiske verdensfortolkningers overgribende helheder – har monopoliseret sine styringsprincipper for samfundets organisering, og derved udgrænset romantikkens blik for menneskelivets dybere lag.

En teknisk-økonomisk rationalitet, hvis forståelsesramme privilegerer en instrumentel tilgang til verden og mennesket, idet den totaliserer produktionen og markedets økonomiske rationalitet til at gælde for tilværelsen som helhed, og derfor gør alle samfundets forhold til direkte midler for økonomisk optimering. Stadigt flere af samfundets områder bliver således genstand for en åndløs kræmmermentalitets merkantile nyttekalkuler, hvis formålsrationelle etik devaluerer alt det, som ikke kan legitimere sig med henvisning til målet om profit, vækst og produktion. På denne baggrund indebærer tidens fremherskende fornuft en økonomisk teknificering af politikudøvelsen, der reduceres til udfrielsen af de kvantificerede kriterier for

Side 153

R EPLI QUE 8. årg. s. 153-157 Åndens krise Af Frederik Thomsen

udvikling, som følger af den teknisk-økonomiske rationalitets snævre målestok for samfundets almene vel.

I et komplekst og teknologisk samfund kan man naturligvis ikke afskrive den økonomiske rationalitets praktiske principper, men den instrumentelle rationalismes ensidige blik for økonomisk nytte og effektivitet indebærer imidlertid en nærværende samfundstrussel, bestående i en snigende kulturel forfladigelse, åndelige udsultning, social atomisering og destruktiv mangel på indlevelse i naturens fordringer.

DEN

SNÆVRE RATIONALITETS KONSEKVEN-

SER

Ved kun at forstå værdi ud fra en sjælløs nytteetiks kortsigtede rentabilitetskriterier udgrænses blikket for de konstanter i menneskelivet, som i form af spørgsmålet om mening, åndfuldhed, indre harmoni og kvalitet rækker udover de økonomiskmerkantile kalkuler, der inkarnerer tidens fremmeste fornuft. Non-rationelle størrelser, som den kulturkonservative idétradition – med dens fornuftsskepticisme og romantisk oplyste fokus på det oprindelige i mennesket og naturen - typisk har haft øje for.

Når de økonomiske midler ophøjes til selvstændige formål, risikerer man endvidere at fortrænge spørgsmålet om effekt, og dermed refleksionen over formålets ydre formålstjenlighed.

I dette lys synes tidens teknisk-økonomiske rationalitet fx at have begunstiget en særlig objektivisering af naturen, der som Side 154

følge heraf er blevet frataget sin egenværdi og reduceret til middel for menneskelige beherskelse og konsum. En udvikling, der med miljøforurening og klimaopvarmning til følge repræsenterer et klart brud med romantikkens besjæling af naturen og den økokonservative idétraditions beslægtede fornemmelse for naturgrundlagets elementære såvel som kulturelle værdi. Sideløbende hermed har tidens maskinelle effektiviseringstrang og autoritative udbytte-analyser befordret en årelang urbaniserings- og centraliseringsbølge, i hvis slipstrøm de danske lokalsamfunds vitalitet og demokratiske styringsprocesser langsomt er blevet udhulet, imens de traditionelle landsbyer er blevet tømt til fordel for udvidelsen af industrilandskabet og storbyernes grænseløse forstæder.

Den instrumentelle rationalitets neofordiske kapitalisering af samfundets distinkte institutioner har endvidere medført en vulgær funktionalisering af uddannelsessystemet, som i stigende grad synes reduceret til et teknisk serviceorgan for erhvervslivets specifikke fordringer. En udvikling, hvorigennem det klassiske dannelsesideal efterhånden er blevet omsmedet til et spørgsmål om objektiveret kompetence set i relation til det økonomiske systems praktiske behov. Tidens markedskonforme udklækning af snævre specialister markerer således et opgør med forestillingen om et mere substantielt dannelsesbegreb, hvis faglige substans rækker udover dueliggørelsen til livets praktiske opgaver, og som tager livtag med alt det der ikke lader sig måle, veje, beherske eller undertvinge.

Et dannelsesbegreb,

R EPLI QUE 8. årg. s. 153-157 Åndens krise Af Frederik Thomsen

hvorigennem mennesket kan forfine sin natur, fordybe sig i tilværelsens dybere essens og sætte sin livssituation i forhold til en større almen såvel som historisk situation og udvikling. Men fremfor at værne om den kulturelle erindring, og installere fremtidens beslutningstagere med et bredspektret kultur- og dannelsesudsyn, har det moderne samfunds gradvise afvikling af de kulturbærende fags intellektuelle arvesølv derimod understøttet udfrielsen af Max Webers affældige sortsyn, hvori en skånselsløs rationalisering har omformet samfundet til en åndløs myriade af nyttemaksimerende specialister.

I forlængelse heraf synes den instrumentelle rationalitets opgør med det ”unyttige” i mennesket at knægte udfrielsen af dettes ”musiske” kræfter til fordel for etableringen af det materialistiske real-sindelag, der kendetegner den teknisk-industrielle civilisation. Den rationelle stræbens nyttefikserede censur understøtter med andre ord fremkomsten af Nietzsches sidste menneske, der i henhold til en blodfattig tidsånds sanktionerede ambitioner har opgivet sine store længsler og irrationelle lidenskaber i jagten på tryghed og materielle bekvemmeligheder.

Der synes således at være grobund for en revitalisering af kulturkonservatismens romantiske korrektiv til tidens ensidige rationalisme, hvis kontinuerlige specialisering, funktionalisering og objektivering alene gør den ydre arbejdsdeling til individets formende princip. En kulturkritiks position, der med henvisning til non-rationelle størrelser som kultur, dannelse, helhed og kvalitet kan begrænse hensynet til Side 155

maksimal effektivitet i andre formåls navn, og dermed modvirke tidens udmagring af samfundets åndelige, sociale såvel som miljø- og dannelsesmæssige tilstand.

DEN ROMANTISKE FARE Allerede omkring 1. verdenskrig fremhævede Thomas Mann distinktionen mellem kræmmersjæl og ånd, da han i et civilisationskritisk forsvar for Tysklands kulturelle egenart sondrede mellem den overfladiske civilisation og dybe kultur. Herved grundlagde han (med inspiration fra Nietzsche og Spengler) kimen til en potent kulturkritik, der - i samspil med andre romantisk funderede modsætningspar som fx natur/kunstighed og selvudfoldelse/konvention – siden da er blevet omsat i en lang række kritiske diagnosticeringer af det moderne samfunds patologiske udviklingstræk. Mange intellektuelle har således hentet sit kulturkritiske arsenal i romantikkens mangfoldige tankegods, hvorfor det også udgør et gammelkendt litterært tema, indenfor hvilket kulturpessimistiske repræsentanter fra både højreog venstrefløjen i tidens løb har dannet polemisk front mod det gråmelerede massesamfund og dets økonomiserende funktionalisering af mennesket til lønarbejder og forbruger. En æstetisk-filosofisk kulturog modernitetskritik, der i forskellige ideologiske mutationer rehabiliterede den romantiske kunst blik det dybe, meningsfulde, ekstatiske, mytiske og irrationelle til fordel for en tvivlsom intellektuel-utopisk frimodighed.

Her kan man fx fremhæve mellemkrigstidens revolutionære avantgardebevægelser, hvis romantiske billedstormere

R EPLI QUE 8. årg. s. 153-157 Åndens krise Af Frederik Thomsen

spirede fra 1. verdenskrigs askegrå ruiner, og via ekspressionismens, dadaismen og surrealismens overskridelsesæstetik rettede kunstens subversive kræfter mod den snævre rationalismes fremmedgørende fornuftskultur. Parallelt hermed hævdede den tyske radikalkonservatisme en art politisk æsteticisme, der blandt andet kom til udtryk hos forfatteren Ernst Jünger, som med en romantisk funderet henvisning til livets dybere manifestationer fremhævede den heroiske livsholdning på bekostning af den borgerlige civilisations udvanding af livets ekstatiske momenter. En lignende overskridelse fra det æstetiske til det politiske finder man i 60’ernes ungdomsoprør, der med et modsat ideologisk-fortegn rettede sin kvasi-libertære fundamentalkritik mod industrisamfundets"endimensionelle menneske", og med sit angreb på massekulturens behovs- og bevidsthedsmanipulationer atter fik sturm-und- drang- bevægelsens romantiske ild til at flamme op.

Helten hed Herbert Marcuse, der i forlængelse af Frankfurterskolens øvrige stamfædre anfægtede det højtudviklede industrisamfunds fremadskridende indsnævring af tanken og individets alsidige potentialer, og som via en freudiansk besyngelse af det legende og erotiske menneske gik i rette med det kapitalistiske produktionsapparats teknisk-økonomiske determinering af den menneskelig bevidsthed.

Den romantiske kulturkritik er således ofte blevet næret af en revolutionær og ungdommelig glød, som historisk har fået dens forsvar for livet og ånden til at fortabe sig i utopiske sværmerier af livsfilosofisk tilsnit. De åndelige længsler blandt Side 156

romantikkens kulturkritiske arvtagere er således typisk blevet deponeret i diverse ideologiske fantasterier, som på forskellig vis har været beslægtet med det 20. århundrede totalitære udskejelser. Den romantiske kulturkritik rummer således en fare for at blive politisk regressiv, da den fuldstændige detronisering af fornuften – såvel som politisering af eksistensen – netop udgør kernen i uspiselige projekter som nazismens og islamismens totalitære mytologiseringsbestræbelse og irrationalistiske ”genfortryllelse” af tilværelsen. Som åndelig holdning egner romantikken sig således kun i ringe grad til politik, da man i politikken aldrig bør søge den endegyldige frelse, utopi eller sande væren som følge af denne overindividuelle stræbens realhistoriske tendens til at udvikle sig totalitært. I forlængelse heraf tenderer romantikkens dionysiske lidenskaber og æstetiske elementer - i kraft af fordringen om åndrig originalitet og subjektiv ekspressivitet - endvidere mod at undvige samfundets overordnede tarv, og dermed de normer, som konstituerer dettes moralske orden. Der eksisterer med andre ord en potentiel modsætning mellem realiseringen af det almene (socialiseringen) og selvfortabelsen (subjektivismen).

NØDVENDIGHEDEN

AF DEN ROMANTISKE

TANKE

Men på trods af ovenstående synes den romantiske kulturkritik endnu relevant som korrektiv til den fremherskende rationalitets uæstetiske nyttedyrkelse og kvantitative forestilling om alment fremskridt.

Som et komplementært kulturmotiv – i dynamisk sameksistens med den

R EPLI QUE 8. årg. s. 153-157 Åndens krise Af Frederik Thomsen

praktiske politiks nøgterne fornuft - kan romantikkens udgrænsede blik for helhed, mening og kvalitet nemlig bidrage til at nuancere tidens enerådige rationalitet, hvis snævre effektivitets-kvantitetsidealer til stadighed udvider gyldighedsområdet for sine instrumentelle betragtninger.

Uden at forfalde til en radikal æsteticisme kan romantikkens sjælfulde indvendinger mod rationalismens golde mekanik altså udgøre en kærkommen modvægt til den instrumentalisering af fornuften, der – i form af tidens økonomiske og bureaukratiske rationaliseringsstrategier – udvisker sansen for det højere formål til fordel for en ensidig nytteetiks snævre rentabilitetskriterier. En formålsrationel etik, hvis selvtilstrækkelige mål har assimileret spørgsmålet om dannelse, humanitet, demokrati og ånd med et selvstændiggjort økonomisk-administrativt systems praktiske behov.

Det romantiske perspektiv kan således stimulere til en bredere refleksion over de grundlæggende forudsætninger for udviklingen af det hele menneske såvel som gode samfund, eftersom det - hinsides den logik der udstikkes af den økonomiske rationalitets benhårde maskineri - ikke udelukkende satser på øget produktion og forbrug som løsningen på alle menneskelige problemer og længsler.

Et perspektiv, der i tråd med den franske mestertænker Alexis de Toquevilles ånd ikke blot dyrker det, som gør livet bekvemt, men også det, der tjener til at forskønne det.

Side 157

Frederik Thomsen er cand. soc. fra Aalborg Universitet og konsulent i Hvidovre Kommune, med ansvar for betjeningen af det socialog arbejdsmarkedspolitiske udvalg.