R E P L I Q U E
Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov
Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro
Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen
Åndens liv i evig genkomst
SKT. HANS – I anledning af Skt. Hans skriver Johan Chr. Nord om Johannes V. Jensens sommersolhvervssang og åndens evige genkomst.
Johan Chr. Nord
Vi har så mange skønne sange. Det tænker jeg temmelig tit på. Eller – ’tænker’ er måske ikke det mest træffende ord, for det er mere en fornemmelse end en tanke. Jeg lever med sangene. De har deres eget svømmende liv under overfladen – og skiftes til at dukke op og glide gennem mig. Ja, for nu at sige dét, som det er: Jeg véd ikke rigtig, om det er mig, der ejer dem, eller dem, der ejer mig. Men sikkert er det, at vores venskab føles vældig virkeligt. Dén tråd i folkesangens fletværk, der for tiden føles allermest virkelig her hos mig, er årstidernes sange. Nærmere bestemt, denne årstids sange, sommerens glitterskønne klange. For det er jo dér, vi nu er og gerne vil være; midt inde i den susende, summende (og ofte ret så regnvåde) danske sommer – vores egentlige hovedhøjtid, hvor sorte kåber kastes bort, og frodiggrønne væsner slippes ud. Og se så: Nu hvor disse ord forhåbentligt finder øjne og ører, er vi nået til soldyrkelses-dagen med de mange benævnelser (ja, ja, solhvervet var jo sådan set den 21., men for tiden fejrer folket lysets lange nat den 23. junis aften): midsommer, sommersolhverv, Sankt Hans – sådan kendes kære
børn ved flere navne. Og lysfejringen er i sandhed kær, det står da vist klart for enhver. Hvad var vi uden højsommeren? Og allervigtigst: Hvem var vi midt i mørket uden håb om lys – uden længsel efter sommerliv, uden den kuldestærke forventning om genkomsten, som bærer os igennem vinterdvalen? Selv de (ret så mange) år, hvor sommeren aldrig blev så varm og lysfyldt, som vi havde ønsket, har selve håbet om dette lysfyldt varme alligevel været væsentligt og virkeligt; det har bragt os gennem mørket. I år har en ret så tidlig del af sommeren allerede været vældig varm, så vi har god grund til at være glade. Ja, måske har varmebadet endda givet os fordybet sans for dét, der bor derinde – i sange og i sjæle? Det håber jeg. Og så – for Søren da – til sagen: Midsommeren, som vi nu er midt i, den har sine faste sange, sine uundværlige klange. De færreste af os aner, hvordan det er blevet de to, som det jo er – Vi elsker vort land og Danmark nu blunder den lyse nat –, men enhver forstår, at det ikke sådan lige bliver anderledes. De to kan ikke skiftes ud. Folkets sikre sans har udvalgt dem som billeder på sommerlandets eget åndedrag. Så nej, der kan ikke foreslås erstatninger – og der skal ikke foreslås erstatninger. Den fælles sans er sand. Men måske der kan foreslås en tilføjelse – en udvidelse og fordybelse af midsommersangen. Eller rettere: en besindelse på noget allerede foreliggende. Sagen stiller sig nemlig sådan, at der i vores klangkiste findes et særdeles godt bud på en tredje sang til
Side 95
R EPLI QUE 8. årg. s. 95-98 Åndens liv i evig genkomst Af Johan Chr. Nord
højsommeren. Den er skrevet af den kernejyske sommersanger Johannes V. Jensen, er oprindeligt betitlet Sommersolhvervssang, men kendes bedst under begyndelsesordet Midsommerteltet – og er mildt sagt både værd at lytte til og have i sin mund. Så lad mig vise versene frem og fortælle lidt om dem.
Den næste billedsamling kalder jubelstærke minder frem – i hvert fald her hos mig: Sent høres fugle, som ej vil sove. Det kalder, drager fra dunkle skove. Den hvide nat, hvor der vågent drømmes, bedårer mange; mod skoven strømmes. Og ungersvenden forsmår sin seng, før sol står op over dugvåd eng.
Sangens afsæt er den sommerlyse nattevarme: Midsommerteltet, de lyse nætter, står tjældet over de danske sletter. Som søer, rørt af en brise, kornet nær kysten står under månehornet. Og bål som tændes på næs og bavn, et budskab bringer fra stavn til stavn.
Billedet er træffende: Sommernattehimlen er et telt! Ja, hvad ellers? Himlen opfører sig væsensforskelligt fra, hvad den gjorde i vinters: Nu er den varm. Nætterne er lyse. Hvælvingen er venligstemt mod slettefolket – den er et telt, som vi kan trives i. Og kornmarkerne; de findes over hele landet, nogle ligger ganske nær ved kysten. For pokker da for et vidunder, der kan vise sig i månelyset: Når en stille vind berører markerne, ligner deres overflader sortblå bølgegang i søer! Så vidt åbningens billeder af luft og jord og vand. Vi mangler ilden – og den kommer: Bålene antændes – allerhelst på halvøer og forfædres høje. Men først og fremmest: Overalt, hvor mennesker er sammen, og skjulte sanser lirkes op. For ilden har sit eget sprog. Dens knitren er et kodebudskab; et aldrig udslukt vidnesbyrd om universets egen sitren. Derfor har det danske folk sin sommerkult.
Fuglene vil ikke sove. Nej, gu’ vil de da ej; det vil vi da heller ikke! Dobbeltheden er fortrinligt træffende: På den ene side er det fuglene, der ved sommertid jo ganske rigtigt er vågne næsten hele natten; på den anden side er det den sommernats-glade ungdom, der med sanglyden som åndedrag afviser at gøre, hvad trætte typer finder åh, så fornuftigt. Sommernatssangerne digter sig et liv som fugle og følger uden tøven de lyse nætters indbydelse til at blive længe, længe oppe – og flagre frit mod højderne! Hvorfor nu denne lykkelige boblen i os? Vi kender ikke svarets fulde omfang, men vi mærker dragningen derude- og derindefra; en stemme, der kalder; en løfterig krog i kødet. Vi drages mod det dunkelgrønne. Natten er hvid, og vi drømmer vågent. Tillad mig her – som noget åbenlyst uundgåeligt – en gentagelse og et udbrud: ”Den hvide nat, hvor der vågent drømmes, bedårer mange, mod skoven strømmes” – kære, kære, kære Johannes V. Jydesanger, ved Guderne, hvor er det heftigt digtet! Eller udtrykt mere afdæmpet, men ikke mindre be-gejstret (som jo altså betyder
Side 96
R EPLI QUE 8. årg. s. 95-98 Åndens liv i evig genkomst Af Johan Chr. Nord
beåndet): Jensens digt bærer væske fra kræfternes eget kildevæld. Han er indlevet i elementernes færden; sommerens ild har selv lært ham at hamre rim, der gnistrer, og det er hans egne minder om den – i flere betydninger af ordet – bedårende sommernat, der har vakt driften efter digtning af sommersyner, som kan vække os, der lytter. Og ja, naturligvis er det hans eget yngre ’jeg’, der i en nu bortløbet tid, har afvist sengen, indtil solen var sunget op, græsset lykkevådt af himlens væde, og hjertet blødgjort af en indre hede. Og vi forstår ham. For vi har jo oplevet det samme – og vi ønsker det samme for dem, der kommer efter os. Også nu ser vi det samme, som han så – sommeren, der breder sin farvelægning ud: Skærsommer breder sin blomsterhynde med alle urter og årets ynde. Og glædedrukkent der fejres sommer, i skoven jubel og dunk af trommer. Og når raketter og blus er brændt, og asken kold, da er solen vendt.
Skærsommer – det ord er vældig godt. For det er jo sådan, det er: Denne årstid har et særligt skær; sommeren er årets dronning – hendes strålelys er hvidt, og hendes rang er uanfægtet. Blomster-underlaget, som pibler frem fra bunden, kan betragtes som en udstrakt hynde (ja, sådan én, vi har på vores havestole); sommeren breder alt det farvede ud på sin jord, og vi får sådan lyst til at sidde i det. Men i al almindelighed holder vi os til græsset og lader farvevæksterne i fred. For blomsterne er gode
at kikke på og dufte til. Dem skal man ikke sidde livet ud af. Hovedsagen er, at sommeren er hjulets toppunkt – naturens egen højtid. Den er noget, vi fejrer; et stykke åndsliv, der er fælles for os alle – en kraftgivende undtagelse i sindet, der minder ret så meget om (og også gerne sammenblandes med), hvad gæret drik så ofte gør ved nordboere. Herfra glider digtet med allerstørste selvfølgelighed videre ind i dét, der vel mest af alt ligner et vældig godt sommernats(druk)gilde – før opfindelsen af mekanisk musikoptagelse samt indførelsen af nymodens fyrværkeri-forbud og anden forsigtighed: jubel, trommeslag, sommerkåd raket-affyring, dansende kød om storblussende bål. I al korthed: Sommeren, der synger; blodets lyst, der bruser. Og så, naturligvis, til sidst: Efterladenskaberne på jorden; de udbrændte bål, den kolde aske – ildkuglen, der synker fra sit toppunkt og rejser ned mod årets bund. Sådan ender alle somre. Anderledes kan det ikke være, og anderledes skal det ikke være. Digtersindet kender sine grunde til at takke; kosmisk kredsgang er et vilkår – og en smertemodnet glæde: At sommer kommer, og sommer lakker, så tit vi oplever det vi takker. For årets genkomst, for årets vaner, og soles vandring på stjernebaner, for himmellegemers faste gang, en glædesild og en solhvervssang!
Ja, netop; det syngende ’vi’ kender til en taksigelse, der både rummer ankomst og afsked. Der findes gode grunde til at juble
Side 97
R EPLI QUE 8. årg. s. 95-98 Åndens liv i evig genkomst Af Johan Chr. Nord
– også over dét, der dør. Somres liv er dyrebart i deres fremkomst og forsvinden – og det er vores også. Hjulets drejninger er pagtstegn på livets egen orden; årets vaner er en genkomst af det gode. Alle himmellegemer har deres mønstre. Andre steder skinner andre sole. Vi er ikke alt, der findes; men denne sommer kan vi kalde vores. Se glædesild, der brænder; hør solhvervssang, der glitrer! Træet gløder, sindet synger: Alt er, som det skal være – i dette drukkenklare, svimmelstærke sommersyn. Livet er retfærdiggjort, som dét, det var og er – og bliver.
andagtssindet sitre i en indre svingning; lad synerne af dét, der spirer frem, svinder hen og hvirvles rundt, hjælpe dig ind i de varige, standende, enkle og evige ting. Hav nok i det. Lær at leve mere, kræve mindre. Op med blikket, ven – frem med brystet. Kærligheden blusser her i vores verden. Evigheden bor i tiden. Oplev Åndens liv i evig genkomst – og lad så resten vise sig, som alting går sin sikre gang:
Det er denne af-sløring af det enkle, der leder frem til digtets sidste opråb:
Johan Chr. Nord er cand.mag., skribent og foredragsholder.
Se, skov og eng står igen i flor: Velsign din sol og velsign din jord!
Glædeligt sommersolhverv!
Lad det fordybe din andagt, broder: dit timeglas er i takt med kloder. Dit sommerblus, som kun stakket blænder, er ild af altets, der aldrig ender. Se, skov og eng står igen i flor: Velsign din sol og velsign din jord!
Nu synges der til det inderste af den enkelte; til den lyttende bror – som vi da hjertens også kunne kalde søster (men lovsange skal gerne rime). Hovedsagen er tilsigelsen, den oprigtige indbydelse til helligholdelse: Javist, vores sandkorn glider, som enhver jo véd, hurtigt gennem spalten; snart er det forbi. Vi er gnister, der kun blænder kortvarigt. Men vi er i takt med fjerne kloders puls. Ilden, som vi udsprang af, vil ikke dø – og flammer, som vi tænder, kan blusse efter vores afsked. Så opfordringen er enkel – og aldeles ikke åndløs: Lad hjulets drejning føre dig dybere ind i det egentlige. Mærk Side 98