Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen
Den totalitære ligestilling L IGESTILLING – Ligestillingsdebatten har udviklet sig til en totalitær ideologi. Den søger at ensrette borgerne, og tvinger sig langt ind i den måde vi omgås hinanden. Et af de tydelige eksempler på konsekvenserne finder vi i uddannelsessystemet, hvor den manglende vilje til at fokusere på kønnenes forskelle nu kræver sine første ofre – drengene. Af Nicolaj Bang
LIGESTILLINGENS TABERE For nylig kom det frem, at drenge mistrives i børnehaverne. Dette burde naturligt føre til selvransagelse blandt de mennesker, som har det daglige ansvar for børnenes trivsel, men desværre understregede reaktionen blot problemets alvor og omfang. Pædagogernes svar på undersøgelsen var, at ”drengene forstyrrer de aktiviteter der foregår”, hvilket underforstået betyder de aktiviteter, som de dydige piger sysler med. Børnehaverne er desværre ikke det eneste sted, drenge mistrives. Faktisk viser det sig, at udviklingen fortsætter op gennem folkeskolen og videre på gymnasierne, hvor 15% flere piger end drenge gennemfører en ungdomsuddannelse. På det tidspunkt, hvor de unge mennesker skal søge ind på universiteterne, er 63 % af drengene sorteret fra, mens kun 47 % af pigerne har kastet håndklædet i ringen. Overalt i undervisningssystemet er reaktionen den samme. Drengene forstyrrer undervisningen, men måske det i virkeligheden er undervisningen, der gør drengene forstyrrede?
Omfattende forskning viser, at drenge og pigers hjerner er indrettet forskelligt. Piger lærer gennem sproglig udfoldelse og komplekse lege, som stræber mod konsensus. Et godt eksempel er ”far, mor, børn”, hvor pigerne imiterer hverdagssituationer, og hvor målet i høj grad er den sociale interaktion. Drengenes leg baserer sig i høj grad på fysisk udfoldelse og konflikt, elementer, som i bund og grund er ilde set i uddannelsessystemet. De leger krig eller spiller spil, hvor der er en taber og en vinder. Drengene prøver ved denne konflikt grænser af, også overfor læreren, som alt for ofte ikke er i stand til at håndtere udfordringen. I den såkaldt rummelige folkeskole er man ikke glad for at sætte grænser. Man prøver i stedet at tale drengene til rette, hvilket blot forvirrer dem, og opfordrer dem til at prøve mere til. Resultatet på den manglende disciplin bliver de ”forstyrrende” drenge, som har svært ved at acceptere lærerens autoritet. Grundlæggende synes frustrationen blandt lærere og pædagoger primært at gå på, at drengene ikke opfører sig ligesom pigerne. Drenge skal lege mindre og lave flere små sysler, som at tegne og trække perler i børnehaveklassen, som Stig Broström, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole anbefalede i en artikel i 2010. KØNSKONSTRUKTIVISME Men hvorfor denne blinde modstand mod at erkende disse åbenlyse psykologiske forskelle mellem kønnene og indrette pædagogikken efter dem? Fordi konsekvenserne er uoverskuelige.
Side 47
Hvis kønsforskellene kan resultere i så markante forskelle i børns opførsel og indlæringsevne, hvad kan det så ikke betyde for voksne? Hvis køn ikke er den sociale konstruktion, som ligestillingsforkæmperne har påstået i årtier, kan der så være en biologisk forklaring på, at kvinder fravælger topstillinger i erhvervslivet? Det ville få uoverskuelige konsekvenser. Hele grundideologien bag det seneste EU- forslag om indføre kvindekvoter i alle private virksomheders bestyrelser ville smuldre. I Amsterdamtraktaten fik man diskret listet ligestillingsideologien med under det besynderlige navn ”Gender Mainstreaming”. Bag overskriften gemmer der sig en udtrykkelig plan om at skabe lighed i alle henseender, økonomisk, socialt og i det civile liv, ligesom der skal sikres lige deltagelse og repræsentation i alle dele af samfundet såvel som den totale afskaffelse af kønsroller og stereotyper. Der er altså tale om et projekt, der bevæger sig helt ind i kernen af den private sfære og i sin essens bærer alle karakteristika fra en totalitær ideologi. Det er da også bemærkelsesværdigt, at det netop er en institution, som har været bærende for fremmelsen af menneskerettighederne, der nu vælger at tilsidesætte private virksomheders ejendomsret til fordel for målet om lige repræsentation for kønnene. I Sverige, som er blevet en slags feminismens højborg, har man ligefrem skabt kønsneutrale børnehaver, hvor drengene opfordres til at lege med dukker og man har afskaffet ord som han og hun til fordel for det kønsneutrale ”hen”.
ERHVERVSLIVET Også på lønområdet kommer ligestillingsideologien til udtryk på besynderlig vis. Da en undersøgelse for nylig viste, at lønforskellen for kvinder og mænd i identisk arbejde lå under 3 % og dermed inden for den statistiske usikkerhed skiftede debatten pludselig fokus. Det var ikke en fyldestgørende undersøgelse, for den tog ikke højde for, at kvinder generelt varetager lavere lønnede jobs end mænd. Problemet var altså ikke længere, at kvinderne blev underbetalt for deres arbejde, men derimod at de erhverv, kvinder foretrækker, er lavere lønnet. Det var nu en værdi i sig selv, at kvinder vælger en bestemt type arbejde, og lønnen skal således fastsættes efter kvinders præferencer snarere end efter værdiskabelsen og markedsværdien af dette arbejde. Heri lå et grundlæggende dilemma. Bagtanken synes at være, at de jobs, som tiltrækker kvinder bevidst eller ubevidst, vurderes til at være mindre værd end mandedominerede jobs. Hvis køn blot er en social konstruktion, så burde kvin-derne slet ikke have anderledes præ-ferencer end mænd. Hvis man ønskede en social ligestilling, så burde fokus i højere grad ligge på at ændre kvindernes vaner og muligheder, end på at lade lønnen følge kønnet. Ser man på dyreriget, hvor man næppe kan anklage hannerne for at have skabt mandsdominerede kulturer, der begrænser hunnerne vil man hurtigt identificere vidt forskellige handlemønstre hos en art, baseret alene på køn. Ser man på ”The Bell Curve” over biodiversiteten hos hanner og hunner hos
R EPLIQUE 2. årg. s. 47-49 Den totalitære ligestilling Af Nicolaj Bang
enhver art, så vil man opdage, at spredningen blandt hanner er markant større end blandt hunnerne. Hannerne er ganske enkelt et mere ekstremt køn. Ser man på det vestlige samfund i dag, så ser man en lignende fordeling. En stor del af kvinderne befinder sig statusmæssigt i mellemzonen, mens mænd er overrepræsenterede i såvel samfundets top som bund. Man kunne fristes til på baggrund af EU's ”Gender Mainstreaming” at spørge, hvorfor der ikke er flere der kæmper for kvinders ret til at leve i misbrug på samfundets kant, men det ville være perfidt. Ligestillingsdebatten har i sin sidste fase bevæget sig fra det oprindeligt borgerlige projekt, hvor det enkelte individ skulle behandles efter af sine evner og ambitioner snarere end på baggrund af sit køn, til at blive et ideologisk totalitært projekt som kræver at mænd og kvinder er ens i alle livets forhold, selv de mest private. Det er i denne opfattelse, at kimen til den alvorlige mistrivsel vi i dag oplever hos drengene i vores uddannelsessystem findes. Når samfundets ideologi insisterer på, at forskellen mellem kønnene skal fjernes i alle henseender bliver den naturlige konsekvens, at børnene skal opdrages ens. Man kan ikke længere tage højde for, at drenge og piger har forskellige behov uden samtidig at blive en eksponent for den strukturelle ulighed, som man har sat sig for at udrydde. Imens udklækkes endnu en generation af tabermænd i det feminiserede uddannelsessystem.
Side 49