Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen
Dr. Norsk ordinerer anstændighed D E K ONSERVATIVE – Det Konservative Folkeparti er i dyb krise. Peter Norsk gav for nylig sin analyse af situationen i Det konservative svigt, hvor han skriver om en inkompetent partiledelse og det, han betragter som politiske fejltagelser. Af Søren Besenbacher
Rumforskeren dr. med. Peter Norsk gjorde i adskillige år sig selv bemærket i Det Konservative Folkeparti som blandt andet EP-kandidat, folketingskandidat og i særdeleshed hovedbestyrelsesmedlem. I sommeren 2009 lykkedes det ham tillige at få 15 minutters berømmelse i den bredere offentlighed, da han annoncerede at han ville stille op som kandidat til formandsposten i Det Konservative Folkeparti imod Lene Espersen. Et kandidatur der ifølge ham selv skulle ses som et oprør mod Lene Espersen, som han mente havde forvandlet partiet til Dansk Folkeparti version 2. Historien endte med at Peter Norsk i sidste øjeblik besluttede sig for ikke at stille op som landsformand alligevel, for ikke at skabe problemer for sine allierede i partiet, heriblandt Lars Barfoed. I stedet blev Peter Norsk genvalgt som hovedbestyrelsesmedlem og denne post besad han indtil han i sommeren 2010 var blevet så utilfreds med Lene Espersen at han forlod partiet efter 35 års medlemskab. På baggrund af disse oplevelser i partiet udgav Peter Norsk i sensommeren 2011 bogen Det konservative svigt, der primært handler om hans oprør mod Lene Espersen, men også dækker andre aspek-
ter af Det Konservative Folkeparti. Bogen udkom således kort tid før folketingsvalget og timingen kan derfor siges at have været ganske god. For godt nok betød det katastrofale konservative valgresultat at der var færre konservative vælgere og dermed potentielle købere af bogen, men det betød også at dem, der var tilbage burde være meget mere interesserede i at læse en bog der hævder at have diagnosticeret problemerne i partiet. KONSERVATIVE GRUNDHOLDNINGER Nogle af de problemer som Peter Norsk påpeger i bogen, kunne Det Konservative Folkeparti have godt af at tage fat på. Deriblandt hans beskrivelse af manglen på velfungerende medlemsdemokrati samt arrogance fra partiledelsen i forhold til tillidsfolkene og de menige partimedlemmer. Som eksempel på det sidste nævner han, at en deltager ved et hovedbestyrelsesmøde i 2005 afviste behovet for at sætte medlemmer i gang med at udarbejde et nyt partiprogram med den begrundelse at: ”Sidst vi satte folk i gang med et oplæg til et nyt program, gjorde vi det jo kun for at beskæftige dem med et eller andet, så de ikke lavede ballade.” Et andet emne som Peter Norsk tager op, er hans oplevelse af hvor besværligt det var at starte en diskussion om hvad det egentligt vil sige at være konservativ. Norsk beretter at han som nyvalgt hovedbestyrelsesmedlem forsøgte at starte en diskussion om partiets konservative værdier og grundholdninger, da han mente at hovedbestyrelsen var et naturligt organ at tage den slags diskussioner i. Han fandt dog ikke megen interesse for den slags
Side 41
diskussioner i hverken folketingsgruppen eller hovedbestyrelsen. Formentligt fordi folk stadig huskede partistriden i halvfemserne tydeligt og bestemt ikke havde lyst til at starte en diskussion der kunne bringe de indre uenigheder i partiet frem i lyset. De seneste to år har dog med alt tydelighed vist, at blot fordi man begraver disse uenigheder og forsøger at ignorere dem, forsvinder de ikke. Tværtimod kan de få lov til at vokse sig større. Hvis Det Konservative Folkeparti for ti år siden – da Norsk opfordrede til det – havde taget en værdipolitisk diskussion om hvad konservatisme er, havde man sikkert ikke stået i en helt så alvorlig situation i dag. Forbeholdt at man kun havde lyttet til Norsk så langt, at man havde taget diskussion og ikke var gået hele vejen og havde ladet Norsk vinde diskussionen – for så var partiet formentligt havnet i en endnu værre suppedas. Problemet med Norsk er nemlig, at han har en lidt utraditionel opfattelse af hvad konservatisme er. Peter Norsk forklarer i bogen at ”konservatisme kommer af ordet konservere – at bevare. Konservatismens mål er i al væsentlighed at bevare to ting: den personlige frihed og det personlige ansvar!” Det er alt. Det foregående er ikke undertegnedes omskrivning af hans holdninger, men et direkte citat. Peter Norsk mener vitterligt ikke, at der er andet, der som konservativ er værd at bevare. Dansk kutur? Det danske sprog? Dansk national selvbestemmelse? Nej, det giver Peter Norsk ikke meget for. Folk der går op i at bevare den slags, affærdiger han som selvtilstrækkelige nationalister præget af fremmedangst. Lars Barfoeds ulykkelige forlovelse med
Margrethe Vestager under valgkampen er således lige den slags konservative udmeldinger som Peter Norsk hungrede efter i sin tid i partiet. Hvis det stod til ham havde Lars Barfoed kun stået endnu tættere på Vesterager og skældt endnu mere ud på Dansk Folkeparti. For Peter Norsk hader Dansk Folkeparti inderligt i sådan en grad at han mener at saglige argumenter mod partiet er overflødige. I stedet henviser han til tonen i debatten og hans egen udlægning af Dansk Folkepartis motiver. Peter Norsk er tilsyneladende fuldt overbevist om at Dansk Folkeparti – om ikke bevidst – så i hvert fald ubevidst arbejder på at indføre totalitarisme, diktatur og folkemord i Danmark. I bogen beskriver han således Dansk Folkeparti som både totalitært, ultra-fremmedfjendsk og ekstremt nationalistisk og han mener desuden at det er ”det mest ekstreme nationalistiske parti som nogensinde har været valgt til folketinget” – hvilket må siges at være noget at et udsagn når man tænker på at DNSAP fik indvalgt mandater ved folketingsvalgene i både 1939 og 1943. BURKASAGEN Peter Norsk beskriver i bogen at han længe havde haft en dårlig opfattelse af Lene Espersen, som han allerede før hun blev formand opfattede som arrogant og egenrådig. Da hun blev valgt til formand i 2008, endte han dog alligevel med at støtte op om valget. Han var i løbet af 2008 nået til den konklusion, at det var på tide at skifte Bendt Bendtsen ud, og da det ikke var muligt at finde flertal for en af hans foretrukne kandidater - Connie Hedegaard eller Lars Barfoed – måtte valget falde på Lene. Men enhver tillid
R EPLIQUE 2. årg. s. 41-45 Dr. Norsk ordinerer anstændighed Af Søren Besenbacher
Peter Norsk måtte have haft til Lene Espersen, forsvandt omgående da den konservative folketingsgruppe på deres sommergruppemøde i 2009 fremlagde det integrationsudspil, som i offentligheden blev kendt for at indeholde et forslag om at forbyde burkaer. I hans øjne var dette forslag både uanstændigt, antikonservativ og grundlovsstridigt. Derudover mente han at det var helt uacceptabelt, at hovedbestyrelsen ikke var blevet informeret, på trods af at der havde været et møde i hovedbestyrelsen kort tid før offentliggørelsen. Set i bagklogskabens lys var det utvivlsomt en fejl at medtage burkaforbuddet i integrationsudspillet. Det var simpelthen for kontroversielt og endte med at stjæle opmærksomheden fra resten af det omfattende integrationsudspil, der i alt fyldte mere end tyve tætskrevne sider. Det at forslaget om burkaforbud fik meget modstand i pressen og endte som et nederlag, der sænkede hele det nye integrationsudspil, kan ikke kun tilskrives den store modstand det mødte internt i partiet fra blandt andet Peter Norsk. I modsætning til Frankrig, hvor lovforslaget om at forbyde burkaer var kulminationen på en længere offentlig debat, havde burkaer i sig selv ikke været et stort debatemne i Danmark før forslaget fra de konservative. Manglen på en eksisterende debat om emnet gjorde at Naser Khader, som konservativ ordfører, endte med at stå meget alene som fortaler for forbuddet. Havde det været et fælles forslag fra regeringen, ville der have været støtte at hente fra Venstre og DF, men i denne situation var de glade for at lade de konservative (Naser Khader) tage tæskene alene. At debatten tog udgangs-
punkt i et partipolitisk forslag fra de konservative gjorde desuden at de ligestillingsforkæmpere, som burde have været Naser Khaders allierede, var endnu mere tilbøjelige til at holde sig ude af debatten, end de ellers ville have været. Peter Norsk kan tilmed meget vel have haft ret i at forslaget var på kant med grundloven. Så alt i alt må man konkludere at det var en fejl at tage burkaforbuddet med i integrationsudspillet. Forslagets manglende popularitet blev især et nederlag for Naser Khader, der stod som hovedfortaleren for partiets nye integrationspolitik. Peter Norsk mener dog at vide at Naser Khader slet ikke havde været involveret i beslutningen om at inddrage burkaforbuddet i integrationsudspillet. I stedet skulle et andet folketingsmedlem have truffet denne beslutning for at give udspillet en mere markant profil. Først da Lene Espersen derefter havde sagt god for indlemmelsen af burkaforbuddet i udspillet blev Naser Khader informeret om beslutningen, som han bare måtte tage til efterretning. Det er dog svært for læseren at afgøre, om der er grund til at betvivle denne udlægning af tilblivelsen af forlaget – det står klart at Peter Norsk ikke var en aktiv del af arbejdet med integrationsudspillet og han navngiver ikke hvilke kilder hans oplysninger bygger på. OPRØRET MOD LENE ESPERSEN Burkasagen var den dråbe der fik Peter Norsks bæger til at flyde over. Han var så indigneret over hele sagen, at han besluttede at Lene Espersen ikke længere burde fortsætte som leder af partiet. Og da der ikke var andre der havde lyst til at
Side 43
stille op mod hende som partileder, valgte han selv at gøre det. Velvidende at det var en kamp han ikke kunne vinde. En betragtelig del af bogen går med at berette hvordan Peter Norsk op til det konservative landsråd i 2009 førte kampagne mod Lene Espersen. En kampagne som bestemt ikke blev vel modtaget i partiledelsen. Peter Norsk beretter at der som modsvar blev cirkuleret sladder om hans person og til sidst blev han indkaldt til forhandlingerne med Lars Barfoed og generalsekretær Morten Bangsgaard for at få ham til at opgive kandidaturet. Barfoed og Bangsgaard nægtede godt nok at anerkende at der var tale om forhandlinger, men som det er beskrevet i bogen er det svært at finde et andet navn for det. Hele historien viser at partitoppen var utroligt forhippede på at der ikke skulle være kampvalg, selv om det var hævet over en hver tvivl at Lene Espersen ville have vundet valget overlegent. Denne frygt for at lade omverdenen vide, at der ikke er konstant enighed om alt i Det Konservative Folkeparti går igen flere steder i Peter Norsks fortælling. Han beskriver også, at Bendt Bendtsen blev godt og grundigt irriteret, da Norsk i hovedbestyrelsen foreslog at en ny formand burde vælges ved urafstemning i partiet. Et forslag der ikke blev til noget, men som ellers kunne have hjulpet med at give de menige medlemmer i partiet indtryk af, at de havde reel indflydelse og fik noget for deres kontingentpenge. Peter Norsk blev i foråret 2010 mere og mere utilfreds med partiledelsen. Ikke på grund af Lene Espersens feriesag, der ellers optog det politiske Danmark på det
tidspunkt, men fordi at han ikke syntes at den integrationspolitiske konference, han var blevet lovet mod ikke at stille op mod Lene Espersen, blev taget alvorligt af partiledelsen. Denne utilfredshed endte med at han i juni 2010 meldte sig ud af partiet. Norsk var således ikke medlem da Lene Espersen i januar 2011 blev væltet som leder af partiet og har derfor ikke førstehåndsviden om det politiske kup der afsatte Lene til fordel for Lars Barfoed. Men han giver alligevel en interessant gennemgang af begivenhederne, som han har hørt dem gennem pressen og bekendte i partiet. DET SYGE PARTI I sin gennemgang af Det Konservative Folkeparti påpeger dr. Norsk nogle sygdomstegn, og efter valget kunne det godt se ud til, at han har ret i, at partiet står overfor en overlevelseskamp. Noget, som for få år siden kunne afskrives som fuldstændigt umuligt – et folketing uden mandater fra Det Konservative Folkeparti – kan ikke længere helt så kategorisk afvises. Personligt er jeg dog skeptisk overfor hvorvidt hans ordinerede medicin – et ordentligt skud ”borgerlig anstændighed” - virkelig er den mirakelkur som kan redde partiet. Mest af alt fordi jeg ikke køber hans præmis om at strammere indvandringspolitik er den direkte vej til etnisk splittelse og borgerkrig. Tværtimod tror jeg, at en rimelig begrænsning af indvandringen og en bedre integrationsindsats er den bedste måde at undgå dette på. Desuden anerkender jeg ikke, at der skulle være noget uanstændigt i en fornuftig begrænsning af indvandringen.
R EPLIQUE 2. årg. s. 41-45 Dr. Norsk ordinerer anstændighed Af Søren Besenbacher
Da bogen blev skrevet før folketingsvalget, indeholder den ikke Peter Norsks reaktion på de konservatives valgkampagne. Men gad vide om ikke Peter Norsk var helhjertet tilhænger af Lars Barfoeds alliance med Margrethe Vestager. Det var jo netop det opgør med samarbejdet med Dansk Folkeparti som Peter Norsk havde ønsket. I den forbindelse kan man jo få lyst til komme med den flabede bemærkning, at man skal passe på hvad man ønsker sig. Det ser ikke just ud til, at den manøvre havde en gavnlig effekt på valgresultatet. Men man skal ikke tage fejl af Peter Norsk. Han er uden tvivl en politisk idealist, der meget hellere ser sit parti skrumpe ved at gøre det, han ser som det rigtige, end vokse sig stor ved at gøre det forkerte, hvilket er agtværdigt. Folk som ham, der handler efter overbevisning og ikke bare opportunistisk mandatoptimering, er der brug for i de politiske partier, også Det Konservative Folkeparti.
Peter Norsk: Det konservative svigt Forlaget Frydenlund, 2011
Side 45