Den gyldne middelvej

R E P L I Q U E

Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Den gyldne middelvej

OPINION – Frihedstræet skal vandes med kongeblod for at vokse. Sådan prædikede Den franske Revolution. Resultatet blev ufrihed. Men revolution førte også til modreaktioner. Nogle radikale, andre moderate. En af disse var Pierre-Simon Ballanche, som ph.d.-stipendiat introducerer til i Replique.

Kasper Haunstrup Madsen

I frihedsåret 1776 blev Pierre-Simon Ballanche født ind i en borgerlig, katolsk købmandsfamilie i Lyon. Byen havde nydt godt af den store statsmand Jean-Baptiste Colberts økonomiske reformer og investeringer i slutningen af 1600-tallet og havde siden da genereret overskud, med sin sprudlende handel og bankvirksomhed, til absolutismens storhed. Lyon nød godt af enevældens økonomiske tiltag, men måtte stadig bukke sig i støvet for den gamle verdens aristokrati og deres privilegier.

Loyale og gudfrygtige, men uforstående overfor dele af den middelalderlige samfundsstruktur, som hverken Colbert eller Solkongen havde fået gjort op med. Da Ludvig XVI trådte til i 1774 var alles øjne rettet mod netop denne problematik. Det stod klart, at borgerskabet med sin virksomhedsiver havde været afgørende for opbygningen af det enevældige system, og nu måtte denne bedrift belønnes – gerne på bekostning af den gamle adel.

Skæbnen ville det dog anderledes da de amerikanske frihedsrøster lokkede Ludvig til at yde støtte imod Frankrigs gamle arvefjende England. Penge, ammunition og soldater blev de næste par år sendt i stride strømme over Atlanten, alt imens den franske økonomi faldt fra hinanden. Årene op til den store revolution var således plaget af denne ustabile situation, hvor den tilbagevendende dårlige høst kun forværrede fremtidsudsigterne. Ludvig forsøgte i 1787 at imødekomme udfordringerne ved nedsættelsen af assemblée des notables, men lige lidt hjalp det. Toppen af aristokratiet, kirken og statsapparatet nægtede at bøje sig – de ville ikke betale for kronens oversøiske eventyr og den dårlige høst.

DEN STORE REVOLUTION I 1789 indkaldte kongen derfor samfundets tre stænder i håbet om at kunne presse toppen af samfundet til et kompromis. Uenigheder omkring afstemningsformen i stænderforsamlingen ledte dog til uro, hvilket eskalerede d. 17. juni, da tredjestanden erklærede sig enerådigt for ’Nationalforsamlingen’, og det hele kulminerede med stormen på Bastillen godt en måned senere.

I Lyon var byrådet splittet. Nationens finansielle udfordringer afspejledes også i byen, hvor borgerne havde lidt under oligarkers skatteprivilegier, hvilket fik revolutionens indledende tiltag og angreb på nedarvede privilegier til at virke tillokkende. Man så dog samtidig med stor skepsis på de voldelige udtryk, som revolutionen allerede havde haft. Byen var i

Side 127

R EPLI QUE 8. årg. s. 127-131 Den gyldne middelvej Af Kasper Haunstrup Madsen

sandhed splittet mellem sit katolske ophav og den borgerlige handelskultur. Med royalisten Jacques Imbert-Colomés som leder nåede byen et midlertidigt kompromis, hvor oligarkernes skatteprivilegier blev trukket tilbage.

På et nationalt niveau sluttede Lyon sig til de moderate grupperinger af revolutionspolitikere – særligt liberale girondinere, der i Nationalkonventet modarbejdede montagnarderne. Det moderate arbejde i hovedstaden mistede dog gradvist fodfæstet i løbet 1792-93, grundet en katastrofal udenrigspolitik samt en uklar indenrigspolitik. Ud af truslen fra de store europæiske stater, der ville tilbagerulle revolutionen, samt det interne kaos, voksede en stærkere og mere radikal jakobinsk bevægelse.

Midtens mænd og ideer gik undergangen i møde, da denne radikale bevægelse tilranede sig herredømmet i hovedstaden i slutningen af ’92. Bevægelsens ledere stadfæstede deres dominans med dommen over kongen, der anklagedes for at konspirere mod fædrelandet. Nogle moderate opponerede, men flere sluttede sig i afmagt og misforstået sværmeri til de radikale jakobinere. ”FRIHEDSTRÆET MAATTE VANDES MED KONGEBLOD FOR AT VOXE” Lød det eksempelvis fra den opportunistiske Bertrand Barére, der samtidig ledte smigrerierne over revolutionens nye ’posterboy’ Maximilien Robespierre, som grundet sin principfasthed i konventet blev kendt som ’l’Incorruptible’. Denne Side 128

principfasthed overlevede dog ikke konfrontationen med monarken.

Robespierre havde deltaget i stænderforsamlingen af ’89 som repræsentant for tredjestanden og agiteret for afskaffelsen af dødsstraffen, da den stred imod enhver ’fornuft’ og ’oplysning’. I 1793 stod forsvaret for republikken og den nye verden dog over alt andet for den ’ukorrumperbare’.

D. 21. januar guillotineredes monarken, og da Robespierre et halvt år senere indvarslede rædselsregimet måtte tusindvis af franskmænd lade livet for at garantere det nye systems overlevelse.

I Lyon så man med rædsel på begivenhederne i hovedstaden. Hurtigt sluttede man sig til en koalition af moderate og royalister i oprør mod Paris. D. 4. juni blev Robespierre præsident af Nationalkonventet og intensiverede som det første kampen mod disse oprør. Lyon blev bombarderet og belejret fra august, og byen overgav sig i starten af oktober. Barére erklærede i konventet, at Lyon skulle rives fuldstændig ned. På asken af den gamle by skulle der rejses en søjle, hvorpå der skulle stå Lyon fit la guerre à la liberté; Lyon n’est plus!

[Lyon førte krig mod Friheden; Lyon er ikke mere!]

Baréres hævngerrighed blev heldigvis aldrig ført ud i livet, men oprøret blev ikke glemt. Regeringen i Paris iværksatte straks straffeaktioner mod byens royalister og moderate.

R EPLI QUE 8. årg. s. 127-131 Den gyldne middelvej Af Kasper Haunstrup Madsen

EN HISTORIEFILOSOFI FØDES I dette rædselsår oplevede den kun 17årige Pierre-Simon Ballanche sønderbombningen af sin hjemby og de efterfølgende straffeaktioner, der under guillotinens effektive virke, malede gaderne røde.

Revolutionens voldelige udtryk må uden tvivl have gjort indtryk på den unge mand, men det var de revolutionæres forsøg på at skabe en ny virkelighed baseret på ’de la métaphysique politique’ – en metafysik, som løsrev sig fra erfaringen – der drev ham til pennen og historiefilosofien.

Det var i tiden mellem Wienerkongressen (1814-15), hvor den gamle verden, med den østrigske fyrst Klemens von Metternich i front, forsøgte at reetablere sig selv, og Julirevolutionen i 1830, hvor den nye verdens – som så ofte voldelige – frihedskald atter brød igennem og sendte rystelser igennem de gamle europæiske stater.

Det var en brydningstid, hvor tilhængere af det gamle og nye polariseredes. Ballanche fandt hurtigt sig selv i den konservative lejr – i et delvist forsvar for den gamle verden.

Ligesom Joseph de Maistre og Louis de Bonald kritiserede han det 18. århundredes filosoffer for at have misforstået evighedens betydning og for at have forstået mennesket som en race født uden forfædre. Ballanche så i evigheden et bindeled mellem fortid, nutid og fremtid. Denne relation kom til udtryk i traditionelle sociale forbindelser, der beskyttedes af samfundets institutioner. Bevarelsen af de historiske og timelige institutioner handlede for Ballanche derfor i sidste ende om mennesket i relationen til evigheden.

Men kun delvist. For modsat mange af sine samtidige konservative og reaktionære medforfattere ville han ikke skrue tiden tilbage til før 1789. Ballanche ville derimod forene historiens mænd ’archéophiles’ med revolutionens mænd ’néophiles’. Han var ikke blind for, at revolutionens mænd og visioner var udsprunget af en fornuftig kritik af den gamle verden. Det var de legitime nationale og liberale krav om politiske og civile rettigheder, men disse kunne ikke vokse på et fundament af metafysisk gætværk og abstraktioner. De måtte implementeres i det allerede eksisterende. Målet måtte dermed blive en forening af det nye og det gamle.

FORSONINGEN I Essais de palingénésie sociale (1827-30) forklarede han samfundets udvikling i en cirkulær, men fremadskridende, bevægelse.

Det var en lov om restoration og forfinelse under Forsynet, hvor mennesket og samfundet gennem tre stadier ’épreuves’ [udfordring], ’expiations’ [forsoning] og ’réhabilitation’ [genopbygning] forbedredes.

Ballanche bedrev sit forfatterskab under ’forsoningen’, hvor Bourbonnerne igen sad på den franske trone.

Side 129

DEN GYLDNE MIDDELVEJ Ballanche fødtes ind i og bedrev sit forfatterskab i den moderne verdens barndomsår. Hans skriverier fik aldrig den brede, folkelige appel, han selv håbede på.

Budskabet om en middelvej mellem de to ekstremer passede simpelthen ikke ind i brydningstiden. De reaktionære anklagede ham for at være ateist og republikaner, når han talte om politiske og civile

R EPLI QUE 8. årg. s. 127-131 Den gyldne middelvej Af Kasper Haunstrup Madsen

rettigheder. De progressive anklagede ham for at være en formørket reaktionær, når han talte om vigtigheden af kirken og det overleverede.

Herhjemme lykkedes det derimod for præsten, folkeopdrageren og politikeren N.F.S. Grundtvig, der agiterede for en position midt imellem den gamle verdens til tider sværmeriske overtro og den nye tids kolde fornuft.

Jeg vil derfor bede Gud, at jeg aldrig maa faa mere Rolighed, Klarhed og Betænksomhed, end der kan forenes med christelig Nidkiærhed, med levende Følelse af den dybe Dunkelhed, der først i Himlen kan forklares, og med den Sandheds-Kjærlighed, der skyer de krogede Veie meer end de blikende Sværd og de bølgende Luer.

I et tillæg til sine berømte Mands Minde foredrag i Borchs kollegium, der afholdtes mellem juni og november 1838, proklamerede han klart og tydeligt, hvad Ballanche havde forsøgt i den polariserede franske debat.

Med henblik på den nye verdens fantaster, der tog deres udgangspunkt i revolutionen og dennes ophavsmænds tanker, skrev Grundtvig, at: Hvad der skal være Grundlov for det borgerlige Selskab; saa gjælder det kun om, at man ikke ansér Opskrifterne for Hovedsagen.

De revolutionære franskmænd havde stirret sig blind på opskriften – deres politiske metafysik – og ignoreret ingredienserne, det overleverede, folkets sæder, Side 130

institutionernes historie og troen. For Ballanche og Grundtvig bestod opgaven i at minde de stridende parter om, at opskriften i sig selv ikke var nok. Det progressive var rodløst, det reaktionære rådnet. Middelvejen skulle fremelskes i en brydningstid med erfaringerne fra det overleverede, samt de nye erkendelser.

EFTERSPIL I vores tid er den verden, som stadig var ung på Ballanches og Grundtvigs tid, blevet til en ’ny gammel’ verden, der også står overfor nye udfordringer. Nogle ville endda kalde det en brydningstid, hvor gammelt og nyt atter strides. I en sådan tid må det være den konservatives opgave at holde fast på erfaringerne, men samtidig erkende, når det nye har sin ret – uden at fortabe sig i sværmeri over fortiden og uden at hengive sig til de rodløse systemer. For Ballanche bestod opgaven i at forene progressive med reaktionære. For Grundtvig var det en afvejning af arven fra den oplyste enevældes tid og drømmene om fremtiden i den kommende folkestyrets tid.

I sin grundvold må den konservativ fastholde denne virkelighed mellem arven og drømmene, når brydningstiden mellem gammelt og nyt fordrer splittelse og polarisering.

Den gyldne middelvej er i dag desværre forbeholdt en række politikere og debattører på midten, der har mere travlt med at pege fingre ad og udskamme polerne. Den konservative kan ikke parkere sig selv i midtens behagelige elfenbenstårn. Her må

R EPLI QUE 8. årg. s. 127-131 Den gyldne middelvej Af Kasper Haunstrup Madsen

vi løfte arven fra midtens stridsmænd om at forene fortid og fremtid.

Kritikken fra polerne af det etablerede og overleverede har sin legitimitet – nogle steder skal der hugges en hæl og klippes en tå. Andre steder skal der insisteres på det overleverede overfor nye strømninger.

Vi skal lytte til kritikken, men ikke fortabe os i lette løsninger og sværmeri, hvad end det måtte komme fra venstre eller højre.

Det er en hån mod de overleverede, dyrekøbte erfaringer.

Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-stipendiat i historie ved Syddansk Universitet.

Side 131