Den herskende klasse

R E P L I Q U E

Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Den herskende klasse

ANMELDELSE – Nok er Eliternes oprør en 25 år gammel bog, men det gør den så sandelig ikke irrelevant. Tværtimod, bogens forfatter Christopher Lasch beskrev ifølge vores anmelder et kulturelt forfald i Vesten, som afspejler sig i den erosion af det levedygtige demokratis forudsætninger, vi ser i dag.

Deutschland, det franske præsidentvalg i 2017, Donald Trump, Brexit, Viktor Orbán, Lega og ”alt det der”. Den fælles fornemmelse er den, at vi står ved et tidehverv, men dertil at der er noget, vi ikke har forstået. Vi står ikke viljestærke forud for tidehvervet, sådan er den historiske situation ikke, men snarere rådvilde. Konfrontererede med en tilsyneladende konstant tiltagende entropi.

Anders Orris

Dermed er der god grund til at se sig tilbage for måske at erkende en sammenhæng, vi endnu ikke har opdaget. Som bekendt bliver beskæftigelsen med personer og begivenheder i fortiden dog altid subjektiv i dobbelt potens. Christopher Laschs ord fra fortiden er indlejrede i en bestemt subjektivitet; vor tids interesse for Christopher Laschs ord er tilsvarende indlejret i en bestemt subjektivitet. Vi spørger og undersøger, som antydet, på baggrund af en given, aktuel situation, men skal holde godt øje med fortidens egen sammenhæng. Ellers forfaldes der let til instrumentalisering; fortidens måske løsrevne ord kan blive til bekvemme redskaber for dagsaktuelle synspunkter. Nazikortet er berygtet i den forbindelse, i skrivende stund spillet f.eks. af et Venstre-byrådsmedlem fra Kolding med varigt svækkede åndsevner.

På forhånd vil mangt en læser nok spørge sig selv, hvorfor der skal bruges spalteplads på at anmelde en henved 25 år gammel bog. Hvad er der at hente? Her må læseren indtil videre – men nu også i al almindelighed – stole på den redaktionelle afvejning. Udgiverkredsen bag nærværende tidsskrift gør sig ganske store anstrengelser for, ved hjælp af den enkeltes og den fælles indsigt, at stille solide relevanskriterier op. Den afdøde amerikanske historieprofessor Christopher Laschs nyklassiske bog Eliternes oprør - og forræderiet mod demokratiet har figureret nogen tid på listen over værker, redaktionen ønskede anmeldt, og hermed kan faktum så konstateres.

BAGGRUNDEN Hvad har været bevæggrundene? Jo, de har været ”noget med” den politiske udvikling i Amerika og Europa de seneste åringer. De fleste kender nok avisartiklerne, pressens evindelige rumleri, og de drejer sig om folketingsvalget 2015, Sverigedemokraterna, Alternative für

Christopher Lasch (1932-94) var i en årrække professor i historie ved universitetet i Rochester. Han blev på det nærmeste født ind i den amerikanske aftapning af liberalismen; faderen skrev for en progressiv avis i St. Louis i årtier, stiftet af Joseph Pulitzer himself. Lasch selv fandt fodfæste

Side 113

R EPLI QUE 8. årg. s. 113-118 Den herskende klasse Af Anders Orris

hos det såkaldt nye venstre i halvtredserne og tresserne, men fik det svært med at den barske kritik forstummede, efterhånden som bevægelsens folk fik professorater og embeder at passe. Han slog om i løbet af halvfjerdserne, men blev aldrig nem at sætte i bås. Kommunitarist ville han ikke kaldes, på trods af det egentlig var det mest nærliggende, social- eller kulturkonservativ gik bedre an, for slet ikke at tale om populist, men epitetet konservativ får lov at binde sløjfen.

SAMMENHÆNGEN Eliternes oprør fra 1994, færdiggjort medens Lasch var døende af en kræftlidelse, blev skrevet under indtryk af den konvergens, der indtrådte i amerikansk politik først i halvfemserne. Den lange periode med republikanske præsidenter, 19811993, havde fået det demokratiske parti til at tilegne sig betydelige dele af modpartens tankegods. Den dynamiske Bill Clinton, der netop gjorde en ende på den republikanske dominans, er et tidstypisk eksempel. I kølvandet på den kolde krigs afslutning var tidsånden dertil tydelig: markedsøkonomi, demokrati, en liberal international handelsmodel, mellem- og overstatslige samarbejder og dannelsen af en såkaldt ny verdensorden, proklameret af præsident George Bush d.æ. og baseret på disse idealer. Det interessante er for så vidt ikke hvad Christopher Lasch måtte mene om idealerne eller partipolitiske stridigheder, men det var konvergensen, en politisk sammenrykning blandt eliten, baseret på fælles tilegnelse af disse idealer, der var anledningen. Det er ganske sammenhængende med Laschs bog, at Side 114

forretningsmanden Ross Perot fik 19 millioner stemmer ved det amerikanske præsidentvalg i 1992, det bedste resultat for en kandidat udenfor de to store partier i mands minde, baseret på en klar kritik af primært den internationale, liberale handelsmodel og en påstået skævhed i firsernes amerikanske skattereformer. Ross Perot var konservativ og populist på samme måde som Christopher Lasch; et udtryk for en tilsvarende samtidsreaktion.

Udformningen er ikke just styrken ved Eliternes oprør. Bogen er inddelt i tolv kapitler knyttede til tre afsnit, som ikke altid anviser en ordentlig sammenhæng. Lasch gør også lynsnart opmærksom på i forbemærkningerne, at ni ud af tolv kapitler er reviderede udgaver af tidsskriftsartikler.

Det giver bogen et noget usammenhængende præg, men det får være form og ikke indhold. Det hjælper også svært, at bogens indledning er forbilledlig stringent og velargumenteret. Snarere end at gribe tilbage til afsnit-inddelingerne, griber man tilbage til indledningen i den omtrent 200 sider lange bog, når en sammenhæng måske skal genopfriskes. Lasch skrider i indledningen straks til en brugbar definition af den elite, han retter en anklagende pegefinger imod: De nye eliter står midt i et opgør mod ”Middelamerika”, som de forestiller sig det – en teknologisk tilbagestående, politisk reaktionær nation med en undertrykkende seksualmoral og en jævn smag – selvgod og selvtilfreds, kedelig og gammeldags. (…) ”Multikulturalismen” passer dem derimod som hånd i handske på grund af sine tilknyttede,

R EPLI QUE 8. årg. s. 113-118 Den herskende klasse Af Anders Orris

behagelige forestillinger om en global bazar, hvor man hæmningsløst kan bruge løs af eksotiske madtraditioner, eksotiske beklædningsstilarter, eksotisk musik og eksotiske folkeslags skikke, uden at der stilles spørgsmål eller krav.

De ny eliter føler sig kun hjemme, når de er på gennemrejse, en route til en konference på højt niveau, til en storstilet indvielse, til en international filmfestival eller til et uopdyrket feriested. De anlægger i bund og grund en turists syn på verden – et perspektiv, der næppe kan opmuntre til dybfølt demokratisk engagement.

NATIONALKARAKTEREN Dette turde være kendt stof, også i 2018.

Fra denne definition udfolder Lasch en bredspektret kritik af denne elite, som det ikke lader sig gøre at komme helt rundt om i nærværende anmeldelse. Lad mig i stedet udvælge to områder, Lasch retter sin undersøgende kritik imod. Denne rettes for det første mod eksistensen af en amerikansk nationalkarakter. Det er et langstrakt historisk samtaleemne, andre der er værd at høre i den forbindelse er David Riesman og Daniel Patrick Moynihan, men grundtesen er omtrent sådan: amerikanere, amerikaneren som sådan, er defineret ved og kendetegnet af troen på et sæt koncist formulerede idealer, der ofte har et stærkt ydre udtryk. I meget kort form er det kendetegnende, at George Washington er afbildet apoteotisk på hvælvingen over rotunden i Capitol i Washington.

Lasch undersøger derfor nogle nedslagspunkter i tilslibningen af denne amerikanske nationalkarakter og gør blandt andet Side 115

en del ud af den stadige socialiseringsproces, der ideligt genbekræfter – eller, antydende: genbekræftede – denne amerikanske nationalkarakter. Et helt kapitel vies fremvæksten af et egentligt amerikansk grundskolesystem i midten af det 19. århundrede; denne periode danner i det hele taget i høj grad bagtæppe for Laschs fremstilling, blandt andet hævder han, at samme periodes liberale betoning af kernefamiliens væsentlighed skulle bygge et værn mod en grasserende individualisme.

Forsørgerforpligtelsen skulle holde familiefædre fra at blive ”spillere, flanører, lapse eller fupmagere” med Laschs ord.

Pioner- og Old Right-idealerne om den frie, uafhængige amerikanske familie havde altså intet med tom frigørelse at gøre.

Denne nationalkarakter har naturligvis også en negativ definition, hvor Laschs tilslutter sig idéen om Amerika – og dermed den amerikanske nationalkarakter – som værende skabt af en ganske radikal modernitets- og oplysningsidé, i det mindste delvist i et modsætningsforhold til Europa. I hvert fald rådede Amerikas uafhængighed med et pennestrøg bod på det skel, der spaltede og måske endnu spalter det protestantiske og katolske Europa: amerikanere var fra begyndelsen ”bedre egnede til at deltage i det offentlige liv” og skulle ”ikke regeres, eftersom de kunne regere sig selv”. Sammenfattende er det svært at tage entydig stilling til denne nationalkarakter; en del – formentlig det meste – bygger på meningsfyldte og solide betragtninger, blandt andet at Amerika i et århundrede eller halvandet var homogent

R EPLI QUE 8. årg. s. 113-118 Den herskende klasse Af Anders Orris

etnisk og sprogligt og defineret ved en konsekvent fælles opslutning til uafhængighedserklæringens og forfatningens ord og gerning. Basalt set punkteres myten om smeltediglen, og eksistensen af en amerikansk kernekultur med tilslutning fra den til enhver tid siddende elite sættes i stedet. Denne kernekultur skabte samhørighed, flid og velstand – og med Amerikas indtræden på verdensscenen i det 20. århundrede en verdensledende magt. Lasch er dog forsigtig i sin egentlige udsigelse af bogen: dens styrke er den præcise, negative karakteristik og kritik af de nye eliter, i hvert fald antyder Lasch muligheden af en strømkæntring ud fra devisen, at Amerikas evne til at genopdage og –opfinde sig selv er stærk. I den henseende er bogen typisk amerikansk – og skrevet af en døende, men håbefuld mand. Vi ved ikke hvad Lasch ville sige i dag, men han ville nok begræde at Eliternes oprør ikke just var eller er blevet internaliseret. Den amerikanske nationalkarakter synes i hvert fald, her i 2018, at være sprængt i stumper og stykker; C-SPAN, The Open Mind og lignende har haft deres storhedstid, for tiden formulerer man sig helst i medier, der stiller færre krav til både afsender og modtager. Som regel kan det meste klares med en finger eller to.

STEDERNE Mere finurligt – og måske mindre overskriftsagtigt – er Laschs påpegning af, at ændringer i det fysiske miljø også har afgørende påvirkninger i forhold til forudsætningerne for en fri offentlig debat og et levende demokrati. I forbemærkningerne slår Lasch fast: Side 116

Den modstilling mellem by og land, som nativistiske demagoger udnyttede, når de beskrev byen som en lastens hule, var i alt væsentligt en illusion. Kloge mennesker har altid forstået, at by og land er komplementære, og at en sund balance mellem dem er en vigtig forudsætning for et godt samfund. Det var først, da storbyerne efter Anden Verdenskrig udviklede sig til megapoler, at denne balance brød sammen. Selve skellet mellem land og by blev meningsløst, da det fremherskende bebyggelsesmønster ikke længere var hverken bymæssigt eller landligt – og da slet ikke en syntese af de to – men et udflydende, amorft konglomerat uden klart identificerbare grænser, offentligt rum eller medborgerlig identitet.

Lasch folder denne observation ud i et særskilt kapitel, hvor han sirligt påviser, at nedbrydningen og upersonliggørelsen af gaden og det offentlige rum har skadet de integrerende kræfter i samfundsordenen.

Med et samlende begreb – lånt fra sociologen Ray Oldenburg, en anden af giganterne fra det tyvende århundredes amerikanske åndsliv – kalder Lasch disse steder for tredjesteder, dvs. noget andet end hjem og arbejdsplads, og peger på at eksempelvis stamværtshusets samtaler og sociale koder anviste og indstiftede en orden, der eliminerede eller minimerede risikoen for at nogen lod huset forfalde, grunden gro til eller svigtede børnenes opvækstvilkår.

For nu at imødegå en klassisk indvending, refererer Lasch også eksemplet på, at lokalsamfundets samtaler kunne virke ansporende til at opleve den brogede verden: en ældre kvinde tilskriver sin nysgerrighed og eventyrlyst de samtaler, hun hørte

R EPLI QUE 8. årg. s. 113-118 Den herskende klasse Af Anders Orris

i sin barndoms drugstore i en lille landsby i depressionstidens Ohio. Apropos opvækstvilkår: Lasch påpeger også, meget effektivt, at de åbne, levende offentlige rum ansporede børn og unge til at indstifte og afprøve en social orden, baseret på iagttagelse af og stedvis interaktion fra de voksnes verden. Lasch skriver, sammenfattende: ”I dag er det de unge selv, der professionelt overvåges af en hær af velmenende voksne i omgivelser, der bevidst er udformet til pædagogiske formål.

Som et resultat heraf har børn og unge færre muligheder for at improvisere sig frem til deres eget sociale liv og gradvis tilegne sig voksent territorium til eget brug.”

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER Christopher Laschs er bog er en lærd og læseværdig en af slagsen, som er tidløs og fyldt med anskueliggørende eksempler.

Den er amerikansk, stedvis udpræget, men dens observationer og analyser er (stadig) gældende for vestlige samfund i al almindelighed. Bortset fra de to eksempler, nærværende anmelder har fremdraget, er Laschs refleksioner over nogle helt grundlæggende vilkår for moderne journalistik af særskilt interesse; refleksioner som i den grad er relevante for vor tids usikkerhed overfor nye medier, såkaldte falske nyheder og lignende. Også her får man et interessant indblik i den amerikanske offentlige intellektuelles betydning, i praksis journalistgiganten Walter Lippmanns påstand om at journalister i et demokrati primært skal fremskaffe forudsætningerne for at sagkyndige, eksperter og beslutningstagere bliver handlekraftige. Komplicerede problemstillinger Side 117

interesserede, i Lippmanns tolkning, ikke jævne mennesker.

Sammenfattende kan det se alvorligt ud, nu hvor både de menneskelige og de omgivelsesmæssige forudsætninger for et levedygtigt demokrati, i første række i USA, sidenhen i resten af Vesten, sådan plejer det at gå, nu synes opløste. Det er nu formentlig sådan, at det altid strammer til.

Ikke mindst i menneskers eksistentielle forhold; de fleste af os ved, at mangt og meget i tilværelsen kræver afgørelser.

Disse kan afvejes meget forskelligt; visse mennesker træffer den afgørelse, at alverden er konsekvent formbar og derfor ikke kalder på nogen langsigtede afgørelser og dermed ingen moralske forpligtelser i specifik forstand. Det må vi se. Tidspræference er et felt for sig. Eliternes oprør peger på nogle deskriptive træk ved den vestlige kultur, der på bundlinjen er blevet værre det seneste kvarte, halve eller hele århundrede. Værst af alt – set fra nærværende anmelders stol – er fusionen af de politiske partiers tab af folkelig legitimitet med den tilknyttede fremvækst af en professionel politisk klasse, der målrettet forskaffer sig proportionsløse begunstigelser. Anna Mee Allerslev – ”er det Jeanette, der hjælper med cavaen i morgen?” - er blot en lille fisk. Her findes de nys skitserede nihilistiske træk dog på metaplan. Indtil videre tyder meget blot på, at de politiske bevægelser, der hævder at anvise et alternativ, dels ikke besidder den fornødne gennemslagskraft til at afstedkomme politisk forandring, dels er til fals for samme begunstigelser, før eller senere. På sigt vil denne, fornyede konvergens nok føre til et

R EPLI QUE 8. årg. s. 113-118 Den herskende klasse Af Anders Orris

egentligt modoprør, men det ligger i en uafgjort fremtid.

Christopher Lasch: Eliternes oprør – og forræderiet mod demokratiet. Dansk oversættelse, forlaget Hovedland, 1995.

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Side 118