Den konservative modernisme?

R E P L I Q U E

Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Den konservative modernisme?

ANMELDELSE – Er modernitet og modernisme to sider af samme sag? I Kasper Støvrings seneste bog, Mytisk modernisme, kommer de to størrelser ifølge vores anmelder snarere til at stå i modsætning til hinanden, idet Støvring på fremragende vis maler en konservativ livsverden frem ved hjælp af modernismens litteratur og dens mytiske elementer.

Rasmus Pedersen

T.S. Eliot, Ezra Pound og Thomas Mann.

Altså forfattere, der stilistisk og tidsmæssigt er helt forskellige.

Konklusionen bør ikke være at den ene forståelse af modernisme er mere rigtigt end den anden, blot at de er uforenelige og dækker over to helt forskellige kunst- og litteraturforståelser. Forstås modernisme som mellemkrigstiden er det snarere Johannes V. Jensen og (i særdeleshed) Rudolf Broby-Johansen der er de danske eksempler end Sørensen og Rifbjerg.

Mytisk modernisme. Det er en velvalgt titel til en bog (i form af en samling af forfatterens egne artikler) om litterær modernisme, der understreger hvordan modernisme og modernitet er to spændingsfyldte og modstridende størrelser; og hvordan modernismen netop i lige så høj grad er et opgør med det moderne som en forlængelse deraf.

Støvring forholder sig ikke eksplicit til dette, men definerer modernisme implicit som 1940'erne og 1950'erne (dog med velvalgte udstikkere til tidligere forfattere), mens han i øvrigt tilvælger Heretica og fravælger alle andre og senere danske forfattere end dem samt Villy Sørensen. Altså hælder han her mest i retning af en forståelse af modernismen som knyttet til mellemkrigstiden, som også igen har den mest naturlige kobling med det mytiske.

TO FORMER FOR MODERNISME For at undgå mulig forvirring følger her et par indkredsninger af hvordan undertegnede forstår begrebet ’modernisme’: Hvad modernismen periodemæssigt og stilistisk dækker over er ikke noget helt let spørgsmål, som blandt andet kompliceres af at modernisme i dansk kontekst gerne forstås som noget senere – og andet? – end europæisk modernisme. De fleste dansklærere ville forbinde 'modernisme' med efterkrigsnavne som Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen (men sjældent Heretica), mens de fleste litterater ville forbinde det med eksempelvis mellemkrigstidsforfatterne

KONSERVATISME I LITTERATUREN Bogen er samlet set glimrende og giver et fuldgyldigt blik over Støvrings store arbejde med at formidle en konservativ livsverden set gennem litteraturen. Der er vel ingen andre i Danmark, der arbejder på et lignende projekt, og Støvring løfter opgaven både qua sine evner som litterat og som konservativ. Støvring er mest hjemme, når han formidler den konservatives sans for meningstab eller eksistentiel tomhed set gennem litteraturen, som i artiklen "Et sjælenes frostklima", der udlægger en konservativ poetik. Et fremragende

Side 105

R EPLI QUE 8. årg. s. 105-108 Den konservative modernisme?

Af Rasmus Pedersen

citat fra artiklen illustrerer Støvrings fokus på at formidle dette meningstab: Digteren undersøger […] tabet af noget værdifuldt i den moderne tidsalder, hvor mange af de områder af tilværelsen, der førhen både var årsag til ubarmhjertige prøvelser og kilder til dybe erfaringer, ikke længere findes, skønt det utvivlsomt også har store civilisatoriske gevinster til følge. Således udrydder velfærdsstaten, de moderne konservatives yndlingsaversion par excellence, afvigte tiders sociale armod. Men velfærdsstaten undergraver samtidig den menneskelige værdighed ved at pacificere borgerne med materielle goder, så de ikke længere holder noget for så værdifuldt, at de er villige til at yde det, Rüdiger Safranski i forlængelse af Botho Strauss beskriver med et dramatisk billede, nemlig et offer. Litteraten Aage Henriksen har fremsat et frapperende udsagn om et sådan tab. Han taler i et interview i Weekendavisen den 2. august 2002 om det erotiske område, der gøres harmløst ved hjælp af præventionsmidlerne, hvorpå han konkluderer: ”Et område, der var omgivet af død, fryd og afgrunde, er ved teknologiens hjælp gjort farbar. Men samtidig forsvinder også et gådefuldt kraftfelt.” Det er disse, ofte skjulte, felter af fortættet åndelig erfaring, kunsten færdes i – eller engang gjorde det.

slags adgang til et før-politisk reservoir af erfaringer. Dette kan både vise sig som fokus på det enkelte menneske, et eksistentielt niveau, eller fokus på noget oprindeligt i sjæl eller kultur. Konservativ æstetik har en naturlig forbindelse med det irrationelle, ”båret af den overbevisning, at man aldrig vil kunne sanere tilværelsen, lyse op i sjælens dunkle dybder og udrydde den kropslige smerte.” Meget bedre er en eksistentialistisk æstetik vist ikke forklaret noget sted. ”Et sjælenes frostklima” rejser dog også nogle ubesvarede spørgsmål og løse ender. For eksempel: Hvis konservativ æstetik tilsyneladende er forbundet så nært med en mytisk-eksistentialistisk æstetik, er det så også sådan, at nogle æstetiske perioder er fulde af konservativ æstetik (mellemkrigstiden generelt), mens andre ikke kan opbyde et eneste værk i den retning (fransk realisme)? Med andre ord, bliver definitionen af konservativ æstetik her for snæver?

EN KONSERVATIV ÆSTETIK I det hele taget er "Et sjælenes frostklima" en vigtig artikel, der giver et sammenhængende og meningsfuldt bud på hvad konservativ æstetik er uden at kollapse i ubegrundet realisme (’kunst der ligner noget’, eller ’kunst som håndværk’). Ifølge Støvring skal æstetik snarere forstås som en Side 106

Eller kan definitionen omvendt være for bred? Støvring skriver om den konservative æstetiks fokus på "livsfilosofiske irrationalismer" som skrækken, panikken, det pludselige og chokerende – og har vi dermed næsten sagt: det provokerende, kulturradikalismens æstetik? I hvert fald skal man nok finde skræk og panik hvis man en dag er så uforsigtig at bevæge sig en tur på Arken.

Et mere analytisk problem i artiklen er, hvad der præcist skal forstås ved en ”konservativ æstetik”, og den poetik, der præsenteres i artiklen. Er det: (a) en deskriptiv

R EPLI QUE 8. årg. s. 105-108 Den konservative modernisme?

Af Rasmus Pedersen

analyse af hvilken æstetik, konservative kunstnere har haft, (b) en normativ analyse af hvordan konservative kunstnere bør lave kunst, (c) en normativ analyse af hvordan alle kunstnere, uanset politisk synspunkt, bør lave kunst? Støvring synes at vakle mellem mulighederne, men det er vigtigt at skelne dem; de er principielt helt forskellige spørgsmål og kalder både på forskellige svar og undersøgelsesformer.

For at illustrere problemet: Man kan sige, at Støvrings metode lægger op til at svare på spørgsmål (a), nemlig en analyse af poetikken hos en række konservative forfattere (fx T.S. Eliot og Heretica), men ofte italesættes som (c) med formuleringer som ”digteren forsvarer individets æstetiske udtryk og sans for det skønne” eller ”hos digteren får man en indlevelse i den beskadigede verden”. Men det er svært at læse artiklen som et svar på spørgsmål (c), fordi den så eksplicit taler om konservativ æstetik. Så hvad er svaret?

Det bedste er vel, at artiklen er et konservativt syn på, hvad centrale elementer i god æstetik er. Læst som sådan er artiklen meningsfuld, men peger altså igen i retning af, at Støvring i sine artikler ikke laver egentlig analyser eller argumenter, men snarere formidler litteraturen (her poetikken) gennem et konservativt prisme.

RADIKALKONSERVATISMEN En anden interessant artikel er "Radikalkonservativ kulturkritik", der handler om Thomas Manns storværk Doktor Faustus, nærmere bestemt om værkets relation til radikalkonservative i mellemkrigstiden Side 107

og Thomas Manns ambivalente forhold til konservatismen i det hele taget. Artiklen giver en god og grundig indføring i, hvordan radikalkonservatisme indgår i Manns verdensbillede. Samtidig rummer den også spændinger, som hænger sammen med et for undertegnede at se overdrevent ønske om at tolke alle aspekter af værket – og Manns liv generelt – i retning af radikalkonservatisme. Der kunne gives mange eksempler, jeg nævner her to af de grelleste: For det første: Manns essay Betrachtungen eines Unpolitischen fra 1918 – altså tidligt i Manns karriere – refereres, og fremskridtspessimismen fremhæves. Det er rigtigt, men Mann frafalder fra snart sagt alle essayets positioner senere i livet, og dette nævnes ikke.

For det andet: Settembrini, en central karakter i Trolddomsbjerget, fremhæves flere gange som eksempel på at Mann karikerer misforstået humanisme og overdreven fremskridtsoptimisme, og som en i det hele taget latterlig figur. Det er han også, men det nævnes ikke at hans diametrale modsætning, Naphta, er en lige så latterlig figur. Naphta er irrationalist, forsvarer livets mystiske og metafysiske flader som fornuften ikke kan nå, og så videre. Settembrini og Naphta kæmper i Trolddomsbjerget en intellektuel kamp om hovedpersonen, Hans Castorps, sind; scenen illustrerer et ungt menneskes tiltrækning af to radikale, men modsatrettede filosofier (den radikalt progressive og radikalt reaktionære), men at fremhæve den ene af de to karakterer som latterlig uden at nævne hans psykologiske modstykke, er en

R EPLI QUE 8. årg. s. 105-108 Den konservative modernisme?

Af Rasmus Pedersen

fejllæsning. For Mann repræsenterer de to filosofiske ekstremer, der afgrænser det spektrum, hovedpersonen definerer sig selv i.

KONSERVATISMENS LIVSVERDEN Det sidste peger på hvad undertegnede opfatter som et mere generelt problem ved flere af bogens artikler, nemlig at der i for lav grad skelnes mellem betydningen af forskellige ’udsigelsespositioner’; altså groft sagt om en karakter, fortæller eller forfatter nu taler. Når Støvring refererer diskussionerne i ’Kridwiss-kredsen’, en gruppe af unge radikalkonservative i Doktor Faustus, er det uden nogen refleksion over, hvordan kredsen generelt iscenesættes i romanen, hvor de normalt forstås ikke bare som en seismograf over tidens trend, men også en lidt latterlig, studentikos snakkeklub, som romanens intelligente hovedperson på et tidspunkt bliver træt af.

Et andet sted bringer Støvring et citat fra djævlen selv (det går heftigt for sig i Doktor Faustus), men forstår herefter djævlens udsagn som udtryk for Thomas Manns egen kulturkritik uden nogen mellemregning, og bruger det som eksempel på hvordan Mann (i en periode hvor han har sat sin livsgerning ind på at kritisere Nazityskland og forsvare det borgerlige samfund i øvrigt) ”efterhånden indså […] at kimen til politiske katastrofer ligger i den fromme opbyggelighed hos de moralske vogtere af samvittigheden.”

Der er mange grunde til at det er en mærkværdig analyse af citatet og værket generelt, en af dem er, at djævlen og det Side 108

radikalkonservative kobles med nazisme som en dæmonisk sygdom, der overtager hovedpersonens sind. Djævlen, som Støvring her læser som Manns talerør, er i Manns optik en filosofisk repræsentant for den galskab der greb Tyskland, og som Mann under arbejdet med bogen aktivt modarbejdede. Man får den mistanke, at Støvring her og et par andre steder har været på jagt efter citater og synspunkter der skal underbygge hans pointe uden at lave en egentlig litterær analyse.

Opsummerende kan man sige, at Støvring med Mytisk modernisme er en fremragende formidler af en konservativ-traditionel livsverden, og at han bruger litteraturen til at skrive denne livsverden frem – snarere end at tage udgangspunkt i værkerne og bedrive egentlig litteraturanalyse. I glimt kunne værket have stået stærkere ved en smule mere kølig og stringent analyse, en smule Settembrini tilsat et naphtask værk.

Kasper Støvring: Mytisk modernisme. Fønix 2018.

Rasmus Pedersen er cand.mag. i filosofi og redaktør ved nærværende tidsskrift.