Familien først

R E P L I Q U E

Replique, 6. årgang 2016 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E.Skov, Mikael Brorson

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Familien først

KRONIK – Familien er en håbløst umoderne institution, fordi den er givet på forhånd, og derfor er familien også under pres. Men vi skal hverken forvente hjælp fra socialismens, liberalismens eller kulturradikalismens side, hvorfor vi i stedet må sætte vores lid til konservatismen, som er den eneste ideologi, der i sin kerne bærer et naturligt ansvar for familien.

Andreas Wind

Familien først. Sådan har de fleste det.

Alle anerkender vi hvor stor en betydning familien har i vores liv. Næsten alle vil sige om deres familie at de elsker den.

Alligevel sætter vi som samfund ikke familien først, men sidst.

Det er ellers svært at overse hvor positiv en betydning familien har når den er velfungerende. Som børn er det i familien vi formes og gøres sunde og stærke i både krop, ånd og sjæl. Der er her vi oplever ubetinget kærlighed og tryghed, og det er her vi lærer tillid til autoriteter der vil os det bedste. Som voksne er det i familien, vi lærer ansvar. Her er det pligten der driver værket, men det er også her vi finder støtte og stabilitet når livet uden for hjemmets vægge synes turbulent. Fra barnsben til alderdom skærper familien de vigtigste medmenneskelige egenskaber.

FAMILIEN ER UMODERNE Men familien er på mange måder en særdeles umoderne konstellation. I en traditionel forståelse er den familiære relation

nemlig defineret ved at være ufrivillig.

Man har ikke selv valgt sin familie, den er en grundpræmis for ethvert menneske.

Jeg kan ikke skifte mine forældre eller mine søskende ud. De er der ligesom bare, og jeg er nødt til at elske dem – uafhængigt af hvad jeg i perioder måtte have af mindre positive følelser for disse mennesker. I det øjeblik man er søn, mor eller søster, følger en række givne pligter. Enhver af disse relationer indeholder nogle forventninger og nogle normer. Familien er tæt forbundet med pligtfølelse, og dermed er denne ældgamle institution, til tider, særdeles frihedsberøvende. Og det er netop hér det umoderne træder frem.

Vores tid er nemlig valgets tid. Alt kan vælges til og fra. Der er frit valg på alle hylder, når det kommer til værdier, uddannelse, køn – alt det der er med til at skabe vores identitet. Selve identiteten er altså valgfri og skabes ud fra ”selvets” egne drømme og præferencer. Intet er længere givet på forhånd, og hvis det er, forsøger vi ihærdigt at løsrive os fra dette, så valget bliver så frit som muligt.

FAMILIEN UNDER PRES Derfor er familien i langsom opløsning.

Det gør sit tydelige udslag i skilsmissestatistikkerne. Siden 60’erne har antallet af skilsmisser været stødt stigende, og i 2013 rundede vi 50% af alle danske ægteskaber, der ender i brud.

For alt kan vælges til og fra – også de familiære relationer. Fravalget af den forpligtende familie sker ofte af hensyn til større og vigtigere formål, som f.eks. individets egen selvrealisering.

Side 59

R E P L IQ U E 6. årg. s. 59-62 Familien først Af Andreas Wind

Det ser vi udtrykt overalt i vores danske kultur. I TV-serien Borgen ser vi, hvordan ægtemanden Philip forlader seriens hovedrolle, statsminister Birgitte Nyborg, og deres to børn. Selvom konsekvenserne af bruddet er tydelige, i form af psykiske reaktioner hos begge børn, problematiseres Philips valg ikke, og hans moral bliver ikke diskuteret. Og det i en serie hvor det normalt er ret tydeligt hvem der er helte og hvem der er skurke.

I TV-eksperimentet Gift ved først blik bliver to for hinanden fremmede mennesker ”forsøgs-gift” og indgår i et datingægteskab for sjov. Her leger vi bare. Vi ser om partneren gør os lykkelige, og ellers må vi vælge denne fra igen. På denne måde fratages ægteskabet sin tidligere status som et livsvarigt forpligtende fællesskab.

Det er ingen hemmelighed at familierne er pressede i dagens Danmark. Der kan spekuleres i mange grunde hertil. I halvtreds år har familiestrukturen ændret sig drastisk. Med kvindernes indtog på arbejdsmarked i 50’- og 60’erne var det pludselig både mor og far der tog af sted om morgenen.

Det skabte et stort behov for daginstitutioner. Et behov som den socialdemokratiske velfærdsstat med dens enorme offentlige sektor og dens høje omfordeling skulle opfylde. Vuggestuer, dagplejer, børnehaver og heldagsskoler er en stor del af det danske samfund i dag.

Det betyder at de fleste af barnets vågne timer, fra de er 1 år, foregår uden for hjemmet og væk fra far og mor. I Dan-

mark sendes børn i institution langt tidligere end i resten af norden.

I de seneste år har vi set endnu flere af disse tendenser. Nu skal skoledagen gøres længere, daginstitutionerne skal holde aftenåbent, søndag skal også gøre til en arbejdsdag for forældrene, og selv hjælp til lektierne tager det offentlige sig også af.

POLITISKE LØSNINGER Familierne gøres irrelevante og brydes ned, stille og roligt. Skal de reddes, skal det gøres politisk, men fra hvilken kant skal de forvente hjælp? Det har altid været en socialistisk drøm at civilsamfundets fællesskaber opløses, og staten overtager. Det gælder også familien. ”Vores børn” hed det i en SF-kampagne for nogle år siden. Sådan er tankegangen. Middelklassen arbejder 40 timer i ugen så de kan betale den skyhøje skat, der er nødvendig for at staten kan tage sig af deres børn imens de arbejder. Og sådan kører det i ring.

Med denne udvikling, får stabiliteten på hjemmefronten tilsyneladende mindre betydning. Behovet for to forsørgere er ikke længere til stede. I hvert fald ikke hvis man skal tro tidligere statsminister, Helle Thorning Schmidt. I sin nytårstale fra 2013 sagde socialdemokraten at ”en familie, som består af mor og et par børn, er en lige så god familie som enhver anden” og satte dermed en positiv ramme om den brudte familie.

SKABT TIL PROFIT Megen hjælp at hente er der tilsyneladende heller ikke i det liberale tankegods. ”Danmarks liberale parti”, Venstre, tror

Side 60

R E P L IQ U E 6. årg. s. 59-62 Familien først Af Andreas Wind

på erhvervslivet som samfundets primære stabilisator. Derfor bør det heller ikke overraske, når beskæftigelsesministeren, Jørn Neergaard Larsen, beder forældre om at arbejde mere. Eller når børnenes egen minister, Ellen Trane Nørbys, løsning for de pressede familier er udvidede tider i daginstitutionerne. Her afsløres et menneskesyn hvor mennesket er til for markedets skyld. Skabt til profit.

Familierne kan altså heller ikke forvente positiv politisk særbehandling fra kulturradikalismens side af.

Samtidig indeholder liberalismen også en usund ophøjelse af det enkelte individ.

Det enkelte menneskes frihed sættes så højt, at der er overhængende fare for at det går ud over de nære relationer. De liberale har svært ved at tale om pligt. For pligten binder individet.

EN NY FAMILIEPOLITIK Partipolitisk set skal det største håb for familien altså findes hos Det Konservative Folkeparti. Hvis partiprogrammets første og vigtigste punkt skal tages for gode varer, er ”familien grundlaget for et velfungerende samfund”. Det Konservative Folkeparti bør kæmpe imod samfundsretningen på familieområdet.

KULTURRADIKALISMENS ANSVAR I kulturradikalismen finder vi samme ophøjelse af individets ret til selvrealisering og frigørelse fra pligt og forventningerne fra det omkringliggende miljø. Den 150 år gamle bevægelse der i dag kan findes tydelige spor af i alle partier, men som primært manifesterer sig i Det Radikale Venstre, Alternativet og LA, bærer en stor del af ansvaret for de mange brudte familier. Hele strømningens opgør med nedarvede sociale normer bliver med nødvendighed samtidigt et opgør med kernefamilien. Alt relativeres – også familieformer. Det livslange monogame forhold er nu blot én blandt mange måder at indrette sit liv på, hvor det før har været den foretrukne civilstatus fra samfundets side af. Idealet om ”mig og dig for altid” er en social konstruktion og kan dermed dekonstrueres.

Tilbage står én politisk tankegang og ét samfundssyn, som kan være familiernes redning: Konservatismen. I det traditionelle kristne samfunds- og menneskesyn anerkendes familien som den vigtigste samfundsinstitution.

Der bør igen føres familiepolitik. Ikke en endnu mere daginstitutionspolitk – nej, en familiepolitik.

De første spadestik til en ”familie-pakke” kan hurtig tages. Der kunne tilbydes parsamtaler til førstegangsforældre, som man har gode erfaringer med i Norge.

Man kunne annullere den forrige regerings tiltag om muligheden for at blive skilt med NEM-ID og genindføre separationsperioden som et værdipolitisk tiltag, der markerer værdien i at kæmpe for familien. Og så må man ikke glemme det øgede økonomiske handlerum, en skattelettelse på indkomst, bolig og bil ville give. Et handlerum til at stifte familie og bruge tid sammen.

Det bør være de konservativt sindede der tager kampen op. Både dem i partiet men også de fordrevne, rundt omkring i de andre borgerlige partier. For både libera-

Side 61

R E P L IQ U E 6. årg. s. 59-62 Familien først Af Andreas Wind

lismen, socialismen og kulturradikalismen bærer ikke i sin kerne en naturligt ansvarsfølelse for familien. Men det gør konservatismen.

Ingen tror på, at en høj normering i vuggestuen kan give det samme som en mor eller far på deltid. Ingen tror på, at selvrealisering er vigtigere end pligten over for de nærmeste.

Alligevel er det sådan en politik, der bliver ført i Danmark.

Vi stiller staten, erhvervslivet og individets selvrealisering foran familien. Men lad os igen få familien i fokus. Familien først.

Side 62