Forhærdet og ødelagt af udskejelser

R E P L I Q U E

Replique, 6. årgang 2016 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E.Skov, Mikael Brorson

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Forhærdet og ødelagt af udskejelser

ANMELDELSE – Den franske forfatter Michel Houellebecqs roman Underkastelse handler om en demokratisk muslimsk overtagelse af magten i Frankrig, fortalt gennem en småapatisk intellektuel.

Jacob Aarslev udlægger her i en anmeldelse en række af romanens væsentligste pointer.

Jacob Aarslev

François er en mand, hvis liv befinder sig i en pausetilstand. Han er en anerkendt litteraturforsker og underviser ved universitetet i Paris. Han har en ung elskerinde, Myriam, som er den seneste i rækken af kvindelige studerende. Og han reflekterer over tilværelsen og omgivelserne gennem sin store litterære passion, belle époqueforfatteren Joris-Karl Huysmans. Men det er småt med den intellektuelle nysgerrighed og stræben, og ensomheden nager.

Det dybe og vedvarende kærlighedsforhold unddrager sig ham - nære venskaber er der heller ingen af.

I bogens begyndelse mindes François den skræmmende frihedsfølelse, han stod tilbage med efter forsvaret af sin doktorafhandling om Huysmans. Nu var han endegyldigt trådt der ud, hvor man må kæmpe for sin plads i verden. Fra et indre elfenbenstårn erindrer han sine generationsfæller, der ved uddannelsens succesfulde afslutning jagtede social sikkerhed,

status og - for de mere primitives vedkommende - penge. Et stykke af virkeligheden, som han kun dårligt kan forliges med.

FRANKRIG SOM ISLAMISK REPUBLIK Omkring ham undergår Frankrig store forandringer. I 2022 er det valgår og Det Muslimske Broderskab ledet af den karismatiske Muhammed ben Abbes står til stor fremgang. Man hører om skudvekslinger i gaderne og om optøjer fra højrefløjen. Efter første valgrunde indgår socialisterne og Det Muslimske Broderskab en alliance – og så rækker Front Nationals ellers også store vælgertilslutning ikke til en sejr. Den islamiske republik bliver en realitet.

Det vakte en del selvstændig opmærksomhed, at dette Michel Houellebecqs fremtidsbillede udkom næsten samtidig med terroranslaget mod Charlie Hebdo og det jødiske supermarked. Dette sammenfald kan være nok så interessant. Men bogen hedder Underkastelse og ikke Terror.

Den vedkommende aktualitet skal snarere knyttes an til andre slags fænomener. Et par eksempler fra den nonfiktive verden: Ved de franske regionalvalg i december 2015 skete der som bekendt det, at socialisterne flere steder trak sig og opfordrede til at man stemmede på Sarkozys borgerlige parti i stedet for Front National.

Og i Weekendavisen af 15. april i år kunne man læse om europæiske modehuse og tøjfirmaer, som de seneste par år er begyndt at producere dydig mode til den chikke islamiske kvinde.

Side 93

R E P L IQ U E 6. årg. s. 93-98 Forhærdet og ødelagt af udskejelser Af Jacob Aarslev

I øvrigt var det ikke første gang, at Houellebecq havde leget med tanken. I Muligheden af en ø, der ellers ikke handler om islam (udkom på dansk i 2006), tillader han hovedpersonen Daniel en hurtig strøtanke: Det er trist med en civilisations undergang, det er trist at se dens smukkeste intelligenser gå til grunde – man begynder at føle sig lettere utilpas med sin tilværelse, og til sidst ender man med at ønske oprettelsen af en islamisk republik.

MODERNITETENS VESTEN Særligt levende bliver Underkastelse i de store og små iagttagelser fra et Frankrig i opløsning, i et Vesten uden livsvilje. Vesten er modernitetens Vesten, det atomiserede, dødsmærket af liberalisme. Landsbyer, nationer og slægter er splintrede.

Med kernefamiliens opsplitning har det liberale Vesten ødelagt sit eget demografiske livsgrundlag.

Allerede med Huysmans-citatet, der danner et præludium for bogen, slås tonen an.

Kulturens hjerte er ”forhærdet og ødelagt af udskejelser”, dens mennesker ”duer ikke til noget”, lyder det.

François er selv et billede på splittelsen og den kulturelle forvirring. Begge hans forældre dør i løbet af romanen uden at han har haft kontakt med dem i flere år. Han spiser kun eksotisk take-away og får nye gardiner med orientalsk mønster. Han er

lidt dum og naiv, selvom han er højtuddannet, som Kristian Ditlev Jensen bemærker i sin glimrende anmeldelse.1 Og han er så sandelig fransk.

Men en egentlig eksponent for den almindelige franskmand er han ikke. Om end navnet peger i den retning. Han færdes kun i akademiske og litterære kredse, og bortset fra to ture ud i provinsen foregår hele romanen i 5. og 6. arrondissement.

Det er en tilbagevendende pointe hos Houellebecq, at hans hovedpersoner på den måde står udenfor. I Muligheden af en ø er hovedpersonen en satiriker, der skildrer kultursammenstød mellem palæstinensere, jøder og kristne – fordi det provokerer andre medlemmer af den snakkende klasse. I Elementarpartikler fra 2001 er den ene hovedperson en litterær gymnasielærer, der bemærker om sig selv, at han ville være helt ude af stand til at bidrage med noget, hvis verden engang skulle genopbygges efter et atomart holocaust.

I Underkastelse går François heller ikke fri: ”Jeg kunne godt lide at tage metroen lidt over syv for at indgive mig selv en flygtig illusion om at tilhøre ’det Frankrig, der står tidligt op’, arbejdernes og håndværkernes Frankrig”.

Det litterære miljø påvirkes ikke af volden i yderområderne. Afstanden mellem elite, presse og folk er udtalt. Skudvekslinger og eksplosioner inde midt i Paris optræder

1http://www.kommunikationsforum.dk/ar-

tikler/Kristian-Ditlev-Jensen-Houellebecqsbog-Underkastelse Side 94

R E P L IQ U E 6. årg. s. 93-98 Forhærdet og ødelagt af udskejelser Af Jacob Aarslev

som et spændingsmoment i et cocktailparty. François bemærker nok en ængstelse hos sine studerende. De burkaklædte piger virker derimod mere selvsikre, ”som om de allerede herskede over dette territorium.” Kollegerne på Sorbonne slår ham omvendt med deres apati.

Kristi menneskelige lidelse. Men François fascineres af den romanske middelalderlige kristendom, hvor individet endnu ikke havde vundet frem. Gennem Mariastatuen i det berømte kloster håber han til sidst at opløse sin plagsomme individualitet i det kristelige legeme.

En dag fortæller Myriam, at forældrene vil flytte familien til Israel. Som jøder går de en utryg tid i møde. François ved, at deres forhold er forbi. Han erindrer sig et besøg hos hendes familie. Det er en tæt knyttet familie, der spiser sammen hver dag, og hvor man hjælper hinanden med lektier og indkøb. Den patetiske kontrast til hans egen situation bringer ham til grådens rand.

Dette er en af bogens centrale scener, men herhjemme synes den lidt overset. Måske fordi det er en udtalt katolsk streg, som den erklærede ateist Houellebecq har begået. Læseren kan i øvrigt have i baghovedet, at navnet Myriam er en semitisk version af det latinske Maria.

Da universitetet lukker på grund af usikkerheden op til valget, tager François på udflugt til Sydfrankrig. Her finder han livløse skudofre ved en rasteplads ved motorvejen. Han spekulerer over det, men det forhindrer ham ikke i at gå ind i cafeen og tage en sandwich og en danskvand.

Første stop er byen Martel, som har fået sit navn efter Charles Martel, feltherren, som i det ottende århundrede bremsede den muslimske fremmarch mod nord. Det bemærkes en passant, at stedet også bærer spor efter Cro-magnon-menneskets fortrængning af neandertalerne.

RELIGIØSE TILNÆRMELSER Under sit månedlange ophold i det nærliggende Rocamadour spejler François sig i Huysmans’ forhold til katolicismen, der endte med en sen konversion. Huymans var optaget af gotikken og dens blik for

François religiøse tilnærmelse er selvfølgelig forgæves – han kommer til at tænke på sit lave blodsukkerniveau – og udenfor kirken forlader ”Ånden” ham.

ET FORANDRET PARIS I mellemtiden er den muslimske sejr blevet en realitet, og François kan vende hjem til et forandret Paris. Kvinderne i bybilledet er begyndt at gå mere tækkeligt klædt, der er færre erotiske programmer i det almindelige flow-tv og Sorbonne er blevet et islamisk universitet, sponseret at SaudiArabien. Underviserne har fået valget mellem konvertering til islam eller afskedigelse med fuld pension. François vælger uden yderligere refleksion pensioneringen. En yngre kollega er blevet muslim – og har fået en tre gange højere løn, stor ejerlejlighed som tjenestebolig og en ung studine som kone. Han skal snart have kone nummer to. Polygamiet optræder som det dragende Østen. En meget kødelig orientalisme, som Vesten her selv bliver offer for.

Side 95

R E P L IQ U E 6. årg. s. 93-98 Forhærdet og ødelagt af udskejelser Af Jacob Aarslev

I starten af ben Abbes’ regeringsperiode indtræder en række forandringer i samfundet: Arbejdsløsheden falder idet kvinderne trækker sig fra arbejdsmarkedet i stor stil. Den obligatoriske skolegang ophører efter mellemtrinnet. Højere skolegang og videregående uddannelse privatiseres helt. Ben Abbes har tilbudt socialisterne mange ministerposter mod at få magten over uddannelsessystemet. Det er demografien og prægningen af de kommende generationer, der er krumtappen her. Akkurat dét, som er det individualistiske og sekulære Vestens akilleshæl.

I en national stemning af ”stiltiende og kraftesløs accept” kan de første sociologer i 2022 begynde at kritisere familien som et frit, usikkert kærlighedsfællesskab – og i stedet skitsere dens måske tilbagevendende rolle som værdiformidlende institution. Frankrig selv begynder at hente mere næring i landbrug og håndværksmæssig produktion.

Med Myriam ude af sit liv og uden adgang til nye kvindelige studerende begynder François (igen) at besøge prostituerede.

Den første er en muslimsk pige, der tjener til sine studier og sparer op. Den anden er en blond pige, der ”nyder at blive sølet til.” En symfonisk opbygning til det endelige underkastelsesmotiv.

KONVERSION? François får tilbudt - og accepterer - at skrive forordet til en prestigefuld genudgivelse af Huysmans forfatterskab. Forlagsredaktøren inviterer ham med til genåbningsreceptionen på Sorbonne. Her møder han rektoren, Rediger, der kort efter

bliver minister i ben Abbes’ regering. Man kan se fra lokalerne på Institut du monde arabe direkte til Notre Dame.

Der er interesse for at genansætte den akademisk ansete François, men anstødsstenen er den påkrævede konversion til islam. Rektor er en tidligere konvertit, også med stor bolig og unge hustruer.

Rediger forsøger sig først med at tale om kreationisme, intelligent design. Det gør ikke det store indtryk på François. Derefter om det humanistiske Vestens undergang, selvmord. Selv i det socialhistoriske små er tilbagegangen tydelig, mener de begge. François hæfter sig for sin del ved bordelkulturen, der åbenbart er blevet mindre sofistikeret siden Huysmans’ tid.

Redigers hus, som havde tilhørt forfatteren Paulhan, er fremhævet som den tydeligste forbindelse til O’s historie. Man kunne også have hæftet sig ved forlaget, som François skal skrive for, det hedder nemlig Pléiade, i stil med Cahiers de la Pléiade, som grundlagdes af Paulhan efter 2.

Verdenskrig.

I virkeligheden er det Houellebecq, der vil slå den i med syvtommersøm. Ikke altid lige elegant. Rediger åbenbarer selv sin forkærlighed for Anne Desclos’ famøse roman. Han ser den som det moderne menneskes hyldest til underkastelsen – kvindens under manden – mandens under Gud. Men som han selv siger: Trosfællerne ville næppe bifalde fascinationen af den blasfemiske bog.

Redigers muslimske apologetik er effent sammensat af Houellebecq med læserens

Side 96

R E P L IQ U E 6. årg. s. 93-98 Forhærdet og ødelagt af udskejelser Af Jacob Aarslev

forundring og måske forargelse for øje.

Forsvaret for polygamiet er den naturlige selektion: Færre kvinder til svage mænd.

Socialdarwinisme. Hans had til kristendommen er derimod nietszcheansk: Afvisning af humanismen og af den femininiserede kristendom som dennes fødselshjælper. Samtidig har han en trotskijsk overbevisning om, at islam må vinde hele verden for sig. Dette bogens sidste afsnit er i øvrigt indledt med Ayatollah Khomeinis diktum, at islam intet er hvis ikke politisk.

François har ingen problemer med at følge tankerækken. Men som en overuddannet Klodshans profaniserer - og afslører - han ufrivilligt det, som han begiver sig ind i.

Og sig selv.

Efterhånden som jeg blev ældre, nærmede jeg mig også Nietszche, hvad der sikkert er uundgåeligt når man har problemer med de ædlere dele. Og jeg interesserede mig mere for Elohim, universets ophøjede skabergud, end for hans kedsommelige afkom. Jesus havde elsket menneskene for højt, det var dét, der var problemet; at han lod sig korsfæste for deres skyld, vidnede som minimum om dårlig smag, som den gamle luder ville have sagt.

leve i trygge rammer i klosteret som gammel?

Til sidst må François tage polygamispørgsmålet op med Rediger: Han føler sig ikke som en alfahan. Men Rediger overbeviser ham (bekvemt nok) om, at hans intelligens og status i universitetsverdenen i hvert fald vil berette ham til to ekstra hustruer.

Ufrivilligt kommer man til at tænke på Dr. Strangelove, der skitserer et fremtidsscenarium i lyset af dommedag for den tvivlrådige generalstab: Nødvendigheden tvinger eliten til at overleve i underjordiske bunkers sammen unge og attraktive ”hunner” for artens overlevelses skyld. Og heldigvis udgøres eliten af officerer, politikere og atomfysikere.

UNDERKASTELSE Epilogisk ser François sin konversion for sig og den efterfølgende reception og fest.

Han er tilbage ved sin start. Forholdet til de andre. Jagten på social sikkerhed.

François bringes til at tænke på sin dødelighed. Vil han dø af kæbekræft ligesom Huysmans og Freud? Vil han være ensom og alene, når han engang bliver gammel og syg? Skulle han overveje konvertering og en ung hustru, der kan tage sig af ham?

Overvejelserne løber parallelt med François’ arbejde til forordet med tolkningen af Huysmans’ omvendelse. Ville Huysmans også blot – ugift og barnløs som han var –

Det hævdes ofte, at den egentlige provokation i Underkastelse er, at den muslimsk ledede koalition, der kommer til magten, betyder en revitalisering af det franske samfund. Synspunktet har en hvis tyngde, hvis man ellers kommer i hu, at beretningen hele tiden ses gennem en prisme solidt plantet på bjerget.

De trætte professorer får ny strøm på batterierne – men de købes af Saudi-Arabien med forhøjede lønninger og håndplukkede purunge muslimske koner. Flerkoneriet redder deres libido. Prisen, som de kun alt for villigt betaler, er naturligvis

Side 97

R E P L IQ U E 6. årg. s. 93-98 Forhærdet og ødelagt af udskejelser Af Jacob Aarslev

konverteringen til islam. Den underkastelse der skildres er først og fremmest Sorbonnes underkastelse. Eliten er billigt til salg. Og resten følger efter i stiltiende og kraftesløs accept.

Til sidst kan man overveje en af de få nøgler til forfatterskabet, som Houellebecq selv har ladet ligge, godt nok før udgivelsen af Underkastelse. Her citeret fra Public Enemies – en udgivet brevveksling mellem Bernhard-Henri Levy og Michel Houellebecq. Den engelske udgave er fra 2011.

Michel Houllebecq: Underkastelse (Soumission). Rosinante, 2015. Dansk ved Niels Lyngsø.

Jacob Aarslev er cand.mag. i historie fra Syddansk Universitet og stud.theol. ved Aarhus Universitet.

Whereas, if there is an idea, a single idea that runs through all of my novels, which goes so far as to haunt them, it is the absolute irreversibility of all processes of decay once they have begun. Whether this decline concerns a friendship, a family, a larger social group, or a whole society; in my novels there is no forgiveness, no way back, no second chance: everything that is lost is lost absolutely and for all time. It is more than organic, it is just like a universal law that applies also to inert objects; it is literally entropic. To an individual convinced of the ineluctable nature of all decay, of all loss, the idea of reaction would never occur. If such an individual could never be reactionary, he would on the other hand, obviously, be conservative. He would always consider it best to conserve what exists, what works more or less, rather than rush headlong into some new experiment. More attuned to danger than to hope, he would be a pessimist, melancholy by disposition, and generally easy to get along with.

Side 98