Har vi gavn af politisk videnskab?

R E P L I Q U E

Replique, 6. årgang 2016 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E.Skov, Mikael Brorson

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Har vi gavn af politisk videnskab?

ANMELDELSE – Hvordan forholder vi os til begreber som statsborgerskab og nationalstat set i lyset af masseindvandringen?

Spørgsmålet behandles i bogen En plads i verden, som ifølge vores anmelder, Kai Sørlander, mangler blik for demokratiets skrøbelighed og forskellen mellem kristendom og islam.

Kai Sørlander

Vore traditionelle politiske begreber er under pres. På grund af globalisering og migration udfordres vor vante forståelse af begreber som ”statsborgerskab” og ”nationalstat” – ligesom vor vante forståelse af forholdet mellem religion og politik. På en helt anden måde end tidligere stilles vi over for spørgsmålet om, hvad det betyder – og hvad det skal betyde – at være statsborger. Ganske som væksten af islam inden for vort lands grænser stiller os over for spørgsmålet om, hvorvidt vi skal opretholde vor traditionelle modstand mod at bruge religiøse argumenter i den politiske diskussion.

HVAD SKAL VI FORSVARE? Udviklingen kræver, at vi tænker vort demokratiske grundlag ordentligt igennem, og at vi gør os klart, hvad der er værd at forsvare, og hvad der bør ændres. Det er vigtigt, at så mange som muligt tænker med, fordi vi alle som demokratiske borgere har indflydelse på vor politiske fremtid. I den forbindelse bør vi naturligvis støtte os til, hvad den politiske videnskab

har at sige om vor politiske virkelighed.

Det er derfor belejligt, at Per Mouritsen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, i sin relativt nye bog En plads i verden: Det moderne medborgerskab har gennemtænkt statsborgerskabsbegrebet på videnskabeligt grundlag og forsøgt at give det en fortolkning, som passer til vore konkrete udfordringer. Men skal vi udnytte Mouritsens tankearbejde fornuftigt, så skal vi ikke blot blindt følge hans konklusioner. Så skal vi i stedet begynde med at gå hans tænkning efter i sømmene og se, om den er holdbar. Kun således kan vi finde ud af, om det er rationelt at stille sig, hvor Mouritsen står.

DEN DEMOKRATISKE ARGUMENTATION I den forbindelse er det oplysende at begynde med at se lidt nærmere på Mouritsens analyse af den demokratiske argumentation. Som udgangspunkt anfører han, at der i Danmark er en stærk norm for at holde religiøse argumenter ude af politik. Dette ideal finder han problematisk, fordi det oftest anvendes ”til at disciplinere eller ekskludere politikere og debattører af muslimsk observans eller oprindelse”. Desuden påpeger han, at der bruges massevis af urimelige, irrationelle og retoriske argumenter i politik, og at det derfor er svært at se, hvorfor det kun er religiøse argumenter, der skal udelukkes. Og han tilføjer, at det er ”et liberalt standardsynspunkt, at det er bedre, at argumenter, også de mest urimelige, høres, end at de undertrykkes, fordi det giver anledning til at modgå dem med bedre argumenter, hvorved alle bliver klogere”. Endelig fremfører han som afslutning på denne ar-

Side 149

R E P L IQ U E 6. årg. s. 149-153 Har vi gavn af politisk videnskab?

Af Kai Sørlander

gumentation, at den bedste måde at bekæmpe bizarre synspunkter af enhver art er ”at lade dem blive hørt fra alle talerstole – og mødt med demokratiets hånlatter” (s. 293294).

Dette forekommer mig at være en overfladisk og modsigelsesfuld position. På den ene side opfordres vi til at være liberale og høre religiøse argumenter. Og på den anden side opfordres vi til at møde sådanne argumenter med ”demokratiets hånlatter”. Som om demokratiet ikke havde en anden og mere moden reaktion. For mig at se bør man ikke i første omgang møde religiøse argumenter med hånlatter, men med en principiel, rationel argumentation for, hvorfor man ikke bør bruge sådanne argumenter. Denne argumentation bygger simpelthen på, at man accepterer kravet om religionsfrihed – for sig selv og for andre. Dermed anerkender man, at andre på forhånd har ret til at forkaste ethvert argument, som bygger på ens egen religiøse tro; og at de naturligvis vil forkaste et sådant argument, hvis de har en anden tro.

Ligesom man selv vil forkaste argumenter, som andre fremfører på basis af en religion, som man anser for overtro. I anerkendelse af andres religionsfrihed bør man altså – rent rationelt – afholde sig fra i den politiske beslutningsproces at bruge argumenter, som hviler på ens egen religion. I modsat fald viser man, at man ikke forstår, hvad religionsfriheden kræver.

Dette gælder enhver. I stedet bør alle være fælles om at bruge argumenter, som hviler på forpligtelsen til at opretholde den demokratiske ligeværdighed for alle borgere – uanset religion. Med mindre det store

flertal af borgere kendetegnes ved en sådan holdning, så har det ikke noget fælles grundlag for den demokratiske beslutningsproces; og så står demokratiet uden noget stabilt grundlag. På dette punkt medvirker Mouritsen altså ikke til demokratiets forsvar. Tværtimod åbner han for et irrationelt hul, hvori det kan forsvinde.

GRÆNSER FOR STATSBORGERSKABET? Men hvad så, når det kommer til Mouritsens diskussion af selve statsborgerskabsbegrebet? Giver han her et bedre forsvar for demokratiet? I sin analyse går han ud fra, at borgerskabsbegrebet i den samfundsvidenskabelige teoridannelse har tre forskellige dimensioner. For det første betyder det at være borger at være aktiv i civilsamfundet og i foreningslivet. For det andet betyder det at være borger at have rettigheder – ikke kun negative rettigheder som ytringsfrihed og foreningsfrihed, men også positive rettigheder til visse basale forudsætninger for at kunne leve et anstændigt liv i samfundet. Og for det tredje betyder det at være borger selve det at have den grundlæggende ret til at leve i samfundet med alle de konkrete rettigheder, som det indebærer – altså selve det at være statsborger.

Mouritsen går ud fra disse tre adskilte borgerfigurer som faktisk givne. Og han viser, at de gensidigt forudsætter hinanden, således at der er en indre sammenhæng imellem dem, og altså således at de i realiteten er aspekter af et dybere og mere omfattende borgerbegreb. Men selve det, at han går således frem, betyder, at han ikke har nogen rationelt forpligtende normativ grund under sin sammentænkning af de

Side 150

R E P L IQ U E 6. årg. s. 149-153 Har vi gavn af politisk videnskab?

Af Kai Sørlander

tre borgerfigurer. Derfor er det naturligt, at han når frem til, at det i grunden er arbitrært, at borgerskabet er nationalt og slutter ved statsgrænsen. Ligesom han så også uden videre kan slutte, at staten bør være liberal med hensyn til at tildele statsborgerskab til fremmede – specielt de flygtninge, som fortsat kommer til Vesten.

Alt dette er naturligt, når man går frem, som Mouritsen gør. Men det er ikke rationelt forpligtende. Hvis vi vil have et rationelt forpligtende svar på spørgsmålet, om der bør være grænser for statsborgerskabet, så må vi gå anderledes fundamentalt til værks. Så må vi begynde med at klargøre os, hvad der skal til, for at en rationel politisk beslutningsproces er mulig. Rent principielt kan vi ikke begrunde, at nogen har særlig ret til at tage de politiske beslutninger. Derfor må vort udgangspunkt være, at alle i grunden har lige ret. Der bør altså tilstræbes en form for politisk ligeværdighed. Men samtidig må der være klare grænser for, hvem der er med. Det må være alle inden for et bestemt område.

I modsat fald kan man ikke gennemføre en rationel demokratisk beslutningsproces.

Dertil skal så føjes, at det ikke er naturgivet, at borgerne i et konkret samfund har den viden og de værdier, som er forudsætning for, at de på rationel vis kan deltage i den demokratiske beslutningsproces. Det er derfor noget, som skal sikres gennem en politisk selvopdragelse. Denne må for det første indebære, at der skal være fri debat, så alle kan få mulighed for at lufte deres synspunkter og blive udsat for kritik. Og for det andet, at der skal være tvungen undervisning, så de under opvæksten kan få

indpodet forudsætningerne for, at de på rationel vis kan deltage i den demokratiske debat og beslutningsproces.

DEMOKRATI KRÆVER GRÆNSER Samlet set må et demokrati altså have grænser. Disse grænser må være historisk bestemte; men de er ikke moralsk arbitrære. Uden grænser er et folks demokratiske selvopdragelse ikke mulig. Set på den baggrund fremstår Mouritsens analyse af statsborgerskabsbegrebet som mangelfuld. Og hans anbefaling af, at vi bør være liberale med hensyn til tildelingen af statsborgerskab, bliver letfærdig. Han indskærper ikke, at et demokrati som minimum skal sikre sig, at dets nye statsborgere er demokrater, fordi han ikke tager alvorligt, at mennesker ikke uden videre er demokrater, men at de først bliver det efter en kulturel selvopdragelse. Når vi forstår, at vi må tage dette alvorligt, så forstår vi også, at vi kun bør give statsborgerskab til udefrakommende, såfremt vi har sikret os, at disse er demokratiske af sindelag. Ellers kan vi undergrave demokratiet. Mouritsen har alene øje for individets rettigheder, men ikke for at et demokrati er skrøbeligt og kræver forsvar. Han er derfor heller ikke klar over, at han bruger individets rettigheder på en måde, som kan undergrave demokratiet, og som følgelig kan undergrave den fremtidige mulighed for at sikre individernes rettigheder.

KRISTENDOMMENS BETYDNING Spørgsmålet, om vi skal give statsborgerskab til fremmede, afhænger imidlertid ikke kun af rent principielle forhold. Det

Side 151

R E P L IQ U E 6. årg. s. 149-153 Har vi gavn af politisk videnskab?

Af Kai Sørlander

afhænger også af de særlige historiske forhold, som har medvirket til, at Danmark – og Vesten – har evnet at gennemføre en demokratisk selvopdragelse, mens det ikke i samme grad har været tilfældet i andre kulturer. I denne sammenhæng er der grund til at tro, at den herskende religion har haft en særlig betydning. Der er grund til at tro, at vi har haft en religion – kristendommen – som har hjulpet os, fordi den i sin mest centrale forkyndelse selv adskiller religion og politik. Det betyder, at vi igennem religionen har kunnet lægge ideen om, at religion og politik bør adskilles, ind i den almindelige befolknings hoveder, og at vi derigennem har lettet vejen for udviklingen af en sekulær demokratisk samfundsorden.

Hvor meget kristendommen præcist har betydet i den henseende, kan vi selvsagt ikke vide. Det involverer et vist uundgåeligt skøn. Men vi kan få et vurderingsgrundlag ved at sammenligne med den politiske udvikling i den muslimske verden, hvor man har haft en radikalt anderledes religion – islam – som selv vil bestemme lovgivningen i samfundet, og som derfor direkte modsætter sig en adskillelse mellem religion og politik. Dér har man følgelig heller ikke haft nogen indre udvikling i retning af en sekulær demokratisk orden.

Disse forskelle står mejslet i historien, men det er op til os, nærmere at skønne over deres politiske betydning og deres konsekvenser for fremtiden. Desværre forstår Mouritsen overhovedet ikke nødvendigheden af dette skøn. Han er fuldstændig

blind for den indre forskel mellem kristendommen og islam, og han forholder sig derfor heller ikke til, hvorvidt denne indre forskel rent historisk har bidraget til den forskellige politiske udvikling i den europæiske og i den islamiske kultur. Som flertallet af sine kolleger går han tankeløst ud fra, at alle religioner forholder sig ens til muligheden for at udvikle en sekulær demokratisk samfundsorden. Det betyder, at han er ganske uforberedt på det demokratiske problem, som vi kan forudse, hvis vi i den nuværende situation følger hans egen liberale holdning til tildelingen af statsborgerskab. For i så fald kan vi forvente, at vi vil få mange borgere, som vil bruge demokratiet til at kræve, at der skal indføres islamisk sharia-lov, og som altså vil bruge demokratiet til at afskaffe demokratiets rationalitet.

HAR VI BRUG FOR POLITISK VIDENSKAB? Hvad der springer mest i øjnene er den manglende problemerkendelse. Mouritsen er som sagt professor i statskundskab.

Hans analyse af statsborgerskabsbegrebet og hans analyse af forholdet mellem religion og politik er altså baseret på politisk videnskab. Men når vi ser, hvor hans analyser fører hen, og hvilken kritik der kan rettes mod dem, så må vi spørge os selv, hvilken gavn vi har af politisk videnskab.

Fungerer den i realiteten ikke mere som en tilsløring af de problemer som migrationen fra Mellemøsten og Afrika stiller os over for, end som en afklaring?

Dette spørgsmål peger mod forhold, som er af afgørende politisk betydning. Ifølge sit ideal står videnskaben for en fælles samfundsmæssig bestræbelse på at finde

Side 152

R E P L IQ U E 6. årg. s. 149-153 Har vi gavn af politisk videnskab?

Af Kai Sørlander

sandheden om den virkelighed, hvori vi lever, og hvori vi handler og skal handle politisk. Men hvad vi nu oplever, er en politisk videnskab, som ikke har tankekraft til at holde sig selv fast på idealet. Når Mouritsen hævder, at vi bør åbne os for religiøse argumenter i politik, og at nationale grænser er moralsk arbitrære, så begrunder han det ikke på en rationelt tvingende argumentation. Tværtimod så overtager han blot passivt tidsåndens herskende fordomme. Hans videnskab bliver til en åndløs støtte til de fordomme, som i de seneste årtier har drevet EU’s elite til at føre en politik, som – hvis den fortsættes – uden tvivl vil undergrave EU. Hvor vi trænger til en rigtig rationelt funderet politisk videnskab, som for længst kunne have afsløret disse fordomme.

Af vore forfædre fik vi overleveret et samfund, som gav os demokratisk frihed.

Denne frihed skal vi derfor selv opretholde ved hjælp af vore egne politiske beslutninger. For at disse beslutninger kan blive så velinformerede som muligt, har vi forsøgt at tage den politiske videnskab til hjælp. Men vor tragedie er, at den videnskab, som skulle have hjulpet os til at nedbryde vore falske fordomme, i stedet selv har været styret af disse fordomme. Så på nuværende tidspunkt kan ingen vide, hvad vort demokratiske selvstyre vil føre til: om vi har klogskab nok til at kunne videregive den frihed, som vi selv fik i arv.

Per Mouritsen, En plads i verden: Det moderne medborgerskab (Gyldendal, 2015).

Kai Sørlander er filosof og forfatter.

Side 153