Hedonismen - det menneskelige forfald?

Replique, 5. årgang 2015 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov, Mikael Brorson.

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Hedonisme – det menneskelige forfald?

HEDONISME – Hedonismen og i et bredere perspektiv materialismen hører til konservatismens hovedfjender, og det er et væsentligt karakteristikum ved konservatismen, at den må og skal konstituere et menneskeligt fællesskab, der hviler på nedarvede sæder og skikke og ikke på løsagtighed. Månedens kronikør peger på, at denne konstituering i vort tidehverv må tage udgangspunkt i et håndfast opgør med en normopløsende og frivol individualisering, der truer med at opløse både familie og nation.

Mikkel Bjørn Sørensen

Det er i høj grad et menneskeligt islæt, at vi undertiden deponerer både moral og anstændighed i bestræbelsen på at udfri vores umiddelbare indre lyster, men det er i den henseende også et fornemt karakteristikum, at vi mennesker dømmer og vurderer vores medmenneskers adfærd.

Det har førhen været en naturlig ting, at samfundet på den måde var en regulerede aktør, når folk valgte at ignorere den iboende moral og anstændighed, der ved kulturen og historien definerede dem.

Min pointe er i den forbindelse, at en sådan social orden både kan være kritisabel, fordi den risikerer at ensrette os mennesker unødvendigt, men at den bestemt også og i mange tilfælde kan være ønskværdig, hvis den appliceres således, at den udelukkende begrænser inden for anstændighedens rammer. En sådan mo-

ralorden begrænser in casu ikke individets mulighed for at opbygge en personlig identitet, men sikrer udelukkende, at denne formes og udvikler sig i tråd med de objektive normer for dannelse og anstændighed.

BORTE HAR TAGET ANSTÆNDIGHEDEN Hvor normer, og hvad der tidligere opfattedes som almen anstændighed, førhen var med til at vejlede folk i mødet med andre mennesker, har vi i dag gjort op med enhver form for fælles fodfæste på dette område. Som samfund klapper vi ligefrem i takt, når en person fremturer med en opførsel, der giver indtryk af, at denne ikke lader noget som helst stå i tilbage i bestræbelsen på at bedrive lige netop det, der er vigtigst for dennes momentane fornøjelse. Desuagtet om denne opførsel bryder med enhver form for normativ adfærd eller menneskelig anstand, tiljubles denne af det omkringliggende samfund.

Det er ikke længere politisk korrekt at anerkende eksistensen af en objektiv anstændighed og ordentlighed, vi mennesker som minimum bør leve op til. I den moderne verden er alle forhold subjektive, og vi har som samfund mistet retten til at kritisere.

Problemet er imidlertid, at vi mennesker har brug for denne offentlige moralorden.

Det er givetvis min påstand, at der eksisterer en objektiv målestok for moral, anstændighed m.v. Det er dog den offentlige pendant, der er den synlige repræsentant for denne. Vi har brug for at spejle os i, og tage ved lære af, denne moralorden, og det er kun ved hjælp af disse - af samfundet, kulturen og historien definerede

Side 97

R E P L IQ U E 5. årg. s. 97-100 Hedonisme – det menneskelige forfald?

Af Mikkel Bjørn Sørensen

normer - at vi udvikler os til det bedre.

Uden disse traditioner, normer og regler for almindelig skikkelig opførsel bliver vi flakkende mennesker, hvis eneste fokus er den øjeblikkelige nydelse og tilfredsstillelse.

UANSTÆNDIGHED I DET OFFENTLIGE RUM Af samme grund ser vi flere og flere eksempler på, at vi i det offentlige konfronteres med denne hedonismetilbedelse.

Utroskabshjemmesider, musik og tvreklamer med videre, der abonnerer på idéen om, at det vigtigste i livet er den øjeblikkelige og ubetingede tilfredsstillelse af dine umiddelbare lyster. Det er ikke min påstand, at utroskab og andre moralsk forkastelige lystindfrielser er et nyere fænomen. Hvad der dog lyser i øjnene er, at noget sådant tidligere var bandlyst fra det offentlige rum - samfundet regulerede med hård hånd. Der er med al tydelighed sket et skred i den offentlige moralorden, når vi kan opleve reklamer, hvis hovedfokus er eksempelvis utroskab – det ultimative svigt af det menneske, der burde stå dig nærmest.

På det seneste har jeg dog bemærket en eskalering i antallet af personer, der synes at tilslutte sig det synspunkt, at det er illegitimt overhovedet at tale om en objektiv anstændighed. At det er et angreb på retten til selvudfoldelse, når man kritiserer adfærd, som må siges at være af en beskaffenhed, der træder over grænsen for, hvad vi mennesker historisk og kulturelt anser for værende dydigt. Jeg advokerer ikke for, at enhver historisk og kulturel norm er værd at bevare, men mener dog, at vi mennesker behersker evnen til at kunne skelne mellem godt og dårligt, hvis vi ibrugtager de erfaringer,

vi rent historisk har gjort os. Dannelse og almen anstændighed er menneskelige dyder, og dem skal vi værne om i så vid udstrækning, som det er os muligt.

Det er dog langt fra alle, der deler denne betragtning. I dag er det ikke videre forbavsende, hvis man helt op i gymnasiet møder elever, der hver dag render rundt i mærkelige buksedragter – præget af et eller andet gøglerisk dyretema. I forlængelse af dette bliver vi hvert år bombarderet med efterretninger fra den famøse roskildefestival, hvor unge sætter en ære i at drikke sig fra sans og samling på én stor losseplads, mens der arrangeres nøgenløb og andre latterligheder, der hyldes under parolen om, at vi skal være os selv.

DEN PERVERTEREDE SEKSUALITET Også i gadebilledet mindes vi om en degenererende anstændighed. Hvor seksualiteten tidligere var noget privat, der var forbeholdt dig selv og din nærmeste, er det i dag hovedtemaet i parader og andre festiviteter, hvor det udbasuneres i en sådan grad, at ikke en levende sjæl er i tvivl om de deltagendes seksuelle præferencer.

Forsvarerne for paraderne forarges ofte over enhver, der tager afstand fra disse og forsøger i vid udstrækning at behæfte aversionen mod paraden med en foragt for homoseksuelle m.v. Det er naturligvis ikke en retorik, der er værd at tage alvorligt, men det afspejler endnu engang et omfattende samfundsproblem.

Dette adfærdsskred kan bedst beskrives som en omsiggribende hedonisme, der har spredt sig som ringe i vandet det seneste årti. Det højeste mål i livet er tilfredsstillelsen og den umiddelbare stræ-

Side 98

R E P L IQ U E 5. årg. s. 97-100 Hedonisme – det menneskelige forfald?

Af Mikkel Bjørn Sørensen

ben efter det, der gør dig lykkelig lige her og nu. Gud nåde og trøste de, der måtte vove at kritisere dette hedonistiske tankemønster og accentuere et ansvar, der rækker ud over individets umiddelbare lykke. Et ansvar for også at tage hensyn til det omkringliggende samfund samt overveje, om den umiddelbare lykke også er vejen til den lykke, der varer for bestandig.

Det er en fremherskende tankegang, at vi mennesker er i stand til at foretage fornuftige valg på baggrund af vort begær, fordi vi rent naturligt vil fravælge det, der bringer os ulykke og ubehag. Problemet med dette er først og fremmest, at vi mennesker ikke er fremtidsseende væsener. Hvad der måtte bringe dig tilfredsstillelse i dag, er dig muligvis til skade i morgen. Herudover er følelsen af lystudfrielse en tilstand, hvis rammer er i kontant udvidelse. Vi finder derfor aldrig velbehag i de beslutninger, der er truffet på baggrund af et ønske om tilfredsstillelse af denne.

MENNESKET SOM ÅNDSVÆSEN Glædeligvis er mennesket mere end resultatet af årelange biologiske processer.

Vi er åndelige væsener - i stand til at træffe valg, der transcenderer eget begær og lyst. Dette kan vi gøre ved brug af både egne og medmenneskers erfaringer og ved hjælp af institutioner, der rent historisk har vist sig at være holdbare, fordi de ikke bare tilfører os lykke her i nuet, men giver vores liv mening i al sin helhed.

Hvad har alt det så konkret af betydning, kunne man spørge? Personligt er jeg af den holdning, at hedonismen og den stigende individualisering er større problemer end som så. Det kommer eksempel-

vis til udtryk ved, at vi i Danmark føder alt for få børn, hvis vi skal bibeholde vores nuværende levestandard.

Derfor fremhæves det ofte, at en vis befolkningstilstrømning til Danmark er et uundgåeligt onde. Selv vil jeg dog hellere tage fat ved roden af problemet. Individualiseringen og hedonismen. To mekanismer, der i større grad sikrer, at folk ikke vægter familie og national sammenhængskraft særlig højt og i stedet tænker på dem selv som uafhængige individer, der blot skal skabe det fedeste liv for dem selv i den korte tid, vi siges at være her på Jorden. Et eftermæle, i form af børn, fravælges til fordel for livet nu og her.

Hvad godt gør børn, når man er død?

Hellere udnytte tiden til fulde fremfor at bruge tid og kræfter på sådanne.

Det er sørgeligt at betragte. Værdier som kristendom, kultur og national samhørighed er i min optik værdier der skal i centrum, hvis vi skal denne hedonismetilbedelse til livs. Uden eksempelvis national samhørighed, fratages vi grunden for, hvorfor vi forpligter os ud over de umiddelbare indfald, hedonismen måtte tilbyde os. Ligeså er det kristendommens budskab, der overbeviser os om, at målet med tilværelsen ikke bør ophøjes til at være en ivrig forfølgelse af så mange her og nu-nydelser, som det nu engang er muligt at nå på en levealder.

Hvis ikke disse værdier genfindes, risikerer vi at give ubegrænset plads til kulturer, der ikke på samme måde tilbeder hedonismen. Når vi hver især kun har vores egen umiddelbare lykke og komfort for øje, bekymrer det os ikke, at institutioner,

Side 99

R E P L IQ U E 5. årg. s. 97-100 Hedonisme – det menneskelige forfald?

Af Mikkel Bjørn Sørensen

der har været skelsættende for dannelsen af dansk kultur og mentalitet, overtages af personer, der repræsenterer en kultur, hvor netop familien, religionen og kulturen er kerneelementer. De fælles grundsten er dog ikke ensbetydende med, at disse elementer er ligeså fremmende for det demokratiske, ligeværdige og frie samfund, som vi vel alle ønsker. Hedonismen risikerer dermed at være til skade for mere end blot individet. Den er til skade for Danmark. Det er naturligvis ikke kun individet, der er ansvarlig for, at hedonismen breder sig i samfundet. Vi må som samfund gøre op med forskrækkelsen for smagsdommere og fælles være med til at definere den retning, som vi ønsker, at samfundet skal bevæge sig i.

Hensynet til individet er ualmindeligt vigtigt, men må og bør eksistere sideordnet med både anstændighed og moral.

Mikkel Bjørn Sørensen er formand for Vejle Konservativ Ungdom.

Side 100