I sin artikel gør Jens Wendel-Hansen, der forsker i de danske godsejeres politiske selvopfattelse, op med en række af de myter, som har præget særligt populærhistoriens fremstilling af provisorietiden som et grundlovsstridigt diktatur. Dette gøres ved en minutiøs og velargumenteret gennemgang af det juridiske grundlag for det konservative styre, sådan som dette grundlag var givet ved Grundloven. Her vises det, at opfattelsen af styrets illegitimitet ikke havde rod i juraen og loven, men derimod i en demokratisk eftertids og de samtidige politiske modstanderes værdidomme.