Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen
Familien er ikke en bekvemmelighed FAMILIEN – Familien er ikke noget, man vælger fra eller til. Den er den grundlæggende institution, der sikrer vores socialisering ind i samfundet via mødet med autoritet og pligt. Den danner dermed grundlag for et samfund, der ikke blot er individualistisk.
Af Henrik Jensen
FAMILIENS FORPLIGTELSE ”Familiens fundamentale cement er pligt eller ansvar, ikke kærlighed,” skriver den amerikanske sociolog, Robert Nisbet, i sin karske bog, Prejudices, fra 1982. Lad os indledningsvis slå fast: En familie er ikke en erhvervsvirksomhed eller en sportsklub, et barn ikke et kæledyr eller en højdespringer. Forældre er, hvordan man end vender og drejer det, de naturlige repræsentanter for autoriteten over for deres børn, og det skal de ikke skulke fra. Det er deres opgave, deres pligt. Men det gør de - skulker fra det - hvis de reducerer forholdet til børnene til et terapeutisk forhold, fylder det op med alskens ’redskaber’ og ’strategier’ og skaber unødig forvirring og fremmedhed. Familien, forældrene, er børnenes og dermed samfundets vigtigste nøgle til autoriteten. Det er ved det lille, stadig hjælpeløse barns tidligste møder med sit ophav, at det fornemmer, hvad autoriteten handler om. Det er ved dette møde et livslangt, ofte følelsesmæssigt kompliceret, men kulturelt enormt givende forhold til autoriteten grundlægges - et forhold,
der måske bedst kan karakteriseres ved ordet ærefrygt. De monumentale skikkelser, der i de tidligste år kredser om og sørger for det lille barn, er på en og samme gang frygtindgydende og tiltrækkende for det hjælpeog forsvarsløse afkom. Frygtindgydende ved deres fysiske vertikalitet - ’gudelignende’ kolosser, der læner sig ind over barnet - men samtidig tiltrækkende, fordi de udgør det umiddelbare svar på barnets dybe, ubevidste behov for livsnødvendigheder som føde, varme, omsorg og tryghed. Det er gennem mødet med forældreautoriteten vi bliver myndige mennesker. Det sagde også Theodor W. Adorno ”[H]er vil jeg gerne sige noget mere specifikt, når De nu har bragt punktet autoritet op; noget, der har at gøre med socialiseringsprocessen i den tidlige barndom og dermed også, kunne jeg næsten sige, med skæringspunktet mellem samfundsmæssige, pædagogiske og psykologiske kategorier. Måden hvorpå man i psykologisk forstand bliver til et autonomt, altså et myndigt menneske, er ikke bare ved at brokke sig over enhver form for autoritet. Empiriske undersøgelser ( ... ) har vist nøjagtigt det modsatte, nemlig at såkaldt artige børn lettere som voksne bliver autonome og opponerende mennesker end opsætsige børn, der som voksne straks sætter sig til ølbordet med lærerne og istemmer de samme vendinger.”
I det forhold grundlægges et livslangt dobbelt forhold til autoriteten, som gennemtrænger vores kultur: den antiautoritære, men samtidig autoritetssøgende etos. Ærefrygt, altså. Ganske vist kan vi ikke huske en pind af det, når vi bliver
Side 57
ældre. Men det sidder der. Er jeg sikker på.
han i hvert fald ikke hjerneskade. Det afgør sagen.
COACHING I FAMILIEN Coaching er tidens løsen – halvdelen af befolkningen går til coach, den anden halvdel uddanner sig til en.
Det kunne faren da selv have fundet ud af at sige, kan man indvende, men så misser man pointen: Ved at coache, i stedet for at trække grænser, og dermed belaste sit forhold til sønnen, undgår faren at blive ’ubehageligt faderlig’, som han selv formulerer det. Og dermed er, som han ser det, vejen banet for et livslangt, ligeværdigt venskab mellem de to. I forfatterens forhold til sin egen far havde det været en belastning, at faderen ikke afholdt sig fra at opdrage, derfor er forfatteren ekstra glad for sit resultat. Hvordan drengen i længden ser på at blive manipuleret på den måde, vil tiden vise. Måske ligger der en ny bog gemt der.
Nu markedsføres konceptet også i forhold til familien, ikke bare til ’parforholdet’, men forholdet mellem forældre og børn. Forældre behøver ikke længere sende deres vanskelige teenagere til en ’ungdoms-coach’, de kan selv blive en. Hvis de ikke lige ved hvordan, så er der bøger, der kan fortælle dem det. En af dem hedder ligefrem Din teenager skal coaches, ikke opdrages. Bemærk formuleringen: Din teenager… I et interview i forbindelse med udgivelsen af den nævnte bog fastslog forfatteren, en tidligere idrætsudøver, at det kan gå galt, hvis forældre insisterer på fortsat at opdrage deres børn. Det kan ende med et nyt ungdomsoprør! Som eksempel på hvad coaching af teenagere går ud på, fremfører han en historie fra sit virkelige liv. Den handler om, hvor meget alkohol hans 15-årige dreng, som en dag kom hjem og var ’stangvissen’, som der stod i interviewet, burde nøjes med at drikke, og hvordan man skulle få ham til holde sig til det. I stedet for selv at sætte foden ned og benytte lejligheden til på forældrevis at trække en grænse, tager faren drengen med til familiens læge, som på et ’videnskabeligt’ grundlag afgør, at hvis drengen holder sig til 5 genstande om ugen, så får
Dette er forhandlingsfamilien, og den lever vi for så vidt allerede med, uden at man behøver at gøre en dyd af det. I en anden avis, som også bragte et interview med den nævnte forfatter, blev strategien sat op i punktform - taget, må man formode, fra bogen: ”Lyt til din teenager”, formanes det, ”og når du endelig åbner munder, så ros frem for at kritisere. Teenagere er ofte lukkede over for forældrene. Når de endelig lukker op og vil snakke, er din opgave at lytte til dem. Kun lytte. Din teenager viser dig tillid ved at indvie dig i nogle tanker – tag imod. Senere kan du finde en lejlighed til, på en respektfuld måde, at tale med din teenager om det, hun eller han åbner for.” Lyt til din teenager. Vis respekt for din teenager. Det gør man ved at ’spørge ind til’, frem for at diktere. Sådan her: ”Peter, hvad ville du egentlig sige, hvis hele huset så ud som dit værelse?” Ikke sådan
R EPLIQUE 2. årg. s. 57-61 Familien er ikke en bekvemmelighed for den enkelte Af Henrik Jensen
her: ”Se så at komme op og få ryddet ud i den svinesti, knægt!” Forældre må lære at rose deres teenagere, forstår man. Uden ligefrem at blive uærlige, må de prøve at finde fem ting at rose, hver gang de får lyst til at udpege de sædvanlige fem fejl, påpeges det. Man kan for sjov indsætte et ord som ’min medarbejder’ eller ’min bruger’ eller ’min patient’ i stedet for ’min teenager’, så genkender man det arbejdsmarked og den velfærdsstat, det hele kommer fra. Men lad mig slå fast: Overført til familien bliver coaching direkte skadeligt. Det er ikke det rene pjat, der foregår i en familie. Familien er ikke en bekvemmelighed for den enkelte, det er en samfundsinstitution. Det er livsvigtigt, samfundsvigtigt og temmelig skæbnesvangert, og der kan være rådvilde forældre, der tager denne rådgivning alvorligt nok til faktisk at lægge sig efter det i forhold til deres børn. Coach-rollens invitation til forældre om at fralægge sig den sidste rest af myndighed, spiller på mange forældres usikkerhed og konfliktskyhed omkring deres egen rolle, og indbyder til manipulation. Forældre er som nævnt ofte selv så antiautoritært indrettet, at de har det svært ved at være autoriteter for børnene. Derfor benytter de sig af muligheden for at ’nedbygge’ deres myndighed over for børnene, så snart disse har tilstrækkeligt med sprog til at forstå, hvad der bliver sagt. Almindelige, helt normale forældre bør slappe af og være de bedste forældre, de nu engang kan, herunder glide med på den ærefrygt, der er opbygget hos børnene i de tidligste år. Det bekommer både
dem selv og deres almindelige og normale børn bedst. Børn er ikke – teenagere ej heller – flyvefærdige, modne mennesker. Hjerneforskere understreger flittigt og gerne, at hjernen ikke er færdigudviklet under opvæksten, og der er bunker af hormoner på spil, som yderligere bevirker kaos. Selv ret store børn har godt af at blive støttet af nogen, som vil bestemme – med kærlighedens stærke arm! Selvfølgelig bør forældre forvente et medansvar fra deres børn. Men at forvente ligeværdigt modspil er at fralægge sig sit ansvar. Man skal ikke spørge den treårige, hvad hun kunne tænke sig at spise til middag i dag for at foregribe, at hun går i flitsbue ved middagsbordet. Det er ikke et fornuftigt signal at sende. Moderne forældre bruger bunker af ’kvalitetstid’ på at beundre, coache, manipulere, kontrollere, overvåge, identificere sig med og bekymre sig om og over deres børn. De skulle hellere træde et skridt tilbage, stikke nogle faste rammer ud og lade være med at befamle børnene – hellere huske de gamle, sande ord om, at sine børn har man kun til låns. Unge vil altid gøre modstand mod deres forældre. Det er naturligt - det skal de gøre. Sådan har den yngre generation til enhver tid identificeret sig med verden og taget den på sig ved at formulere sit eget syn på den. Men unge foragter og vil ikke kendes ved en autoritet, der ikke er en autoritet. En autoritet, som ikke vil stå ved sine sandheder, eksempelvis den far, der pludselig – med manualen i hånden – vil til at give den som coach.
Side 59
Enhver opvoksende generation har krav på og brug for et ordentligt modspil fra deres forældre for at blive ordentlige mennesker. Til gengæld er det mere tvivlsomt, om de har brug for at være venner med dem. Børn har venner. ”Behovet for autoritet er grundlæggende,” skriver sociologen Richard Sennett i Authority fra 1980: ”Børn har brug for autoriteter til at vejlede og forsikre sig. Voksne opfylder en væsentlig del af sig selv ved at være autoriteter; det er en måde at udtrykke omsorg for andre på, og der er en udbredt frygt for, at blive frataget denne erfaring.”
VELFÆRDSSTATEN OG FAMILIEN ”Hvad der bedst udmåler den nuværende families sygdom er sammenbruddet af dens mellemgenerationelle betydning, sammenbruddet af dens karakter af storfamilie og forpligtende fællesskab, af den tætte sammenhæng med ejendom (socialdemokratisk skattepolitik har skadet familien væsentlig mere end skilsmisser), og af dens naturlige autoritet over medlemmerne, særligt de unge”
skriver Robert Nisbet i Prejudices. Historisk er der den snævre sammenhæng mellem stat og familie, at når den ene er svag er den anden stærk, og omvendt. Den nuværende, tendentielt totalitære udgave af velfærdsstaten har i betydelig grad svækket familien, trods al retorik om det modsatte. Den kan ses som modsætning til den myndige retsstat, som herskede indtil for 50 år siden. Den
danske velfærdsstat lagde nemlig ud i en noget mere myndig udgave i 1950’erne, hvor alle indtægter og udgifter passerede en sognerådsformands mavesure blik, og der ikke blev givet ved dørene. Frem til 1960’erne var familien af samme grund ret stærk. Siden blev stilen gradvis lagt om i terapeutisk retning for at imødekomme de nye toner. Velfærdsstaten er på idéplanet institutionaliseret, kristen næstekærlighed, og historisk er dens udvikling i sidste halvdel af det 20. århundrede snævert sammenhængende med de europæiske katastrofer mellem 1914-45. I sin nuværende, ekstremt terapeutiske form, minder staten om moderlig omsorg, der er gået bersærk. Det forventes i dag, at staten puster på ethvert blåt mærke, der måtte indfinde sig hos hver enkelt af dens ’mindste små’. Det er sandsynligvis i sig selv et tegn på kulturel opløsning, selv om det politisk søges fremstillet som civilisationens højeste stade. Hvis der sker noget sørgeligt i vores liv, sender staten en krisepsykolog – i det hele taget er idealet den varme og fordomsfri moder, der ikke stiller krav. Den regering, der ikke sprøjter alle overskydende penge ind i velfærdsprogrammer, risikerer at blive set som repressiv, kold og (faderligt) ’autoritær’. Omvendt opmuntrer velfærdsstaten indirekte sine borgere til at forblive børn, forblive afhængige og uden ansvar for sig selv. Særlig opsøgende synes den at være over for sine problembørn, og det er der også noget ægte moderligt ved.
R EPLIQUE 2. årg. s. 57-61 Familien er ikke en bekvemmelighed for den enkelte Af Henrik Jensen
Rettighedskulturen demonstrerer sig ikke mindst i den eftergivenhed, der har været den dominerende reformistiske linje i moderne børneopdragelse og uddannelse i de sidste 50 år, i og udenfor familien. Det indebærer i sin tendens afskaffelsen af enhver form for straf og underkuelse. Der må ikke siges nej. Og hvis noget går galt, er det ikke nogens skyld. Forældrenes stigende følelsesmæssige involvering i børnene har udgangspunkt i de vanskeligheder, familiemedlemmer i stigende grad har med hinanden, som følge af den funktionstømte familie.
gør en hær af eksperter (vuggestue, børnehave, skole, terapi, osv.) ondt værre ved at fratage forældrene den sidste rest af selvtillid og dermed ansvarlighed. Det individ, der vokser op uden at møde autoriteten, i Adornos forstand, risikerer at blive et grænseløst individ, som hele livet kommer til at baske hjælpeløst imod enhver autoritet, som en natsværmer mod en 40 watt-pære. Samfundet er allerede temmelig fuldt af sådanne.
Staten og markedet har langsomt, men sikkert suget traditionelt vigtige samfundsmæssige institutioner tomme for rationelle funktioner, og dermed også for autoritet over for individet. Blandt disse var ikke blot sognerådet og den frivillige sygekasse, men også institutioner og relationer, der tidligere sluttede tæt omkring det enkelte menneske: slægten, landsbyen, kvarteret, familien. Gradvis, kun iøjnefaldende i tilbageblikket, mistede de betydning og indhold. Tilbage var den enkelte – og en kæmpemæssig instans ved navn staten. Som følge af autoritetstabet blev familien en ’demokratisk’ institution, hvor ingen har lyst til at være (alt for) voksne og ansvarlige. Som en konsekvens af en udbredt ungdomskult tages myndighed og modenhed i den gammeldags forstand som et tegn på, at man er ved at blive gammel og dermed er udenfor. Frem for at blive støttet af omgivelserne i at håndhæve den smule autoritet over familiens børn, som forældre har tilbage,
Side 61