Kasper støvring

I marts måned 2011 bragte Berlingske en opsigtsvækkende dobbeltkronik af juraprofessor Hjalte Rasmussen. Det opsigtsvækkende var ikke blot, at en avis valgte at bringe en dobbeltkronik, eller at en juraprofessor kritiserede EU-domstolen, men at professoren direkte kaldte EU-domstolen ulovlig. Hør blot indledningen: ”I løbet af 40 år har EU-Domstolen i henved 100 tilfælde erobret suverænitet fra Danmark og derved brudt den mest fundamentale pagt mellem medlemsstaterne og EU. Ifølge denne pagt beholder EUlandene alle de beføjelser, som de ikke påviseligt har overladt til EUs institutioner. Med et lidt uvant udtryk er en aktivistisk dom, som bryder pagten, en ulovlig dom. På vegne af alle de ulovlige domme handler det følgende om den velkendte Metock-dom (2008) og Zambranodommen (marts 2011). Begge forbryder sig i ubehagelig grad mod pagtens grundlæggende fordeling af kompetencer mellem EU og EUlandene. Kronikken fremfører, at ulovlige domme har regeringer kun på papiret pligt til at rette sig efter og svarer på, hvad sker der, hvis en regering lader en dom være dom.”

Det kan anbefales at læse kronikkerne, der er tilgængelige på Berlingskes hjemmeside,1 for i det følgende skal det ikke handle så meget om den juridiske baggrund for at kalde EU-domstolen ulovlig, ej heller om de forskellige domme, eller hvad der sker, hvis regeringen nægter at adlyde dem. Det skal derimod handle om forholdet mellem folkestyre og domstolsstyre. Mit udgangspunkt er nogle betragtninger i min bog Sammenhængskraft (2010), hvor jeg giver et konservativt forsvar for national kultur, sammenhængskraft og folkestyre. Jeg vil i denne artikel udlægge dette intime forhold i forbindelse med konkrete aktuelle eksempler på domstolsstyring, som risikerer at ødelægge det stærke folkestyre, vi kender her i landet. Domstolsstyring hænger sammen med, at rettighedsprincippet styrkes i forhold til pligtprincippet, altså borgerens hensyn til det folkelige, nationale fællesskab. Problemet har især at gøre med, at Folketinget har forpligtet sig til at vedtage love, 1

http://www.b.dk/kronikker/eu-domstolen-doemmer-ulovligt

som gør staten i stand til at leve op til forskellige internationale konventioners retlige standarder. Lad mig med det samme sige, at jeg ikke er jurist, men kulturforsker; dog mener jeg, at området er for vigtigt til blot at blive overladt til juridiske eksperter, ja, det er faktisk hovedproblemet, at domstolsstyring og dermed problemet om, hvorvidt juridiske eksperter har for megen magt, oftest kun diskuteres af – jurister.

En bærende pointe i min bog er, at nationen er et kulturelt fællesskab, der binder samfundets mange forskellige individer og grupper sammen i et gensidigt tillidsforhold. Nationen skaber et samlende værdigrundlag for det moderne demokrati og et stærkt folkestyre. Derfor er det afgørende at bevare nationen og den politiske orden, der er forbundet hermed, og det er selvfølgelig den demokratiske nationalstat, altså en stat hvis grænser falder sammen med nationens. Jeg argumenterer i min bog for, at den enhed, der understøtter staten og gør den legitim, har en før-politisk kilde. Det vil sige, at statens enhed er funderet i nationens enhed. Denne enhed er socialt og kulturelt, snarere end politisk og statsligt betinget, og det afgørende er, at vi i Danmark netop nyder en stærk sammenhængskraft, fordi positiv nationalfølelse, tillid og kulturel homogenitet hænger sammen. Kulturel homogenitet afføder et velfungerende folkestyre, hvorimod multikulturalisme kalder på domstolsstyring, som jeg skal vise. Domstolsstyring er i mere end én forstand et krisetegn.

Den danske nationalkultur er kendetegnetegnet ved særlige sociale adfærdsmønstre, som jeg opregner nogle af i bogen: Der er en meget lav grad af korruption, svindel og nepotisme. Der er tillid til og ansvarlighed over for fremmede (hvis de tilhører samme nation). Der er et stærkt civilsamfund og et aktivt foreningsliv. Der er en stor deltagelse i offentlige anliggender. Magten er delt, altså det, der på engelsk kaldes checks and balances. Der hersker en grundlæggende konsensus og en høj grad af pluralisme i den politiske offentlighed. Og eliten står til ansvar for befolkningen. For at tage de sidste kulturelle træk: Danmark er et sekulært samfund, og der hersker en opfattelse af personlig skyld og ansvar. Der er udbredte liberale holdninger og adfærd som ligestilling mellem kvinder og mænd, man ytrer sig frit, der er respekt for ejendom og anerkendelse af minoriteter osv.

I nationalstaten er de demokratiske institutioner og borgerlige rettigheder forankret i et tæt folkeligt fællesskab af før-politiske normer og værdier, eller – med andre ord – i en national kultur. Statens forankring i en folkelig, national enhed forbinder på en særdeles stabil måde befolkning og politisk system. Også derfor er det afgørende at bevare den nationale loyalitet og suverænitet samt nationalstatens territoriale jurisdiktion. Bestræbelsen på at strække jurisdiktionen ud over de suveræne nationalstaters grænser fører til et forfald i ansvarligheden, fordi den herskende elite vanskeligt kan holdes ansvarlig af folket

(det er problemet med institutioner som FN og EU). I institutioner med transnational jurisdiktion findes der derfor udbredt korruption og mistillid.2 Men, som jeg skal berøre i denne artikel, så risikerer også de hjemlige domstole at ødelægge vores solide folkestyre ved at erstatte demokrati med jura.

Inden jeg diskuterer de mere specifikke forhold omkring domstolsstyring, vil jeg gerne berøre forholdet mellem grundlov og forfatningspatriotisme, som jeg også kommer ind på i min bog. Det er nemlig sådan, at domstolsstyring, som vi bl.a. kender fra transnationale institutioner som EU, ofte hænger sammen med et forsøg på at ophæve Grundloven til fordel for en abstrakt forfatning med en række generelle principper og rettigheder som f.eks. den europæiske forfatningstraktat. Men folket, ikke mindst det danske, slutter op om det nationale folkestyre, jf. den vedvarende EU-skepsis, hvilket betyder en styrkelse af opbakningen til Grundloven i modsætning til ren forfatningspatriotisme.

Grundlovens ord er en pålidelig beskrivelse af grundtræk ved dansk statsstyre. Men det er ikke forfatningens juridiske tekst, der først “skaber” borgernes loyalitet over for deres land og medborgere. Det er dog, hvad fortalerne for en forfatningspatriotisme – i modsætning til national patriotisme – gerne ser. Forblændede fortalere for domstolsstyring mener i ramme alvor, at rettigheder forener borgerne. Vi skal ikke være patriotiske over for folket, men over for forfatningen; fælles bekendelse til forfatningen er det eneste, der bør forene borgerne.

Men en generelt formuleret forfatningstraktat er næppe i stand til at skabe en kollektiv følelsesmæssig tilslutning. For patriotisme kan ikke udfolde sig uden en historisk dybdedimension, og den dimension kender vi kun fra nationerne. Forsvaret for den europæiske forfatningstraktat og den ledsagende idé om en formel forfatningspatriotisme går derfor hånd i hånd med en politisk og pædagogisk bestræbelse på at erstatte nationalstaten med et overnationalt EU. Ligesom et imperium og en fejlslagen – svag eller autoritær – nationalstat hviler også EU på en langt svagere “vi”-følelse end nationalstaten, og en vi-følelse er nødvendig for et stærkt folkestyre. Politik forudsætter simpelthen en sondring mellem “dem” og “os”. Det er ydermere vigtigt at forstå, at den nationale forfatning, Grundloven, er en lovgivningsmæssig ramme om det nationale fællesskab, der netop allerede er givet og altså eksisterer i forvejen. Den europæiske forfatningstraktat udviser en bekendelse til abstrakte, kulturneutrale rettigheder, der skal forene de europæiske befolkninger. Derimod er grundlov og kul2

Især den engelske filosof Roger Scruton har skrevet om dette i bl.a. Nationernes nødvendighed (2005) og The Uses of Pessimism (2010).

turelt fællesskab om sprog, historie, religion og territorium sammenfaldende. Det giver plads til en utvungen nationalfølelse, der ikke er abstrakt og autoritær. Den nationale identitet kan nøjes med at være forudsætning for medborgerskabet og folkestyret, der netop – fordi det ikke er politisk mobiliseret – bliver særlig stabilt og præget af sammenhængskraft.

Det særligt positive ved den danske nation er, at den har at gøre med sprog og fædrelandskærlighed – med Grundtvigs bestemmelse. Tilsvarende er det positive ved en nationalstat som Danmark det forhold, at Grundloven ikke skal spænde over mange nationer, men kan falde tilbage på et kulturelt homogent folk, der længe har levet med fælles myndigheder. Politikere er ikke nødt til med forfatningen at forsøge at konstruere et fællesskab; det tvinges de til i forbindelse med den transnationale europæiske union. Det er deres problem – og vores, for bl.a. ad den vej kommer folkestyret til at vige for domstolsstyret.

Inden jeg videreudvikler mine tanker, vil jeg give nogle aktuelle eksempler på domstolsstyring og problemet med den. Jeg mener, groft sagt, at domstolene er på vej til at ødelægge den hævdvunde frihed, vi nyder her i landet, og i den kamp fungerer især EU-systemet som en trojansk hest.3 Sagen om den såkaldte injurieturisme viser det igen: EU-retten giver fremmede landes lovgivning retsvirkning i Danmark.4 Tidligere gav Metock-dommen personer, der opholder sig illegalt i EU, ret til familiesammenføring ved hjælp af EU-reglerne.5 Og nu viser en nyere og angiveligt endnu mere vidtgående dom fra EU, at personer, der bliver skilt fra EU-borgere, har ret til at blive boende i landet, også selv om de ikke er selvforsørgende. 6 Hertil kommer EU’s fatale bekæmpelse af ytringsfriheden gennem kriminalisering af såkaldt ”hate speech”.7 Denne type domstolsstyring ødelægger folkestyret; den truer sammenhængskraften, den undergraver nationalstatens suverænitet, især hvad angår udlændingepolitikken, og den går imod viljen hos et stort flertal af befolkningen.

Oven i alle disse forhold kommer så forsøgene på at lukke den frie debat med henvisning til juridiske paragraffer. Det har vi senest set hos den radikale Zenia Stampe i foråret 2010, der på grundlag af racismeparagraffen ønskede at politianmelde drabschefen i Københavns Politi 3

4 5

6 7

Vi har dog også set det i forbindelse med FN-konventionerne. Jf. min artikel ”Så opsig dog konventionerne!” i Berlingske 10/3-2011. http://www.berlingske.dk/danmark/danske-aviser-tvunget-til-foelge-britisk-lov http://www.berlingske.dk/danmark/eu-ekspert-metock-dommen-var-et-brud-paagrundloven http://www.information.dk/225620 http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2009/03/20/eus-snigangreb-pa-ytringsfriheden/

for nogle udtalelser om kriminelle rumænere. 8 Domstolsstyring betyder her en indskrænkning af den offentlige debat, folkestyret afhænger af, som jeg skal vise senere.

Vi kan også tage eksempler fra de danske domstole, der ikke følger politikken og dermed folkets vilje. En borgerlig regering vil altid søge at føre en stram retspolitik. Det er særlig nødvendigt i tider med eskalerende kriminalitet i form af voldelige overfald, hærværk, brandstiftelser og bandekrige. Retorikken er da også hård. Politikerne søger hele tiden at overgå hinanden. Selv oppositionen med Villy Søvndal i front er god for markskrigerske udmeldinger. Nul-tolerance og strengere straffe lyder det hele tiden. Men man kan i høj grad stille spørgsmål ved, om der overhovedet føres en stram retspolitik. Ja, den er næsten ikke engang strammet siden Nyrups regeringstid. Det viser analyser fra Altinget.dk i 2009. 9 Igen er problemet følgende: Den borgerlige regering, altså folkevalgte politikere, beslutter en politik, som ikke gennemføres på trods af folkets opbakning og vilje. Og igen er problemet domstolene, denne gang de danske. Dommerne tager simpelt hen ikke højde for den politisk besluttede forøgelse af strafferammen. For eksempel er gennemsnitsstraffen for “særlig alvorlig vold”, der har en strafferamme på ti år, kun steget fra 50,7 måneder i 2001 til 59,7 måneder i 2007.

Det er på den baggrund useriøst, når man fra venstrefløjen hører, at længere straffe ikke hjælper. Dertil kommer, at hensigten med en stram retspolitik i første omgang ikke er resocialisering eller forebyggelse, men at spærre forbrydere inde, så de ikke kan begå deres ugerninger. Det primære er at tilgodese ofret og skabe tryghed for lovlydige borgere. Det er god, borgerlig politik med et klart folkeligt mandat.

Det korte af det lange er, at regeringen, der hæmmes af domstolene i at føre en stram retspolitik, selvfølgelig også må gøre op med de danske domstole og kritisere rigsadvokaten. Folkestyret må forsvares imod et elitært domstolsstyre. For den retslige orden bygger netop på den politiske orden. Regeringen må også forklare befolkningen og pressen, at det ikke er rigtigt, at der straffes hårdere, og at dét er domstolenes skyld. Endelig er det oplagt at indføre deciderede minimumsstraffe.

Det vil vise, at den borgerlige regering faktisk har viljen til at føre en politik, der sikrer lov og orden.

Vi nærmer os i dag en utålelig retstilstand, hvor personer, der ikke kan få folkelig opbakning, bruger domstolene til at få deres vilje igennem. Det gælder ikke blot radikale politikere, men også lobbyister for menneskerettigheder som f.eks. repræsentanter for Institut for Men8 9

http://jp.dk/opinion/leder/article2004742.ece http://www.altinget.dk/artikel.aspx?id=91786&ref=newsletter&refid=4666

neskerettigheder: Den nationale kultur må ikke nyde forrang her i landet, alle kulturer skal ligestilles. Demokratiet erstattes således af jura, og de modvillige danske borgere tvinges af overnationale institutioner som EU til at acceptere diktaterne.

Det hænger bl.a. sammen med det velkendte forhold, at den danske regering skal overholde internationale konventioner. Nationalstaternes suverænitet begrænses mere og mere. Alle EU’s medlemsstater er forpligtede til ikke alene at overholde unionens love, men også siden 1992 den Europæiske Menneskerettighedsdomstols charter, altså Menneskerettighedskonventionen. Den danske stat har underskrevet en række konventioner og traktater, som begrænser det nationale folkestyre; der er retskilder uden for dansk lov, som er retligt forpligtende. Desuden kan domstolene hente inspiration fra FN’s konventioner, som blot er ”tiltrådt” af den danske stat, de er ikke inkorporeret og dermed forpligtende i retlig forstand, men dog i moralsk.

Med tiden vil internationale menneskerettighedsprincipper blive yderligere styrket i forhold til national lovgivning og offentlig forvaltningspraksis i takt med den europæiske integration. I det Europæiske Charter om fundamentale rettigheder kombineres civile og politiske med økonomiske rettigheder. Det vil også kunne kombineres med kulturelle rettigheder. Den juridiske elite sætter sit håb til, at EU og FN får gennemført de forbedringer i ligebehandling, som Danmark ikke selv gennemfører, nemlig ligestilling af alle kulturer, hvor den nationale kultur ikke nyder forrang. Repræsentanter for Institut for Menneskerettigheder er ofte fortalere for de overnationale enheder, hvorfra der udgår beslutninger, der tvinger de nationale parlamenter til at skabe større lighed. Det handler bl.a. om, hvordan mindretal bedst beskyttes mod at blive diskrimineret af flertallet. Problemet er, at tolkningen af friheds- og lighedsprincipperne i stigende grad sker på identitetspolitiske præmisser, dvs. ud fra hensynet til fremmede kulturers identitet.

I den gældende situation er der tre muligheder. For det første at national lovgivning henter inspiration fra de konventioner, den danske regering har tiltrådt (det er regeringens valg). For det andet, at konventionerne bliver inkorporeret, dvs. indføjet ordret i loven (det er oppositionens valg med støtte af Institut for Menneskerettigheder). Dette skal ikke nødvendigvis begrænse sig til at indføje Konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Afskaffelse af alle Former for Racediskrimination i dansk lov, men også FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. Den tredje mulighed, som jeg vil prioritere, er at følge den nationale lovgivning; ikke fremmede konventioner og traktater, men ”vores” Grundlov. Tilsvarende bør nationalstaten fastholde sin ret til at lovgive ud fra sin særlige kultur, dvs. sine egne etiske normer og traditioner og med henvisning

til samfundets fælles gode. Hvorfor jeg mener, at national lovgivning er vigtigst, og at folkestyret skal sikres imod domstolsstyre, skal jeg uddybe nu.

Hvis man vil bevare et stabilt folkestyre, bør man altså modgå den politiske tendens især i oppositionen og i den EU-begejstrede elite, der forskyder magten fra Folketinget til den dømmende magt (i form af overnationale og nationale domstole), hvorefter rettighedsideologien overtrumfer den demokratiske kultur. Man bør huske, at det er institutioner med politisk mandat – de nationale parlamenter – der på bedste vis kan sikre borgernes rettigheder og frihed. For kun de tager tilstrækkelig hensyn til, at rettigheder må betales med pligter, og uden orden ingen frihed.

Folkestyret vil netop blive svækket, hvis domstolene tager magten fra Folketinget. Vi vil se en rettighedsfikseret krænkelsesepidemi vokse frem. Borgerne vil konstant sagsøge andre for krænkelse af deres kulturelle, sociale og økonomiske rettigheder, og de vil miste sansen for den nødvendige pligtkultur. Altså at borgerne selv skal respektere andres rettigheder: Det er ikke noget, der blot kan overlades til domstolene. Sammenhængskraften vil udhules: Følelsen af loyalitet, medansvar og interesse for samfundshelheden vil blive undergravet, og et dalende engagement i det fælles bedste vil blive konsekvensen. Vi vil få tilstande som i USA, landet med de mange indvandrere. Her står den juridiske aktivisme stærkt; den multikulturelle identitetspolitik skaber grobunden for adskillige sagsanlæg. Men i en tillidskultur som den danske løser man omvendt konflikter i fordragelighed; her siger man: ”det finder vi ud af”, ikke: ”see you in court!”.

Den seneste tids mange sager er således forfaldssymptomer – symptomer på en ulykkelig trang til at politisere juraen og lade domstolene løse sociale konflikter. Når domstolsstyring vinder frem, er det et tegn på, at fraværet af fælles værdier har skabt et tomrum, som retsvæsenet må udfylde. At det ikke løser, men forværrer problemerne er dog åbenlyst. I et samfund med en stærk sammenhængskraft vil borgerne lettere kunne finde sammen og løse deres problemer på en ofte pragmatisk og politisk måde. Men i et multikulturelt samfund, hærget af opløsning af fælles værdier og normer, vil domstolene være de steder, hvor folk mødes for at løse de konflikter, der konstant vil opstå. Danmark står således bedre rustet til at modvirke domstolsstyringen end andre lande, for vores land er endnu relativt kulturelt homogent: Anerkendelsen af en fælles national kernekultur skaber en høj grad af tillid og basal enighed.

Den juridiske tilgang og legalistiske rettighedsideologi forudsætter ydermere forestillingen om en værdineutral domstol og en universel retfærdighed. Men det er en illusion. Dommere begår også fejltagelser og ligger under for fordomme; den aktivistiske, dynamiske domstolsstyring bygger selv på særlige værdier; og personer i menneskerettighedsorganisationerne og i oppositionen, der argumenterer juridisk, fører blot politik i juridisk forklædning. Sådan har kritikken også lydt fra flere fagfolk, bl.a. Gorm Toftegaard Nielsen, Jens Elo Rytter, Helle Porsdam og Michael Böss.

Sidstnævnte har i sin bog Forsvar for nationen (2006) kritiseret den juridiske aktivisme for at medvirke til at ødelægge det nationale fællesskab og dermed folkestyret. Ifølge Böss nyfortolker bl.a. Institut for Menneskerettigheder forskellige konventioners oprindelige ordlyd, så at f.eks. begrebet kultur undergår en forvandling. Dette er udtryk for almindelig praksis inden for forfatningsjura, hvor man foretager ”dynamiske fortolkninger” af en forfatnings paragraffer. Således vil man tilpasse forfatningen til en nutidig virkelighed, som Böss skriver. Det giver også mulighed for at justere de politiske og sociale værdier (samt det nationale retssystems kerneværdier) ved f.eks. at indføre nye retsprincipper og tolkninger af retfærdighed uden at skulle gå vejen over demokratiske samtaler i det offentlige rum. Også ifølge Böss udfordrer domstolene nationalstaten som værdifællesskab. Især den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har benyttet sig af det dynamiske fortolkningsprincip. En paragraf i en forfatning eller konvention fortolkes i lyset af nutidens vilkår. Resultatet over alt i Vesten er grupperettigheder til mindretalskulturer, altså multikulturalisme: positiv særbehandling, lovgivning mod diskrimination, offentlig støtte til mindretalskulturer og mere radikale tiltag: faste pladser i parlamentet, sidestillelse af religioner, parallelle retssystemer, sprogstøtte, økonomisk kompensation og krav til stater om at opretholde mindretalskultur.

Men, som Böss også er inde på, hvem har kompetence til at fortolke, hvilke normer der ”svarer” til den tid, vi lever i? En dommer kan frit læse helt nye betydninger ind i paragrafferne i en forfatning eller en konvention og give det et præg af uhildethed og værdineutralitet.10 Juridisk aktivistiske dommere udgør en drivende kraft bag samfundsreformer. Men problemet med domstolsstyring er, at dommere ikke har noget demokratisk mandat til at optræde som lovgivere. Derfor er det fatalt at svække folkestyret til fordel for domstolsaktivismen, der netop i kraft af den dynamiske fortolkningspraksis giver en meget høj grad af magt og frihed til få enkeltpersoner, nemlig dommerne. Dom10

Se også Ole Hasselbalch: ”Hvad nøler politikerne efter?” i Jyllands-Posten 30/5-2011.

mere er desuden eksperter i netop deres eget begrænsede område. De har ikke en overordnet forståelse for det fælles vel, og de søger ikke at vedligeholde den stærke tillidskultur i landet. Endelig vil dommere og eksperter i menneskerettigheder indføre fortolkningsnormer, der er opdyrket i det lille elitære, lukkede kredsløb i det internationale specialistmiljø. Her har man for længst gjort oprør mod folket, som Christopher Lasch engang udtrykte det i bogen Eliternes oprør fra 1992, og som Lars Olsen udtrykker det i dag i bogen Eliternes triumf fra 2010.

Domstolsstyring, juridisk aktivisme og den legalistiske tilgang afpolitiserer demokratiet. Denne type juridisk anti-politik passer til en populær moderne demokratisk teori, nemlig den deliberative model, som fik sin eksemplariske form af den amerikanske filosof John Rawls i hovedværket A Theory of Justice (1971), og som bl.a. filosofferne Ronald Dworkin og Jürgen Habermas har arvet. 11 Hvad enten demokratisk deliberation lanceres som ”diskursetik” eller bygger på uafhængige domstole som højeste garant for løsning af politiske problemer og fortolkning af fællesskabets moral, så lærer den, at eftersom politiske spørgsmål dybest set er moralske, kan de underkastes en rationel behandling, der har til formål at skabe konsensus. Ved fornuftens og samtalens brug er det principielt muligt – ved at følge fastlagte procedurer – at formulere et upartisk standpunkt, der er i alles interesse, hedder det.

Netop det juridiske system betragtes som særlig egnet til at nå til sådanne løsninger, der opfattes som upartiske. Problemer med indvandringens negative indvirkning på den nationale samhørighed ”løses” f.eks. gennem henvisninger til konventioner om universelle menneskerettigheder. På den måde overlades politiske problemer til eksperter i menneskerettigheder. Før udlændingelovgivningen i 2002 blev strammet op, fik vi af juridiske eksperter især fra det daværende Dansk Center for Menneskerettigheder at vide, at det ikke kunne ikke lade sig gøre; vi var bundet af konventionerne. Men det kunne det som bekendt, fordi der var en politisk vilje til det.

I valgkampe op til de seneste folketingsvalg har især Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre desuden camoufleret deres reelle uenighed om udlændingepolitikken ved at lukke den interne debat; kontroversiel politik blev en sag for, ikke folkevalgte politikere, men for internationale organer og jurister. Allerhøjest blev det til uspecificeret kritik af praksis i administrationen og kritik af teknikaliteter i udlændingeloven. Når politikere i de seneste år gentagne gange har lagt sig i ly bag 11

Jeg har skrevet nærmere herom i min artikel ”Hinsides det politiske” i tidsskriftet NOMOS 3. årg. Nr. 2 (2005), som det følgende afsnit bygger på.

udtalelser fra den europæiske menneskerettighedskommissær eller Institut for Menneskerettigheder, bunder det i, at der ikke er noget egentligt politisk lederskab. For også indvandring er et politisk område blandt andre. Overhovedet er den politiske apati hos f.eks. De Radikale, der hyppigt argumenterer for domstolsstyring, iøjnefaldende. Partiet proklamerer i bund og grund, at der ikke findes noget alternativ til globaliseringen, hvis diktater vi skal acceptere. Hvad enten det drejer sig om indvandringens tiltagende opløsning af den nationale samhørighed eller ophævelsen af den nationale suverænitet til fordel for transnationale jurisdiktioner som EU eller FN. Hvis de politiske konflikter, der definerer et levende folkestyre, forsvinder, bliver den offentlige politiske kultur netop irrelevant. Den teknokratiske post-politik baner i sidste ende vej for et afpolitiseret demokrati, hvor der ikke er forskel på partierne og reelle alternativer til konsensus. Risikoen er, at vælgerne gribes af politikerlede og magtesløshed med faldende valgdeltagelse til følge. En lidenskabsløs konsensusorienteret politik til befolkningens dalende engagement i fælles anliggender. Konsekvensen er, som bl.a. den belgiske politolog Chantal Mouffe i flere bøger, bl.a. The Democratic Paradox (2000) og On the Political (2005), har påpeget, at den politiske offentlighed bliver stadig mere irrelevant, fordi der ikke er reelle alternativer at vælge imellem eller noget alternativ til globaliseringen, som politikken angiveligt er underkastet. Følgelig finder den tydeligste politiske konfrontation mellem højre og venstre sted i spørgsmålet om, hvor vidt folket blot skal acceptere de diktater, der udgår fra de overnationale organer – EU, FN, Europarådet – der fortolker og håndhæver konventionerne om universelle menneskerettigheder.

Lad mig give tre aktuelle eksempler på afpolitisering, som foregik i debatten om De Konservatives værdi- og integrationspolitik i sensommeren 2009. De Konservative kasserede som bekendt forslaget om et forbud mod burkaer, der var en del af den annoncerede integrationspolitik, fordi det angiveligt stred imod Grundloven og visse konventioner.

Men dermed – NB! – var og er den politiske debat jo langt fra slut.

Lad mig tage burkaforbuddet først. Dilemmaet er: Hvor langt skal staten og politikerne blande sig i civilsamfundet og privatlivet, i dette tilfælde det enkelte menneskes påklædning? De liberale tænker principielt: aldrig – og universelt: man må ikke gøre forskel. Hvis kristne skal have lov at gå med kors, skal muslimer også have lov at demonstrere deres religiøse symboler. Det er ytringsfrihed og en menneskerettighed, hedder det. Man må heller ikke, siger de liberale, overtræde oplysningens basale værdier såsom tolerancen over for det, vi ikke

bryder os om. Henvisningen til “danske værdier”, altså vores særlige måde at gøre tingene på, er ikke legitim.

Men det er den netop ifølge konservatismen, som jeg har argumenteret for flere steder: Konservatismen tager afsked med det principielle og ser i stedet på, hvad der er vores kultur og vores hævdvundne traditioner. Burkapåklædningen, med dens eksplicitte understregning af mandens dominans og kvindens mindreværd, kan derfor forbydes.

Konservatismen forsvarer ikke frihedsrettigheder på et universalistisk grundlag, men på et partikularistisk – henvisning til landets særlige kulturelle tradition f.eks. Uden orden, som trues af islamismen og multikulturalismen, ingen frihed. Så er der kun en latent borgerkrig: alles kamp imod alle.

Det andet eksempel angår modstanden mod den muslimske stormoské i København. Der er religionsfrihed, siger den liberale. Ja, siger den konservative, men der er ingen religionslighed her i landet, og der er forhold, der står over friheden, nemlig det, der hedder hensynet til den sædelige orden. Igen: uden orden, ingen frihed. Hvorfor tillade et symbol på islams ekspansionstrang, der – sandsynligvis – er støttet af det iranske præstestyre? Man skal i øvrigt huske på, at staten har stor betydning i konservatismen. Ikke en bred, men en stærk stat som garant for orden, og staten er hverken værdineutral eller passiv. Her i landet lever vi inden for rammerne af den danske nationalstat, der er forpligtet over for nationen og dermed dansk kultur. Vi lever ikke i en multikulturel, liberal stat. Friheden gælder kun under særlige betingelser og former.

Det tredje eksempel angår forslaget om fratagelse af statsborgerskabet for sociale bedragere. Igen lyder den liberale indvending, at det strider imod rettighederne, juraen forbyder det. Men undtagelsesbestemmelser tillader faktisk den slags beslutninger. Politikken er netop ikke underlagt juraen, det er omvendt. Liberalismen vil afpolitisere og overlade vigtige beslutninger til det juridiske system, altså domstolene.

Men konservatismen vil ikke på den måde være med til at afvikle folkestyret.

Man skal også være varsom med at sige, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre. Det bedste eksempel er stadig opstramningen af udlændingeloven i 2002. Trods meldinger fra eksperter i menneskerettigheder kunne politikere foretage en stramning. Den samme vilje kan spores hos flere konservative værdipolitikere i dag. Konventioner er jo kun – konventioner. De er sociale konstruktioner skrevet på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt i historien og af nogle bestemte mennesker med bestemte interesser. De er hverken evige eller almengyldige.

De tog sigte på tidsbestemte problemer, men tiden er en anden i dag, og dermed står vi også over for andre problemer. De konservatives

værdipolitik kan ganske rigtigt meget vel vise sig at være “forud for tiden”, som Naser Khader udtalte i 2009.

Lad mig resumere og afrunde med nogle bemærkninger om, hvordan domstolsstyring, der bl.a. bygger på den dynamiske fortolkningspraksis, er en trussel mod den nationale loyalitet og tillidskultur på en lang række områder. I Sammenhængskraft har jeg især tilskrevet EUsystemet problemet med domstolsstyring, men jeg mener, at kritikken kan generaliseres.

Der er for det første et problem med ansvarligheden. Domstolsstyring fører til et forfald i ansvarligheden. Dommerne udgør en elite, der ikke på samme måde som de nationale parlamentarikere er ansvarlig over for folket; folket har ikke valgt eliten ind og kan vanskeligt stille den til regnskab: Folket kan ikke afsætte eliten ved frie valg. For det andet er national sammenhængskraft overhovedet ikke et anliggende for eliten; den tager alene hensyn til nogle overordnede rettigheder. Dommerne er ikke loyale over for folket. Ja, eliten bryder sig sandsynligvis slet ikke om folket. Dommerstanden søger ikke at vedligeholde smidige tillidskulturer eller forsone forskellige interesser for at gøre borgerne i stand til at leve i fred med hinanden.

Faktisk skaber domstolene, f.eks. ved at gennemføre multikulturalisme og en liberal retspolitik, en retstilstand, der går stik imod et meget stort flertal af de danske borgeres interesse. Hvis den nationale politik undermineres, vil det skade den danske tillidskultur. Det vil ydermere afsløre, at selv en folkevalgt regering ikke er nogen garant for hverken en fast udlændingepolitik, en stram justits, og – i tilfældet med EUdomstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – nationalstatens suverænitet eller den nationale sammenhængskraft. Som borgere i en stat, der er funderet i nationen, bliver vi i meget høj grad stemte til at adlyde lovene. For vi opfatter dem som ”vores” love, der gælder på det territorium, vi bebor. Det er jo ikke nok at udstede lovene; lovene skal også efterleves. Men dette elementære forhold tager f.eks. EU-systemet slet ikke hensyn til. Man overvejer ikke, hvordan man skal få borgerne til at respektere lovene og yde de pligter, der er prisen for at nyde rettighederne.

Den tredje trussel er en trussel mod selve de borgerlige frihedsrettigheder. De sikres jo ikke ved at blive erklæret, men ved at blive gennemtvunget. Det forudsætter netop en demokratisk retsstat samt et civilt retssamfund, folkestyre, og dermed en fælles loyalitet og en fælles lydighed over for loven. Hvis rettigheder skal sikres som realiteter, afhænger de af et pligtbaseret dydsfællesskab, af en borgerlig gensidighed, der binder fremmede mennesker sammen under en fælles retsorden. Tilhængere af domstolsstyring har i virkeligheden aldrig

forklaret, hvordan den slags politiske loyaliteter kan tilvejebringes uden for folkestyret i nationalstaten. For alene nationalstaten er bundet sammen i kraft af medborgerlige dyder.

Min afsluttende pointe er, at domstolsstyring ikke er indlejret i en national sædvaneret eller tradition. Der er jo netop enorme forskelle mellem de forskellige nationale kulturer, også i Vesten. Sagen om injurieturismen viser en dyb forskel på den engelske og den danske retskultur. Det er min vedvarende kritik af universalisterne: Alle nationer har hver deres kultur, som former frihedsopfattelsen.

Folkestyrets og politikkens forrang bør fastholdes i et opgør med domstolsstyringen. For til forskel fra jura er politik et smidigt system, der åbner for flere positive forhold: Her mødes man i en forhandling og bøjer sig ind mod hinanden for at nå et tåleligt kompromis; her er løsningerne ikke fastlagte på forhånd én gang for alle, og når konteksten forandrer sig, kalder det på andre lige så midlertidige løsninger; her tages der hensyn til den særlige historiske kultur, der er udviklet decentralt, altså i det enkelte land. Politik er konkret, praktisk og kontekstbestemt og rummer en relativering af de universelle principper om sandhed og retfærdighed støbt i cement. Først og fremmest er politik rodfæstet i et særligt, nationalt og historisk fællesskab. Jeg taler altså for folkestyre, ikke domstolsstyre. Skal der ske ændringer af samfundet, skal de komme gennem politisk lovgivning. Ikke ved at blive tvunget ned over borgerne af udemokratiske instanser.