Nutidens konservatisme

Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Nutidens konservatisme LIBERALKONSERVATISME – Hvad er fremtiden for dansk konservatisme? Slankning af den offentlige sektor, en indførelse af flad skat, reformer af velfærdssamfundet, samt et mere åbent og frihedsorienteret Danmark er det liberalkonservative bud.

Af Rune Kristensen

det er det ineffektivt, da produktiviteten og handlekraften ofte er langt ringere i offentligt regi. Endelig er den væsentligste pointe, at drift af erhvervsvirksomhed, hvad enten det er i medieverdenen, på oliemarkedet eller på infrastrukturområderne, på ingen måde bør være statens opgave.

VISION: DEN OFFENTLIGE SEKTOR SKAL SLANKES - OG DEN PRIVATE SKAL STYRKES I 80’erne forsøgte den politiske højrefløj i Danmark, inspireret af bl.a. Reagan og Thatcher, at sætte begreber som privatiseringer, udliciteringer, decentraliseringer, regelsaneringer og liberaliseringer på agendaen. Dét forsøg havde lige så stor effekt som at slå i en dyne. De kendte politiske vinde blæste i en helt anden retning og trods valide argumenter, var det en umulighed at skabe et politisk stormvejr herom. Politikerne var ligesom i dag farveløse og rørende enige. "Det fungerer jo egentlig meget godt," lød og lyder parolen. Der blev selvfølgelig taget små skridt i den rigtige retning - f.eks. på telemarkedet. Grundlæggende stoppede den danske udvikling dog ved transformeringen af statslige institutioner til statslige aktieselskaber. En ændring der reelt ikke er en ændring, for det er stadig staten, der i dag driver store, rentable virksomheder, der sagtens vil kunne overleve på markedsvilkår som privatejede - endda mere effektivt med lavere priser og bedre service. Denne statslige indblanding på markedet er for det første konkurrenceforvridende, da det alt andet lige er nemmere at tage risici med statskassen solidt i ryggen end det er som enkeltstående privatinvestor, og for det an-

Som konservativ anerkender man behovet for en offentlig sektor. Den offentlige sektor skal varetage opgaver, der ikke forsvarligt kan løses af private, såsom offentlig administration, retsvæsenet og forsvaret. Opgaver, der kan løses af instanser uden for det offentlige regi, skal under forudsætning af, at borgeren sikres effektive serviceydelser af høj kvalitet varetages af private. Udlicitering og privatisering vil øge konkurrencen mellem udbydere af offentlig service, hvilket vil styrke kvaliteten af serviceydelserne og sænke omkostningerne på disse. Denne liberalisering af den offentlige sektor må under ingen omstændigheder ske på borgernes bekostning. Så længe det offentlige varetager en opgave, bør pengene følge borgeren, således at der sikres det størst mulige frie valg. Borgeren bør derfor så vidt muligt sikres et valg mellem flere leverandører. Dette sikrer, at udbyderne står overfor det mest sikre kvalitetsbarometer, nemlig kundernes tilfredshed. Gennem øget konkurrence får borgerne mulighed for selv at vælge, hvilken serviceydelse de foretrækker, og derved sikres hver enkelt borgers velfærd. Det økonomiske faktum er, at hver krone, der anvendes i det offentlige først skal tjenes i det private. Det er en kendsgerning, der fuldstændig er forsvundet fra debatten. Det er således ikke en over-

Side 71

drivelse at påstå, at den offentlige sektor endegyldigt har besejret den private. Det efterlader en kæmpe finansieringsudfordring til de kommende politiske generationer.

Jeg mener derfor, at vi skal privatisere store dele af staten. Hvorfor skulle private ansvarlige og servicemindede virksomheder ikke kunne drive de danske plejehjem, folkeskoler, hospitaler, administrationer etc.? Ineffektiviteten stråler os i øjnene i mødet med disse offentlige arbejdspladser. Lærere leder skolerne, læger leder hospitalerne, og sygeplejersker leder plejehjemmene - hvad er det for noget? Hvilke ledelsesmæssige evner får man på seminariet eller på medicinstudiet? Hvorfor ser man ingen store folkeskolekæder, der konkurrerer mod hinanden med dygtige lærere og gode undervisningsmaterialer som trækplastre?

Hvorfor ser man ikke reklamer på TV med behandlingsprocenter på sygehusene for at tiltrække patienter? Man vil sagtens med en fortsat frit-valgs-ordning og sågar fortsat offentlig dækning af udgifterne, hvis man er til sådan noget, kunne drive private virksomheder og institutioner på de områder, hvor det offentlige driver dem i dag. Politikerne kan fint sætte rammer for undervisningsplaner for uddannelsesinstitutionerne, krav til kvalitet på sygehusene og regler for behandlingen af de ældre. Men der er intet logisk argument for, at det er "politikerne selv", der skal forestå udførelsen. Det er lidt som en gammel familievirksomhed, hvor man stædigt placerer familiens uuddannede analfabeter i direktionen frem for at gøre som konkurrenterne og ansætte de mest kompetente til at drive virksomhe-

den! Hvorfor kun snakke privatisering i forhold til de offentlige virksomheder – som konservative skal vi være visionære og adskille os fra de rørende enige politikere og også privatisere de offentlige institutioner.

MÅL: 75 %

AF ALLE ANSATTE SKAL VÆRE I

DEN PRIVATE SEKTOR.

Dansk økonomi kan bedst sammenlignes med fortællingen om humlebien, som i teorien ikke kan flyve, men alligevel letter og flyver fra blomst fra blomst. Desværre har humlebien netop fået inddraget sin start- og landingstilladelse. Det sker eftersom for få danskere arbejder og for mange holder fri. Cirka hver tredje, der går på arbejde, går på arbejde for det offentlige.

Dette tal er alt for højt. Mange offentlige ansatte mener ikke, at de har de rette vilkår og lønninger, der er høje nok. Det grundlæggende problem for alle grupper af offentligt ansatte er, at vores store velfærdsstat har ødelagt deres mulighed for at få en ordentlig vurdering af, hvad deres arbejdsindsats egentlig er værd. For folkeskolelærere, politibetjente, socialrådgivere osv. gælder nemlig, at den eneste reelle arbejdsgiver, de kan vælge, er den offentlige sektor, dvs. at arbejdsgiversiden har monopol på at aftage arbejdskraften, og derfor vil der - i endnu mindre grad end på resten af det gennemregulerede danske arbejdsmarked ikke være en fornuftig løndannelse. Det offentlige monopol skaber automatisk lav løn for disse grupper. Det er et problem, som mange offentlige ansatte - i større eller mindre grad - lider under. En del faggrupper har selvfølgelig muligheden for at søge væk, hvis de altså husker at gøre det i tide, inden de er blevet "sovset"

R EPLIQUE 2. årg. s. 71-81 Nutidens konservatisme Af Rune Kristensen

alt for meget ind i mentaliteten på de offentlige arbejdspladser, og disse faggrupper er da også dem, der trods alt kan få en hæderlig løn i den offentlige sektor. Et godt eksempel på en sådan faggruppe er læger og sygeplejersker, som i allerhøjeste grad har forstået budskabet og nærmest flygter fra de offentlige hospitaler til fordel for mere vellønnede stillinger på private hospitaler, og klinikker og i medicinalbranchen. Problemet for de faggrupper, som vi ofte ser demonstrere for højere løn er, at den mulighed har de ikke - i stedet føler de åbenbart, at deres bedste alternativ er at gå på gaden for at forlange en højere løn. På sin vis kan man dårligt bebrejde dem, at de reagerer sådan det er jo mennesker, der om nogen er pakket ind i velfærdsstaten, og på baggrund af det offentlige monopol som arbejdsudbyder ser de ikke andre udveje end at demonstrere. Den eneste langsigtede løsning for disse grupper - og de der ellers er fanget af velfærdsstatens offentlige monopol på arbejdsudbud - er omfattende privatiseringer af arbejdsopgaverne. Kun på den måde har disse grupper af mennesker, som ganske givet leverer en god og samfundsnødvendig service, en reel mulighed for at få dén løn og de vilkår, som de er værd. Et frit marked for deres arbejdsindsats giver med sikkerhed den rigtige løn; og også en løn der vil være højere, end den løn et offentligt monopol tilbyder. I det gamle kommunistiske Sovjet - eller for den sags skyld andre kommunistiske samfund - kunne man konstatere, at produktmonopolet skabte varemangel og høje priser, og på samme måde kan vi nu konstatere, at et offentligt arbejdsmonopol skaber lav løn og dårlige arbejdsvilkår. Derfor må målet i første

omgang være at maksimum en fjerdedel arbejder i den offentlige sektor.

VISION: AFSKAF DET PROGRESSIVE SKATTESYSTEM - INDFØR FLAD SKAT Den øgede internationale konkurrence på produktion og de højteknologiske arbejdspladser medfører, at vi i Danmark skal være konkurrencedygtige på en lang række områder. Skatten på arbejdsindkomst er et de vigtige parametre for både at fastholde arbejdspladser i Danmark og for at tiltrække den mest kvalificerede arbejdskraft. Den nuværende progressive skatteform kan beskatte to ens livsindkomster forskelligt. Hvis der forefindes svingende indkomster eller sen indtrædelse på arbejdsmarkedet, kan beskatningen blive uhensigtsmæssig høj i forhold til en stabil indkomst eller tidlig indtrædelse på arbejdsmarkedet. Den progressive skatteform gør ligeledes forholdene for sort arbejde gunstige. En flad skat beskatter derimod alle indkomster med den samme skatteprocent. Skattesystemet bliver mere gennemskueligt, hvis alle fradrag fjernes og erstattes af et højt bundfradrag, der så tilgodeser de svageste i samfundet. Mange politikere i dansk politik tør kun at tale om reelle skattelettelser i små lukkede kredse, og dermed ignoreres verdens højeste skattetryk i den offentlige debat. Vi skal ikke rykke topgrænsen højere op, og dermed marginalisere topskatteyderne endnu mere. Vi skal i stedet fjerne topskatten helt, sammen med alle fradrag på nær et højt beskæftigelsesfradrag. På denne måde får vi en flad skat, der er både retfærdig og gennemskuelig. En markant sænkelse af skatten på arbejde og virksomheder er ligeledes en nødvendighed, hvis Danmark

Side 73

fortsat skal være et attraktivt sted at leve og arbejde. I en global verden flytter mennesker og virksomheder derhen, hvor vilkårene passer bedst. Med en verdensrekord i skattetryk er det næppe nogen tilfældighed, at erhvervsliv og udenlandske eksperter i stigende omfang fravælger Danmark. Derfor skal skatten ned.

MÅL: VI SKAL I 2050 HAVE EN FLAD SKAT PÅ MAKSIMUM 30 % Jeg ønsker som nævnt, at der indføres en flad skat, der beskatter alle indkomster med den samme skatteprocent. Skattesystemet skal være gennemskueligt, hvorfor alle fradrag skal fjernes og erstattes af et højt bundfradrag, der tilgodeser de svageste i samfundet. Der skal indføres en flad skat for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, minimere sort arbejde og belønne de som yder en ekstra indsats. Vi ønsker generelt at lave en forenkling på skatteområdet. Et opgør med skattestop, multimedieskat, fedtskat, iværksætterskat, bilafgifter, momsfritagelse og andre supplerende skatter. Konkret skal vi have en lav selskabsskat og en flad skat på maksimum 30 procent.

VISION: VELFÆRD

SKAL MÅLRETTES DE

SVAGESTE

For vi konservative står det sociale ansvar for folk, der ikke kan klare sig selv, højt.

Samfundet og familien skal i så høj grad som muligt påtage dette ansvar, men sker dette ikke, må staten træde til. Ingen mennesker må lide nød, og vi er som samfund nødt til at bruge staten i et vist omfang til at tage vare på vores svageste medborgere. ”Staten skal være stærk nok til at løfte den svage, men for svag til at knække den stærke”; således har Per Stig

Møller meget præcist beskrevet konservatismens sociale skue. Hvor socialismen vil gøre alle folk lige, og liberalismen vil lade alle individuelt være sin egen lykkes smed, så vil vi konservative give alle folk lige muligheder, men kun hjælpe de svageste igennem staten. Folk, der kan klare sig selv, skal gøre dette, og familien og det omgivende samfund skal være nærmeste håndsrækning – ikke staten. Socialhjælp via staten, kaldet velfærd, skal derfor kun gives, hvis det ikke kan undgås og den skal gives fra bunden. Som konservative ønsker vi derfor, at man indretter samfundet, så velfærden målrettes de svageste, og vi opfordrer de resterende borgere til at tage ansvar for eget liv, og andres i det omfang det er muligt.

Det er vigtigt, at den sociale ansvarlighed udøves på en måde, så mennesker ikke bliver passive tilskuere til deres eget liv.

Derfor må velfærd aldrig være andet end en socialhjælp til de, der ikke kan klare sig selv.

MÅL: AFSKAF

ALLE SOCIALE YDELSER OG

ERSTAT DEM MED ÉN SAMLET

I dag modtager en alt for stor del af den danske befolkning penge fra staten. Vi ønsker i stedet at bruge skattekronerne på de som virkelig behøver dem, og lade den 'øvrige befolkning få ansvaret for eget liv tilbage. Fremtidens Danmark skal bygges på frivillige fællesskaber, brugerbetaling og pligter frem for velfærdsrettigheder.

For vi borgerlige står det sociale ansvar for folk, der ikke kan klare sig selv, ganske højt. Samfundet og familien skal i så høj grad som muligt påtage dette ansvar, men sker dette ikke, må staten træde til.

Ingen mennesker må lide nød, og vi er som samfund nødt til at bruge staten i et

R EPLIQUE 2. årg. s. 71-81 Nutidens konservatisme Af Rune Kristensen

vist omfang til at tage vare på vores svageste medborgere. Folk, der kan klare sig selv, skal gøre dette, og familien og det omgivende samfund skal være nærmeste håndsrækning – ikke staten. Socialhjælp via staten, kaldet velfærd, skal derfor kun gives, hvis det ikke kan undgås og den skal gives fra bunden. Som konservative ønsker vi derfor, at man indretter samfundet, så velfærden målrettes de svageste, og vi opfordrer de resterende borgere til at tage ansvar for eget liv, og andres i det omfang det er muligt. Det er vigtigt, at den sociale ansvarlighed udøves på en måde, så mennesker ikke bliver passive tilskuere til deres eget liv. Derfor må velfærd aldrig være andet end en socialhjælp til de, der ikke kan klare sig selv. Vi konservative mener, at det offentlige via et socialt sikkerhedsnet skal sikre de svageste i samfundet. Det er imidlertid nødvendigt at omdefinere gruppen af svage. I dag modtager en stor del af den danske befolkning en eller anden form for overførselsindkomst fra det offentlige - hvad enten de har behov eller ej. Vi mener, at socialpolitikken skal rettes mod de virkeligt svage, som ikke har mulighed for at opretholde en tålelig levestandard. Derimod bør den store middelklasse, som i dag modtager offentlige ydelser såsom børnecheck, orlovs- og boligydelser, i langt højere grad tage ansvar for deres eget liv. Derved fordeles offentlige goder til mennesker med særligt behov, således at udbetaling af f.eks. kontanthjælp ikke forfalder til rutinesager eller almisser.

Grundlæggende mener vi, at alle arbejdsdygtige bør have et arbejde. Det offentlige skal derfor have mulighed for at stille krav til modtagere af offentlig støtte, i det omfang det er muligt. Derfor må vi

afskaffe alle former for sociale ydelser og erstatte disse med én behovsafstemt ydelse.

VISION: DANMARK

SKAL VÆRE ET ÅBENT

SAMFUND FOR ALLE

Vi har igennem flere år set den danske flygtnige-, indvandrer- , asyl- og integrationspolitik blive tegnet af de snæversynede populister i Dansk Folkeparti – et parti, hvis politiske kerne er ældre- og udlændingepolitik. De har forsøgt at lukke Danmark inde i en osteklokke med skræmmende konsekvenser til følge. En ting er, at danskerne er blevet mere angste for det fremmede, noget andet er, at vi i Danmark i dag mangler blandt mange andre faggrupper ingeniører og læger – og vi er ikke selv i stand til at uddanne nok dygtige folk. Derfor bør vi ændre vores politik og åbne vore grænser for indvandrere med en sådan baggrund.

Udlændinge som ønsker at gøre en indsats for det danske samfund, naturligvis uden at ligge de øvrige borgere til last.

Helt overordnet, så er det vigtigt, at vi skelner mellem flygtninge og indvandrere. Flygtninge er på flugt fra noget og skal derfor hjælpes midlertidigt. Jeg anerkender Danmarks forpligtelser over for FN i forhold til at modtage flygtninge fra verdens brændpunkter. Flygtninge skal dog først og fremmest hjælpes i nærområdet både af menneskelige og økonomiske årsager. Men når de kommer til Danmark, kan det ikke understreges nok, at en hurtig asylproces er vigtig, da vi nødigt skal gøre en ulykkelig skæbne værre. På den anden side har vi indvandrere, der frivilligt vandrer ind i landet. Det er denne gruppe, som Dansk Folkeparti primært vil have gjort mindre. Som borgerlige ac-

Side 75

cepterer vi forskellighed. Indvandrere skal have ret til at udøve deres religion og bevare deres kulturelle særpræg, men samtidigt skal indvandrere rette sig efter dansk lovgivning. Indvandrerne skal integreres i det danske samfund, og dette skal foregå både ved at give forskellige tilbud såvel som at stille krav.

Det velfærdssystem, vi har i Danmark, tiltrækker fattige fra hele verden. Hvis vi i stedet for at lave skrappe regler mod indvandring til Danmark, indskrænker velfærdsstaten til kun at omfatte danske statsborgere, så vil de fattige og ukvalificerede ude i verden ikke være tiltrukket af Danmark, og vi vil kunne åbne grænserne for omverdenen. Frihed indebærer, at man kan slå sig ned og søge sin lykke, hvor man vil. Dette er ikke muligt for udlændinge at gøre i Danmark i dag. Som samfund må vi derfor undvære de initiativer og goder, som potentielle tilflyttere måtte bringe med sig, og det er en skam.

Det ønsker vi, at gøre op med således, at alle, der kan forsørge sig selv, er velkomne i Danmark uanset nationalitet. En kriminel tilflytter bør derimod være en selvmodsigelse i sig selv. Bliver man idømt mere end sammenlagt 6 måneders betinget eller ubetinget, er det ensbetydende med øjeblikkelig udvisning, da de er en klar krænkelse af vores gæstfrihed..

Misbrug af landets gæstfrihed er uacceptabel. Derfor skal grænserne åbnes for de mange potentielle personer, der kan bidrage positivt til landet og samfundsøkonomien, men det skal vores sind også. Vi skal acceptere forskellighederne, der både styrker vores egen kultur og krydrer den med nye elementer. Statsborgerskabet skal dog naturligvis være helligt. Har

man først dansk statsborgerskab, så kan det aldrig under nogen omstændigheder tages fra en igen. Statsborgerskab skal kunne opnås på flere måder. Hvis én af forældrene er dansk statsborger eller man er født på dansk territorium, skal man kunne få dansk statsborgerskab, så snart man måtte ønske det. Er man ikke det, kan man få dansk statsborgerskab ved at have arbejdet og betalt skat i Danmark i 7 år. Har man det, har man bevist, at man ønsker at være til gavn for det danske samfund – integreret eller ej. Staten kan ikke integrere mennesker i samfundet.

Kun personerne selv kan lade sig integrere. Det betyder at i stedet for at lave det ene bekostelige integrationsinitiativ efter det andet, så skal man i stedet fokusere på at stille nødvendige tilbud til rådighed for dem, der har brug for det såsom danskundervisning og lignende. Integration vil være helt naturlig for tilflyttere pga. udsigten til statsborgerskab. Integration er en individuel sag, som bedst klares gennem arbejdsmarkedet.

Dermed kan mange integrationsproblemer løses, hvis overførselsindkomsterne sænkes, og starthjælpen fjernes. Arbejdsgiverne kan nemlig, hvis de er i tvivl om migranters kvalifikationer og uddannelse, vælge at tilbyde disse en særlig lav indslusningsløn for at se, om deres kvalifikationer rent faktisk er til stede. Hvis dette så er tilfældet, vil indvandrerne kunne komme op på vanlig løn. På denne måde ville indvandrere have lettere adgang til arbejdsmarkedet, og dermed ville en stor hurdle mod integrationsprocessen være forsvundet. Derfor må en velgennemtænkt politik på dette område indebære, at folk kan slå sig ned, hvor de vil, med

R EPLIQUE 2. årg. s. 71-81 Nutidens konservatisme Af Rune Kristensen

mulighed for permanent opholdstilladelse og statsborgerskab. Naturligvis skal vi ikke åbne grænserne for alle og enhver.

Menneskesmugling skal eksempelvis bekæmpes og straffes hårdt som al øvrigt organiseret kriminalitet, men folk, der frivilligt ønsker at være en del af det danske samfund, bør også få muligheden herfor.

MÅL: FRI

INDVANDRING

- ET

OPGØR MED

OSTEKLOKKEMENTALITETEN

Danmark skal være et samfund der er åbent for alle personer – uanset kultur, religion og etnicitet. Alle, der kan og vil forsørge sig og sine, skal være velkomne i Danmark. Nogle politikere i Danmark har en opfattelse af integrationen som noget, skal gøre indvandrere til 'ægte danske'. Man fremsætter krav om, at de skal kende til alverdens i denne sammenhæng ligegyldige spørgsmål i en danskhedstest. Men man kan sagtens være dansk uden at kunne kongerækken. Den er der ufatteligt mange 'ægte danskere', der heller ikke kan. Om man spiser flæskesteg eller halalkød er ikke det afgørende. Man kan godt blive dansk statsborger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet. Så skal vi ikke være så nervøse for en kulturel mangfoldighed, som er helt naturlig i et moderne globalt orienteret samfund. Andre kulturer har alle dage påvirket Danmark. Vi kan ikke leve i en osteklokke - og vi skal udnytte potentialet fra disse tilkommere fuldt ud.

VISION: NY VÆRDIPOLITIK Danmarks fremtid bliver afgjort af de, der vinder det værdipolitiske slagsmål – og denne kamp er langt fra vundet. Jeg øn-

sker et opgør med statsligt finansierede kulturproduktioner, privatisering af bl.a.

Danmarks Radio, en afskaffelse af værnepligten, samt en adskillelse af religion og politik – kirke og stat.

Hertil mener jeg, at de mange forbud, der er i Danmark skal afskaffes. Forbud begrænser og regulerer danskernes hverdag og frihed. Fra den borgerlige regering har vi tre konkrete forbud, som bør afskaffes: - Knivforbuddet, der kriminaliserer rigtig mange helt almindelige mennesker, skal afskaffes, så håndværkere, spejdere og grupper ikke bryder loven i deres virke.

- Hundeloven, der er et forbud mod specifikke hunderacer, skal afskaffes, da problemer i vores øjne ligger i den anden ende af snoren - hos hundeejeren.

- Og endelig skal rygeforbuddet, der krænker ejendomsretten, afskaffes, så ejere af udskænkningssteder selv kan vælge hvorvidt, der må ryges eller ej. Så kan kunder via en ordentlig skiltning selv til- eller fravælge stedet på denne baggrund og dermed nemt undgå eventuelle gener - uden forbud.

Der er også mange øvrige forbud, som bør afskaffes: Forbud mod at købe harmløs medicin uden misbrugsmuligheder som eksempelvis malariapiller, forbud mod at bedrive taxikørsel uden licens, forbud mod at sælge bøger, hvis man ikke er boghandler, forbud mod at videresælge fodboldbilletter, forbud mod at gå på isen og forbud mod at køre uden lys, forbud mod at køre uden sele og ikke mindst de mange restriktioner på spilleområdet. Det risikofrie samfund er ikke et mål i sig selv, og politikerne skal blande sig mindre i danskernes hverdag. Derfor

Side 77

skal vi også have mindre overvågning i Danmark. Der foregår i disse dage et voldsomt overgreb på den personlige frihed, når personlige e-mails, telefonsamtaler og helt uskyldige strøgture overvåges af staten. Overvågning har kun en yderst begrænset præventiv effekt, om nogen overhovedet. Vi lever i forvejen i et gennemreguleret og gennemkontrolleret samfund og ethvert yderligere tiltag skal overvejes nøje.

En af de reguleringer, der historisk set har gjort størst indgreb på danskerne – eller i hvert fald den mandlige del at befolkningen – er værnepligten, eller værnetvangen om man vil. Debatten om værnepligten er altid aktuel i Danmark, især da hvor de fleste af vores NATOallierede har afskaffet den. Ud fra den borgerlige tanke om personlig frihed og respekten for det enkelte individ, ville det være naturligt om afskaffede værnepligten. I de seneste år er der sket en kraftig teknologisering af forsvaret, og dette har betydet, at meget materiel kræver en større uddannelse for at kunne anvendes.

Dette stiller større krav til personellet.

Samtidig har teknologiseringen i stigende grad gjort de store mobiliseringshære af uddannede værnepligtsstyrker overflødige. Udover efterhånden at blive mere og mere overflødig virker værnepligten uretfærdig, idet der hvert år tvangsindkaldes en stor gruppe unge mænd. Da tvang ikke er motiverende, anvender forsvaret alt for mange midler til at uddanne denne gruppe. Vi mener derfor, at værnepligten bør afskaffes i fredstid, og at man bør lade værnepligtsstyrkerne erstatte af professionelle styrker bestående af fastansat personel samt frivillige. Forsvaret er ikke

indrettet til at kunne fungere ved afskaffelse af værnepligten fra dag til dag, hvorfor processen bør ske over en flerårig periode, ved at antallet af værnepligtige, der indkaldes, nedsættes fra år til år. Det frivillige engagement er vigtigt - derfor skal man udnytte de mange frivillige i Hjemmeværnet bedre end, man gør i dag, således at man får et mere effektivt Hjemmeværn, der ikke kun bruges til at dirigere biler ved festivaler. Ved at hæve lønnen for ansatte i forsvaret vil man kunne tiltrække og fastholde et tilstrækkeligt antal soldater og der igennem vil man kunne opnå det høje uddannelsesniveau, som vil blive krævet af fremtidens soldat. Dette, frem for, at staten underbetaler unge mænd, som billig arbejdskraft i forsvaret – disse mænd udøver dagligt deres samfundspligt i kraft af deres civile job.

Et andet af Danmarks paradokser i forhold til frihed, er den tætte kobling mellem kirke og stat. Alt for mange Folketingsmedlemmer på tværs af partierne mener, at når fire ud af fem danskere er medlem af folkekirken, så skal denne fortsat være en særlig privilegeret statskirke i Danmark. Dette er vi meget uenige i. Forstil dig, hvis fire-femtedele af befolkningen var medlem af Dansk Folkeparti - skulle dette så også være et statsparti? Mange mennesker tror fejlagtigt, at den danske folkekirkes særlige rettigheder styrker den, selv om dette ikke er tilfældet - tværtimod. Hvis medlemskabet var et aktivt tilvalg frem for manglen på et passivt fravalg, så ville man på mange måder have en større entusiasme omkring sit medlemskab af folkekirken.

Mange medlemmer kommer kun i kirken

R EPLIQUE 2. årg. s. 71-81 Nutidens konservatisme Af Rune Kristensen

til jul, samt i sjældne anledninger såsom bryllupper og begravelser. I de lande, hvor man har adskilt kirke og stat, ser man et langt større medlemsengagement i kirkerne. Den danske folkekirkes styrke burde ligge i den store befolkningsmæssige opbakning frem for i dens særstatus i statsøjemed. Hvis man frigjorde kirken fra staten, så ville der ske en fornyet opblomstring i folkekirken - noget som vi gerne ser som borgerlige. Danmark skal bygge på kristendommen, men også på religionsfrihed. Enhver har ret til at have den religiøse tro, vedkommende ønsker – og ingen trosretning indenfor lovens rammer skal favoriseres eller diskrimineres. Derfor mener vi, at der skal ske en adskillelse af religion og politik i Danmark.

Tilsvarende mener vi, at der skal ske en adskillelse af stat og kultur. Igennem årtusinder har kultur blomstret frem verden over uden statslig indblanding. I mange lande udspringer kultur stadig fra befolkningen selv og behøver ikke fremskyndelse via skattefinansierede subsidier. I 60'ernes Danmark rasede kulturkampen med Peter Rindal i spidsen, men i dag er protesterne mod de mange milliarder, som staten og kommunerne hvert år pumper i produktionen af såkaldt "dansk kultur", langsomt røget ud i periferien som ubetydelige kvæk i den daglige politiske trummerum. Protesterne er ubetydelige, delvist fordi disse milliarder trods alt udgør en ligeså ubetydelig del af de i forvejen omsiggribende offentlige budgetter, og delvist fordi det for mange mennesker er uhåndgribeligt, hvor man skulle skære i midlerne. Tager man eksempelvis 50.000 kroner fra 100 sæbepi-

bespillende musikanter i støtte, så råber disse betydeligt mere op end de 100.000 borgere i kommunen, der finansierer det over skattebetalingen. Ingen bekymrer sig om de 50 øre per skatteborger, men de 100 musikanter bekymrer sig voldsomt om deres tilskud - og overdøver derved de stille protester, der måtte fremkomme.

Kultur danner folk - og folk danner kultur. Kultur udspringer fra den kreative og videreformidlende side af mennesket. En side der uagtet skattetryk og kulturstøtte er en fast bestanddel af menneskeheden.

Kultur er smuk og unik. "Hvad der er kultur for mig, er ikke nødvendigvis kultur for dig," kunne man forenklet udtrykke det. Netop derfor bør man ikke formyndergøre kulturen. Kultur behøver ikke økonomisk støtte for at kunne fremkomme. En ting er, at de faktiske omkostninger ved f.eks. en pensel og et lærred ikke er overvældende, en anden ting er motivationen: Den kommer indefra.

Man finder ikke på en god idé eller tænker en fordybet tanke, blot fordi man får kulturstøtte. Mange kunstnere gennem tiden har i øvrigt måske netop tænkt spændende tanker grundet deres liv i armod. Kulturstøtte hjælper dermed ikke kreativiteten på vej, men dræber i stedet mangfoldigheden. Når én kunstner subsidieres via offentlige midler, så sker det på bekostning af andre kunstnere, der ikke kan konkurrere mod en, der har statskassen i ryggen.

Staten kan øge kulturproduktionen med lærerige uddannelser i form af eksempelvis Kunstakademiet, Statens Filmskole og Musikkonservatoriet, men staten skal ikke lønne kunstnere - og slet ikke med livslange ydelser. Staten kan sætte ram-

Side 79

merne, men kunstnerne må selv udfylde dem. Det må være forbrugernes lod at afgøre om et maleri, en film, en bog eller et teaterstykke er interessant nok til, at der skal skydes penge i. Hvis en møbelfabrikant producerer møbler, som ingen gider købe, så må denne lukke. På samme måde bør det fungere i kunstens verden.

Hvis ingen gider købe dine malerier, så må du male nogle mere seværdige og interessante, eller holde din kunstneriske trang til en hobby. Det er ret beset sådan, at mange mennesker føler, at det, de laver, er en eller anden form for kultur. En ting er møbelarkitektur, en anden er f.eks. tøjdesignere. Her kan designeren heller ikke forvente, at blot fordi hans buksers bagdel er mundmalede af en ældre kvinde fra Slagelse, så vil staten skyde penge i produktet. Når smagsdommere definerer lort på dåse, blendede guldfisk, udstillinger med døde grise og hundevalpe samt en mands urinering op af en væg som værdige endemål for skatteydernes penge, så må der trækkes en grænse. Så må protesterne gentages - og blive højere. En ting er, at der er mere værdige formål, vores borgeres penge kunne gå til. En anden er, at det ikke er op til staten at holde kultureliten beskæftiget. Naturligvis bør staten hjælpe til bevarelsen af den kultur, som tidligere generationer har efterladt os, via museer og lignende, men selve produktionen af kultur bør ske efter kulturens værd i samfundet. Staten skal altså bevare kulturen, men ikke skabe den. Jeg er stor tilhænger af, at kulturstøtten afskaffes, og at der i stedet indføres øget brugerbetaling i f.eks. teatre og på biblioteker. Jeg er stor tilhænger af, at forfattere benytter reklameindlæg i deres bogudgivelser, som man blandt andet ser

det i Schweiz til finansiering. Jeg er stor tilhænger af, at man opretter endnu flere private kunst- og kulturfonde i samarbejde med virksomheder og andre interesserede. Men kultur skal som udgangspunkt ikke finansieres via skattebilletten, når folk i stedet kan beholde deres penge og vælge deres eget kulturforbrug.

MÅL: ET FRIHEDSMINISTERIUM Derfor er der brug for en vagthund, der rydder op i de mange eksisterende forbud og som slår hårdt ned på nye forbudsforslag. Der er brug for en vagthund, når uskyldige mennesker via overvågning behandles som skyldige indtil det modsatte er bevist. Der er brug for et alternativ til Etisk Råd, der kan råbe vagt i gevær. Denne form for kontrol af almindelige menneskers hverdag, rejser en række etiske spørgsmål; Hvor går grænsen? Kan vi skyde en chip i nakken på alle nyfødte børn, så vi ved, hvilke regler de overtræder gennem livet? Kan vi tilsidesætte demokratiet eller andre grundelementer i vores samfund i terrorbekæmpelsens navn? Og ligeså vigtigt; Hvad bliver konsekvenserne den dag overvågningen af danskerne bliver misbrugt? Med mine visioner in mente, vil det være naturligt at nedlægge både kulturministeriet og kirkeministeriet, men ligeså naturligt at oprette et frihedsministerium. At være borgerlig er mange ting.

Men frihed udgør et vigtigt element. Vi hylder frihed som borgerlige. Frihed har dog ofte en følgesvend; ansvar. Man kan ikke have en frihed eller en ret, om man vil, uden også at have et ansvar. Først og fremmest et ansvar for andres tilsvarende ret, men også et ansvar for at benytte og håndhæve sin egen ret. Det er vigtigt at

R EPLIQUE 2. årg. s. 71-81 Nutidens konservatisme Af Rune Kristensen

forstå, at de negative frihedsrettigheder – det vil sige friheden til ikke at blive tvunget til noget - må være udgangspunktet for frihed, som borgerlig. Det er statens opgave, at hver enkelt borger har friheden til at udfolde sig, men staten skal samtidig sikre, at ingen borgere eller myndigheder, krænker andres tilsvarende frihed. Man skal værne om den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv, uden at staten blander sig. Til gengæld må staten aldrig tøve med at gribe ind, når nogen bruger sin frihed til at krænke andre. På samme måde skal staten også give en hjælpende hånd, når nogen har svært ved at forvalte sin egen frihed, og dermed ikke kan få tilværelsen til at fungere.

Frihed handler i princippet om, at man kan gøre, som man vil. Dette mener vi som borgerlige, at alle mennesker skal kunne inden for visse rammer. Netop derfor hænger frihed og ansvar - både for sig selv og for andre - uløseligt sammen.

Ansvaret for egne handlinger er ikke en begrænsning, men en styrkelse af frihedens værdimæssige position.

Side 81