Efter Georg - Virkningshistoriske livtag med brandesianismen (Gratis læseprøve) by Munch

Efter Georg

Efter Georg Virkningshistoriske livtag med brandesianismen redigeret af Kristoffer Garne og Johan Christian Nord

Men Boblen er ikke Verden; lĂŚg Verden det ej til Last!

Forlaget Munch & Lorenzen 2015

Efter Georg Virkningshistoriske livtag med brandesianismen © Forlaget Munch & Lorenzen 2015 Teksten er sat med Garamond Tryk: Lightning Source Milton Keynes, Storbritannien 2015 Forside: Adam Garff (foto) og Frederik Engell Holm (layout) ISBN 978-87-998211-0-5

Munch & Lorenzen Aarhus www.munch-lorenzen.dk

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Indholdsfortegnelse 0. Forord s. 8 --1. Jørgen Knudsen: Et særsyn forudbestemt til ensomhed. Om Brandes’ biografi. s. 14 2. Anders Thyrring Andersen: Loven om aktion og reaktion. Den dualistiske skabelon i brandesiansk litteraturhistorieskrivning. s. 28 3. Knud Bjarne Gjesing: Det moderne sammenbruds mænd – og kvinder. s. 59 --4. Martin Ravn: Henrik Pontoppidan og Brandesianismen s. 81 5. Børge Houmann: Havørn og Proletar. Martin Andersen Nexøs forhold til Georg Brandes. Efterskrift ved Henrik Yde. s. 99 6. Bo Hakon Jørgensen: Lucifer – Om Georg Brandes, Sophus Claussen og symbolismen s. 138 7. Lotte Thyrring Andersen: Fakkeltog og solsang. Thøger Larsen og Georg Brandes s. 157 --8. Hans Henrik Hjermitslev: Grundtvigianismens møde med Brandes og darwinismen. s. 177 9. Jens Lei Wendel-Hansen: Brødrene Brandes og den politiske venstrebevægelse s. 203

10. Christian Egander Skov: Nytidens herolder? Den konservative antibrandesianisme frem til 1930 s. 210 11. Rasmus Markussen: â&#x20AC;?Tidens salt og peberâ&#x20AC;?. Det tidlige Tidehverv og kulturradikalismen s. 256 12. Rasmus Vangshardt. Askov-kritikken. JĂ¸rgen Bukdahl og Jens Kruuse s. 285 --Om bidragyderne s. 308

Forord Georg Brandes’ aandelige kraft viser sig ikke deri, at han førte Naturalismen ind over Norden. Den var kommen alligevel og vist meget snart efter 1871, selv om ikke ved et bredt Gennembrud, saa igjennem utallige Revner og Sprækker – Europa stod jo fuldt deraf. Hans Kraft viser sig overfor den danske Dannelse og er her væsentlig af erobrende, besejrende Art.

Sådan skriver den jyske forfatter Jakob Knudsen et sted i indledningen på essayet Georg Brandes og den danske Dannelse, der blev trykt i Politiken som en art – temmelig særpræget – fødselsdagshilsen til Georg Brandes (1842-1927) i forlængelse af dennes 70 års fødselsdag i 1912. Knudsens opfattelse er klar: det var ikke Georg Brandes, der indførte naturalismen i dansk og nordisk åndsliv. Den ville være kommet alligevel. Men den ville have været anderledes. Uden Brandes ville naturalismen nemlig – skriver Knudsen lidt længere henne i essayet – ikke have udgjort et brud med, men derimod have vist sig som en videreførelse af den foreliggende danske dannelse. Men nu gik det jo, som det gik: Georg Erobreren holdt sit indtog – og intet blev som før. For Jakob Knudsen var dette hverken en udelt glædelig eller en udelt ulykkessvanger historie. Det var virkeligheden – den virkelighed, at ingen opvakt dansk ånd kommer udenom Georg Brandes. Han står i dansk åndshistorie som et stridens tegn, og vurderingerne af ham er stærkt modsatrettede. Han er blevet opfattet i overensstemmelse med egen selvforståelse, nemlig som oprører og befrier fra nationalkulturens snærende bånd, og han er blevet anset for at være roden til fordærv og ødelæggelse af dansk åndsliv. Det er historien om sammenstødet mellem det internationale og det nationale, mellem radikalismen og konservatismen og mellem ateismen og kristendommen. Det er den grundlæggende historie om stormen i andedammen, der delte – og endnu deler – de ideologiske vande i Danmarks offentlige liv. Men denne historie om frontstillingen står ikke alene. For den indgår i en nær forbindelse med en anden mere broget historie, nemlig den del af brandesianismens receptions- og virkningshistorie, som

omhandler det levede livs glidende overgange, udviklinger og egensindige tilegnelser, hvor konkrete kulturpersonligheders forsøg på tilkæmpelse af et åndeligt ståsted har bragt dem i forbindelse med fænomenet Georg Brandes og – for nogles vedkommende – sidenhen i direkte opgør med ham. Det er en oprigtig nysgerrighed over for denne åndshistoriske – og i sine efterdønninger særdeles nutidige – virkelighed, der har givet anstød til denne bog. I vores løbende arbejde har vi begge beskæftiget os med kulturhistoriske spørgsmål, som har tilknytning til Georg Brandes.1 Undervejs i dette arbejde kom vi efterhånden frem til, at en række af de spredte overvejelser, vi gik og gjorde os, godt kunne trænge til grundigere skriftlig udfoldelse af folk med både forstand på sagerne og åndeligt udsyn. Vi savnede med andre ord en bog, hvori nogle af de anelser, vi selv gik og puslede med, stod udfoldede; ikke blot som anelser, men som mere gennemarbejdede kulturhistoriske skildringer. Det blev til denne bog. Vores hensigt med udgivelsen har været den ganske enkle at lade en række forskellige skrivende gemytter dykke ned i den virkningshistorie, der ligger i kølvandet på stridsmanden og urostifteren Georg Brandes’ virke. De enkelte bidragydere er blevet bedt om at forholde sig til et udstukket emne, men har i øvrigt været meget frit stillede. Det betyder, at man som læser ikke skal forvente at møde et entydigt billede af Georg Brandes og alt hans væsen. Javist er der en brandes-kritisk tråd i bogen, men den er ikke enerådende. De enkelte bidragydere står forskellige steder, og flerstemmigheden er tiltænkt. Den er en del af den danske virkelighed.

Især har vores beskæftigelse med Jakob Knudsen og hans særprægede stilling i dansk

åndsliv mellem naturalisme og kristentro været en vigtig tilskyndelse til arbejdet med denne bog. Se bl.a. vores artikler i Jordens Grøde og Himlens Væde, red. Kristoffer Garne, Kristine Ravn og Martin Ravn, Forlaget Anis 2014; Kristoffer Garne, ”Livets Strenge Optugtelse.”, Tidehverv, januar 2015; Johan Christian Nord: ”Nordens grundtvigske Nietzsche og fritænkeriets førstemand – Jakob Knudsens syn på Georg Brandes”, Brandes og Grundtvig, red. Katrine Frøkjær Baunvig (under udgivelse).

Bogens sigte er, som nævnt, grundlæggende af kulturhistorisk art, og bidragene angår både den direkte frontkrig og de kringelkrogede livshistoriske forviklinger. For dem alle gælder det, at de er forsøg på virkningshistoriske livtag med tænkeren og agitatoren Georg Brandes og den idéstrømning, der bærer hans familienavn. Bogen kan lidt groft sagt inddeles i tre dele: 1. En grundlæggende skildring af Georg Brandes og hans virke. 2. En række portrætter af forfattere, der alle står i forbindelse med personen såvel som med fænomenet Georg Brandes. 3. En række kulturhistoriske undersøgelser af andre åndsretningers forhold til den brandesianske eller kulturradikale linje i dansk åndsliv. Men fordi bogens sigte netop er af kulturhistorisk art og angår brandesianismens virkningshistorie, så er der helt naturlige overlap mellem disse tre dele. Der skal her til indledning kort anføres lidt om bogens opbygning. De første tre bidrag angår som nævnt Georg Brandes selv. Jørgen Knudsen skildrer med udgangspunkt i sin store 8-binds biografi den åndelige førers tiltagende ensomhed og hans eget forhold til den række af samtidige, der ellers blev – og i nogen grad stadig bliver – set som mænd af hans moderne gennembrud. Anders Thyrring Andersen foretager i sit bidrag en læsning af Brandes’ indledning til forelæsningerne over Hovedstrømminger i det 19de århundredes Litteratur; den tekst, der indvarslede det såkaldte moderne gennembrud, og som siden har været et manifestpræget udgangspunkt for brandesianisme og kulturradikalisme. Thyrring Andersen viser derefter gennem en række litteraturhistoriografiske eksempler, hvordan Brandes’ forestilling om åndshistoriens karakter af fortløbende aktion og reaktion har sat sig dybe spor i den dominerende del af det tyvende århundredes litteraturhistorieskrivning. Knud Bjarne Gjesing følger derefter et andet spor og forsøger gennem en række eksempler at trænge ind i den uoverensstemmelse, der herskede – og endnu gør det i dag – mellem forestillingen om en hær af det moderne gennembruds mænd (og kvinder), og så de faktiske forfattere og forfatterskabers forhold til det brandesianske projekt. Det er en tråd, de næste fire bidrag på hver sin måde samler op. De består af fire portrætter af fire forfattere, der alle stod i et personligt

såvel som åndeligt forhold til Georg Brandes, men som også alle på den ene eller anden måde fjernede sig fra ham igen. Det drejer sig om Henrik Pontoppidan, Sophus Claussen, Martin Andersen Nexø og Thøger Larsen. Fire mere eller mindre tilfældigt valgte forfattere. Men i beskæftigelsen med disse forfatterskaber kommer skribenterne omkring en række åndshistoriske forbindelser til så forskellige strømninger som f.eks. Tidehverv, forsvarssag, symbolisme, socialisme og arbejderbevægelse samt den jyske naturdigtning. Alt sammen sager, der hører med til et kulturhistorisk blik på brandesianismens virkningshistorie. Og netop strømninger, eller åndsretninger, er emnet for bogens tredje og sidste del. Man kan ikke skildre det tyvende århundredes dominerende åndsretninger uden at komme ind på deres forhold til Georg Brandes og kulturradikalismen. I de fire følgende bidrag er det hhv. grundtvigianismens, det politiske venstres, konservatismens og det teologiske arbejdsfælleskab Tidehvervs forhold til brandesianismen, der er til behandling. Det er også historien om, hvordan kirken, videnskaben og det politiske liv var i tæt berøring – undertiden i form af nærkamp – med Georg Brandes og den bevægelse, der bærer hans navn. Alt sammen en del af historien om det moderne Danmark. Men Brandes var først og fremmest litterat eller kritiker. Derfor behandler Rasmus Vangshardt i det afsluttende bidrag forskellen på kritik og litteraturvidenskab med udgangspunkt i det, han kalder Askov-kritikken, og kommer i den sammenhæng ind på, hvordan der i dansk litteraturkritik findes en anden, ofte glemt, linje end den, Brandes udstak fra Københavns Universitets talerstol den novemberdag i 1871. Tanken med bogen her er at tegne et tydeligt, men ikke dermed entydigt, billede af en broget kulturhistorie, hvor visse fælles træk gør sig gældende på tværs af både gemytter og åndsretninger. Det hænger sammen med vores dobbelte hensigt med bogen. Dels et ønske om i overvejende grad at undersøge det tidsrum fra ca. 1871-1927, hvor dagsordenen i overvejende grad var bestemt af Brandes’ fremtræden. Dels et ønske om at belyse dette tidsrum gennem både brede kulturhistoriske og konkrete, litterært-biografiske tilgange. Derfor tæller

skribenterne også både folk fra det ældste og yngste slægtled af nulevende skribenter – og folk midt imellem – samt teologer, litterater og (idé)historikere både fra inder- og ydersiden af universitets mure (deriblandt en enkelt afdød). Forhåbentligt har det været med til at sikre en flersidighed i behandlingen af et stof, der i høj grad stadig er levende og dermed bestemmende for dansk åndsliv den dag i dag. Det sidste punktum er på ingen måde sat i sagen om Georg Brandes og hans betydning. Men denne bog skulle gerne gøre sit til at sætte problemet under debat. Kan den ægge til aktuelle diskussioner om vores åndelige arv og bestemmelse så vel som anspore til selvstændigt arbejde med et afgørende kulturhistorisk stof, der både har rødder langt tilbage før Georg Brandes’ samtid og tråde op i tiden efter, så har den tjent sit formål. For vores eget vedkommende har det under alle omstændigheder været både afgørende og inspirerende at arbejde med de 12 artikler, som vi her har den glæde at kunne præsentere for læseren. Derfor skal der lyde en stor tak til bidragyderne for at have påtaget sig arbejdet, samt en stor tak til Jens Wendel-Hansen og Christian Egander Skov for på forlagets vegne at have taget imod bogen uden tøven. Og så til sidst: I al almindelighed kan – og bør! – man grine højt og længe af antologi-redaktører, der ikke leverer selvstændige bidrag til egne udgivelser. En sådan (hån)latter hilser vi velkommen og har da også selv haft vore sorgmuntre øjeblikke med tanke på den kendsgerning, at bogen ikke kom til at indeholde selvstændige bidrag fra vore hænder. Nuvel, sådan ville Virkeligheden det denne gang. Vi håber at have gjort en smule gavn ved at indhente og samle de følgende bidrag og gøre dem tilgængelige for den del af den læsende offentlighed, der ligesom os kunne have lyst til at vide mere om ét af den danske åndshistories mest kringelkrogede kapitler. God fornøjelse! Redaktørerne, Kristoffer Garne og Johan Christian Nord

Knud Bjarne Gjesing Det moderne sammenbruds mænd – og kvinder Det ”moderne” gennembrud Selvom det angivelige gennembrud for det moderne snart ligger 150 år tilbage i tiden, bruges udtrykket fortsat som en gængs og fastslået betegnelse. Egentlig er ”moderne” jo blot en neutral bestemmelse af karakteristiske nydannelser i en samtid. Brugt tilbageskuende om en historisk periode kommer ordet derfor til at virke som en stopklods for den strømmende tid. Man kan søge at overbyde det med termer som ”modernisme” og det ”sen-” eller endog ”postmoderne”, men derved forbliver ”det moderne gennembrud” alligevel det afgørende omslag, man definerer sig i forhold til. I dansk og nordisk kulturhistorie synes det et kanoniseret dogme, at moderniteten brød frem i åndslivet fredag d. 3. november 1871 kl. 19, da Georg Brandes påbegyndte sin første forelæsning om Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur. Brandes har også selv slået betegnelsen fast – og derved samtidigt fastlåst tiden – i titlen på sin bog Det moderne Gjennembruds Mænd. Bogen udkom i 1883. Der var gået godt en halv snes år siden det afgørende gennembrud, og Brandes var netop i triumf vendt tilbage fra sit lange ophold i det store Europa. Hos de hjemlige beundrere havde fraværet blot befæstet hans ry som det ubestikkelige og frygtløse sandhedsvidne, den titaniske gudsfornægter, Prometheus, Lysbringeren. I det pompøse hyldestdigt ”Ave” lovsang Karl Gjellerup ham entusiastisk som ”vor Helligaands-Ridder! vor Sanct Georg!” 1 Denne ateistiske trosbekendelse vakte megen utidig morskab. Selv blev Skt. Georg højligt fornærmet – dog ikke på Gjellerup, men på grinebiderne. Brandes syntes ikke, at der var den allermindste grund til latter. Han havde selv godkendt digtet, før det blev trykt. Imidlertid – nu efter hjemkomsten var det tiden at inspicere resultaterne af det kulturelle og politiske røre, han havde skabt i den hjemlige andedam. Tid til at holde mandtal over den hær, der havde fulgt 1

Karl Gjellerup. Rødtjørn. Sange og Fantasier (1881), s. 124.

hans kald om en radikal naturalistisk litteratur og nu fylkedes under modernitetens, fremskridtets og frisindets fane. Sejren var inden for rækkevidde – ja, faktisk var den allerede vundet! De reaktionære og bagstræberiske kræfter havde blot ikke opdaget det endnu. I de opflammende slutord til Det moderne Gjennembruds Mænd søgte den internationalt berejste Brandes at forklare forholdet med et billede fra en togstation. De reaktionære bagstræbere er underlagt et optisk bedrag på samme måde som rejsende, der sidder i en holdende togvogn, men alligevel tror at udgøre ”et Bevægelsesparti”, fordi et andet tog buldrer dem hastigt forbi i modsat retning. Dette fremadbrusende tog – ”et ildsprudende Lokomotiv med sit Følge” – er ”det Jernbanetog, som er Fremskridtets […] det er ikke et endeligt Tog, men et uhyre, aldrig rastende, endeløst Tog, Menneskehedens evig Higen mod en stedse idealere opfattet Frihed, Civilisationens og Fremskridtets endeløse Triumftog.”2

Det moderne gennembrud og kvinderne Rejseplanen er fastlagt. Skinnerne er lagt ud, og der er for længst fløjtet til afgang! Blot synes der endnu at stå en del rådvilde tilbage på perronen, og også langt flere end kun bagstræberne. Det moderne gennembruds mænd – javel, men hvad med dets kvinder? Også mange intellektuelle og radikalt sindede kvinder havde sluttet sig til den brandesianske bevægelse, der jo netop havde kvinders emancipation og ligestilling blandt sine mærkesager. Men for mange af dem var det ikke umiddelbart indlysende, hvorledes kvindernes sociale frigørelse hang sammen med et andet af bevægelsens krav om seksuel frigørelse og fri kærlighed. Brandes’ opfordring til at stille seksualmoralen til debat kaldte ganske vist en mængde kvindelige skribenter frem, men da snarest som forfatterinder af indignerede romaner med jeremiader og moraliseren over mænds seksuelle udnyttelse. Det var ikke lige dét, Brandes havde forventet: ”Jeg vil ikke se Kvindesagen, som jeg selv ganske alene har bragt frem i Norden og i en

Georg Brandes, Det moderne Gjennembruds Mænd. En Række Portrætter (1883), s. 402.

Aarrække ene kæmpet for under Forfølgelse fra alle Sider, forvrøvlet af uvidende Kvinder.”3 Selvom Brandes således ikke blot hævdede sig selv som kvindesagens første-, men så at sige også som dens enemand, skulle det netop blive redaktøren for Dansk Kvindesamfunds tidsskrift Kvinden og Samfundet, Elisabeth Grundtvig – N.F.S. Grundtvigs barnebarn – der blev én af hans hårdeste opponenter i 1880’ernes debatter om seksualmoral. Dertil kunne hun oplyse ham om en del tørre fakta om kvinders familieretlige stilling. Besynderligt nok havde kvindesagens første- og enemand tilsyneladende ikke fundet det umagen værd at sætte sig nøjere ind i f.eks. familielovgivningen. I sine banebrydende forelæsninger havde Brandes rigtignok hånet samtidens hjemlige litteratur for at være et indadvendt og selvbeskuende drømmeri: ”Det er en Poesi om Poesi, Poesien, som hævder sin egen Ret, Poesien, som ser sig selv i Spejl og undrende skuer sin egen Skønhed.”4 Men når det kom til konkrete spørgsmål om f.eks. kønsmoral og kvinders retsstilling, kunne det forekomme, som om hans egen stillingtagen netop var ”Poesi om Poesi” – som om han kun i ringe grad tog hensyn til faktiske sociale og kulturelle omstændigheder, men hellere hentede sine idealer i litteraturen, i særdeleshed hos de æggende og forførende femme fatale- og Don Juan-figurer i romantismens romaner fra 1800-tallets første halvdel. Til gengæld for Elisabeth Grundtvigs kritik kolporterede Brandes villigt, men lidet galant, det rygte, at hans opponent var blevet ”sindssyg af Mandgalskab”.5 Bortset fra dette rygtes tvivlsomme troværdighed havde han måske også virkelig en vis erfaring i at vurdere psykisk

Brev til Bjørnstjerne Bjørnson d. 4.9.1887, Brevveksling med nordiske Forfattere og Viden-

skabsmænd (1939-42), bd. 4, s. 1. 4

”Indledning [til Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur”, Samlede Skrif-

ter, bd. 4, s. 8. 5

Brev til Bjørnson 29.8.1887. Udgiverne af Georg og Edv. Brandes’ breve har tilsynela-

dende fundet insinuationerne så pinlige, at de ikke har villet trykke dem, men brevet er arkiveret i Universitetsbiblioteket i Oslo og citeres sammen med endnu et brev i Jørgen Knudsen, Georg Brandes. Symbolet og manden, bd. 1, (1994), s. 222.

ustabilitet. Sjælelige sammenbrud og selvmord indtraf med en påfaldende hyppighed blandt de kvinder, som stod i kontakt med den brandesianske kreds. Louise (”Lulu”) von der Leyen, Adda Ravnkilde, Harriet Brandes, Amalie Skram, Victoria Benedictsson. Just på den tid, hvor Brandes planlagde sit officielle sejrsskrift om Det moderne Gjennembruds Mænd, måtte han i sin private dagbog klage over sindsoprivende scener med hustruen Gerda, der var ved at blive vanvittig af skinsyge og ydmygelse. Hun er ”furiøs over alt”, ”fuldstændig sindssyg”, ”tuder og hulker som fjottet”, ”et Dyr”, ”absolut sindssyg, rasende som Afsindig”.6 Som mange af kvinderne omkring det moderne gennembrud måtte også Gerda Brandes erfare smerteligt, at kærligheden netop ikke er fri, men bundet – nemlig til den elskede.

Det moderne gennembrud og folkeligheden Der løfter sig ingen kvinderøst i det moderne gennembruds mandskor, og tilsvarende må man undre sig over, hvad der egentlig bliver af den brede befolkning – bønder, tyende, arbejdere. Det var dog netop Brandes’ egen tese, at den nye litteratur skulle vende sig udad og sætte det moderne samfunds spørgsmål under debat. Og der var jo rigeligt at debattere just i 1880’erne. Op gennem tiåret skærpedes de politiske kampe om den konservative konseilspræsident Estrup, der gennem provisoriske love regerede landet på trods af folketingets flertal. I øvrigt prægedes hele Europa i disse år af lignende konservative eller ligefrem reaktionære strømninger, så det kan synes, som om det var Brandes selv, der var udsat for et optisk bedrag, når han mente at se sit eget ”Bevægelsesparti” bruse fremad med fremskridtets ”ildsprudende Lokomotiv”. Imidlertid var der samtidigt også oppositionelle bevægelser. Under indtryk af Brandes forlod en del af de studerende ved universitetet i 1882 den overvejende konservative Studenterforening og stiftede det

D. 25.4., 27.4., 14.5., 22.5. og 19.6. 1883. Georg Brandes dagbogsoptegnelser er arkive-

ret i Ny kongelig Samling, Det kgl. Bibliotek, og citeres i Knudsen,. Symbolet og manden, bd. 1 s. 67ff.

radikale Studentersamfund. ”Den konservative nervøsitet var velbegrundet,” lyder det truende fra Jørgen Knudsen – Brandes’ beundrende biograf og utrættelige lobhudler.7 Disse rørelser i den akademiske ungdom har dog næppe rystet Estrup-regimet nævneværdigt. Den helt afgørende modstand kom derimod fra bondepartiet Venstre, der atter hentede sin inspiration fra den folkelige vækkelse, som i 1800-tallets sidste halvdel satte sine spor over hele landet som højskoler, efterskoler og børneskoler, frie menigheder, forsamlingshuse, sangkor, foredrags-, skytte- og gymnastikforeninger, lånekasser, andelsmejerier og andelsslagterier. Her kendte man ikke meget til Brandes, men henviste trods al indbyrdes kiv til Grundtvig som en samlende skikkelse. Brandes havde anklaget tidligere tiders litteratur for at være virkelighedsfjern: ”Den handler ikke om vort Liv, men om vore Drømme.”8 Måske nok – men i denne folkelige bevægelse, hvis indflydelse strakte sig langt ud over de egentligt grundtvigske kredse, søgte man så til gengæld at virkeliggøre drømmene og omsætte dem til liv. Måske var det ikke helt retfærdigt, når Brandes frakendte alt åndsliv før hans eget moderne gennembrud enhver samfundsmæssig interesse og betydning. Men alt dette kendte Brandes intet til – eller han forstod det ikke. Hvad skulle han også stille op med alle disse aflægs ord om ”Guds Kjærlighed og Danmarks Lykke”, der skurrede så sært og fremmedartet i øregangen?9 Som Holbergs Erasmus Montanus synes han også at have været mere interesseret i, hvorledes han tog sig ud blandt sine ”Commilitones” – den akademiske ungdom og hovedstadens højere borgerskab.10 Den aktuelle politiske kamp havde Brandes i det hele taget ikke så meget at sige om. Under opholdet i Berlin havde han udtrykt sin store

Knudsen, Symbolet og manden bd. 1, s. 41.

”Indledning”, s. 7.

Christen Kolds anvisning af højskolens sigte i Vennemødetalen, Udvalgte tekster (1967),

s. 102. 10

Dvs. ”akademiske brødre”, Ludvig Holberg, Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (1964),

s. 47.

beundring for jernkansleren Bismarck, om end han bedyrede, at ”det ikke kunde falde mig ind at søge Bismarcks personlige Bekendtskab” – en mulighed, som han ellers anså for helt selvfølgelig.11 Der er vel næppe grund til at tro, at han skulle have næret en lignende beundring for Estrup, vor hjemlige jernkansler i mindre format. Men den daglige politiks hakkelsemaskine var blot ikke Brandes’ sag. Han var mere til det olympiske overblik og de lange linjer. Straks efter sin hjemkomst holdt han en forelæsning, hvori han sammenlignede Goethe og den revolutionære kulturkritiker Ludwig Börne. Selvom Börne havde grebet mest aktivt ind i den løbende politiske polemik, så var det trods alt Goethe, der havde sat sig de dybeste spor. Brandes kunne nikke anerkendende til den måde, hvorpå Börne overdængede sine modstandere med salte skumsprøjt af svidende vid og satire, men det var dog intet mod ”Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder Goethe.”12 Brandes følte med sig selv, at han vist snarest var en Goethe.

En hær på tilbagetog Da Brandes holdt mandtal over sine styrker i Det moderne Gjennembruds Mænd, viste det sig også, at det kun var en fåtallig hær. Mange havde været kaldet, men kun få var fundet værdige til at blive indrulleret. Fem danske forfattere kunne det blive til: J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Sophus Schandorph, Erik Skram og broderen Edvard

Georg Brandes, Levned. Et Tiaar (1907), s. 255. Beskedenhed hørte ikke til Brandes’

mest fremtrædende egenskaber. Af hans selvbiografi får læseren således det indtryk, at han under sit ophold i Berlin 1877-83 ustandseligt modtages og hyldes af fremtrædende intellektuelle og andre berømtheder. Desto mere forbavsende er det, når Erik M. Christensen – tidligere professor ved Freie Universität Berlin og Humboldt-Universität zu Berlin – kan oplyse, at man trods en systematisk søgen i memoirelitteratur o.l. ikke har fundet Brandes omtalt ét eneste sted: ”[…] ingen synes at have efterladt noget personligt indtryk af den myreflittige selskabsmand, publicist og foredragsholder”, Zurückbleiben. Tryk 1943-2001 (2001), s. 267. 12

”Det unge Tyskland”, Samlede Skrifter, bd. 6, s. 407.

Brandes. Dertil blev Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson indforskrevet fra Norge som forstærkning. Egentlig kunne Brandes godt have nævnt flere navne. F.eks. Vilhelm Topsøe, der dog med Jason med det gyldne Skind (1875) havde skrevet den første naturalistiske roman i dansk litteratur. Men politisk var Topsøe konservativ – og så kunne det jo ikke passe. I Brandes’ øjne var naturalismen ikke blot et kunstnerisk program, men også en ideologi, der skulle agiteres for. Hans progressive meninger var så at sige kun formuleringer af naturens egne udviklingslove: ”Mellem den energisk virkelighedssøgende og den energisk forkyndende Retning i Poesien existerer i Norden slet ingen Strid.”13 Trods regimentets overskuelige størrelse var det alligevel vanskeligt at holde orden i rækkerne. Tidligere på året havde Bjørnson udgivet skuespillet En hanske, der var et skarpt opgør med tankerne om seksuel frigørelse. Det undlod Brandes at nævne. Han skrev heller ikke om Ibsens En folkefiende (1882). Ibsens stejle individualisme – ”[…] den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene” – var ikke politisk opportun på et tidspunkt, hvor Brandes netop drømte om en bredere alliance.14 J.P. Jacobsen havde været en dyb skuffelse. I hans roman om Niels Lyhne (1880) tales der kritisk om ”den pietistiske Atheisme” og om det umulige i at blive begejstret for ”noget Negativt. Fanatisk for den Idé, at der ingen Gud er til!” Og så afslutningens tvetydige dødsscene, hvor Niels fabler ”om sin Rustning og om, at han vilde dø staaende” – alt imens han netop ligger udstrakt på sit sygeleje!15 Nej, det var der ikke megen sejrsfanfare over. Portrættet af broderen Edvard viser, at blod ikke altid er tykkere end blæk. Under den glitrende overflade er portrættet så ondskabsfuldt, at selv Brandesbrødrenes kritikere fandt det urimeligt. Erik Skram må nærmest være kommet med på afbud. Han havde næsten intet skrevet, og i sin anmeldelse af hans væsentligste indsats – Gertrude Coldbjørnsen (1879) –

Brandes, Det moderne Gjennembruds Mænd s. 298.

Henrik Ibsen, En folkefiende (1882), s. 219.

J.P. Jacobsen, Niels Lyhne (1986), s. 103, 101 og 175.

havde Brandes selv tidligere hævdet, at bogen intet havde med naturalistisk litteratur at gøre, men var ”et Værk af den strengeste idealistiske Retning.”16 Endelig var der Drachmann – forræderen, overløberen, renegaten! På selve udgivelsesdagen for Det moderne Gjennembruds Mænd – d. 7. december 1883 – udkom også Drachmanns Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland, hvori han retter et frådende angreb mod brandesianismen og den naturalistiske litteratur. Tilbage var sådan set kun Sophus Schandorph – den vennesæle, trivelige og altid loyale mand, som Brandes i sin tid havde prøvet at puste op til en dansk Zola. Men ak, selvom kødet var villigt, var ånden kun alt for skrøbelig. Også Brandes måtte erkende, at der aldrig blev nogen Zola af Schandorph – og heller intet moderne gennembrud i dansk åndsliv. Brandes havde ønsket at tegne billedet af en uovervindelig hær i sejrrig fremmarch – men i virkeligheden var hans styrker i opløsning og på et planløst tilbagetog under indbyrdes træfninger. Ved bogens udgivelse var han faktisk også selv i opbrud fra sine tidligere synspunkter. Det stilles i udsigt, at der vil udkomme endnu en samling, som skal ”indbefatte norske og danske Skribenter, desuden mindst én svensk”, men dette løfte blev aldrig indfriet.17 Da der i 1891 blev udgivet en 2. udg. af Det moderne Gjennembruds Mænd, forsynede Brandes bogen med et lille vemodigt motto hentet i folkevisen om dronning Dagmars død: ”Der Kongen red af Gurreborg,/hannem fulgte vel hundrede Svende;/men før han red over Riberbro/da var han Mand alene.” Imidlertid vil folkevisen jo ikke anskueliggøre kong Valdemars ensomhed, men hans stræben efter at nå hurtigt frem til sit mål. Når Brandes nu galopperede ensomt af sted, skyldtes det derimod ikke, at han var redet fra sine følgesvende, men at hans eget vilde ridt i mellemtiden helt havde skiftet retning. Nu hånede han de forfattere, der troligt fulgte den bane, han selv havde udstukket: ”[…] man tumler stadigt med de samme Lærdomme, visse Arvelighedstheorier, lidt

Den norske avis Dagbladet 9.8.1879; her efter efterskriften til Erik Skram, Gertrude

Coldbjørnsen (1987), s. 184. 17

Forordet til Det moderne Gjennembruds Mænd.

Darwinisme, lidt Kvinde-Emancipation , lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Kultus af Folket osv.”18 Ikke engang Brandes selv hørte længere til det moderne gennembruds mænd. For ham gjaldt det nu den store personligheds ret over det banale massemenneske – indtil han endelig staldede sin kulturkritiske Pegasus op og steg af gangeren som en art nietzscheansk Übermensch. Han var ikke længere passager på fremskridtets tog – og færdedes i det hele taget ikke med den kollektive trafik: ”Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er Menneskeheden enfoldig og raa! Jeg vender i mit Sind stedse inderligere tilbage til min hero-worship, dyrkelsen af de faa, som frembringer og forstaar.”19

Brandesianismens indre selvmodsigelse Når Brandes fra dette ophøjede synspunkt så tilbage på de følger, hans virke faktisk havde haft, måtte han også indrømme, at resultatet nærmest var blevet det modsatte af det oprindeligt tilsigtede. For Brandes havde naturalismen og det moderne gennembrud været del af en utopisk og optimistisk drøm om frigørelse. Menneskets fysiske vilkår ville blive lettet gennem naturvidenskab og teknik, men endnu vigtigere var det, at den naturvidenskabelige erkendelse ville befri den menneskelige ånd fra al undertrykkende religiøs obskurantisme. Målet var ”den frie Forskning og den frie Humanitet.”20 Som sin egen suveræn ville det illusionsløse og rationelle menneske frit kunne udfolde livet meningsfuldt og på dets egne vilkår. Imidlertid var der ikke meget frit eller suverænt over det slægtsled, der overtog og i kortere eller længere tid videreførte den naturalistiske inspiration – f.eks. Herman Bang, Jakob Hansen, Peter Nansen, Gustav Wied, Johannes Jørgensen, Ernesto Dalgas, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Tonefaldet kunne skifte fra det kyniske og blaserte til det desperat fortvivlede, men grundlæggende lød som fra én grædende eller vrængende mund den samme trøstesløse klage over tilværelsens

Georg Brandes, Essays. Fremmede Personligheder, (1889), s. 242.

Georg Brandes, Levned. Snevringer og Horizonter (1908), s. 151.

”Indledning”, s. 13.

meningsløshed og over at være underkastet biologiens forkrænkelighed og tyranniseret af driftslivets vilkårlige indskydelser. Livet var ikke frit og meningsfuldt, men bundet og absurd. Med det fintmærkende journalistiske instinkt, som Brandes utvivlsomt besad, har han måske allerede tidligt fornemmet, at udviklingen kunne gå i denne retning. I hvert fald hedder det advarende i Det moderne Gjennembruds Mænd: ”Allerværst vilde Ungdommen være faren om den gav sig til at tvivle paa Forskningens Betydning og istemte det modløse, selvopgivne: ’Vi visne bort!’” 21 Men det var altså netop denne selvopgivende modløshed, der indfandt sig – dog ikke, fordi de unge begyndte ”at tvivle paa Forskningens Betydning”, men tværtimod, fordi de drog den fulde konsekvens af et naturvidenskabeligt menneskesyn. Miseren udsprang af en indre brist i brandesianismens eget tankegods. Konsekvent tænkt stemmer brandesianismens forestilling om menneskets suveræne frigørelse jo kun såre dårligt sammen med kravet om et livs- og menneskesyn baseret på naturvidenskaberne. Det ligger i den naturvidenskabelige tankes væsen at søge generelle lovmæssigheder, og overført til det individuelles og menneskeliges område vil den derfor heller ikke vise mennesket som frit, men som styret af ubrydelige love.

Martin Andersen Nexø – den biologiske bundethed Menneskets biologiske bundethed er et gennemgående tema i Martin Andersen Nexøs tidlige, nu næsten glemte forfatterskab. Faderen i debutromanen Det bødes der for – (1899), betitlet efter J.P. Jacobsens resignerede digt,22 er således en erotoman, der smitter sin egen hustru med syfilis, ødelægger sit ægteskab, splitter familien, begår bedrageri og sætter sin formue, sit borgerlige omdømme og sit helbred overstyr, men alligevel fortsætter tvangsmæssigt med udskejelserne frem til sit selvmord. Trods alle de ulykker, han fører over sig selv og andre, insisterer han imidlertid på sin uskyld. Det er jo ikke ham, der handler,

Det moderne Gjennembruds Mænd, s. 274.

”Det bødes der for i lange Aar,/Som kun var en stakket Glæde;/Det smiler man frem

i en flygtig Stund,/Man bort kan i Aar ej græde” (1875).

men derimod den ubændige drift, der handler med ham: ”Svin gør Svinegærninger, Rovdyr sønderriver, og Møddingen lugter! Kan man forlange mere af dem? har de ikke opfyldt deres Bestemmelse?”23 I sin ubetvingelighed strider driftslivet mod at blive forløst i en social form. Det er f.eks. en gentagen forestilling hos den unge Nexø, at en mand mister den erotiske interesse for en kvinde, når han først har gjort hende gravid, og at han derfor naturnødvendigt må vende sig mod andre. I En Moder (1900) er det modsvarende en enke, der får sin seksuelle pirrelighed vakt ved datterens forlovelse og forfører hendes kæreste. Kønsdriften skyder på denne måde alle moralske overvejelser til side, og i det hele taget lader Nexø enhver menneskelig bevidsthedsytring være underordnet eller endog udledt af fysiologiske tilstande. Den koleriske fortæller i Det bødes der for – forklarer således sit temperament med, at han som barn havde et raserianfald, der har ledt en overflod af galde ind i kroppen: ”Der tales om en Sjæl, som skal beherske Legemet, men mit Liv har lært mig, at det er Legemet, der handler og om fornødent former Overbevisningen efter sit Behov.”24 I Dryss (1902) indser den svagelige Karl Bauder – en dansk udgave af Charles Baudelaire – at hans tungsind og pessimistiske livsfilosofi ikke er andet ”end fordøjelsesresultater – slette resultater af en slet fordøjelse.”25 Denne reduktion af bevidsthedsfænomener til reflekser af fysiologiske tilstande gennemfører Nexø endog i detaljer, og sammenkædningen mellem sjæleligt og fysisk bør ikke blot forstås billedligt, men som en egentlig, diagnostisk og videnskabelig blotlæggelse af faktiske sammenhænge. Når det f.eks. hedder om Karl Bauder, at han efter et grådanfald følte sig så lettet, ”som om al hans elendighed kun hade stammet fra en spænding i tårekanalerne”, da er dette i fuld overensstemmelse med den såkaldte James-Lange-teori, som den amerikanske

Det bødes der for (1899), s. 125.

Ibid., s. 195.

Dryss, 2. udg. (1949), s. 51. I 2. udg. har Nexø moderniseret retskrivningen.

filosof William James og den danske læge Carl Lange fremsatte uafhængigt af hinanden i 1880’erne.26 I afhandlinger som Om Sindsbevægelser (1885) og Bidrag til Nydelsernes Fysiologi som Grundlag for en rationel Æstetik (1899) søgte Carl Lange således at opstille en objektiv, empirisk og kvantitativ metode til beskrivelse af menneskelige følelsestilstande. Han gjorde f.eks. gældende, at netop en følelse som sorg videnskabeligt måtte forstås som en psykisk reaktion på det tryk, nervebanerne udsættes for af spændte tårekanaler. Man græder ikke, fordi man føler sorg. Forholdet er det omvendte – man føler sorg, fordi man græder, ligesom blodtrykket heller ikke stiger, fordi man er vred, men det er modsat vreden, der er en fornemmelse af det stigende blodtryk. Nexø vendte sidenhen ryggen til naturalismen og fandt i stedet et livsindhold i kommunismen – ligesom Johannes Jørgensen gjorde det i katolicismen. Tilbageskuende mente Nexø, at han i sin naturalistiske periode befandt sig i ”et åndeligt ingenmandsland.”27 Betegnelsen må forstås i en udvidet forstand. Disse bøgers udtryk for håbløshed og absurditet – og det sår, hvoraf deres dybe misantropi rinder – er følelsen af, hvorledes mennesket som et selvbevidst, villende og tænkende væsen står i et nærmest tragikomisk misforhold til sit eget driftsgrundlag og sin egen kropslige natur. Den naturalistiske tilgang til livet efterlader mennesket et sted, der netop er et ingenmandsland i åndelig henseende – et sted, hvor alle de åndelige motiver, hvori mennesket genkender og vedkender sig selv, er fremmede for de ubevidste kræfter, der egentlig styrer livsudfoldelsen.

Ernesto Dalgas – mellem to verdener Selv hvis man på naturalistisk vis formåede at reducere alle åndsytringer til reflekser af fysiologiske tilstande, så betyder det jo imidlertid ikke, at disse ytringer derfor forsvinder. Den ulykkelige Ernesto Dalgas havde med begejstring taget det naturalistiske program til sig.

Ibid., s. 202.

I et brev til Nexøs russiske oversætter Anna Hansen; brev nr. 605 i Breve fra Martin

Andersen Nexø (1969-72).

Hans ønske var at træde i fremskridtets tjeneste som filosof. Men alt som han ved universitetet studerede positivistisk erkendelsesteori under Harald Høffdings vejledning, begyndte han at gøre foruroligende erfaringer. I en besynderlig blanding af religiøst og videnskabeligt sprog noterede han således i sin dagbog op mod årsskiftet 1896: ”Jeg har i det sidste Aar staaet i Vekselvirkning med et religiøst Objekt uden at vide, hvad dette Objekt var.”28 Han søgte at stabilisere forholdet mellem sine kunstnerisk-visionære anlæg og sin videnskabeligt skolede forstand ved bl.a. at affatte en lærebog i positivistisk videnskabsteori på vers, men dette tvivlsomme forsøg på et kompromis var åbenlyst utilstrækkeligt. To gange førte Dalgas’ spaltede sind til indlæggelse på sindssygehospital, om end man kan hævde, at denne spaltning dog ikke blot var hans eget personlige problem, men at det ret beset var hele samtidens virkelighedsforståelse, der var blevet spaltet og sindssyg. Det monumentale og monstrøse værk Dommedags Bog – der udkom i 1903 efter forfatterens død – er baseret på de syner, der kom til ham under den sidste hospitalsindlæggelse. Forskellige livstydninger anskueliggøres i storladne landskaber, som fortælleren vandrer igennem under samtaler med filosoffer og religionsstiftere. Slutteligt fornægter fortælleren ”det store Ja” hos Lucifer – et navn, som Brandes i øvrigt yndede at anvende som pseudonym – og istemmer i stedet ”det store Nej” hos Buddha. Dalgas’ andet hovedværk Lidelsens Vej, der ligeledes udkom posthumt i 1903, munder på samme måde ud i en art buddhistisk livsforsagelse. Andre af Brandes’ oprindelige lærlinge nærmede sig også med tiden en buddhistisk farvet længsel efter en forløsning fra livet – således Karl Gjellerup i romanerne Pilgrimmen Kamanita (1906) og Verdensvandrerne (1910). Brandes’ hyldest til en dionysisk livsudfoldelse slog om i livsfornægtelse. Til sidst satte Dalgas en stopper for sit hoveds endeløse kværnen, da han som 28-årig skød sig selv ved Damhussøen vest for København natten til d. 11. juli 1899. Selvmordet blev dog ikke indgangen til

Citeret efter Aage Henriksen, ”Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej. En studie i romanens

tilblivelseshistorie” (1948), s. 143.

den nedsynkning i et glemslens nirvana, som han vel sagtens havde håbet på. Tværtimod gav det anledning til offentlig skandale og opstandelse i presse. Ved et af de besynderlige tilfælde, hvor en foreteelse i den ydre verden af sig selv synes at hæve sig til et symbol, skød han sig netop på grænselinjen mellem to politikredse, og hans lig blev derfor liggende til op på dagen, da myndighederne ikke kunne enes om, hvem der skulle hente det.

Jakob Knudsen – realisme og kristendom Jakob Knudsen var ikke naturalist af livsanskuelse, men grundtvigsk kristen. Som romanforfatter var han imidlertid realist, og så godt som nogen kendte han den strid mellem videnskabelig viden og religiøs vished, der sled Ernesto Dalgas i stykker. I den store samtidsroman Gjæring – Afklaring (1902) gennemarbejdede han det konfliktfyldte forhold mellem videnskab og religion, som det moderne gennembrud havde gjort så pinagtigt. Tidens idedebat reflekteres i romanens beretning om en persons udvikling eller dannelse. De afgørende omdrejningspunkter i forløbet er to drukneulykker. Som ganske ung mand oplever romanens hovedperson Karl, at en kane går gennem isen på en tilfrossen fjord. Kanen er faret vild i en tæt tåge, og inde fra land søger folk at lede de kørende på ret vej ved at råbe og tænde blus. Men netop som de under præstens ledelse har istemt salmen: ”Alt staar i Guds Faderhaand”, lyder der ude fra fjorden et bragende dementi – isen brister, og alle drukner.29 Dette sker selv sagt ikke, fordi naturen er ond – lige så lidt som den er god. Den er blot fuldstændig indifferent over for alle menneskelige ønsker og motiver og billeder. Oplevelsen får Karl til at vende sig bort fra sin barndoms kristentro. Til gengæld lærer han af en naturalist og fritænker, at man også kan finde trøst i netop naturens ligegyldighed. Man bør lindre sindet ved ”et Bad i det Betydningsløses Stemning, i Ligegyldighedens Hav”, og i stedet for at tænke i hensigt og vilje – ”for at, for at, for at!” – bør man som en naturvidenskabsmand se livet som en udfoldelse styret af

Jakob Knudsen, Gjæring – Afklaring (1988), s.136.

determinerende love: ”[…] saa at, saa at, saa at – alt dét sker, som skal ske, og bliver til det, som det skal blive, – og alt det andet sker og bliver sletikke.”30 Karl søger at tilegne sig en sådan naturalistisk livsbetragtning, men må forlade den igen. Omslaget sker atter i forbindelse med en drukneulykke. Stående i en større menneskemasse overværer han, hvorledes to drenge falder gennem isen i en voldgrav og drukner. Menneskemassen – og Karl selv – forholder sig passivt, mens de betragter en korpulent betjents halvhjertede og frugtesløse redningsforsøg. Efterfølgende rystes Karls samvittighed imidlertid dybt over denne passivitet. Han har ladet sig flyde ”i Ligegyldighedens Hav”, men nu erfarer han, at naturens hvilende og lovbundne kredsløb dog brydes ét sted – nemlig i ham selv som et bevidst væsen, der kan handle med både hensigt og vilje. Begreber som ansvar, skyld og tilgivelse genvinder deres betydning for Karl, og han føres tilbage til sin barndoms religiøse udgangspunkt – dog således, at ungdommens naturalistiske erfaringer indarbejdes. En religiøs og en videnskabelig betragtningsmåde kan udmærket trives sammen – ja, de må nødvendigvis gøre det, hvis man skal forholde sig realistisk til tilværelsens helhed. Men der er heller intet til hinder for, at man f.eks. betragter et nyfødt barn som et resultat af biologiske processer og menneskelig brunst og samtidigt som en velsignelse og en gave fra Gud. Hvis de to synsvinkler begge skal opretholdes, er det imidlertid nødvendigt, at de iagttager deres grænser. Begge forfusker derimod virkeligheden, hvis deres eget synspunkt gøres totalt. En religiøs betragtning øver vold mod den naturlige verden, hvis den vil se en menneskelig vilje og hensigt spejlet i den. Og naturalisterne øver modsat vold mod det menneskelige, hvis de ser bort fra, at vilje og hensigt hører til menneskets åndelige særkende. For nu ikke at sige: menneskets natur. Romanens udsagn minder således om anskuelsen hos filosoffen Rasmus Nielsen, der i 1860’ernes teologiske debat gjorde gældende, at ”tro og viden” udmærket kan forenes i samme

Ibid., s. 143 og 152.

bevidsthed – ikke på trods af, men netop fordi de bygger på to helt uensartede principper.31

Ludvig Feilberg – en naturvidenskabelig sjælelære Ved at drage dette principielle skel søgte Rasmus Nielsen – og Jakob Knudsen – at bilægge striden mellem en åndelig-religiøs og en materiel-videnskabelig tilgang til verden – den strid, der blev så ødelæggende for Ernesto Dalgas. Også Ludvig Feilberg søgte at bilægge striden mellem åndeligt og materielt. Efter hans mening skulle det dog ikke ske ved at drage et skel, men tværtimod ved at gennemføre en naturvidenskabelig livsbetragtning konsekvent. Brandes yndede at slå om sig med henvisninger til ”naturen” og ”den moderne naturvidenskab” – sådan i al almindelighed. Hans eget naturforhold strakte sig dog næppe længere end til en spadseretur under kultiveret konversation, ligesom han næppe nogensinde selv havde sat sine ben i et laboratorium endsige foretaget et naturvidenskabeligt eksperiment. Det ærgrede Feilberg, når man således påberåbte sig ”videnskaben” som sandhedsvidne for sine private meninger. ”Et intelligent Bybud,” lød hans karakteristik af Brandes – og det har utvivlsomt været en knusende dom i den stilfærdige filosofs mund.32 I modsætning til Brandes havde Feilberg nemlig en teknisk og naturvidenskabelig uddannelse og var trænet i videnskabelig iagttagelse. Han havde studeret til ingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt og underviste i vand- og vejbygningslære på Landbohøjskolen i København. Allerede tidligt i livet havde Feilberg gjort det til en vane at gøre små notater om sine indtryk og sjælelige tilstande. Det udviklede sig med tiden til et meget omfattende materiale, hvori han ikke blot selv

”Tro og Viden lade sig forene i én Bevidsthed, ikke endskjøndt, men fordi de er absolut

ueensartede Principer” (Om ”Den gode Villie” som Magt i Videnskaben, (1867), s. 33). Rasmus Nielsen omtales i øvrigt syrligt i romanen: ”’En Mo’sigelse,’ som gamle Rasmus udtrykker sig” (s. 210). Rasmus Nielsen var født i landsbyen Roerslev ved Middelfart og bevarede sin fynsk prægede udtale. 32

Viggo Cavling, Ludvig Feilberg og hans Levelære (1915), s. 14.

er undersøgelsens objekt, men også dens iagttager. En livslang observationsrække gennem introspektion. Hvis naturalisterne ønskede en naturvidenskabelig menneskebeskrivelse, så skulle de få det! I skrifter som Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet (1896) og Kort Fremstilling af de sjælelige Naturudviklingslove (1910) organiserede han sine iagttagelser i en sjælelig bevægelses- og værdilære, der viser mennesket som en art transformator, der omformer, fortætter og forædler den rå naturenergi, som det modtager i form af driftstilskyndelser og sanseindtryk. Denne proces finder Feilberg både i de enkelte, kortvarige sjælelige forløb og i det naturligt udfoldede livsforløb som helhed – indtil den afklarede alderdoms begærløse greb ud mod uendeligheden eller ”Intetfanget”. Det var for Feilberg en vulgarisering af den naturvidenskabelige metode, når en naturalist som f.eks. den unge Nexø reducerede det menneskelige sjæleliv til reflekser af fysiologiske tilstande. Ved at henvise til menneskets naturgrundlag har man højst fortalt den første, men ikke den sidste sandhed om det menneskelige. Naturens egen bevægelse består dog ikke i at søge tilbage mod en elementær primitivitet, men tværtimod netop i en stræben mod stedse højere og mere udviklede former. En virkelig naturvidenskabelig analyse af menneskelivet kunne derfor heller ikke begrænse sig til at føre livsenergien tilbage til dens udspring, men måtte i endnu højere grad beskrive energiens fremadrettede bevægelse. I en sådan beskrivelse ville den skarpe religionskritik, der var brandesianismens særkende, også falde bort. Feilberg så ingen modsætning mellem sin ikke-reduktionistiske naturvidenskab og de forestillinger, der – om end i et andet sprog – kommer til udtryk i det religiøse trosliv, og han veg heller ikke tilbage for at tilføje den menneskelige tilværelse en dimension af evighed. Hans ”Levelære” afrundes tværtimod med en ”Differential- og Integrallære”, der skal beskrive livsenergiens videre forløb, efter at den i fortættet form har forladt den menneskelige organisme. Er termodynamikkens første lov eller ”loven om energiens konstans” måske ikke grundlaget for al moderne fysik, og lærer denne lov ikke netop, at energi hverken kan opstå af sig selv eller forsvinde, men kun ændre form?

Feilberg fik ikke den indflydelse på den naturvidenskabelige tænkning, som han utvivlsomt havde håbet på. I en spinkel tradition har hans tanker derimod påvirket enkelte filosoffer og skønlitterære forfattere i det 20. århundredes danske litteratur. Løgstrup har f.eks. kendt til Feilberg.33 Hans fænomenologiske verdensbeskrivelse blotlægger træk i den umiddelbare erfaring, der er åbne ”for en religiøs tydning”, således som det også sker i Feilbergs ikke-reduktionistiske naturvidenskab.34 Man vil næppe heller søge forgæves, hvis man ønsker at opspore lighedstræk mellem Løgstrups ”suveræne livsytringer” og Feilbergs beskrivelser af tilstande i ”sjæleligt Ligeløb”. Martin A. Hansen var fra sin ungdom optaget af Feilbergs levelære. Hans dristigt eksperimenterende novelle ”Midsommerfesten” (1946) er tænkt som et opgør med den brandesianske naturalisme – og i øvrigt anlagt som en polemisk parafrase over J.P. Jacobsens novelle ”Mogens” (1872), der almindeligvis udpeges som naturalismens førstegrøde i dansk litteratur. 35 Det er utvivlsomt med Feilberg i tankerne, når fortællerstemmen i denne novelle besværer sig over, hvordan man hidtil under indtryk af naturalismen havde beskrevet ”Sjælelivet biologisk”. Tiden måtte – fremholdes det – vel være inde til, at man omvendt begyndte ”at skildre Biologien sjæleligt.”36

Det moderne sammenbrud De fire forfattere, der her er trukket frem, illustrerer de reaktionsmønstre, der forekommer at være de logisk mulige på den påberåbelse af naturvidenskaben, som havde lydt fra Georg Brandes i 1871. Martin

”Det var i øvrigt også hvad Feilberg var optaget af og beskrev”, K.E. Løgstrup, Solida-

ritet og kærlighed (1987), s. 93. 34

K.E. Løgstrup, Skabelse og tilintetgørelse. Religionsfilosofiske betragtninger. Metafysik IV

(1978), s. 75. 35

Jfr. de to novellers indledning: ”Sommer var det, midt paa Dagen, i et Hjørne af Heg-

net” (J.P. Jacobsen) og ”Sommer var det. Hen mod Middag. Paa en asfalteret Hovedvej” (Martin A. Hansen). 36

Martin A. Hansen: Midsommerfesten (1966), s. 28.

Andersen Nexø og Ludvig Feilberg søger begge at anlægge et naturalistisk helhedssyn på mennesket, men med vidt forskellige resultater. Hos Nexø resulterer bestræbelsen i en positivistisk reduktionisme, der atter fører til en fortvivlet nihilisme. Feilberg benægter, at naturvidenskaben skulle indebære en sådan reduktionisme, og anlægger modsat et fremadrettet lyssyn. Hos både Ernesto Dalgas og Jakob Knudsen medfører indtrykket fra naturvidenskaben derimod, at man ikke længere kan opretholde et helhedssyn på mennesket. Ernesto Dalgas slides op i konflikten mellem videnskabelig indsigt og åndelig inspiration, mens Jakob Knudsen søger at formulere en form for kompromis, der lader begge sider af den menneskelige erfaring komme til orde. Det forehavende, som Brandes selv havde præsenteret, fik imidlertid ingen egentlige arvtagere – og blev jo endog opgivet af ophavsmanden selv. Den oprindelige hensigt var at kæde naturvidenskabelig erkendelse og naturalistisk kunst sammen med et ideologisk krav om en radikal frigørelse fra de normer og konventioner, der var indfældet og videreført i den kulturelle tradition. Projektet var dog så usammenhængende, at det faldt fra hinanden og deltes i to. Den brandesianske radikalismes krav om frigørelse og opgør med traditionen fik en betydelig indflydelse – bl.a. gennem Politiken, der blev stiftet 1884 som ”Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk”. Men her var der jo blot tale om en ren ideologisk kamp, der intet havde at gøre med en naturvidenskabelig erkendelse. Den naturalistiske kunst, der skulle tolke naturvidenskaben som livsanskuelse, tabte omvendt snart sin kampgejst og løb ud i en kynisk eller fortvivlet nihilisme. Hvor radikalismen førte sin ideologiske kamp, trådte naturalismen tilbage. Og hvor naturalismen trådte frem som livsanskuelse og ideologi, var der ingen kamp, men tværtimod en resigneret handlingslammelse. Forestillingen om en særlig ”brandesianisme” bestod imidlertid fortsat, selvom bevægelsen efterhånden tømtes for indhold og indskrænkedes til en vis trodsig, forurettet og bedrevidende attitude. Mere eller mindre banaliserede former for radikalisme dominerede den offentlige debat og blev den gængse livsanskuelse i det bedre borgerskab – også længe efter, at Brandes selv havde opgivet den. Han

blev tiljublet, udnævnt til professor og overøst med officielle æresbevisninger, men stod alligevel fortsat i offentligheden som sandhedens ensomme martyr og den etablerede ordens frygtløse bekæmper. Men skulle han et øjeblik glemme, at hyldesten egentlig gjaldt et tomt idol, så kunne Henrik Pontoppidan minde ham om det – således i digtet til Brandes’ 70-årsdag: Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte – Hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke? Han raabte: ”Bliv Lys!” – og der voksede Mørke. Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind, de Blomster, der myldred af Jord, hvor han traadte, nu driver i Luften som lumrende Vind. Det Kundskabens Træ, han har planted i Landet, som Favned saa vidt over Fjorde og Bugter, forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.37

”Den 4de Februar”, Politiken d. 4.2.1912.

Litteratur –Brandes, Georg: Det moderne Gjennembruds Mænd. En Række Portrætter, Gyldendalske Boghandel 1883. –Brandes, Georg: Essays. Fremmede Personligheder, Gyldendal 1889. –Brandes, Georg: Levned. Et tiaar, Gyldendal/Nordisk Forlag 1907. –Brandes, Georg: Levned. Snevringer og Horizonter, Gyldendal/Nordisk Forlag 1908. –Brandes, Georg: Samlede Skrifter, bd. 1-18, Gyldendal 1899-1910. –Brandes, Georg og Edvard: Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd, bd. 1-8, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 193942. –Cavling, Viggo: Ludvig Feilberg og hans Levelære, V. Pios Boghandel 1915. –Christensen, Erik M.: Zurückbleiben. Tryk 1943-2001, Berliner Beiträge zu Skandinavistik, bd. 6, 2001. –Gjellerup , Karl: Rødtjørn. Sange og Fantasier, Andr. Schous Forlag 1881. –Hansen, Martin A.: Midsommerfesten, Gyldendal 1966. –Henriksen, Aage: ”Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej. En studie i romanens tilblivelseshistorie”, Orbis litterarum, bd. 6 (1948), s. 143. –Holberg, Ludvig: Erasmus Montanus eller Rasmus Berg, udg. Alf Henriques, Gyldendal 1964. –Ibsen, Henrik: En folkefjende, Gyldendal 1882. –Jacobsen, J.P.: Niels Lyhne, udg. Jørn Vosmar, DSL/Borgen 1986. –Kold, Christen: Udvalgte tekster, red. Johs. Hagemann og Harald Sørensen, Gad 1967. –Knudsen, Jakob: Gjæring – Afklaring, udg. Poul Zerlang, DSL/Borgen 1988. –Knudsen, Jørgen: Georg Brandes. Symbolet og Manden. 1883-95, bind 1-2, Gyldendal 1994. –Løgstrup, K.E.: Skabelses og tilintegørelse. Religionsfilosofiske betragtninger. Metafysik IV, Gyldendal 1978. –Løgstrup, K.E.: Solidaritet og kærlighed. Essays, Gyldendal 1987. –Nexø, Martin Andersen: Det bødes der for, Jul. Gjellerups Forlag 1899.

–Nexø, Martin Andersen: Dryss, 2. udg., Gyldendal 1949. –Nexø, Martin Andersen: Breve fra Martin Andersen Nexø, bd. 1-3, udg. Børge Houmann, DSL/Gyldendal 1969-72. –Nielsen, Rasmus: Om ”Den gode Villie” som Magt i Videnskaben, Gyldendal 1867. –Pontoppidan, Henrik: ”Den 4de Februar”, Politiken d. 4.2.1912. –Skram, Erik: Gertrude Coldbjørnsen, udg. Pil Dahlerup, DSL/Borgen 1987.

Vil du læse mere? Den 21. november udgiver forlaget Munch & Lorenzen en banebrydende antologi om manden, der blev et fænomen i dansk åndshistorie og en af det moderne Danmarks mest omstridte skikkelser:

litteraten,

vækkeren,

lysbringeren, ideologen og demagogen Georg Brandes. I denne antologi redigeret af Johan Christian Nord og Kristoffer Garne stiller nogle af landets skarpeste hoveder skarpt på Georg Brandes’ virkningshistorie og viser, at han ikke alene fremkaldte Det moderne Gennembrud, men også en række skarpe og vedblivende modreaktioner, der trækker linjer helt op i vor egen tids kulturkamp. Bogen er på over 300 sider og koster 275 kr. Forudbestiller du den gennem Munch & Lorenzen inden 1. november kan du få den for kun 225 kr. inkl. levering.

Bestil her Eller skriv til bestilling@munch-lorenzen.dk, så ordner vi bestillingen manuelt for dig.