Holocaust og den moderne eskatologi

R E P L I Q U E

Replique, 4. årgang 2014 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov.

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

T OTALITARISME – Det tyvende århundredes totalitære strømninger opstod på baggrund af en anti-kristen tilgang til politik, der satte diktatorer og systemer som den absolutte sandhed, fortæller den tyske filosof Eric Voegelin os.

Jon Eirik Lundberg

Kendskabet til den østrigsk-amerikanske filosof, Eric Voegelin (1901 – 1985) er i disse år støt stigende. Det hænger måske sammen med en aktualisering af ”det ideologiske problem” i tiden efter 9/11, tegningerne og hele det globale problemkompleks, der symboliseres ved fatwaen mod Salman Rushdies Sataniske Vers (1989).

Samtidig er der siden Sovjetunionens opløsning åbnet op for forskning i totalitarisme igen, efter dette emne blev lagt lidt til side under Den Kolde Krig. Der eksisterede i den periode en perception af totalitarismeforskningen som en slags ”anti-kommunisme”. Især har det forvoldt ubehag i akademiske miljøer, at Lenin og Stalin skal undersøges under samme lup som Hitler og Mussolini. Den modstand er i dag på vigende front, hvad der bl.a. kan læses af, at der siden år 2000 har eksisteret et akademisk tidsskrift, der kun adresserer denne tematik. Det hedder Totalitarian Movements and Political Religions, og udgives af Taylor & Francis.

Eric Voegelin er et navn der igen og igen dukker op i dette magasins artikler. Hans samlede værker, på i alt 34 titler, kommer da også vidt omkring den politiske filoso-

fi, eller rettere den politiske filosofis krise, fremfor alt knyttet til de ideologisk funderede folkemord i forrige århundrede.

IDEOLOGI VS. POLITIK I dagligtalen fungerer betegnelsen ’ideologi’ gerne som et vagt defineret skældsord, men ingen er i tvivl om, at ’ideologisk’ er en lidet flatterende beskrivelse af en argumentation eller synsvinkel. Derudover anvendes betegnelsen ret ukritisk til alle sider i politikken. Man kan tale om borgerlig ideologi og socialistisk ideologi, og på den måde give indtryk af, at fænomenet på en eller anden måde følger af det politiske liv som sådan. Voegelin kommer til anvendelse når man vil trænge forbi skældsordet, og forsøge at forstå, helt præcist hvad det vil sige ”at være ideologisk”, hvad ”en ideologi” er for en størrelse. Hvad er f.eks. forskellen på en ideologi og et politisk parti? Hvad sker der, når en ideologisk bevægelse kommer til magten i et samfund? Og, ikke mindst: Hvorfor finder de samme, kolossale forbrydelser sted, nærmest som en logisk konsekvens af sådan en bevægelses succes?

MISTILLID TIL OPPONENTEN Ideologibegrebet peger i alle retninger.

Man kan ikke umiddelbart definere sig frem til noget endegyldigt. Karl Mannheim gjorde et forsøg, måske det mest autorative til dato, i bogen Ideologie Und Utopie (1929). Han peger på en bestemt form for ”mistillid til opponentens bevidsthed”, hvor man ikke alene hævder at den anden tager fejl af et sagsforhold, men også er fundamentalt ude af stand til at kunne begribe det på den rigtige måde.

Side 25

Han viser til et ”tab af en fælles objektiv verden” i kølvandet på Reformationen og den katolske kirkes fragmentering i utallige selvstændige kirkesamfund. En fælles referenceramme gik tabt, og dermed opstod en ny situation, hvor uenigheden ikke blot omhandler forhold i verden, men om beskrivelser af fænomener i den som sådan. Hvor man tidligere godt kunne være uenige, ville man stadig tage det som givet, at den anden, hvis denne gjorde sig umage, godt ville kunne se, hvad man selv mener. Den anden er ikke kategorisk ude af stand til at begribe, hvad der bliver fortalt. Med fragmenteringen af det rum, kirken havde forvaltet, opstod den nye mistillid; en overbevisning om, at den anden er ude af stand til at begribe et sagsforhold, lige meget hvad. Således peger ideologibegrebet alligevel på en objektiv tilstand, eller en nærmere afgrænset attitude. Men når man vil beskrive den verden af fænomener, der benævnes med en term som ’en ideologisk bevægelse’, eller ’ideologi’ mere præcist, må man søge efter en mere differentieret terminologi. Voegelin hører til de filosoffer, der finder at vokabularet fra religionens domæne er praktisk anvendeligt i så henseende. En nutidig tænker, Klaus Vondung, går så langt som til at hævde, at forståelsen af de ideologiske bevægelser som former for religion, ”kan forklare Holocaust”. ”DE POLITISKE RELIGIONER” Så konkret var Voegelin dog ikke, da han i 1938 udgav bogen Die Politische Religionen. Dette var kort efter Anschluss, og Gestapo tog beslag i hele oplaget, hvorefter Voegelin flygtede med sin kone til USA via Schweiz. Voegelin havde altså i

sin bog peget på noget rigtigt, som samtidigt var pinligt for NSDAP. Jeg vil forsøge at komme ind til kernen i hvad de problematiske detaljer bestod i.

Die Politische Religionen er et historisk oprids af forholdet mellem verdslig og gejstlig magt. Vi kender godt ”Gudekongen” som figur i vor del af verden. I Ægypten hed den ”Farao”. Det karakteristiske ved denne magt er, at den er kompakt, ”udifferentieret”; kongen af kød og blod er også gude-agtig. Han er måske ”søn af Gud”, eller en særlig udvalgt repræsentant, med privilegeret adgang til det højeste. Herskerens forbindelse til det guddommelige er en symbolsk fremstilling af den verdslige magts ultimative legitimitet. Den kompakte ”gudekonge”-magt er måske den mest oprindelige og ”naturlige”. Den jødiske udvandring fra Ægypten, initieret af Moses’ møde med Gud på Sinai, repræsenterer i den sammenhæng en revolutionerende erkendelse, der stadig er politisk nærværende. Gud er ikke en dennesidig person; Gud er i det hinsidige. Alle mennesker står ens overfor Gud. Følgelig skal intet menneske være et andet menneskes slave. Alle mennesker er ”slaver”, metaforisk sagt, når Gud er Herren. Exodus kan dermed læses som en frihedshandling. Der etableres et kategorisk skel mellem det guddommelige og det verdslige. Denne differentiering genfinder vi senere, i kristendommen, symbolsk formuleret som hhv. Den Himmelske Stad og Den Jordiske Stad, også kaldet en ”togregimentslære”. Denne lære, eller doktrin, om man vil, hører altså med til spørgsmålet om en hinsidig eller dennesidig Gud. Hvis Gud er dennesidig,

R EPLIQUE 4. årg. s. 25-29 Holocaust og den moderne eskatologi Af Jon Eirik Lundberg

bliver ”Den Himmelske Stad” et politisk mål.

DET PERFEKTE VS. DET FULDKOMNE Toregimentslæren siger, at det fuldkomne kun tilkommer Gud. Den jordiske stad, den, der forvaltes af mennesker, vil altid være ufuldkommen. Det fuldkomne kan være et forbillede, eller en kilde til ønsker om at forbedre livsvilkårene i menneskesamfundet. Men grundlæggende ligger der en vis frihed i, at man indrømmer, at menneskets samfund vil forblive ufuldkomment. Det betyder jo, at man har ret til at begå fejltagelser. Men det betyder også, at de fejltagelser kan identificeres, eftersom man har ”den gyldne standard” – Den Himmelske Stad – at måle verden op imod. En anden, helt central tese hos Voegelin er, at der lige siden Kristus har eksisteret forskellige former for ”revolte” mod denne symbolske ordning af tingene. Og at det er i dette spor af kulturhistorien vi finder ideologiernes genealogi.

GNOSTICISME Hermed er vi fremme ved det måske mest centrale, og omstridte, begreb i Voegelins politisk-filosofiske terminologi.

Gnosticismen kendes primært som en særlig variant af kristen mysticisme i antikken. Som vi skal se anvender Voegelin ordet en anelse metaforisk. (Men hvad NSDAP angår kan man i dag dokumentere, at der specielt i Waffen SS eksisterede et kultisk-mytisk miljø, der forstod nazismen som ”åbenbaring”.) Gnostikeren, siger Voegelin, hævder at besidde en særlig privilegeret indsigt i ”Guds anliggender”. Den centrale pointe her er forskellen på at tro, der findes fuldkommen viden, Side 27

og at tro mennesker kan være i besiddelse af den. Den første attitude kender vi fra de athenske filosoffer. Filo sophia betyder at være orienteret mod visdom. Gnosis betyder viden, dvs. ”besiddelse” af en højeste form for indsigt. Gnosis gør troen, og ’det at være rettet mod’, overflødig. Man er ikke orienteret mod noget man er i besiddelse af. Vi har allerede peget på forskellen mellem den antikke gnosticisme som mysticisme, og den moderne gnosticisme som ideologi. Ét har de to varianter dog til fælles, siger Voegelin: En ”påstået direkte, umiddelbar opfattelse eller forestilling om Sandhed, hævet over behovet for kritisk refleksion; en særlig gave tilhørende en åndelig og kognitiv elite” (min overs.).

Vi skal altså forstå ideologen som en gnostiker, og ideologien som en form for gnosticisme. Helt centralt står dette med at tilhøre en særlig udvalgt gruppe. Ligeså vigtigt er det, at gnostikerens ”viden” er ”hævet over behovet for kritisk refleksion”. Denne egenskab gør, at gnostisk tænkning omhegnes med ”forbud mod spørgsmål”. Voegelin citerer Marx for at affeje kritik med en formulering om at ”det socialistiske menneske vil forstå mig”. Man kan kun forstå den enkelte gnosis, hvis man er som udgangspunkt er enig i præmisserne. Uenighed om præmisserne – f.eks. spørgsmål om, hvorvidt systemtænkning i sig selv kan legitimeres - er fjendtligt, og må bringes til tavshed.

DE TO REGIMENTERS KOLLAPS Den tidligere omtalte ”revolte” består i, at Den Himmelske Stad og Den Jordiske Stad smelter sammen. En særlig differen-

tiering mellem Guds og menneskets domæne ophører. Verdslig og religiøs magt bliver ét - igen. Her står vi ved et overset paradoks. Kirstendommens toregimentslære gør det sekulære samfund muligt.

Men sekularisme uden kristendom, dvs. en afskaffelse af religionen, gør politikken religiøs. Den jordiske stad, dvs. det politiske liv, bliver ”sakraliseret”.

Voegelin når frem til, at ”den der slår Gud ihjel, bliver selv Gud.” Hvis politikken skal være fri for religion, må religionen holdes i det hinsidige. Kristendom er en betingelse for en sekulær politisk magt. Det kan næsten ikke siges tydeligt nok. Det er umuligt at forstå Holocaust og de andre, ideologisk motiverede folkemord, uden et blik på det religiøse aspekt. Rigtig nok er der tale om en deformeret religiøsitet, hvor det transcendente bliver genfortolket materielt. Men netop denne genfortolkning hører med til den politiske filosofis krise, idet en terminologi formet i tråd med positivismen helt ignorerer hvad der genfortolkes fra.

Religion som sådan tilskrives jo ingen som helst autoritet eller betydning. Følgelig afskrives i samme bevægelse muligheden for at afsløre den deformerede kopi.

Derudover kan den religiøse synsvinkel beskrive det eksistentielle engagement, og den til tider fanatiske tro, der gør, at gnostikere, som type, vil ofre absolut alt – hele den kendte verden - for deres sag, hellere end udsætte ”sagen” for kritisk refleksion.

DEN MODERNE GNOSIS Sociologen Biondo overtog Joachims lære om de tre stadier. Han kaldte dem Antik-

ken, Middelalderen og det Moderne (”nutid”). Man kan forstå denne opdeling på to måder. Enten som et leksikalsk hjælpemiddel til ordning af kulturminder i en tidslig progression – eller som en ”indsigt i Guds plan med verden og mennesket”. I den sidste variant er den metafysiske religion blevet genfortolket konkret og dennesidigt. Dermed skabes hvad man kalder en ”endetidslære” (eschaton). En lære om tidens/stadiets afslutning, med tilhørende forventning om en pludselig, og måske voldsom, overgang til en helt ny ordning af hele verden. Dette er en central pointe når vi nærmer os Holocaust. Læren om de tre stadier siger jo, at vi allerede befinder os i den sidste tid, ved Historiens afslutning. Alligevel er der lidelse og uretfærdighed i verden. Det skyldes, at samfundet fastholder former og institutioner, der hører en anden tidsalder til. Hvis blot man rydder disse institutioner, og hele den kultur, der omgiver dem, af vejen, vil mennesket vågne op til Tusindårsriget som levende realitet.

Voegelin kom altså til at berøre to af de centrale, mytiske piller i NSDAP’s politiske religion, symboliseret ved Tusindårsriget og Det Tredje Rige. Men næsten desto vigtigere: Eftersom den fuldkomne verden dybest set allerede er realiseret, blot man frigør den fra den kendte verdens tremmer, behøver man ingen plan for hvad der skal bygges ovenpå ruinerne. Folkemord bliver i det perspektiv ikke en forbrydelse, men en ”hjælpende hånd” til ”det uundgåelige”, det ”allerede forudbestemte”. Enhver der kritiserer dette står automatisk udenfor, i ”det gamle”; i netop det, der skal destrueres.

R EPLIQUE 4. årg. s. 25-29 Holocaust og den moderne eskatologi Af Jon Eirik Lundberg

Således giver Voegelins politiskfilosofiske arbejder et kritisk blik på os selv. Som gode moderne mennesker lever vi i den sidste tidsalder, hvor Historien er slut, og Gud er ophørt med at eksistere.

Og netop den position gør visse fænomener omkring os ubegribelige. Måden, vi løser det problem på bliver afgørende for vor evne til at håndtere dem.

IDEOLOGI OG POLITIK - OPSUMMERING Jeg stillede indledningsvis et spørgsmål om forskellen på en ideologi og et politisk parti. Ud i fra det ovenstående kan man sige, at et politisk parti handler i den empiriske virkelighed. Det forholder sig til konkrete personer og situationer. Og dets normative fundament er metafysisk religion (f.eks. kristendom). Det politiske parti danner rammen om en særlig proces, navnlig ”politikken”, som er et møde mellem utallige stemmer og interesser.

Denne proces er institutionernes øverste organ.

En ideologi er, som beskrevet, en gnostisk sammenslutning, der hævder at besidde en særlig viden om hele verdenshistoriens plan og menneskets natur. Begge dele følger en trinvis udvikling hen imod et sidste, forløsende stadium. I vor tid er dette stadium nået, blot bliver udviklingen ”holdt tilbage”. Ideologiens første prioritet er derfor at fjerne grundlaget for de eksisterende institutioner. Væk med Kirken, væk med parlamentet, for nogle også politiet og militæret, som man f.eks. kan læse i Enhedslistens program. I Cuba er det forbudt ved lov at diskutere politik. I Kina, Rusland, Libyen, Nordkorea og Turkmenistan forfattede Føreren en Side 29

særlig bog, som det var påbudt at lære udenad (hvad der så skal forme ”Det nye menneske”). Ideologien henter sit mandat i dens egen, gnostiske spekulation. Den er på en ”mission”. Den skal ”skabe en ny verden”. Den er modstander af alt det vi forbinder med ’den politiske proces’. Den regner sig selv som en realisering af Gud i verden. Og Lenin ligger, på ingen måde tilfældigt, balsameret ligesom en ortodoks pave.

Jon Eirik Lundberg er cand. mag. i filosofi.