Mand med egne meninger

R E P L I Q U E

Replique, 6. årgang 2016 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E.Skov, Mikael Brorson

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Mand med egne meninger

ANMELDELSE – Dansk åndsliv er domineret af en kulturradikalisme, der ikke søger sandheden, men de ”rigtige meninger”. Det var Harald Nielsens diagnose da han første gang skrev om "Systemet Politiken" i 1907, men holder diagnosen stadig stik? Nina Bjørneboes biografi af Harald Nielsen beskriver manden, der var en af sin tids mest fremragende litteraturkritikere, men med tiden blev “konspiratorisk antisemit”. Bogen anmeldes her af Martin Ravn.

Martin Ravn

Da Nina Bjørneboes Manden, der overlevede sin skæbne: Harald Nielsen 1879-1957 udkom første gang i 1981 blev den genstand for en del opmærksomhed i form af anmeldelser og interview. Alligevel har jeg tit tænkt, at den dengang ikke fik den udbredelse, som den er berettiget til. Jeg har, siden jeg læste bogen første gang, været overbevist om, at den havde været bedre tjent med at være udkommet i mindre ideologisk betændte tider end universitetsmarxismens storhedsperiode.

For selvom bogen efterhånden blev udsolgt fra forlaget (som var forfatterindens eget, da intet etableret forlag ville binde an med den), er det jo ikke en bog, som har samme udbredelse og agtes på linje med andre bøger omhandlende samme epoke, såsom Kristian Hvidts biografi over Edvard Brandes eller Jørgen Knudsens kilometerlange flerbindsbiografi over Georg Brandes, som den emnemæssigt kan sammenlignes med.

TIDERNES SKIFTEN At jeg måske har haft ret i min antagelse synes allerede antydet af den megen omtale og de store og prominente anmeldelser, der er blevet den til del ved genudgivelsen. Tidernes skiften har givetvis spillet deres rolle: I 1981 var danske læsere uvante med bogens genre: Manden, der overlevede sin skæbne kan karakteriseres som det, man i den angelsaksiske forlagsverden kalder en ”intellectual biography”. Det vil sige, at den med udgangspunkt i værket, Harald Nielsens litteratur- og samtidskritiske forfatterskab, forsøger at sige noget om mennesket bag – og vice versa, således at person og værk bestandig spejles i hinanden. Dette var en forholdsvis ukendt genre i Danmark i 1981, og bogen har måske sat sig imellem to stole dengang. Den er ikke stringent akademisk, men alligevel mere krævende end man er vant til fra den bølge af biografier, der i de senere årtier har oversvømmet det danske bogmarked.

Den anden grund til, at den ikke blev genstand for så stor udbredelse dengang, som den havde fortjent, er naturligvis dens kontroversielle emne: Harald Nielsen var en enestående litteraturkritiker, afgjort sin generations, måske flere generationers mest talentfulde, men han var også en kantet person, der dårligt tålte modgang, og så blev han med tiden en forbenet, ja, jeg tøver ikke med at sige konspiratorisk antisemit. I tiden omkring Harald Nielsens debut (i 1900) var det i intellektuelle miljøer ganske comme il faut at tillægge jøder diverse usympatiske træk. Mange danske skribenter og kritikere så jøderne som væsensfremmede over for den kultur og de mennesker, de

Side 63

R E P L IQ U E 6. årg. s. 63-68 Mand med egne meninger Af Martin Ravn

levede i blandt. Således så blandt andre Georg Brandes på sagen, og glosen ”jødisk blod”, der i dag med rette vækker afsky, brugte han frejdigt, når han skulle karakterisere, hvad der adskilte ham fra de mennesker, han var aldeles uinteresseret i at kalde sine landsmænd.

ANTISEMITISMEN Det er der mange, der ikke ved i dag, men det er ét af mange, mange samtidshistoriske forhold, Bjørneboes bog kaster lys over. Tiderne ændrede sig jo, og som Brandes’ generationsfæller døde ud i tierne og tyverne blev antisemitismen mere og mere ualmindelig i vort offentlige åndsliv (i Tyskland var udviklingen som bekendt en anden). Men Harald Nielsen gik en anden vej. Hans antijødiske udfald blev stadig mere konspiratoriske, og kan ironisk nok minde om, hvad man i dag kan finde af vrøvl desangående på den yderste venstrefløj.

Den udvikling, Bjørneboes bog tegner er, at Nielsen gik fra indimellem at påpege den forbindelse mellem det sekulariserede, jødiske miljø i København og de brandesianske, radikale ideer, der kom til udtryk i Dagbladet Politiken og andre steder – til at se brandesianismen og kulturradikalismen som noget essentielt jødisk. Søren Krarup, som i flere bøger har beskæftiget sig med Harald Nielsen og hvis portræt af ham det derfor er oplagt at sammenligne Nina Bjørneboes med, har udtrykt det således, at Nielsen svigtede sit oprindelige udgangspunkt, da han gled bort fra sin lødige kritik af den brandesianske radikalismes overherredømme på de toneangivende pladser i det offentlige liv til sine underlødige, antisemitiske udfald. Nielsens antisemitis-

me tiltog igennem trediverne og fyrrerne, og mens millioner af jøder blev gasset i Tyskland (hvad Harald Nielsen, som Bjørneboe påpeger, ikke nødvendigvis vidste før 1945), talte han om den såkaldte ”Esther-politik”, hvormed jøderne tiltænkte at erobre de åndspolitiske bastioner, de endnu ikke havde haft held med!

Efter krigen kritiserede Nielsen i det (vist også ifølge Bjørneboe) nærmest ulæseligt monomane enmandstidsskrift Egne Meninger Churchill (som langt tilbage angiveligt også var af jødisk byrd) og modstandsbevægelsen. Denne senere del af Harald Nielsens forfatterskab har altid, har man mærket, vækket Krarups afsky og han har ikke været interesseret i at forstå den, hvorfor man i hans forfatterskab stort set kun møder den unge Nielsen.

Bjørneboe, til gengæld, går langt i sit forsøg på at forstå, og flere har ved bogens genudgivelse spurgt, om hun ikke går for langt. Denne insinuation kan dog kun bero på en meget overfladisk læsning af Manden, der overlevede sin skæbne.

KARL FOR SIN HAT Der er ingen tvivl om, at Bjørneboe ikke deler Nielsens antisemitiske synspunkter.

Til gengæld kunne man i anledning af bogens genudgivelse læse et interview med hende i Jyllands-Posten ved historikeren Mikael Jalving. Her spørges der ikke ét eneste sted ind til Nielsens antisemitisme, hvilket forekommer mig at være en meget besynderlig interviewdisponering. Havde Jalving ikke tiltro til, at Bjørneboe kunne svare ordentligt for sig? Så har han ikke læst bogen grundigt nok, for hun er en overordentligt kyndig og myndig forfatter, og selvom hun er en statelig og kultiveret ældre dame, så er

Side 64

R E P L IQ U E 6. årg. s. 63-68 Mand med egne meninger Af Martin Ravn

hun i den grad karl for sin hat, og, i modsætning til den tendens, der kommer til udtryk i Jalvings spørgsmål, ikke berøringsangst over for noget som helst.

Man kan godt, og med stort udbytte, læse Harald Nielsens litteraturkritik uden at tage stilling til hans med tiden mere og mere hyppigt forekommende udfald mod jøder. Men hvis Nielsen igen skal tjene som inspiration for dansk konservatisme, hvilket Årsskriftet Critiques nyligt afholdte konference i Århus tyder på, at nogle mener, at han skal, så kan man ikke ignorere hans antisemitisme - som han selv så som en del af sin konservatisme. I så henseende viser Bjørneboes bog også sin fortjeneste, for selvom hun ikke bruger mange sider på direkte at konfrontere Nielsens forestillinger om jøder, så fremlægger hun en række kilder, som andre kan gøre brug af.

Disse iagttagelser leder os til Bjørneboes metode, som bogens udgiver, Christian Egander Skov, ved genudgivelsen i et interview har kaldt en slags indtrængende forståelse. Meget velvalgt, for Bjørneboe tegner et psykologisk dybdegående og grundigt portræt. Hun søger ikke at gå alvorligt i clinch med Harald Nielsens idéer, men hun lægger et rigt kildemateriale frem, så man bedre end hos Krarup forstår, hvad der motiverede ham. Bogen er så at sige skrevet fra Harald Nielsens perspektiv, og det betyder blandt andet, at Bjørneboe formår at nuancere en række forhold i beskrivelsen af dansk åndsliv i det tyvende århundredes første halvdel, som også i dag er præget af brandesianismens og kulturradikalismens indgroede vaneforestillinger og fordomme.

BRANDES – EN LYSBRINGER? Blot for at pege på en enkelt kunne man nævne postulatet om Georg Brandes’ originalitet som litteraturforsker og hans selvskrevne stilling som professor i æstetik. Begge dele er yderst tvivlsomme, hvilket der var stor debat om i samtiden.

Brandes’ modstandere får sjældent mund og mæle, når litteraturhistorien fra denne periode nutildags skal formidles, hvis de da ikke blankt afskrives som halv- eller helgale. Men det får de – i særlig grad naturligvis Harald Nielsen - hos Nina Bjørneboe, og det viser sig, at der for hundrede år siden blev bragt mange lødige argumenter til torvs imod de (ifølge Harald Nielsen i grunden metafysiske) forestillinger om forholdet mellem fremskridt og litteratur, som næredes af Brandes og hans mere og mere talrige disciple. Alene som en sådan mod-fortælling mod et særdeles tvivlsomt kompleks er Bjørneboes bog værd at læse.

Tage Schack, som kendte Harald Nielsen personligt, var en flittig læser af Nielsens tidsskrift Ugens Tilskuer fra 1910 til 1920 og som derefter imødeså enhver ny udgivelse af Harald Nielsen med interesse, skrev i 1941 i Tidehverv i anledning af den da nyudkomne Uden Traad – og med, at Harald Nielsen, som han selv skriver i bogen, ganske rigtigt er blevet fortiet og holdt nede.

Side 65

Men den, der, som han, har været den herskende Samfunds- og Livsopfattelses ubønhørlige og konsekvente Kritiker og paa ethvert Punkt har reageret imod den; den, der har haft et saa realistisk og pessimistisk Syn paa Menneskenaturen, som han har haft, har ikke kunnet vente sig anden Behandling.

R E P L IQ U E 6. årg. s. 63-68 Mand med egne meninger Af Martin Ravn

Han vil vel altid have Ret til i Forbigaaende at konstatere det; men han vil ikke kunne være saa optaget deraf, som han er, uden at give sine Modstandere Indtryk af, at de har besejret ham ikke blot i det ydre, men ogsaa i det indre. Man kunde ud fra hans egne Forudsætninger med Rette have ventet en af ham en større indre Frigjorthed af Modstanden og Modstanderne.

Nu kan man rette det spørgsmål mod dette citat, som Schack, der døde i 1945 for HIPO-mænds hænder, ikke villet have kunnet besvare, nemlig om Harald Nielsen egentlig blev besejret. Hans sidste bog Karen Blixen – Studie i litterær Mystik fra 1956 peger i en anden retning, da den hører til det ypperste, han skrev. Den er med Bjørneboes ord en festlig og blændende sortie. Den kunne, som hun skriver, være skrevet af en ung mand.

Men der er andet i Schacks karakteristik, de i høj grad stemmer overens med det indtryk af Harald Nielsens person, man sidder tilbage med, efter at have læst Bjørneboes bog: Harald Nielsen blev med tiden mere og mere optaget af at hævde, at han blev holdt nede. Hans optagethed af sin egen forfølgelse præger mange af hans bøger fra det senere forfatterskab og gør dem indimellem kedelige. Men samtidig blev Harald Nielsen efter alt at dømme også holdt nede, og mange toneangivende personer gjorde virkelig meget for at forhindre ham i at blive hørt.

DE RIGTIGE MENINGERS TYRANNI Det er forståeligt, når det kommer til hans rædselsvækkende antisemitisme, men man fornemmer også, at Harald Nielsens politiske idioti gav hans modstandere et kort på hånden, hvormed de også kunne

negligere det i hans forfatterskab, som ikke fortjente det: Hans fremragende evner som litteraturkritiker og hans udstilling og kritik af en hel åndsstrømning.

Harald Nielsen hævdede livet igennem, at der siden 1880’erne har fandtes en magtfuld konsensus i dansk åndsliv, som ikke er drevet af ånd, saglighed og sandhedssøgen, men om at ”mene det rigtige”. Med tiden sammenkoblede han dette med en jødisk verdenskonspiration, hvilket jo naturligvis er noget sludder. Men det betyder ikke, at det, som Nielsen i 1907 i en lille pamflet kaldte ”Systemet Politiken” ikke stod ved magt. Ikke en sådan magt, som det overlegne argument og den velovervejede analyse naturligt må give i åndslivet, men en magt, som opnås ved tilsvining af modstandere og en fordrejning af deres synspunkter, hvad brødrene Brandes uden blusel praktiserede, og hvad de var gode til at lære fra sig.

HVORFOR GIK DET SÅ GALT? Nina Bjørneboe giver således et billede af Harald Nielsen i paradoksets tegn: Usædvanligt velbegavet i sin litteraturkritik og sin kritik af brandesianismen og himmelråbende, skæbnesvangert banal i sine betragtninger over ”det jødiske”.

Man kan spørge: Hvorfor endte det, der var begyndt så lovende, så skidt (hvis man altså ser bort fra den allersidste bog)? Søren Krarup har altid argumenteret for, at det i bund og grund skyldtes Harald Nielsens fremmedhed over for kristendommen: I sin mangel på tro på noget overjordisk kanaliserer Nielsen sin evighedslængsel over på det forhåndenværende, men flygtige, og dyrker fædrelandet som en afgud. Hans fædre-

Side 66

R E P L IQ U E 6. årg. s. 63-68 Mand med egne meninger Af Martin Ravn

landskærlighed bliver til dæmonisk nationalisme, fordi han ikke holder skæg og snot adskilt.

Hos Bjørneboe er årsagen en anden, og man fornemmer flere steder i bogen, at hun har vanskeligt ved at goutere Krarups forklaring. Ifølge Bjørneboe taler Krarup, præstesøn fra en kernefamilie, selvfølgeligt om noget, som ikke var selvfølgeligt for Harald Nielsen. Han var et illegitimt barn, der aldrig opnåede sin faders anerkendelse og aldrig erfarede sin sværmeriske hystade af en moders kærlighed. Derfor havde han ikke nogen ressourcer at trække på, da fjenden gik til angreb (hvad den gjorde længe inden han kunne beskyldes for antisemitisme og af helt andre grunde). Denne tolkning nuanceres dog samtidig: Harald Nielsen havde tre børn, som holdt af ham på trods af hans vildfarelser, og som Bjørneboe har kendt, og som især for datteren, billedhuggersken Bodil Nielsens, vedkommende tydeligvis har været åben og Bjørneboe meget behjælpelig som mundtlig kilde.

Nina Bjørneboe har beskæftiget sig med Harald Nielsen i halvtreds år, og i et nyskrevent afslutningskapitel, som er en slags statusopgørelse, skriver hun: Det har fra begyndelsen været mit sigte, at man frit skal kunne tale om Harald Nielsen, skrive om ham, læse ham som én, der hører til i det danske helhedsbillede af den epoke, han virkede i, samt – for nogle i hvert fald – kan være et nyttigt bekendtskab, også når det gælder nutidige og fremtidige problemstillinger, der skal gennemtænkes.

Denne hæderlige ambition har Bjørneboe ikke blot arbejdet for med nærværende bog, men også med sine fortjenstfulde genudgivelser af mange af Harald Nielsens essays. Det forholder sig nemlig sådan, at Harald Nielsens bøger med tiden er blevet sjældne, hvad de bestemt ikke var i Bjørneboes ungdom. Bibliotekerne har kasseret dem i stor stil, og det er ikke længere muligt at hjemlåne tidsskriftet Ugens Tilskuer, som ellers stadig er meget læseværdigt, på noget folkebibliotek. Tilsvarende er Harald Nielsens bøger dyre i antikvariaterne, hvis man altså kan finde dem.

EN ILLUSIONSLØS DON QUIXOTE Harald Nielsen kaldte sig en Don Quixote uden dennes illusioner. Den karakteristik forekommer på baggrund af Bjørneboes levnedstegning mere præcis, end jeg tror, ophavsmanden egentlig havde forestillet sig. Nuvel, i en boganmeldelse af en biografi er det jo ikke den biograferede, men bogen, der skal anmeldes, og Manden, der overlevede sin skæbne er ikke blot i omfang, men også i intellektuel dybde og åndeligt format en stor bog. Bjørneboe har ikke blot en enorm viden om et overset kapitel i dansk åndsliv, men også en ganske usædvanlig sproglig tæft og akkuratesse.

Hun skriver kort sagt et meget smukt og et meget præcist dansk. Den nye udgave af bogen er kraftigt forøget med helt nyskrevne afsnit, og især er det aldeles udmærket, at Bjørneboe, sin u-akademiske stil til trods, nu har angivet sine kilder i noter. Desuden er personnavne nu indekserede, hvilket er et nyttigt hjælpemiddel, hvis man vil gøre videre brug Bjørneboes store arbejde med kilderne og eksempelvis undersøge Harald Nielsens forhold til

Side 67

R E P L IQ U E 6. årg. s. 63-68 Mand med egne meninger Af Martin Ravn

samtidige som Jakob Knudsen, Sigrid Undset og Fredrik Böök.

Det lader til, at Bjørneboe i sin tid har talt med Gud og hvermand, der har været i berøring med Nielsen, hvilket jo ville være umuligt i dag, selvom jeg skulle hilse og sige, at der endnu findes mennesker på Birkerød-egnen, der fra barndommen kan fortælle anekdoter om den sære, men også spændende Magister, som han blot kaldtes i den haveby for intellektuelle og kunstneriske notabiliteter, som Birkerød dengang var, og som man – også – får et fortræffeligt indtryk af i Nina Bjørneboes bog.

Martin Ravn stipenidat.

er

cand.theol.

og

ph.d.-

Side 68