Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen
Editionsfilologi EDITIONSFILOLOGI – Editionsfilologi er et vigtigt, men ofte overset felt. Johnny Kondrup har skrevet den første danske bog om emnet, der grundigt behandler de væsentligste problemer inden for området. Af Loránd-Levente Pálfi ET OVERSET FELT Som akademisk disciplin er editionsfilologien beslægtet med fagområder som bibliografi (hvis genstand bl.a. er beskrivelse af dokumenter), palæografi (som beskæftiger sig med tidligere tiders skrift og skriveredskaber), kodikologi (håndskriftskundskab) samt historisk kildekritik og handler først og fremmest om den videnskabeligt forsvarlige udgivelse af tekster. Editionsfilologi (2011) er den overhovedet første bog af sin slags på dansk; den behandler editionsfilologiens fundamentale problemer: grundtekstvalg, tekstfejl, tekstrettelser, varianter, variantapparater, bogog manuskriptbeskrivelse samt kommentering. Desuden indeholder den kapitler om udgavetyper og om elektronisk udgivelse. Forfatteren, Johnny Kondrup (f. 1955), er dr.phil. og lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet. Han er bl.a. medredaktør på den historisk-kritiske Kierkegaard-udgave, dvs. Søren Kierkegaards Skrifter (1997ff), som, når den engang foreligger komplet, vil fylde 55 bind og være en af dansk forlagshistories største udgivelser, samt medlem af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Norske Videnskaps-Akademi. Bogen er på 553 sider. Af disse er 476 brødtekstsider (dvs. præliminærsider, register osv. fraregnet). Antallet af fodnoter andra-
ger i alt 902, hvilket giver et gennemsnit på to fodnoter per brødtekstside. Fortegnelsen over anvendt primærlitteratur indeholder ca. 180 indførsler og fortegnelsen over anvendt sekundærlitteratur ca. 370. Lekturen bekræfter, hvad tallene antyder: Editionsfilologi er ikke alene en regulærvidenskabelig udgivelse efter alle kunstens regler, men tilmed et mønstereksempel på den klassiske europæiske håndbog forstået som “bog, der i omrids indeholder det væsentligste af et fag, en videnskab” (Ordbog over det danske Sprog).1 På grund af sin tyngde i abstrakt forstand egner bogen sig ikke til kaffebordet eller busturen på vej hjem fra eller til universitetet. Bogen henvender sig ikke til lægfolk, men først og fremmest til akademikere og studerende (på nogle af de relevante humanistiske fag). Udover at den selvsagt er et absolut must for editionsfilologer, burde den eller dele af den (se længere nede om kapitel 1–4) for især følgende grupper være pligtlæsning: (1) litteraturvidenskabsfolk (og -studerende) (2) historikere (inkl. studerende) (3) filologer (inkl. studerende) (4) biblioteksfolk (inkl. studerende) Ad 3: Det være inden for et hvilket som helst sprogfag (nordiskfilologer, klassiskfilologer, anglister, germanister, romanister osv.). Ad 4: Særligt boghistorikere og bibliografer vil få stor glæde ved og megen nytte af værket, men også den øvrige
1
Denne forståelse bygger på tysk sprogtradition, hvor man ved “Handbuch” forstår en “sammenhængende systematisk fremstilling af grundstammen af kundskaber inden for et bestemt fagområde” (Andersen 2004: 66).
Side 83
BDI-sektor (biblioteks-, dokumentationsog informationssektor) vil finde fagrelevant stof deri. Hvert kapitel kan uden problemer læses for sig uafhængigt af de andre, og rækkefølgen, i hvilken kapitlerne læses, spiller ingen nævneværdig rolle. Dette er netop noget, der generelt udmærker dokumenttypen håndbog, og som kun sjældent fungerer og/eller ses realiseret i en traditionel monografi. EDITIONSFILOLOGI I DAG Indledningsvis og meget passende minder forfatteren os om på den ene side editionsfilologiens faglige tilknytningsforhold og på den anden side dens relevans: Skønt editionsfilologer såvel som litteraturforskere ofte er tilbøjelige til at glemme det, er editionsfilologien en del af litteraturforskningen [s. 19]. […] Kløften mellem litteraturforskningen og (editions)filologien har været markant de sidste 40–50 år. Vi har set en litteraturforskning med en højt udviklet teoretisk bevidsthed og et tilsvarende fortolkningsberedskab, men uden megen viden om, hvordan de tekster, som den arbejder med, er blevet til. Som basis for sin fortolkning af et værk vil en moderne litteraturforsker ikke sjældent vælge den første, den bedste udgave – dvs. den, der nu er at få hos boghandleren. Uvidende om tekstens tilblivelses- og overleveringsproblemer behandler fortolkeren denne tilfældige udgave, som om den var værket selv. Som om den var faldet ned fra himlen, ubesmittet af menneskelig fejlbarlighed og uberørt af filologiske emendationsprincipper [s. 21–22]. […] mangelen på editionsfilologisk viden eller refleksion gør litteraturforskeren forsvarsløs over for tilfældigheder, som han ikke selv kender til[…] [og udleverer vedkom-
mende] til de interesser – ofte af ganske uvidenskabelig art – som ligger bag udgavens tilgængelighed på markedet [s. 22]. Jeg har set højt kvalificerede forskere basere deres analyser af litterære og filosofiske hovedværker på en udgave, som var uden tekstkritisk apparat, ja uden kritiske principper overhovedet, og ofte fuld af fejl. [s. 22]
Såfremt man har en faglig tilknytning til humaniora, bør man efter min mening som et absolut minimum, uanset om man hører eller ikke hører til den nævnte, forholdsvis snævre målgruppe, læse de første fire kapitler. De er aldeles velskrevne og relevante på tværs af (først og fremmest) de humanistiske fag. Kapitel 1 (s. 15–42) handler bl.a. om forholdet mellem tekstkritikken og hermeneutikken, og forfatteren udreder en række centrale termer – bl.a. “værk”, “version”, “variant”, “tekst”, “dokument”, “tekstkilde”, “udgave”, “oplag”, “manuskript” og “håndskrift”. Kapitel 2 (s. 43–86) handler om udgavetypologi. Foruden at oplyse om de kriterier, ud fra hvilke typologier kan opstilles, gives her et kort omrids af dels den germanske, dels den angelsaksiske tradition. Følgende gennemgås inden for førstnævnte: den historisk-kritiske udgave, den kritiske udgave, studieudgaven, læseudgaven, skoleudgaven og arkivudgaven. Og følgende inden for sidstnævnte, dvs. den angelsaksiske ordning: faksimileudgaven, den diplomatariske udgave (herunder også paralleludgaver og kombinerede udgaver), variorumudgaven, regestudgaven, den integrale udgave, den genetiske udgave, den synoptiske udgave og klartekstudgaven.
R EPLIQUE 2. årg. s. 83–87 Editionsfilologi Af Loránd-Levente Pálfi
Kapitel 3 (s. 87–136) handler om grundtekstvalg. Her kommer forfatteren bl.a. ind på, hvorvidt man til en given udgivelse bør vælge den sidste fra forfatterens side autoriserede tekst (den modne forfatters perfektionerede version?) eller den tidligst producerede, som kan være undfanget mange årtier før, og som måske er præget af en ungdoms ild, kraft og lidenskab, som ikke er at finde i en “Ausgabe letzter Hand”. FAGLIGE PROBLEMSTILLINGER Kapitel 4 (s. 137–187) handler om tekstfejl og emendation. Med sidstnævnte forstås forskellige former for rettelser og forbedringer af den til udgivelse forudskikkede tekst. Omend kapitlet er velskrevet og interessant, fremkalder det en smule irritation hos mig som læser, at forfatteren ikke kan dy sig for at ride sin kæphest (noget, han ellers netop ikke gør sig i andre steder i bogen). Han gør meget ud af at tydeliggøre sin egen position og bandlyser bramfrit dem, som står et andet sted i denne disput. Et konkret, til nærværende formål konstrueret eksempel, som bygger på en autentisk historie skal belyse sagen: Der findes en roman, i hvilken der bl.a. forekommer en mand, altså en fiktiv person, hvis navn på et givent tidspunkt i romanens tilblivelseshistorie begyndte med A, men ikke var Adam, og siden blev ændret, samt en kvinde, ligeledes fiktiv, hvis navn på et givent tidspunkt i romanens tilblivelseshistorie begyndte med E (men ikke var Eva) og sidenhen blev ændret. På et vist tidspunkt under romanens tilblivelse nåede forfatteren frem til, at han alligevel ikke ønskede på en sådan måde at skære det ud i pap for læseren, at der altså henvistes til Bibelens Adam og Eva, og han besluttede, at de to personer skulle hedde
noget andet. Han gennemgik herpå hele manuskriptet og rettede alle forekomster af henholdsvis det ene og det andet navn på nær fire – han overså fire forekomster af mandens navn! Nuvel… ifølge Kondrup bør man som udgiver, dersom man har en ambition om at være videnskabeligt korrekt, ikke rette de fire forekomster af mandenavnet, som romanens forfatter vel at mærke har overset og altså uden tvivl selv havde rettet, havde han under sin gennemlæsning opdaget dem! Det tjener rigtignok Kondrup til ære, at han ærligt meddeler, at flertallet af udgivere i hvert fald på vore breddegrader i et sådant tilfælde uden at blinke ville foretage en stiltiende rettelse (eller for at være helt korrekt: fire stiltiende rettelser). Og man kan også sagtens følge Kondrups argumentation med henvisning til tekstsociologi osv., men at han i tekstsociologiens navn opponerer i et just sådant tilfælde, er i min optik for meget af det gode. Kapitlerne 5–10 er lidt tungere end kapitlerne 1–4 og appellerer i højere grad til de særligt interesserede. Editionsfilologi udmærker sig ved en påfaldende grundighed og er i øvrigt gennemgående skrevet i en elegant og rosværdig akademisk stil, som stedvis dog godt kan virke en anelse tør. Rent fysisk/visuelt er bogen en sand perle: omslag, opsætning, papirkvalitet osv., dvs. bogens udstyr, er af en i forhold til det danske bogmarked anno 2012 sjældent set perfektion og skønhed. Skal jeg absolut komme med kritik, er det i småtingsafdelingen. SKØNHEDSFEJL Jeg kunne godt have tænkt mig at få mere at vide dels om (fjendskabs?)forholdet mellem den postmoderne materialfilologi (New
Side 85
Philology) og den traditionelle tekstkritik, som først og fremmest bygger på den lachmannske stemmatik. At der også findes en mellemposition, nemlig New Phylogeny, bliver blot oplyst i en henkastet bemærkning på s. 474 – nærmest som en cliffhanger ved bogens slutning. En sammenligning af disse tre skoler kombineret med en udredning af fordele og ulemper inden for den enkelte retning osv. kunne ikke blot sagtens have tålt, men havde, synes jeg, bestemt fortjent at få sit eget kapitel. I de få afsnit (s. 466, 476), hvor Kondrup skriver om registre af typen back-of-the-bookindex, forekommer det mig, at emnet bliver afhandlet lovlig hurtigt: Det er netop den slags emneord, som indeksøren selv skaber, der gør, at hverken det automatisk genererede indeks eller fuldtekstsøgningsmuligheden i f.eks. en pdf-fil kan erstatte det ordentligt udarbejdede register. Indeksering er et seriøst akademisk håndværk, som rigtignok er meget forsømt i Europa, men ikke i Storbritannien og USA, og som har sin egen faglitteratur; tre standardværker skal hermed være anbefalede: Booth (2001), Mulvany (2005) og Wellisch (1995). Jeg finder det ærgerligt, at varighedsproblemet ikke får mere end fem sider: s. 481– 486. Det er i sandhed et spændende og relevant problem for videnskaben; sikkert også for andre dele af samfundet og menneskets tilværelse. Selvom de fem sider, som læseren immervæk får, er rigtig gode, når forfatteren på grund af pladsmangel næsten ikke andet end at stille en række interessante spørgsmål og meddele læseren, at normallevetiden for almindelig software er på 5–10 år og for almindelig hardware på omtrent 20 år, hvilket kan berede endog meget alvorlige problemer for store, vi-
denskabelige udgaveprojekter, da de ofte strækker sig over eksempelvis 30 år. Man kommer her til at tænke på monumentale ordbogsværker fra gammel tid: Dansk Ordbog udgiven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse (bind I–VIII) blev påbegyndt i 1690’erne og først afsluttet i 1905! Udarbejdningsperioden på mere end 200 år har selvsagt haft konsekvenser for værkets indhold (omend værket er betydeligt bedre end sit rygte)2, dog udgjorde den ikke et problem for den konkrete fremstilling (efter den gamle excerperingsmetode). Specielt i en tid, der bl.a. har skabt LPU’er (least publishable units) også kaldet salamipublicering (se Bruhns 2010: 107–109), hvor forskerne tvinges til at skrive artikler til tidsskrifter og antologier, og hvor der går stadig længere tid imellem udgivelsen af monografier og håndbøger, fremstår Editionsfilologi som et veritabelt fyrtårn. Johnny Kondrup: Editionsfilologi Kbh.: Museum Tusculanum, 2011
BIBLIOGRAFI Andersen, Axel 2004: Veje til viden : håndbog i informationssøgning. 1. udg., 3. opl. Kbh.: Gyldendal. Bergenholtz, Henning/Loránd-Levente Pálfi 2008: “Danmarks første nationalordbog : om Videnskabernes Selskabs Ordbog I–VIII (1793–1905)”. I: Fund og forskning i Det Kongelige Biblioteks samlinger, bind 47, s. 181–222.
2
Se Bergenholtz/Pálfi (2008).
R EPLIQUE 2. årg. s. 83–87 Editionsfilologi Af Loránd-Levente Pálfi
Booth, Pat F. 2001: Indexing : the Manual of Good Practice. München: K.G. Saur. Bruhns, Svend 2010: Citationsindexering. 1. udg., 1. opl. Romdrup: Bibliografica. Mulvany, Nancy C. 2005: Indexing Books. 2nd Ed. Chicago etc.: University of Chicago Press. Wellisch, Hans H. 1995: Indexing from A to Z. 2nd Ed. New York etc.: H.W. Wilson.
Side 87