At finde vej

Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

At finde vej L ITTERATURHISTORIE – I mellemkrigstiden blev den materielle og eksistentielle krise til hovedtemaet i både dansk og europæisk litteratur, ikke mindst i J acob Paludans forfatterskab, der var udtryk for et pessimistisk, konservativt syn på fremgang og materialisme.

Af Mia Egander Skov Jacob Paludan er en af Danmarks store forfattere, og hans hovedværk – dobbeltromanen Jørgen Stein – er fortsat at finde i mange bogreoler. Der er selvfølgelig en verden til forskel på at optage hyldeplads og at blive læst, og man skal nok ikke være forbavset, hvis man må konstatere, at støvet har lagt sig over det værk, der engang kaldtes ”studentens bibel”. Men Jacob Paludan fortjener at blive læst igen, for selvom hans skønlitterære forfatterskab kredsede om skildringen af én bestemt epoke, hvis åndskrise han kunne anskue indefra, rummer et værk som Jørgen Stein noget universelt – eller i hvert fald noget endnu gyldigt: Menneskets forsøg på at finde vej i en tilværelse, hvor den selvfølgelighed, hvormed traditionen tidligere udstak retningen, er blevet ophævet.

ET PUNKTUM FOR DEN LYSE TID I Jørgen Stein følger man amtmandssønnen Jørgen fra det højborgerlige barndomshjem i landsbyen Havnstrup gennem gymnasietiden i Aalborg og den rodløse efterkrigstidstilværelse i København.

Jørgen Stein handler om en ung mand, der må finde vej. Og måske om en ung mand, der ikke finder vej. Som sådan er værket en skildring af en tid, hvor vejene ikke

længere er udstukket, fordi traditionens autoritet ikke længere er givet. Bærende for fortællingen bliver derfor skellet mellem den gamle verden før Første Verdenskrig og den nye verden, der opstår af denne verdens ruiner.

Intet sted bliver den gamle verdens gradvise forvitring og undergang tydeligere end i skildringen af Jørgens familie. Ved romanens begyndelse er familien Stein et velhavende patriarkat, men ved nyheden om mordet i Sarajevo får Jørgens far, amtmand Stein, straks en tilsyneladende hypokondrisk lidelse i sin ene arm, som forværres frem til hans død. Hændelsen sætter ”Punktum for hans lyse Tid”. Nyheden om mordet i Sarajevo får også konsekvenser for hele verdensordenen, og årtier senere tænker Jørgen tilbage på den: ”Da gik Fanden hen til Universets Hovedkontakt og sluttede Strømmen, og Gud forsvandt ud bag de yderste Stjernetaager.”

Amtmand Stein var tidligere en ”Personifikation af det bestaaende System, en Klippe, der kunde lade Bølgerne splintres imod sig”, men jo værre hans sygdom bliver, des mere gemmer han sig bort, og jo mere mister han sin patriarkstatus.

Han står som et billede på de gamle værdier og traditioner, der sygner mere og mere hen. Ved sin død fremstår han latterlig og bærer en napoleonshat, idet han gennem hele sin sygdom har hæftet sig ved, at den store franske general vistnok havde samme lidelse som han selv.

Familien Steins skranten tager yderligere fart, da den mister en enorm sum penge på grund af aktiekursfald. Og i den nye tid spiller det ingen rolle, at slægten er af

Side 133

det bedre borgerskab. Jørgens storebror, juristen Otto, bemærker: ”I andre Tider havde man […] rehabiliteret sig ved Aand. I denne gjaldt kun ét Svar: den store, bestillende Haandbevægelse, den fede Tegnebogs Tilsynekomst, de eksorbitante Drikkepenge.” Status og stand viger til fordel for pengemagten i den nye tid.

Denne materialisme er en af Paludans primære anstødssten, og han lader da også Otto fremstå som personificeringen af tidens perversion. Han bliver som ”et Sindsbillede paa selve Storforbruget” federe og federe gennem romanen, medens hans materielle overforbrug driver ham ud i kriminalitet. Indtil han i desperation tager livet af sig selv.

JØRGENS DANNELSESREJSE Første bog i værket har Jacob Paludan kaldt Torden i Syd, hvilket refererer til det føromtalte mord i Sarajevo. Den verdenshistoriske begivenhed falder sammen med, at Jørgen står over for at skulle rejse fra Havnstrup til Aalborg for at gå på gymnasiet. Dette opbrud føles for Jørgen som ”alle gode Tings ophør”. Jørgen bryder sig ikke om Aalborg, da han ankommer. Byen er så fremmed for ham, som den nye tid, krigen har indvarslet, er fremmed for den, der havde rod i den gamle. Byen rummer mange fristelser – særligt kvinder. Jørgen møder den milde Nanna, hans værtsfamilies datter, og den kække, dominerende Ellen, som er rigmandsdatter. Disse to unge kvinder kæmper begge om Jørgens opmærksomhed. Han er først meget betaget af Ellen, men senere kan han ikke bestemme sig – usikkerheden og den konstante vaklen er en blivende egenskab hos Jørgen Stein.

Da Jørgen efter gymnasietiden rejser til København for at studere, tror han først, at han kender sin fremtid. Han vil studere filosofi og psykologi. Men Jørgen tager fejl. Senere vælger han at studere kunsthistorie, men også dette må han opgive.

Han giver den desuden som radikal, digter, skribent, militærnægter og tankpasser, og da han ikke synes at finde sin plads, vedbliver han at længes efter noget andet: ”Blot der et Sted ude i Verden var noget, der kunde opsluge ham helt, bruge ham! Det var nok det eneste, der kunde kurere Overflødighedsfølelsen.”

Efterhånden som den forestillede sikkerhed afsløres som usikkerhed, og de mange forsøg på at skaffe fylde i tilværelsen som et råb fra tilværelsens tomhed, begynder Jørgen Stein i højere grad at drage i eksil i sin egen fortid. Han valfarter til gården Rankely, hvor han engang fandt ro ved naturen, og til Aalborg. Desuden omgås han ofte sin storebrors kone Lily, med hvem han flirtede som 17-årig: ”Han blev Dreng igen, naar han var sammen med hende.”

Da Jørgen bliver 30 år, gør han status over sin livssituation: ”Ved de tredive fældede man sit fineste Løv; de beskuende Aar var borte, de tjenende begyndte.

Men Jørgen havde intet at tjene.” Han drages igen mod Rankely, men slår sig næsten halvt ihjel i en snestorm på vejen dertil. Gårdens nye tjenestepige, Marie, passer ham efterfølgende. Jørgen forelsker sig i hende, fordi hun er som naturen, og de forlover sig. De køber et lille hus i Havnstrup, hvor de lever beskedent af hønsehold. Jørgen ender, hvor han begyndte, men ikke med den status og iden-

R EPLIQUE 2. årg. s. 133-136 At finde vej Af Mia Egander Skov

titet, man kunne have spået ham 20 år tidligere. Værket er grundlæggende en klassisk dannelsesroman med overgangsritens struktur, som skildrer en ung mand, der drager ud i verden for at erobre den – men det er værkets karakteristikon, at overgangsriten slår fejl, at Jørgen Steins møde med verden ikke fremmer ham som menneske, men slutteligt viser ham tilbage, hvor han kom fra – berøvet den status og position, der i forgangne tider havde været hans fødselsret.

KAMPEN FOR LIVSANSKUELSE Med sin kritik af samtidens materialisme og sin konstatering af bruddet mellem nyt og gammelt skrev Paludan sig ind i en samtidskritisk position, der ofte opfattes som konservativ, og som i 1920’erne særligt kom til udtryk i den såkaldte livsanskuelsesdebat, hvor skribenter, forfattere, filosoffer, teologer og videnskabsfolk ivrigt diskuterede blandt andet forholdet mellem tro og viden, men også i bredere forstand spørgsmålet om, hvorvidt vores forhold til verden kunne basere sig på materialisme alene, eller om også et åndeligt – eller idealistisk – udgangspunkt var en forudsætning. Det var frem for alle digteren Helge Rode, der havde indledt denne debat, da han i bogen Krig og Aand, inspireret af den konservative litterat Harald Nielsen, anklagede Georg Brandes’ materialistiske livssyn for at være krigens egentlige åndelige forudsætning. Rodes brandesianismekritik kommer meget malerisk til udtryk i en passage fra Pladsen med de grønne Træer: ”Med sin Tro paa Udviklingen befandt Menneskeheden sig som i et Jernbanetog, der kørte frem gennem skønne Egne mod et fjernt og endnu skønnere

Maal. […] Men dette Jernbanetog gik en skønne Dag af Skinnerne og styrtede i Afgrunden.” Eller med andre ord: ”Verden rullede mod Fred og Lykke, og kom til Krig og Elendighed.”

Livsanskuelsesdebattens kerne var en tvivl på førkrigstidens værdier, der affødte behovet for at finde en ny vej at gå.

Især ungdommen havde efter krigen vanskeligt ved at anvende de fædrene værdier, som de havde fået overleveret før krigen, og meget af den konservative kritik og politik fra samtiden kan forstås i det lys. Litterater som Henning Kehler, Harald Nielsen, Hakon Stangerup søgte netop efter en ny vej, nu hvor den gamle ikke længere lod sig betræde. Paludan deltog ikke sådan i livsanskuelsesdebatten, men hans værker omhandlede allerede under debatten det værdimæssige skred, samfundet havde undergået. Litteraten Orla Lundbo skrev ligefrem i sin analyse af romanen: ”Jørgen Stein er simpelthen Bogen om Mennesket i Mellemkrigstidens Danmark.”

Den konservative forfatter og litteraturhistoriker Cai M. Woel kommenterede i 1927 Paludans hidtidige forfatterskab, herunder især romanen Markerne modnes (1927). Woel sammenlignede denne roman med Henrik Pontoppidans Lykke-Per, idet han blandt andet skrev: ”Ligesom Pontoppidans Per-Historie er Markerne modnes hovedsageligt negativ. Saadan er Livet!” Woel fremhævede, at Pontoppidan ikke var i stand til at præsentere et alternativ til de værdier, han revsede.

Woel håbede, at Paludans forfatterskab ville udvikle sig på en sådan måde, at det ikke kun nøjedes med at kritisere, men tillige ville pege på nye løsninger: ”Pon-

Side 135

toppidan kunde ikke pege paa de nye Veje, kun fortælle om Manglerne ved de gamle. […] Paludan ejer det samme Sindets Salt. Der er visse Tegn i Forfatterskabet, der giver os Ret til at haabe, at han engang vil give os Bogen, der vil vise os Vejen frem.”

Hakon Stangerup udtrykte et lignende håb efter udgivelsen af Markerne modnes, der fremstår som Paludans stærkeste – og mest mistrøstige – samtidskritik. Han opsummerede bogen som en skildring af ”Idealismens og det sjæleligt værdifuldes Undergang og Materialismens og Filisteriets Sejrsgang”. Stangerup sympatiserede med denne kritik, men sluttede dog, at Paludan med Markerne modnes og den polemiske Feodor Jansens Jeremiader stod i en krise, hvor hans kritiske individualisme havde løbet linen ud. Den havde været stærk nok til at bære hans kritiske afstandstagen til tiden, men den var ifølge Stangerup ikke stærk nok til, at det var muligt at bygge noget positivt, og han formanede: ”Hvis han ikke skal ende i en kunstnerisk og menneskelig Forstenethed indenfor den samme snævre Ring, maa han i et positivt Forfatterskab søge den Autoritet, der i Forbindelse med hans Individualisme vil føre ham ind paa mere frugtbringende spor.”

AFMAGT ELLER SUND DESILLUSION Således var med andre ord de konservative krav til Paludans videre forfatterskab. Blev de indfriet? Gav Paludan dem det værk, der viste vejen ud af krisen?

Det synes ikke at være tilfældet, tværtimod. Paludan uddybede, kvalificerede og tilføjede dybde til sin samtidskritik i Jørgen Stein. Kun i romanens slutning øjnes

en mulig udvej i hengivelsen til det nære og til slægten. Men denne vej er måske først og fremmest at forstå som en udvej – i betydningen en flugt eller en retræte fra tilværelsen. Litteraten Niels Barfoed har således peget på, at Jørgen Steins slutpunkt ikke bliver en levedygtig gentagelse af de oprindelige værdier under den ny tids stjerner, men den endelige opgivelse af alle selverkendelsens forsøg og en afvisning af tidens muligheder. Dette var i store træk også den konservative litterat Henning Kehlers dom, da værket udkom: ”Paludans Optimisme overbeviser ikke, men hans Pessimisme bider sig fast i Læsernes Sind.” Kehler øjnede således ikke hos Paludan en løsning på generationens problem. Paludans samtidskritik udviklede sig i hans skønlitterære mellemkrigstidsforfatterskab ikke i en opbyggelig retning. Han fastholdt kritikken, og når han og tidens konservatisme ikke for alvor kunne finde hinanden, var det vel, fordi hans kritik også ramte den kollektivisme, eller med Stangerups ord ’autoritet’, hvori de øjnede svaret på åndskrisen. Paludan forblev individualisten, der netop som sådan måtte stå i opposition til en samtid, hvor individualismen allerede havde udartet og afviklet sig og ikke kunne reetableres på fortidens grundlag, men hvor alle løsningsforslag tværtimod pegede mod kollektivismen.

Jørgen Stein blev Paludans sidste skønlitterære værk. Herefter gik han over til de kontemplative essays, der forblev hans genre resten af livet. Han lod sit skønlitterære forfatterskab ende i desillusion – men dog i ro. Og måske netop denne sunde desillusion var og er forfatterskabets eneste egentlige opbyggelige pointe.