R E P L I Q U E
Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov
Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro
Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen
Sindelag og konsekvenser
OPINION – Debatten om flygtningekrisen er kendetegnet ved et overdrevet fokus på den gode vilje, skriver Anne-Marie Vestergaard. Det er en konsekvens af vores vestlige, filosofiske arv, som betyder, at vi risikerer at overse indvandringens konsekvenser.
Anne-Marie Vestergaard
Filosoffen Immanuel Kant skrev i 1785 i sit moralfilosofiske værk Grundlæggelse af moralens metafysik om det centrale begreb, den gode vilje: Den gode vilje er ikke god på grund af det den bevirker eller udretter eller på grund af dens evne til at nå et mål som den har sat sig. Den er god udelukkende på grund af dens villen, dvs. den er god i sig selv;… Skulle denne vilje ved skæbnens særlige ugunst eller på grund af en stedmoderlig naturs karrighed ganske mangle evnen til at gennemføre sin hensigt, og skulle viljen til trods for de største bestræbelser, alligevel intet udrette, og der intet andet skulle være tilbage at udrette og der således intet andet skulle være tilbage end den gode vilje (ganske vist ikke kun det blotte ønske, men udnyttelsen af alle til rådighed stående midler), så vil den dog i sig selv stråle som en juvel, stråle som noget der har sit fulde værd i sig selv. Dens værd kan hverken øges eller formindskes gennem nytten eller frugtesløsheden.
Den gode vilje har med andre ord en værdi i sig selv, lige meget om den
resulterer i noget godt. Som bekendt skitserer Kant en almen morallov, det kategoriske imperativ, som siger at man skal handle som om den underliggende maksime for ens handling skal kunne blive en almen lov. Man skal ”kunne ville” almengøre ud fra ens egen handling. Det er evident at det kategoriske imperativ som etisk princip ofte ville slå sig på den komplekse, kaotiske virkelighed som vi lever i i dag. Men begrebet om den gode vilje, sindelaget der har sin egen værdi, som en juvel, har fået et stærkt efterliv som kulturelt tankegods i den vestlige verden. Den gennemsyrer både debatter og konkrete politikker i moderne tid. Med sit fokus på sindelag og pligt står Kant i modsætning til filosoffen Jeremy Bentham der fokuserer på nytte og konsekvens for at definere den korrekte moralske handling. Det gælder om at minimere smerte og øge lyst og behag. Den gren af moralfilosofien kaldes utilitarisme. Hvordan opnås størst mulig lykke for flest mulige mennesker? Dens principper er med rette blevet kritiseret for at negligere det enkelte individ på bekostning af de mange. Utilitaristisk tænkning ligger ikke desto mindre til grund for talrige beregninger og prioriteringer i moderne, regulerede samfund, i særdeleshed velfærdssamfund. Kant og Bentham repræsenterer etikkens to hovedretninger i moderne tid. På den ene side er der fokus på den handlendes pligt, sindelag og hensigt, på den anden side er der fokus på handlingens konsekvens, dens formål og nytte.
Side 159
R EPLI QUE 8. årg. s. 159-161 Sindelag og konsekvenser Af Anne-Marie Vestergaard
PLIGTETIKKENS KONSEKVENSER Tre år efter udbruddet af flygtningekrisen ser man stadig repræsentanter for de to moralfilosofiske fløje i debatten om løsninger. Men selvom der i dag, alt andet lige, er flere der tænker på konsekvenserne ved at tage imod flere flygtninge, er de flygtningevenlige ret så højtråbende. Et eksempel er forfatteren Janne Teller, der mener at Angela Merkels Tyskland er gået foran med det gode eksempel, og at danskerne efter Muhammedkrisen selv er skyld i stigende radikalisering. Fordi hun er så forhippet på at vise sin gode vilje og forsvare levedygtigheden af det multikulturelle samfund, ser hun bort fra negative konsekvenser af Tysklands velkomstkultur (stigende kriminalitet) og beskriver alternative kendsgerninger om forløbet med Jyllands-Postens karikaturtegninger.
Den ene iscenesætter sig selv som åben og modig og definerer i samme moment den anden som lukket og angst. Gad vide hvad en psykolog kunne få ud af denne sproglige magthandling?
Et andet eksempel er forfatteren Merete Pryds Helle, der benytter enhver lejlighed til at dele den danske befolkning op i de nysgerrige, fremtidsrettede på den ene side og de lukkede, traditionsbundne på den anden side, læs: flygtningevenlige overfor fremmedhadere. I sidstnævnte tilfælde bliver de indvandringskritiske umærkeligt koblet sammen med dem der føler frygt.
Jeg synes personligt at mange flygtningevenlige virker som gamle dages hellige der forsøger at bortmane det onde (læs: den modsatte holdning) som de møder hos de ikke-omvendte. Nogle gange er det en næsten religiøs fanatisme og sekterisme der lægges for dagen. Psykologiske forklaringer kan man selvsagt kun gisne om: Er der en flig af tvivl hos disse folk, og bliver modstanderen i debatten en syndebuk man kan projicere tvivlen over på? Omvendt er der også mange utrolig søde og intelligente mennesker blandt ”halalhippierne” der godt vil diskutere, men emnet flygtninge og integration risikerer alligevel at ødelægge stemningen ved middagsselskabet. Jeg undrer mig gang på gang over den manglende vilje(!) til at forholde sig til kendsgerningerne om parallelsamfund, radikalisering og særkrav fra
SELVISCENESÆTTELSE I
FLYGTNINGEDEBAT-
TEN
”Jeg er ikke bange for de fremmede”, vil venligboere og andre ligesindede ofte sige til en. Jeg har selv mødt den uhyre manipulerende replik, for hvordan kommer man ud af båsen ”bange” kontra den andens ”åben, modig”? Det er en talehandling der fastlåser de to talendes identiteter. Side 160
Et andet trumfkort er at mene at modstanderen i debatten er blottet for empati - det har jeg oplevet i en avisdebat. Sørine Gotfredsen har i et interview i Berlingske luftet en teori om at kritiske ytringer fra hende og andre forstyrrer de flygtningevenliges selvbillede og følelse af at have det godt. Der er nok noget om snakken når hun selv og andre debattører virker som en rød klud: Folk stopper med at lytte, fordi de i forvejen ikke kan lide afsenderen. Den demokratiske samtale hvor det er argumenter og kendsgerninger der gælder, lider skibbrud.
R EPLI QUE 8. årg. s. 159-161 Sindelag og konsekvenser Af Anne-Marie Vestergaard
religiøse minoritetsgrupper. Nogle mener da heller ikke at Omars angreb på Krudttønden og synagogen kan betegnes som terror. Virkeligheden iklædes et alternativt sprog, og ofte tales der om strukturel racisme som forklaringsmodel for allehånde integrationsproblemer. Det interessante er at se på den måde som Kants gode vilje er flyttet over i nutiden og langt hen ad vejen legitimerer grundløse holdninger og udstyrer den debatterende med en moralsk overhøjhed. Man afviser fakta, om f.eks. indvandreres kriminalitet og beskæftigelsesgrad, og henviser i stedet til enten selvoplevede anekdoter eller idealer og forestillinger. Indvandrere er pr. definition ofre. Og man performer den gode vilje når man bedyrer at Danmark er et rigt land der sagtens kan integrere flere indvandrere, samtidig med at man selv lever det lækre liv i speltsiloen eller hipsterkvarteret og sender sine børn i først udflytterbørnehave og siden privatskole. Enhver diskussion bliver kortsluttet med en henvisning til menneskesyn og andre luftige begreber. FORCE MAJEURE Den gode vilje skinner som en juvel og adler den der udviser den. Man vil være sig selv bekendt som individ og som dansker, men man undviger konsekvensberegningerne ved fortsat indvandring. Trods udskamningen af DF bekender man sig til det nationale fællesskab - jævnfør diskursen om det åbne, inkluderende Danmark. Den fastlåste debat bliver derfor også en kamp om hvordan danskhed skal defineres. Den gode vilje er i psykologisk forstand behagelig, og basalt forståelig, men Side 161
den risikerer at udarte til en abstrakt godhed når tidens udfordringer er så store. Resultatet bliver en ureflekteret og uoplyst ”godhedsattitude” svanger med dystre konsekvenser. Set i et større europæisk perspektiv vil jeg hævde at beskyttelse af grænser ud fra den kølige kalkule pirker ved og provokerer vores allesammens Kant-inspirerede humanitetsfølelse - og med den vores nedarvede, vestlige humanistiske selvopfattelse og ditto værdier. Det er også derfor jeg forstår de flygtningevenliges reaktionsmønster til en vis grad, trods mine hårde udfald i det foregående. Nogle af dem der godt vil diskutere og lytte, er sågar mine venner! Men presset på grænserne er en force majeure-situation der fordrer ”ueuropæisk” handling. Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi.