Tør du være dansk?

R E P L I Q U E

Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Tør du være dansk?

KRONIK – På blot to generationer er danskerne blevet et folk, som sætter sig selv og egen velfærd over fædrelandet. Imens gemmer politikerne sig bag internationale konventioner og afstår dansk suverænitet.

Morten Messerschmidt giver danskerne en opsang i månedens kronik.

Morten Messerschmidt

I år for 75 år siden genvandt Danmark sin stolthed. Efter tre års fornedrelse, hvor regeringen havde fordømt frihedskæmpere og givet kollaboratører helle, hvor Danmarks ære og navn blev bragt i tvivl, da kom den dag i august, hvor nok var nok; hvor de fidele eftersnakkere med Munch og Scavenius i spidsen havde sået tvivl om Danmark i kampen mod Nazitysklands ideologiske barbari. Sabotagen satte til; frihedskæmperne blev folkehelte. Unge mænd og kvinder satte livet ind for deres land. For dem var Danmark ikke et projekt. Ikke en klump, der kunne formes efter ideologiske indfald. Det var deres land.

De bøgelyse øer, deres hjertes hjem hernede, danskens vej til ros og magt, Frejas sal. Fædrelandet, der som et kor af generationer talte til dem om ”ikke din og ikke min, men hele folkets evighed”.

IDEOLOGENS

SAMVITTIGHEDSLØSE

VER-

DENSBILLEDE

For dem var det naturligt, at Danmark var danskernes land. I dag har ideologens samvittighedsløse verdensbillede vundet indpas. Ja, for en internationaliseret

ungdom virker det ligefrem reaktionært at kalde sig dansk, måske endda ondt. De føler nationalistiske undertoner ved at se Dannebrog i folketingssalen. Men selv for den mere modne dansker er det kulturradikale, fragmenterede verdenssyn slået igennem med en sådan succes, at det fremstår uvirkeligt at skulle betale med sit liv for noget så uhåndgribeligt som et fædreland. Vildført af et ideologisk livssyn, som derfor alene kredser om dem selv, og hvor ansvar, pligt og fædreland er fremmede begreber: ”ubi bene, ibi patria”.

SVIN FOR FÆDRELAND På disse blot to generationer er livets fokus gået fra pligt og ansvar til ret og velfærd.

Politikerne taler om velfærdssamfundet; ikke om Danmarks frihed og selvstændighed. Tanken er på maven; ikke hjertet.

Med Munks ord fra 1941: Du siger, dit fædreland findes hvor prisen for flæsk er fin Forstår sig! hvad er vel mere værd på Jorden end flæsk for svin?

Danmarks frihed, deponeret i sakrale dokumenter, der binder os til et pant af traktater og konventioner, som burde få Niels Ebbesen til hest igen. EUs katalog over ydmygelser er ligeså lang og uforståelig som den seneste traktatrevision. At sidde med ved bordet, får vi at vide; det er den sande suverænitet.

Og sikke vi dundrer! Når vi skal bede om lov til at vogte vor grænse. Når vi sender milliarder i socialydelser til folk, der som følge af det plastiske unionsborgerskab kan kalde sig beføjede. Når vi fratages

Side 149

R EPLI QUE 8. årg. s. 149-151 Universalismens fald og historiens genkomst Af Søren Hviid Pedersen

retten til at indrette arbejdsmarkeds-, udlændinge- eller retspolitikken som Folketingets flertal ønsker. Som vælgerne ønsker.

En fornedret nation af velfærdsforslugne farisærere, der med forloren fromhed taler om ”internationale forpligtelser”, mens aftenbønnen går til aktiemarkedet og vækstraterne. Svin for fædreland er modernitetens grundtanke som dannelsesdegenereringen siden 1968 langsomt og succesfuldt har skabt, i takt med, at det selvfølgelig nedbrydes – at Danmark er danskernes land.

KRÆNKER JYSKE LOVS ÅND Hvornår gør vi os – som i 1943 - fri for internationalismens fint indpakkede totalitarisme? Fri til atter at lade loven ”være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig”. Sådan taler en Valdemar Sejr, der havde set landet splittet under borgerkrigen. Nu gjaldt det om at holde sammen; at bygge på den folkelige virkelighed. Derfor fik vi landsskabslovene med formaning om at følge ”landets sædvane”.

Folketingets medlemmer mindes om Jyske Lov hver dag, når de ser op på den fornemme indgangsdør til folketingssalen.

Alligevel flokkes de om at krænke lovens ånd, når international ret står over både lov og Folketing. Ingen ideologiske partier tør trodse menneskeretten, der ellers er modpolen til netop landets sædvane. Her dyrkes en international standard, hvor rettens genstand ikke er borgeren, men mennesket. Hævet over historie, kultur, tradition og nation, dyrker konventionen det Side 150

radikale synspunkt, at loven skal være universel. At enhver skal have samme rettigheder uanset statsborgerskab.

Derfor må vi ikke udvise hærdede kriminelle. Derfor skal vi betale sociale ydelser til mennesker med kun den ringeste tilknytning til landet. Derfor tildeler Folketinget indfødsret selv til mennesker, der er til fare for landets sikkerhed. Den internationale ret er i hele sin grundtanke et opgør med det nationale – og dermed i erklæret krig mod det tålelige, sædvanen, det passende, nyttige og tydelige, som historien fra 1241 ellers hvisker til os.

KEJSERENS NYE KLÆDER Som lydige tinsoldater forsvarer de ideologiske partier med nyfigen farisæisme den internationale uret. Fra Enhedslisten til Venstre, over Det Konservative Folkeparti til socialisterne sættes ideologi over folk, historie og fædreland. Alle har de fødderne solidt plantet i den rene luft snarere end den sorte muld. Derfor føler de ingen pligt over for historien, over for traditionen eller de principper, der indtil det ideologiske partivælde var kompas for landets ledelse. At sætte fædrelandet først.

Dette er skellet til de ideologiske partier, der alle som én danser omkring emancipationen og internationalismen til ideologiens virkeliggørelse. Et forræderi mod den nationale virkelighed. Mod den danske dagligdag.

Som en karikeret udgave af et H.C. Andersens eventyr, ser de ideologiske politikere fra tid til anden, at det er dem selv, der ikke har noget tøj på. At de er spændt for den forkerte vogn. Og på de ansvarsfrie

R EPLI QUE 8. årg. s. 149-151 Universalismens fald og historiens genkomst Af Søren Hviid Pedersen

sociale medier luftes frustrationen over uretten, de medvirker til. Når kriminelles familieliv står over det danskes folks ret til tryghed og sikkerhed. Når potentielle terrorister skal have forrang. Eller når SU, børnepenge og anden velfærd sendes til byer i Østeuropa, de færreste anede fandtes.

De føler, det er galt; men tøver, når det kommer til et opgør med den politik, som de med åbne øjne ved, skader landet. De vægrer sig ved at sætte fædreland før ideologi. Modsætter sig den historiske eneret, som vort folk har til dette lille lod, vi kalder Danmark, og den landets sædvane, som det burde være Folketingets fineste opgave at videreføre. Ikke af nødig pligt.

Men af kærlighed til fædrelandet. Denne fineste odelsret, der er rakt til os. Fra Holger ved Poitiers til Valdemar Sejrs landskabslove, fra Niels Ebbesens mænd til frihedskæmperne under besættelsen. Alle satte de fædreland øverst. Livet øverst. For netop dette er at være dansk.

Morten Messerschmidt er cand.jur., MEP og folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

Side 151