Tid til handling

R E P L I Q U E

Replique, 6. årgang 2016 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E.Skov, Mikael Brorson

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Tid til handling

POLITIKERLEDE – Det demokratiske system er i krise, og sidder ifølge månedens kronikør fast i inerti og handlingslammende magelighedskonsensus. Hvis vi igen skal vække det danske demokrati til live, kræver det resolut politisk handling og modige politikere, der tør vende venstrefløjen ryggen.

David Munk Bogballe

Når vi vælger vore politikere, er det med en forventning om, at de tager den tillid, vi udviser dem, alvorligt. Vi har valgt dem, så de kan varetage vore interesser borgernes interesser, Danmarks interesser - og løse de politiske problemer, vi som samfund kontinuerligt stilles overfor, mens vi selv passer arbejde, familie, venner og fritidsinteresser. Det demokratiske system, som også tillader os at skifte vore valgte repræsentanter ud, hvis ikke de lever op til vore forventninger, har tjent os vel i mange år, men det er ikke uden begrænsninger.

DET DEMOKRATISKE SYSTEMS PROBLEMER Eksempelvis og ganske væsentligt kan det ikke umiddelbart løse det problem, der opstår, når de alternative kandidater, vi kan vælge, ikke evner at levere bedre resultater end de politikere, vi ønsker at skille os af med. Her menes ikke situationer, hvor vælgernes ønsker ikke lader sig indfri, fordi de både i praksis og teori ganske enkelt er umulige at indfri. Snarere tænkes der på tilstande, hvor politikere,

når de for alvor bliver en del af det politiske system, i mange tilfælde overvældes af dets inerti og langsomt, men sikkert, for dem selv givetvis umærkeligt, mister grebet om deres holdninger, drømme om at forbedre og mod til at handle. Hvor de glemmer borgerne, og hvorfor de blev valgt, for i stedet at opsluges og resignere til en handlingslammende magelighedskonsensus. En impotent undvigelsens politik, hvor rationel analyse, kritik, debat og handling afløses af ikke-svar og handlingstomt skuespil fyldt med floskler, rørstrømskhed, indignation og politisk korrekthed på en scene, hvor frygten for at blive upopulær som konsekvens af udmøntningen af en klart defineret politik med retning og bid er større end frygten for konsekvenserne af ingenting at gøre.

Måske fordi man tror, det nok skal gå alligevel, blot håber det, eller fordi det, man ender med at se som det væsentligste, i bedste fald uden at være klar over det, er politikerlivet. Livet med medieeksponering og kendisfaktor, møder med eliten, rejser, en flot arbejdsplads med fantastisk infrastruktur, gratis adgang til kulturarrangementer og sidst, men bestemt ikke mindst, magt.

POLITIK FOR POLITIKSTERS Når vi til et stadie, hvor politik er for ”politiksters” – som professor Peter KurrildKlitgaard kalder de halvstuderede, i de politiske ungdomsorganisationer opflaskede levebrødspolitikere, der er i politik for magtspil, TV-tid og goder, fordi den alvorlige og ædle politiske aktivitet er blevet tømt for egentligt indhold af politikere, der ihærdigt har ignoreret og undladt at

Side 177

R E P L IQ U E 6. årg. s. 177-179 Tid til handling Af David Munk Bogballe

forholde sig ansvarligt og rationelt til de væsentlige samfundsproblemer, de er blevet konfronteret med – så drænes den demokratiske styreform for legitimitet. Politikerleden indtræder. ”De snakker jo bare, men gør intet”, vil det lyde. Derefter følger opgivenheden, vreden og ekstremismen.

Det er ikke her, det kan læses, præcist hvor hurtigt et demokrati forfalder, eller hvor fremskreden processen er i Danmark, men eksemplerne på den politiske ligegyldighed og manglende interesse for virkeligheden er bekymrende mange.

HVORFOR? Især kan man undre sig over, hvorfor EU fortsat forsvares som et demokratisk, fredsskabende og samlende vækstlokomotiv af et fællesskab, når arbejdsløsheden og statsgælden i Sydeuropa er tårnhøj, når splittelsen og ekstremismen vokser, når EU-ledelsen består af ukendte, ikkefolkevalgte hemmelighedskræmmere, og mange medlemslandes økonomiers vækstrater er forsvindende små, hvis ikke negative. Hvorfor et af verdens dyreste skolesystemer, det danske, der udklækker funktionelle analfabeter i hobevis, ikke reformeres, gøres selvejende eller overlades til private, der, korrigeret for elevernes socioøkonomiske baggrund, er markant bedre til at løfte deres faglige niveau.

Hvorfor der ikke, uden mulighed for fritagelse, er indført morgensang, tørklædeforbud og tvunget fællesbadning efter idræt i de små klasser, så der på ny kan skabes grobund for en fælles referenceramme og identitet. Hvorfor internationale konventioner ikke for længst er blevet omskrevet eller opsagt, når de blandt andet betyder,

at kriminelle udlændinge, til trods for deres særdeles grove kriminalitet, ikke kan udvises. Hvorfor Danmark fortsat modtager asylansøgere og migranter fra tredjeverdenslande, selvom tilstrømningen øger hyppigheden af og risikoen for terror og grov kriminalitet og omfanget af den kulturelle, menneskelige og økonomiske tragedie, der har sit udspring i ghettoerne.

Hvorfor forsvaret, til trods for at ufred og fare er rykket tættere på end i årtier, er blevet barberet ned til en dårligt udrustet spejdertrup, der tilmed alligevel lystigt sendes ud i uvindelige krige i alle verdenshjørner. Hvorfor sygehuse, modsat de praktiserende læger og tandlægerne, stadig er offentlige foretagender, selvom private hospitaler er billigere, har færre fejloperationer og højere patienttilfredshed.

OPGØR MED NØDVENDIGHEDENS POLITIK Mange af disse eksempler kunne forklares af indtræffelsen af den handlingslammende konsensusresignation, der ofte udlægges nærmest fatalistisk; som et udtryk for en nødvendighedens politik. En nødvendighed, der dog, har vi netop set, måske ikke er så nødvendig endda. Storbritanniens beslutning om at forlade EU gav os nemlig en tiltrængt påmindelse om, ja et bevis på, at netop nødvendighed uden kvalifikation faktisk ikke findes i politik, og at brud med den skyklapskonsensus, der længe har præget det politiske etablissement, ikke per definition er forbundet med ekstremisme og dommedags komme.

Politik implicerer uenighed (tro det eller ej, man kan godt være uenig i noget, uden at være populist, ekstremist eller tale til den indre svinehund); det handler om

Side 178

R E P L IQ U E 6. årg. s. 177-179 Tid til handling Af David Munk Bogballe

holdninger, prioriteringer og valg, og tiden er inde til at træffe de rigtige for Danmark.

Francis Fukuyama advarede imod de katastrofiske forandringer, der følger med, når søvndrukne, inertiske institutioner endelig forsøger at indhente en virkelighed, der er løbet fra dem, idet de som det første typisk kaster sig ud i symptombehandling med tiltag, der undergraver institutionerne selv for blot at fortsætte, indtil døden sætter ind. Nu kan man selvfølgelig anføre, at vi alle skal dø på et tidspunkt, men måske netop derfor bliver det tydeligt, hvorfor det ville være glædeligt, ja meningsfuldt, om vi, i stedet for at tage det med os i graven, gav vort på mange måder prægtige samfund videre til vore efterkommere i god stand.

TID TIL HANDLING Skal vi det, må vi være forsigtige og kloge i vor kamp for at genvinde kontrollen over de for Danmark centrale kulturelle og institutionelle elementer, der gør en lys fremtid i fred, frihed, oplysthed, velstand, skønhed og samhørighed mulig. Vi må undgå det rabiate og ekstreme, men vi er nødt til at kæmpe; modigt, ærligt og resolut. For vi driver den forkerte vej. Skatteskruen er skruet i bund, ja faktisk helt igennem væggen, og der er hverken tid eller penge til at fortsætte det politiske skuespil. Nogen vil sige, at det i stedet er tid til fordybelse, ro og lange diskussioner om visioner og tonen i debatten. Dem bør vi ikke lytte til. I stedet skal vi vække vort demokrati til live, lade folkerøsten gjalde og kalde de modige, virkelighedsbundne,

handlingsorienterede, kloge og holdningsdrevne politikere frem så vi kan skynde os i gang med at lappe hullerne i skroget på det gode skib, der igennem århundreder trofast og stolt har sejlet os igennem mørke, sommer- og uvejr, inden det tager så meget vand ind, at det til sidst vil gå til bunds. Og mens vi gør det, bør vi notere os, at intet af det, der skal til for at holde skibet Danmark på ret køl, er hvad venstrefløjen har kæmpet for. Den forlangte mere velfærd, højere skatter, mere statsstyring, en større offentlig sektor, mere indvandring, mere multikultur, politisk styrede uddannelser med ubetydelige faglige krav, et mindre forsvar, mindre konkurrence, mindre frihed, højere overførselsindkomster samt kernekulturens og traditionernes kapitulation. Den tog fejl i alt. Det bør vi huske.

David Munk Bogballe er nyvalgt folketingskandidat (K), doktorand ved Freie Universität Berlin samt direktør for Munk Bogballe.

Side 179