Tiltagende isolation

R E P L I Q U E

Replique, 6. årgang 2016 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E.Skov, Mikael Brorson

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Tiltagende isolation

ANMELDELSE – Klaus Rifbjerg hørte til den inderste danske kulturelite i mere end et halvt århundrede. Kort før sin død nåede han at færdiggøre sine erindringer, der udkom i januar 2016. Forventeligt måtte der være noget at komme efter, efter så langt og rigt et liv. Eller?

Anders Orris

I 2030 forventes der at udkomme en tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab. Arbejdet blev påbegyndt i 2010. Grundtvig skrev nemlig med arme og ben, der findes skønsmæssigt et tusind trykte udgivelser fra hans hånd, og angivelig en masse andre skrifter, papirer og notater, som ingen nogensinde får pløjet sig igennem.

En anden mand der skrev med arme og ben, Klaus Rifbjerg, døde for omtrent halvandet år siden, og inden han døde nåede forlaget Tiderne Skifter at få hold på hans erindringer, som så udkom her i 2016. Denne flittige skribent, digter og forfatter var toneangivende dansk kulturpersonlighed i mere end et halvt århundrede, om han bliver til nogen Grundtvig må eftertiden finde ud af, men det er bestemt af stor betydning, at han nåede at få skrevet sine erindringer, før graven blev kastet.

Han måtte have noget at meddele fra så langt og rigt et liv.

Nærværende anmelder har ikke det store forhold til Rifbjergs forfatterskab, hvilket

vist må anses som en kvalifikation, når anliggendet her er mandens levede liv. Gymnasietidens dansklærer sørgede for læsning af en novelle fra den kanoniserede novellesamling Og andre historier, et par fortrinlige digte fra den tidlige samling Konfrontation og dertil den herostratisk berømte roman Den kroniske uskyld. Det skal dog siges, at al denne læsning foregik i første gymnasieklasse. En langt mere finurlig læsning af Rifbjerg indfandt sig dog i tredje gymnasieklasses religionsundervisning, hvorfor en anekdote er på sin plads.

ANEKDOTE-TID Her faldt temaet på den såkaldte tidehvervsbevægelse, hvis essens ikke helt var gået op for nærværende anmelder, anno dazumal. Fagets lærer fiskede i den berygtede ottende time Rifbjergs dengang nyudgivne digtsamling Pap op af tasken og tilføjede polisk, at det, at vi nu skulle læse dette digt, ikke måtte fortælles hjemme.

Digtets titel er I en sal på hospitalet, men det handler ikke just om Victor Cornelius’ smægtende sang. Dets sidste strofe lyder sådan her: Måske handler det alt sammen om, at jeg gerne / ville have at Søren Krarup elskede mig. Men / det er jo en umulig drøm, helt umulig. Derfor / må jeg hellere lade være med at besøge ham på / hospitalet. Det kunne blive rent ud sagt pinligt, / og nu da han er syg, skal han naturligvis skånes. / Det siger sig selv. Jeg er trods alt et dannet menneske. Drøn på sidste verselinje, meget Rif'sk. Det skal tilføjes, at nærværende anmelders gymnasium befinder sig i selve Søren Krarups daværende valgkreds.

Side 165

R E P L IQ U E 6. årg. s. 165-169 Tiltagende isolation Af Anders Orris

USAMMENHÆNGENDE MAKVÆRK Digtsamlingen vakte i det hele taget nogen røre, blandt andet fordi der også var direkte adresse til Bush, Anders Fogh og flere andre i den, og derfor investerede nærværende anmelder, der var alment vakt af den dengang stundende værdi- og kulturkamp, i et eksemplar. Det er så faktisk det eneste Rifbjerg-værk, der er fundet plads til i reolen her mange år efter. Nogle af digtene i Pap er morsomme og perfide, enkelte æstetisk velkomponerede, flere, vel de fleste, noget usammenhængende makværk. Vistnok en spejling af Rifbjergs forfatterskab i det hele taget. Man kan måske udtrykke det sådan, at det at have Pap stående i sine bogreoler i virkeligheden er en udmærket, pladsbesparende substitut for mandens øvrige, enorme forfatterskab.

Og så kom erindringerne altså til. Til rette vedkommende hedder de, de er på en 200 sider, hvortil skal lægges 5 sider med optegnelser over ”af samme forfatter”. Erindringerne er delt i tre: et vægtigt afsnit med betoning af barndommen, et mellemspil med kortfattede erindringsglimt og så en mere kortfattet afrunding. En såkaldt forbemærkning bedyrer at erindringerne er gennemarbejdede; at de har været gennem den sædvanlige redaktionelle proces, altså beseglede inden Klaus Rifbjerg forlod denne verden. Lykketræf eller lidt hurtigskrivning og redaktionel hastebehandling? Nærværende anmelder tror mest på det sidste. Hvorfor? Ikke mindst fordi erindringerne begynder godt, effektfuldt når et højdepunkt, men derefter munder ud i luftsteg og vindfrikadeller; rablerier,

gentagelser uden mål og med. Det tages i rækkefølge.

RADIOAKTIVE BARNDOMSERINDRINGER Jørgen Leth, der i øvrigt også får et fur i erindringerne, har i sine egne, fremragende erindringer prist Rifbjerg for dennes såkaldt radioaktive erindring fra hans barndom. Det forstår man godt, når man læser Til rette vedkommende. Rifbjerg kan på inciterende vis genkalde sig sanseindtryk fra de tredivere og fyrrere, han voksede op i. Mennesker, lyde, følelser, sæder og skikke. På den ene side får man her en fortrinlig, til tider ganske varm skildring af et urkulturradikalt hjem af prototypisk karakter, komplet med en moder med skjult klassebedreværd. Kulturradikalismen kan bestemt være sart og forfinet, sjældent i slægt med barkede arbejdernæver. På den anden side findes her ansatser til gennemgående tematikker i Rifbjergs liv, levned og forfatterskab, der vel bedst kan betegnes som freudianske besynderligheder. Rifbjerg den ældre og yngre er påfaldende optaget af tissemænd, toiletter (og deres lyde), moderbinding, drengesammenkomster i brændeskuret og i forlængelse heraf latent og til tider ladet homoseksualitet.

Ingen og intet kan forhindre Klaus Rifbjerg i at tillægge sådant betydning for formningen af hans tilværelse, men han er ikke meget for selv at udlægge en større sammenhæng af vægten af netop disse erindringer, og det er formentlig den væsentligste anke mod erindringerne som helhed. Netop disse erindringer er der, men hvad betyder de? Og hvorfor betyder de så meget? Mere om dette senere.

Side 166

R E P L IQ U E 6. årg. s. 165-169 Tiltagende isolation Af Anders Orris

UNGDOMSÅRENE Der er også meget godt stof i skildringen af ungdomsårene, ikke mindst fordi Rifbjerg her gør sit mest behjertede forsøg på at se sig selv i en sammenhæng. I gymnasieskolen, der dengang rettelig var for en udvalgt elite, traf han andre personer, som sideløbende skulle komme til at indtage vægtige pladser i det offentlige liv. Mest prominent den senere kritiker Niels Barfoed og en fremtrædende psykolog som afdøde Jesper Jensen, begge årgang 1931 som Rifbjerg selv. Her er det elementært interessant at studere den spæde folkeliggørelse af gymnasieskolen, ikke mindst Rifbjergs refleksioner over klassetilhørsforholdene, hvor han - ganske troværdigt - betragter sit eget middelklassetilhørsforhold som det, der gav bedst mulighed for en friplads i datidens ungdomsliv. Her tyngede ingen aristokratisk prægede forventninger, der var ude af trit med tidens spirende klassefrigørelse.

BLANDT BOHEMER OG DUARDERKRUKKER Herefter forskydes skildringen mod Rifbjergs etableringsår, og fremstillingen mister her dels fokus, dels udbygger den sin grundskavank. Efter gymnasieårene kniber det med at finde et ståsted, universitetet er ikke rigtig noget for Rifbjerg, det er heller ikke nemt at finde sin plads som aviskritiker blandt bohemer og duarderkrukker, og man får det indtryk at den primære livsgerning med digte og romaner nærmest dukkede spontant frem af det blå. Sideløbende er det ganske påfaldende at få at vide, at unge Rifbjerg bestemt holdt sig til ganske patriarkalske standarder i privatlivet. Man holdt sig til at ruske op i

det offentlige liv. Samtidig introduceres halvfætteren Henrik Stangerup og dennes fader, litteraturprofessor Hakon Stangerup, og hermed et motiv, der nærmest er en Leif Panduro-fortælling værd. Gang på gang når Stangerup'erne op til overfladen i erindringerne, så ofte, at man føler sig lidt beklemt herved. Er der tale om en besættelse? Det minder mildest talt om en spaltningsroman med "den anden"; en truende gestalt, der dukker op på de mest ubelejlige tidspunkter og bringer hovedpersonen ud af ligevægt. Hvorfor får vi aldrig helt at vide, hvilket Rifbjerg nok med fordel kunne have forklaret lidt grundigere. Et helt umotiveret bud kunne være, at Henrik Stangerup i langt højere grad end Rifbjerg satte sig selv på spil i det, han gjorde. Stangerup tog sig nogle ordentlige ture, hele livet igennem, jf. eksempelvis historien i den stærkt personlige og i øvrigt uimodståelige roman Løgn over løgn, og havde aldrig rigtig heldet til at finde sig de faste ståsteder, som synes at være kommet til Rifbjerg som perler på en snor.

Man bør i forlængelse heraf skrive sig bag øret, at Rifbjerg, udover sin forfattervirksomhed, også var en særdeles flittig aviskritiker, toneangivende restauratør og gastronom, filmmanuskriptforfatter, litterær direktør ved forlaget Gyldendal i en årrække m.m. Disse definitorisk set magtfulde positioner, navnlig sidstnævnte, indkredser erindringerne end ikke ved antydningens kunst; det er nærmest lutter tavshed og i øvrigt underligt. Hvad fik Rifbjerg egentlig tiden til at gå med på sit kontor ved forlaget Gyldendal?

Side 167

R E P L IQ U E 6. årg. s. 165-169 Tiltagende isolation Af Anders Orris

Så når vi til skelsår og alder, men her har Rifbjerg svært ved at hæve sig over det anekdotiske. Der er dog meget muntert at hente. I Det Danske Akademi, hvor Rifbjerg havde sæde nær ved et halvt århundrede, rendte folk med hinandens elskerinder og yppede kiv som følge heraf, ostegrosserer og mæcen Knud W. Jensen holdt sig en pengeafpresser, Jesper Jensen opsagde venskaber pr. brev og den ellers så noble H.C. Branner drak åbenbart så megen whisky, at alene dampene - i Rifbjergs festlige udlægning - kunne drive en fiskekutter. En passant får man at vide, at Rifbjerg hældte til at mene at 68'er-bevægelsen medførte en isnende tavshed og ensretning. På den anden side (måske) bliver en skikkelig kulturradikaler som føromtalte ven, den mangeårige præsident for Dansk PEN Niels Barfoed, udnævnt til "frihedsfundamentalist", uden at vi helt får præciseret hvori skismaet består.

ISOLATION Måske ville og vil Rifbjerg blot isolere sig fra alt og alle. Det er ganske trist, at han der i årtier var så tæt på epicentret i dansk åndsliv - slet ikke kan levere en mere sammenhængende og reflekteret skildring af strømkæntringerne i samme. Ikke mindst fordi fremstillingen ikke giver megen vægt til den, blandt andet i nekrologerne, udbredte påstand om at Rifbjerg skulle have været særlig egensindig eller uregerlig. I sin formulerede selvforståelse er Rifbjerg snarere oftest en resigneret tilskuer med anfald af banal flabethed. Der må findes et uudforsket spændingsfelt heromkring; et anliggende for en modig biografist en skønne dag.

”OFF LIMITS” Så klippes der i erindringerne, og over omtrent en 30 sider udfoldes koncise erindringsglimt under overskriften "off limits". Her er der anderledes fart over feltet, og Rifbjerg giver prøver på de ting, der gennem tiderne skabte drev i forfatterskabet. Det er en underdrivelse: denne del er fremragende. Delen forudskikkes af en underfundig passage, hvor Rifbjerg finurligt pointerer at ethvert toneangivende litterært-redaktionelt råd er, at man skal undgå nostalgi og sentimentalitet. I denne del er der altså også rygdækning for at påstå, at Rifbjerg er modig - og tilmed rose ham for det. Fuldt stop. Her rodes de mange interessante personer, Rifbjerg traf på sin vej, de tilknyttede sociale sammenhænge og så hans højt fortjente sansning sammen i særdeles effektfulde erindringsglimt, der er meget mere substans i. Blandt de mindeværdige er skildringen af et samlet dansk kulturparnas en tilfældig, smuk forsommerdag ved Lillebælt, formentlig sidst i 1960'erne. Desværre kunne man nok ønske sig, at Rifbjerg var gået "off limits" i hele sit erindringsværk, i stedet for at isolere denne del mellem to, kun på overfladen mere strukturerede erindringsdele.

UNDER TUSIND BEGAVEDE DANSKERE Så følger et slutspil på en 35 sider, der ikke er meget værd. Stangerup'erne dukker op igen, Elsa Gress må også indkassere en stribe anmærkninger, blandt andet for sin kogekunst, og man undres over at Rifbjerg havde så svært ved at slutte fred med de afdøde, så mange år efter de blev lagt i gra-

Side 168

R E P L IQ U E 6. årg. s. 165-169 Tiltagende isolation Af Anders Orris

ven. Ligeledes strammer Rifbjerg den anklage, han i 2014 nåede at rette i fjernsynsprogrammet Deadline, hvori Rifbjerg hævdede at der skønsmæssigt fandtes blot to tusind begavede danskere. Hvis Rifbjerg var i dialog med sig selv, så er det tankevækkende at han på erindringernes side 211 finder anledning til at hævde, at selv blandt de toneangivende, altså måske de to tusind begavede, kan de fleste ikke døje kvalitet. Vi er derfor definitorisk nede på, at der findes færre end et tusind mennesker i kongeriget, som forventeligt kan kontrasignere Klaus Rifbjergs kvalitetsbegreb. Det er stærke sager, selv fra en kulturradikaler, og vidner om en vel tiltagen isolation; nærmest en desperation, der gnistrer fra siderne. Forstå mig!

På falderebet skal der falde tre kommentarer. Den ene til anken mod, at Rifbjerg så nødigt ser sig selv i en sammenhæng. Det er måske ikke så underligt. Rifbjergs livsopgave var vel, i bedste kulturradikale tradition, at nedbryde den grundforudsætning at mennesket bør ses som værende forpligtet af sammenhænge. Menneskelig gehalt forblev i det store og hele Rifbjerg fremmed; så ender man som isoleret på ens gamle dage. Det leder videre til en beslægtet kommentar, der kan forklare den tiltagende nærsynethed i Rifbjergs erindringer. Her undslipper følgende hjertesuk ham på side 183: Måske ligger én af mine mega svagheder [sic] i en manglende evne til at se, at ting forandrer sig og hvorfor de gør det.

Her er det for alvor en ældet mand med sit sidste blæk, der taler.

indsats ind i en fattelig sammenhæng. Den stammer fra Jens Otto Krags dagbog og findes videregivet i Bo Lidegaards tobindsbiografi om ham. Ved Leif Panduros død i januar 1977, der indvarslede et i øvrigt usædvanlig trist år, hvor verden mistede John Mogensen, Elvis Presley, Maria Callas, Charlie Chaplin, to af Marx-brødrene, Bing Crosby m.fl., fik Krag nyheden af sin hushjælp. Hushjælpen sagde ved samme lejlighed: Hvem skal nu skrive de tvstykker for os? Havde det endda været ham den anden. Nåeh - Rifbjerg? replicerede Krag; man forestiller sig ham på morgenkvisten med lidt bulder i kasketten fra i går. Ja, Rifbjerg, ham kan jeg ikke lide svarede hushjælpen lakonisk. Herefter beretter Krag, at han fortalte sin 14-årige datter Astrid Helene om ordvekslingen, hvortil hun bemærkede: Det er da klart. Rifbjerg skriver noget, du kan forstå. Panduro skrev noget alle kan forstå.

Klaus Rifbjerg: Til rette vedkommende.

Erindringer. Forlaget Tiderne Skifter, 2016.

Anders Orris er arkivar, cand.mag. og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Den sidste kommentar skal være et bud på en nøgle, der kan sætte Rifbjergs liv og Side 169