Vi er i krig!

R E P L I Q U E

Replique, 6. årgang 2016 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E.Skov, Mikael Brorson

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Vi er i krig!

KRONIK – Vestlige politikere erklærer gerne krig når terrorangrebene rammer, men det er en krigserklæring uden hensigt og adresse, skriver Monica Papazu i månedens kronik. Vi er nødt til at indse, at det kristne Europa er under angreb af islam, og at vi derfor må forsvare os.

Monica Papazu

”Vi er i krig!” er en af de fraser, de vestlige politikere er begyndt at bruge i den seneste tid. ”Nous sommes en guerre”, sagde f.eks. Frankrigs premierminister Manuel Valls og præsident François Hollande efter massakren ved Bataclan i november sidste år, som kostede 89 mennesker livet1.

Sætningen, som ofte er blevet gentaget siden, er ikke kun en konstatering af dødens realitet (omkring 46 terrorangreb i Europa og USA og ca. 658 døde inden for det sidste halvandet år), men også en krigserklæring, som dog viser sig ikke at være andet end en sølle retorisk figur: Det er en abstrakt krigserklæring, en hensigtserklæring uden adresse og uden retsvirkninger.

Den mest ynkelige form for fejhed er at nægte at sætte ord på fjenden.

München, Reutlingen og Ansbach), men også om symbolske angreb med præcis adresse. Massakren på Promenade des Anglais i Nice den 14. juli var på grund af den valgte dato et angreb på den franske stat, på republikken, som anser den 14. juli (Bastilles fald) som en grundlæggende begivenhed; aggressionen mod kirken i Saint-Etienne-du-Rouvray nær Rouen og den rituelle halshugning, helt efter islamiske forskrifter (Koran 47,4) (i øvrigt allerede set i Bosnien, Kosovo, Tjetjenien og Mellemøsten2) af sognepræsten Jacques Hamel, er et angreb på den kristne kirke.

Det er kristendommen og kristenheden, de europæiske stater, som er under angreb.

ULD I MUND Og alligevel nægter Vestens politikere at sætte navn på fjenden og definere terrorismens ideologi, nemlig islam, ligesom de nægter at se den nuværende konflikt i det nødvendige historiske og nutidige perspektiv: På den ene side kampen mellem islam og kristendommen, som markerer islams doktrin og historiske skikkelse, og på den anden side dagens realitet, som er kendetegnet ved den forsvarsløshed, Vesten ved at tillade og endda opmuntre til muslimsk indvandring har bragt sig i.

TERRORISMENS KLARE SPROG Terrorismen taler til gengæld sit klare sprog: Det drejer sig ikke kun om spredte attentater og mord på forsvarsløse mennesker som i Tyskland i juli i år (i Würzburg,

De officielle vestlige reaktioner har været en lang undskyldning for fjenden. Således teorien om ”de psykisk forstyrrede” mordere (sygdommen fratager forbryderne ansvaret) og myten om ”den ensomme

1http://www.libera-

2

tion.fr/france/2015/11/14/manuel-valls-noussommes-en-guerre_1413503.

Jonathan Matusitz, Symbolism in Terrorism: Motivation, Communication and Behavior, New York, London, Rowman & Littlefield, 2015, ss. 214-215.

Side 161

R E P L IQ U E 6. årg. s. 161-163 Vi er i krig!

Af Monica Papazu

ulv”3, som er et forsøg på at bagatellisere faren, undgå at nævne fjenden og berolige befolkningen.

Hvis man skal tage de vestlige politikere på ordet og sige ”krig”, kræves der, at fronterne bliver defineret, og at man anerkender, at vores kollektive ”vi” står over for et fjendtligt ”de”. Det modsatte har dog været tilfældet. Der har ikke været ende på ”vi står sammen”, ”vi bevarer foreningen”, ”vi er børn af den samme familie”, ”franskmænd må ikke kæmpe mod franskmænd”, islam og kristendommen ønsker det samme, nemlig ”fred”4, alt imens bødlerne i Saint-Etienne-du-Rouvray-kirken godt vidste, hvad de sagde, da de henrettede præsten, idet de råbte ”Allahu Akbar”.

NEWSPEAK I virkeligheden er ordet ”krig” i Vesten på god orwellsk manér blevet gendefineret som ”fred”: Det er ikke en kamp, det drejer sig om, men – for nu at bruge et velkendt udtryk – ”fred i vor tid”. Selv den katolske kristenheds overhoved, der for længst har abdiceret sin mission, bruger ordet ”krig” – for at dække over fjenden – og gør et forsøg på at blande krig og fred sammen. ”Vi må ikke være bange for at sige sandheden. Verden er i krig, fordi den har mistet freden”, siger pave Frans. (”Mistet freden?” Mister man sin fred på samme Daveed Gartenstein-Ross og Nathaniel Barr, „The Myth of Lone-Wolf Terrorism: The Attacks in Europe and Digital Extremism“, Foreign Affairs, 26. juli 2016.

4http://www.lapresse.ca/international/europe/201607/27/01-5004830-meurtre-dun-pretre3

måde, som man kan miste sin pung, når man taber den på gaden? Og hvilken ”fred?” kan man tilføje. Teologisk forstået findes der ikke nogen fred, som verden af sig selv kan hvile i, men kun freden ovenfra: Den fred, hvis navn er Kristus. Men denne fred har den muslimske verden jo aldrig haft – så den kan ikke miste, hvad den aldrig har haft.) Paven forklarer dog sin tanke, idet han bevæger sig endnu længere væk fra kristendommen: ”Når jeg taler om krig, taler jeg om interesser, penge, ressourcer og ikke om religion. Alle religioner vil gerne have fred – det er de andre, der vil have krig”5. Hvem disse ”andre” er for nogle, fremgår ikke af teksten – det er måske ateisterne, eftersom alle religioner er fredens religioner. Men det vigtigste her er, at vi står over for et klassisk marxistisk udsagn, hvor det eneste afgørende og konfliktfremkaldende er det økonomiske, og hvor religionen (ånden med andre ord) bare er en mindre betydelig overbygning.

KONSEKVENT KRIGSLOGIK Taler vi nu om ”krig”, må vi spørge om vores motivation og mål. Er det rigtigt at kæmpe, når vi bliver angrebet? Man kan kun svare med Chestertons vidunderligt enfoldige sætning: ”The only defensible war is a war of defence”6. Det drejer sig om intet andet end det kristne Europas forsvar imod islam – det samme selvforsvar, som hollande-tente-de-maintenir-lunite-de-lafrance.php.

5http://nyheder.tv2.dk/udland/2016-07-27paven-verden-er-i-krig-men-det-handler-ikke-omreligion.

6 G.K. Chesterton, Autobiography (1937), Kent, Fisher Press, 1992, s. 254.

Side 162

R E P L IQ U E 6. årg. s. 161-163 Vi er i krig!

Af Monica Papazu

gjaldt siden slaget ved Poitiers i 732. Men forsvaret er uendelig vanskeligere i dag, hvor der ikke længere er arméer, som står over for hinanden, og fjenden ofte er født og opvokset i vore egne lande, hvilket gør enhver muslim til en potentiel fjende – på samme måde som enhver europæer er et potentielt angrebsmål fra jihadisternes side. Dette er den konsekvente krigslogik.

Det mindste man kan gøre, er at sætte en stopper for muslimsk indvandring for ikke at forøge fjendens rækker.

At ikke alle muslimer er eller vil udvikle sig til aktuelle islam-kæmpere, er lige så banalt at sige, som det er sandt. Det er præcist denne overgang fra potentialitet til aktualitet, der må forhindres, og det kan kun gøres ved at standse indvandring og sætte utvetydige, kritiske ord på de sider af islam, hvor islam defineres som den uafbrudte, skånselsløse krig mod alle ”vantro”. At gøre det er ikke kun et nødvendigt skridt i vores selvforsvar, det er også en håndsrækning til de muslimer, der har valgt at leve iblandt os og derved har en loyalitetspligt over for deres adoptivlande. I en krig må man vælge side.

Monica Papazu er mag.art. i sammenlignende litteratur fra Bukarests Universitet og forfatter.

Side 163