Vil ondskaben sejre?

R E P L I Q U E

Replique, 7. årgang 2017 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian E.Skov,

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Vil ondskaben sejre?

ANMELDELSE – TV-serien Twin Peaks er i 2017 vendt tilbage med en tredje sæson.

Kasper Haunstrup Madsen anmelder her den nye sæson, som fortsat har den klassiske kamp mellem det gode og det onde som centralt tema, men som samtidig byder på overraskelser og guf for den nørdede fjernsynsseer.

Kasper Haunstrup Madsen

”What year is this?!” efterfulgt af Carrie Pages hjerteskærende skrig. Sceneskift til Laura Palmer, der hvisker Cooper noget i ørene, hvorefter rulleteksterne kører. Twin Peaks: The Return leverede en tour de force igennem Lynchs metafysiske univers, hvor den omtrent 18 timer lange rejse leverede en tryllebindende oplevelse, man sent vil glemme.

I en tid, hvor sendefladen i alarmerende grad er præget af manglende originalt indhold, er det bemærkelsesværdigt, at det skulle være i en genoplivning af en 25-årig gammel TV-serie, man skal finde et friskt pust.

DET GODE MOD DET ONDE I sin essens er Twin Peaks ellers en klassisk, stor fortælling, hvor det gode tørner sammen med det onde. Genialiteten og originaliteten ligger i placeringen for seriens handling. Som et mikrokosmos sætter udkantsbyen Twin Peaks og efterforskningen af Laura Palmers død rammerne for denne kamp. Har man set de to første sæ-

soner fra 1990-1991, forelskedes man formentlig i byens skæve personligheder og hændelser og ikke mindst den karismatiske FBI agent Coopers efterforskning. Vi blev draget af ”Damn fine coffe”, kævlekvindens mærkelige optrædener, samt scenerne fra ”The Black Lodge”, der mest af alt mindede om en feberdrøm. Det var ”kult-hygge” placeret i en romantiseret og til dels karikeret amerikansk by. Ved første øjekast virkede det ganske uskyldigt, og serien understregede dette ved ofte at gøre sig morsom på bekostning af tidens sæbeoperaer (særligt James Hurley og Donna Haywards karakterer).

RÅDDENSKAB UNDER OVERFLADEN Men der var mere på spil i Twin Peaks. Det understregede David Lynch i den meget omdiskuterede spillefilm Fire Walk With Me. Filmen indledes ganske sigende med et fjernsyn, der bliver smadret af en hammer. Ligesom Blue Velvet (1986) indledes med et billede af det idylliske amerikanske villakvarter, hvorefter der zoomes helt ned i jorden, hvor al råddenskaben vælter ud, synes introen til Fire Walk With Me at indikere et opgør med den kultagtige idyl fra TV-serien. Og spillefilmen leverer så sandelig på det punkt. Der er ingen kirsebærtærte, lækker kaffe eller lamaer, der pludselig afbryder scenerne. I stedet følger vi Laura Palmers sidste stunder, hvor vi trækkes igennem den ene rædsel efter den anden. Twin Peaks er rådden som jorden i Blue Velvet, og de karakterer vi blev forelsket i i TV-serien står nu frem som passive iagttagere, der nægtede at gribe ind og frelse den unge pige i nød. Ja, selv

Side 157

R E P L IQ U E 7. årg. s. 157-160 Vil ondskaben sejre?

Af Kasper Haunstrup Madsen

seriens uskyldige fikspunkt, Laura, er bevidst omkring dette og lader sig gradvist korrumpere af stoffer og anden dårskab for at dulme smerterne. Fire Walk With Me er en ubehagelig filmoplevelse, der tjente det formål at minde os om den råddenskab, der skjulte sig bag facaderne i det hyggelige, karikerede sæbeoperaagtige Twin Peaks.

Twin Peaks: The Return løfter arven 25 år senere. I sin stil nærmer den sig mere de to første sæsoner end spillefilmen. Den giver seeren en flig af den gamle forelskelse i de skæve personligheder og mærkelige scener, men den har ikke glemt den råddenskab og ondskab, der omkredser Laura Palmers skæbne. Det ekspliciteres ved, at en stor del af sæsonen foregår i Las Vegas, hvis glorværdighed overgås af skyggesiderne. Byen Twin Peaks og dens indbyggere er endnu mere ilde stedt. Ungdommen svømmer i stoffer. Bobby er blevet skilt fra Shelly, der er havnet tilbage i favnen på en skummel, kriminel karakter.

Hovedkarakterernes afkom er alle korrumperet enten af stoffer, eller direkte ondskab som det er tilfældet med Richard Horne. Dr. Jacoby minder mest af alt om en dårlig parodi på Alex Jones, og Jerry Horne render forvirret og påvirket rundt i en skov. Alt imens nærmer FBI agent Coopers onde dobbeltgænger sig langsomt målet.

EN GAVE TIL DEN NØRDEDE FJERNSYNSSEER Seerne, der havde håbet på at se Cooper tilbage i topform, blev slemt skuffede. Og her viser Twin Peaks: The Return sig fra sin stærkeste side, nemlig ved evnen til at udfordre seerens forventninger, ikke bare i

forhold til handlingen i serien, men generelt for, hvordan vi forventer en historie skal forløbe enten på film eller i TV. Det oplagte eksempel herpå er naturligvis protagonisten, Cooper, der praktisk talt er en grøntsag hele sæsonen igennem, indtil han endelig stikker en gaffel i strømstikket og bliver sig selv. Alt imens må seeren se forvirret til. For hvad vil serien, hvis den ikke drives af protagonisten? Seriens styrke bliver derved også dens svaghed.

For det manglende fokus på en hovedperson, der driver plottet frem betyder, at man skal et godt stykke ind i 3. sæson før der overhovedet er noget, som minder om et plot. Tempoet er sat meget ned, og der bruges uanede mængder af tid på tilsyneladende fuldstændige ligegyldige ting (som f.eks. da Sonny Jim får sit super seje legesæt til haven). Denne ukonventionelle tilgang til, hvordan en historie skal fortælles, kommer der naturligvis et interessant resultat ud af, hvor man må prøve at sammenstøbe en overordnet fortælling fra mange fragmenterede perspektiver (noget folkene bag Game of Thrones i øvrigt plejede at være mestre i). The Return er således en gave til den kritiske, nørdede og nysgerrige fjernsynsseer, men kan virke afskrækkende for et bredere publikum.

Hvor de to første sæsoner brugte Laura Palmers mord som en indgang til at undersøge den store kamp mellem det gode og det onde, vender tredje sæson det hele på hovedet. Palmers tragiske skæbne er nu centrum for denne kosmiske kamp mellem ”The Black Lodge” og ”The White Lodge”. Hvor Fire Walk With Me tog frøperspektivet på denne kamp med Palmers

Side 158

R E P L IQ U E 7. årg. s. 157-160 Vil ondskaben sejre?

Af Kasper Haunstrup Madsen

sidste stunder, starter The Return fra fugleperspektivet. 8. afsnit må således stå som et af Twin Peaks-seriens højdepunkter. I dette afsnit, der mest af alt virker som et langt mareridt, vises ondskabens indtræden i vores verden. Klippet af atombombesprængningen fra White Sands, New Mexico, med Threnody for the Victims of Hiroshima som baggrundsmusik, river hul i vores virkelighed og bygger bro til en anden dimension, hvorfra ondskaben kommer. Vi ser Judy (Jodai eller The Mother of All Evil) skabe Bob og The Fireman, og ”The White Lodge” sender Laura Palmer som modsvar.

EN HÅRD KNUDE I MAVEN Kampen når et midlertidigt klimaks, da Bob besejres, men sæsonens afslutning bringer os tilbage til starten og Laura Palmers, eller Carrie Pages, hjerteskærende skrig. Judy har tilsyneladende vundet.

Cooper kunne ikke forhindre Palmers skæbne. En frustrerende afslutning, der sætter sig som en hård knude i seerens mave. Og det er lige præcis sådan Lynch og Frost vil have det. Serien provokerer og udfordrer måden, hvorpå vi forstår en fortælling. Den fordrer frustration og spørgsmål.

Heldigvis er der også mange lag i Twin Peaks, man kan dykke ned i for at finde svar på denne åbne afslutning. Er det opgøret med den idealiserede og romantiserede uskyld, er det det mystiske virvar af dobbeltgængere, tulpaer og David Bowie som en tepotte, der er svaret eller er det hele bare en drøm i Monica Belluccis kønne hoved?

Midt i Lynchs mytologiske virvar er der dog én ting, der træder frem. Det er mennesket og fællesskabet. Mere præcist, menneskeskæbnen i et fællesskab, der er i frit fald. Og her er vi tilbage ved formålet med spillefilmen Fire Walk With Me. I en fiktionens verden bombarderes vi med vold og død i en sådan grad, at vi efterhånden fjernes fra det menneskelige aspekt i sådanne tragedier. John Wick-filmene (som det nyeste eksempel, der falder mig i tankerne) illustrerer på ekstrem vis, hvordan dette distancerede forhold til død og ødelæggelse bliver et æstetisk mål i sig selv. Lynch sletter derimod enhver tanke om ondskabens banalitet, vold som værende et æstetisk mål i sig selv og sidestiller i stedet mordet på en enkelt uskyldig pige med atombomben. The Return fortsætter således med at forstærke og udvide fortællingen fra Fire Walk With Me. Palmers skæbne var frygtelig, og civilsamfundets svigt fremstår gradvist værre og værre. Det er en gruopvækkende fortælling i en samtid, hvor de nære, givne fællesskaber fravælges til fordel for mere distancerede, digitaliserede og tilvalgte fællesskaber.

TILBAGE TIL DET GODE MOD DET ONDE Der er allerede et utal af bud og tolkninger, hvoraf halvdelen er mere komplicerede end seriens afslutning. Heldigvis kan man sagtens nyde den fantastiske rejse, som The Return er, uden at have styr på alle detaljerne. For i sidste ende er det fortællingen om kampen mellem godt og ondt, der står tilbage.

Interessant nok er det en fortælling, hvor det onde vinder igen og igen. Første sæson

Side 159

R E P L IQ U E 7. årg. s. 157-160 Vil ondskaben sejre?

Af Kasper Haunstrup Madsen

sluttede med Cooper, der blev skudt og lå døende på hotelværelset, anden sæson med hans onde dobbeltgænger, der har vundet kampen og hoverende og sarkastisk spørger ”How is Annie?” og nu tredje sæson, hvor han ikke kan redde Palmer og fortvivlende må spørge, hvilket år det er.

Så hvad kan vi få ud af Twin Peaks, når nu den kosmiske kamp tilsyneladende hælder til de ondes side og civilsamfundet er eroderet? Måske er det en sølle trøst, men vi må sætte vores lid til det godes fortsatte vilje til at kæmpe. Cooper vil fortsat forsøge at redde Laura Palmer, og – provokerende nok – så vil han fejle igen.

Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-studerende på Institut for Historie ved Syddansk Universitet.

Side 160