Tema: Ådale
TEKST: Ole Knudsen, skovfoged John Frikke, projektkonsulent ved Nationalpark Vadehavet
Ådalene skal græsses og slås – Moderne naturforvaltning i praksis De lysåbne naturtyper i kystlandskaberne og i særdeleshed i ådalene er under konstant fare for at gro til og miste biodiversitet, hvis ikke de plejes på den rigtige måde. Det er tilfældet mange steder i det danske landskab, og i Vadehavet er fx den store Varde Ådal ét af disse plejekrævende landskaber. Græsning er én af de bedste og mest brugte metoder til at sikre og fastholde lysåben natur samt det naturindhold, der knytter sig til den. I en åben ådal - som Varde Ådal - kan landskab og natur sikres ved anvendelse af både får, heste og kreaturer som græsningsdyr, og der er ingen tvivl om, at kreaturer er rigtigt gode naturplejere i ferske enge – både de mere tørre og de mere våde af slagsen. Kreaturer er store dyr, som æder et bredt udvalg af planterne på engen og i de lidt fugtigere partier træder huller i plantedækket. Herved skaber de en vigtig mosaik af knoldede områder med små, vandfyldte huller i, som bliver til levesteder for forskellige smådyr og forskellige plantearter, der er tilknyttet de lidt mere våde miljøer. 4
Desuden skaber kvægets kokasser, også små levesteder for en række arter af insekter og deres larvestadier, ligesom de giver næring til nogle af planterne på engen. Kombination af græsning og høslet For naturen kan det ofte være en fordel at kombinere græsningen med et sent høslæt i ny og næ. I forhold til at skabe god natur på engene er det også væsentligt, at græsningen tilrettelægges og gennemføres på den rigtige måde, og særligt i forhold til engenes funktion som levesteder for ynglende engfugle som vibe, rødben og stor kobbersneppe. Fx må antallet af dyr per hektar ikke være for højt, men allermest vigtigt er det
