NIELS JØRGEN THØGERSEN
JULI Og alle dens 31 dage Niels Jørgen Thøgersen Denne måned er opkaldt efter Julius Cæsar. Han blev født den 13. juli i år 100 før vor tidsregning. Efter at han i år 46 f.Kr. var blevet Romerrigets enehersker, gennemfører han bl.a. en stor kalenderreform. Det romerske år havde hidtil været baseret på måneåret og var startet på hvad der i dag hedder 1. marts. Og juli måned hed dengang Quintilis, der er latin og betyder den 5. måned. Nu baserede Cæsar sin nye kalender på sol-året – startende den 1. januar. Og han opkaldte sin egen fødemåned efter sig selv, nemlig Juli. Det er denne såkaldte julianske kalender, som i 1582 blev korrigeret af pave Gregor den 13. Derved fik vi den gregorianske kalender, som vi bruger den dag i dag. Juli er iøvrigt navnet på denne måned på snart sagt alle germanske og romanske sprog: Juli ( dansk, tysk, norsk, svensk, hollandsk/flamsk, spansk ); July ( engelsk ); Juillet ( fransk ): Lugnio ( italiensk ); Julho ( portugisisk ); Iulie ( rumænsk ). I vikingernes kalender hed denne måned Ormemåned. Måneden forud hed Hømåned og den bagefter Høstmåned. Hvorfor Ormemåned ? Formentlig fordi det netop er i denne måned, at det kribler og krabler alle vegne. Edderkopper, biller, larver, snegle, hugorme, snoge, fugleunger, haletudser. Der hører også nogle gamle danske vejrvarsler il denne måned: Mange hvide skyer på himlen giver en streng vinter med megen sne. Og et andet varsel: Når juli viser sig varm og klar, vi oftest i julen kulde har. De såkaldte Hundedage starter den 22. juli og varer til den 22. august. De er normalt den varmeste del af sommeren. Og deres navn har de fået fra det faktum, at stjernebilledet Store Hund ( hvori bl.a. hundestjernen Sirius ligger ) netop i de dage befinder sig tættest på solen. Myten siger, at det er stjernen, der giver solen ekstra varme. Myten siger også, at det er i denne periode, at kød rådner ( ”går i orm” ), mælk bliver sur og hundene bliver bidske og løber væk. Et særligt vejrvarsel om hundedagene siger, at som hundedagene starter, vil de slutte.