29696-indhold.indd 6
23/04/15 08.47
Carys Bray
En sang for Issy Bradley P책 dansk ved Marie Kopp
29696-indhold.indd 3
23/04/15 08.47
29696-indhold.indd 8
23/04/15 08.47
Fodspor i sandet November
29696-indhold.indd 7
23/04/15 08.47
Claire drømmer, at hun går hen ad stranden sammen med Herren. Hun er ude af stand til at være ydmyg og tale pænt, så de går i tavshed. Sandet er fast og fugtigt, der er vandpytter hist og her, furerne føles hårde under hendes bare fødder. De går, indtil Han stopper og blidt lægger en hånd på hendes arm. ”Kom tilbage. Jeg elsker dig.” Ordene strejfer de små hår i Claires indre øre. Var der nogen, der sneg sig ind i soveværelset og rørte ved hendes arm og mumlede: Jeg elsker dig? Hun ligger så stille, hun kan, i tilfælde af at der er nogen herinde, der gerne vil tale med hende. Hvis de tror, hun sover, vil de gå igen og lade hende være i fred. Hun bliver ved med at lade, som om hun sover, imens hun lytter til morgenens lyde. Radiatorerne rumler og rasler, et køkkenskab bliver smækket i, og hun hører den utydelige summen af stemmer nedenunder. Værelset føles tomt, luften uforstyrret. Når børnene trækker vejret, puster de luft ud af næserne som små dampmaskiner. Hun holder vejret, indtil hendes mave er spændt, og hendes trommehinder vibrerer. Intet. Ingen. Hun prøver at slappe af, give slip på spændingerne i sine muskler og lade sig synke ned i madrassen igen. Hvorfor skulle hun også vågne, lige da Herren begyndte at tale? Hun prøver at lukke ørerne, og hun trækker vejret dybt og roligt og forestiller sig, at hun er på stranden igen. Det virker ikke. Til sidst giver hun op og forfølger en tanke, der flagrer gennem hendes hoved som et lille propelfly med en fane efter sig: Se, jeg har drømt en drøm, eller med andre ord, jeg har set et syn. Hoveddøren bliver lukket, og Claire gemmer sig under dynen lidt endnu i tilfælde af, at nogen vender tilbage, fordi de har glemt madkasse eller gymnastiktøj. Da hun er sikker på, at ingen kommer, vikler hun sig ud af dynens puppe. Værelset sejler, da hun rejser sig op, og hun holder fast i gelænderet på køjesengen et øjeblik med lukkede øjne. Da gulvet er faldet til ro, lister hun hen ad afsatsen til sit eget værelse, samler et par gamle joggingbukser op fra gulvet og støtter sig til væggen, imens hun tager dem på. Så begiver hun sig tilbage til afsatsen og ned ad trappen og stikker natkjolen ned i elastiklinningen, imens hun går. Hendes frakke hænger på den nederste trappestolpe. Hun tager den på og finder sine lyserøde gummistøvler i skoreolen. 9
29696-indhold.indd 9
23/04/15 08.47
Hun åbner døren. Den friske luft er kølig og lugter af komposterende blade, mudder og fugtigt træ. Hun går ned ad den tomme indkørsel, og da hun når frem til lågen, ser hun sig tilbage. Hun har ikke nøgle med, måske er det lige meget. Huset er højt, smalt og lidt skrutrygget. Det er det midterste af tre rækkehuse i imiteret gotisk stil fra 1920’erne. Der er to vinduer på hver etage, alle med blyindfattede ruder i harlekinmønster, hvilket får huset til at virke nærsynet og gammeldags. Hoveddøren er bred og med fyldninger. Den sorte maling på døren skaller af i skarpe plastikflager. Ians nye skiferskilt hænger ved siden af med ordet Stedet indgraveret i hvid emalje. Han bestilte det tidligere – i sommer. Og da det var blevet leveret, stod de alle sammen udenfor og iagttog ham, imens han borede huller i murstenene og sang en salme: Vi finde stedet for Guds stille fred hist i vest, Zions land, for Herrens folk et udsøgt helligt sted, Gud os der signe kan. Skiltet er lidt for sjov. ”Dette er stedet,” siger Ian, når han bakker ind i indkørslen, de samme ord som profeten Brigham Young skulle have udtalt, da han nåede frem til Salt Lake Valley sammen med mormonpionererne. Skiltet gør Ian glad, han smiler, når han går forbi det. Før i tiden tænkte Claire, at det ville gøre hende glad at skrabe malingen af hoveddøren og male den rød. Hun begiver sig i retning af stranden. Det føles underligt at være udenfor og udsætte sin voksagtige hud for vejret for første gang i flere uger. Hun går og går og når til sidst frem til den bølgende vej, der deler marsken. Vejen blev bygget på affald, angiveligt et bærelag, men entreprenørerne dumpede løst husholdningsaffald i udgravningen, imens den blev anlagt. Efterhånden som affaldet satte sig, sank og steg vejen, og den bølger sig igennem marsken som et asfalthav. Claire har altid kaldt vejen for Bumlevejen. Selv på en smuk dag som i dag, hvor den klare blå himmel og efterårssolen overdøver den snigende vinter, er der blæsende her. For enden af Bumlevejen er der et fugleudsigtspunkt, som ikke er meget mere end et grønt hegn med glughuller i. Hun kigger igennem et af hullerne. På hegnet er der fastgjort en tavle med billeder af fugle. Hun kigger ud over vandet og synes, at hun kan se sorte og hvide klyder som den, der er afbildet. Det føles rigtigt at være omgivet af fugle på et tidspunkt som dette. Fugle har trods alt altid været budbringere og trø10
29696-indhold.indd 10
23/04/15 08.47
stere. En due hjalp Noah med at bekræfte afslutningen på oversvømmelsen, og en ravn passede på Elias i ørkenen. Hun tænker på den uselviske svale i Den lykkelige prins og på nattergalen, som ofrede sig selv for at skabe en rød rose. Nogle måger flyver i retning af stranden, og hun husker en anden historie om fugle, mågernes mirakel. Det skete i Utah kort efter, at de første pionerer havde slået sig ned. Deres afgrøder var blevet spist af græshopper eller fårekyllinger, noget i den stil, og pionererne bad og bad, indtil flokkevis af måger fløj ned og spiste alle de skadelige insekter. Man mener, at Herren fik mågerne til at gribe ind, og eftersom måger ikke er hjælpsomme af natur, gjorde Han det måske. Hun følger mågerne og går over kystvejen til parkeringspladsen ved stranden. Havet er stadig mindst et par kilometer væk, men hun kan mærke dets bølgende bevægelser i brystet, da hun går hen over parkeringspladsen, og de fremkalder små, uventede sug af lykke. Over hende indleder en stæreflok en fejende bevægelse på himlen. De farer gennem luften som fjerklædt fyrværkeri, og da hun stopper op for at betragte dem, mærker hun, at sindsbevægelsen vælder op i hendes bryst og pibler fra hendes øjne. Hun går forbi et par biler, der sikkert tilhører de hundeluftere, hun kan se på stien forude, og et ældre par, der sidder og drikker af termokrus i en campingvogn. Hun følger en svag skråning ned til Sandudvindingsstien. Der står et helt nyt skilt ved indgangen henvendt til muslingesamlere ved flodmundingen. Advarsel. Kraftigt tidevand. Hun ved, at tidevandet her er lumsk, havet sniger sig ind på folk, fylder de næsten usynlige lavninger i mudderbankerne, ruller ind som en sø, og der er kviksand. Så sent som i sidste uge var der endnu en historie om en redningsaktion på forsiden af den lokale avis. Hendes gummistøvler skraber mod den stenede sti, og hun hører biler bag sig, der suser af sted hen ad kystvejen. Der var meget mere stille i hendes drøm. Til venstre for hende, i det fjerne, baner molen sig vej fra promenaden og ud i det blottede sand. Inde i landet kan hun se spidser af huse og pyramiden af stålkabler, der holder Marine Way Bridge oppe. Til højre for sig kan hun se Blackpool. Og hvis hun kniber øjnene sammen, kan hun skimte den smalle bue fra en rutsjebane. Det ser ud, som om man kan gå derhen. Folk har prøvet, og nogle af dem er druknet. 11
29696-indhold.indd 11
23/04/15 08.47
Stien er mere sandet nu, fugtig og klæg, grynet som kagemiks. Der er et helt netværk af aftryk på den. Brede spor af dæk fra muslingekøretøjer og smallere spor af cykeldæk. Der er fodaftryk, poteaftryk og aftryk af fuglekløer, nogle er små, andre er overraskende store, forgrenede som vindmøllevinger. Da hun fortsætter, ændrer sandets tekstur sig. Det er broget af en mosaik af knuste muslingeskaller, som drager hende mod havet som et spor af brødkrummer. Hun standser op, da hun får øje på et kasseret net. Det er rødt, ligesom de små poser, man har appelsiner i, og halvt fyldt med små muslinger. Sølvklokker og muslingeskaller – hun kan huske, at hun har sunget en børnesang med de ord for børnene. Hun vrider en af dem op med tommelfingerneglene, og da den åbner sig som en lille mund, tænker hun igen på børnene, på at prøve at få tandbørster forbi sammenpressede læber. Inde i skallen er der en brun geléagtig klat musling. Hun løfter den op til næsen, lugter til havet, og smider den fra sig. Da hun går videre, kan hun høre fuglene kalde. Stien er blevet mere ujævn under fødderne, og den er fyldt med materiale, som havet har spyttet ud. Sandet bliver mudret, og det klæber til hendes fødder, sagtner hendes fart. En hund bjæffer, og hun kaster et blik bagud. I det fjerne kan hun se bakkekammen på Rivington Pike. Hun kan huske historier om folk, der byggede tårne og besteg bjerge for at komme til at tale med Gud. Rivington må være mere end halvtreds kilometer væk, og bortset fra nogle jernbanebroer er byen flad. Hun kunne være gået ned til en jernbanebro, og det har hun tænkt på at gøre mange gange de forløbne uger, men denne morgens drøm har gjort alting klart. Da hun vågnede, vidste hun, hvor hendes ordveksling med Gud skulle finde sted. Hunden begynder at løbe hen mod hende, og dens lange pels blæser bagud i vinden som vinger. Det er kun en hvalp, et dyr der er ved at sprænges af lutter begejstring. Den springer op og gnider de sandede poter mod hendes frakke. ”Det må du virkelig undskylde. Ned med dig, Bingley, ned!” Manden vader gennem det sidste stykke af den sumpede sti. Han prøver at tage fat i hundens halsbånd, mens den slikker på hendes gummistøvler. ”Hvem er en slem hund? Det er du vist, hva’? Jo, du er! Åh nej. Han har
12
29696-indhold.indd 12
23/04/15 08.47
sølet din frakke til i mudder.” Manden klør hundens flagrende ører og fastgør en snor til dens halsbånd. ”Det gør ikke noget.” Claires stemme lyder ru og skinger. Hendes tunge føles tyk og ganen klistret. ”Du må hellere få den vasket, ellers bliver den plettet. Går du tilbage nu?” ”Nej, jeg skal videre.” ”Du skal være forsigtig derude. Har du en mobil?” Det har hun ikke, men hun nikker. ”Hold godt øje hele tiden. Sørg for, at havet ikke sniger sig ind på dig bagfra, tidevandet er meget lumskt!” Hun løfter hånden en anelse for at signalere farvel, og manden gør det samme. Hun står et øjeblik og betragter ham og hunden gå væk. Det er, som om han fornemmer hendes blik, og han standser op og vender sig omkring. ”En dejlig dag at gå tur i,” råber han. Hun fortsætter og knapper sin frakke op, imens hun går. Hendes natkjole er gledet ned over den ene side af joggingbukserne, så hun trækker den helt op og lader den falde ned over begge sine knæ. Ian ville sige, at det smukke vejr var en barmhjertighed, en manifestation af Herrens evne til lindring og trøst. Det håber hun, men det er svært at vide. Ian tror på, at alt det gode er sendt fra himlen, og at alt det dårlige er vilkårligt. Hun ved ikke, hvad hun selv tror på mere. Hun går videre i retning af havet, og pludselig, i den fjerne horisont, bag de endeløse furer af sand, synes hun, at hun kan se vandet glitre. Hun sætter farten op, nægter sig selv at se til venstre eller højre eller bagud, og snart føles det, som om hun er helt alene i verden.
13
29696-indhold.indd 13
23/04/15 08.47