Snyd hvor du kan, men snyd med forstand! Dagsbefaling til de nye rekrutter 1947 Mel. Sur, sur, sur… Skur, skur, skur, lille ny rekrut! Trapper, gange og gelænder, skur, så du får røde hænder. Skur, skur, skur lille ny rekrut! Læs, læs, læs, lille ny rekrut! Lær, til hovedet slår buler, søsterkappen snart det skjuler. Læs, læs, læs lille ny rekrut! Smil, smil, smil, lille ny rekrut! Når de rare legetanter, sliber dig for dine kanter. Smil, smil, smil lille ny rekrut! (Lejlighedssang ca. 1947 fra Elin Edforts scrapbog 169) Det var skelsættende, når dr. Hauges brev dumpede ind af brevsprækken: ”Herved har jeg den Glæde at meddele Dem, at De er antaget som Prøvesøster [Hjælpesøster] paa foreløbig Prøve fra [dato]. Venlig hilsen med Guds Velsignelse over Deres Fremtid.”170 Straks var der hektisk aktivitet i de små hjem, for med brevet fulgte en lang liste over hvad, der skulle medbringes – og det var ikke lige nemt at skaffe det hele. Men det lykkedes som regel, og så kunne kommoden pakkes og sendes i forvejen. Det var (efter) krigstid, og pengene var små. Og det største problem var at skaffe stof til kjoler, hvide såvel som blå, og forklæder. Mønstre og anvisninger blev tilsendt, så det handlede om at skaffe stoffet. Det krævede fantasi, som hos søster Elin, der stod i kø i Krystalgade for at få lagenlærred, som også kunne indfarves til blå kjoler. Søster Klara havde heldigvis forsynet hende med forklæder. Så heldig var søster Edna ikke, for hendes mor måtte ofre pyntehåndklæderne til forklæder, og konturerne af de optrævlede broderier måtte hun bare leve med. Enkelte stillede op i helt nye kjoler i celluld (viskose), men ”det hang og var noget sjask.”
250
26822-indhold.indd 250
22/04/13 07.54
Ved Indtrædelsen som Elev paa Diakonissestiftelsen skal medbringes: l Kommode (intet Skab). Bibel (nyeste Oversættelse). Salmebog. 1 Syæske med Tilbehør. Klædebørste, Haarbørste, Neglebørste, Tandbørste, Svampe eller Vaskeklude, Kam og Sæbe samt Neglesaks og Neglerenser. 1 Badekaabe og Badehætte. 1 Pose til Vasketøj. 1 mørkeblaa Gymnastikkittel og do. Benklæder. 1 Par Gymnastiksko. 2 Par sorte Lædersko (Officershæl med Gummi). 1 Par Galoscher. 1 Paraply. 1 mørk, ulden Kjole. 2 hvide Lærredskjoler og 2 Bomuldskjoler som Prøverne. Kjolerne sys med lange Skjorteærmer, uden Bærekrave, med løse Knapper foran og forsynet med Lomme. Kjolen maa være lang – naa ned til Anklerne. Da Tøjet kryber meget iVask, tilraades det at vaske det ud, før det sys. Gummi-krave til Kjolen faas her. 8 hvide Forklæder, der sys som medfølgende Mønster (løse Knapper). 6 Undertrøjer. 6 Par Benklæder. 4 enkle Natkjoler. 6 Par Strømper, sorte og graa. 2 Underkjoler. 12 Lommetørklæder. En mindre Sum Penge til Brug i det første Aar er nødvendig, bl. a. til Anskaffelse af en Sygeplejebog (koster c. 30 Kr.). Deres Tænder maa være efterset af en Tandlæge før Indtrædelsen, saa de er i god Stand.
251
26822-indhold.indd 251
22/04/13 07.54
Det bemærkes, at Postadressen er: Diakonissestiftelsen, København F. Kommoden skal sendes som Fragtgods med Adressen: Diakonissestiftelsen, Frederiksberg Station og mindst 8 Dage før Afrejsen. Fragten betales forud. SCHÜLEIN Diakonissestiftelsens Boghandel Liste fra 1942 over, hvad der skulle medbringes ved indtrædelse (Diakonissestiftelsens arkiv)
Dagen oprandt, hvor alle var tilsagt til ankomst senest kl. 18.30. Det var en tur på cyklen eller med sporvogn for de, der boede i lokalområdet. Men kom man langvejs fra, var det en opslidende rejse. Søster Edna blev en mørk januarmorgen i 1944 sat på toget i Randers og ankom til København sidst på eftermiddagen. En forfærdelig rejse, hvor hun ustandselig skulle ud og ind af toget og gennem kontrol og visitation ved Storebælt. Ved aftentide var det nye hold endelig samlet. Iført de nye kjoler og opstillet på rad og række bød søster Mathilde og søster Anita det nye hold velkommen. Søster Anita inspicerede kommoderne og længden på kjolerne. De, der havde talent for at sy, fik en anerkendende bemærkning, som søster Elin. Så var der aftensmad i spisesalen og derefter andagt i Emmauskirken. En lang og spændingsfyldt dag var ovre. Men der var næppe ro på sovesalen kl. 22.30 som foreskrevet. Nu var tiden kommet til at lære hinanden at kende. Næste morgen begyndte hverdagen, og intet var ændret siden1863. De yngste søstre gik en hård skoling i husligt arbejde og disciplin i møde. Dagen begyndte med morgentoilette i koldt vand ved servanten. Den blå kjole skulle på, sengetæpperne rystes på altanen og sengen redes. Kl. 6.45 var der havregrød i spisestuen efterfulgt af en kort andagt, som de skiftedes til at holde. Så begyndte formiddagens gøremål, som bestod af grundig rengøring af moderhuset fra kælder til loft. En fastlagt turnus sikrede, at alle kom gennem husets rengøringsdiscipliner, igen og igen: ”Gulvene blev vasket hver dag og bonet en gang om ugen. En gang om ugen blev stolebenene på 300 spisestuestole renset og skrabet for bonevoks.”171 Dag ud og dag ind blev der skrubbet gulve, vasket dørfyldninger og poleret vinduer. Det var svært at finde det skidt, man skulle fjerne – og en velanbragt overlevelsesstrategi gik i arv fra det ene hold til det andet: ”Snyd hvor du kan, men gør det med forstand.”172
252
26822-indhold.indd 252
22/04/13 07.54
Det var ikke nemt at snyde søster Anna Petra Hansen, som havde ledet spisestuen siden 1927.173 Hun holdt streng justits med sovesalsholdet, som altid var placeret tæt på anretningskøkkenet i spisesalen. Når der var turnus hos hende, var det præcisionsarbejde som at glatte saltkar og sortere porcelæn efter farvenuancer. I det daglige skulle de efter hendes instrukser servere maden og tage ud af bordet for de ældre søstre. Problemet for de evigt sultne sovesalssøstre var, at når de endelig fik sat sig ned, blev der sagt: ”Er alle færdige?” Og det var de slet ikke. Men de fandt ud af at forsyne sig med rester i anretterværelset og madelevatoren, hvor især dr. Kochs og søster Kristines blødkogte æg var i høj kurs. Men det var ikke godt at blive opdaget! Søster Mathilde og søster Anita holdt nøje øje med alle. Man risikerede nemt en uvarslet ”kaldstime” med besked om, at indsatsen med bonevoksen skulle forbedres: ”De har ikke blanket ordentligt, saa kan De ikke blive sygeplejerske.” Således var formiddagen helliget ”Martha-rollen” apropos billedet i spisestuen, som fra sin position har været vidne til mange tårer opfanget af gulvspande og ulovlige godbidder, der fandt vej til sultne maver – og elegante ”overlevelsesstrategier”. Omkring kl. 11 var der hektisk aktivitet i sovesalen, en febrilsk omklædningsscene i skiftet fra blå til hvide kjoler med genstridige kraveknapper og gummiflipper. En transition til ”Maria-rollen”. På slaget 11 sad alle nemlig omklædt i skolestuen, sovesalsholdet var nu i den lyttende rolle. Prøvesøstrene sad på første række og pladserne i øvrigt tildelt efter ansøgningsdato. Der var undervisning mandag til lørdag med en halv fridag om torsdagen. Sammenlagt var der ca. 32 ugentlige lektioner, fortrinsvis i almene skolefag og kirkelige fag – og ganske klogt med skemalagt lektielæsning. Det var svært stof for nogen, men søster Mathilde var en fantastisk underviser. Søster Ida gennemgik reglerne for god etikette (livsførelse) i de såkaldte ”kaldstimer”. Dr. Koch og efter ham dr. Hauge samt husets præster var engagerede undervisere i det kirkelige stof. Kl. 13.30 til 14.30 var der middagshvile, sengene måtte ikke benyttes. Alle havde en sammenklappelig liggestol, og så lå de der på stribe med hovedet udenfor forhængene. Der var påkrævet ro, men snakken gik lystigt, hver gang søster Anita vendte ryggen til. Efter middagshvilen var der fortsat undervisning til kl. 18.30, hvor aftensmaden blev serveret. Derefter var der måske samling med foredrag i dagligstuen. Ved sengetid faldt ”sovesalsholdet” i samlet trop dødtrætte om. Hjælpesøstre og prøvesøstre blev, som vi ved, uddannet på lige fod med hinanden. Men mens prøvesøstrene deltog i husets religiøse praksis, forventedes hjælpesøstrene kun at deltage i søndagens gudstjeneste. Hver søndag gjorde sovesalsholdet samlet sin entre i kirken med søster Mathilde som fortrop. De sad på første række, og søstrene bagved puffede diskret til dem, der var ved at falde i søvn.
253
26822-indhold.indd 253
22/04/13 07.54
Søster Elins Edfords skoleskema til forberedelseskursus efteråret 1947 (Diakonissestiftelsens arkiv)
En del søstre faldt fra i sovesalsperioden. De magtede ikke denne første prøve i kaldets bæredygtighed. De kunne ikke indstille sig på en livsform, hvor fællesskabets behov var vigtigere end deres egne.
Duen som kvalitetsmærke For de tilbageblevne kunne sygeplejeuddannelsen tage sin start. Sovesalen blev overladt til et nyt hold, og det afgående flyttede. De havde med spænding ventet på besked om, hvor de skulle bo. I søsterfløjen? over Buestuen? eller ...? En ting var sikkert, de skulle kun bo to og to sammen. Det begyndte med ”blåt kursus”, som det første læsekursus (teoriblok) blev kaldt. Måske uniformens farve? Det tog tre måneder, og undervisningen foregik både i de gamle skolestuer og nogle nye, som var indrettet i kælderen under det kirurgiske hus i 1939. Dansk Sygeplejeråds lærebøger kom i brug, og der blev terpet anatomi og fysiologi og øvet sygeplejens håndgreb. De sociale love blev lært og memoreret. Efter veloverstået eksamen fik de alle ved en højtidelig ceremoni kappe på hovedet – hjælpesøsterkappe og prøvesøsterkappe. Nu var de rigtige sygeplejelever, og uddannelsens praktik kunne begynde. Holdet blev fordelt på de kirurgiske og medicinske afdelinger. Hvor lang tid var lidt forskelligt, men i løbet af de næste tre år skiftede de jævnligt mellem de kirurgiske og
254
26822-indhold.indd 254
22/04/13 07.54
En prøvesøster har efter afsluttet ”sovesal” fået sit eget hyggelige værelse, som hun måske deler med en anden eller har helt alene, u. år (Diakonissestiftelsens arkiv)
medicinske afdelinger, og dertil kom børneafdelingen samt barsels- og fødeafdelingen. Det var op- og nedture. Uretfærdigheder og solstrålehistorier. Dygtige og udygtige afdelingssygeplejersker. Indimellem var der et behageligt afbrud i de skiftende arbejdstider, når der var læsekursus. Pludselig stod de med eksamensbeviset i hånden. Strenge år, gode år – og ikke mindst lærerige år. Vore fire hovedpersoner var i hvert fald enige om, at de lærte god sygepleje. Den bedste i hele landet, fordi de både fik en alsidig uddannelse, og fordi omsorgen for den syge var det centrale. ”Jeg lærte at være for og hos patienterne. Vi sad inde ved patienterne. Det lærte jeg, og det tog jeg med mig”.174 Denne omsorgsfilosofi var tillige grundfæstet i hospitalets døgnrytme, som ganske naturligt var afstemt efter moderhusets værdier. Der var morgenandagt og aftenandagt på afdelingerne – og aftensang, som blev løftet en del, hvis nogen kunne betjene afdelingens orgel. Der blev transmitteret andagter fra hospitalets kirkesal og højmesse fra Emmauskirken om søndagen. Højtiderne – jul, påske og pinse – skabte som i Smallegade en særlig feststemning. Pinsemorgen blev patienterne vækket, når hjælpesøstre og søstre i procession vandrede gennem haven syngende ”I al sin glans nu stråler solen”. Julen blev fejret i alle hjørner af huset. Hver afdeling pyntede sin egen julestue og lavede konfekt og julegaver til patienterne. Lillejuleaften gik personalet på visit hos hinanden og beundrede julestuerne. På selve juleaften blev selv den værste hjemve kureret for en ung søster, når hun ankom til spisestuen:
255
26822-indhold.indd 255
22/04/13 07.54
”Der var de lange borde dækket op med navn ved alle pladser, og der lå de julegaver, der var sendt hjemmefra – og der var også en julegave fra Diakonissestiftelsen. Bagefter blev juletræet i den store dagligstue tændt, og vi dansede om det. Det var meget betagende. Sådan var juleaften hvert år.”175 Besættelsen kastede sin mørke skygge over disse år, men var også med til at grundfæste husets bestående traditioner og skabe nye. Danskheden og sammenholdet erobrede hverdagen. Med udgangsforbuddet måtte fornøjelserne de mørke vinteraftener finde sted på egen parcel, og således fandt et alsidigt underholdningsprogram ”Til smilets bevarelse” vej til søsterhjemmets stuer. Hospitalet var et godt skjulested for frihedskæmpere, jøder og andre, der havde brug for at komme til Sverige eller gå under jorden en tid. Ingen talte om det, men alle så det. I tagetagerne flyttede ukendte mænd ud og ind af værelserne, på enestuerne var der patienter, som ikke havde brug for pleje. Ambulancer bragte og kørte folk, der sad et øjeblik i en dagligstue, og væk var de igen. En svær stund var den dag i april 1945, da Royal Air Forces bombede Shellhuset, men ved en fejltagelse også bombede Sankt Joseph Søstrenes franske skole ”Institut Jeanne D’Arc” på Frederiksberg Allé. 86 børn og 18 voksne omkom, heraf 10 nonner.176 Hjælpesøster Rita var der, da svært forbrændte og sårede børn blev indlagt på hospitalet, mens de døde blev lagt i kældrene, hvor forældrene identificerede dem. Så kom befrielsen. Hjælpeøster Edna var på afdelingen om morgenen den 5. maj, hvor der blev stillet et dannebrogsflag på alle morgenbakkerne. Men en kvindelig patient ”satte flaget på halvt!” Overlæge Fogh-Andersen udskrev hende på stedet. En skæv historie på en historisk festdag. Ved uddannelsens afslutning blev holdet delt. Prøvesøstrene blev udsendt og håbede på indvielse i løbet af nogle år. Hjælpesøstrene var på egen hånd, men samtidig en vigtig del af husets faglige og kulturelle ballast og i takt med kaldskrisen de foretrukne ved ansættelse af sygeplejepersonale. De varme følelser og stærke bånd var gensidige. I 1942 bad hjælpesøstrene om at få familieskabet stadfæstet gennem et emblem med Diakonissestiftelsens logo, Noahs due. Det blev imødekommet: ”Ledelsen har imødekommet et Ønske fra Hjælpesøstrene om et Emblem, som de kan faa efter endt Uddannelse. Andre Sygehuse giver deres Elever et saadant Emblem, der kan vise, hvor de er uddannede. Arkitekten har tegnet et Udkast (Duen). Et lignende Emblem skal ogsaa bæres af Søstre paa Foreløbig Prøve indtil Prøvesøsteroptagelsen.”177
256
26822-indhold.indd 256
22/04/13 07.54
Der var faktisk kun få sygehuse, der havde deres eget emblem på det tidspunkt, men blandt dem vægtige konkurrenter som Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital.178 I 1942 fik hjælpesøstrene for første gang dueemblemet på ved dimissionsfesten.
Noahs due og dueemblemet Pastor Fliedner i Kaiserswerth valgte Noahs due som symbol for diakonissesagen, og snart havde alle diakonissehuse taget duen til sig – også det danske. ”En Hvid Due med Grøn Oljegren i Himmelblå Flagdug, et Sindbillede paa vor Virksomhed i Jesu Kristi Tjeneste: Diakonissen skal være en Kristi Due, en med den Helligaand salvet Fredens Budbringer fra Herren til Mennesker i Nød, som Duen var det for Noah.” Duen er hentet fra beretningen om Noahs ark i 1. Mosebog kap. 6-9. Det var dengang, Gud besluttede at udrydde alt liv på jorden, fordi menneskene var onde og destruktive. Dog ikke helt, for Noah og hans familie skulle skånes sammen med et par af hver eneste art af dyr, fugle og fisk. Noah byggede en ark, et stort skib, hvor alle kunne opholde sig, mens syndfloden rasede. Da den var ovre, udsendte Noah en due for at lede efter fast land. Efter andet forsøg kom duen tilbage med et olivenblad i næbbet. Den havde fundet liv på jorden; der var fast grund at bygge på: den kristne tro. Duen gjorde sit indtog på Diakonissestiftelsen med Adolf Mackeprangs vægmaleri i de yngste søstres sovesal i 1879, og herefter var den hurtigt et elsket og genkendeligt symbol for husets og søstrenes virke. Men som alt andet mødte også duen den moderne verden, og den gamle due blev i 1976 afløst af en ny tegnet af Ebbe Sadolin, og den blev i 2010 afløst af det nuværende duelogo. I 1940’erne blev det indført, at søstrene fik en duenål i sølv ved deres indvielse, mens prøvesøstrene fik en emaljeret nål med Diakonissestiftelsens initialer ”DST”. I dag får diakonielever en lyseblå duenål ved optagelsen, mens de indviede diakoner og diakonisser får det kædeemblem, der blev indført i 1999, da indvielsesfællesskabet af diakonisser og diakoner blev slået sammen.
257
26822-indhold.indd 257
22/04/13 07.54
Hjælpesøstrenes tilhørsforhold var fra 1913 markeret med et armbind med en hvid due på blå bund, men i 1942 fik de deres egen duenål, som blev overrakt ved uddannelsens afslutning. Den tradition er fastholdt, og i dag får alle, der modtager uddannelse på UC Diakonissestiftelsen, stadig samme duenål. De sygeplejestuderende får deres ved en nålefest ca. et halvt år efter uddannelsesstart og de øvrige ved dimissionsfesten. Hver uddannelse har sin farve, som ligger i emblemets yderste ring: sygeplejerske (blå), social- og sundhedsassistent (orange) og social- og sundhedshjælper (grøn). Der har tillige været et rødt emblem til sygehjælpere og et hvidt til økonomaer. Endnu kendes duenålens farve ikke for husets nyeste uddannelse, 3K-uddannelsen, en professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation, hvor første hold dimitterer 2014. Duenålen bliver overrakt under festlige former i søsterhjemmets stuer af forstanderinde søster Merete Pelle Poulsen, som fortæller beretningen om Noahs due. Derpå hæfter hun nålen på dimittenderne. Altid på hjertesiden. Den er et symbol på tro, håb og kærlighed og den runde ring omkring duen tegnet på Guds uophørlige kærlighed. Beretningen om Noahs due fra Det Gamle Testamente knytter bånd mellem husets kristne værdier og de forskellige konfessioner, dimittenderne tilhører. (Dalhoff 1913a, Hauge 1963, Steffensen m.fl. 1988, DST-ÅB 1914-15 og 2009-10, DST-NYT 1998; 4 og 1929; 4: 77 (citat))
Til venstre det trekantede emaljeemblem, som hjælpesøstrene bar på et armbind fra 1913. Til højre dueemblemet, der blev indført i 1942, og som stadig er i brug (Diakonissestiftelsen).
258
26822-indhold.indd 258
22/04/13 07.54
Samme år blev det første skridt taget til en hjælpesøsterforening, som blev stiftet i 1946 med formålet: ”at bevare og styrke Forbindelsen mellem de tidligere Hjælpesøstre og Diakonissestiftelsen og mellem Hjælpesøstrene indbyrdes”.179 Den første formand var hjælpesøster Vera Brock, som var uddannet i 1938. Et godt valg, for hun havde været ”på Århus” og var instruktionssygeplejerske på Bispebjerg Hospital. Året efter blev hun redaktør for Dansk Sygeplejeråds ”Tidsskrift for Sygepleje”.180 Båndene mellem Diakonissestiftelsen og hjælpesøstrene var stærke. Dueemblemet skabte synlighed og fik status som et kvalitetsmærke på kompetent sygepleje. Hjælpesøstrene var stolte af at bære det, og en betragteligt flok vendte hvert år hjem til hjælpesøsterstævne. Hjælpesøster Edna samler dem alle med sin replik: ”Jeg er gået op i Diakonissestiftelsen med liv og sjæl hele mit liv.”
Kaldets mangfoldighed ”Og om den moderne Sygepleje gælder det i hvert Fald, at den i allerhøjeste Grad har Brug for noget så gammeldags som tjenende Barmhjertigheds- og Kærlighedsgerninger.”181 Således konklusionen i et foredrag om ”Diakonien og den moderne Sygepleje”. Det blev holdt ved et søstermøde i efteråret 1955 af Diakonissestiftelsens nye forstanderinde søster Karna Jensen, den sjette i rækken og netop tiltrådt. Hun indledte med spørgsmålene: ”Har den moderne Sygepleje Brug for Diakoni? Har den Plads til den?” Søster Karnas spørgsmål adresserede, at Diakonissestiftelsen var trådt ind i en tid, hvor velfærdsstaten og nye kvinderoller betød reformer af husets uddannelser og søstersamfund. Hendes svar gjorde det klart, at diakoniens grundidé, at tjene samfundets fattige, syge og udsatte, bestod uantastet for fremtiden. Med den målsætning bød hun og hendes efterfølgere den ny tid velkommen. De sagde også farvel til den epoke, som denne fortælling om Diakonissestiftelsens søstersamfund og omsorgsuddannelser har beskæftiget sig med. Vi har fulgt et kristent forankret søstersamfunds tilblivelse og konsolidering, sejre og nederlag, styrker og svagheder, medspillere og modspillere. Dronning Louises magt og klogskab, frk. Conrings styrke og viden og en fælles kærlighed til sagen gjorde det muligt. I 1863 grundlagde de et beskedent moderhus og hospital i Smallegade på Frederiksberg med plads til ganske få søstre og patienter. Godt ti år senere talte søstersamfundet 41 søstre og kunne flytte til et prægtigt moderhus på Peter Bangs Vej med egen kirke og et nyopført hospital på 60 senge. Tres år senere var der 462 søstre, og
259
26822-indhold.indd 259
22/04/13 07.54