I ET HAV AF LYSEBLÅ SKJORTER by Nyt Nordisk Forlag

utidssvarende traditioner, men det er også en skole omgærdet af eventyrlig romantik, mystik og myter. Kostelev Amanda Holman Brogaard og hendes mor Susanne Holman beskriver kostskolelivet, som de har oplevet det ud fra hver deres synsvinkel. Hvordan det er at være teenager på Herlufsholm Kostskole, og hvordan det rører sindet, at se sin datter forvandle sig fra ”almindelig” teenager til herlovianer. Amandas far, fotograf Steen Brogaard, har fra første til sidste

I ET HAV AF LYSEBLÅ SKJORTER

Mange forbinder Herlufsholm Kostskole med adel, rigdom og

skoledag fotograferet livet blandt eleverne – i det daglige, på og billedsiden giver derfor også et unikt indblik i livet bag de røde mure. Bogen er en personlig og subjektiv fortælling, der i høj grad handler om tvivl på flere planer. Netop på grund af tvivlen opstår de mange refleksioner, der giver et jordnært og nuanceret billede af livet på kostskolen. En indsigt i, hvad der foregår i hverdagen, og hvad det indebærer at blive en del af Herlufsholm Kostskole. Betragtninger familien selv ledte efter, da Herlufsholm Kostskole kom på tale. Det har ikke været let, men det har været lærerigt, overvældende, overraskende, spændende og rigtig meget mere…

Kostskoleelev på Herlufsholm

sovesalene, ved højtidlighederne og under de natlige fester –

Amanda Holman Brogaard og Susanne Holman

I ET HAV AF LYSEBLÅ SKJORTER Kostskoleelev på Herlufsholm

ISBN: 978-87-17-04509-5

www.nytnordiskforlag.dk

100149_cover_i et hav af lyseblaa skjorter_cs6_.indd 1

Fotograferet af Steen Brogaard

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

17/03/15 13:55

Amanda Holman Brogaard og Susanne Holman

Fotograferet af Steen Brogaard

I ET HAV AF LYSEBLÅ SKJORTER Kostskoleelev på Herlufsholm

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

A-uge = skole tirsdag-lørdag B-uge = skole mandag-fredag Bord = morgen/aftensmåltid i spisesalene Blaver = blækopgave/blækregning Bør = 3.g drengenes hat Heis = rektor Hummer = værelse Lal = lektielæsning Mygningen = museumsbygningen Rejseweekend = 3-dages hjemmeweekend Skygningen = skolebygningen SUS = et lille sengeafsnit, som hører til skolen Valen = vaskesalen, hvor man bader og børster tænder Vyrd = vidnesbyrd (karakterblad)

FORORD Man kan let føle sig helt lille, når man står og skuer op mod de tykke, røde majestætiske mure, som udgør Herlufsholm. Der er en vis storhed og en hel del dragende mystik forbundet med stedet. De fysiske monumenter, de mange traditioner, skoleuniformerne og den traditionelle lanciers kan virke dragende, overvældende, måske endda skræmmende. Men bliver man først en del af den myteomspundne verden, oplever man den nærhed og kærlighed, som Herlufsholm også rummer. Som herlovianer, og som forældre til en herlovianer, har vi oplevet storheden, kærligheden - og alt det imellem. Da familiens ældste datter, Amanda, valgte at begynde på Herlufsholm, var vores udgangspunkt meget blandet. På den ene side var Herlufsholm så dragende og fascinerende, at begejstring syntes at være velbegrundet. På den anden side stod bekymringerne meget klart. Hvordan kunne vores kreative, skæve familie være forenelig med så traditionsbunden og konservativ en skole? Bekymringerne blev skubbet til side. Amanda begyndte med familien på sidelinjen. Den beslutning blev skelsættende for hele familien Holman Brogaard. Det vidste vi ikke på daværende tidspunkt. Vi vidste heller ikke, at mange af vores umiddelbare bekym-

ringer skulle vise sige at være grundløse. Eller at vi skulle få bekymringer, vi ikke havde kunnet forestille os. Men fra den dag af blev hele familiens selvforståelse og syn på omverdenen diskuteret. Vi blev pludselig nødt til at konkretisere og vurdere vores fælles værdier. Vi overvejede betydningen af skolens påvirkning på den enkeltes livssyn og fællesskabets betydning for fremtiden. Og da det ikke ”bare” var en privatskole, men Herlufsholm Kostskole, Amanda ville gå på, blev vi også nødt til at forholde os til vores egne fordomme omkring skolen, dens værdier og skolens elevsammensætning, sådan som vi forestillede os det forholdt sig. Meget hurtigt blev vi også nødt til at forholde os til omgivelsernes fordomme og vores omgangskreds’ syn på Herlufsholm. Efterhånden forekom det os, at vi havde styr på det meste. Nok fordi vi fik viden og større indsigt, men også fordi vi selv var ved at forandre os. Og det havde vi nok ikke lige regnet med skulle ske, den dag Amanda kom og sagde, at hun ville gå på en af Danmarks ældste og mest traditionsrige kostskoler. Tiden med Herlufsholm har været udfordrende og har om noget kostet blod, sved og en perlerække af tårer.

“ALLE” DE ANDRE... Første skolebal på Herlufsholm var en katastrofe. Amanda kom som den eneste pige i lang kjole! Den var oven i købet rød og købt i et indisk kollektiv i ”Euromonde” i Sydindien.

af os var i stand til at tænke rationelt. Der svævede en underlig fornemmelse inden i os begge om, at vi skulle opfylde nogle krav, vi ikke kendte. Derfor var tonen imellem os ret hektisk, mens Amanda prøvede alle de kjoler, jeg hev ud af klædeskabet et par timer før ballet.

Amanda græd.

Det kan virke som en komplet latterlig observation, men hele hurlumhejet med balkjoler og sko – eller mangel på samme – blev det typiske udbrud og på en sær måde også billedet på Amandas svære tid. En tid med at tilpasse sig både til sin egen krop som teenager, tilpasse sig forventningerne til sig selv som herlovianer, og ikke mindst at tilpasse sig ånden eller trenden på trods af hendes atypiske baggrund som værende det første barn i en venstreorienteret familie, der ønskede sig ind i det historiske sammenhold på Herlufsholm.

Med gråd, vrede og anklage i stemmen konstaterede hun: ”Mor! ALLE de andre, som er høje, tynde og lyshårede, havde små meget korte sorte kjoler på!” Der var ingen grund til at trampe rundt i, om den konstatering var en overdrivelse eller ej. Mit barn var ulykkeligt. Men vi kom sidenhen til at trampe rundt i, hvorvidt kjolen var den egentlige grund til, at ballet føltes som en katastrofe. Og der skulle komme flere skoleballer, Amanda simpelthen ikke ville med til, fordi hun ikke havde “den rigtige kjole”. Hun havde lært at danse Lancier og var både nervøs og forventningsfuld før sit første bal. Men nok mest nervøs. Det var jeg også. For hverken Amanda eller jeg vidste, hvad der i “bal-på Herlufsholm”-sammenhæng ville være det rigtige i forhold til påklædning. Og i vores kvindelige univers fyldte det vores hoveder i sådan en grad, at ingen

En kamp, hun tog på sig, som kostede bristede forventninger, tårer og tænders gnidsel, men som også gav selvindsigt og udsyn. Amanda havde kun gået på Herlufsholm i ganske kort tid som dagelev i grundskolen, da den første ”balkjolekatastrofe” indtraf. Og mange baller senere blev balkjoleseancerne heldigvis mere et udtryk for almindeligt feminint vægelsind.

NU SKER DET A| Det er en morgen i august. Vi er alle urolige og spændte. Vi kører mellem marker og skove. Gennem min barndoms vidtstrakte landskab. Ved ankomsten til skolen bliver vi taget imod af sekretærer, af oldfruen, af min sovesalslærer og af præfekterne. Det hele er meget surrealistisk og meget spændende.

DEN STØRSTE BESLUTNING M| Hendes beslutning ligger fast. Hun vil ikke være en herlovianer på halv tid. Hun vil være kostelev og med i hele Herlufsholm-livet og alt, hvad det indebærer! Hvad det så end betyder. Ingen af os ved det rigtigt, men jeg tror på skolen og tænker, at det vel ikke kan gå helt galt. Vi har muligvis forskellige motiver til at vælge kostskolelivet, men jeg kan godt se fordelen i at være tæt ved skolen og kammeraterne i en fast rytme med lektiehjælp lige ved hånden hver eneste dag. Jeg overbeviser mig selv om, at de mange teenagekonflikter og utilfredse udbrud over transporttid og følelsen af at være udenfor og af, at livet går ens næse forbi, vil fordufte og være pist væk med denne beslutning. Jeg tænker ikke ret meget længere end det. Tror på min datter og tror på, at hendes valg er det bedste for hende.

AT BLIVE KOSTELEV A| Den lange transporttid og lysten til virkelig at blive en del af det sociale liv, der er at finde på Herlufsholm, blev grundlaget for en ny rejse. En lang, trættende og til tider umulig rejse, der begyndte, da jeg flyttede hjemmefra i 1.g. Jeg flyttede på kostskole. Jeg flyttede ind på Herlufsholm. Før jeg valgte, at det skulle være fra Herlufsholm, jeg ville være student, gjorde jeg mig en række overvejelser om, hvorvidt jeg kunne forene den faste disciplin på skolen med det at være gymnasieelev. Om jeg kunne forene ikke bare at være herlovianer med også at være kostelev – om jeg kunne stå distancen. Som alle andre havde jeg også et behov for at passe ind, og på trods af, at jeg allerede havde været en del af Herlufsholm i to år, var jeg stadig i tvivl om, hvorvidt jeg virkelig også passede ind som kostelev – måske fordi jeg i virkeligheden ikke var helt sikker på, hvad det at være kostelev indebar. Måske skal grunden til min usikkerhed til dels findes i, at jeg er vokset op i et miljø fjernt fra rigmænd og whisky-bæltet. Derfor var det også et svært valg for mig at vælge gymnasium. Jeg overvejede at begynde på Det Frie Gymnasium på Nørrebro – umiddelbart den totale modsætning til Herlufsholm, men dog med en række fællestræk såsom den stolthed, hver elev har over at være elev på netop deres gymnasium med deres egne uskrevne regler og traditioner. Langt de fleste af mine gamle folkeskole-venner valfartede til landets efterskoler eller gymnasier i Roskilde. Trygheden i at følge med dem til Roskilde var fristende.

Da jeg er opvokset på landet, var den sociale del af mine teenageår en smule problematisk – jeg var langt fra alt og alle, uanset hvilken skole jeg valgte. Jeg måtte i de sidste tre år af min folkeskoletid bruge mellem halvanden og tre timer på transport hver dag. Jeg vidste, at på trods af mine gode faglige forudsætninger ville gymnasiet blive en udfordring. Som kostelev på Herlufsholm ville jeg have mulighed for at fordybe mig i det faglige. Der ville være lærere og ældre elever omkring mig til at hjælpe og støtte mig. Samtidig ville jeg også blive en del af et helt unikt socialt fællesskab. Med Herlufsholms faste rutiner – dyrkelsen af det akademiske og det kreative, skolens fokus på det sociale, den evige udvikling og ambitiøse målrettethed for, hvad

skolen skulle kunne, var, og er stadig, enormt inspirerende, enormt tiltrækkende og dét, der i sidste ende gjorde, at jeg valgte at blive på Herlufsholm – nu som kostelev.

AFSKED MED MIT BARN M| Vi bliver vist rundt på de forskellige gårde. Fællesbadeværelser, sovesale og tv-stuer. Jeg undrer mig over, at mit barn, der faktisk har tilkæmpet sig barndomshjemmets største værelse, vil flytte fra sit gyldne vestvendte værelse til et meget lille hummer på en gang på Herlufsholm. Jeg tvivler på, at hun vil bryde sig om at sove sammen med 16 andre piger og ikke mindst stå op hver morgen og dele badeværelse med 16 andre piger. En kortvarig

Tre børn på den kinesiske mur. Tre børn i en båd ved Loch Ness. Fotos af os allesammen. Hele familien. De levende og de døde. Fotos fra en tid, jeg knapt kan huske, men genkender klart, som jeg står der i rummet, forvirret og trist, fordi jeg ved, at jeg om lidt tager afsked med mit barn og derefter kun kan se lige lukt ind i alt det ukendte ...

sommerlejr – det ville jeg kunne jeg forstå, men at være sammen med andre konstant døgnet rundt i årevis! Amanda vælger at bo på Lassengården. Hun synes, miljøet der minder mest om miljøet derhjemme. Da jeg ser en række gummistøvler og en valgplakat for liste Ø, tænker jeg, at det måske nok er et klogt valg. Her bor både piger og drenge – dog ikke fra grundskolen, kun elever fra gymnasiet. Hun får tildelt en seng på sovesalen og lært at rede den sammen med en præfekt, der ved, hvordan det skal gøres. Hun får tildelt et hummer – præcis det, hun har ønsket sig. Vi begynder at bære hendes ejendele ind fra bilen. Ligesom de andre forældre, der også slæber på alt muligt for deres børn. Skoleuniformer, en sofa, puder, stol og lampe. Sammen med veninderne hænger hun fotos op. Vi kommer alle sammen til at hænge der på den lille opslagstavle – øjebliksbilleder fra et liv, der var engang. Et liv med klap-sammen-madder, syltetøj og vandpjask i haven. En barndom med ferier, frihed og oplevelser.

I ET HAV AF LYSEBLÅ SKJORTER KOSTSKOLEELEV PÅ HERLUFSHOLM Tekst: Amanda Holman Brogaard og Susanne Holman Fotografier: Steen Brogaard Copyright © 2015 Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S ISBN 978-87-17-04509-5 Forlagsredaktion: Joakim Werner Grafisk tilrettelægning: Søren Ellitsgaard Tryk: Narayana Press, Gylling Sat med Aptifer Sans LT pro og trykt på 150 g Périgord Printed in Denmark 2015 Mangfoldiggørelse af indholdet af denne bog eller dele deraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forudgående aftale med forlaget. Det gælder såvel analog som digital kopiering. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S Pilestræde 52, 3. 1112 København K nnf@nytnordiskforlag.dk | www.nytnordiskforlag.dk