Jasmine Warga
Mit hjerte og andre sorte huller p책 dansk ved Louise Urth Olsen
NYT NORDISK FORLAG
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 3
05/05/15 10.15
JASMINE WARGA: MIT HJERTE OG ANDRE SORTE HULLER er oversat fra engelsk af Louise Urth Olsen efter My Heart and Other Black Holes Copyright © 2015 by Jasmine Warga og Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S Published by agreement with Sanford J. Greenburger Associates, Inc. and Licht & Burr Literary Agency, Denmark Forlagsredaktion: Lise Heilesen Omslagsdesign: Lars Rosenquist Bech-Jessen, bogmager.dk, foto IStock Udgivet af Nyt Nordisk Forlag, Pilestræde 52,3, 1112 København K. Bogen er sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Nørhaven, Viborg Mangfoldiggørelse af indholdet af denne bog eller dele deraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forudgående aftale med forlaget. Det gælder såvel analog som digital kopiering. Printed in Denmark 2015 ISBN 978-87-17-04501-9
www.nytnordiskforlag.dk
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 4
05/05/15 10.15
LØRDAG, DEN 16. MARTS 22 dage tilbage
Roman beder mig køre op til Crestville Pointe. Crestville Pointe er en park, som ligger i de store bakker bag Ohio-floden. Den ene ende af parken består af klipper og kløfter, og Roman har fået ind i hovedet, at det er det perfekte sted at dø. Jeg er knap så sikker. „Hvad nu, hvis faldet ikke er dybt nok til at slå os ihjel?“ spørger jeg. „Vi kan risikere at ligge i vandet i mindst en time, klynkende i ulidelige smerter. Det kan være, det tager mere end en time at dø. Jeg vil ikke have en lang og pinefuld død. Det er ikke det, jeg har bestilt.“ „Du er virkelig langt ude, ved du godt det?“ Han går afsted langs stien. Vi leder efter den nemmeste vej hen til kløfterne, parkbetjentene har ikke gjort det specielt nemt. Mest fordi de ikke vil have, at de unge hopper ud fra klipperne for sjov, fordi de sandsynligvis vil slå sig ihjel. Jeg håber bare, at døden er mere end sandsynlig. „Jeg har tænkt på det her i mere end elleve måneder,“ siger jeg. „Selvfølgelig er jeg langt ude. Men jeg har også ret meget viden på området.“ „Du skal ikke komme her med dit elleve måneders-crap. Jeg vil det her lige så meget som du, og desuden aner du ikke, 88
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 88
05/05/15 10.15
hvordan det er at leve med den her kæmpe skyldfølelse.“ Romans stemme er kold, og han stopper ikke, men fortsætter op ad bakkeskråningen. Han løber næsten, og jeg kæmper for at følge med. „Nej, du har ret, det ved jeg ikke. Men du aner heller ikke en skid om mig.“ Jeg kan næsten ikke tale. Jeg bøjer mig forover og tager mig til siden. Jeg hiver efter vejret. Jeg burde virkelig komme mere ud. Det kølige græs kilder mine ankler, det sniger sig ind på det bare stykke mellem mine jeans og mine sko. Mine jeans er lidt for korte, men jeg vil hellere sluge glas end at shoppe med mor og Georgia. Jeg tænker, at jeg godt kan klare mig et par uger mere uden nye bukser. „Jeg aner intet om dig, fordi du ikke fortæller mig noget,“ siger han. Han lyder overhovedet ikke forpustet. Typisk. Jeg peger hen mod en lysning. „Hvis vi skyder genvej her, kommer vi helt sikkert tættere på vandet.“ Han følger efter mig gennem græsset. Det er svært at se noget nu, fordi det er mørkt, og det strejfer mig, at vi ved et sygt tilfælde af skæbnens ironi kunne ryge ud over klippekanten, uden at vi overhovedet når at opfatte det. Det ville være universets sidste hilsen: Man kan ikke planlægge sin egen død, heller ikke selvom man prøver. Lysningen forvandler sig efterhånden til skov igen. Mørke, kraftige stammer omgiver os, og vores sko knaser hen over blade og kviste. Jeg er lige ved at snuble over en knudret rod, men Roman griber mig. Det er det særlige ved Ohio-floden, at den er påfaldende stille. Ingen skumdannelse, ingen klukken. Men jeg ved, at vi nærmer os – jeg kan lugte det, ja, jeg kan næsten smage det klamme, mugne vand. Jorden forvandler sig fra mudret skovbund til sten og grus. 89
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 89
05/05/15 10.15
Vi er nået ud til kanten. Vi kigger begge ud over floden; det eneste, vi kan høre, er et par kvidrende fugle. „Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke vil fortælle mig noget,“ siger han så. „Hvorfor er du så nysgerrig? Betyder det overhovedet noget, hvorfor jeg gerne vil dø?“ „Ja, lidt.“ „Hvorfor?“ „Fordi jeg ville prøve at tale dig fra det, hvis det er en latterlig grund.“ Jeg griner. „Nej, du ville ikke.“ „Jo, jeg ville.“ „Nej, du ville ikke, for så ville du ikke have nogen til at køre dig. Og så ville du ikke kunne slippe væk fra moar. Det fik du for øvrigt aldrig forklaret mig.“ Selvom solen er gået ned, gør han igen det der med at skygge for øjnene med hænderne, da han kigger op mod himlen. Vi står så tæt sammen, at jeg kan se, der er huller i nakken på hans sorte T-shirt. Hans kraveben er skarpe og tydelige under huden. Han er tyndere, end jeg troede. Han tager mig i at betragte ham og træder et par skridt væk, så der kommer afstand mellem os. „Efter at Maddie døde, blev jeg sendt til psykiater. Mange gange. Lægerne sagde til mine forældre, at de ikke skulle give mig lov til at køre, fordi de var bange for, at jeg ikke evnede at være i nuet. De foreslog også, at jeg aldrig var alene. Når man er helt alene, har man åbenbart større risiko for at blive deprimeret, men jeg ved, at det, jeg føler i forbindelse med Maddies død, ikke ændrer sig, uanset om jeg er alene eller ej.“ Psykiater. Lige efter at min far kom i fængsel, fik skolen 90
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 90
05/05/15 10.15
mig til at tale med skolepsykologen tre gange om ugen. Men det kom der ikke meget ud af. Jeg sad der bare. Nynnede en klassisk melodi og stirrede på hendes gigantiske samling af potteplanter. Til sidst opgav hun mig. „Hvad?“ siger han. Jeg må have skåret ansigt. „Ikke noget. Jeg blev engang sendt til skolepsykolog, så jeg synes bare, det er morsomt, at det heller ikke virkede for dig.“ „Morsomt?“ „Nej, ikke morsomt. Tragikomisk.“ „Jeg er ikke sikker på, man kan bruge ordet ‘tragikomisk’ her, men det lader til, at du er klogere end mig, så jeg stoler på dig.“ „Stoler du på mig?“ Han svarer ikke. Han sætter sig ned ved klippekanten, lægger sig ned. Han bøjer albuerne og lægger hænderne under nakken. Jeg sætter mig ved siden af ham. Jeg lægger mig ikke, men jeg trækker knæene op til hagen. „Vil du dø i vandet, fordi det er sådan, hun døde?“ Han lukker øjnene og nikker let. „Det er det mest retfærdige.“ „Vi kan godt gøre det her, hvis du synes. Jeg er bare lidt nervøs for det.“ Jeg slipper mine knæ og rækker en hånd ud for at mærke jorden. Klippegrunden føles ujævn mod min håndflade. „Jeg er ret sikker på, det er normalt at være nervøs.“ Jeg ånder tungt ud. „Jeg er ikke nervøs for selve det at gøre det.“ „Nå. Er du så sej, at tanken om at hoppe ud fra en klippe ikke gør dig det mindste nervøs?“ Roman rejser sig på den ene arm, så han kan kigge direkte på mig. 91
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 91
05/05/15 10.15
„Okay så. Måske er jeg lidt bange. Men jeg er mere bange for det, der kommer lige efter.“ Han lægger sig ned på ryggen igen. „Altså, hvad der sker med os, når vi dør?“ Jeg tager en håndfuld grus og sier det mellem fingrene. „Tænker du ikke på det? Hvad nu, hvis det her ikke er slutningen, og vi bare ryger videre til et sted, der er værre end det her?“ Han sætter sig op og tager en sten. Han smider den ud over klippekanten. Den forsvinder ud af syne, inden den rammer vandet. Den er for lille til at lave et plask. „Et hvilket som helst sted må være bedre end her.“ „Men du tror virkelig, at det er muligt at dø?“ Hans ansigt bliver stramt, hans kæbemuskler spændes, og hans øjne gløder, som var der ild i dem. Mon FrozenRobot så anderledes ud, inden Maddie døde? Han er jo klassisk smuk med sit kastanjebrune hår, sin rene hud og den markerede hage. Altså, så åbenlyst smuk. Han er sådan en fyr, der bliver castet til skolestartsreklamer. Han findes allevegne, og man ved bare, når man ser ham, at han er populær i highschool. Ja, sådan en fyr er Roman. Men jo mere jeg kigger på ham, jo tydeligere bliver det, at han er anderledes end Tyler Bowen og Todd Robertson-typerne i min verden. Jeg trækker det, jeg sagde, da jeg mødte ham første gang, tilbage – FrozenRobot har noget koldt og dødt over sig. Alle hans bevægelser og hans ansigtsudtryk er en anelse anspændte, som om han er hugget ud af sten og først for nylig er blevet vækket til live efter at have været spærret inde i et kammer af is. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men jo mere jeg betragter ham, jo tydeligere kan jeg se hans sorg lukke sig om ham som lænker, han ikke kan slippe fri af. 92
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 92
05/05/15 10.15
Jeg prøver at forestille mig ham uden sorgen, uden tungsindet, uden kulden, men det er svært. Det eneste, jeg kan se, er, at han er så fortvivlet ulykkelig. Ja, han ligner en, der er skabt til at være populær og succesrig, men han ligner også en, der er skabt til at bære sorg. Og det klæder ham. „Hvordan kan du overhovedet spørge om det?“ Hans stemme hiver mig tilbage til virkeligheden. „Selvfølgelig kan man dø. Maddie døde. Hun er død. Hun er væk.“ Jeg trækker på skuldrene, lader håndfladerne glide hen over gruset. Stenenes skarpe kanter skærer sig ind i huden. „Jeg har tænkt ret meget på universets energi. Og på, om det er rigtigt, at energien ikke kan produceres eller nedbrydes, men udelukkende overføres. Hvad tror du, der sker med menneskers energi, når de dør?“ Han ryster på hovedet, rejser sig og går væk fra mig, tættere på kanten. Jeg følger efter. Jeg kigger ned i floden og prøver at forestille mig, hvordan det vil føles, når jeg rammer overfladen. Ohio-floden driver langsomt afsted, der er ingen hvirvlen eller brusen, kun en doven strøm. Måske krammer vandet mig hårdt, så luften presses ud af mine lunger. Måske vil det føles, som om jeg bliver vugget i søvn, måske bliver jeg trukket ned under overfladen, og alt bliver sort, og det vil være som at drømme. Måske. „Selvfølgelig kan man dø.“ Han gentager argumentet. „Maddie er død. Jeg kan ikke se hendes energi nogen steder.“ „Det betyder jo ikke, at hendes energi ikke er her.“ Han vifter med hænderne. Han samler endnu en sten op og smider den ud over kanten. „Vi må stoppe med at snakke om det her. Jeg kan ikke klare det.“ 93
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 93
05/05/15 10.15
„Jeg kan heller ikke klare det,“ siger jeg blidt. „Jeg er nødt til at tro, at vi er døde, når vi dør. Jeg kan ikke holde ud at tænke andet.“ „Okay.“ Jeg kan godt gå med til, at vi ikke taler om det. Men det betyder ikke, at jeg holder op med at tænke på det. Vi kigger atter ud over floden. Vi forestiller os atter vores vanddød.
94
NNF_Mit hjerte og andre sorte huller_P.indd 94
05/05/15 10.15