Anders Grøndahl
Strandvejens Trylleri
Anders Grøndahl
Strandvejens Trylleri fra Hellerup til HornbĂŚk
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Et stjernemåltid i Søllerød
Kanonbådene ville have er perfekt ly i inderhavnnen, der blev udgravet i slugten mellem skrænterne, i vore dage søen mellem Louisiana og kirkegården. Men krigen sluttede, og militæret tabte interessen for denne havn. I stedet begyndte fiskerne at bruge den, og de etablerede en stor stejleplads til tørring af deres net lige vest for lejet op langs Babyloneskoven. I vore dage gennemskæres denne stejleplads
Fra Vedbæk gør vi en vigtig gastronomisk afstikker lidt ind i land. Vort ærinde er fråds og vellevned, ganske enkelt. Man mærker det allerede, når man passerer det lille kær foran kroen, og endnu mere, når man passerer ind igennem gården. En stemning af gastronomi, klingende sprøde hvidvine i glassene, efterfulgt af ædelt og aromatisk rødt i andre glas, lægger sig fysisk om en, ligesom når man ta’r sin gode gamle velsiddende jakke på. Søllerød Kro er under restaurantchef Jan Resdorffs ledelse, og med kokken Jacob de Neergård i køkkenet, blevet et gastronomisk referencepunkt for alle os, der holder af den stabile høje klasse og professionalisme, som vi finder på Michelin-restauranter i Frankrig, Italien og mange andre lande. Helt fortjent har Søllerød opnået den eftertragtede stjerne, som den har haft niveau til i årevis. Ud over den klassiske franske gastronomi med moderne toner nyder jeg især vinlisten, eller rettere vinbogen, og det ping-pong med vært og tjener, som udspiller takket være vores fælles interesse for terroir-faste europæiske hvid- og rødvine. Glæden ved de store B-er, Bourgogne, Bordeaux, Barolo, Barbaresco og Bandol, kan man bruge ret så lang tid på at filosofere over under et måltid på kroen. Men også vintjenerens og restaurantchefens små overraskelser ude fra krogene af de klassiske vinlande stemmer min ganes små indbyggede vin-violiner. En aften på Søllerød Kro løber derfor nemt op i fem timers intens nydelse, lidt over 2000 kroner for to og en taxa hjem, men den er det hele værd. Alle indtrykkene klæber sig fast til sjælen og højre hjernehalvdel i årevis, og hvis man trækker dem frem ofte nok, ender det jo med at blive et rent forærings-måltid til en udgift, man knap nok kan få en kebab for. - Stol aldrig på andre statistikker end dem, du selv har manipuleret med, sagde Winston Churchill. Hans glæde ved mad, vin og Champagne var legendarisk. Nydelsen af disse ingredienser foregik under følgende motto: Min smag er i grunden ganske enkel. Jeg er altid tilfreds med det bedste! Søllerød Kro Søllerødvej 35 Holte Tlf. 45 80 20 05
Vedbæk og Rungsted Kyst
på Rungsted Ravn. Tilbage står også et uforglemmeligt minde fra den lokale købmand. Jeg var inde for at købe tobak til min pibe og overhørte tilfældigvis følgende guldkorn af en samtale imellem den nye elev og en ældre Rungsted-frue af den gamle skole. Det er fruen, der indleder: - Har De nogle østershatte? - Nej, Frue, men kom igen til nytår, for der har vi så mange andre sjove hatte, svarede den servicemindede elev.
Rungstedlund
Kanonbådene ville have er perfekt ly i inderhavnnen, der blev udgravet i slugten mellem skrænterne, i vore dage søen mellem Louisiana og kirkegården. Men krigen sluttede, og militæret tabte interessen for denne havn. I stedet begyndte fiskerne at bruge den, og de etablerede en stor stejleplads til tørring af deres net lige vest for lejet op langs Babyloneskoven. I vore dage gennemskæres denne stejleplads
Om vinteren er der stille i Vedbæk og Rungsted. I havnene sover det hele under presenninger. Skibe og lystyachter er i dvale. Sneen lyser op, frosten bider. Vikingerne hopper i baljen, mens fuglene skutter sig på isflagerne. Men en forårsdag i april eksploderer det hele på ny. Bådfolket vender tilbage. Nu skal der vaskes, males og gøres klar til den nye sæson. Snart viser de første lyshårede duller sig på molerne, restauranter og caféer genåbner, og folk begynder at sole sig på strandene. I Vedbæk er det restauranterne Nautilus og La Vela, der har den gastronomiske førertrøje. De har været her i årevis. Oppe i Rungsted går det mere hedt for sig. Der åbnes og lukkes, så selv de lokale har svært ved at følge med. Jeg husker blændende måltider hos Røgeriet og på Restaurant Mikkelgård i Mikkelborg, men de er væk nu. Tilbage er der den lidt dyre klassiker Nokken på Rungsted Havn, café Bryggen og så en lille hyggelig thailandsk restaurant og take-away, The White Elefant, som synes at have bidt sig fast
Fra den travle strandvej svinger jeg ind og parkerer på det knasende grus overfor Rungstedlund. Hvilken herlig forandring. På øjeblikke ændrer sjælen optik, en anden stemning finder vej til sindet. Des længere man vandrer ind i skoven mellem ældgamle træstammer og langs slidte markhegn jo lykkeligere bliver man, Fuglesang vibrerer, klar som krystal, mellem stammerne og ekkoer under det enorme bladhang. Hvor jeg før sad sløv i bilen, omringet af bilernes masen på, og så på den endeløse strøm af luksusvillaer på strækket fra Vedbæk til Rungsted, er det nu naturen i sin rene form, der bestemmer. Det skulle vi lade den gøre noget mere. Takket være Karen Blixen og hendes familie, der i 1958 tog initiativ til Rungstedlundfonden, eksisterer dette mirakel i Rungsted. Nej, vent lidt. En gunstig skæbne havde sin finger med i spillet. Blixens gamle kaffeeventyr i Kenya, der skabte hende så mange problemer med misvækst og faldende kaffepriser, at hun efter 17 år (i 1931) måtte give op og vende hjem til moderen på Rungstedlund, udløste ikke alene mesterværket “Den afrikanske farm”. Pludselig, i midten af 1980’erne, da de svingende forfatterindtægter knap nok rakte til driften af Rungstedlund, kom filmen Out of Africa, bygget over Karen Blixens liv og hendes bogklassiker. Filmen blev en verdensomspændende succes og kastede nye indtægter af til Rungstedlundfonden. I 1991 åbnede Karen Blixen-museet, hvor de mange gæster bliver ført igennem forfatterens stuer, der fremstår helt uændrede siden hendes død i 1962. Fuglereservatets beplantning er fredskov domineret af gamle bøgetræer, hvoraf nogle har en omkreds på over tre meter og en alder på mellem 250 og 300 år. Rundt om i lunden er der opsat næsten tohundrede nummererede rugekasser, der bebos af over 4o forskellige fuglearter. Min tur begynder ved museets hovedindgang og følger den klassiske vej
Kanonbådene ville have er perfekt ly i inderhavnnen, der blev udgravet i slugten mellem skrænterne, i vore dage søen mellem Louisiana og kirkegården. Men krigen sluttede, og militæret tabte interessen for denne havn. I stedet begyndte fiskerne at bruge den, og de etablerede en stor stejleplads til tørring af deres net lige vest for lejet op langs Babyloneskoven. I vore dage gennemskæres denne stejleplads
forbi dammen med den hvide bro. Lidt længere fremme krummer stien forbi folden med frugthaven og skærehaven, der forsyner Blixens stuer med friske blomster. Derpå kommer Ewalds Høj, opkaldt efter digteren Johannes Ewald, der blandt andet skrev “Rungsteds Lyksaligheder”. Herfra ses imod nord, ude i hestefolden, et stort egetræ kaldet “Lytteregen”, som er en aflægger af “Snogegen” i Jægerspris Nordskov. “Lytteregen” blev plantet i 1958 som en tak fra Karen Blixen til de 80.000 lyttere, der hver donerede en krone til Rungstedlundfonden, da hun i radioen fortalte om sine planer med Rungstedlund og ikke mindst fredningen af samme. Det var skarpt set at bevare dette stykke natur for eftertiden. Rungstedlund og skoven omkring huset ligger nu som en grøn kile i et tæt bebygget område, hvor luksusvillaer og lejlighedskomplekser strækker sig som om kap for at få en bid af udsigten til havet. Karen Blixen hviler under et stort bøgetræ ved foden af Ewalds Høj.
Kanonbådene ville have er perfekt ly i inderhavnnen, der blev udgravet i slugten mellem skrænterne, i vore dage søen mellem Louisiana og kirkegården. Men krigen sluttede, og militæret tabte interessen for denne havn. I stedet begyndte fiskerne at bruge den, og de etablerede en stor stejleplads til tørring af deres net lige vest for lejet op langs Babyloneobs) Bemærk venligst at picnic ikke er tilladt på Rungstedlund, men der skoven. I vore dage gennemskæres denne stejleplads findes flere gode pletter tæt ved og desuden har museet en café.
Nivå og Sletten
Kanonbådene ville have er perfekt ly i inderhavnnen, der blev udgravet i slugten mellem skrænterne, i vore dage søen mellem Louisiana og kirkegården. Men krigen sluttede, og militæret tabte interessen for denne havn. I stedet begyndte fiskerne at bruge den, og de etablerede en stor stejleplads til tørring af deres net lige vest for lejet op langs Babyloneskoven. I vore dage gennemskæres denne stejleplads
Nord for Rungsted og Mikkelborg kommer vi ud i det flade og åbne. Vejen skifter karakter. Vi lægger rigmandskvartererne bag os. Nu venter de ægte gamle fiskerlejer, som står forbløffende velbevarede til trods for at husene er et par hundrede år gamle. Miljøerne heroppe er umiddelbart forståelige. Her har der været drevet fiskeri under de ofte barske forhold, naturen har budt på. Syd for Helsingør er der ikke meget af fiskeriet tilbage, men de mennesker, der nu bebor fiskernes gamle huse, har alligevel formået at værne om både dem, vejene og miljøerne, så de virker originale. Det er folk, der holder af havet og naturen som bor her, og jeg indrømmer gerne, at min yndlingsbid af Strandvejen strækker sig fra Sletten over Helsingør og Hornbæk - og op til Gilleleje. Den der drejer ind imod det gamle Nivå vil opleve et udpræget landsbymiljø med den tidligere kro, en petanquebane, Nivågaards gamle sprøjtehus, opført efter Nivågaards brand i 1879 og restaureret i 1991, samt en klynge af gamle stråtækte huse under kastanietræernes kroner. Også den fremragende Nivågaard Malerisamling finder vi her i området, inklusive en hyggelig café. Ikke alene er samlingen af ældre europæisk kunst i særklasse med vægt på italienske malerier fra 1500-tallet og nederlandske fra 1600-tallet, deriblandt Danmarks eneste ægte Rembrandt, nemlig portræt af en dame, malet i 1632. Den omgivende park i engelsk stil med store træer, rododendron og azalea, hvorimellem stier snor sig er en fornøjelse at slentre i, ikke mindst i maj-juni, når de forskellige rododendron blomstrer. En dansk pendant til den kuperede rododendronpark ved Sofiero Slot ovre på den anden side af Sundet, nord for Helsingborg. Når man færdes i vore dages Nivå, er det vanskeligt at forestille sig dette område som et travlt produktionscenter for tegl og mursten. Hele tre værker udnyttede undergrundens forekomster af ler op igennem 1800-tallet. Et par karakteristiske skorstene titter dog op over træer og huse som minder fra denne travle tid, og den der drejer ned ad Teglværksvej kommer ikke alene ud ved en karakteristisk kanal og en lade, hvor der på den røde træport stadig star Nivaagaard Teglværk. Pludselig befinder man ved den karakteristiske ringovn, en af Europas ældste, der omkring 1900 kunne producere over fire millioner mursten om året. Heldigvis er det lykkedes at etablere et teglværksmuseum på stedet. Ringovnen hørte til Nivaagaard Teglværk og blev opført i 1865. Den er nu fredet som et stykke kulturarv. Området omkring den domineres af søer,
10
11