JES - ODDER KUNST - 12.5-28.5 2023

MODERNiSME NY

ODDER KUNST 12. - 28. MAJ 2023

HYLDEST TIL MODERNISMEN OG DENS KUNSTNERE

I den vestlige verdens kunsthistorie er det 20. århundredes Modernisme den kunstretning, der radikalt skiller sig ud fra dem alle. Modernismen var et brud med den naturalistiske gengivelse af den synlige verden, og introducerede et helt nyt kunstneriske sprog, hvor det blev op til den enkelte kunstner at skabe sit eget individuelle udtryk, alene ud fra farven, formen og linien.

Den naturtro skildring af verden forsvandt dermed ud af kunsten sammen med den objektive kunstkritik.

Den schweiziske kunstner Paul Klee udtrykte det klart: ’Kunsten skal ikke reproducere den synlige verden, - kunsten skal gøre synlig.’

Kunstværket bliver dermed en abstraktion, et realiseret syn eller en geometri.

Det var den russiske kunstner Malevich, der i tyverne malede ”Hvidt kvadrat på hvid bund”, og dermed skabte oprør i kunstverdenen. Fra kunstnerne lød det: ”Du har slået maleriet ihjel”! Malevich svar var: ”Nej tværtimod. Jeg har givet kunsten et nyt hav at sejle på.”

Det var de modernistiske kunstnere som op gennem det 20. århundrede lærte os at acceptere og påskønne den nye kunst i alle dens former og udtryk. Lige fra den kubistiske kunst til den surreelle og lige fra den abstrakte ekspressionisme til minimalisme og POP kunst. Alle fik de en plads under Modernismens overordnede paraply.

Fra århundredets begyndelse var det især den kubistiske retning fra Cezanne og Picasso, som dominerede billedet og inspirerede de europæiske kunstnere. Se bare på den danske modernisme med Rude, Scharff, Giersing, Weie og Lundstrøm.

På verdensudstillingen i Paris 1937 vakte Picassos kubistiske mesterværk ’Guernica’ stor kunstnerisk og politisk opmærksomhed. Men også Miró var inviteret, og hans monumentale maleri, som vores egen Asger Jorn var med til at male op på væggen, afslørede et nyskabende univers fyldt af farverige fantasivæsner. I 1941 arrangerede MoMA i New York en stor Miró udstilling, som inspirerede mange og fik betydning for en række amerikanske kunstnere, bl.a. Jackson Pollock. Interessant er det i dag at se den parallelle Miro´ inspiration på tværs af Atlanten i både Jorns og Pollocks tidlige billeder.

Men hvad binder det hele sammen på tværs af tid, geografi og temperamenter. Hvad er i dag karakteristisk for det modernistiske værk? Det giver Peer E. Sørensen, professor emeritus ved Aarhus Universitet nogle svar på i bogen ”Modernismens Ansigter”.

”Modernistiske værker arbejder i et felt mellem det, der vises, , og det, der ikke vises, mellem sagt og usagt, og åbner derved for tanker og drømme og lader os ane muligheder, som rækker ud over det, vi står midt i, og de forståelseshorisonter, vi er fortrolige med. Forhold, som kræver læserens, lytterens og tilskuerens kreative sensitivitet og evne til at genskabe de spændinger, der er bundfældet i værkerne”

”Modernisterne kredser om det fragmentariske. Det gør de, fordi den verden, vi lever i, er fragmentarisk. Verden møder os ikke i harmoniske eller dramatiske fortællinger med en begyndelse, en midte og en slutning, men stykkevis og delt og vanskelig at sætte sammen... Derfor forsvinder dybden i det kubistiske maleris farvel til landskabet og perspektivet. Verden er, metaforisk udtrykt, som en avis uden chefredaktør. Verden er en kollage. Der er ikke noget, der hedder helhed mere…”

Først Picasso, så Kandinsky og Mondrian, så Malevich og Miró, og senere i USA Pollock, deKooning og Barnet Newman, m.fl.- alle skabte de helt nye universer for kunstoplevelsen. Men de er nu alle døde og nåede ikke selv at udvikle deres kunst op i det 21. århundrede Men de lagde fundamentet for en ny og uendelig kunst, hvor deres værker og concepter er stepstones fremad mod nye billeder.

I dag er vi i stand til at aflæse og afkode billeder med langt større hastighed end for bare halvtreds år siden, før computeren, TV’et og dagligdagens billedbombardement. Nye oplevelser, tanker og livskvaliteter er kommet til i det 21. århundrede. Og samtidigt hermed er individet trådt i centrum. Beskueren vil selv og med egne tanker gå tur i kunstværket. Jo mindre kunstneren har defineret, jo friere står beskueren. Vi taler nu om det 21. århundredes åbne kunstværk, - altså en kunst der i kraft af sin abstraktion og forenkling ligger i helt naturlig forlængelse af det 20. århundredes modernisme.

Modernisme goes Contemporary!

JAGTEN PÅ EN NY MODERNISME

Det 20. århundredes modernister åbnede vores øjne for en mangfoldighed af nye kunstværker i forskellige stilarter og med en præcis indramning af tidsånden før, efter og imellem de to verdenskrige. Deres værker er i dag ophøjet til nationale klenodier og pryder væggene på de største museer rundt om i verdenen. De opnåede meget, men nåede ikke alt.

Der findes stadig med Malevichs ord ’et uendeligt hav for kunsten at sejle på’ – også ind i det nye århundrede, hvor verden har stillet os over for helt nye udfordringer og muligheder. Tempoet er accelereret, individet er trådt i centrum og nutiden er oversvømmet med hurtige billeder og dekorative kunstværker med kort levetid. Samtidig er tidsånden vanskelig at få øje på i kunsten.

I denne udstilling giver jeg forskellige bud på en fornyelse og opdatering af det 20. århundredes modernisme. Mit kunstneriske mål skulle være at skabe et klart og enkelt nutidssprog, som kunne stimulere beskuerens egen forestillinger, drømme og fantasi. Et såkaldt åbent maleri i forlængelse af modernismen og ud fra opskriften:

- At reducere det kunstneriske sprog til det mest nødvendige og enkle i både komposition og struktur.

- Mine motiver skal være unikke og flertydige uden støjende elementer.

- Min farveskala skal stemmes i dur.

- Billedet skal stille sig åbent overfor beskuerens egne erindringer, forestillinger og fantasier.

- Optimalt skal indholdet af rationelle såvel som romantiske elementer udfordre begge halvdele af vores hjerne.

Naturligvis skylder jeg stor tak til modernismens mestre som f.eks.: Picasso og Miró der var mestre i abstraktion og farve. Mondrian og Malevich, for deres komposition og struktur. Hopper, som skabte det psykologiske rum. Rothko, som gav os meditationens billeder. Og Barnet Newman, som lærte os at opleve farvens iboende styrke.

UDSTILLINGENS 6 AFSNIT

1 : LOS ANGELES SUITEN, 2019, 12 tegninger / SPACE CONSTRUCTIONS, 2019/20. 24 collager I A4 format

Med LA suiten var formålet at definere en række lysfyldte rum i moderne arkitektur, inspireret af Hopper, hvor personerne i rummet er skiftet ud med kunstværker og hvor skyggerne er udfordrende eller umulige.

SPACE CONSTRUCTIONS består oprindeligt af 24 collager med motiver fra by, land og interiører. I kraft af deres konstruktion twister de beskuerens orientering p.g.a dobbeltsyn, umulige perspektiver, blokerende mure eller elementer, der svæver frit i rummet, fri af tyngdekraften. I flere af collagerne er der indsat spejlende døre, der reflekterer beskueren og byder indenfor. Hvad er der på den anden side? Rum for egen fantasi.

2 : HORISONTER / DOBBELT-HORISONTER / LODRETTE HORISONTER, 2020/21/22, malerier

Hvor simpelt kan man konstruere et stemningsfyldt landskab? En farvet linie i midten omgivet af to farveflader (colorfields) symboliserende himlen og jorden, himlen og havet, i forskellig belysning. På én gang både naturromantik for sjælen og minimalisme for fornuften. Selv tilhører jeg ingen af disse retninger, men betragter mig som Nymodernist, der her forener rationalitet og passion og dermed kommunikerer med begge vore hjernehalvdele. Derved opstod også ønsket om to landskaber og to horisonter i samme billedudsigt, hvilket åbner for beskuerens ret til selv at bestemme hvilken horisont man vil gå mod. Den lodrette horisont appellerer til de personlige mål man sætter sig i livet. Ved at farvesætte disse perioder er det muligt at skabe et formelt portræt af hver enkelt person.

3 : HUSET 2021/22, maleri og tegning

Et hus er noget af det første og mest simple et barn kan tegne. Dør, vinduer og skorsten. Men i virkeligheden er et hus i kraft af sit eksteriør og interiør dobbelttydigt, vender både indad og udad, på én gang både simpelt og kompliceret. Jeg har prøvet at fastholde dobbeltheden i en række tegninger og malerier, der vender op og ned på dobbelthuse og rækkehuse eller gør dem transparente og dekonstruerede for derved at betragte huset på nye måder. Her mødes det 3-dimensionelle af fladernes to dimensioner og gør billedet vanskeligt at fastholde.

For højhuset og skyskraberen i metropolen var udfordringen at give motivet en mere opløst karakter helt i modsætning til bygningernes præcise konstruktioner og samtidig fastholde indtrykket af noget 3-dimensionelt.

4

I disse store og små billeder udfordres på skift rum og flade. Selvom der lægges op til et harmonisk, afbalanceret billedrum, skifter perspektivet og sætter billedets konstruktion og strukturer i bevægelse. Både de store og små farveflader indeholder koblinger og skjulte nuancer, der udfordrer øjet. I maleriet ”Full House” har felterne i den kulørte mur krævet adskillige justeringer og tilpasninger før den ønskede harmoni lod sig se.

: KONSTRUKTIONER / STRUKTURER 2020-23, maleri, tegning, collage

5 : DIALOGER/DOBBELTBILLEDER 2021-23, maleri

Det forekommer helt oplagt at forny de traditionsskabte skel, der er skabt mellem visse stilarter i forhold til hvilken hjernehalvdel værkerne henvender sig til. Enten ved at nydefinere dem, eller ved at bygge bro mellem dem. Dybest er kløfterne mellem romantik og klassik, mellem det ekspressive og det konstruktive, mellem den spontane og den konkrete kunst. Den første trækker på følelsen, den anden på fornuften. Altså henholdsvis højre og venstre hjernehalvdel. I et større format med motiv fra Amagertorv, Kbh. har jeg illustreret hvorledes sammenkoblingen af et historisk billede overlappet af en nyklassisk scenografi formår at bringe ekstra liv til begge motiver og rent teoretisk kommunikerer med begge sider af vores hjerne.

I et mindre billede fra Hvidovre har jeg reduceret billedrummet, og samtidig forstærket udtrykket ved anvendelse af en minimalistisk maske, der ændrer de passive flader til aktive. En billedfornyelse, der trækker det lille maleri med op i det 21. århundrede som en bro mellem modernismen og nutidskunsten og et nyt ´både og` værk. Referencerne til Rauschenbergs

”Erased de Kooning” ligger tæt på.

6 : PUZZLES, 35 bearbejdede collager 2021-23

Verden er en collage! Og collagen et billede på vores verden, fyldt med billeder og ord, der krydser hinanden i et overraskende flux.

Stilen kan være kølig og smagfuld som en klassisk komposition eller hårdtslående kaotisk med et forførende farvespil. Den kan være charmerende og smuk eller gådefuld interessant. Her opstår alle muligheder. Vigtigt er det, at hver enkelt har en sjæl og en pointe, som kan give den en kunstnerisk dimension og et langt liv.

CV:

JES / Jens Erik Sørensen, f. 20.3.1946. Aalborg

1962: Udstiller som 16-årig malerier i Ryesgades Skole

1968: Udlært elektriker

1971: Udstilling på Hasseris Gymnasium

1972: Aarhus Universitet, Institut for Kunsthistorie

1979: Afsluttende Magisterkonferens, Aarhus Universitet, Institut for Kunsthistorie

1979: Museumsinspektør Aarhus Kunstmuseum

1983: Museumsinspektør Statens Museum for Kunst

1984: Museumsdirektør Aarhus Kunstmuseum

1998-2004: Planlægning og realisering af ARoS Aarhus Kunstmuseum

2004: Indvielse ARoS Aarhus Kunstmuseum

2011: Indvielse af Olafur Eliassons Your rainbow panorama (Regnbuen), ARoS

2013: Fratræder som direktør for ARoS

2013: Direktør for Faurschou Foundation, København

2017: Etablerer Copenhagen Contemporary (CC), udstillingssted for installationskunst sammen med Jens Faurschou

2018: Fratræder som direktør for CC

2018: Indtræder i bestyrelsen for CC - frem til 2020

Efter 40 år i museets og kunstens tjeneste opstod for 5 år siden min ungdoms lyst til at arbejde aktivt med billedkunsten, specielt modernismens uendelige, abstrakte formsprog, som jeg er født ind i og har under huden. Jeg er derfor taknemmelig for nu at se resultatet foldet ud på væggen og dermed antyde hvad en Ny Modernisme i det 21. århundrede kunne rumme. I den forbindelse ønsker jeg at rette en tak til Odder Kunst for invitationen til at vise og få reaktioner på min første soloudstilling og dermed træde ind i den fornemme udstillingsrække med etablerede, professionelle kunstnere.

Som museumsleder med et aktivt internationalt udstillingsprogram har jeg været forkælet med en stor og erfaren stab af medarbejdere, der løftede alt det praktiske i flok. Med invitationen til at udstille egne værker stod jeg pludselig ret alene med det alt sammen. For hurtigt gik det op for mig, at selvom denne udstilling ikke har internationale dimensioner og blot omhandler en ukendt kunstner, så omfatter processen fra start til slut alle de samme opgaver som de store museumsudstillinger. Jeg havde virkelig brug for hjælp! - Og den har jeg fået fra mange sider.

En stor tak skal lyde til min mangeårige nære kollega på ARoS, kommunikationschef Bjarne Bækgaard, som straks fra starten påtog sig opgaven som udstillingens kurator omfattende udvælgelse af værker, redigering af katalog og pressearbejdet. Tak for et åbenthjerteligt og venskabeligt samarbejde.

Tak også til min mangeårige nabo og ven Johannes Arvin for hans aldrig svigtende engagement i kunsten, herunder interessen for mine eksperimenter og for at dele ud af sine kontakter til verden.

I forbindelse med ophængningen, transport og praktisk hjælp skylder jeg stor tak til min nærmeste nabo Leif Bregnballe, ligesom Jakob Markus Pedersen takkes for et omfattende og præcist fotoarbejde.

Til slut vil jeg rette en fælles tak til udstillingens tre sponsorer:

JKS / Jan Stampe

AVK / Niels Aage Kjær

Obaku / Johannes Arvin