Carl Nielsen Salen – Odense Koncerthus Torsdag 22. sep 2016 KL. 19.30 Koncertintro i Carl Nielsen Salen kl. 18.30
RACHMANINOV OG ROMANTIK Odense Symfoniorkester Dirigent: Benjamin Shwartz Solist: Anne-Marie McDermott, klaver Johannes Brahms: (1833-1897)
Variationer over et tema af Haydn, op. 56a Chorale St. Antoni: Andante I: Poco piú animato II: Piú vivace III: Con moto IV: Andante con moto V: Vivace VI: Vivace VII: Grazioso VIII: Presto non troppo Finale: Andante Varighed: ca. 19 min.
Poul Ruders: (f. 1949) PAUSE
Paganini Variations - Piano Concerto No. 3 Varighed: ca. 18 min.
Sergej Rachmaninov: (1873-1943)
Klaverkoncert nr. 2 i c-mol, op. 18 I Moderato II Adagio sostenuto III Allegro scherzando Varighed: ca. 33 min.
VARIERET ROMANTIK
Aftenens to store klassiske værker, en klaverkoncert af de helt vægtige og et hæderkronet variationsværk, bliver på fineste vis bundet sammen af koncertens nutidige værk, Pouls Ruders’ Paganini Variationer, som er begge dele – både en klaverkoncert og et variationsværk. Vi skal i løbet af hele koncerten opleve temaer blive strakt, bøjet, forvrænget, ophøjet og leget med på både symfonisk og mere udforskende vis i et program, hvor både solistens og orkestrets virtuositet bliver udfordret til fulde. Variationer over et tema af ...? Aftenens første variationsværk er en vidunderligt struktureret og klangligt sublim perle fra mesteren Johannes Brahms. Som med al Brahms’ musik er der tale om et værk af høj, høj kvalitet, hvilket selvfølgelig kan tilskrives hans talent og arbejdsomhed, men nok også det faktum, at Brahms formentlig er den komponist i verdenshistorien, der har brændt flest af sine egne værker; hvis et værk ikke levede op til hans egne forventninger, kom det aldrig videre end til kakkelovnen (hvorfor også hans første symfoni var flere årtier undervejs!), og vi må formode, at den kritiske herre har ladet mindst en håndfuld mesterværker lide den triste skæbne. Dette variationsværk klarede skærene - og med god grund.
Benjamin Shwartz
Temaet for de 8 variationer + finalen er melodien ”Skt. Antoni koral”, en melodi, som Brahms havde opbevaret i et kartotek med navnet ”Kopier af mesterværker fra det 16. - 18. århundrede, til studiebrug”. Han troede selvfølgelig, at den påførte komponist, Joseph Haydn, var ophavsmand til det lille blæserdivertimento, men kloge hoveder har siden slået fast, at dette ikke er tilfældet; snarere er der tale om, at melodien havde fået påført en kendt komponist for at øge salget. Det rokker dog ikke ved kvaliteten af det fine tema, som højst sandsynligt har fanget Brahms’ opmærksomhed af én særlig grund: det er uregelmæssigt! Brahms elsker skæve slag, takter og fraseringer, og den første del af ”Skt. Antoni” er noget så specielt som 2 x 5 takter langt. Temagennemspilningen er næsten identisk med originalen - blot tilsat nogle dybe pizzicati fra strygerne, som helt diskret vækker forventningen om en symfonisk bearbejdelse. Og vi bliver ikke skuffede! Allerede i første variation fastlægges ”spillereglerne” for hele variationsrækken: 1 han bruger det smukke orgelpunkt, en klokkeagtigt vedholdende tone, fra slutningen af koralen, som en måde at sammenbinde værket til et organisk hele, 2 han igangsætter en opfindsom leg med modrytmen 2 mod 3, et meget typisk træk hos Brahms, der netop skaber den ”skævhed” i rytmefornemmelsen, han elsker at udfordre med og 3 han etablerer dén regel, at hvis en melodistump skal spilles flere gange, byttes der rundt på instrumentationen. Og så følger ellers endnu syv smukke, vittige, varme og storslåede variationer, og man må bare læne sig tilbage og nyde, hvordan det lille benspænd, som det jo er at binde sig til et fast antal takter og en næsten fast akkordrækkefølge, i dén grad lukker op for mesterens opfindsomhed og kreativitet. Det er ofte blevet kaldt verdens første orkesterværk i variationsform, en form, der flittigt blev dyrket i tiden inden den store orkestermusik, og Brahms benytter sig da også af mange kompositionsteknikker fra tidligere tider, ikke mindst kontrapunkt. Og idéen til værkets slutsats er så gammel, at den på Brahms’ tid faktisk virkede ny: han laver en gennemført passacaglia, et værk-i-værket, hvor den melodi, der bliver præsenteret i starten af finalen (og lyder som en variation af både temaet og af temaets baslinje) vedbliver at spilles som underlægning igen og igen, i alt 17 gange. Og Brahms bliver revet med af løjerne i så høj grad, at han i finalens højdepunkt griber til noget så u-Brahmsk som en triangel – men det er også på sin plads her helt til sidst, hvor sjælen jubler i glæde over gensynet med det lille tema, nu fuldt udfoldet i symfonisk pragt. Det musikalske spejlkabinet Violinvirtuosen Paganinis djævlesvære Capriccio nr. 24 for soloviolin er gennem tiden blevet varieret af mange af de største komponister, som alle har tilført netop deres stil og tidsalders kendetegn til det udødelige tema. Grunden til, at netop dette tema har virket som en veritabel legeplads for så forskellige personligheder som Liszt, Lutosławski, Andrew Lloyd Webber og ikke mindst Brahms og Rachmaninov, er jo nok, at det i al sin irriterende enkelhed har nogle elementer,
der er så let genkendelige, at næsten lige meget hvor langt, man vrider det ud af facon, kan det uden videre føles som om, at det til hver en tid vil springe frem og åbenbare sig i sin helhed. Poul Ruders’ klaverkoncert Paganini Variationer er en transskription af hans egen guitarkoncert fra år 2000 af samme navn, skrevet specielt, for klaver, til aftenens solist Anne-Marie McDermott, og her følger vi temaet (der, som det sig hør og bør i et variationsværk, fra starten præsenteres i sin originale form) gennem en række forvandlinger: den legesyge katten-efter-musen-variant, den smukke, den ildevarslende, den himmelske lyse dur-variant - og alle derimellem. Kendetegnende for dem alle er, at de umiskendeligt bærer Ruders’ særlige tone og sans for klang og dramatik. Og som det er tilfældet i mangt et variationsværk, så bliver der mere og mere plads til komponisten efterhånden, som værket skrider frem. Lad endelig være med at bruge en masse krudt på at følge numerisk med i rækken af de 22 variationer, der hvirvler forbi i en rasende fart attacca, altså uden pauser imellem; forsøg hellere at lade dig forføre af de mange skønne klange og af den fornemmelse, som Poul Ruders selv rammende beskriver i sin omtale af værket: det er som en tur i spejlkabinettet i Tivoli – portrættet forvrænges efterhånden mere og mere, men det er til stadighed den samme original, der går gennem spejlene.
Tak til Monsieur Dahl! Akkorder, der dufter af mørkerødt fløjl, melodier så storslåede, at hårene rejser sig på armene, og sølvstrengen i rygraden lyser i flammende hvidt og klavertirader, der udfordrer fysikkens love – alt det, indeholdt i Rachmaninovs store 2. klaverkoncert, og meget mere var verden lige ved at gå glip af! Vidunderbarnet Sergej Rachmaninov skulle i 1897, i en alder af kun 23 år, med sin første symfoni slå sin position fast som arvtager for de store russiske 1800-tals-komponister. Efter successer som den 1. klaverkoncert og det verdensberømte Præludium i cis-mol var der tårnhøje forventninger til symfonien. Men premieren blev en eklatant fiasko, og den grædefærdige Rachmaninov måtte gemme sig under en trappe med hænderne for ørerne, så han ikke kunne høre den fulde dirigent med det uprøvede orkester massakrere værket i det, der ifølge komponisten selv var ”den værste time i hele mit liv”. Hverken publikum eller anmeldere syntes at kunne skelne værkets kvalitet fra opførelsens, og den forfærdelige modtagelse tog modet fra den unge komponist i en sådan grad, at han ikke skrev så meget som en tone de følgende næsten tre år! En strålende karriere var ved at blive kvalt i fødslen. Rachmaninov blev ramt af en dyb alkoholisk depression, og alle omkring ham så, at det gik den helt forkerte vej. Heldigvis blev han, da det så allersortest ud, af familiemedlemmer overtalt til at opsøge en ekspert inden for det spritnye
Anne-Marie McDermott
felt neuropsykoterapi, Dr. Nicolai Dahl, som havde god erfaring med brug af hypnose mod alkoholisme. Denne forstod straks, at problemets kerne var en manglende tro på egne evner, og han skred øjeblikkeligt til handling med en diæt bestående af gode samtaler om musik (Dahl var selv en dygtig bratschist), fastlagte søvnrytmer og hypnotisk messende sætninger som: ”Du kommer til at skrive en klaverkoncert”, ”Koncerten bliver en stor succes” og ”Du vil komponere med stor lethed”. Med denne ret så moderne behandling formåede Dr. Dahl i løbet af få måneder at få låst op for Rachmaninovs tilsnørede kreative åre; og hvilken flod, der så strømmede! I løbet af en rejse til dels Krim, dels Italien i efteråret 1900 fik han nedfældet fyldige skitser til 2. og 3. sats af denne hans 2. klaverkoncert, og efter et par meget roste opførelser af disse skrev han i løbet af ingen tid den første sats, og værket var en realitet i al sin storslåede pragt. Dybt taknemmelig dedikerede Rachmaninov selvfølgelig værket à Monsieur N. Dahl. Klaverkoncertens første sats synes næsten at fortælle historien om dens egen tilblivelse, idet den starter med dødsklokkelignende akkorder i klaveret, der til sidst bryder ud i en melankolsk melodi med stormfulde brudte akkorder under, og først herefter åbnes op for den skatkiste af vidunderlige melodier, der har gjort denne koncert så utroligt populær. Det er værd at bide mærke i, at klaveret gennem næsten hele første sats har en akkompagnerende rolle, omend det selvfølgelig ofte tiltrækker sig berettiget opmærksomhed med sin virtuositet; det er dog som regel orkestret, der spiller de egentlige temaer. Der er heller ingen kadence her, som det jo ellers er kutyme i åbningssatsen af en romantisk koncert. Anden sats starter næsten religiøst ophøjet, og klaveret fortsætter i sin akkompagnerende rolle under en melodi i fløjte og klarinet, der lyder som fjerne drømme og gammel kærlighed. Efter en kort opblussen med hektisk aktivitet i solostemmen, der her lidt forsinket får sin kadence, vender vi tilbage til den skønne melodi fra åbningen, og vi lulles næsten i søvn, inden tredjesatsen sniger sig ind med sin scherzo-karakter fuld af orkestral bravur og vilde ridt over tangenterne. Og Rachmaninov har gemt sit bedste trumfkort til sidst: et tema så sangbart, at sidenhen er blevet tyvstjålet af både jazz- og popmusikken i utallige udgaver. Koncerten slutter resolut af med en pianistisk tour de force i højt humør, og det kan både vi og komponisten takke en vis Monsieur Dahl for. Programnote: Ole B. Kiilerich
Medvirkende Benjamin Shwartz, dirigent Født i Los Angeles i 1979 og opvokset både der og i Israel. Benjamin Shwartz har studeret ved Curtis Institute of Music i Philadelphia, hvor han arbejdede tæt sammen med Christoph Eschenbach. Han blev udnævnt assisterende dirigent ved San Francisco Symphony, og ledte San Francisco Symphony Youth Orchestras europatour i sommeren 2008. Som gæstedirigent har han været inviteret til at arbejde med Stockholm Symfoniorkester, Los Angeles Philharmonic, BBC Scotland, Tokyo og Islands symfoniorkester, samt Royal Scottish National Orchestra, St Paul Chamber Orchestra og Orchestre National de Lille. Benjamin Shwartz har modtaget adskillige priser for sit arbejde herunderPresser Music Award og i 2007 vandt han Bamberg Symphony Orchestras internationale Gustav Mahler Konkurrence. Anne-Marie McDermott, klaver McDermott blev født i Queens og er opvokset i Long Island, hvor hun og hendes søskende delvist blev undervist hjemme af deres mor (som var tidligere irsk stepdanser). Hun var fem år gammel, da hun første gang oplevede en klassisk koncert. Da hun og hendes søster, som spillede violin, blev seriøse med deres musik i en alder af 9 år, forhandlede hendes mor med de katolske skolers lærde om at give dem mulighed for at være hjemme en del af dagen. "Det, jeg ønskede at gøre, var at spille klaver. Jeg viede resten af dagen at øve, øve, øve" fortæller McDermott. Som 12-årig debuterede hun i Carnegie Hall. Nu har hun vundet de største priser. Hun har indspillet komplette værker af Prokofiev, Bach og Gershwin. Og hun er på A- listen over koncertsolister. McDermotts musikalske palette er bred og hendes kalender er fuldt booket.
1. violin Eugen Tichindeleanu Ermir Abeshi Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovacˇ Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme
Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) Signe Plauborg Veie **
2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Jean-Hee Lee (orlov) Helena Højgaard Nielsen ** Vivi Mark ** Aistė Juodagalvytė **
Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Anna Moe (orlov) Lars Mathiesen **
Bratsch Rafael Altino * Vakant Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke ** Victor Sørensen ** Veronika Lenartova **
Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs ** Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet)
Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell (orlov) Philip Sandholt Herup Andersen Niels Aamand Pedersen ** Ignacio Montero Requena ** Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen
Cello Michaela Fukacˇová * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino * Philippe Muriset * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Sofie Spanget Takkula
Tuba Carl Boye Hansen
Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Maria Møller-Jørgensen Poul Jensen Find * Jens Krøgholt
Slagtøj Jakob Weber (orlov) Finn Christensen Thomas Guldborg **
Harpe Maria Boelskov Sørensen ** Pauke Thomas Georgi
Piano Kristoffer Hyldig * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
odensesymfoni.dk