28. NOVEMBER 2024 KL. 19.30
29. NOVEMBER 2024 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
BEETHOVENS 9. SYMFONI – MED DET KGL. OPERAKOR
Odense Symfoniorkester Dirigent: Pierre Bleuse
Solister: Mette Grosbøl, sopran; Hanna Leonora Hollesen, mezzosopran; Lars Bo Ravnbak, tenor; Lasse Christian Bach, baryton
Det Kongelige Operakor
Jean-Frederic Preludes pour cordes Neuburger:
Varighed: ca. 13 min.
Ludwig van : Symfoni Nr. 9 (1770 - 1827)
I Allegro ma non troppo; un poco maestoso
II Molto vivace
III Adagio molto e cantabile
IV Presto - Allegro assai - Allegro assai vivace
Varighed: ca. 65 min.
Beethovens 9. symfoni er skrevet af et sandt kunstnerisk geni – det kan ikke diskuteres. Og den er faktisk også skrevet af historiens første kunstneriske geni, for det er først med Beethoven, at begrebet om et kunstnerisk geni overhovedet opstår – og intetsteds står det mere klart end i den ærefrygtindgydende 9. symfoni. Det er nemlig først med Beethoven, at tanken om værket bliver det altafgørende, ift. hvad man anser som kunst, og hvad der er kunsthåndværk. Og netop tanken er det essentielle i det værk, vi beskæftiger os med i dag: tanken om det frie menneske, der, løsnet fra samfundets snærende bånd, kan forbinde sig i broder- og søsterskabets ånd til den samlede menneskehed. Tanken blev til kunst.
For det var dét, der skete lige dér i Wien, hvor Beethoven flyttede til som ung: at kunstneren opstod! Og det er en begivenhed, der på ingen måde kan overvurderes, ikke kun inden for musik, men alle kunstarter: at Beethoven udråber sig selv som fri, uafhængig kunstner, kommer til at sætte standarden for al kunst herfra og fremefter i historien, og det er derfor, at Beethoven og hans kunst indtager en helt særlig plads i vores samfund, også her 254 år efter han blev fødtog det er også derfor, at vi skal blive ved med at hylde ham: før Beethoven var selv de allermest talentfulde komponister og kunstnere blevet opfattet som kunsthåndværkere på linje med sadelmagere, snedkere og frisører - selv Mozart og Haydn. Men med Beethoven ankom geniet.
Ludwig van Beethoven blev født i Bonn i 1770 og blev strengt opdraget til at indfri sin middelmådige korsanger af en fars ambitioner inden for musikken, hvilket jo lykkedes til fulde! Men det unge stortalent havde dér i Bonn også første parket til alle de enorme omvæltninger på både samfunds- og tankeplanet, der
opstod før og efter Den Franske Revolution; Beethoven blev et barn af oplysningstiden, og det tankegods skulle forfølge ham hele resten af livet og være den afgørende faktor for, at han udråbte sig selv til verdens første kunstner nogle år senere.
På universitetet i Bonn blev frihedsfilosoffen Kant diskuteret på universiteterne, og frihedspoeten Schiller, hvis digt ”Ode an die Freude” og dermed hele sidste sats i den 9. symfoni er bygget op omkring, ligeså, og fra en ganske ung alder var Beethoven dybt fascineret af de radikale jakobinere, der var særdeles aktive i afskaffelsen af adelen i Frankrig i tiden omkring Den Franske Revolution – Beethoven blev født i december 1770, så da hovederne begyndte at rulle i Frankrig, har han været 18 år.
Han havde sågar også overværet flere foredrag med den allermest radikale tyske jakobiner, Eulogius Schneider, som sidenhen blev for krads i sine holdninger til den tyske smag og sluttede sig til de franske jakobinere i Strasbourg, hvor han lystigt sendte horder af adelsmænd til guillotinerne - og endte med faktisk også selv at blive et hoved kortere.
Og Schiller, hvis digt “Ode an die Freude” var en ledestjerne for Beethoven i mange år, inden han slutteligt satte den så berømt i musik her i sin 9. symfoni, var allerede tidligt et stort forbillede for den unge komponist, der beundrede hans skuespil om frihed, lighed og broderskab. I marginen på sit eget eksemplar af Schillers skuespil Don Carlos har Beethoven noteret med håndskrift:
“At gøre godt, overalt man kan, at elske frihed over alt andet, aldrig at benægte sandheden, ikke engang foran tronen”. Det var stærke ord i et samfund, hvor adelen sad tungt på magten!
Til én af sine velgørere i Wien, prins Lichnowsky, skrev han da også i et brev: “Prins, dét du er, er du af fødsel og tilfældighed. Hvad jeg er, er jeg ved egen kraft. Der er, og vil altid være, tusindvis af prinser, men der er kun én Beethoven“.
Og denne ene Beethoven ville altså ikke finde sig i at skulle underlægges de adeliges smag og meninger, og han brugte sin fremtrædende position og sine djævelsk gode kompositioner til at frigøre sig fra faste hof-ansættelser og altså udråbe sig som kunstner –verdenshistoriens første, frie kunstner, der solgte sine værker på markedsvilkår til højstbydende.
Og hele tiden, mens han voksede som komponist i Wien, så spirede idéen om den ultimative frihed i ham sammen med Schillers ord om frihed, lighed og broderskab, som han også ad flere omgange satte i musik på forskellig vis. Selve melodien til Ode an die Freude var sågar under modning helt fra 1795, hvor han skriver en sang, Gegenliebe, der har stærke noter af dén melodi, vi genfinder i den 9. symfoni, ligesom hans meget sjældent opførte koralfantasi for soloklaver, orkester, kor og solister fra 1808 nok må regnes for et direkte forstudie også.
Beethoven var, selvfølgelig, kunne man næsten sige, også i lang tid en glødende tilhænger af Napoleon, som marcherede, ikke kun mod Frankrigs, men store dele af Europas adel. Napoleon var ikke adelig – han var en ”mand af folket”, i Beethovens øjne. Den 3. symfoni havde han sågar, i det adelige Wien, givet tilnavnet ‘Buonaparte’, hvilket må siges at have været ualmindelig dristigt, selv for Beethoven.
Men som legenden fortæller, så kradsede han dén tilegnelse så kraftigt ud, at blyanten gik gennem flere lag af papiret på manuskriptet, da Napoleon udråbte sig selv til kejser i 1804, og Beethoven skuffet måtte konstatere: “Så er han alligevel intet mere end en almindelig mand. Nu vil også han træde menneskets rettigheder under fode og blive en tyran!”. Symfonien blev i stedet kendt som ”Eroïca”. Men tankegodset gemte Beethoven dybt i sin oprørske sjæl, og han skrev selv, at hans kald som kunstner var ”at bruge min kunst til at udfri en nødlidende menneskehed”
Og på dén baggrund er mange af de kendetegn, vi i dag ser på som kunstneriske landvindinger, nok mindst lige så meget politik kæmpet med noder og fjerpen; hans måde at komponere på er i høj grad præget af forsøget på at sprænge rammer og former – som et væsen i et bur, der hele tiden skal forsøge at udvide tremmerne, fx pludselige og voldsomme skift i dynamik, ekstreme dissonanser, enorme lydtryk og dynamikbetegnelser, massive dimensioner og ekstreme formeksperimenter.
Og således kommer hele Beethovens musikalske virke efterhånden til at udtrykke alt dét, som hans helte inden for filosofi og digtekunst skrev og talte om: en kollektiv, universel og tidløs kamp mod alle grænser, som mennesket kan sætte op: kunstneriske, moralske
og politiske grænser og grænser i rum og tid. Og intet sted kommer det mere tydeligt til udtryk end i hans 9. symfoni.
For Beethovens musik kæmper altid, den er slidsom, og heldigvis fører kampen og al virakken som regel til sejr. En sejr for mennesket, for friheden og for kunsten.
Og det var en form, som han gennem sine otte første symfonier, sine klaversonater og sine strygekvartetter havde forfinet og forstærket på alle de måder, han overhovedet kunne inden for rammerne for klassisk musik. Gennem især sine symfonier, særligt fra og med den tredje, Eroica, transformerede han formen fra at være et udelukkende musikalsk anliggende til at være et filosofisk, humanistisk og spirituelt instrument, hvorigennem han kunne udtrykke menneskehedens sande natur og dens kamp for, gennem grusomme prøvelser, at nå oplysningens høje tinder –dét som i kunsten også kaldes Per aspera ad astra- altså ”gennem prøvelser til stjernerne”.
Og han havde lige siden ungdomsdagene, hvor Schillers ord brændte sig fast ham, ledt efter en formel, hvormed han kunne udtrykke dette fantastiske (og meget moderne) budskab om at forene menneskeheden i frihed og glæde. Melodien havde rumsteret siden 1795, hvor han komponerede Gegenliebe, og ved udkast til både den 7. og den 8. symfoni (fra hhv. 1811 og 1812) finder vi ord fra Shillers Ode an die Freude i margin. På en måde var denne den 9. symfoni, hans sidste, altså resultatet af alt dét, han havde gået og grublet over de sidste næsten 30 år! Da han endelig omkring 1822 finder sit glædes-tema skriver han under noderne: ”Her er det, HA! Nu er det fundet!”
Sin 8. symfoni skrev han nærmest udelukkende for sig selv helt uden tanke på, hvordan den mon ville blive modtaget; her er ingen smukke melodier, ingen jubel; blot form- og fragmenteksperimenter – og man her kan man mærke, hvordan han presser grænserne for form, harmonik, rytmik og struktur helt derud, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Og det var jo nok faktisk ganske givet dét eksperiment, der gjorde, at han konkluderede, at hvis han skulle udtrykke Schillers ord og tanker i en form, der var mere kraftfuld end Schiller egen, så måtte det være et værk med både et enormt orkester, vokalsolister og kor; han kunne simpelthen ikke nå længere med musikalske strukturer alene; han måtte taget ordet i brug i symfonien for at udtrykke sig fuldt ud.
Og nu er vi så endelig fremme ved premieren på den 9. symfoni, der blev uropført 7. maj 1824 på Kärntnerthor Theater i Wien – i dag Hotel Sacher - hjemsted for den næsten lige så berømte Sacher Tort. En mastodont af en symfoni, et forbillede for eftertiden af olympiske, ærefrygtindgydende, skræmmende dimensioner med næsten 100 musikere i orkesteret – cirka dobbelt så stort, som Beethovens orkestre plejede at være, fire prominente solister og et kæmpe kor. Og med sin va-
righed på ca. 70 min suverænt den længste symfoni nogensinde på det tidspunkt. Og hvilken symfoni, det heldige publikum fik at høre dén skelsættende dag i musikhistorien.
Førstesatsen opstår ud af ingenting. Tomme klange, musikalske stjernetåger, der langsomt fortættes - og så begynder kampen. Det er rytmisk krampagtigt, det er masende, svedende, hårdt og anstrengende: det er menneskeheden, der er fanget i samfundets snærende bånd, og som kæmper for at slippe fri. Det lykkes ikke i første forsøg!
Efter al dén virak kunne man godt bruge lidt musikalsk afslapning – så dét får vi selvfølgelig ikke! Vi får verdens på dette tidspunkt længste scherzo, en sats, der buldrer derudaf i et tempo så højt, at dirigenten ikke kan stille meget andet op end at stå og vippe med hofterne som en gospel-dirigent. Trio-delen i scherzoen byder på værkets første egentlige melodi, et rart, landligt tema med en spøjs rytmik og en drillende karakter – og en lillebitte smagsprøve på Ode-temaet, som vi jo sidder og glæder os til. Den lange scherzodel kommer igen, og Beethoven viser, at han ikke er uden humor, da han efter den i forvejen usædvanligt lange scherzo gør antrit til at gentage hele trio-delen, hvilket ville have fordoblet spilletiden – men han skåner os og bringer henved en halv times musikalsk workout i de to første satser til ro.
For i tredjesatsen får vi endelig et pusterum i en blød musikalsk lænestol, hvor vi kan læne os tilbage og nyde, hvordan det smukke, adstadige tema gennemgår en række finurlige og klangskønne variationer, og også her foregribes sidstesatsens store melodi.
Og så er vi fremme ved vendepunktet i musikhistorien – dér hvor musikken som rent udtryk kommer til kort i symfonisk form og må gribe til ordet for at udtrykke sig i en enorm sats, der er blevet omtalt som ”en symfoni i symfonien” – den alene er på længde med en normal wienerklassisk symfoni og er enormt kompleks. Den starter med dét, Wagner optalte som en ”skrækfanfare” og opsummerer derpå de tre første satser, kasserer dem med et ekspressivt ordløst recitativ i de dybe strygere og finder så dén melodi, der har potentiale til at forløse ikke bare symfonien, men menneskeheden som sådan. Den udvikler sig som en melodi normalt ville gøre, kulminerer på vanlig
HANNA LEONORA HOLLESEN mezzosopran
METTE GROSBØL sopran
vis, og her kunne symfonien sådan set slutte. Men den er først lige begyndt! For nu er det, at stemmen, den menneskelige stemme indtræder i symfonien. Skrækfanfaren bryder ud igen, og herefter indtræder barytonen som den første stemme i en symfoni nogensinde med sit budskab om, at vi må og skal finde en ”behageligere” måde at tale sammen på. Derpå bryder selvfølgelig koret – den samlede menneskehed – ud i jubel, og herfra fører han os igennem en imponerende række variationer over Freude-temaet, der kulminerer- på en måde, så ingen kan sidde uberørte tilbage i koncertsalen. Det er genial og stor kunst, og det er skrevet af en genial og stor kunstner – verdens første. God fornøjelse!
Programnote af Ole Bartholin Kiilerich
MEDVIRKENDE
Pierre Bleuse, dirigent
Vores franske chefdirigent, Pierre Bleuse, er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland. Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. I 2021 blev han offentliggjort som kommende chefdirigent for det berømte franske orkester Ensemble intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse. Pierre besøgte OS første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energi-bombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati.
LASSE CHRISTIAN BACH baryton
AN DIE FREUDE
O Freunde, nicht diese Töne! Sondern lasst uns angenehmere anstimmen Und freudenvollere!
Freude schöner Götterfunken, Tochter aus Elysium, Wir betreten feuertrunken, Himmlische dein Heiligtum! Deine Zauber binden wieder, Was die Mode streng geteilt; Alle Menschen werden Brüder, Wo dein sanfter Flügel weilt.
Wem der große Wurf gelungen, Eines Freundes Freund zu sein, Wer ein holdes Weib errungen, Mische seinen Jubel ein!
Ja, wer auch nur eine Seele Sein nennt auf dem Erdenrund! Und wer's nie gekonnt, der stehle Weinend sich aus diesem Bund.
Freude trinken alle Wesen
An den Brüsten der Natur; Alle Guten, alle Bösen Folgen ihrer Rosenspur Küsse gab sie uns und Reben, Einen Freund, geprüft im Tod; Wollust ward dem Wurm gegeben, Und der Cherub steht vor Gott!
Froh, wie seine Sonnen fliegen Durch des Himmels prächt'gen Plan, Laufet, Brüder, eure Bahn, Freudig, wie ein Held zum Siegen
Seid umschlungen, Millionen
Diesen Kuss der ganzen Welt! Brüder! Über'm Sternenzelt Muss ein lieber Vater wohnen Ihr stürzt nieder, Millionen? Ahnest du den Schöpfer, Welt? Such' ihn über'm Sternenzelt! Über Sternen muss er wohnen.
Ludwig van Beethoven, 1824 efter Friedrich Schiller, 1786
TIL GLÆDEN
O, venner, ikke disse toner! Lad os i stedet istemme noget mere behageligt Og glædesfyldt!
Glæde, skønne gudegnist, Datter af Elysium, Vi betræder, berusede af ild, Himmelske, din helligdom! Din trolddom genforener, Hvad vanen strengt har delt; Alle mennesker bliver brødre, Hvor din blide vinge dvæler.
Den der har haft den store glæde, At være en vens ven,
Den der har fået en hengiven kone, Skal stemme i med sin jubel!
Ja, den som kan kalde bare én sjæl For sin her på jord!
Og den som aldrig kunne dette, skal snige
Sig grædende væk fra dette forbund.
Glæde drikker alle væsener Af naturens bryst: Alle gode, alle onde Følger hendes rosenspor.
Kys gav hun os, og vin, En ven, afprøvet i døden; Vellyst blev givet til ormen, Og Keruben står for Gud!
Glad, som hans sole flyver
Gennem himlens prægtige plan, Løb, brødre, på jeres vej, Glade, som en helt til sejren.
Vær omfavnet, millioner, Dette kys til hele verden!
Brødre! Over stjerneteltet
Må en kærlig fader bo.
Bøjer I jer, millioner?
Aner du skaberen, Verden?
Søg ham over stjerneteltet!
Hinsides stjernerne må han bo.
Oversat af Werner Knudsen
JUL OG NYTÅR HOS OS
CHRISTMAS CAROLS 11. & 12. DECEMBER
NØDDEKNÆKKEREN 20. & 21. DECEMBER
5.NYTÅRSKONCERTER - 18. JANUAR - 2025
MED JULIE BERTHELSEN
MED DANSERE FRA KOMA-BALLET
MED FREDERIKKE KAMPMANN & SØREN PILMARK
HELT SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE DISSE KONCERTER
BLEUSE & RAKHMANINOVS 2. SYMFONI, 23. JANUAR - 2025
Rakhmaninovs 2. Symfoni når omkring hele vores følelsesunivers fra den stille, mørke begyndelse til jublende fanfarer og inderlige melodier. Den har det hele, og man forstår godt, hvorfor kritikere kaldte Rakhmaninov for en værdig efterfølger af Tjajkovskij. Symfonien er monumental, men er komponeret så det føles som om tiden ophæves.
GRIEGS KLAVERKONCERT & DVOŘÁKS 9. SYMFONI, 27. & 28. FEBRUAR - 2025
Hvis du er nysgerrig på klassisk musik eller bare elsker perfekte værker, er denne koncert helt perfekt for dig, for i én og samme koncert blænder vi op to af den klassiske musiks allerstørste hits, nemlig Griegs ikoniske klaverkoncert og Dvořáks 9. symfoni, der blev hele grundstenen for den amerikanske måde at skrive musik på – både i koncertsalene og på det store lærred.
1. violin
Eugen Tichindeleanu (orlov)
Erik Heide
Signe Madsen
Esther Mielewczyk *
Gitana Aksionova-Balaban
Hana Kovacˇ
Stinus Christensen
Ulrike Kipp Christensen *
Valeria Stadnicki
Sofie Qvamme (orlov)
Aisté Juodagalvyté **
Jacob Agerskov Buur **
Lada Fedorova **
Alexander Rydberg **
Vera Panitch **
2. violin
Simona Bonfiglioli (orlov)
Jovana Vukušić *
Jan Erik Schousboe
Carl Sjöberg *
Stig Andersen (orlov)
Kathrin Kollecker *
Mads Haugsted
Veronika Krauß Mojzešová
Katerina Jelinkova
Kristyna Duchonova **
Ikuko Takahashi **
Stefan Enemærke Becker **
Sonia Wiktoria Zajac **
Bratsch
Rafaell Altino *
Martin Jochimsen
Dorthe Byrialsen
Gertrud Ludwig
Dorota Kijewska
Christian Bønnelykke
Victor Sørensen
Cello
Jonathan Slaatto (orlov)
Anna Dorothea Wolff (orlov)
Chatarina Altino *
Michaela Fukacˇová *
Anna Pettersson
Mette Spang-Hanssen
Perrine Pacherie **
Hannah Suhyoung Eichberg **
Mihai Fagarasan **
Anne Sofie Gørvild **
Kontrabas
Peter Prehn *
Maria Frankel
Jens Krøgholt
Andreas Hjorth Jessen
Fløjte
Rune Most
Lucia Klonner
Ragnhildur Josefsdottir
-
Neus Signes **
Obo
Henrik Skotte
Albrecht Krauß
Pina Mohs (engelskhorn)
Klarinet
Svante Wik
René Højlund Rasmussen
Kenneth Larsen (basklarinet)
Fagot
Morten Østergaard
Xanthe Arthurs
Lars Mathiesen (kontrafagot)
Horn
Tone Sundgård Anker
Niels Aamand Güntelberg
Nicolai Sell
Philip Sandholt Herup Andersen -
Emmett Hartung **
Trompet
Per Morten Bye
Victor Koch Jensen (orlov)
Henrik Hou -
Cecile Eikaa **
Basun
Robert Holmsted
Lukas Winther Andersen
Basbasun
Alf Vestergaard Nielsen
Tuba
Carl Boye Hansen
Pauke
Thomas Georgi
Slagtøj
Jonas Bonde-Nielsen
Laurids Hvidtfeldt Madsen
Lennart Gruvstedt **
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond
** Musikere i tidsbegrænsede stillinger
BARENS VINSORTIMENT
Corvina Italien
Chardonnay Frankrig
økologisk
Grenache blanc Frankrig
Elegance rosé Frankrig
ØL, VAND ELLER VIN TIL PAUSEN ?
SPRING KØEN OVER - FORUDBESTIL I BAREN
/ HINDBÆR /
55 /40KR.
LAKRIDS-PIBE 10 KR.
VARME DRIKKE
KAFFE/TE / AD LIBITUM 20/35 KR.
60 KR.
SPRING KØEN OVER!
Scan QR-koden, bestil dine varer og hent dem i NemBaren. Nemmere bliver det ikke.
kr. 70,2 for kr. 120,kr. 65,2 for kr. 110,-
