Pro Musica Tirsdag 7. marts 2017 kl. 19.30 Pro Musica salen - Odense Koncerthus
Luciano Berio: (1925-2003)
Naturale
Medvirkende: Rafael Altino, bratsch; Mikkel Dons Burchardt, slagtøj Hafdís Bjarnadóttir: (f. 1977)
Hikk! - skrevet til Trio Amerise, 2014
Robert Muscynzki: (1929-2010)
Fragments for wind trio
I II III IV V
Waltz Solitude Holiday Reverie Exit
Medvirkende: Trio Amerise: Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte; Morten Sønderskov Jensen, klarinet; Lucia Amerise, fagot PAUSE Astor Piazzolla: (1921-1992)
”Tango for livet - Livet for tango” - en poetisk-musikalsk tangofortælling
Medvirkende: Tangokvintetten: Bjarne Hansen, violin; Branko Djordjevic, akkordeon; Jørgen Ehlers, guitar; Ole Kiilerich, klaver; Jens Krøgholt, kontrabas;
Luciano Berio (1925-2003): Naturale (1984) Den magiske verden åbner sig fra første slag på den store tam-tam og bratschens komplekse rytmik. Hvor er vi henne? På en fjern planet? Nej, straks derefter lyder en klagende stemme uden ansigt: en siciliansk fiskermand optaget på spolebånd. Traditionel folkesang fra Sicilien smelter sammen med avantgardistisk koncertsalsmusik. Den italienske komponist Luciano Berio var blandt det 20. århundredes mest nyskabende komponister. Men hans musik er ikke bare svært tilgængelig. Den har også en dyb forankring i folkemusikken. Allerede i 1964 skrev han værket Folk Songs, hvor folkesange fra hele verden blev iklædt moderne klange. Det er de sicilianske folkesange fra Folk Songs, som Berio genbruger i Naturale. Men denne gang indsunget på spolebånd af en ægte sicilianer, der blander sig i lydbilledet med bratsch og slagtøj på scenen. Med Naturale sætter Berio spørgsmålstegn ved, hvad der er folkemusik, og hvad der er koncertsalsmusik. Og han gør op med forestillingen om, at en given folkesang har et konstant udtryk. Den samme sang ændrer karakter alt efter tid, sted og sammenhæng. Ulige tidsaldre og udtryksformer skaber tidløs musik. Det 20 minutter lange værk rummer en dyb melankoli. Folkesangens klagende udtryk forplanter sig i instrumentalisternes fragmentariske motiver. Følelsen af at svæve et sted mellem et siciliansk fiskerleje og en fjern planet, mellem folkets autentiske lyd og koncertsalens højtudviklede tonekunst, fortager sig aldrig. Resultatet er paralyserende. Mildest talt.
Rafael Altino
Trio Amerise Hafdís Bjarnadóttir (f. 1977): HIKK! (2014) (Skrevet til Trio Amerise) Islandske Hafdís Bjarnadóttir er svær at sætte i bås: Hun er rockmusiker, jazzguitarist og klassisk komponist. Bjarnadóttirs inspirationskilder er også grænseløse: Hun har komponeret værker ud fra strikkeopskrifter og matematiske formler og arbejder både med lydinstallationer og genre-blandinger. HIKK! er en blæsertrio for fløjte, klarinet og fagot. Hafdís Bjarnadóttir skriver selv om værket: Værket starter med en melodi der går trappegang opad, skiftevis en stor terts og en lille sekund. Melodien skifter gradvist mellem instrumenterne, som ud fra den fletter klangene sammen så de bliver mere og mere dissonerende. Man kunne forestille sig en samtale imellem tre parter, der starter med et emne, men igennem en masse former for sidespring ender i et helt andet emne, end der blev lagt ud med. Værket ender i et fælles hosteanfald hos alle tre instrumenter. Robert Muczynski (1929-2010): Fragments for wind trio (1958) Robert Muczynski var europæisk jøde, men han levede hele sit liv i USA. Og det kan man høre i hans musik. Den er melodiøs og munter – en neoklassisk drømmeverden blottet for det 20. århundredes dissonanser. De fem fragmenter for blæsertrio er et sprudlende og kortfattet ungdomsværk. Hver sats er som et lille karakterstykke med en klar rytmisk og udtryksmæssig ide. Som fem skarpe fotografier. En humørfyldt dans (Waltz), et eftertænksomt øjeblik i ensomhed (Solitude), en bekymringsløs sommer-picnic (Holiday), en behagelig dagdrøm (Reverie) og til slut en ekstatisk hjemkomst til mors kødgryder (Exit). Muczynskis Fragments er blevet et signaturværk for Trio Amerise. De spiller det uden partitur, og har indlagt en alternativ brug af scenerummet og indstuderet koreografi.
Tangokvintetten
Astor Piazzolla (1921-1992): ”Tango for livet – Livet for tango” Den argentinske folkesjæl klinger i tangoen. Og netop derfor har tangoen været under skarp beskydning gennem Argentinas skiftende militærdiktaturer. ”Tango for livet – livet for tango” er en koncertforestilling, hvor fejden om folkets ret til at danse tango udfoldes i billeder, ord og musik af tango-mesteren Astor Piazzolla. Fra 1955 og 28 år frem blev Argentina i flere perioder styret af militærregimer. Folket var undertrykt men fandt håb i tangoen. Den var et udtryk for deres kulturelle tradition og nationale stolthed. Tangoen opildnede dem til at stå sammen og kæmpe mod systemet. I bestræbelserne på at undgå folkelige oprør forbød regimet derfor de såkaldte milongaer, hvor argentinerne mødtes og dansede. Tango blev forbudt, og styret arrangerede i stedet store rockkoncerter med amerikanske orkestre. For den amerikanske musik fremkaldte ikke de samme patriotiske følelser som tangoen. Men man kan ikke kappe et folks kulturelle rødder over. Tangoen blev danset i smug. Det var livsfarligt, men også livsbekræftende for det undertrykte folk. Og jo mere truet danserne følte sig, jo mere passioneret blev udtrykket. I ”Tango for livet – livet for tango” har de medvirkende musikere i fællesskab skabt en musikalsk fortælling om tangoens betydning for det argentinske folk. Indtalt tekst, filmstumper og billeder på storskærm smelter sammen med et udvalg af Piazzollas værker. Det er musik, der indeholder al den folkelige stolthed og vilje til liv, som kendetegner de varmblodede argentinere. Men koncertforestillingen fortæller ikke kun om en periode og en musikstil i Argentina. Den stiller almengyldige spørgsmål, der er relevante for alle: Hvad betyder kultur for vores liv og overlevelse? Er kulturen værd at dø for? Programnote af Mathias Hammer
Medvirkende Rafael Altino, bratsch Rafael begyndte sine musikalske studier i sit hjemland Brasilien. Som 17-årig flyttede han til USA. Han har en bachelorgrad fra New England Conservatory of Music i Boston og en kandidatgrad fra Juilliard School of Music i New York. Hans kammermusiksamarbejder omfatter kunstnere som Nikolaj Znaider, Benjamin Schmid, Ilya Gringolts, Antonio Meneses, Andreas Brantelid, Roland Pöntinen, Marianna Shirinyan samt Henschel og Miró strygekvartetten. Rafael er stærk fortaler for ny klassisk musik og har i den forbindelse bestilt en række nye værker til bratsch, herunder soloværker af Poul Ruders, Bent Sørensen, Anders Koppel, Søren Nils Eichberg, Karsten Fundal og Nils Rosing-Schow, som alle vil indgå i en kommende cd. Mikkel Dons Burchardt, janitshar Uddannet som klassiske janitshar fra Det Fynske Musikkonservatorium 2001. Har assisteret som slagtøjsspiller i de fleste danske symfoniorkestre, Det Kgl. Kapel, de tre jyske militærorkestre, og har været ansat på flere længerevarende kontrakter i Odense Symfoniorkester. Som kammermusiker har Mikkel spillet i ensemblet ”Ensemble Fyn”, der fungerede som husorkester på Den Fynske Opera i en årrække.
Trio Amerise Blæsertrioen består af Ragnhildur Jósefsdóttir på fløjte, Morten Sønderskov Jensen på klarinet og Lucia Amerise på fagot – som i 2011 fandt sammen under deres studier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Trioen blev i efteråret 2013, som det første og eneste blæserensemble, optaget på Solistklassen for ensembler samme sted, hvorfra de debuterede i februar 2017. Trioens medlemmer kommer fra de nordiske lande; Island, Danmark og Sverige. Navnet Trio Amerise er dog hentet fra Lucias argentinske rødder. De har spillet koncerter i store dele af Norden samt Tyskland, og var blandt de 16 deltagere ved P2s kammermusikkonkurrence i 2014. Senere samme år vandt de 2. Pris ved konservatoriets interne kammermusikkonkurrence. Fra sæsonen 2015/16 indgik Trio Amerise et samarbejde med to andre danske ensembler, Ensemble Nordlys og Nordic String Quartet, om fælles drift af Østerbro Koncertforening i Unitarernes Hus på Østerbro. Tilsammen danner de tre ensembler grundstammen i Koncertforeningen, hvor de har en stor mulighed for sparring og samarbejde på tværs af ensemblerne og udvikling af nye koncertformer. En af trioens primære visioner er at have musik fra alle tre nordiske lande blandet ind i et i forvejen bredt repertoire af forskellige klassiske værker. Trio Amerise samarbejder derfor med komponister fra de nordiske lande om at få skrevet ny nordisk musik tilegnet Trioen – det første værk blev skrevet i 2014 af islandske Hafdís Bjarnadóttir og uropført af Trioen samme år i den islandske ambassadørbolig i København.
Trioen har i løbet af deres studier solistklassen også arbejdet med at udforske de klassiske koncertformer på forskellig vis; de har eksperimenteret med udenadspil, bevægelser/formationer, samarbejde med andre musikere og andre ensembler samt samarbejde med lysdesignere. Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte Ragnhildur er født i Island i 1988, hvor hun begyndte at spille som 7-årig. Hun flyttede til Danmark i 2003 for at studere. Ragnhildur er uddannet kandidat på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2013 hos Henrik Svitzer og Toke Lund Christiansen med sideløbede studier hos Michael Hasel i Berlin. I 2013 blev hun optaget på solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium. Hun har igennem studietiden været en meget aktiv kammer- og orkestermusiker i Danmark. I 2015 vandt hun stillingen som piccolofløjtenist i Odense Symfoniorkester, hvor hun i dag er fastansat. Morten Sønderskov Jensen, klarinet Morten er født i 1983 og begyndte at spille klarinet som 11-årig. Han er uddannet på det Kgl. Danske Musikkonservatorium hvor han afsluttede sin kandidatgrad i 2013. I løbet af studietiden var Morten på udveksling på Guildhall School of Music and Drama samt Sibelius Akademiet i Finland. Morten har en stor forkærlighed for basklarinetten, som han igennem studietiden har specialiseret sig i. Morten er en meget aktiv freelancer i det danske kammer- og orkestermiljø og assisterer jævnligt i orkestre og ensembler i Danmark og Sverige. Lucia Amerise, fagot Lucia er født i Sverige i 1985 og startede med at spille fagot som 10-årig. Hun har en bachelorgrad fra Malmö Musikhögskola og har studeret på kandidatuddennelsen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I løbet af studietiden var Lucia desuden et halvt år på Conservatorio Statale di Musica i Verona, Italien. Lucia er en meget aktiv kammer- og orkestermusiker i både Norge, Sverige og Danmark, hvor hun jævnligt assisterer i de forskellige orkestre og ensembler.
Tangokvintetten Bjarne Hansen, violin Uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium hos Peder Elbæk samt i Tyskland og Italien. Mangeårig koncertmester i Odense Symfoniorkester (1974-2012). Kendt som solist og kammermusiker i både Danmark og udland. Ole Bartholin Kiilerich, klaver Uddannet i solistklassen ved Syddansk Musikkonservatorium. En alsidig performer og kammermusiker, der flere gange har optrådt som solist med Odense Symfoniorkester. Ole er nu ansat i Odense Symfoniorkester som programnoteskriver, koncertintroduktør mm. Jørgen Ehlers, guitar Docent ved Syddansk Musikkonservatorium og aktiv som musiker og komponist med flere udgivelser i eget navn inden for de senere år. Jens Krøgholt, kontrabas Uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium hos Morten Hansen. Har spillet i basgruppen i Odense Symfoniorkester siden 1999. Aktiv som kammermusiker med bl.a. Tangokvintetten og Habadekuk. Sammen med Rune Most er Jens Krøgholt tilrettelægger af Pro Musica koncerterne. Branko Djordjevic, akkordeon Vinder af internationale konkurrencer i Italien, Tyskland, Serbien og Danmark og er en virtuos solist ved koncerter indenfor klassisk, klezmer, balkan og ikke mindst tangomusik. ”Tango for livet – Livet for tango” Musik: Astor Piazzolla / Lyrik: Ole B. Kiilerich / Video: Anders Boe, Boe Media & Ole B. Kiilerich / Voice over, argentinsk: José Maria Ferrer / Voice over, dansk: Jørgen Ehlers
Sæsonens sidste kammerkoncerter Carl Nielsen museet – ODENSE KONCERTHUS SønDAG 19. MARTS 2017 KL. 11.30 Esa-Pekka Salonen: Hornmusik nr. 1 for horn og klaver Sofia Gubaidulina: Pantomine, for akkordion og kontrabas Erland von Koch: Monolog nr. 9 for tuba Frank Bridge: Sonate for cello og klaver i d-mol H. 125 PRO MUSICA SALEN – ODENSE KONCERTHUS TIRSDAG 2. MAj 2017 KL. 19.30 Wolfgang Amadeus Mozart: Sonate for 2 fløjter og klaver KV 448 Robert Schumann: Stücke im Volkston, op. 102 Carl Maria von Weber: Klarinetkvintet i B-dur, op. 34
Brahms & Beer
12. MArTS KL. 16.30 STUDEnTErHUS ODEnSE - AMfipLADSEn 6 - 5000 ODEnSE C
G r AT i S A D G A n G * Brahms: Klarinetkvintet, op. 115 / Schubert: Strygekvintet, D. 956 Medvirkende: Emma Steele, violin; Jean-Hee Lee, violin; Juan-Miguel Hernandez, bratsch; Kim Bak Dinitzen, cello; Anna Dorothea Wolff, cello; John Kruse, klarinet Ud over musikken vil kirurg Troels Vedel fortælle om Læger uden Grænsers arbejde i bl.a. Afghanistan Under koncerten kan der nydes øl og sodavand, kaffe m.m. til studievenlige priser Arrangeret af medlemmer af Det Kongelige Kapel og Odense Symfoniorkester * Gratis adgang, bidrag til Læger uden Grænser kan gives
LIN
SAM IND G
Støttekoncert for Læger uden grænSer